Når man læser i bibelen, kan man nogen gange komme til at overse hvordan det man læser ville blive forstået dengang det blev sagt. Fordi vi er så vant til enten at læse det (at vi overser det), eller fordi vi læser det i en dansk nutidig kulturs kontekst som giver en anden forståelse end den oprindelige. Men hvis vi læser det Jesus siger i en jødisk mellemøstlig kontekst, så åbner bibelen sig op på en fantastisk måde, og vores billede af hvem Jesus er, kan blive endnu mere klart og tydeligt. Mange folk har svært eksempelvis svært ved at forstå at Jesus virkelig skulle være Gud der blev menneske. Det er der ellers flere ting der tydeligt viser i bibelen (her er et enkelt link med et eksempel: http://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-det-vigtigt-at-jesus-er-gud-29.htm), men der er også flere steder hvor det bliver sagt ret direkte af Jesus, men hvor vi måske har en tendens til at overse hvor voldsomme og klare Jesus udmeldinger ville blive forstået i den tids jødiske samfund.

Har du nogen sinde tænkt på hvordan en jøde ville opfatte det hvis en kom og sagde ”Jeg er sandheden”? Jesus nøjedes ikke med det, men sagde aftenen før han blev arresteret til sine disciple:

”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6

Umiddelbart kan man her komme til at nøjes med at tænke, at vi skal først til Jesus før vi kan komme til Gud. Men det han reelt set siger er at Han er Gud. Og det gør han i og med at Han siger JEG ER. Første gang vi oplever Gud sige Jeg er, er dengang Moses møder Gud på Horebs bjerg. Der spurgte Moses hvad han skulle sige til jøderne. Guds svar var ” Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”. Så Gud kalder sig selv ”Jeg Er”. Senerehen får vi så de ti bud, hvor en af budene er at man ikke må misbruge Guds navn. Det har jøderne taget så alvorligt at for at undgå at misbruge Guds navn, så bruger man ikke de to ord sat sammen sådan. Man siger ikke ”Jeg Er”. For det kunne være misbrug af Guds navn. Det tager ortodokse jøder så alvorligt at når de læser op af bibelen i synagogen og når til Moses møde med Gud på Horebs bjerg, så er de stille der hvor der står ”Jeg Er” og springer det på en måde over, men gør samtidig, på deres egen måde, opmærksom på det står der. Men at sige det, gør man ikke. Hvad hvis man ikke sagde det ordentligt, eller gjorde det med synd i hjertet, så har man jo misbrugt Guds navn. Noget som man tog meget alvorligt dengang, og kunne medføre stening.

Så kommer Jesus og siger ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Ikke blot siger Han Guds navn, og dermed gør Ham selv til Gud, Han siger også at Han er den sande Gud. For kun den sande Gud, kan være vejen, sandheden og livet. Et menneske alene ville ikke være istand til dette, hvilket er værd at tage en tænkepause over.

Alt dette sidder Jesu disciple og hører på under påskemåltidet med Ham. Nogen af dem må være ganske overvældede over denne udtalelse, selv efter at have gået sammen med Ham så lang tid. Men ikke en af dem modsiger Jesus her. De har efterhånden fundet ud af at Jesus var mere end et menneske, og meget mere end bare en politisk, eller filosofisk karismatisk person. Nej, her var der tale om noget der var større end det. Det gav ovenikøbet mening at Han var Gud selv der var blevet menneske, selvom de ikke lige fattede endnu hvorfor Han skulle dø på korset.

Den Gud der havde omtalt sig selv, som ”Jeg Er” var nu kommet ned til os der var faret vild som får uden hyrde, og proklameret at Han Er, og ikke nok med det. Han vil ikke nøjes med at vise os vejen, sandheden og livet. Han er selve vejen, sandheden og livet.

Kender du Ham, og går du på Hans vej? Har du givet dit liv til Ham, og omvendt dig fra dig selv? Er du skjult i Ham så dommen ikke skal ramme dig på dommens dag? Ellers er det stadig nådens tid. Han kom for at frelse syndere, og lade dem finde hvile og fred og liv i Ham. Den hvile, fred og det liv er stadig tilgængeligt, hvis du vil erkende dit behov for Ham som søgte dig, selvom du ikke søgte Ham.

Share on Facebook

Leave a Reply