Dette er en trist historie. De fleste af os kender den formentlig. Jakobs storebror Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion linser og et brød (Første mosebog 25.29-34). Han var ved at dø, sagde han, men det var nok en overdrivelse som mere var et udtryk for at han var mere drevet af sit eget kød, end af sund fornuft. Han anså ikke sin førstefødselsret for noget, hvad der ellers var noget man satte højt dengang.

Det er som om at Esau tænkte “arrh den førstefødselsret får jeg nok alligevel, min far kan jo bedst lide mig. Så hvorfor skulle han dog give den til Jakob, som min far ikke anser for at være noget.” Han anså ikke sin handling som noget der skulle være særligt alvorligt. Lidet anede han hvad der var i vente. For i første mosebog 27 ser vi bedraget, som gjorde at Jakob fik velsignelsen og ikke Esau. Den historie kan man godt få rigtig mange ting ud af, men jeg vil her nøjes med at fokusere på Esau her. For da Esau fandt ud af at han virkelig HAVDE mistet førstefødselsretten fortrød han. Han græd, står der i vers 38.

I hebræerbrevet 12.17 står der følgende om Esau, som vi må tage meget alvorligt:

“For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.”

Esau forsøgte virkelig at omvende sig, men han kunne ikke. Gud havde vraget ham fordi han ikke tog sit kald alvorligt. Selvom han søgte omvendelse fik han det ikke. Er der noget her vi ikke bryder os om at læse? Sandheden er jo den, at selv omvendelse er en nådegave fra Gud. Den er ikke noget vi udøver i egen kraft. Den nådegave valgte Gud ikke at give Esau. Det burde få en til at tænke meget alvorligt over den holdning vi har til Gud og Hans kald til os. Det er et kald vi er nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke bare se let på det, som om det ikke betyder noget. For hvem er vi, at vi skulle tro at vi på nogen måde er bedre end Esau. Vi fortjener ikke Guds nåde mere end han gjorde.

Esau søgte omvendelse, men fik den ikke. Overordnet set, tror jeg det handler om at Esau ikke tog sit liv alvorligt. Det synes jeg er rigtig trist, for jeg kan se en kirke i dag der er fuld af folk, der ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men bare tænker “aarrh jeg er jo frelst alligevel”.

I morgen vil der komme en fortsættelse på dette indlæg som hedder “Omvendelsen er en gave fra Gud”.

Share on Facebook

Leave a Reply