De gange i historien hvor kirken har vist Gudsfrygt er det gået godt i kirkerne. Men når kirkerne ikke viste Gudsfrygt gik det dårligt, hørte jeg i en prædiken for nylig. Og det er sandt. Når vi ikke længere har Gudsfrygt i kirken, så er vi på forkert grund. For så mister vi visdom. Når vi har Gudsfrygt, får vi visdom, for som der står i Ordsprogenes bog 1.7
“At frygte Herren er begyndelsen til kundskab”
Okay, når vi ved det, hvad siger det så om kirkens tilstand i dag? Er der nogen der taler om Gudsfrygt? For at sige det på dansk; så er der godt nok langt mellem snapsene på det område. Når der en sjælden gang imellem bliver talt om Gudsfrygt så er det ofte en bortforklaring på hvad Gudsfrygt er. Man prøver istedet at forklare hvad Gudsfrygt er baseret på det billede som prædikanten har af Gud, og det billede er ikke altid bibelsk. For hvis der står i bibelen at vi skal have Gudsfrygt, og hvis Jesus siger at vi skal frygte Ham der kan kaste både sjæl og legeme i Helvede (Matt. 10.28), så er det fordi vi skal tage det alvorligt, istedet for at bortforklare det.
Det jeg ser er at kirkerne har menneskefrygt, istedet for Gudsfrygt. Vi vil hellere tækkes mennesker, og være populære hos dem end vi ønsker at tækkes Gud. Vi har vort øje rettet på denne verden, og ikke på den kommende. Vi prøver at være som verden for at tiltrække verden ind i menighederne, men glemmer at venskab med verden er fjendskab med Gud. Og i dag er det faktisk svært at se forskel på hvem der er kristne og hvem der ikke er. Har det nogensinde været Guds mening det her? Behøver jeg svare?
Vi vil ikke få nogen rigtig vækkelse førend Gudsfrygten er tilbage i menighederne. Så mit spørgsmål er; Er der nogen der tør prædike Gudsfrygt i dette land?
Tør du?
Share on Facebook
