Dette er en trist historie. De fleste af os kender den formentlig. Jakobs storebror Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion linser og et brød (Første mosebog 25.29-34). Han var ved at dø, sagde han, men det var nok en overdrivelse som mere var et udtryk for at han var mere drevet af sit eget kød, end af sin sunde fornuft. Han anså ikke sin førstefødselsret for noget, hvad der ellers var noget man satte højt dengang.

Det er som om at Esau tænkte “arrh den førstefødselsretten får jeg nok alligevel, min far kan jo bedst lide mig. Så hvorfor skulle han dog give den til Jakob, som min far ikke anser for at være noget.” Han anså ikke sin handling som noget der skulle være særligt alvorligt. Lidet anede han hvad der var i vente. For i første mosebog 27 ser vi bedraget, som gjorde at Jakob fik velsignelsen og ikke Esau. Den historie kan man godt få rigtig mange ting ud af, men jeg vil her nøjes med at fokusere på Esau her. For da Esau fandt ud af at han virkelig HAVDE mistet førstefødselsretten fortrød han. Han græd, står der i vers 38.

I hebræerbrevet 12.17 står der følgende om Esau, som vi må tage meget alvorligt:

“For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.”

Esau forsøgte virkelig at omvende sig, men han kunne ikke. Gud havde vraget ham fordi han ikke tog sit kald alvorligt. Selvom han søgte omvendelse fik han det ikke.
Er der noget her vi ikke bryder os om at læse? Sandheden er jo den, at selv omvendelse er en nådegave fra Gud. Den er ikke noget vi udøver i egen kraft. Den nådegave valgte Gud ikke at give Esau. Det burde få en til at tænke meget alvorligt over den holdning vi har til Gud og Hans kald til os. Det er et kald vi er nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke bare se let på det, som om det ikke betyder noget. For hvem er vi, at vi skulle tro at vi på nogen måde er bedre end Esau. Vi fortjener ikke Guds nåde mere end han gjorde.

 

Esau søgte omvendelse, men fik den ikke. Overordnet set, tror jeg det handler om at Esau ikke tog sit liv alvorligt. Det synes jeg er rigtig trist, for jeg kan se en kirke i dag der er fuld af folk, der ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men bare tænker “aarrh jeg er jo frelst alligevel”.

Det at omvende sig er ikke noget vi bare kan gøre i egen kraft. Hverken før vi bliver kristne, eller når vi er kristne. Omvendelsen er en nådegave der er skænket os af Gud. Det er også derfor vi ikke bare kan sige sådan som nogen gør: Jeg bliver kristen engang når jeg har er blevet gift og har fået børn, eller jeg bliver kristen når jeg er blevet gammel, eller om et par år osv. For vi ved ikke om Gud vil give os omvendelsens nådegave til den tid. Hvis Han ikke vil det, og ifølge bibelen sker det at Han ikke vil det, så er vi ilde stedt. Da er det kun dommen der venter forude.

En ting der er vigtig for os at vide, er at når vi får omvendelsens nådegave, at vi så også må tage imod den. For det er jo en nådeGAVE. En gave må blive taget imod og pakket op, om jeg så må sige. D.v.s. at hvis man ikke er kristen, men kan mærke Guds kald på en. Det kan man mærke ved at man kan indse at man virkelig er en synder i forhold til Guds perfekte lov og man kan se at man er på vej mod evig fortabelse. Først da kan man forstå at det var pga vores synd at Jesus udgød sit blod på Golgata. Først da kan vi virkelig forstå at vi har behov for en frelser. Man har muligvis nogle diskussioner med Gud, hvor man prøver at overbevise Ham om at man jo er god nok, og jo elsker Ham, men at Han jo må finde sig i at vi lever vores eget liv lidt. Men disse diskussioner fører ikke nogen veje, fordi man tager dem igen og igen med Gud. Man oplever at Gud kalder på en. At Han kalder til omvendelse, til at give sit liv til Ham.

Der er det op til os at tage imod omvendelsens nådegave. For det er der det er muligt at tage imod den. Tager vi imod den, så er det at Gud vil føde os på ny. Ikke før. Ikke i at gentage en bøn, eller få noget vand på hovedet eller i at gå frem til forbøn og blive bedt for. Kun når Faderen drager dig til Jesus er det muligt at omvende sig. Men den der siger nej til omvendelsens nådegave der, er ilde stedt. For hvem ved om man nogensinde får mulighed for at tage imod omvendelsens nådegave nogensinde igen.

Share on Facebook

Leave a Reply