Nogen gange når jeg ser på paraplyorganisationen Frikirkenet, så undrer jeg mig over hvor meget og hvor mange gange denne forsamling af kirker går direkte imod Guds ord, og i stedet lader sig styre af tidsånden. For nogen år siden skrev jeg nogle indlæg om at Frikirkenet havde inviteret en New Age filosof Professor Steen Hildebrandt til at tale til deres lederkonference (Se link her). Og jeg har også vist eksempler på hvor lidt der er plads til evangeliet hos Frikirkenet, men plads til andet i stedet for (Se eksempel på dette link).

Denne gang har Frikirkenet til deres Lederkonference i november, valgt at invitere kulturministeren fra det radikale venstre Marianne Jelved, hvilket kan ses på Dominos hjemmeside. Jeg er ikke i tvivl om at Marianne Jelved er en intelligent dame som har stor politisk indsigt, og jeg ved at hun faktisk kan være ret humoristisk, og at hun i sine foredrag når hun kommer ud til folk, åbner mere op end hun gør i fjernsynet. Med andre ord, jeg har respekt for damen, hendes politiske tæft, og hendes evne til at tale til folk på en forståelig måde.
Men ingen af disse parametre kan være argumenter for at sætte hende til at tale til præster fra Frikirkenet. At Frikirkenet viser at de kan finde på at sætte Marianne Jelved på deres talerstol, viser at de enten ikke kender deres bibel, eller også (hvad jeg desværre finder mere troværdigt) ikke vil stole på deres bibel. For dels er Marianne Jelved en kvinde, og dels er hun ikke kristen. Hun kommer oven i købet fra en af de mest antikristelige partier i folketinget. Faktisk det antikristelige parti, som har haft med succes med at udøve skadelig virksomhed på kirkedanmark, hvilket er en hel historie i sig selv. Så her har vi bare tre tydelige ting som viser at kirker som tilhører Gud, ikke skal sætte en sådan person på deres talerstol!

Læg mærke til at jeg ikke påstår at man ikke må tale med folk som har sådanne holdninger. Det må man bestemt (og skal). Jeg siger heller ikke at Marianne Jelved er mindreværdig fordi hun er kvinde, for det mener jeg bestemt ikke hun er. Men hvad jeg siger er, at bibelen meget klart og tydeligt viser, at kvinder ikke skal sættes til at tale til mænd. Det er faktisk rigtigt svært at nå frem til noget andet resultat når man læser bibelen end at præstegerningen og det at undervise andre mænd, ikke er noget som er en kvindes arbejde. Heller ikke selvom det er en kristen kvinde. Mænd og kvinder har ifølge bibelen forskellige kald, og enten kan vi vælge at tro på at hele bibelen er sand, eller også må vi vælge at tage de dele ud vi ikke kan lide og så kalde resten sande. Men hvis vi ikke tror på alle de kanoniske skrifter i bibelen er sande, har vi så overhovedet noget vi kan bygge vores tro på?

Den anden del er at Marianne Jelved slet ikke er en kristen. Hun har aldrig givet udtryk for at være en genfødt kristen, og det vil jeg ikke klandre hende for. Men hvorfor overhovedet sætte en på en prædikestol som slet ikke er kristen? Det giver ingen mening. Og for det tredje så har det radikale venstre fra sin start og helt frem til nu, været et parti som har bekæmpet kirken i Danmark. Man ønsker ikke at være et land som er påvirket af troen på Jesus Kristus. Hvilket har været gældende siden Georg og Edward Brandes.

Johannes skrev i andet Johannes brev vers 10-11 følgende:

Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.”

Dengang var det sådan (ligesom nu) at der var flere omrejsende prædikanter, men ikke alle sammen var sendt af Gud. Dem der ikke var sendt af Gud, førte ikke bibelens lære, og dem befaler Johannes at vi ikke skal tage imod. At de ikke måtte komme ind i huset, skal ikke forståes sådan at vi ikke må invitere folk ind i vore hjem, som har en anden overbevisning end den kristne. Men det skal forståes udfra den tids kontekst. For dengang var størstedelen af kirker jo noget der foregik i hjemmene. Så der er tale om at man ikke skal invitere dem ind og tale i de menigheder som de havde i hjemmene.
Men det har Frikirkenet nu gjort på en værre måde, end dem som Johannes taler til her. For under Johannes tid, kom disse folk selv til en, og sagde man var en omvandrende forkynder. Her er det i stedet Frikirkenet, der inviterer en der ikke prædiker Kristi lære til at tale til kirkernes ledere. Det er altså med direkte overlæg at man inviterer en der dels er kvinde, dels ikke er kristen, og dels kommer fra et antikristeligt parti.

