Men i dag, er det som om det ikke er noget man ønsker at gøre. Man ser istedetfor igennem fingre med vranglære, og siger i stedet: “Lad os lære noget af dem”. Et af de områder hvor vi i særlig grad har set igennem alt for mange beskidte fingre, er hos trosbevægelsen. Jeg har flere gange taget det frem før at trosbevægelsen har ødelagt mangt og meget kirkeliv i Danmark. Men lad os nu en gang for alle, få vist hvorfor trosbevægelsen er en bevægelse der er ubibelsk, og farlig for den kristne kirke.

En af de bedste til at vise dette er Justin Peters som har en mastergrad i trosbevægelsen. Hans måde at afsløre trosbevægelsen på er ved at tage frem hvad folk som Kenneth Hagin, Benny Hinn, Kenneth Copeland m.fl siger. Disse folks lære er ikke kun noget folk som Jens Garnfeldt, David Hansen, og Ulf Ekman er inspireret af, men også mange andre som folk ellers anser som moderate balancerede forkyndere. Men som reelt set er blevet inficeret i deres forkyndelse af trosbevægelsen. Men lad os se Justin Peters gennemgang, som for nylig er blevet lagt ud i sin helhed på Youtube.

I den første video vil han gennemgå hvordan trosbevægelsens doktriner afviger fra bibelsk kristendom.

I den anden vil han gennemgå hvordan trosbevægelsens manifestationer afviger fra bibelske manifestationer. Nogle af disse manifestationer bruger trosbevægelsen til at argumentere for at Gud er med dem. Men ved nærmere granskning og sammenligning med bibelen, viser det sig at være noget ganske andet.

I den tredje video tager han trosbevægelsens hellige ko frem: Har alle kristne ret til at blive helbredt? Og hvad er omkostningerne ved at påstå at alle kristne kan blive helbredt? Det er ret store trosmæssige omkostninger det her giver, som man ikke taler højt om. Men hvad sker der med evangeliet, når der kommer en alt for stor fokus på helbredelse?

Hvis man stadig synes det er svært, så skal man selvfølgelig høre på andre der kan finde ud af at se evangeliet i bibelens tekster. Og hvad det angår kan jeg anbefale Thomas Holden Jensens prædiken her over Markus 7.31-37. Hør den her nedenunder eller download den på: http://www.archive.org/details/2011_09_12SoendagEfterTrinitatis_1tr

Hvad sagde han så?
Han prædikede Guds ord. Peter træder frem og siger at det der er sket, er hvad der er forudsagt i profeten Joels bog, og så citerer han fem vers fra Joels bog. Derefter fortæller han at Jesus som Gud havde sendt, havde de korsfæstet, og efter Han var død, oprejste Gud Ham fra de døde. Det bruger han så noget fra en salme af David til at underbygge, og forklare.Og så slutter han af med at sige:

“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” Apostlenes gerninger 2.36

Hvad var det så der var så specielt ved Peters tale? For det første så var forkyndelsen drevet af Guds ord og bygget op af Guds ord. Men det var samtidig et målrettet ord, for hans forkyndelse pegede på Jesus, og viste klart hvem Jesus er. Peter kom ikke med en masse filosoferen over hvordan Gud måske kunne være. Han begyndte heller ikke at tale om hvor mange gange Gud havde brugt ham til at helbrede folk, og hvor mange penge folk gav ham fordi de ville støtte en Guds mand. Han brugte heller ikke tid på at forklare at hvis man ikke talte i tunger ligesom han nu gjorde, så var man ikke en ordentlig kristen. Han talte slet ikke om at livet handlede om at have et mål, eller at man havde brug for at frigøre sit potentiale. Og absolut ingenting om at vi ikke ved hvad Gud mener, fordi det (ifølge nogen) skulle være svært at forstå hovedbudskabet i Guds ord.

Skarp bibelsk forkyndelse
Istedet var det et klart og tydeligt Guds ord der blev forkyndt. Han holdt ikke noget tilbage, de fik at vide hvem Jesus er, og at de havde korsfæstet ham, og var skyldige i at have slået Guds søn ihjel. Altsammen baseret på det der stod i Guds ord i forvejen. Det at Peter brugte skriften som han gjorde, og viste at skriften peger på Jesus, og selv pegede på Jesus, er de primære tegn på at man er drevet af Helligånden. En kirke som ikke gør det, er ikke drevet af Helligånden, men drevet af noget andet. Eksemplerne som jeg kom med foroven illustrerer kirker som ikke er drevet af Helligånden. Folk kan tale i tunger fra nu og og ti år frem, uden at der er noget Helligånd i det. Paulus selv taler imod at man skal gøre det, for han mente jo selv at det var vigtigere at undervise i ordet, end at tale i tunger (se første korinterbrev 14).

Første tegn
Så første tegn på at man er en kirke der er drevet af Helligånden er en forkyndelse der er bygget på Guds ord, viser hvad Guds ord siger og viser at ordet peger på Jesus og viser os hvem Han er og hvad Han gjorde på korset. Men der er også et andet tegn på at man er en kirke drevet af Helligånden.

Andet tegn
Det første tegn hænger fint sammen med det næste tegn på at kirken er drevet af Helligånden. For hvis forkyndelsen er baseret på Guds ord, og peger klart på Jesus. Så vil det også få en betydning for dem der hører det. Det er hvad vi ser der sker efter Peters prædiken på pinsedag. Der står:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?” Apostlenes gerninger 2.37

De var ikke upåvirkede af det de hørte. Det stak dem i hjerterne. De så hvem de selv var, syndere der havde brudt Guds lov, og stod strafskyldige overfor Ham. De oplevede det som sker under rigtige vækkelser, de så at de i sig selv var uden håb. “Hvad skal vi gøre?” er et af de mest normale spørgsmål som folk giver hvis de er i syndenød, fordi Gud drager på dem. “Hvordan kan jeg undgå Guds straf, hvordan kan jeg få tilgivelse, og kan Gud overhovedet tilgive en som mig”. Det er spørgsmål som vil dukke op hos folk i en kirke der er drevet af Helligånden. Både hos besøgende og faste kirkegængere. For Guds ånd blev sendt for at overbevise om synd. Og når Guds ånd virker sammen med ordet, så vil folk se at de er elendige, og uden håb i sig selv. For kun der kan de se at deres eneste håb er Jesus Kristus. Der kan man se behovet for omvendelse.

