Jeg snakkede med en god ven forleden. Han fortalte at han var med i en gruppe som havde valgt at studere bibelske emner. De havde for nylig startet op med at studere Rick Warrens bog “Det målrettede liv”. For de havde jo også hørt at det var en hel fantastisk bog, som havde fornyet mange kirker. Så de tænkte at den sikkert var god.
Men da de var nået et stykke ind i bogen, var de begyndt at blive opmærksomme på at den manglede noget helt essentielt. Den handlede ikke om korset, ikke om omvendelse, eller om at det koster noget at være en kristen, og værst af alt, den handlede ikke rigtig om Gud. Den handlede om “mig” istedet. Det blev med andre ord tydeligt for dem, at dette var en jegrettet bog, som reelt set ikke fik dem nærmere Gud, men længere væk istedet.

Nu var det ikke sådan at bare fordi en mand rejste sig op, og sagde at han kunne se nogle problemer, at man så stoppede studiet med det samme. Det var faktisk over de næste to tre gange, at de mødtes at de diskuterede og undersøgte om det nu også kunne passe at denne populære bog, var baseret på vranglære. Da man havde diskuteret det godt igennem, valgte man at droppe bogen, og istedet undersøge hvad bibelen sagde om udvalgte emner, ved at læse i bibelen.

Den måde at gruppen nåede frem til at stoppe deres studie af “Det målrettede liv” tror jeg på er rigtig god. Det var ikke sådan at bare fordi en sagde denne bog er vranglære at de andre så hoppede med på den. De ville gerne undersøge sagerne selv, og i fællesskab. Det kan jeg se er både en bibelsk og fornuftig måde at gøre det på.

“Straks samme nat sendte brødrene Paulus og Silas til Berøa, og da de var ankommet, gik de hen i jødernes synagoge. Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.” Apostlenes gerninger 17-10-11

Mange tror fejlagtigt at kristne ikke må tænke selv og have kritisk sans. Men vi må godt tænke selv. Vi må godt selv undersøge skriften og vurdere om den lære vi bliver udsat for, er i overensstemmelse med skriften. Det er faktisk også det jeg ønsker for dem der læser her på bloggen. Jeg kan blive lidt irriteret når nogle sender en mail til mig hvor der eksempelvis står:

” Jeg havde lige købt “Det målrettede liv”, men fordi du skriver at den er dårlig, vil jeg ikke læse den alligevel”

Det synes jeg selv det er et lidt for snævert grundlag at afvise en bog på (det er muligt at nogle af dem der skriver sådan har undersøgt det, men blot ikke skrevet det til mig). Jeg ønsker ikke at folk skal holde sig fra den bog, udelukkende fordi jeg skriver det. Jeg ønsker langt mere at dem der vælger ikke at læse bogen efter at have læst bloggen her, gør det fordi de undersøger om de anklager jeg kommer med, nu også kan passe. Og hvis de anklager passer, er det så nok til at vurdere om eksempelvis Rick Warren er en vranglærer? Det vil jeg gerne at man selv forsøger at vurdere.
Det samme gælder også for dem der er irriteret over det jeg skriver, fordi de er uenige. Dem vil jeg anbefale at undersøge om det nu også passer det jeg skriver, istedetfor bare at blive irriterede. De kan måske ikke lide måden jeg skriver på, og det er helt i orden med mig, at man har problemer med det. Det skal de ikke anklages for. Men hvis det jeg skriver er så farligt som jeg påstår, så burde det medføre at man selv vurderede om der nu også var noget om det.

Jeg vil gerne afslutte dette indlæg, med et omskrevet citat af kirkefaderen Augustin. Han sagde engang “Elsk Gud, og gør hvad du vil”. Den vil jeg gerne omskrive til:

“Elsk Gud, og tænk selv”

NB: Hvis du ikke før har hørt om de problemer der er med Rick Warren og hans bøger. Så kan du læse mere om det på dette link, eller ved at søge på Rick Warren i søgefeltet.

Share on Facebook

2 Responses to “Det handlede jo bare om mig”

  1. Georg S. Adamsen Says:

    Med al respekt synes jeg, din vinkling er forkert. Jeg mener helt bestemt, at vi skal gøre som de kristne i Berøa. Men forudsætningen må vel være, at vi på forhånd ikke har grund til at mene, at vi udsætter os for vranglære.

    Nogle skal selvfølgelig undersøge det materiale, man skal bruge. Men efter min opfattelse er det forkert at lade studiegrupper bruge mange aftener på at finde ud af, at en given studiebog er vranglære. For det første påvirkes man af det, man læser. Det er lidt som at være psykoterapeut. Det kræver viden og teknikker at undgå at blive påvirket af vranglære. For det andet er det en dårlig idé, fordi man i den tid, man bruger på det, kunne have studeret noget, man faktisk får åndelig føde og indsigt af.

    Hvis der tydeligvis er tale om vranglære, så burde man hellere holde sig væk. Og i øvrigt også lade være at købe bøgerne, så man bidrager til et eventuelt overskud, der igen kan sprede mere vranglære.

    Skriften lærer os, at hyrderne har ansvar for deres får. De bør derfor prøve tingene på forhånd. Jeg synes i al fald, at det er meget uhensigtsmæssigt at opfordre alle til selv at efterprøve, at vranglære er vranglære. Derimod skal alle prøve den forkyndelse og undervisning, man får, på Skriften, ligesom de kristne i Berøa gjorde med Paulus.

    Jeg har i øvrigt en lille artikel om det: “Prøv alt, hold fast ved det gode (1 Thess 5,21f).”

    Mvh. Georg

  2. René Vester Says:

    Hej Georg
    Jeg tror godt jeg forstår hvad du mener. Men jeg synes at du overser, at den bibelske viden som kristne har i dag, for en meget stor del ligger på et lavpunkt. Et punkt der er så lavt at vi har svært ved at vurdere hvad der er sandt og hvad der er falsk. Endnu en af årsagerne til at jeg bliver udskældt så meget som jeg gør. Og her tænker jeg selvfølgelig ikke på de uenigheder vi to kan have nogen gange.
    Men når vi har så lav en standard, så er vi nødt til at undersøge tingene mere end vi normalt havde, og så tror jeg bestemt det er godt at vi undersøger tingene ordentlig. For deri vil der også være en opøvelse i at kunne bedømme, og holde fast i den sunde lære.

Leave a Reply