Af Carsten Jørgensen

I Markus-evangeliet siger Jesus noget der kan lyde en kende mærkeligt i vore ører. Han siger at Han ”kom ikke for at kalde de retfærdige, men syndere til omvendelse.” (Markus 2,17)

I samme vers siger Jesus også at ”dem der er raske ikke har brug for en læge, men det har dem der er syge”

Hvad mente Jesus egentlig med det? Var der nogen mennesker på Jesu tid der vitterligt var retfærdige og i åndeligt forstand ”raske”, og som ikke havde brug for en frelser? Siger skriften ikke at alle mennesker er faldne og at alle mennesker er gået på afveje? Javist, men hvis vi gransker skriften nøje, vil det blive klart for os præcist hvad Jesus mente. Således blev det profeteret ved profeten Esajas:

”Gud Herrens Ånd er over mig, fordi Herren salvede mig; Han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom til sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang til dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Herren…” (Esajas bog 61, 1-2)

Jesus gjorde det selv klart i Lukas-evangeliet kap. 4 at Esajas profeterede om Ham, og at Han var den der skulle komme og opfylde dette skriftsted. Jesus kom altså med glædesbud til de ydmyge og med lægedom til de sønderbrudte hjerter. Andetsteds siger Jesus det således:

”Velsignede er de fattige i Ånden, for himmeriget er deres. Velsignede er de som sørger, for de skal trøstes. Velsignede er de ydmyge, for de skal arve jorden. Velsignede er de som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.” (Matthæus-evangeliet 5,3-6)

For at opsummere hvad Esajas bog og Matthæus-evangeliet samstemmigt siger, så erklæres det menneske der ydmyger sig for Gud for velsignet. Gud ser hen til det menneske der hører evangeliet og indser at Han er en synder. Gud ser hen til det menneske der har et sønderbrudt hjerte over sin synd imod en god og retfærdig Gud. Gud ser hen til det menneske, der indser sin egen hjælpeløshed og magtesløshed og som ene og alene kaster al sin tro på at Jesus Kristus og Hans stedfortrædende offer på korset kan frelse ham.

Evangeliet om Jesus Kristus, der ufortjent døde på korset for vore synder i vort sted, er ikke gode nyheder for de stolte og selvretfærdige, der sætter deres lid til egen godhed, gerninger og kvaliteter. Vi kan derfor heraf slutte, at da Jesus talte om dem der var retfærdige og raske, så var der ikke tale om at de bogstaveligt talt var retfærdige eller i åndelig forstand ”raske”, men at de i deres stolthed og selvretfærdighed, ikke hungrede og tørstede efter den lægedom og retfærdighed de kunne få af Jesus.

Jesus fortæller en lignelse der illustrerer dette på bedste vis:

”Og Han fortalte også denne lignelse til nogle, der stolede på at de selv var retfærdige og som foragtede alle andre: To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer og den anden en tolder. Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud, jeg takker dig , at jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som tolderen der. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod langt borte og ville end ikke løfte øjnene mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer, denne mand vendte retfærdiggjort hjem til sit hus, ikke den anden.. For enhver der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men den der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” (Lukas 18,9-14)

Share on Facebook

Leave a Reply