Jeg har en drøm, og det bedste ved den drøm er, at jeg ved den kan gå i opfyldelse. Nogle vil nok mene at det er en umulig drøm, men det er også en umulig drøm for mennesker. Men det er heller ikke mennesker der vil fuldføre drømmen, selvom mennesker er en del af drømmen.

Min drøm er at Gud vil rejse kristne i dette land som ikke vil acceptere dårlig forkyndelse, som ikke vil acceptere kompromisser med Guds ord på vigtige kernepunkter i bibelen, og som har et brændende ønske og lyst til at forkyndelsen som er i kirken peger på Jesus Kristus, og viser Ham som den eneste og sande frelser!
Min drøm er at kirker vil vende tilbage til dette, og de steder hvor kirken ikke vil dette, at der så vil blive startet kirker de steder som vil det sande evangelium, så sande kristne kan have bibelske samlingssteder.

Er det en stor drøm? Ja, vel er det så, men jeg ved at Gud er større end den drøm, og at Han og kun Han er i stand til at lade den drøm gå i opfyldelse. Ikke fordi det er min drøm, men fordi det er en drøm som er i overenstemmelse med Guds vilje. Derfor kan jeg også bede til Gud om at det må ske, og det kan jeg faktisk bede om af et rent hjerte. Det er ikke alle mine bønner som jeg kan være sikker på er af et rent hjerte (der kan være egoisme inkluderet selvom jeg ikke altid vil indse det), men den her kan jeg være sikker på er det. Og det er dejligt.

Opfyldelsen af drømmen betyder ikke at alle dårlige kirker vil blive fjernet, nej de vil altid være der, for så længe vi er på denne side af livet, vil der også være folk som ikke vil sandheden, men vil vælge en dårlig religiøs kopi af kristendom. Men jeg tror ikke på at det er Guds vilje at folk som virkelig elsker ham skal stå uden kirke. Guds folk skal ikke stå udenfor fællesskabet med Kristi Legeme som er kirken. Derfor tror jeg på at Gud vil sørge for at rejse kirker op som vil Ham. Kirker som har lederskaber som er ydmyge og tør indrømme deres fejl offentligt, og som forstår at det handler om at give Jesus Kristus ære. Det handler ikke om kirkens ære, eller om pastorens ære eller sågar kirkens netværks ære. Der er kun en bestemt person hvis ære betyder noget, og det er Gud!

Jeg drømmer dagligt om dette, og det er en langt større drøm end Martin Luther Kings (selvom den også var god).
Er du parat til at drømme om det samme, og er du parat til at bede Gud om at opfylde den drøm? For jeg ved at det er en drøm som har Guds velbehag, og den drøm ser jeg frem til at se går i opfyldelse. Nogen steder er det allerede startet. For der findes gode kirker hist og her som pibler frem. Kirker der er fyldt med fejl her og der, men ikke desto mindre kirker der ønsker at fokusere på Kristus alene, og ikke gå på kompromis med dem der prædiker et andet evangelium. Så denne drøm er mere end en drøm bare for 2018. Nej, det er en drøm som jeg ønsker skal gælde i meget lang tid. Ja faktisk til Herren Jesus kommer igen og henter sin brud. Drømmer du også?

Share on Facebook

Leave a Reply