“Kære Rene, jeg er stor tilhænger af åbenhed, hvor dette kan tænkes at have gavn for et bredt spektrum af mennesker. Karakteren af din henvendelse falder efter min mening ikke under denne kategori. Det at du uden anden form for forudgående henvendelse offentliggør et sådant brev kan ikke andet end bestyrke mig i det indtryk jeg har fået. Jeg har derfor ikke noget særligt håb til en yderligere kommunikation mellem os, men ønsker dig i øvrigt al Guds nåde og velsignelse over dit liv og fremtid.”

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke at få mere svar end dette. Og Lars kan også have ret i at jeg har henvendt mig til ham på en måde der i denne sag ikke fremmer noget positivt. Det kunne jeg måske have gjort på en bedre måde. Men hvorfor jeg valgte den måde vil jeg vise her. Jeg vil gøre opmærksom på at det jeg skriver her måske skal tages med et gran salt her og der. For det kan godt være påvirket en del af mine egne meninger, pga de konsekvenser det har haft for min forkyndertjeneste. Men lad mig forsøge at forklare:

For let
For det første syntes jeg det ville være for let af mig bare at skrive hvad Lars Due havde skrevet om mig, og så rakke det ned, og vende det til en lang anklage mod ham. Det ville være en løsning som måske kunne gøre at jeg fik det bedre og fik mulighed for at sige min mening om ham, som han skrev sin mening om mig. Men jeg syntes at et åbent brev ville være en mere ærlig måde at få de ting belyst på. Åben brev-metoden synes jeg generelt skaber rum for en god debatform og tone. Jeg har før sendt åbne breve til folk, med gode resultater. Alle de åbne breve jeg eksempelvis har sendt til politikere i Danmark, har medført at jeg har fået svar fra de selvsamme politikere, og det har jeg respekt for. Også selvom jeg ikke nødvendigvis var enig i deres svar. Lars Due mente åbenbart ikke dette, selvom jeg gav ham mulighed for at give sit besyv med i denne sag.

Mangel på bibelsk vurdering
For det andet ønskede jeg at vise, hvordan nogle ledende personer i kirkerne taler om andre som prædiker evangeliet. Det er ikke fordi jeg forventer at al korrespondence vedr, folk som mig, ser ligesådan ud. Men jeg syntes det er interessant at se, at Lars Due og Bent Hylleberg (rektoren fra Salt Akademi som var den person Lars Due besvarede i korrespondencen) slet ikke bruger deres bibel i deres vurderinger. Det de taler om er at jeg skulle stå for en “Turn or burn” forkyndelse og at der ikke bør være plads til den slags. Der er ikke nogen henvisninger til hvad siger bibelen om folk som mig, om min forkyndelse er baseret på bibelen eller på en humanistisk metode, eller om der skulle være synd i mit liv. Nej, istedet er det deres egne meninger som kommer frem, som om deres meninger har nogen autoritet, hvis de ikke selv har underlagt sig skriftens autoritet. Den form for bedømmelse af andre prædikanter ligner meget den måde som Martin Luther og Jan Hus blev bedømt på af den romersk katolske kirke. Man brugte ikke bibelen, men byggede på de meninger som kirkens personer havde istedet. Jeg synes det er trist at se at det er den måde man bliver bedømt på i dag, af så fremtrædende frikirkefolk som Lars Due Christensen og Bent Hylleberg.

Skader andres tjeneste
For det tredie når Lars Due skriver at han kun vil have åben debat, når det har gavn for “et bredt spektrum af mennesker”, glemmer han at hans udtalelser har skadet min forkyndertjeneste, og dermed også et “bredt spektrum af mennesker” som havde gavn af den forkyndelse. Der var nemlig mange som gentagne gange havde sagt at de var glade for den forkyndelse jeg stod for, og at de gerne ville have mere af den slags. Men Lars Due mener åbenbart at han har ret til at skade andres forkyndertjenester, uden at skulle stå til regnskab for det bagefter. Og vel at mærke skade dem med udokumenterede udtalelser. Jeg mener at Lars Due har ret til at kritisere andre, men at gøre det uden nogen reel argumentation er ikke acceptabelt.

