Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver os til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv.
Det er faktisk en ret stor pris. Den var stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og taberagtigt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv. Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om.
Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.

“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk gør det, det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!

Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse til et billigt evangelium, for det koster ikke noget.

Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.

Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen
Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg nogensinde har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så ville jeg prædike den her. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Men hør den kun hvis du er parat til at overveje den pris det har at blive en kristen. Ellers ville det være bedre om du aldrig hørte den. Her er linket: http://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm

På samme måde er det vigtigt at forkyndere der laver fejl, også tør erkende det. Forkyndere som ikke vil vedgå sig deres fejl, eller forsvarer deres fejl, er en fare for sig selv og for deres menighed. For forkynderen er formidleren af Guds ord til menigheden, og fordi han er forkynder, er han også et forbillede for menigheden. Så hvis han laver fejl, og ikke erkender dem, eller bortforklarer, eller forsvarer dem, så gør han det legalt for menigheden at gøre det samme. Det er ikke ensbetydende med at det er i orden for menigheden at begå fejl, men der er en årsag til at de nu begår fejl i større omfang end før. For når den som skulle gå foran dem, ikke vil ændre sin fejl, så er der vel heller ikke nogen grund til at menigheden skulle.

En mand som jeg har stor respekt for, men samtidig heller ikke er enig med i alt er pastor John MacArthur. Det er vel at mærke sekundære områder jeg er uenig med ham, så det kan jeg nemt klare. Jeg hørte en prædiken af ham hvor han fortalte at når han som forkynder og underviser lavede fejl, så var han nødt til at melde ud om det, og fjerne fejlene. Eksempelvis havde han engang prædiket til en søndagsgudstjeneste at antikrist ville være en jøde. Efter gudstjenesten var der nogen det talte med ham om det, og viste ham at han tog fejl. Så næste søndag holdt han en prædiken hvor han sagde at antikrist ville være en hedning (en hedning er en der ikke er jøde). Efter at have tænkt sig lidt om, og undersøgt sagerne lidt mere (han prøver ellers at undersøge sagerne rimelig grundigt i forvejen) kunne han se, at det var et emne som han ikke kunne sige så meget om. Han var gået ud over sine beføjelser. De to prædikener er fjernet i dag. De var forkerte og kunne ikke bruges til noget, og der var ikke nogen grund til at distribuere dem. Jeg har fået at vide at det samme er sket med noget af det John MacArthur har skrevet. Fordi han fandt ud af han ikke kunne stå inde for det han havde skrevet i forhold til bibelen.

Vi vil alle fejle. Og det vil forkyndere også gøre, hvad enten man er professor i systematisk teologi, eller har skrevet en bog om “Guds hemmelighed”. Men det er vigtigt at vi også kan stå ved vore fejl, og erkende at det er fejl, og ikke begynder at forsvare dem. Jeg bliver så ked af, og nogen gange vred når ledere i kirkerne ikke kan eller vil indrømme deres fejl. Når de hellere vil forsøge at se ud som om ingenting er sket. For de forsvarer ting som ikke skal forsvares. Hvis Kong David kunne erkende at han havde begået en (stor) fejl ved at ligge med Urias hustru og sidenhen få Urias slået ihjel, og derefter gifte sig med enken. Så burde vi andre også erkende vores fejl, som forhåbentlig er på et noget lavere alvorsniveau? David burde have det langt sværere med at indrømme hans fejl, end vi har med vores. Men måske er det derfor han blev kaldt en mand efter Guds hjerte. Hvilket vel også siger noget om det hjerte der tilhører en forkynder der ikke vil erkende sin fejl, men blot forsvarer dem.

Men hvad er vækkelse?
Sand vækkelse starter i kirken. Når Gud sender sin vækkelse over Danmark ( hvad jeg bestemt tror Han har i sinde at gøre), så starter det i kirken. Gud ønsker ikke at bruge en kirke der ikke er vakt for Ham. Det ser vi igen og igen i vækkelseshistorien. Først når en kirke er vakt, kan der komme vækkelse til den kirke. Den kirke der er vakt er også en kirke i brand. John Wesley sagde; Hvis du virkelig brænder for Jesus, så vil mennesker komme for at se dig brænde.

