08
Jan

Her i juleferien sendte Danmarks Radio den sædvanlige bunke børnefilm. En af dem hed “Sandheden om Rødhætte”. Det viste sig at være en kraftig redefinering, af det gamle brødrene Grimms eventyr Rødhætte. Det var faktisk en helt fantastisk god film at se. Den havde mange vinkler som gjorde der var underholdningsværdi til både voksne og børn. Det var vel at mærke uden at den gik hen og blev sjofel, som man ellers ofte ser ske, når man forsøger at lave familiefilm for hele familien.

Hvor var den oprindelige historie
Det var en noget postmoderne udgave af Rødhætte, som samtidig havde visse semisurrealistiske elementer, samt henvisninger til Hercule Poirot, Hitchcock, og spionfilm m.m. Børnene syntes den var sjov, min kone og jeg syntes den var sjov, og den havde ovenikøbet et lille budskab som ikke overdøvede humoren i filmen. Vi har set den to gange, og vi kommer nok til at se den igen. Men der var ikke ret meget af den oprindelige historie fra brødrene Grimm. Det var nærmest forsvundet som dug for solen.

Jeg ved at der findes nogen, som mener at den slags ikke er i orden. Om der lige findes nogen der har vist modvilje mod denne film, ved jeg ikke. Men der er mange som er modstandere af videreudvikling og redefinering af kendte personer fra litteraturens verden. Et sjovt eksempel her er tegneseriefiguren Tintin. Der går en stor diskussion blandt Tintin-fans, om det skal tillades at producere nye historier med den lille journalist i plus fours bukserne. For en stor del af Tintin læserne er dette at se på som helligbrøde. Det nuværende udbud af Herge´s Tintin historier må ikke berøres. Nogle af fansene vil ikke engang sætte sig ned og se de tegnefilm, der er blevet lavet med figuren, fordi de ikke lever op til tegneseriens standard. Og sandt er det at Herge´s brug af tegneseriens billedsprog var langt forud for sin tid, dengang han tegnede dem. Denne billedkommunikation er svær, om ikke umulig at overføre til filmsproget.

Min holdning er, at jeg godt kan forstå at nogen kan blive irriterede over at man laver om på nogle litterære figurer, som er velkendte i forvejen. Men jeg kan godt acceptere det. Personlig syntes jeg det var oplivende at se Rødhætte på en ny måde i filmen “Sandheden om Rødhætte”. Men når det drejer sig om Jesus, så kan jeg ikke acceptere at der kommer en redefinering af hvem Han er. For det er hvad mange gør i dag. De forsøger at gøre Jesus smart, tidstypisk, relevant, cool og hvad ved jeg. Det er eksempelvis Rob Bells formål med hans bog “Velvet Elvis”. Han siger det ovenikøbet meget tydeligt i bogen, at det er det, der er hans formål med bogen. Men hvorfor kan jeg acceptere at man ændrer på Rødhætte og ikke på Jesus?

Et budskab med frelseskraft, og et uden frelseskraft
Hvor god en historie Rødhætte end er, så har den ikke frelseskraft indbygget i sig. Det har Guds ord derimod. Budskabet om Jesus Kristus er en kraft til frelse for den som tror. En historie uden frelseskraft, vil ikke kunne blive til frelseskraft ved at ændre på historien. Men Guds ords frelseskraft vil forsvinde, hvis vi ændrer på ordet. Hvis vi forsøger at bøje det, og forsøger at få det til at passe til vort samfund, og kultur. Derfor er det så kollosalt vigtigt at os der forkynder ordet, gør det med omhu, og med en ihærdighed som galdt det menneskers liv. For det gælder faktisk menneskers liv. Mennesker som skal frelses for at Gud må få ære. Lad os bare acceptere en emergent tilgang til Rødhætte og Tintin. Men en emergent postmoderne tilgang til Jesus har konsekvenser. Konsekvenser som har evighedsbetydning. Det er evangeliet for kostbart til at se stort på.

Og så lad mig da vise to klip fra filmen bare for at give et lille indblik i hvad jeg kan acceptere af emergent tilgang. Den første er en lille sød sang af Rødhætte, mens den anden viser jægerens virkelige job. Han er nemlig Schnitzelmand.

Share on Facebook

Leave a Reply