Hvad nu hvis han havde ret?
For det fjerde, hvad nu hvis Lars Due havde noget at have sine anklager i. Hvis han virkelig havde det, så mener jeg også at han var pligtig til at fortælle mig det, når jeg nu henvender mig til ham. Hvis han virkelig skulle have ret i at jeg stod for en “moderne form for farisæerisme” så burde han da fortælle mig hvorfor. Jeg ønsker da ikke at være en farisæer, for Jesus anså dem for at være djævelens børn og øgleyngel. Det er da så alvorligt at Lars Due burde advare mig så jeg kunne omvende mig. Det gør at jeg synes det ser ud til at enten bekymrer det ikke Lars Due at jeg har brug for at omvende mig, eller også er det fordi han ikke har noget at begrunde sine anklager på.

Men hvorfor jeg mere generelt har valgt at tage denne sag op, vil jeg komme ind på næste gang, og den er langt mere alvorlig end at Lars Due ikke vil give svar på mit brev.

Jeg er jo blevet ekskluderet som forkynder i den kirke jeg er medlem i, pga utilfredshed med den prædiken jeg holdt til julefesten (se her). Dem som var utilfredse valgte at kigge lidt på min baggrund for at finde ud af om der var ting man kunne finde frem til. Det har bl.a. ført dem forbi Pastor Lars Due Christensen, som er en af de mest fremtrædende lederskikkelser i pinsevækkelsen. Det har ført mig til at skrive følgende brev til Lars Due.

Kære Lars Due Christensen
Jeg har i min kirke for nylig oplevet at mit lederskab har ekskluderet mig som forkynder, bl.a. på baggrund af noget du har skrevet om mig og den juleprædiken jeg holdt til kirkens julefest. At du har en mening om mig skal du være velkommen til, det skal jeg ikke hindre dig i. Men dine udmeldinger om mig er ret alvorlige, og der mangler dokumentation for dem. Derfor vil jeg bede dig om at fortælle mig hvad du faktisk mener med dem, og hvad du bygger dem på.
Du skrev at “Rene er også kontroversiel i vores sammenhæng”. Den vil jeg godt lige vende tilbage til i slutningen, men efter det skrev du:
“Det er vel banalt set en moderniseret farisæerisme og en særdeles misforstået selvopfattelse.”

Det undrer mig rigtig meget at du kan skrive det, for det jeg prædiker er jo blot god gammeldags omvendelseskristendom. Hvor jeg igen og igen fortæller at vi ikke i egen kraft kan gøre os gode nok til at blive Guds børn. Det er Gud der gør værket, når vi vælger at omvende os til Ham i erkendelse af at vi intet selv kan gøre, andet end at tage imod Hans frelse. Farisæerne forsøgte at gøre sig selv gode i egne og andres øjne, og jeg mener ikke at have promoveret den form for lære. Tværtimod er der jo folk der mener at du står for en moderniseret form for farisæerisme med dine mønsterbryderkurser og 12 trin til selvhjælp. Det ligner jo umiddelbart et forsøg på at blive et bedre menneske i egen kraft. For jeg har meget svært ved at se et klart omvendelsesbudskab i dit materiale herom (men ret skal være ret, jeg har ikke læst det dybt igennem, så det kan være jeg har overset noget her Lars). Så hvad der lige er grunden til at du kalder det jeg prædiker for “moderne farisæerisme” kan jeg ikke forstå, så det vil jeg bede dig give mig en forklaring på. Jeg har jo ikke noget ønske om at være en farisæer, da det jo var dem som Jesus skældte ud gentagne gange for deres hykleri. Så hvis du har bibelsk belæg for at kalde mig en “moderne farisæer” vil jeg meget gerne vide hvad det er.