Vækkelsens kendetegn
Der er flere kendetegn ved vækkelse. De fleste har du nok hørt om i forvejen. Der har været megen bøn først og folk kommer strømmende til. Men har du fået at vide at to af de vigtigste kendetegn ved vækkelse er følgende: For det første bliver der forkyndt et klart Guds ord. Det bliver ikke bøjet, eller gjort smart. Jeg har endnu ikke læst noget i vækkelseshistorien som er baseret på præster der forsøgte at gøre Guds ord mere smart og spiseligt. Det er det modsatte der er tilfældet, hvilket burde få rigtig mange “moderne” præster til at tænke. For det andet er der en enorm syndserkendelse blandt dem der hører Guds ord. Tro mig der findes ikke nogen sand vækkelse som er sket på baggrund af et halvt evangelium som kun omhandler det positive. Vækkelseshistorierne fortæller at dem der hørte Guds ord græd over deres egen synd, de råbte til Gud om Han dog kunne tilgive nogen som dem, de omvendte sig fra deres eget liv, og valgte at blive Guds børn. Prøv blot at læse Peters Pinseprædiken i apostlenes gerninger kapitel 2. Der er dem der hører prædikenen så overbevist om synd at de faktisk afbryder Peter og spørger “Hvad skal vi gøre,brødre?”. De kunne ikke vente, fordi de kunne se deres synd, og kunne se et klart behov for at komme af med den synd.

Få Gud til at vække dig først
Hvis du vil have vækkelse, så bed om at Gud må vække dig først. Men vid hvad du beder om, for er du parat til at ofre af din tid til Hans ære? Er du villig til at give afkald på dine ynglingssysler og fritidsaktivitetet? Er du parat til at studere Guds ord, måske blive drevet til at bede mere end du har bedt før. Okay måske er du ikke, men så kan du, og også jeg ihvertfald bede Gud om at Han må gøre os parate. Så Han kan vække os, og bruge os i den vækkelse der vil komme, hvis der findes et lydigt folk der vil følge Ham.

Hvis man stadig synes det er svært, så skal man selvfølgelig høre på andre der kan finde ud af at se evangeliet i bibelens tekster. Og hvad det angår kan jeg anbefale Thomas Holden Jensens prædiken her over Markus 7.31-37. Hør den her nedenunder eller download den på: http://www.archive.org/details/2011_09_12SoendagEfterTrinitatis_1tr

Sådanne udtalelser skal man desværre ikke lede lang tid efter i kristne kredse, men det er en komplet ubibelsk konklusion, som viser at man ikke kender Guds ord og heller ikke ved hvem Gud er. Folk der siger sådan, siger faktisk at det er i orden at leve i synd. De samme mennesker der siger sådan, lever også ofte i synd. De mener jo ikke at Gud tager det særligt alvorligt. Men i samme åndedrag de siger det, glemmer de hvad der skete på korset. De glemmer årsagen til at Jesus måtte dø på korset. De glemmer at Jesus drak bægeret fuld af Guds vrede på det kors. Et bæger Han drak for at vi måtte undgå den vrede.
Det er kollosalt vigtigt at forstå bare lidt af den vrede som Jesus tog på sig der, for først når vi forstår den, så forstår vi også at synd er meget alvorligt i Guds øjne. Så alvorligt at Gud valgte at knuse sin egen søn på korset, for at vi måtte undgå at blive knust i al evighed i Helvede.

Så synd er meget alvorligt. Det er så alvorligt at en hellig og retfærdig Gud er nødt til at straffe det. Ikke for at jeg kan få lov til at leve i synd, men for at jeg kan undgå Guds vrede. En sand kristen lever som om man er vidende om dette. Vi kan lave fejl og synde, men vi kan ikke svømme rundt i synd, som om det er en god oplevelse. For det er os en ulækker oplevelse. Vi bryder os ikke om det. Dels fordi vi har fået del i Guds natur i frelsen, men også fordi vi har forstået at Jesus var nødt til at tage en meget hård straf på sig pga vores synd. Vi ønsker ikke at håne Hans værk på korset ved at leve i synd, men ære Ham ved at leve gudsfrygtige liv som er til Hans ære.