Man vil også se noget andet som vi ikke ser skrevet om på pinsedag, men andre gange at evangeliet bliver prædiket i bibelen. Man vil se at folk vil blive vrede, irriterede, fornægtende o.l. Et sted hvor vi kan se det er i Lukas 7.30 hvor Jesus siger.

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Dette blev sagt i relation til Johannes Døberen og hans forkyndelse. Den måde det bliver sagt på, viser at farisæerne faktisk vidste hvad Guds plan var for dem. D.v.s. at de vidste godt at Gud kaldte på dem. Men skriften siger at de forkastede den plan. Det er også det folk gør som har fået evangeliet at vide klart og tydeligt, men som vælger at overhøre evangeliet. De siger nej til Guds plan. Det kan godt være de kalder sig kristne, men hvis de har sagt nej til Guds plan, så vil det ikke hjælpe dem på dommens dag. De er som farisæerne Jesus omtalte. Der er ikke nogen forskel.

Hvis evangeliet bliver forkyndt ordentligt i en kirke, så vil det også have denne effekt. Fordi Gud har valgt at virke ved sin ånd, når Hans ord bliver forkyndt. Det er nemlig et ord som man er nødt til at tage stilling til. Ikke sådan at forstå at folk nødvendigvis skal tage en beslutning på stedet. Folk må godt få tid til at lade ordet virke i dem. Men det vil virke, og det vil medføre at folk enten siger ja til Guds plan, eller nej til Guds plan. Men for at kunne gøre det, skal man også vide hvad Guds plan er, og det er forkynderens opgave at gøre rede for det.

Men en kirke hvor forkyndelsen ikke stikker i hjertet, hvor der ikke længere bliver prædiket omvendelse fra synd, til Jesus. Det er også en kirke som ikke er drevet af Helligånden. For enten er man drevet af Helligånden, eller også er man ikke.

” Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.”

Dette er ikke rar læsning, for nogen. For det første er det ikke Guds ønske at kaste nogen mennesker i Helvede. Men fordi Han er en retfærdig dommer vil Han gøre det. Dem som har afvist det sande evangelium, vil Han styrte i ildsøen. Hvor er det bare utroligt vigtigt at vide at ens navn står i den bog. Det er ikke noget vi må tage let på.

Men hvor har jeg ofte mødt folk som siger, at de håber de er frelst. De tror nok de er kristne. De mener at Gud da nok vil tage imod dem, når de engang skal herfra. Det ville være meget vigtigere for dem at finde ud af om deres navn står i Lammets livets bog. For hvis vi ikke er overbeviste om at vi står i den bog mens vi er her, så skal vi slet ikke regne med at stå i den overhovedet. Dette ér ikke noget vi kan tage let på. Jeg kan ikke sige som Johannes Møllehave og de andre universalister, at Gud da ikke kunne finde på at straffe mennesker. For bibelen er så klar omkring dette, og er det fra start til slut, at vi ikke kan tillade os at ignorere den side af Gud.

Dem der står i Livets bog, er dem der tilhører Jesus Kristus. Dem der har overgivet deres elendige egne liv til Ham. Dem som kunne se at de ikke i egen kraft kunne gøre sig værdige til at komme ind i Hans nærhed. Dem der står i Livets bog er dem som Jesus siger DU ER MIN til. For en dag vil Han komme igen og så vil Han pege på mennesker som han vil sige Min, MIn, Min, til. Dem Han siger dette til, ved at de tilhører Ham, for de er forvandlede til nye skabninger ved den nye fødsel. Og er man født på ny, så er det noget man ved. Det er også noget der er synligt. For som Paulus skriver i anden korinter 5.17:

“Er nogen i Kristus er han en ny skabning. Det gamle er forbi, SE, noget nyt er blevet til!”

Det er altså noget man kan se. Dermed bør vi også være i stand til selv at kunne se, om vi er nye skabninger. Om vi virkelig er født på ny.

Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i. Men problemet hos dem opstår i at de taler mere om dem selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Nu er der sikkert allerede nogen der sidder og klapper i deres små hænder af det jeg skriver her, mens andre er blevet noget vrede på mig. Lad mig derfor lige gøre gøre klart at jeg hører til i den karismatiske lejr, men trives godt i begge lejre. Jeg tror på at Gud taler til os i dag, for ellers var der ikke nogen der blev frelst. For ingen kommer til Jesus uden at Faderen drager på ham (Johannes 6.44). Så jeg har ikke noget problem i at Helligånden kan give os et budskab vi skal give til andre, og jeg har heller ikke noget problem i at folk bliver helbredt hvis man beder for dem. Men hvad er der så galt med de eksempler jeg er kommet med her? ”

“Det handler om MIG fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i en, og en selv må blive mindre. Nej, der er her en usund fokus på at “JEG bliver brugt af Gud”. Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver der taler for meget om hvor meget Gud bruger ham eller hende. Særlig når det der virkelig er behov for, er at høre er hvad der står i Guds ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have at vi hører på HANS åbenbaring, HANS nye idé som BESTEMT er fra Gud og så videre.

Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab (Hoseas 4.6)
Desværre er vi så fattige på bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Det er noget jeg har oplevet meget selv, og nogle gange kan jeg stadig blive lidt fanget af det. Man kan måske kalde det min arv fra den karismatiske vækkelse. Men man kan blive så fokuseret på de oplevelser som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem som værende fra Gud. Men her er det vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej. Og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det prædikanten kommer med er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige ord vi skal bruge til det. Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene karismatiske prædikant efter den anden, i troen på at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt” at Gud bruger vedkommende. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse som gjorde at jeg pludselig blev en som “Gud brugte på en særlig måde”. Problemet i at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af at jeg bliver brugt på “en særlig måde”, og så ser at jeg har pletter som alle andre, og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det JEG oplevede, kan betyde at de i sidste ende vil falde fra troen. Fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning at vores forkyndelse, vores fokus, og vores liv, peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på hvor meget vi tror vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk). For hvis vi lærer folk som er kommet til tro, at bygge på den Herre Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed. Det er meget sandsynligt (nej sandheden er at det er helt sikkert) at jeg fejler. Men det er absolut sikkert at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på al det jeg gør, for det er jo ikke særlig meget. Jeg er blot et lerkar som før jeg blev et Guds barn var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt at der er en ting som særlig er et problem, for en del af de forkyndere der faktisk kender evangeliet, men taler mere om dem selv end de taler Guds ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille. For der er nogen som synes det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser” end de ønsker at høre et klart Guds ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit ord. Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser så ser vi i hans forkyndelse at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” Anden korinterbrev 4.5

To muligheder
Når man skal finde et nyt kristent fællesskab har man to muligheder. Enten at finde et eksisterende fællesskab, eller finde nogen at starte et kristent fællesskab op med. Nogen gange vil det første være den bedste løsning, mens det andre gange vil være den anden der er at foretrække. Som udgangspunkt tror jeg (og det er så bare min mening) at det bedste er at se om der findes en menighed, som kan leve op til de bibelske krav for en god menighed. Og her behøver man ikke være lovisk for at kunne tro på at det kan lade sig gøre. For bibelen viser at der kan findes menigheder som Gud er tilfreds med, og har ros til. Det ser vi i to af de syv menigheder som Jesus skriver til i Johannes åbenbaringens 2 og 3 kapitel. Syv menigheder, fem af dem får kritik, to af dem får ros. Og det var alle sammen menigheder som har eksisteret i virkeligheden. At to af dem får ros, viser at det kan lade sig gøre at være en menighed efter Guds hjerte. Det betyder selvfølgelig ikke at problemer ikke kan opstå et sådant sted, og heller ikke at alle i kirken lever fuldt ud efter Guds vilje. Men der er nogen minimums kendetegn for en sund menighed, og det er de kendetegn man skal se efter.
I dette og næste afsnit af serien, vil jeg se på hvad man skal se efter for at kunne vurdere om en menighed er sund eller ej.Derefter vil jeg beskrive hvordan man så kan være med til at starte en ny menighed, hvis det første ikke kan lade sig gøre. Og det er altså ikke helt så enkelt som nogen desværre gør det til. Men derom senere.

Det absolut vigtigste krav
Det at finde en anden menighed, kan være voldsom svært i den tid vi lever i. For man ønsker ikke at finde en kirke hvor det som var årsag til at man gik ud af en kirke, bare gentager sig. Det ved jeg at rigtig mange har prøvet, inklusiv mig selv. Hvordan kan man så undgå det sker? Kravene til en god kirke, er de modsatte kendetegn til en dårlig kirke. Så hvis man før havde et problem med at kirken ikke prædikede evangeliet, så er første krav til en mulig kirke, at den prædiker evangeliet. Men allerede her, kan det være vanskeligt at finde en der lever op til det. Men det er muligt. Det kan godt lade sig gøre at finde en kirke hvor folk er glade, og har et godt socialt netværk m.v. Men det er ikke ensbetydende med at evangeliet bliver prædiket. Bliver evangeliet prædiket, så er der også en god sandsynlighed for at vranglære ikke er et problem.

Men inden jeg går videre med dette emne, er det måske en god idé at beskrive, hvad man ikke behøver anse for et problem. Og her kan jeg bruge en af mine venner som eksempel. Han har været baptist siden hasn i sin ungdom blev frelst og døbt. Så han ville selvfølgelig gerne finde en god baptistmenighed, det sted han boede. Men det viste sig i det område han var, at baptistkirkerne ikke opfyldte kravene for en bibelsk menighed. Et lavt syn på bibelen, mangel på kirkedisciplin, og åbenhed for vranglære var et problem de steder. Så hvad skulle han lige gøre? For at gøre en lang historie kort, valgte han sammen med sin familie at kommme i en luthersk frimenighed. At en der bekender sig til et baptistisk syn kan komme i en menighed hvor man døber børn, kan være et voldsomt for nogen baptister at forholde sig til. Jeg personlig ville også engang have haft svært ved det, men det var fordi jeg havde et forkert vægtning af dåben. Min ven valgte at komme i den lutherske menighed, fordi forkyndelsen var evangelisk, man mente at bibelen var troværdig og tilstrækkelig, og man accepterede ikke enhver ny smart kirkestrategi fra USA o.l. At man havde et andet dåbssyn, men en ret forståelse af hvordan man blev frelst, og dermed også evangeliet, var det der var afgørende for min ven. Det var vigtigere at finde et fællesskab som havde et klart fokus på evangeliet, istedetfor kun at være enig om et dåbssyn. Hvis man skal vælge mellem dåbssyn og evangeliet, så må det være evangeliet der kommer i første række. Derfor var det et fornuftigt valg.

På samme måde kender jeg også en der var lutheraner, men fordi man ikke prædikede evangeliet i de lutherske kirker som var i hans omegn, valgte han at frekventere en baptistisk menighed. Så det kan gå begge veje det her. For når vi skal ud at finde en ny menighed, så skal vi smide vores personlige kæpheste i skabet, og istedet vurdere om det er en kirke der leverer et klart og tydeligt evangelium uden vranglære. Det vil være nemt at finde kirker som har fokus på vore personlige kæpheste, hvad enten det er dåbssyn, tungetale, profeti, endetidssyn, m.v. Men det er ikke disse områder der er afgørende. Det må altid være et ret syn på evangeliet som har den største betydning her.

I næste afsnit vil jeg kigge på hvordan du med din baggrund for udmeldelse af en menighed, kan bruge det som en lakmustest på en mulig ny menighed. For alt for ofte ender folk med at føle sig snydt her, fordi de ikke har meldt klart ud om deres baggrund for udmeldelse til den nye kirke.

Lad mig starte med helt klart at slå fast, at nedenstående eksempler ikke isoleret set er årsager til at forlade sin kirke. Men hvis der ikke sker en ændring efter at man har taget disse problemer op overfor ens ledelse,så er man ved at være tæt på at kunne forlade sin kirke. Men før man gør det, er der nogle ting man skal have overvejet meget kraftigt. Hvad det drejer sig om vil jeg komme ind på i et snarligt kommende indlæg.

