I romerbrevets første kapitel står der noget som har undret mange kristne igennem tiden, fordi det giver os et billede af Gud, som vi har svært ved at forholde os til. Det er der hvor der står:

“For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres
tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med
billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og
krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer.” Romerbrevet 1.21-24

Det spørgsmål som melder sig her, er hvordan kan en god og kærlig Gud give folk hen til at leve i endnu større urenhed, når det ikke er Hans ønske at vi skal leve i urenhed? Svaret er at dette handler om at når vi en dag skal stå foran Gud på dommens dag, så vil det blive så meget mere tydeliggjort at vi var helt på vildspor, hvis vi ikke havde valgt at gå på Hans vej istedet.

Tag eksempelvis den klassiske form for afgudsdyrkelse. Det er jo noget af det dummeste man kan spilde tiden på. Man tager et træ og fælder den, tager et stykke af træet og skærer ud i en figur man godt kan lide, og stiller den derefter op og bøjer knæ for den. Mens man siger:

“Red mig, for du er min Gud!” Esajas 44.19

En gud man selv har skabt, kan ikke redde en. Kan ikke hjælpe en, og kan slet ikke give evigt liv. Det er dumt. Det skal siges at jeg er glad for at bo i et land hvor det er tilladt at være så dum, for jeg går jo ind for religionsfrihed. Men det er ikke det samme som at acceptere denne form for gudsdyrkelse som fornuftig. Religionsfriheden og ytringsfriheden gør at jeg også har ret til at sige som bibelen siger: Afgudsdyrkelse er dumt!

Men når det er så dumt, og det så ganske tydeligt er dumt, hvorfor gør folk det så alligevel? Fordi Gud har privgivet dem til det, så at deres dumhed og synd, og deres had mod Gud må blive tydeliggjort desto mere. På dommens dag vil de ikke kunne sige “jamen jeg vidste ikke du fandtes, jeg troede jeg kunne nøjes med at bede til et stykke træ”. For på den dag, når man står overfor Gud kan man godt selv høre hvor dumt dette lyder.

How about the false prophets then?
Men hvad så med dem der kommer i kirkerne og følger falske profeter og apostle? Har de nogen plads i denne sammenhæng? I mit forrige indlæg havde jeg en video med Paul Washer, hvor han sagde at falske profeter var Guds dom over kirken. Deri har han fuldstændig ret. For det så vi også var tilfældet i det gamle testamente, og Israel er jo et billede på Guds menighed. Når Israel vendte sig bort fra Herren, sendte han vildfarelse og ødelæggelse over dem, så det måtte blive så meget tydeligere for dem, at de var på vildspor.

Sådan er det også i dag. Når der er falsk lære i kirkerne, er det Gud der har sendt vildfarelse over vore menigheder, fordi vi har sagt nej til det Han allerede har vist os i sit ord. Men inden vi bliver alt for irriterede og sure over den udmelding, skal vi ikke glemme at det er også noget Gud gør i sin nåde imod os. For hvis synden og vranglæren træder så meget mere frem som forkert og dum, så bliver det også alt andet lige nemmere for os at se at vi er forkert på den. Vranglære som man vil komme længere og længere ud i, bliver nemmere at erkende er vranglære desto længere man kommer væk fra Guds ord.

Eksempelvis var der en der havde udskældt mig igennem længere tid for at være for hård ved en bestemt vranglære, og vedkommende var meget svær at at få til at forholde sig til hvad det stod i skriften i forhold til det denne vranglære sagde. Men så fandt personen ud af at den vranglærer vi talte om arbejdede tæt sammen med folk fra den okkulte verden, og ovenikøbet gav dem plads i kirken til at forkynde det de stod for. Pludselig blev det så meget mere tydeliggjort at her var det helt på vildspor. Vildfarelsen som denne falske profet var i, og som han gav videre til andre, var så tydelig, at det blev meget nemt for denne person at se hvor forkert det hele var. Det er et eksempel på hvordan Guds nåde der virker ved at prisgive os til vranglære, for at få os tilbage til Ham.

Så hvis vi skal forstå hvorfor Gud sender vildfarelse over folk, og prisgiver dem til et urent liv, så tror jeg det er bedst at vi forstår dette i lyset af hvem Gud er. Gud er kærlig, retfærdig og fuld af nåde. Når Han gør noget, så gør han det af kærlighed, retfærdighed og i nåde, (når det er overfor os syndige mennesker). Her er vildfarelsen dels Guds retfærdighed der sker, så det slet ikke er muligt for os at have nogen som helst undskyldninger overfor Ham på dommens dag. Vi har jo også selv sagt ja til løgnen hvis vi siger nej til ham. Så det er en vildfarelse vi selv har indvilliget i. Men på den anden side er vildfarelsen også med til at tydeliggøre overfor både os selv, og andre at vi er på vildspor. Dette giver os så meget desto mere grund til at omvende os, når vi kan se at det liv vi lever, og det trosgrundlag vi har, er i fuldkommen uoverenstemmelse med det Gud har vist i sit ord.

Share on Facebook

One Response to “For at vores synd måtte blive tydeliggjort”

  1. Birthe Jensen Says:

    Hej Rene. Helt enig.

Leave a Reply