Så tak din Gud at Han valgte at lade sin egen søn tage straffen på sig, så at vi måtte kunne undgå den kommende dom. En dom som kommer en dag, men som Han venter med, fordi Han er nådig og holder sin vrede tilbage en tid endnu. Til dig som aldrig har omvendt dig, og ikke forstår hvad dette handler om, kan jeg anbefale dig at læse dette menupunkt som er på hovedsiden www.omvendelse.dk/synd.

For sagen er den at vi i bund og grund ikke har taget synd særligt alvorligt, i forhold til hvordan vi tog det før. Engang var det sådan at hvis et kærestepar i en gennemsnitlig frikirke flyttede sammen uden at være gift, så ville det medføre først en alvorlig samtale med ledelsen, og hvis det ikke hjalp, så ville det medføre en ekskludering af kirken.
Det var den bibelske metode, og det var også en metode der var med til at vise hvem der var en kristen, og hvem der ikke var. Hvis man valgte at bo sammen uden at være gift, og ikke mente det skulle betyde noget for ens gudsforhold, så var det det samme som at sige, “jeg tilhører ikke Herren, da jeg ikke vil underordne mig Herrens ord”. Man blev med andre ord ikke anset som en kristen.

Det var og er en bibelsk metode at forholde sig til den slags på. Det kaldte vi kirkedisciplin, men det er blevet et fremmedord mange steder. Jeg har oplevet at når jeg taler med folk som kommer i kirker hvor man ikke tager kirkedisciplin alvorligt, at det er nemt at vise dem at de har et forklaringsproblem. En sagde til mig, at hun bestemt ikke mente det var kirkens opgave at dømme om et par der boede sammen skulle ekskluderes af kirken, fordi de ikke ville omvende sig. Hun mente at det var godt for dem at have et tilhørsforhold, også selvom det åbentlyst var forkert.
Jeg spurgte hende så hvad hun mente hvis det var et homoseksuelt par? Så blev der stille, men så kom svaret; nej det kunne ikke tillades.
Jamen hvorfor dog ikke spurgte jeg?
Fordi de er jo homoseksuelle, det er jo forkert.
Men hvad er det lige der gør at deres synd er så meget værre, end dem der har valgt at bo sammen uden at være gift? Spurgte jeg igen.
Det, det, det, jamen det er jo homoseksuelle.
Vedkommende ønskede ikke at forholde sig til dette dilemma, det kom for tæt på, og viste noget var rivendes forkert i hendes og hendes kirkes argumentation (ja jeg ved at kirken havde samme mening).

Samtalen var ikke en enlig svale. Jeg har hørt den her andre gange, og jeg får det rigtig, rigtig dårligt med den slags. For hvad er det lige det signalerer? At mange kristne faktisk er homofobiske, når de vælger at forholde sig forskelligt til det bibelen beskriver som seksuel synd. De viser at de kun tager skriften alvorligt der hvor de selv er enige med den, men afviser skriften på områder hvor de ikke er enig. Men hvis skriften siger at der hverken er plads til det ene eller andet i kirken, hvad giver så en kirke lov til at sige: Vi godkender den ene del, men ikke den anden. Er det så ikke fordi man er mere påvirket af tidsånden, end man er ledt af Guds Ånd?

Dertil er spørgsmålet så også hvad man vil gøre den dag, staten vil gå ind og sige, at både folkekirker og frikirker skal acceptere homoseksuelle vielser, og udføre dem? Så har de kirker som accepterer at folk lever sammen uden at være gift, ikke noget som helst brugbart argument for at sige nej. De har jo allerede vist, at de ikke anser Guds ord for at være troværdigt og vigtigt nok til at efterleve. Men hvis de fortsat vil afvise homoseksueller vielser, så har offentligheden et godt og faktisk brugbart argument for at kunne konkludere at disse frikirker, er homofobiske når de gør forskel på folks seksuelle synder.

