Når jeg havde besøg af mine nye kristne venner, var det ikke unormalt at de i slutningen af vores samtaler spurgte mig om følgende: René har du ikke lyst til at bede denne bøn, og blive en kristen? Og hver gang jeg blev spurgt, svarede jeg venligt nej, for jeg var ikke parat til at bede sådan en bøn. Og ikke nok med det, jeg vidste godt at man ikke blev kristen af at gentage en bøn.

For jeg vidste godt hvad det indebar at være en kristen. Dem havde  jeg nemlig mødt før. Jeg havde jo i tiende klasse gået på en kristen efterskole (Hedemølle i Bjerringbro), og havde der mødt folk der virkelig var kristne. Og de var virkelig anderledes. For de grinte ikke af de samme ting vi andre grinte af, de talte ikke som os andre, og dertil læste de i deres bibeler, og gik til bønnemøder. Det var flere af eleverne på den skole der levede så markant anderledes, end det liv jeg ønskede at leve, og jeg kunne se at de ikke levede deres egne liv. De levede en andens liv, nemlig livet i Jesus Kristus.

Jeg havde engang prøvet at tage med til en af deres bønnemøder. Enten af nysgerrighed, eller fordi jeg syntes der var en af pigerne der var søde. Det husker jeg ikke præcist. Men jeg husker at det gad jeg ihvertfald ikke gøre igen. Det var simpelthen så kedeligt, og gjorde at jeg da nu var helt sikker på at det ikke var sådan jeg ønskede at leve. Jeg ville hellere have det sjovt, og lave det som gav mig et kick istedet. Så når de kristne som besøgte mig, spurgte om jeg ville blive en kristen, så vidste jeg godt at det indebar at jeg ikke længere levede mit eget liv mere. Så skulle jeg også leve en andens liv, og det var jeg ikke parat til. For jeg elskede min synd, på trods af at jeg godt kunne se at den trak mig længere og længere ned i mudderet.

Men Gud arbejdede alligevel med mig. Jeg havde jo stadig mine gåture, hvor jeg diskuterede med Gud om jeg ikke nok kunne få lov at være en kristen, samtidig med at jeg kunne ryge mig skæv og drikke mig fuld (se afsnit på dette link). Jeg ville næsten give slip på alt mulig andet, for at få lov til at beholde disse to. Så de må virkelig have betydet meget for mig. Og en weekend i november måned, 1989 skete der så noget som ændrede resten af mit liv. Hvordan det skete vil jeg fortælle næste gang, og det var faktisk ret voldsomt.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Share on Facebook

Leave a Reply