Når evangeliet mister fokus
Noget som er et tydeligt tegn på at vranglære er kommet ind i kirken, er når evangeliet ikke bliver prædiket mere, eller efterhånden kun er noget der bliver talt om sjældent. Det er der normalt en årsag til. En af de årsager er ofte at vranglære er kommet ind, og har fået fokus istedetfor. På urkirkens tid var det ofte gnosticisme som havde fået den fokus. Gnosticisme var en blandet landhandel af forskellig vranglære, hvor folk bl.a. fik “en højere åbenbaring”, end det der allerede var åbenbaret i skriften. Dertil havde gnosticismen en markant fokus på menneskets egen evne, og i mindre grad hvad Gud allerede har gjort.

Trosbevægelsen
Der er ikke noget nyt under solen i dag. Vranglære sætter mennesker højt, og får Gud ned på et lavere niveau. Et sted vi eksempelvis ser det er i trosbevægelsen. Trosbevægelsens læresætninger siger at mennesket er små guder, og når man bliver en kristen, så får man guds autoritet, og evne til at skabe ting, ved det bekendte ord. Det er derfra vi har ideer som “bekend dig til frihed, til helbredelse, til succes og rigdom”. Men det at tale til sine omstændigheder er ikke en kristen tilgang til at løse problemer. Jeg kender folk der har prøvet at tale til deres regninger, men fandt ud af at der skulle mere til end det. Man var nødt til at tjene penge for at kunne betale penge. Meget simpelt, men åbenbart ikke for alle, der kalder sig kristne.

Prædiker tomme ord
Dertil ved jeg også om indtil flere velkendte ledere fra trosbevægelsen, som da det blev deres tur til at få en depression, eller en nedtur af en eller anden grund, viste at det de prædikede ikke fungerede alligevel. For hvis det virkelig passede at man bare kunne tale til sine omstændigheder og “bekende sig fri”, så er spørgsmålet hvorfor de så ikke har gjort dette i den situation de står i? Hvorfor går de ned med depression i flere år? Hvordan kan det være at når de har det hårdt, så går de til lange snakke hvor de får sjælesorg, og hjælp til at komme videre? Kunne de ikke bare bekende sig fri, eller finde en eller anden “speciel salvet” prædikant der kan lægge hænderne på dem? Får de depressioner og hårde tider fordi de ikke har tro nok, eller er det ikke bare fordi det de prædiker ikke kan er baseret på sandhed? Med andre ord, trosbevægelsens lære er direkte farlig og er ødelæggende for menigheder.

Når trosbesbevægelsen skaber kolde hjerter
Har du tænkt på at en sådan tilgang til at menneskelige kriser er med til at skabe kulde i kirken? Når en er syg, og trænger til omsorg, så får man istedet at vide, at man skal sige “Jeg er rask i Jesu navn”, og hvis man så ikke bliver rask, skyldes det at man ikke har tro nok. Det er ikke den omsorg som Jesus siger vi skal have for hinanden i bjergprædikenen. Ikke et sted påbyder han nogen at bekende sig fri, eller bekende sig rask. Den der helbreder er Jesus. Den der gør folk glade igen er Jesus. Det er ikke en tryllesætning som sætter os fri, men Jesus Kristus. Men den Jesus Kristus som sætter fri, bliver hos trosbevægelsen erstattet af min egen evne til at tro, og til at bekende og holde krampagtig fast i en bekendelse.

Trosbevægelsen er direkte farlig og skal ikke have nogen indpas i Guds kirke. Det kan godt være at det ser ud til at der er mange mirakler i trosbevægelsen, men det er ikke et argument for at godkende nogen. Det må og skal være læren der er afgørende her. Dertil er der også en stor del af deres mirakler som ikke er reelle mirakler, men massehypnose og bekendelser som ikke er sande ved næremere eftersyn.

Desværre har trosbevægelsens lære fået så meget indgang i mange kirker, at mange kristne ikke længere kan se forskel på hvad der er kristendom, og hvad der er trosbevægelse. Det har skabt forvirring hos kristne, det har skabt kulde hos kristne, og folk er blevet såret af trosbevægelsen, og af folk som er påvirket af tankerne fra trosbevægelsen. Så hvis din kirke er påvirket af disse tanker, så tag en seriøs snak med din ledelse, om hvordan de forholder sig til dette, og om det er noget de vil forsætte med at acceptere, eller vil rense ud af menigheden. Hvordan du kan tale med din ledelse om det har jeg skrevet om i dette indlæg: http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm 

I næste indlæg vil jeg vise et andet eksempel på vranglære der gør at man kan være nødt til at vurdere om man er nødt til at forlade sin kirke. Jeg kunne godt skrive flere eksempler, men de skal kun virke illustrative, og er ikke udtømmende. Men efter det næste indlæg regner jeg med at skrive hvad man så gør, når man ser sig nødsaget til at forlade sin kirke. For spørgsmålet er, om man skal finde en anden kirke (hvilket nogen gange kan være den bedste løsning), eller om man skal finde nogen at starte en ny kirke op med (hvilket andre gange kan være den bedste løsning). Men hvornår det ene er bedre end  det andet vil jeg også komme ind på, samt de faldgruber der kan være her. En ting er helt sikkert. Det er ikke godt slet ikke at have noget kristent fællesskab at komme i, og det vil jeg også forklare med tiden hvorfor det er tilfældet.

“Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.” Lukas 23.8.

Det er værd at lægge mærke til hvorfor Herodes var glad for at se Jesus. For det var ikke fordi Jesus var Gud der var blevet menneske han ville se Ham. Det var heller ikke fordi Jesus kaldte til omvendelse fra synd, det havde Herodes jo hørt før den slags fra Johannes Døberen, og det brød han sig ikke om. Nej, det der gjorde ham glad, var at han måske kunne få lov at se Jesus gøre en af Hans fantastiske undergerninger. Han ville se et mirakel.

“UNDERHOLD MIG Jesus. Vis mig noget sjovt som jeg kan fortælle mine venner om, lad mig se dine fantastiske tryllekunster som jeg har hørt så meget om.” Var tilgangen for Herodes da han mødte Jesus.

