Moderne kristendom er efterhånden formet så meget efter menneskers vilje og lyst til at være lykkelige, at vi snart har glemt de retningslinier som Gud har skænket os i sit ord. Drivkraften for mange kirkegængere, er mere deres ret til at være lykkelige, end det er at være trofaste overfor Guds ord.

Til at dokumentere dette kan vi nøjes med at se på hvor mange skilsmisser der er blandt kristne i dag. Der er efterhånden ret mange af dem. Samtidig er det ikke unormalt at folk bliver gengift, også selvom det er de selvsamme folk som har været årsag til skilsmissen, som bliver gengift. Nu ved jeg bestemt godt at mange ægteskaber, også blandt kristne kan være meget svære for parterne. Derom er der ingen tvivl. Men Jesus godkender stadig kun en årsag til skilsmisse, og det er utroskab.

Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.” Mattæus 19.9

Så er der utroskab inde i billedet, så er Jesu ord ganske klare, skilsmisse er tilladt. Ifald den forurettede part ønsker skilsmisse. Men mange gange opstår skilsmisse i kristne kredse, uden at utroskab har været indblandet. Men hvad er så begrundelsen for skilsmisse? Jeg har hørt følgende argumenter:

  • Hun var for ung da de blev gift
  • Hendes mand var ikke en kristen, så hun behøvede ikke at være sammen med ham
  • De var ikke lykkelige
  • Den ene part var underkuet
  • Det var bedst for børnene

Jeg er enig i at ingen af disse ægteskaber på nogen måde lyder optimale. Men ingen af argumenterne er bibelsk funderede. De er baseret på retten til at være lykkelig, og det er noget ganske andet. Vi tror på at Gud er mere interesseret i at vi er lykkelige og tilfredse, end i at vi er trofaste overfor Hans ord og retningslinier. Men hvis det passer, hvorfor kaldte Gud så Abraham til at rejse fra sit hjemland Ur, hvor han vist nok levede som en velhavende mand. Gud kaldte ham til at leve i ørkenen, i telte istedet for i noget som ærkæologer der har arbejdet i Ur har vurderet som ret gode huse. Her boede og vandrede han i mange år, med sin kone Sara.
Jeg har læst den historie rigtig mange gange, og jeg mindes ikke at have læst den som om at det var en superlykkelig tid for Abraham. Det var faktisk en meget hård tid. Men Abraham er jo kendt for at være troens fader. Det er ikke for ingenting han er det. For midt i al den ørkenvandring, holdt han fast i troen på det løfte Gud havde givet ham, om at få en søn. Han viste med andre ord trofasthed. Han kunne have taget tilbage til Ur, og leve i et godt hus, og nyde sin rigdom. Men istedet var han trofast og fulgte det ord han var blevet pålagt af Gud.

Jeg tror på at Abraham var lykkelig. Men jeg ved også godt hvorfor. For det var ikke en lykke han byggede på jordisk velfærd, og selviske lyster. Abraham havde fundet ud af det samme salmisten i Salme 73.28:

“Men at være Gud nær er min lykke,
jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.”

Men er det en lykke vi er parate til at bygge vores liv på? Eller vil vi hellere bygge den på vores ret og lyst til at være lykkelige på vore egne vilkår? Det synes jeg er et ret vigtigt spørgsmål at stille sig selv.

Share on Facebook

2 Responses to “Er min lykke vigtigere end min trofasthed?”

  1. Linealis Says:

    Paulus taler om, at et par kan blive skilt, hvis den ikke-troende ønsker det.

  2. René Vester Says:

    Det har du ret i. Jeg har glemt at få den med. Men har vit nok nævnt det i et andet indlæg for nylig.

Leave a Reply