Umiddelbart ser jeg måske ud til at være et godt menneske, med gode evner. Jeg har taget en akademisk uddannelse, jeg har et godt arbejde, en vidunderlig kone og tre børn der er pæne i tøjet, og som der bliver talt godt om. Jeg ser ud til at have klaret mig godt, men sandheden er at æren ikke er min. Kun på grund Guds nåde har jeg fået lov at leve et liv som jeg ikke er værdig til. Forstå mig ret og læs resten. 

Jeg er ikke noget særligt. Jeg er bare en der spildte en stor del af sit liv med indtagelse af både alkohol, hash og stoffer. Jeg brugte ufattelige mængder af tid på min tegneseriekollektion, som jeg havde et så indgående kendskab til, at jeg i dag vurderer det som værende afgudsdyrkelse. Jeg bandede, jeg løj og jeg pjækkede fra mine undervisningstimer, og de gange jeg havde et arbejde, prøvede jeg at lave så lidt som muligt. Jeg har boet på byens værste hotel, hvis man kan kalde det et hotel. For det var mere et værtshus med nogle værelser oppe ovenpå. Det var byens værste sted. Når jeg kom hjem fra byen lå jeg tit og kastede op ude i toilettet, fordi min mave ikke kunne holde til alt det jeg havde hældt i mig. Og næste morgen tænkte jeg på, hvordan jeg skulle flygte fra tilværelsen den dag.

Nej jeg fortjener ikke himlen. Jeg er ligeså stor en synder som narkomanen, den prostituerede, alkoholikeren, og tyveknægten. Men også ligeså stor som politikeren, skuespilleren, sangeren, og filosoffen. Og de er ligeså store syndere som de første.Vi fortjener alle Guds retfærdige straf. Jeg er ikke noget i mig selv. Kun på grund af Jesu Kristi offer på Golgatas kors er jeg i dag en ny skabning. Det skyldes ikke mig selv, men Guds er æren.

Nogle kristne synes de er så hellige at de ser ned på dem som ikke kender Herren. Dermed sætter de sig selv i et dårligt lys, nemlig deres eget lys. For de er selv syndere, vi har jo alle syndet og mistet herligheden fra Gud. Om du har levet i druk, hor eller selvretfærdighed, så fortjener vi alle Guds straf. Der findes ikke noget andet menneske end Jesus der fortjener Himlen. Og Han tog straffen på sig, så vi kunne undgå den.

Jeg var engang ude at gå med en anden leder fra den kirke jeg kom i dengang. Vi gik forbi stedet, hvor de narkoprostituerede stod. Da begyndte han at tale ned om dem. Han fattede ikke at nogen mænd ville være sammen med dem, de var da så ulækre. De så ikke ud til at have taget et bad for nylig, og lugtede garanteret. Han havde sikkert ret i noget af det han sagde, men det blev sagt med an afsky overfor dem. Ikke i en kærligheds eller medlidenheds ånd. Han havde gjort farisæerens fejltagelse, ved at gøre sig bedre end dem. Hvor tog han fejl, for vi er alle lige for Gud. Der findes ingen god uden Ham, hvorfor? Fordi Jesus siger det.

“…Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. “ Mark 10.18

 Det er kun på grund af Guds store nåde at jeg har fået hvad jeg har, det skyldes ikke mig selv. Han er kilden til min lykke, Han er kilden til mit liv, og ingen anden. Giv Gud æren ved at huske hvor du blev frelst fra, og lev i ydmyghed overfor Ham. Så vil Han fuldføre hvad Han har påbegyndt i dig, hvis du er kendt af Ham!

Share on Facebook

One Response to “Husk på hvor du blev frelst fra!”

  1. Martin W Hansen Says:

    Fantastisk! Priset være Herren, der bar vor synd. Må Han fortsat velsigne dig.

    Tak for formaningen.

    I Jesu glæde,
    Martin

Leave a Reply