Men du skriver også at jeg har en “særdeles misforstået selvopfattelse”. Men du mangler at beskrive hvad det er for en selvopfattelse du anser for at være misforstået. Jeg ville sætte pris på om du kunne vise mig det, for hvis min selvopfattelse her ikke er i overenstemmelse med bibelen, så ønsker jeg at finde ud af det. Men jeg kan da fortælle dig at jeg ser mig selv som en synder der har brudt Guds lov, og fortjener evig straf. Men Gud blev menneske og tog min straf på sig da Han blev knust af Guds vrede på korset, for at jeg måtte gå fri af Hans vrede. Er det da ikke god gammeldags kristen selvopfattelse? Eller hvad er det du mener her?

Du skrev at “Rene er også kontroversiel i vores sammenhæng”. Du mangler at beskrive hvorfor jeg er kontroversiel. Men jeg tror det har noget at gøre med den forkyndelse jeg står for, og de meninger jeg har om liberalteologi. Men Lars Due jeg mener at jeg prædiker og skriver hvad der i grove træk svarer til det som man i pinsevækkelsen prædikede for bare 30 år siden. Hvis man dengang prædikede omvendelseskristendom, og samtidig gik imod vranglære som opstod i kirkerne, var pinsevækkelsen så ikke også kontroversiel dengang? Jeg ved at du også kender til hvordan forkyndelsen var før i tiden (nej jeg ved godt at det hele ikke var lige godt, men der var en langt mere bibelsk funderet forkyndelse dengang). Og hvis du mener at jeg er kontroversiel, er konsekvensen så ikke at du undergraver din kirkeretnings trosgrundlag? For hvis du mener at det er forkert af mig at prædike omvendelse til Kristus, så må du vel også mene at det var forkert af kirken dengang. Hvis det er tilfældet kan jeg godt forstå at du mener jeg er kontroversiel. Men det betyder jo at du også er nødt til at vende ryggen til den lære som Derek Prince, David Wilkerson og T. B. Baratt har stået for. Hvis det skulle være tilfældet, burde du og I andre som har vendt jer fra at prædike omvendelseskristendom, så ikke også melde ud at den form for kristendom vil I ikke anerkende mere? Det synes jeg ville være mest ærligt.

Der var andre ting jeg godt ville spørge om vedr. dine udtalelser, men det bliver nok for meget. Jeg håber dog at du vil forsøge at give et svar på ovenstående, da jeg ikke synes det klæder en pastor at komme med den slags, uden at forklare (og dokumentere) hvad anklagerne bygger på. Det forsøger jeg selv at gøre, og vil gerne være bedre til det. Du ved jo godt at som vi selv dømmer andre, skal vi selv dømmes. Jeg er opmærksom på at det muligvis bare var en hurtig mail du sendte dengang, men det ændrer vel ikke på at det du skrev er bygget på noget du ved og mener om mig, og derfor burde kunne give forklaring på. Da dine udmeldinger har haft konsekvens for min forkyndertjeneste synes jeg godt du kunne give dig tid til at give mig svar på disse få spørgsmål. Derfor dette åbne brev. Tak fordi du læste det.

Med venlig hilsen
René Vester

NB: den juleprædiken som jeg holdt kan du se og læse på dette link, hvis det har interesse:Klik her.

Brevet som Lars Due Christensen havde skrevet så således ud, redigeret for de navne som indgik:

“Rene er også kontroversiel i vores sammenhæng.
Jeg ved ikke meget om ham og kender ham ikke personligt. Men det som (navn på menighedsmedlem) skriver til dig er det samme jeg får at vide i mine cirkler. Det er vel banalt set en moderniseret farisærisme og en særdeles misforstået selvopfattelse.
Jeg har været inde på de pågældende hjemmesider og er selv blandt de udskældte – men i godt selskab, som du kan se ”

Lars Due Christensens svar på dette brev kan se på dette link.

