Jeg er p.t. i LA California og startede søndagen med to møder i Grace to You Church (John MacArthurs kirke). I det første møde talte en af ældstebrødrene Chris Hamilton om hvad det indebar at være en ældste, og sammenlignede det med at være en far. Her er lidt af de tanker som jeg går rundt med efter at have hørt det.

Det som jeg siger til mine børn, og det liv jeg lever må stemme overens med hinanden. Hvis ikke det gør det, så giver jeg mine børn to valg. “Skal jeg vælge at følge far i det han siger, eller skal jeg vælge det liv far han lever?” Med andre ord, hvis min bekendelse er markant højere og forskellig fra det liv jeg lever, så er mine børn også i stand til at se at der er en modsætning her. Hvilken del af det jeg viser skal de så tro på, og hvilken skal de ikke?

Det her er kollosalt vigtigt at være opmærksom på, for ellers viser jeg mine børn at det er i orden at leve som hykler. Det ønsker jeg ikke at vise dem, for det er forkert og hykleri sender folk til Helvede. Ikke nok med det, hykleri er også et stort selvbedrag. Farisæerne var kendt for at leve i et sådant selvbedrag og Jesus viste dem det. Han gjorde flere gange opmærksom på at de levede i hykleri og at det ville sende dem til evig fortabelse.

Overfladisk kold kærlighed
To forskellige bekendelser som kommer til udtryk ved at vise det ene, men gøre det andet, viser også at det kærlighedsforhold man påstår at have til Guds ord, ikke er andet end tomme ord. Ord er ikke nok hvis man siger man elsker nogen. Handling hører sammen med den bekendelse, ellers er det en kold og overfladisk kærlighed som reelt set ikke er kærlighed. Hvis det er den slags falsk kærlighed jeg viser overfor Guds ord, så vil mine børn fatte det. De vil kunne se at far har det mere i munden, end han har i hjertet.

Her tænker jeg at det her har også betydning for hvad jeg kan tillade mig at tale om, og hvordan jeg taler om det. Hvis jeg står på en prædikestol og taler over et emne som ikke fungerer særlig godt i mit eget liv, så skal jeg passe rigtig godt på med hvordan jeg siger det. For hvis jeg siger tingene hårdt og ikke selv efterlever det, så bliver jeg som farisæerne der krævede en masse af andre, men ikke selv ville løfte en finger for det. Som Jesus anklagede dem for.

Men hvis det jeg taler om også er noget jeg lever i, og det vel at mærke bygger på Guds ord, så er der også større kraft og autoritet i det jeg siger. Spørg dig selv hvorfor er der så stor kraft i eksempelvis Paul Washers, Voddie Bauchams, og Leonard Ravenhills forkyndelse? Det er ikke kun fordi der er en god teologi bag forkyndelsen (hvilket der SKAL være). Men også fordi deres liv afspejler det de prædiker. Paul Washer taler meget om at prædike evangeliet og betale den pris det har at være en kristen. Det er noget han lever i. Voddie Baucham taler meget om det kristne familieliv og opdragelse af børnene. Det er noget han lever i. Leonard Ravenhill talte meget om bøn og leve overgivent til Gud. Det var noget han levede i.
Alle tre prædikanter talte med kraft og autoritet. Ikke deres egen, men en kraft og autoritet de havde fået i Kristus pga Hans værk på korset. For det er stadigvæk af nåde vi får den kraft, selvom vi efterlever det vi prædiker.

Alt dette handler ikke om at leve perfekte liv. Det er jo ikke muligt for os, men Jesus har gjort det i vores sted. Men det handler om at vi erkender vores egen utilstrækkelighed og samtidig Guds vilje og gerninger for og i vores liv. Og leve liv der peger på Kristus og ikke os selv, og ikke gøre det på en hyklerisk måde der gør os selv bedre end vi er, men samtidig lever med Guds ord som autoriteten for vore liv så vi ikke lever i lovløshed og skam.

Men alt taget i betragtning, så står jeg tilbage med disse tanker: hvis jeg ønsker at tale og skrive med større kraft og autoritet, er jeg så parat til at betale den pris det koster?
Jeg tror det svar er værd at tænke ordentligt igennem inden jeg bare giver et svar. For hvad hvis jeg ikke er parat til det, er det så ikke bedre at tænke det ordentligt igennem først, før jeg giver et svar?

Omvendelse er ikke kun en engangsaffære. Der er en afgørende omvendelse på et tidspunkt i ens liv, men hvis den omvendelse ikke indebærer en fortsat række af omvendelser, så er det slet ikke sikkert at man var omvendt i første omgang. Derfor er dette også spørgsmål som man ikke skal tage alt for let på.

Share on Facebook

Leave a Reply