Så Herodes var i spændt forventning om at se noget han ikke havde set før, noget der var helt usædvanligt. Men hvad får han så? Jo, han fik en mand der virkelig var langt ud over det sædvanlige, men ikke på den måde Herodes forventede det. Han fik i stedet en mand som ikke sagde noget, fordi Han ikke havde brug for at sige noget. Der står at Herodes stillede Ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke. Og de skriftkloge og farisæerne rettede stærke anklager mod ham, og der står Han så bare, og hører på det hele. Men ingenting siger Han. Hvad bilder denne mand Jesus sig egentlig ind? Han står foran en af de mest indflydelsesrige personer i samfundet, og opfører sig som om Herodes var luft. Mage til uforskammethed. Vis mig dog et tegn og jeg skal lade dig slippe fri fra de fanatiske jøder her. Gør dog noget istedet for bare at stå der.”

Noget jeg kom til at tænke på da jeg skrev dette, men som jeg ikke kommer ind på i prædikenen, er at Herodes nok ville føle sig godt tilpas i en moderne søgervenlig menighed. Ja, han ville sandsynligvis have fundet det ret spændende at være til et Benny Hinn møde, eller sågar et møde med Christian Hedegaard. Særlig hvis han havde sin skøre pumpgun med, for den har da underholdningsværdi. Herodes ville være en mand som “ville være blevet nået” med moderne kirkevækststrategier. Men det var bare ikke det Jesus leverede til ham. Herodes ville have en gud der gjorde hvad han ønskede, men Jesus vil kun have disciple der følger efter Ham. Han kom ikke bare for at lave mirakler, Han kom ikke bare for at trække folk til sig ved spændende mirakelmøder. Jesus annoncerede heller aldrig om at der kom et mirakelmøde nede på Casareas bibliotek eller i synagoge. Han prædikede evangeliet, og derefter bad Han for syge som blev helbredt. Det var ordets forkyndelse der havde den største prioritet, ikke miraklerne. Hvilket Han også selv gjorde opmærksom på flere gange.

“Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« ” Johannes 6.26-27

Det burde også være dette som er drivkraften for enhver kirke. At give den mad som ikke forgår, men består til evigt liv. Den mad er det rene uforfalskede evangelium, og ikke et tilpasset budskab som taler mere til folks kød, end til deres hjerte. Jesus valgte ikke at nå Herodes på de betingelser Herodes fremsatte, og det skal vi heller ikke. Jesus nåede folk ved at give dem et klart Guds ord, og det der er så specielt ved dette, er at når Han gjorde det, så sad folk med denne oplevelse:

“Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” Mattæus 7.28-29

Den samme oplevelse bør folk også have i dag, når de går i kirke og hører Guds ord forkyndt. Vi kan ikke gøre det helt så stærkt og godt som Jesus gjorde, men det er hvad vi skal hige efter at komme hen til i forkyndelsen. Men der er nogle ganske særlige krav der er gældende for den form for forkyndelse. Og det er følgende: Forkyndelsen skal være bygget på Guds ord, drevet af Guds ord, og vise at skriftens mening er Guds ord. Hvis man får Guds ord til at handle om noget andet, så har man misset det. Derfor er det vigtigt for forkynderen, at Guds ord bliver udlagt klart og tydeligt, og intet mindre end det!

Forudsigelse
Da jeg startede Omvendelse.dk vidste jeg godt at det kunne skabe problemer for mig. Jeg var vidende om at mange i kirkerne ville være utilfredse med de ting jeg skrev om, og dermed vidste jeg godt at det ikke ville øge min popularitet. Det havde jeg fundet ud af da jeg begyndte at prædike evangeliet klart og ikke mudret eller ændret, det skabte en modstand jeg var blevet overrasket over, men ikke desto mindre vidste jeg det var den rigtige måde. Så det var ikke med den store lyst at jeg gik ind i dette arbejde, for jeg har ikke en indre drivkraft der går efter at blive upopulær. Jeg vidste bare at jeg var nødt til at gøre det alligevel. Mit højeste mål for denne hjemmeside har været at vise hvad evangeliet er, og hvad evangeliet ikke er. For det er lige præcis her, at den største mangel i det danske kirkeliv er. Alt for mange kristne og kirkegængere har glemt hvad evangeliet er, og er heller ikke i stand til at forklare det. Derfor har jeg gjort en del ud af at lægge prædikener på hvor evangeliet er en naturlig og bærende del af forkyndelsen. Plus at jeg her har lagt links til højre som linker til hovedsiden, som er langt mere evangeliserende end bloggen.

Også i de prædikener som umiddelbart har handlet om hvad der sker når vi ikke prædiker evangeliet, har jeg sørget for at evangeliet er den afgørende del. Hvorfor har det været så vigtigt for mig? Svaret er enkelt. Charles Haddon Spurgeon, en af de største prædikanter kirkehistorien har kendt til, var netop kendt for at ligegyldig hvilken bibeltekst han brugte, så kunne han se evangeliet i den og sørgede for at det var evangeliet der blev forkyndt udfra den tekst. Og sandheden er ogs¨at evangeliet er at finde i hele evangeliet, hvis bare vi kigger ordentligt efter. Men alt for mange prædikanter har fået Guds ord til at handle om at have et godt liv, få en bedre økonomi, få bedre venskaber osv. Udemærkede ting, men hvis de bliver forkyndt uden evangeliet, bliver det til lov istedetfor. Lov uden nåde vel at mærke. Der er brug for at danske præster vender tilbage til at prædike evangeliet, også selvom de ved at det vil betyde at store dele af menigheden vil forlade dem. Fordi mange af dem ikke ønsker at høre evangeliet. For evangeliet er en anstødssten, for dem der ikke tror, men til frelse for dem der tror.

