I Politiken kunne man i går læse at nogle kristne missionærer var blevet smidt ud af Marokko pga missionær arbejde. Man ville ikke have, at deres budskaber gjorde at folk omvendte sig fra Islam til kristendom. Det var der ikke plads til. Det er ikke nyt at der er sådan i Marokko. Hvis man skal være missionær der, skal det helst foregå undercover. Dvs at man kommer ind i landet med et job i udsigt. Evt som håndværker, revisor, læge o.l. Så må man missionere under de samme forhold som Paulus der jo levede af at være teltmager, ved siden af sin mission. Kommer man til Marokko udelukkende med det formål at missionere, er det en lukket dør du ser.

Men det som jeg synes er værd at gøre opmærksom på her, er at endnu engang kan vi se at der ikke er religionsfrihed i et muslimsk land. For det er ikke kun i Marokko vi ser det. Det ser vi også i Saudi-arabien, Iran, Syrien m.v. Vi kan godt finde tendenser i loven hos Tyrkiet som viser at der er kommet en større frihed til selv at vælge tro. Men stadigvæk er Tyrkiet et svært område at være kristen i. Der er stadig forfølgelse af kristne der, og politiet blander sig ikke nævneværdigt i det (der er formentlig undtagelser). Årsagen til Tyrkiet har indført åbenhed for mission, er deres ønske om at komme ind i EU. For EU har nogle krav til de lande som vil være en del af fællesmarkedet/unionen. En, af disse krav er ytrings- og trosfrihed.

Hvor er der frihed?
En ven til mig sagde for nylig, at kristendommen er intolerant og taler ned om andre trosformer. Dertil svarede jeg at det var sandt at kristendommen ikke anerkender andre religioner som værende sande. Men at det er i samfund som bygger på kristne værdier, at man finder at der er plads til at have sin egen tro, og til selv at vælge hvad man vil tro på. Det finder du ikke i tilfredsstillende grad i muslimske lande, heller ikke i ateistiske lande, og vi finder også mangel på trosfrihed i lande som bygger på panteisme. Så på den ene side er kristendommen intolerant overfor andre religioner, men det er samtidig kristendommen der har lukket op for at mennesket selv skal vælge og selv må vælge hvad vi vil tro på. Det er der plads til i et land der bygger på kristne grundprincipper.

Det viser også en af kristendommens styrker. Den kan tåle at blive modsagt af folk med en anden tro. Regimer hvor man har lagt låg på kritik af tro, viser svaghedstegn. For hvor stærk er folks tro, hvis de ikke kan tåle at blive modsagt? Hvis ens stærkeste forsvar imod kritik er at sætte folk i fængsel, slå dem ihjel, fyre dem fra deres arbejde eller sætte ild til deres huse (og ambassader) blot fordi de havde en anden mening. De indikerer nærmere at ens tro er meget skrøbelig og bygger på et fundament som ikke er værd at bygge på. Hvis man da kan kalde det et fundament.

Share on Facebook

Leave a Reply