(Oprindeligt vist februar 2008)

Hvad nu hvis jeg var tilhænger af emergent church, og var tosset med at læse Brian McLaren og Rob Bell? Hvordan ville denne blog så se ud? Det har jeg tænkt lidt over, så dette indlæg bliver et eksperiment, hvor jeg vil prøve at skrive som de emergente pastorer gør. Hvis der kommer for mange klager over dette indlæg skal jeg nok lade være med at gøre det igen. Men måske kunne I få et billigt grin. Men lad os nu prøve.

Emergent for en dag

I dag stod jeg op af min seng, og efter jeg havde fået et bad, fik jeg corn flakes til morgenmad. Corn flakes siger egentlig enormt meget om livet. Deres knasende effekter i starten af spisningen som bliver afløst af en slatten blødhed pga mælkens indflydelse på knaseeffektens størrelse. Er vi ikke også sådan som mennesker? Er vi ikke lidt knasende i starten af vore liv, men bløder så lidt op med alderen? Jah sådan kan man lære så meget af at spise corn flakes.

Nåh, men efter morgenmaden skulle jeg så følge mine børn i skole. På vejen hjem tænkte jeg over hvad jeg skulle prædike om på søndag. Hmm, måske skulle jeg tale noget mere om at vi ligesom corn flakesene må bløde lidt mere op overfor andre religioner.  Bare fordi vi er kristne kan der jo også godt være noget godt i andre religioner som også leder til frelse. Jeg læste i en af Brian McLarens bøger, at han hellere vil have at buddhister var gode buddhister end dårlige kristne. Det synes jeg bestemt er en god vinkel. Lad os istedet for at omvende dem, hjælpe dem som kirke til at være gode buddhister, hinduer og andet godt. Ja, jeg tror faktisk det bliver en rigtig god prædiken. Det kan godt være jeg ikke kommer til at bruge bibelen så meget i den. Men det skal man jo ikke tage så tungt, Gud bruger jo det vi gør.

Emergent for en dag slutter her.

Puha det var dog en helt forfærdelig oplevelse at skrive det her. Nu fatter jeg endnu mindre, at nogen kan falde for emergent church bevægelsen. For det var dog langt ude. Men desværre ikke langt ude nok i forhold til virkeligheden. Jeg har læst det der er værre på de emergentes blogge. Trist at nogen tror at det er det der skal prædikes i kirkerne, når folk mange steder i virkeligheden hungrer efter Guds ord.

Share on Facebook

Leave a Reply