At man kan blive anklaget for at være homofobisk er hvad det er, personlig anser jeg mig ikke for at være det mindste homofobisk, for jeg ved hvad ordet betyder. Det kan man høre mere om her: http://sand.omvendelse.dk/skal-homoseksuelle-par-have-ret-til-at-blive-gift-i-kirken-261.htm. Men hvis ens argumentation for at afvise homoseksuelle er baseret på ens følelser og subjektive meninger, og ikke Guds ord, så får man et forklaringsproblem, og man signalerer faktisk homofobi. Og jeg er bange for at det er noget som vil komme rigtig meget frem det her, og vil være med til at sætte et skel mellem de kirker som tager Guds ord alvorligt, og dem der ikke gør. Selvom det sådan set burde være nemt nok at se i forvejen.

Se også følgende: http://sand.omvendelse.dk/linda-andrews-homoseksuelle-og-frikirkenet-2437.htm

http://sand.omvendelse.dk/frikirkelig-velsignelse-af-homoseksuelle-par-2460.htm

http://sand.omvendelse.dk/da-k%c3%b8dspiseren-ville-v%c3%a6re-medlem-af-en-klub-for-vegetarer-2501.htm

Tryk på play eller download til senere her:

Derfor er det så trist når der i dag er folk i kirkerne som påstår at man som kristen ikke må se sig selv som en synder. Det er jo desværre en lære som har bredt sig, særlig i de frikirkelige kredse der er påvirket af trosbevægelsen. En lære som eksempelvis Aage Åleskjær og Bob beeman står for. Bob Beeman ovenikøbet i en grad hvor han påstår at det er forkert af kristne at se sig selv som syndere. Folk der følger den slags lære er i stor fare for at ende i farisæerisme. For hvis man ikke må se sig selv som en synder frelst af Guds nåde, hvordan kan man da være overfølsom overfor synd? Og kan man med den overbevisnig overhovedet være ledt af Helligånden? Når man tager i betragtning at en af Helligåndens vigtigste opgaver er at overbevise om synd.

Som Paul Washer flere gange har sagt, at det tydeligste tegn på at du har oplevet Gud røre dig, er at du viser en større ovefølsomhed overfor synd. Hvis man ikke i større grad kan se synden i sit eget liv efter at have haft en oplevelse med Gud, så er det meget sandsynligt at det slet ikke var Gud du mødte.

John Arnott har ikke omvendt sig eller vendt ryggen til det der skete i Toronto.  Heller ikke efter alle de negative erfaringer man har derfra. Det kan lederne af Pinsevækkelsen i Danmark åbenbart heller ikke, selvom mange lægfolk i pinsevækkelsen godt kan se at det er et usædvanlig dårligt valg af hovedtaler. Hvilket bare endnu engang tydeliggør at mange af lederne i den kirkeretning er blinde vejledere. Men lad os prøve at se på nogen af frugterne fra Toronto bevægelsen, og så må vi en anden gang kikke lidt på hvad det er John Arnott og hans kone Carol er kendt for at sige og godkende.

Paul Gowdy
Insider-viden er alt andet lige et godt sted at starte. Og her er der en særlig person der træder frem, Paul Gowdy. Han var en af lederne i Wineyard menighederne i Toronto dengang i halvfemserne. Hvad han oplevede dengang, og hvordan han fik det dårligt med det, samt hvordan han i dag har konkluderet det som noget der var langt mere ødelæggende, end helende er skræmmende, men vigtig information at læse. For hvis det er det samme John Arnott kommer med til Pinsevækkelsens sommercamp, så er der god grund til at at enhver sund og bibelsk pastor og ældsteråd i pinsevækkelsen, tydelig markerer for den menighed Gud har givet dem ansvar for, at man ikke kan anbefale folk at tage på denne sommercamp. Man vil istedet advare på det kraftigste imod den. Her er lidt citater fra Paul Gowdys reflektioner efter Toronto bevægelsen, hele dokumentet kan læses på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

“Efter 3 år på højden af den såkaldte torontovelsignelse var vor Vineyard assembly i Scarborough ( Øst Toronto) stort
set selvdestrueret. Vi opslugte hinanden med sladder bagtalelse, splittelse, sekter kritik osv. Efter 3 år med græderi
bøn for mennesker, spasmer (systelser), rullen rundt grineri, brølen, tjenende hos TACF(Toronto airport church
fellowship), ledende lovsang hos TACF, forkyndende ved TACF, stort set levende hos TACF var vi de mest kødelige
umodne og villedte kristne jeg kender.”

