På det seneste har der været en del angreb på en af de mest bibeltro og dygtige forkyndere som vi har i dag. Der har været lavet flere ”dokumenterede videoer” og diverse blogpost som har anklaget MacArthur for at leve et liv i overvældende rigdom, og for at være nepotist, og jeg ved snart ikke hvad. Personlig har jeg fundet de fleste af disse anklager tåbelige, fordi de ikke giver nogen mening. MacArthur har nemlig vist at der er en ting som betyder absolut allermest for ham. Og det er forkyndelsen af et klart evangelium ved at pege på Jesus Kristus som vores eneste håb. For mig at se er jeg ret ligeglad med om en forkynder er vanvittig rig, eller fattig. Det er ikke det jeg fokuserer på. Men selvfølgelig kan jeg ikke støtte at forkyndere er blevet rige på andres bekostning, som eksempelvis Joyce Meyer, Benny Hinn o.l. har gjort ved at påstå at folk kan få rigdom i overflod ved at give til lige præcis deres tjeneste. Den slags er ikke andet end misbrug af Guds ord. Men om en forkynder har været god til at administrere sin indtægt og det evt. skulle have medført at man har mere end gennemsnittet, ja, det rør mig ikke. At være kristen er ikke det samme som et forbud mod rigdom. Men det er heller ikke nødvendigvis lig med rigdom, som nogen fejlagtigt påstår.

Er der ikke hold i anklagerne?
Men spørgsmålet er så om nogen af anklagerne mod MacArthur så er i orden, og måske på sin plads. Tja, Justin Peters som jeg engang har haft den glædelige fornøjelse af at have mødt, har interviewet Phil Johnson om disse anklager, og det er ret morsomt at se hvordan disse anklager falder til jorden igen og igen, når man hører årsagerne til den ”mængde af rigdom” som MacArthur åbenbart skulle have.
Når det så er sagt, så skal det ikke være sådan at bare fordi man er en ”særlig Guds mand”, at man så skal fritages for kritik. Det ville jo være hykleri af mig at påstå noget sådan, og jeg er sikker på at MacArthur heller ikke mener at han skal beskyttes imod kritik.
En der fik meget kritik var Charles Spurgeon. På trods af at man kalder ham for prinsen af forkyndere, så var det slet ikke unormalt at han blev kritiseret. Noget af kritikken kunne han ikke tage alvorligt, men han var faktisk glad for noget af den kritik han fik. Særlig en bestemt person som han jævnligt fik kritik af, men som han aldrig fandt ud af hvem var, satte han pris på. Spurgeon fik anonyme breve fra ham, men satte stor pris på særlig denne persons kritik. Han lyttede og læste hvad folk havde af indvendinger, for hvad nu hvis de havde ret?
Hverken Spurgeon eller MacArthur anså eller anser sig selv for at være så hellige at de kunne gå ind under ”Rør ikke Guds hellige” som visse folk i særlig trosbevægelsen misbruger.
Men en ting som jeg har lagt mærke til ved flere af dem som kritiserer folk som Paul Washer og John MacArthur. Det er at de ofte er langt mere fokuserede på at kritisere andre, for at være forkert på den, men det som de selv mangler er en tydelig fokus på Kristus.

Alle er dumme bortset fra mig
Ofte virker de fuldstændig ligesom Kim Andersen fra Tagryggen.dk. Han har igennem mange år kritiseret og kritiseret og kritiseret. Men pege på Kristus gør han ikke. Han har tilmed forudsagt Jesu genkomst mindst to gange, og har ikke kunne tåle at blive kritiseret for dette (selvom begge tidspunkter er blevet kraftigt overskredet).
Disse folk der kun kan finde ud af at kritisere, men de kan ikke finde ud af at prædike evangeliet, og derfor er de ikke værd at høre på. På trods af hvad de ellers siger af ting og sager.
Justin Peters er til gengæld god at høre på, og en af de mest behagelige mennesker jeg har mødt. Han er kritisk, men Kristusfokuseret og bibeltro.
Årsagen til han ikke spurgte MacArthur om disse ting kan jeg fortælle er, at han ved MacArthur ikke synes han skal bruge tid på at forsvare sig. Han ser sin opgave som forkyndelsen af Guds ord, hvad end det er gode eller dårlige tider. Man kan se Justin Peters video her:

 

Og en af anklagevideoerne kan ses her hvis man ønsker det.

Share on Facebook

Leave a Reply