Julefest
Til julefesten lagde vi godt mærke til at der var nogen i kirken som ellers kun kom meget sjældent. De havde åbenbart troet at julefesten i kirken skulle være ligesom så mange andre steder: fuldstændig blottet for evangelisk indhold. De havde med andre ord forventet et hyggeligt besøg i kirken med god kage og kaffe, og nogle julesange. Men sådan skulle det ikke være. Det viste sig også at nogen af dem blev så vrede over forkyndelsen, at de har skrevet sammen for at finde ud af hvordan de kunne stoppe sådan en som mig i at prædike i kirken. En kirke hvor de nærmest aldrig kom alligevel, hvilket man kan undre sig over de gad blande sig i.  Hvad nogle af de mails går ud på, og hvordan jeg og min ven forholdt os til dem, vil jeg komme ind på snarest. Men jeg vil godt starte med at vise hvad det var jeg prædikede som nogen ikke kunne klare at høre på. Denne forkyndelse er blevet anklaget for at være fordømmende, og ikke have det glade budskab. Det undrer mig rigtig meget, for jeg synes den var befriende og viste hvad det glade budskab er, og det er der flere andre der også mener. Lydoptagelsen blev ikke så god igen, der var noget dejlig børnestøj, men det kan dog høres. Men hvis der er nogen der i stedet ønsker at læse denne juleprædiken, kan den læses på linket her som PDF-fil.

Prædiken til julefesten

Jeg vil gerne høre om der er nogen af læserne som kan høre hvad det er jeg har prædiket som skulle være så ubibelsk at det ikke kan prædikes i en kirke. Årsagen til at jeg stiller det spørgsmål er, at det er præcis det spørgsmål som det nuværende menighedsråd ikke har ville give mig svar på. Men jeg er åben, for hvis jeg har prædiket noget ubibelsk, så vil jeg da vide det, så jeg ikke gør det igen. Men så længe man ikke kan give mig svar på det, så synes jeg der er nogen der har et alvorligt forklaringsproblem.
Hvad de andre anklager jeg har fået går på, vil jeg komme med snarligt. Jeg synes anklagerne er så voldsomme at omvendelse.dks læsere har ret til at få dem at vide, og selv vurdere om anklagerne er i orden eller ej. For jeg synes at det er mest ærligt at læserne her på siden ved hvilke anklager der er på mig.

“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”

Så er det noget han siger til disciplene, og det vil sige at det gælder også kristne i dag. Vi skal våge, og være beredt på Herrens komme, men vi skal ikke vide hvornår det sker. Men holde øje med tegnene. Jesus siger at kun Faderen kender til disse tider. Det vil sige den form for forudsigelser er noget vi kun skal afvise, og ikke lade os lede vild af på trods af folks smarte forklaringer.

Jeg er så klar på dette område, at når folk kommer med åbenbaringer hvor de påstår at Jesus kom til dem, og sagde at de ikke skal dø førend Han kommer igen o.l. Så er det åbenbaringer som går ud over skriften, og ikke kan bruges til noget som helst. Det er selvfølgelig meget rart for disse mennesker når de eksempelvis kan komme på GodChannel og sidde sammen med Rory og Wendy og fortælle hvad Jesus sagde til en om de sidste tider. Det kan godt være at de får et godt ry i visse kirkelige kredse, og vil blive anset for folk med en “højere åbenbaring”. Men de samme mennesker skal en dag stå overfor Gud og forklare hvorfor de satte deres åbenbaringer over skriften. Personlig tror jeg ikke de har meget at forklare.

Den farlige Maitraya
Men lad os lige kigge på en påstået åbenbaring. Der er nogen der skulle have oplevet at Jesus havde kommet og advaret mod antikrist, og sagt at det skulle være den mærkværdige åndelige person Maitraya. Maitraya har jeg læst om flere steder, og til de åbenbaringer har jeg to ting at sige. For det første står der ikke noget om i bibelen at antikrist hedder Maitraya. For det andet synes jeg ideen om Maitraya er ret langt ude. For der tyder mere på at det kommende antikristlige rige bliver et økonomisk system, end det bliver et religiøst system. Jeg vil ikke påstå at det aldrig kunne være den såkaldte Maitraya der blev antikrist, men det ser langt mere ud til at det bliver en anerkendt, og dygtig politiker, som formår at tale til folket med forførerisk tale. Maitraya er simpelthen for mærkelig en person til at forholdsvis fornuftige mennesker kan tro på ham.