Jeg er ond
Det er også noget jeg er klar over i det arbejde jeg får lagt her på bloggen. Der er nogen der tror at for mig handler det kun om at komme med historier om en frafalden kirke. Det være langt fra, jeg kunne skrive langt mere om dette, men jeg skal passe på ikke at overfokusere på det der er forkert, det vil betyde at jeg mister balancen (og det har der til tider været tendenser til). Jeg ved at der findes folk der læser denne blog af netop de årsager, og hvis man kun gør det, så har man et problem. For det handler ikke kun om hvad andre gør forkert, jeg er jo selv en synder og derfor skal en kristen passe på ikke kun at pege på andre. Vi er også nødt til at pege på os selv. Det skrev jeg engang om på et tidspunkt hvor læsertallene var steget til et ret højt tal. Da jeg havde så mange læsere tænkte jeg at det var på tide at pege på hvem vi mennesker virkelig er, og så bagefter pege på hvad Jesus har gjort for os. Det gjorde jeg i indlæggene Jeg er ond og Jeg er ond, men Gud har alligevel valgt at elske mig.
Efter at have skrevet dem, faldt læsertallet med en trediedel. Og det kunne ses et pænt stykke tid efter. Alt andet lige var det interessant at se, at bedømmelse vil man godt have af andre, men når det kom til en selv blev det for meget. Heldigvis lever jeg ikke af høje læsertal, da det ikke er en reklamefinansieret hjemmeside det her. Plus at jeg heller ikke får tiende fra folk der læser på bloggen. Men en præst der er ansat i en kirke med en presset økonomi (og dem er der faktisk mange af) kan desværre føle sig nødsaget til at holde det klare evangeliske budskab tilbage, for at beholde folk i kirken. Men sagen er stadig den, at en dag skal vi stå foran Gud og der stå til ansvar for vores måde at forvalte vores tjeneste på, ikke for hvor mange penge der kom ind i tiende. Den præst der ikke prædikede evangeliet i frygt for at mennesker skulle udvandre, vil blive kaldt en dårlig og utro tjener. Det ønsker jeg ikke for nogen præster, derfor har jeg også valgt at formane og opmuntre til at forkynde det vidunderlige smukke klare evangeliet igen.

Men er det sandt?
Så er vi tilbage til indlæggene igen. Dem som mange er blevet vred over. Her vil jeg godt indrømme at jeg godt kunne have skrevet mange af dem meget bedre, jeg vil også godt medgive at nogen af dem er skrevet i kødet. Det ville være dumt at tro andet, når man har skrevet 1000 af dem. Nogen af dem må være skrevet i kødet, da jeg har en syndig natur. Nogen af dem kunne jeg også have skrevet pænere, mens andre kunne jeg godt have skrevet mere klart. Jeg er et syndigt menneske som Jesus i sin nåde har frelst fra et liv i synd, elendighed og håbløshed, men jeg har stadig en syndig natur som bestemt kan påvirke måden jeg skriver på. Men spørgsmålet er ikke kun om måden jeg har skrevet det på, eller tonen jeg har i det (selvom det kan have betydning). Nej, det der er mest væsentligt her er om det jeg skriver er sandt. For hvis det er sandt, så er der mange præster der har et stort problem overfor Gud og deres menighed. Hvis det ikke er sandt, så er det mig der har et problem overfor Gud. Og et ret stort et faktisk.
Jeg har sat en ære i at der er mulighed for få en dialog. Jeg vil meget gerne i dialog med dem der er uenige med mig. Flere gange har det også medført nogle gode debatter. Nogle gange negative. Nogle få gange har det medført at jeg har fjernet indlæg jeg har skrevet. Hvis jeg pga en læser finder ud af at jeg har været for hurtig til at konkludere, så vil jeg også godt vise at jeg har taget fejl. Og helt ærlig efter 1000 indlæg, så må der være nogen af dem der står noget forkert i. Men jeg har også haft debatter med folk der var uenige, men efter et stykke tid har givet mig ret. Nogle af disse debatter har foregået i kommentarerne, mens andre på mailen. Men nu handler det ikke om jeg har ret eller ej. Men om det der står i Guds ord er sandt eller ej. For lige præcis her, ser jeg også at liberalteologien har invaderet kirker der engang var evangeliske. Guds ord er blevet til noget man kan diskutere hvad betyder, istedetfor at vise hvad betyder. Jeg ønsker at vise hvad Guds ord betyder, uden at bøje det til ukendelighed for at få det til at passe ind i mit lille hoved. Mit hoved er ikke godt nok dertil!

Frugter
En anklage jeg ofte har hørt, er at jeg bringer splittelse med mine skriverier, at jeg ikke skal dømme, og at der ikke er nogen frugter af mit arbejde. Den med splittelsen skyldes ofte at man ikke har en bibelsk forståelse af splittelse der er i orden, og splittelse der ikke er i orden. Derfor skrev jeg Paradokset om splittelse for at få klarhed over den forvirring som findes på det område. Til dem der siger døm ikke kan jeg anbefale at læse denne pupolære satiriske post som giver en tankevækkende vinkel. Eller læse hvad John MacArthur siger om folk der siger sådan:

“Folk som ikke ønsker at deres udsagn skal granskes, folk som ikke ønsker at blive holdt ansvarlige for det de prædiker eller tror på, folk som ikke ønsker at få at vide at de tager fejl, de kommer altid med dette bibelvers: Døm ikke for at I ikke selv skal dømmes.”

