Den første weekend i november måned 1989 kaldte Jesus på mig. Gud havde forberedt mig på dette igennem et års tid, hvor jeg havde haft mange samtaler med ham, om jeg ikke nok kunne få lov at være en kristen, og samtidig ryge mig skæv og drikke mig fuld. Det var dog en diskussion som jeg aldrig vandt, selvom jeg selv syntes jeg havde nogle gode argumenter. Men nu skulle det være. Om fredagen kunne jeg mærke at Gud kaldte på mig. Jeg havde kun en tanke i hovedet, og det var at jeg skulle omvende mig fra mit hash og mit alkohol, og give mit liv til Jesus. Det var ikke en tanke der kom fra mig selv, for jeg ønskede ikke at have den tanke. og jeg vidste godt hvor den kom fra.

Flygtede fra Gud
Men okay, hvad gør man hvis man ikke kan lide de tanker man går med? Man tænder da for fjernsynet og flygter derind. Så det prøvede jeg, men det hjalp ikke. Ligegyldigt hvad og hvor spændende det var, så var tanken der stadigvæk. Jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkoholmisbrug. Tanken var ikke til at komme af med. Så jeg gik i seng for at sove, for som jeg tænkte; “Det er sikkert overstået i morgen når jeg vågner”. Men den første tanke jeg fik da jeg vågnede var “at jeg skulle omvende mig fra hash og alkohol, og give mit liv til Jesus”. Og sådan forløb den dag også.

Jeg ønskede virkelig ikke den tanke, for jeg ville gerne beholde muligheden for at ryge hash og drikke mig fuld. Det var min måde at klare mig igennem tilværelsen på, og den ville jeg ikke bare give slip på. Men nu var der endnu en dag hvor Gud kaldte på mig. Og når Gud kalder, er det ikke sådan at slippe væk, og tro mig, jeg prøvede virkelig at slippe væk. Jeg forsøgte mig endnu engang med at se fjernsyn, men det virkede ikke. Jeg forsøgte at læse mine tegneserier, den eneste ting som jeg havde nogenlunde styr på, og orden i dengang. Jeg havde en hel reol med ca 800 tegneserier. Dem kendte jeg så godt, at man kunne tage en tilfældig af dem, slå den op på en tilfældig side, og så kunne jeg fortælle hvilket nummer det var, historiens indhold og hvem forfatteren og tegneren var. Så dem kendte jeg ud og ind. Så det måtte da kunne lade sig gøre at gå ind i den verden istedet. Men heller ikke det var muligt. På trods af at jeg måske havde læst de tegneserier 10-20 gange i forvejen, så kunne jeg ikke koncentrere mig om dem. Gud kaldte på mig, og jeg brød mig ikke om det. Så jeg gik i seng igen, og håbede at jeg ville stå op til en dag uden at Gud kaldte på mig.

Kunne Gud ikke blande sig udenom?
Men nej, igen var den første tanke jeg fik, at jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkohol, og give mit liv til Jesus. Nu var jeg ved at blive træt, for kunne jeg da ikke bare få lov at være i fred? Kunne Gud da ikke blande sig udenom mit liv? Hvorfor skulle Han bestemme hvordan jeg skulle leve mit liv, for at jeg også kunne få lov at være en kristen? Da jeg ved middagstid den dag stod og vaskede op, kom jeg så i tanke om noget jeg havde læst i bibelen. Der står jo i første korinterbrev 12.3 at ingen kan sige Jesus er Herre uden ved Helligånden. Okay, tænkte jeg, nu har jeg taget på Gud, nu kan jeg bevise for Ham at jeg er en kristen, for jeg kan jo bare sige “Jesus er Herre”. Har jeg sagt det, så må jeg jo have Helligånden og være en kristen. Så det skulle jeg nu vise Gud.

Så der stod jeg i mit køkken, med opvaskebørsten i hånden og sagde: Gud nu skal du høre at jeg er en kristen, for jeg kan jo sige Jesus er H. Men der kom ikke mere ud end et lille H. Hmm det var da mærkeligt tænkte jeg, så jeg prøvede igen. “Jesus er H”. Endnu engang kunne jeg ikke fuldføre sætningen, det var mig umuligt at få sagt Herre også. Nåh, men jeg gav ikke sådan op, for nu begyndte jeg at bruge kræfter på det, og prøvede igen, og igen og igen. Og jeg forsøgte også at hoppe for at få det sidste ud af munden, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke sige Jesus er Herre. Og da jeg til sidst valgte at indse at jeg var på den, spurgte jeg Gud, jamen hvad skal jeg så gøre? Og jeg kunne bare mærke at Han sagde det som jeg havde hørt ham sige hele weekenden, at jeg skulle omvende mig fra mit hash og alkohol, og give mit liv til Ham.

Okay sagde jeg så, og kastede opvaskebørsten fra mig, mens jeg udbrød, “Så giver jeg mit hash og mit alkohol til dig, og beder Dig om at være Herre i mit liv”. Og så sagde jeg bagefter; “for nu er Jesus Herre i mit liv!” Og lige der skete det. Lige der blev jeg født på ny. Jeg vidste at nu var jeg Guds barn, og jeg havde fået et nyt liv. Jeg vidste også at jeg aldrig mere ville have brug for at ryge hash, eller drikke mig fuld. Jeg havde fået noget der var meget bedre. Jeg havde fået Guds kærlighed ind i mit hjerte. Jeg var forvandlet. Den dag blev jeg frelst, og det skyldtes ikke mig selv, Gud var den der gjorde det. Hvad det egentlig var der skete i et bibelsk perspektiv vil jeg gerne gennemgå næste gang. For det er den vigtigste del af denne historie. For hvis min frelsesoplevelse ikke er i overenstemmelse med skriften, så er det ikke et vidnesbyrd der er værd at bruge tid på. Derfor vil jeg håbe at dig der har læst dette, også vil se næste og langt vigtigere indlæg i denne serie. For det er noget som mange kristne har brug for at forstå.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Share on Facebook

Leave a Reply