Men hvis det er Maitraya, så er det ikke et problem for mig. Men hvis det ikke er, vil det være et problem for dem der tror det bliver Maitraya. For det kan medføre at de ikke vil være opmærksomme på den sande antikrist når han kommer. De vil jo bare tro det er en underlig person som Maitraya, for det har de jo fået at vide igennem “åbenbaringer” som de sætter over skriften.

Men hvad sagde Paulus egentlig?
Men alt denne endetidssnak, havde man også på Paulus tid, og Paulus havde en befriende måde at se på dette, som vi burde tage til os i dag. I anden Thessalonikerbrev kapitel 2.1-4 står der:

“Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn,  modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

Paulus ønskede ikke at kristne skulle blive forvirret af alle de stemmer der også var dengang om Herrens komme. Paulus gør det meget simpelt. Der er noget der skal ske førend Jesus kommer tilbage. Lovløshedens menneske skal åbenbares, og sætte sig i Guds tempel. Det er så vidt jeg kan se, meget nemt at se når det sker. Og jeg kan ikke se at det er sket endnu. Så der er stadig tid til at fortælle andre mennesker om Jesus og den frels vi har fået i Ham.

Jeg ville ønske at kristne ville læse mere i deres bibel end høre om åbenbaringer mig her og åbenbaringer mig der, for en stor del af dem er direkte tossede. Der kan godt være enkelte af åbenbaringer der er fra Gud, for jeg tror også på at Gud taler i dag. Men Han vil ikke gå imod det Han har åbenbaret for os i skriften. For Gud kan ikke lyve og modsige sig selv. Derfor lær Guds ord at kende istedet for at søge efter folks mystiske åbenbaringer og beregninger. Gud har vist hvad der er Hans vilje i sit ord, også for de sidste tider. Det er ord er troværdigt og tilstrækkeligt, så hvorfor gøre det underordnet i forhold til hvad andre oplever og mener?

Så er der også den vandrehistorie hvor man i NASA ikke kunne forstå hvorfor der manglede en dag i solsystemet. Indtil en sagde at der i Josuas bog stod at solen stod stille til Josua havde vundet en kamp. Og så indstillede man angiveligt datamaskinerne efter den information og fik det til at passe. Også det er en vandrehistorie som ikke har noget på sig. Hvis den har, så vil jeg vide hvem der sagde det, og hvem der ellers var til den beregning hos NASA. For det er de informationer som mangler her.

Men her er så en nyere af disse vandrehistorier. Det skulle være et argument for Guds eksistens. Jeg er glad for folk der kan komme med gode argumenter for Guds eksistens. Men denne her er decideret dum, og hører bestemt ikke til i gruppen af dem jeg vil bruge. Se om du kan finde ud af hvorfor.

Peter: Venner, farisæere og skriftkloge, årsagen til at vi står her og ser lidt sjove ud, er ikke fordi vi har drukket vin. Men vi har haft en oplevelse som har noget at gøre med den mand Jesus som vi gik med nogle år. Det var ham som blev korsfæstet for et par måneder siden. På en eller anden måde har vi oplevet at han er kommet igen, men bare på en anden måde. Men vi forstår ikke helt hvorfor og hvordan. For kan vi overhovedet forstå så meget? Og hvis vi tror vi forstår noget, kan vi så være sikre på at vi forstår det?
Ja, det er nogle svære spørgsmål, men efter tre og et halvt år med Jesus, så er det disse tanker som er kommet til mig. Det kan godt være at nogen af de andre som også gik med Jesus synes det lyder mærkeligt, for Jesus skældte os ofte ud for at tvivle. Så umiddelbart kunne man tro, at Jesus ikke ville have at vi tvivlede på ham. Men måske skulle vi spørge os selv om det virkelig var det han mente. Måske ville han istedet ved at vise at vi tvivlede, fortælle os at det var en god ting at tvivle. For er det da ikke menneskeligt at tvivle? Ja jeg spørger bare, og handler det da ikke om at være menneske?