Om selve oplevelserne som man kunne få i Toronto kirken skriver han:

“I bagklogskabens lys tænker jeg: Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg lo af folk, som forestillede at være hunde, som
tissede på kirkens søjler, jeg betragtede mennesker, som forestillede sig at være dyr, gø brøle klukke(som høns),
forestille at flyve med vinger, konstant opføre sig berusede og synge fjollede sange. Hvordan jeg kunne forestille mig
at noget af dette var virket af Helligånden forbløffer mig i dag. Det var larmende uhelligt og blasfemisk overfor
Bibelens hellige Gud. Jeg tror at jeg tænkte at så længe vi ikke underviste noget, som var i direkte modsætning til
Bibelens lære, så var det det vi kaldte det eksotiske. Det var et udtryk vi brugte om manifestationer, der ikke kunne
forsvares bibelsk. Vi blev undervist om at vi havde valget mellem et system, som var fuld af liv og uorden eller et
system, som en kirkegård med orden og død. Som en ung umoden præst ønskede jeg liv og uorden. Jeg glemte at Gud
ønsker at vi modnes i Ham. Jeg blev befippet over forskellige profetier – specielt en fra Carol Arnott, hvor hun havde
en brudeoplevelse, hvor hun blev haldt ind i samvær med Jesus, og hun sagde at den kærlighed hun oplevede var
bedre end sex. Jeg blev chokeret i min ånd. Hvordan kunne hun sammenligne Guds kærlighed med sex? Når vi
fornemmede at dæmoner gik grassat i vore møder underviste John Arnott os om at vi skulle spørge kommer eller går
de? Hvis de var på vej ud var det OK. John forsvarede den kao der var ved at sige at hvis vi bad Helligånden komme
og fylde os burde vi ikke være bange for hvordan skulle Satan kunne forføre os. Det ville gøre Satan stærk og Gud svag.”

På et tidspunkt blev det da for meget for Paul Gowdy, det var efter han havde denne oplevelse:

“Endelig en aften, hvor jeg lå og rullede rundt ”fuld i Helligånden” som vi sagde – faldt tiøren for mig jeg begyndte at
synge og børnehavesangen ”Mary had a little lamb its fleece was white as snow.”( Maria fik et lille lam dens pels var
hvid, som sne) Jeg sang den med en spottende ånd og omgående sagde mit hjerte mig at dette var en dæmon. Jeg
angrede omgående og var i totalt chok: hvordan kunne en dæmon komme ind i mig? Var jeg ikke nidkær for Guds
riges sag? Var jeg ikke forgabt i alt, ved Jesus? Jeg vidste at en uren ånd lige havde manifesteret sig igennem mig og
jeg var skyld i stor synd. Efter den oplevelse holdt jeg mig væk fra TACF, jeg vendte aldrig tilbage dertil, men havde
ikke den nødvendige overbevisning til at sige helt fra overfor hele oplevelsen, men troede at vi havde svigtet i at
håndtere velsignelsen godt nok.”

Læs hele Paul Gowdys reflektion på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

Du kan læse mere om invitationen af John Arnott på disse links: http://www.sommer-camp.dk/program/talere/gaestetalere.html

og her http://sand.omvendelse.dk/john-arnott-er-hovedtaler-pa-pinsevaekkelsens-sommercamp-det-er-trist-3403.htm

Næste gang jeg skriver om John Arnott vil jeg vise lidt mere om hvad det er for en modvækkelse som John Arnott og hans kone reelt står for, og hvorfor den er i direkte modstrid med bibelen.