Vi lægger ikke lige mærke til det, fra dag til dag. Men der sker hurtigere end nogensinde før et moralsk skred, og det er et skred som vi nærmest er ude af stand til at stoppe, fordi vi ikke har råbt vagt i gevær, i god tid. Ting som vi accepterer i dag, som normale ville for blot tyve og tredive år siden være uhørte. Vi kalder det tolerance, men reelt set dækker ordet tolerance i denne sammenhæng, at vi ikke kan skelne kanel fra skidt, så godt som vi kunne før. Jeg har tænkt mig at tage nogle eksempler på det op her på bloggen. Men i dag vil jeg tage et meget banalt eksempel, som er så banalt, at man tænker, hvorfor i alverden tog de det så ilde op.

Dredger seriemagasinet action

The Sevenpennynightmare
I halvfjerdserne i England var der et tegneseriemagasin ved navn Action, som i dag går under tilnavnet sevenpennynightmare. Det var billigt, det var i sort hvid, og det var trykt på dårligt papir, og historierne var blodige og voldelige. Det var små serier om hajer der bed hovedet af folk, der var beskidte skurke, der var offentlig korruption, og lastbiler der smadrede ind i andre biler, huse, og folk, som stod i vejen. Med andre ord var det ikke det blad som forældrene var glade for at deres små drenge læste. For det var et drengeblad, og det var mest drenge mellem 10-18 år der købte dette blad.

Dredger
Den måske mest omtalte af disse serier var Dredger. Dredger var en secret service agent for den engelske efterretningstjeneste, og han var så rå, kold og voldelig, at James Bond blev til en lille sød puddelhund der kunne få en rolle i “The sound of Music”. Dem der er i fyrrerne kan muligvis huske Dredger, for hans historier blev trykt i det hedengangne tegneerieblad Seriemagasinet, i halvfjerdserne. Der var flere af Actionbladets serier der kunne læses der. Historierne om Dredger, var hæsblæsende fra start til slut, og intet absolut intet stod i vejen for Dredger, hverken venner eller fjender skulle stille sig i vejen for ham, det havde konsekvenser. Opgaven for efterretningstjenesten var målet, og intet skulle hindre det mål i at blive nået, og da slet ikke noget som moral. I billedet nedenunder er starten på en af de mere kendte historier om Dredger. Det er “The Berlin Job” som foregår under den kolde krig. Allerede i billede nummer tre, sparker Dredger tænderne ud på en kommunistisk agent, efter selv at være tortureret på billede 1 af samme agent. Ikke noget med at bruge lang tid på kodesnak, politisk spil, strategier og alt muligt andet.

 

Samfundets modstand
Hvor vil jeg så hen med dette? Jo, Action bladet fik kun en meget kort levetid på ca. et år. Ikke pga dårlige salgstal, heller ikke fordi den gav underskud. Det var en salgsmæssig, og indtjeningsmæssig succes. Men pga den modstand der var imod Action fra samfundets side. Det blev anset for at være et blad der gav de unge en dårlig moral. Gav dem dårlige ideer, og havde en negativ effekt på dem. Og mange forældre var en del af den modstand der var imod bladet, og dets historier. Summa summarum valgte man at lukke bladet, og høre på den store gruppe af modstandere af bladet. Samfundets moral, fik stoppet dette blad. Man forsøgte at fortsætte nogen af historierne og minimere volden, men da eksempelvis Dredger blev til en sød kopi af James Bond, blev det bare for sukkersødt til at drenge mellem 10-18 år gad spilde deres tid på den serie mere. Og så gik den helt ind il sidst.

Mine tanker (hvad end de er værd)
Jeg kan godt huske jeg læste Dredger som barn. Min mor kunne heller ikke lide at jeg læste dem. Hun syntes det var noget ynkeligt litteratur jeg brugte min tid på. Hun ville hellere have at jeg læste bøger som “Guds blinde øje” af J.. Bech Nygaard (den var godt nok kedelig), og ungdomsbøger som den svenske “Peters baby” af Gun Jacobsen (lidt mere spændende, men slog ikke Dredger i tempo). Så min mor prøvede at påvirke mig. Hun forbød mig ikke at læse lavpandet litteratur som den jeg fik i Seriemagasinet, men gav tydeligt udtryk for at det ikke var særligt godt.

Men hvad er det så de unge læser i dag? Når jeg kigger på hvad unge læser i dag af fantasy-bøger med trolddom, vold, afguder og når jeg ser på hvad det er for noget de spiller på computeren med World of Warcraft og lignende. Så må jeg i dag erkende at Dredger i sammenligning med det vi ser de unge indtager i dag fra underholdningsbrancen, kommer til at ligne en puddelhund der kunne have fået en rolle som lille sød puddelhund i hundefilmen Beethoven, eller den nyere hundefilm Marmaduke. Dredgerserien som man dengang fandt for upassende, og ulødig, er ikke noget i forhold til det unge bruger tid på i dag.

Men det får mig til at stille nogle spørgsmål. Hvis en serie som Dredger i halvfjerdserne kunne få forældre op af stolen, og kæmpe for at nedlægge serier som den? Hvad er det så lige der gør at man i dag mange steder fuldstændig blindt accepterer at de unge ser de mest forfærdelige ting i biografen, læser de mest ugudelige, og voldelige bøger, og spille de forfærdeligste computerspil hvor de får en avatar der ligner en dæmon osv?

Tavsheden
Men hvor er der nogen der råber op om det i dag? Hvor er der nogen der tør gå ud og tage en offentlig debat om hvilket moralsk forfald vi har oplevet, siden vi i dag, ikke engang vil se i øjnene at den næste generations moral, vil være langt mere formet af underholdningsindustriens mangel på moral, end på gode gamle moralske dyder? Det er som om vi bare accepterer alt, og ikke tør eller er i stand til at sige “farligt” når noget er farligt. Ikke engang kristne forældre har evnen eller viljen til at sige til deres børn, at dæmoniske computerspil, new age relateret fantasy, eller dårlig musik der promoverer promiskuøsitet og hedenskab ikke skal høre hjemme i deres hjem. Det er ihvertfald meget få kristne forældre der holder stand på det område i dag.  Og det er nok der allerværste. For det at folk i verden er mere påvirket af tidånden end af moral, er til at forstå. Men når selv dem der kalder sig kristne ikke formår at sigte skidt fra godt, så er vi ude på et vildspor. Så har saltet mistet sin kraft. Og hvad duer det så til andet end at trædes ned?

Share on Facebook

2 Responses to “Det moralske skred som vi ikke ser”

  1. Birthe Jensen Says:

    Hej Rene.
    Enig.
    Vi bør melde os. Selv har jeg skrevet en klage til DR. over det jeg kalder pornotvang. uden advarsel kommer (endda hårde) pornografiske scener og bileder flyvende over skærmen, så man ingen mulighed har for at sige fra. Jeg gav også udtryk for stærk modvilje mod moralsk forfald og kaldte min anke for “et opråb til bedre moral og etik” .
    Fik godt nok et pænt svar, men i grunden tænker de ansvarlige nok bare, at jeg er et halvgammel brokhoved.

  2. René Vester Says:

    Det kan godt være at de bare har sendt “en sludder for en sladder”. Men jeg tror det betyder noget alligevel. Det er sket at de selv har taget det op i eksempelvis Deadline. Dertil jo flere der henvender sig, desto sværere bliver det at ignorere. Og om det hjælper eller ej, så har vi kristne stadig et ansvar for at være lys og salt, og sige fra overfor verden når den kører alt for langt ud. Og det må siges at være tilfældet lidt for mange gange på DR.

Leave a Reply