Så kom vi til frugterne. Har denne side nogen gode frugter? Jeg ville synes at det er for meget at påstå at denne side har skabt en hel masse gode initiativer i Danmark. Men den har været brugt til det, men det er ikke til at vurdere fra min side hvor meget af det kommer fra arbejdet på denne hjemmeside, og hvor meget fra anden side. Men jeg kan nævne noget som sammen med andre tiltag har været en frugt. Der har været mange kristne i Danmark som har fundet ud af at de ikke er de eneste der kan se der er noget fuldstændig galt med de moderne kirker i Danmark. At finde ud af at der er andre der mener som en selv, er både en trøst, og også med til at skabe en lyst og et håb om tilbagevenden til evangeliet. Der er også opstået initiativer rundt omkring. Folk mødes, studerer bibelen og beder sammen. Som følge af at folk er kommet i kontakt med hinanden igennem denne side, er der nogen der startede kirke op i Bjerringbro. En kirke jeg selv blev medlem af, efter at blive ekskluderet som forkynder i en anden kirke pga min juleprædiken sidste år. Og der ser ud til at være flere på vej. Der har været to sommerlejre medgode bibellærere som Paul Washer, Charles Leiter og Peter Hammond, plus et seminar med Justin Peters. Der er også folk der er begyndt at turde stillle spørgsmål til deres præst. Som har gjort opmærksom på de forkerte ting der foregår i kirken. Det er ikke altid det er blevet modtaget så godt, men det er vigtigt at disse ting bliver taget op, så lederskabet bliver husket på hvad der står i Guds ord. Og her har jeg fundet ud af at langt flere ledere end forventet har et fuldstændig forkert forhold til udsagnet “Rør ikke Guds salvede”. For det betyder ikke at man skal afholde sig fra at give bibelsk konstruktiv kritik.
Så er der også dem som takker for min anmeldelse af bogen “Hytten”. Bogen som folk har gjort til en moderne Pilrimvandringen, selvom det er to vidt forskellige guder de skriver om. Pilgrimsvandringen handler om bibelens Gud, det gør Hytten ikke. Foruden de andre bedømmelser jeg har af bl.a. Rick Warrens vrøvl og Joel Osteens ekstreme manipulering af Guds ord m.v. Disse bedømmelser som jeg har sørget for er dokumenterede, har også gjort at præster nogen steder ikke usagt har kunne promovere disse tåbelige bøger. Folk har bl.a. siddet i studiegrupper (som før studerede Guds ord) som havde fået at vide de skulle læse en bog af Rick Warren, undersøgt skriftstederne og fundet ud af at Rick Warren ændrede skriftens betydning. Det har givet mange debatter i de studiegrupper. Debatter som har skabt splid, men vel at mærke en splid som er nødvendig (læs Paradokset om splittelse. Men en ting som jeg anser som rigtig vigtig, er at denne hjemmeside har været med til at vise hvad evangelisation er. Det er nemlig ikke at være “relevant kirke” eller lave en masse socialt arbejde. Ikke at der er noget galt med socialt arbejde, men uden evangeliet er det tomt. Evangeliet er enkelt og det kan forkyndes så det giver mening. Noget som Ray Comfort har været en spydspids for, hvilket man kan se i den berømte video “Hells best kept secret”.

Sandheden om mig
I de tre år jeg har kørt denne hjemmeside, har jeg indimellem fundet ud af at der går nogle underlige om hvem jeg er. Rygter, halve sandheder, udokumenterede anklager o.l. Det er hvad man må leve med, når man viser hvad en lige pind er, og hvad en skæv pind er. (Den lige pind er evangeliet, de skæve pinde alt muligt andet).For hvad skal folk gøre ved det? Det nemmeste her er at komme med nogle dumme historier om hvem en er, og sørge for at de får en til at virke utroværdig, og dermed håbe at folk ikke vil læse hvad jeg skriver. Det har dog ikke hjulpet. For mange folk kan efterhånden godt se, at det jeg har advaret om, i dag er ved at ske for øjnene af os. Som når Frikirkenet eksempelvis inviterer en New Age filosof som hovedtaler til deres lederkonference. Hvem havde troet det for bare få år siden. Det er lige præcis den slags jeg har advaret om ville ske, hvis vi ikke snart omvender os fra vore ubibelske veje.
Jeg har ikke brugt så meget tid på at fortælle om mig selv, eller give modsvar på de underlige historier jeg hører. For jeg vil godt passe på med at prædike mig selv. Jeg synes der er for mange der bruger mere tid på at prædike dem selv, istedetfor at prædike Jesus. En der var kendt for det var den falske profet William Branham. Det der var kendetegnende for ham var at han elskede at fortælle hvad Gud havde sagt personlig til ham, hvad han havde oplevet af åndelige oplevelser her og der, og hvordan Gud brugte ham. Jeg får simpelthen spat af at høre folk tale sådan. Men dem er der rigtig mange af i dag.
De taler mere om hvad Gud har sagt til dem, hvad Gud har brugt dem til, og hvor tæt de lever med Gud. Hallo, det skal vi andre nok selv kunne finde ud af at vurdere om I gør. Hvad med at prædike Kristus i stedet for. Det handler nemlig ikke om hvordan I bliver brugt, men at Jesus bliver prædiket som død korsfæstet og opstanden. Folk der prædiker sig selv, har en kraftig tendens til åndelig arrogance, og det har jeg mange eksempler på.
Ikke desto mindre tror jeg tiden snart er inde til at fortælle mere om de ting jeg har oplevet igennem de sidste fire år. For jeg tror det kan være en hjælp til folk der står og er splittede over hvad de skal gøre i den kirkesituation de pt er i. Ikke at alle skal gøre som mig, men de tanker jeg har haft om det (forkerte og rigtige), og hvordan andre har gjort, kunne måske være en hjælp. Jeg ønsker dog ikke at gøre det uden at have det underbygget af Guds ord, netop for at undgå det bliver at “prædike mig selv“. For mine tanker og oplevelser er ikke en autoritet. Det er stadig Guds ord der er det. Dertil tror jeg heller ikke at det at jeg fortæller min historie vil stoppe de skøre historier jeg hører om mig selv. Det er bare sådan en ting jeg må leve med.

En bøn om vækkelse
Hvis du er en kristen, så brug din tid fornuftigt. Find ud af hvad Guds vilje er, hvad Guds vilje er for dig, og det finder du ud af ved at gå ind i vækkelse. Hør hov, kan jeg bare gå ind i vækkelse? Ja, du kan bede Gud og at vække dig, og når Han gør det (for det vil Han gøre hvis du beder Ham om det), så vil Han give dig en lyst til at søge Ham, igennem Hans ord. For sand vækkelse har altid vist sig at være kendetegnene ved en tilbagevenden til bibelen. Vækkelse kommer ikke ved at lave “relevante kirker”, “superåndelige kirker”, eller gøre det popsmart at være kristen, eller holde gospelkoncerter med dygtige sangere der ikke er født på ny. Sand kristen vækkelse har altid været kendetegnende ved at kirken har vendt tilbage til den bibelske forkyndelse, og når folk har hørt den har mange ikke kunne stå imod. Fordi Gud velsigner ved sit klare ords forkyndelse.
Den ser vi også i den største bibelske vækkelse der nogensinde har været. Den har jeg bl.a. prædiket over i kirken som jeg blev ekskluderet fra. Det er en den vi finder i det gamle testamente, om kong Josija som finder skriften frem igen, efter mange års fravær. Hvad det medfører kan man høre i denne prædiken “Josijas og den største vækkelse i det gamle testamente”.

