For mange år siden var jeg begyndt at ryge. Jeg syntes ikke det var nogen god idé at ryge så man blev afhængig, så jeg havde valgt at ryge på en anden måde. Det var kun noget jeg gjorde engang imellem. En gang om ugen eller en gang om måneden. Og så var det som regel en fin dyr cigar, som jeg nøje havde udvalgt nede i tobaksforretningen (ja, jeg ved godt det lyder snobbet, og det var det såmænd også). Det gjorde jeg et lille års tid, og jeg havde det fint med at sætte mig ned engang imellem og nyde den gode cigar. Nogle gange røg jeg også en cigaret, men det var også en som jeg havde rullet selv af noget særligt udvalgt tobak (ja snobberiet stoppede ikke hos cigaren).Men jeg oplevede at Gud begyndte at tale til mig om min rygning. Det betød at jeg valgte at holde helt op med at ryge, og argumenterne for det kan man også finde i bibelen. Her skriver Paulus om det med fokus på mad, men jeg tror bestemt også at den gælder for rygning (og tøj).

”Ødelæg ikke Guds værk på grund af mad. Alt er rent, men for den, der tager anstød af at spise det, bliver det noget ondt. Det rigtige er at lade være med at spise kød eller drikke vin eller gøre noget, som din broder tager anstød af.” Romerne 14.20-21

Det kunne godt være, at jeg kunne ryge som jeg gjorde uden at blive afhængig. Min måde at ryge på, gjorde at det ikke var noget som behøvede tage overhånd. (Jeg skal dog lige gøre opmærksom på at det modsatte også godt kunne være tilfældet, for hvad ved jeg om hvad det ville være sket, hvis jeg ikke var holdt op dengang?) Men hvad ville andre kristne som måske var svagere end jeg kunne komme til, bare fordi at jeg syntes jeg havde et afslappet forhold til rygning? Hvad nu hvis en svag kristen havde set mig ryge, og så have tænkt at når ham René ryger, som ovenikøbet har en tjeneste i menigheden, og samtidig har det fint med det, så er det vel også i orden for ham at ryge. Hvad kunne det så ikke få af konsekvenser for den svagere kristne? Hvis det medførte at han nu ville begynde at ryge, måske kun ved særlige lejligheder i starten, men fordi han var en svag kristen ville han måske i stedet blive afhængig til sidst. Ville jeg så ikke være medskyldig i at han blev bundet til nikotin? Ville jeg bryde mig om at have været en inspiration for det? Bestemt nej. Derfor tænkte jeg disse tanker: Var rygning så vigtig for mig, at jeg ville holde krampagtig fast i min ret til at ryge fordi jeg syntes jeg kunne styre det, at jeg ville lade det gå ud over svagere kristne som måske ikke kunne styre det? Jeg måtte konkludere at så meget betød rygning ikke for mig, så derfor lagde jeg det på hylden, og har ikke rørt det siden. Jeg ønsker ikke at lede andre til fald, derfor er der ting i mit liv som jeg har valgt fra. Men på samme måde mener jeg det også har betydning for andre ting som vi kristne leger med, og som vi forsøger at holde krampagtig fast i. Jeg ved godt at dette bestemt er et område der kan overdrives til en form for legalisme, og det ønsker jeg ikke. Så se det blot som en inspiration.

Share on Facebook

Leave a Reply