Jeg burde nok fortælle jer hvad der står i skrifterne om Jesus, og om hvordan det hele er forudsagt, men det kan jeg jo heller ikke være sikker på at jeg forstår. For hvem kan dog sige at man forstår skriften, og har vi egentlig brug for de skrifter? Skulle vi ikke prøve at få forståelse for sandheden på en anden måde, end “kun” at søge i Guds ord? Hvorfor skulle vi ikke forsøge at lave vejrtrækningsøvelser, ligesom de gør i Indien, hvor de sidder i mærkelige stillinger, og låser deres kroppe fast? Eller også kunne vi begynde at være helt stille, og ikke sige noget i flere dage. Der er jo nogen der mener, at det er det der skal til for at det bliver muligt for Gud at tale til os.

Hvad siger I, er I med på at lave en bevægelse, hvor vi prøver at finde sandheden på en måde som vi selv synes er spændende og relevant? En bevægelse hvor det ikke handler så meget om at definere sandheden, men at føle sandheden. Er I med mig? Hvem tør tage dette fantastiske skridt ind i en verden, hvor tvivl og tro fungerer sammen på en vidunderlig måde som vi ikke kan forklare, men kan føle?

Da jøderne, og heriblandt de skriftkloge og farisæerne hørte dette sagde de: Mage til vrøvl der kommer ud af munden  på ham Peter. Hvis det bare var den form for lære ham Jesus stod for, så behøvede vi da vist ikke korsfæste ham. For det der, er der da ikke nogen fornuftige mennesker der gider tro på. Der er jo hverken hoved eller hale på det han siger.

Og sådan ser det ud til at den første emergente urkirke ville ende, fordi den ikke ville tage Guds ord for hvad det er, men satte tvivlen over troen. Godt at Peters prædiken i stedet for var bygget på Guds ord, drevet af Guds ord, og viste at betydningen af Guds ord, er Guds ord. Men derom en anden gang.

Det er som om at Esau tænkte “arrh den førstefødselsret får jeg nok alligevel, min far kan jo bedst lide mig. Så hvorfor skulle han dog give den til Jakob, som min far ikke anser for at være noget.” Han anså ikke sin handling som noget der skulle være særligt alvorligt. Lidet anede han hvad der var i vente. For i første mosebog 27 ser vi bedraget, som gjorde at Jakob fik velsignelsen og ikke Esau. Den historie kan man godt få rigtig mange ting ud af, men jeg vil her nøjes med at fokusere på Esau her. For da Esau fandt ud af at han virkelig HAVDE mistet førstefødselsretten fortrød han. Han græd, står der i vers 38.

I hebræerbrevet 12.17 står der følgende om Esau, som vi må tage meget alvorligt:

“For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.”

Esau forsøgte virkelig at omvende sig, men han kunne ikke. Gud havde vraget ham fordi han ikke tog sit kald alvorligt. Selvom han søgte omvendelse fik han det ikke. Er der noget her vi ikke bryder os om at læse? Sandheden er jo den, at selv omvendelse er en nådegave fra Gud. Den er ikke noget vi udøver i egen kraft. Den nådegave valgte Gud ikke at give Esau. Det burde få en til at tænke meget alvorligt over den holdning vi har til Gud og Hans kald til os. Det er et kald vi er nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke bare se let på det, som om det ikke betyder noget. For hvem er vi, at vi skulle tro at vi på nogen måde er bedre end Esau. Vi fortjener ikke Guds nåde mere end han gjorde.

Esau søgte omvendelse, men fik den ikke. Overordnet set, tror jeg det handler om at Esau ikke tog sit liv alvorligt. Det synes jeg er rigtig trist, for jeg kan se en kirke i dag der er fuld af folk, der ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men bare tænker “aarrh jeg er jo frelst alligevel”.

