Ja så kom den næste i rækken, af nogle virkelig dårlige prædiken-illustrationer. Det er dog ikke min egen, men en kommentar jeg så på en blog om Rob Bell fornylig. Den havde dog en ret rammende pointe der gør at den ikke er så lam alligevel. Her er hvad han fortalte, frit oversat til dansk:

“Dengang jeg var en dreng i tredserne, havde min familie købt et sort hvidt fjernsyn. Vi ville gerne have et farvefjernsyn, men havde ikke råd til det. Men man kunne købe et stykke gennemsigtigt plastic som kunne sættes på skærmen. Og vupti, så havde man farver. Plasticcen var inddelt i tre farver. Foroven var den blå som himmelen. I midten var den orange som ansigterne, og forneden var den grøn som græsset. Så måtte man jo bare håbe at det der blev vist i fjernsynet var egnet til plasticskærmen. For alle de andre billeder passede overhovedet ikke til plasticcen. Det så elendigt ud.

På samme måde er det med Guds ord. Der er nogle ting der står sort hvidt. Men der er nogle der ikke bryder sig om at det er sort hvidt. Derfor gør de ligesom vi gjorde, de sætter et farverigt filter ned over Guds ord, for at gøre det mere spændende. Men glemmer dermed at de skaber løgn istedet. For ligesom fjernsynet viste forkerte farver, med plasticskærmen, således vil et farverigt filter over Guds ord, skabe forkerte billeder af det Gud vil sige. Rob Bell viser med hans tilførsel af informationer som ikke kan udledes af skriften, at han gør det samme. Skriftstedet handler ikke på nogen måde om at Peter mistede tro på sig selv, men om at han mistede troen og fokus på Jesus.” ( Til nye læsere kan jeg sige at skriftstedet bliver omtalt her og her.)

Og her stopper hans historie, og her begynder jeg istedet. Til jer der bliver ved med at sige, jamen vi skal også prædike om selvværd. Det er I da velkomne til, men jeg vil ikke spilde min tid på det. For Jesus kom ikke for at prædike om selvværd, men for at frelse det fortabte. Jeg er mere interesseret i at mennesker må vende om fra deres syndige vej, og give deres liv til Jesus Kristus. Tjek selv de kendte vækkelseshistorier igennem, og se hvor meget der blev prædiket selvværd der. Svaret er aldrig. Der blev prædiket synd, dom og retfærdighed, og derefter Guds  nåde gennem Jesus Kristus, og det går igen igennem vækkelseshistorien. Det moderne evangelium af i dag har været prøvet før, og det har vist sig at være et virkningsløst evangelium. Jeg vil prædike det der står i Guds ord, og gøre det klart og tydeligt, for det er Gud jeg står til ansvar overfor! Jeg vil gerne prædike at mennesker er elskede af Gud, og jeg gør det. Men jeg vil ikke prædike det, uden samtidig at forkynde omvendelseskristendom.

Share on Facebook

Leave a Reply