Ja det blev et langt indlæg, med mange links. Jeg regner dog ikke med at de næste tre år vil medføre 1000 nye indlæg. Jeg har ikke den samme tid som før. Jeg har kone og tre børn som har førsteprioriteten, jeg er ved at videruddanne mig på Uni ved siden af mit arbejde, jeg prædiker i kirken jeg kommer i, og er med i netværket “Tilbage til bibelen“. Dertil er jeg madinteresseret, og har mine små hobbyer i form af gamle musicals og tyske film fra tyverne og trediverne (kald mig bare underlig). Så der er nok at se til. Men jeg ønsker at fortsætte med bloggen her, men ville ønske at der var flere der tog initiativet til noget lignende. Men vel at mærke folk der også elsker Guds menighed, har en god teologisk forståelse og en brand efter at fortælle andre sandhedenog advare imod den kommende dom. Noget de vil gøre på grund af deres kærlighed til Ham der gav sig selv for os på Golgatas kors, så vi kunne få evigt liv hos Ham i Himmelen. Amen.

Hvem var William Branham?
Noget som var ganske særligt ved Branham var at der skete mirakuløse ting rundt om hans arbejde og liv. Noget af det er påstået, mens andet ser ud til at være åndeligt. Men om det er det ene eller andet, er i denne sammenhæng ikke så vigtigt. Hvad der er mere vigtigt er at se hvad William Branham prædikede, og vurdere om det virkelig kan være i overenstemmelse med bibelsk kristendom.
Men Branham havde mange historier om ham selv. Hvordan et lys flere gange var set ovenover ham, eksempelvis lige efter han var blevet født. Hvordan folk fra den okkulte verden havde kontaktet ham og sagt at han var noget ganske særligt, og ville blive brugt af Gud. Og om hvordan Gud havde brugt HAM til diverse ting og sager. Der var altså mange historier som Branham tilsyneladende brugte for at få folk til at godkende ham som en særlig udvalgt profet. Der er noget der tyder på at der var brug for disse historier, for at få folk til at tro på, at det han ellers sagde var fra Gud. Tegnene fra ”Gud”, skulle pointere at budskaberne fra Branham også var fra Gud. Men hvad var det så for budskaber han kom med?
Budskaberne
Man kan finde flere ting i det Branham sagde, som er bibelske. Men som Justin Peters engang sagde: Der skal ikke meget stryknin i et rent glas vand, for at det bliver dødeligt at drikke det. Så det i sig selv at der var gode elementer i forkyndelsen, er ikke nok til at blive godkendt som bibelsk forkynder. Branham havde nogle ekstra åbenbaringer som han tillagde bibelen. Eksempelvis at Eva skulle have haft sex med slangen i Edens have. Derefter skulle hun have været sammen med Adam seksuelt. Og så have fået tvillinger. Den ene skulle så være Kain, og den anden Abel. Men de skulle ikke have den samme far. Dvs en af dem har slangen til far, mens den anden har Adam. Så Branham gør syndefaldet til en seksuel synd, og viser dermed at han skulle have mere viden om dette, end den bibelen viser os. Men bibelen var nu heller ikke det eneste troværdige skrift ifølge Branham. Han påstod at der var to andre steder hvor Gud havde skrevet sandheden. I stjernetegnene, og i pyramiderne. Det sagde han flere gange, eksempelvis som her fra hans prædiken ”Predestined mystery of his will”, hvor han sagde:

” God wrote three Bibles. One of them was the zodiac in the sky. That’s the first Bible. Man was to look up to realize that God is from above. Follow the zodiac. Did you ever study it? It even gives every age, even the cancer age. It gives the beginning, the birth of Christ. What is the first figure in the zodiac? The virgin. What’s the last figure? Leo the lion. The first coming and the second coming of Christ, all of it is written in there.
Then the next Bible was written was in stone, called pyramids. God wrote in the pyramids. If you study them, watch the ancient histories and wars, how they were built before the antediluvian destruction….
The third was wrote on paper—the Bible—for the great, smart, intellectual world to come. Now, as God has moved down through the age, we’re at Leo the lion. We’re at the capping of the pyramid. We’re in the book of the Revelation, at the last chapter.”

Så Branham mente altså at vi kunne finde sandheden I stjernetegnene. Noget som der ikke står nævnt noget om i bibelen. Men som viser sig at skyldes en særlig åbenbaring til Branham. Bibelen viser os heller ikke at pyramiderne skulle være specielt guddommelige, men Branhams åbenbaring siger noget andet.

Treenighedsfornægter
Men noget af det mest alvorlige ved William Branham, var at han fornægtede en af de vigtigste doktriner i kristendommens historie. Han påstod at treenighedslæren var dæmonisk. Samt at hvis man var blevet døbt i faderen, sønnens og Helligåndens navn, skulle man gendøbes, men kun i Jesu navn. Dermed gik han direkte imod det Jesus selv siger om dåbens praksis. For i Mattæus 28. 19 siger Jesus følgende:
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”

Der er rigtig mange andre meget alvorlige kritikpunkter på William Branham. Men er disse kritikpunkter i sig selv ikke nok til at man kan erklære en mand for en falsk profet? Han kaldte sig selv en profet, og profeterede over folk, nationer og fremtid. Men hans budskaber gik ud over det skrevne ord. Han havde åbenbaringer som lagde ting til skriften. Samt gik imod hvad der er kendt som god gammeldags historisk kristendom, når han gik imod treenighedslæren. Det der så kan undre, er at rigtig mange folk i en hvis del af den karismatiske kirkelejr anser William Branham, for den største profet i det sidste århundrede. Hvorfor de gør det , og hvilke konsekvenser det har for kristne der ikke er opmærksomme på William Branhams indflydelse, vil jeg komme ind på i næste afsnit.