Det at omvende sig er  ikke noget vi bare kan gøre i egen kraft. Hverken før vi bliver kristne, eller når vi er kristne. Omvendelsen er en nådegave der er skænket os af Gud. Det er også derfor vi ikke bare kan sige sådan som nogen gør: Jeg bliver kristen engang når jeg har er blevet gift og har fået børn, eller jeg bliver kristen når jeg er blevet gammel, eller om et par år osv. For vi ved ikke om Gud vil give os omvendelsens nådegave til den tid. Hvis Han ikke vil det, og ifølge bibelen sker det at Han ikke vil det, så er vi ilde stedt. Da er det kun dommen der venter forude.

En ting der er vigtig for os at vide, er at når vi får omvendelsens nådegave, at vi så også må tage imod den. For det er jo en nådeGAVE. En gave må blive taget imod og pakket op, om jeg så må sige. Dvs at hvis man ikke er kristen, men kan mærke Guds kald på en. Det kan man mærke ved at man kan se at man er en synder i forhold til Guds perfekte lov og man kan se at man er på vej mod evig fortabelse. Først da kan man forstå at det var pga vores synd at Jesus udgød sit blod på Golgata. Først da kan vi virkelig forstå at vi har behov for en frelser. Man har muligvis nogle diskussioner med Gud, hvor man prøver at overbevise Ham om at man jo er god nok, og jo elsker Ham, men at Han jo må finde sig i at vi lever vores eget liv lidt. Men disse diskussioner fører ikke nogen veje, fordi man tager dem igen og igen med Gud. Man oplever at Gud kalder på en. At Han kalder til omvendelse, til at give sit liv til Ham.
Der er det op til os at tage imod omvendelsens nådegave. For det er der det er muligt at tage imod den. Tager vi imod den, så er det at Gud føder os på ny. Ikke før. Ikke i at gentage en bøn, eller få noget vand på hovedet eller i at gå frem til forbøn og blive bedt for. Kun når Faderen drager dig til Jesus er det muligt at omvende sig. Men den der siger nej til omvendelsens nådegave der, er ilde stedt. For hvem ved om man nogensinde får mulighed for at tage imod omvendelsens nådegave nogensinde igen.

• Vi trænger til at de præster som ikke prædiker evangeliet, men noget andet bliver udskiftet med folk der prædiker et tydeligt og klart evangelium.
• Vi trænger til at udskifte de præster som ikke tror på bibelens autoritet, med præster der tør stå fast på Guds ord, også selvom det betyder at andre vil kalde dem middelalderlige, ekstreme, eller fundamentalistiske mv.
• Vi har brug for præster der tør stille sig op og advare imod den kommende dom, ligesom de gjorde i de første menigheder. Se blot  hvordan man prædikede i Apostlenes gerninger. Igen og igen havde de fokus på at der kom en dom en dag. Det var ikke en forkyndelse de skammede sig over.
• Vi har brug for præster der  ikke forsøger at bøje Guds ord, for at gøre det mere spiseligt. Men evner at forklare hvordan det hænger sammen, så folk ikke har nogen undskyldninger overfor Gud på dommens dag.
• Og vi har brug for præster der tør vise hvad der er kristendom, og hvad der ikke er. Altfor mange præster i dag, tør ikke melde ud om dette, selvom de ved om det. De frygter mennesker mere end Gud, og vi har brug for præster der frygter Gud mere end mennesker!

Hvis Guds kirke skal have en fremtid, så er vi nødt til at komme tilbage til udgangspunktet bibelen. For den er Guds åbenbarede vilje for os, så vi ikke behøver svaje som siv i vinden. Er det ikke den rokade som vi virkelig har behov for, så evangeliet må blive prædiket i vore kirker igen?

Til dig der kommer i en kirke hvor der ikke er brug for at udskifte præsten: Bed for dem, og bak op om dem. For de har også brug for at se at der er nogen der værdsætter deres tillid til Gud, og Hans ord!

“Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” Rom 3.11

Men i stedet står der at det er Gud der søger os, og det kun er muligt at komme til Jesus når Gud drager på os:

“Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Johannes 6.44

Sagen er også den at det var præcis det jeg oplevede. Jeg søgte bestemt ikke Gud. Men jeg begyndte at søge Ham, efter at Han begyndte at drage på mig. Men på trods af dette, ønskede jeg ikke at omvende mig. Jeg strittede imod Guds kald. Jeg ønskede at leve mit eget liv, og beholde de synder som jeg satte pris på, og samtidig kalde mig en kristen (se her). Jeg ønskede med andre ord en gud, der lod mig leve mit liv som jeg selv ønskede, og så var en hjælp for mig til de ting hvor jeg mente at kunne bruge guds hjælp. Med andre ord, jeg søgte min egen gud, en gud der var skabt i mit billede. Og ikke en Gud, som havde skabt mig i sit billede, og som ønskede at kalde mig tilbage til det Han havde tænkt sig.

Prøv blot at se på hvordan jeg forsøgte at tvinge Gud til at acceptere mig. Jeg prøvede jo ved hjælp af jura at få Ham til at indse at jeg var en kristen. For kunne jeg sige “Jesus er Herre”, så måtte jeg jo være en kristen. Lykkeligvis ville Gud ikke lade mig slippe afsted med at begå den fejl. Derfor stoppede Han min mund, så jeg ikke kunne sige “Jesus er Herre”. Det var mig simpelthen umuligt at få den sætning ud af min mund (se her). Først da det stod soleklart for mig at jeg ikke var en kristen. At jeg ikke var født på ny. At jeg ikke var et Guds barn. Først da spurgte jeg Gud, hvad skal jeg da gøre? Ligesom dengang da jøderne havde hørt Peters pinseprædiken, hvor deres reaktion var følgende:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«” Ap. G. 2.37

De kunne se at de ikke tilhørte Gud, selvom de før havde troet at de gjorde det. Først når vi indser det, så er det vi kan blive frelst. Når vi ser at vi i egen kraft er magtesløse, og ikke har noget som kan overbevise Gud om at vi fortjener Hans frelse, eller burde accepteres som vi er etc. etc. Først da er vi modtagelige for det Jesus siger her:

“Omvend jer for Himmeriget er kommet nær” Mattæus 4.17

Det der skete efterfølgende var også at jeg blev født på ny da jeg omvendte mig. Jeg blev en ny skabning. De ting som jeg elskede før, havde jeg ikke længere brug for. Jeg ønskede heller ikke at leve i dem mere. Jeg havde et nyt ønske og begær, at være sammen med andre kristne, og komme i en kirke, og at fortælle andre om den frelse jeg havde fået.

Disclaimer:
Er det ikke muligt at sige “Jesus er Herre” uden at være frelst? er der muligvis nogen der spørger sig selv om nu. Svaret er, jo det kan det godt. For det handler om to ting her. Dels handler det om hvilket billede vi har af Jesus, for hvis vi har en forkert forståelse af Jesus, kan det godt lade sig gøre. Jeg har eksempelvis hørt Jehovas Vidner sige “Jesus er Herre”, men deres billede af Jesus er jo en helt anden end reformert, klassisk ortodoks kristendom har. Jehovas Vidner kan ikke være kristne selvom de siger Jesus er Herre, for vranglæren de står for, er så modsat bibelen, af det på ingen måde kan fungere indenfor kristendom.
Den anden ting handler om hvad konsekvensen var ved at sige “Jesus er Herre” på apostlenes tid. Det var nemlig døden. Hvis man offentligt bekendte Jesus som Herre, og ikke kunne sige Cæsar er herre, ville man miste hovedet. Det var altså ikke alle der turde bekende Jesus som Herre, fordi det havde så markante konsekvenser. Og det er den kontekst vi skal se dette i. For udenfor konteksten bliver det jo blot til, at fordi man siger en sætning, at så er man frelst. Det er ikke i overenstemmelse med resten af bibelen, og derfor ikke en rigtig tolkning. At Gud valgte at lukke min mund da det skete, var Guds nåde imod mig, for Han behøvede ikke gøre det. Men det viser at det var Ham der søgte mig, og viste mig at jeg var nødt til at omvende mig fra hele mit liv, og give mit liv til Hans søn Jesus Kristus. Og hvor er jeg taknemmelig for at Han gjorde det, for ellers ville jeg i dag være fortabt.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?