Argumenterne imod det jeg skriver her, kender jeg allerede. For ligesom man ved invitationen af New Age filosoffen Steen Hildebrandt sagde at det jo ikke var en forkyndelse han skulle stå for, så er det jo også tilfældet her. I artiklen på Dominos hjemmeside argumenterer man for at kunne invitere folk der ikke er kristne med følgende:

”Talere, som kan udvide konferencedeltagerens tænkning og dermed give inspiration til forskellige måder at forkynde evangeliet på. Disse talere kan være politikere, foreningsfolk, fremtidsforskere, samfundsdebattører med flere.” http://www.domino-online.dk/?p=8056

Det er som taget ud af en Bill Hybels undervisning. Han har i årevis inviteret folk uden kristen baggrund til at tale på hans lederkonferencer, men han mangler stadig at prædike evangeliet som en naturlig del af sin forkyndelse. Bill Hybels tankegang har desværre fået rigtig meget indflydelse i kirkedanmark. Og umiddelbart kan det da også lyde flot og godt. Hvis dette havde at gøre med hvordan man organisere en verdslig organisation bedre, eller hvordan man markedsfører et produkt mere effektivt, eller hvordan man får udført sine politiske ideer mere effektivt, ja så kan det godt være en god idé at invitere folk udefra for at få inspiration. Men Guds kirke har aldrig fået at vide at man skal udvikle sig på den måde. Nærmest tværtimod. Vi finder eksempler på at når Israel begyndte at lade sig inspirere af andre folkeslag, så var det ikke noget som Gud bifaldt. Han blev vred over at Israel søgte ”inspiration” fra andre folkeslag. Han ville have at israelitterne var helliget Ham. Ligeledes er det i dag. Vi må godt se hvordan man gør i verden, vi må godt vide hvordan man gør forskellige ting i verden. Men vi skal ikke invitere verden indenfor i kirken. Det er vores opgave at gå til dem der er i verden. Det er ikke vores opgave at give verden en talerstol i kirken.

Frikirkenet inviterer verden ind i kirken og giver dem en talerstol. De kan kalde det hvad de vil, men i bund og grund er det hvad de gør, hvad enten de kalder det dialog, eller inspiration etc.

Hvad nu hvis det Marianne Jelved siger er godt?
Hvad Marianne Jelved siger af ting og sager er faktisk ikke særlig interessant. Personlig tror jeg hun vil sige nogle banaliteter som de alle kan sige ja til og grine af, mens hun kommer med en sjov vinkel på tingene (ja, det kan hun faktisk gøre). Jeg tror ikke hun vil komme med de store provokationer, hun vil måske endda tale dem lidt efter munden og fortælle at hun har så og så meget respekt for deres arbejde o.l. Om hun siger sådan eller om hun siger noget der er helt forkert i stedet for, ændrer ikke på at hun er en kvinde man har sat på en talerstol til at tale til kirkeledere. Det ændrer ikke på at hun ikke er kristen (mon hun overhovedet får evangeliet at vide af nogen på den konference?). Det ændrer heller ikke på at hun kommer fra et parti, som har bekæmpet kirkedanmark siden partiet startede.

 

EPILOG

Er det altid en dårlig idé at invitere folk udefra?
Personlig mener jeg man skal passe på med hvem man inviterer. Men jeg synes der kan være tilfælde hvor det kan være en rigtig god ting at invitere folk fra det politiske miljø. Et eksempel jeg selv synes kan bruges var da pinsekirkerne i København startede KKR (Kristent lokaltv i København). Det var tilbage i 80erne (eller starten af halvfemserne). Der havde man til receptionen inviteret daværende kirkeminister Torben Rechendorf. Jeg ved ikke om Rechendorf var en kristen eller ej. Han havde en tro på Gud, men om det var den sande tro er jeg uvidende om. Den invitation var til en fest, som han var blevet inviteret med til. Og han fik lov at fortælle hvorfor han syntes at KKR var en god idé. Det gjorde han ganske godt. Men det var altså en reception som var lidt festagtig, ikke en lederkonference, og der er altså forskel på den slags. Han blev ikke inviteret til at tale til pinsekirkernes præstesamlinger (og hvis man havde gjort det ville det dengang have medført ramaskrig). Det var i stedet ganske afslappet og meget behageligt. At KKR så ikke har været så god til at sende noget ordentligt tv er så en anden historie. Men der har vel også været nogle enkelte udsendelser der har været gode, og det skam man jo også glæde sig over.

Hvis du er uforstående overfor den skelnen jeg viser omkring emnet kvindelige præster her, kan jeg anbefale at høre Mikkel Vigelius undervisning om emnet på dette link: http://sand.omvendelse.dk/kvinden-og-mandens-plads-i-hjem-og-menighed-3751.htm hvor man vil høre en god bibelsk og balanceret udlæggelse af dette emne.

Share on Facebook

Leave a Reply