“Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.”

Johannes siger her at vores glæde kan være fuldkommen. Samtidig har han beskrevet hvorfor den kan være fuldkommen. Det skyldes nemlig budskabet vi har fået, evangeliet. Det at vi har fået fællesskab med Gud igen, at vi er kommet tilbage til vores oprindelige formål, nemlig at leve for Gud og tilhøre Gud, og være sammen med Ham i al evighed. At vi har fået det, er der grund til at glæde sig over. Samtidig er glæden også en af åndens frugter, som vi kan læse i Galaterne 5. Så det er ikke bare noget vi kan gøre til et juridisk begreb som vi kan bygge på. Der er tale om en reel følelse af glæde. Men der er også den forkerte glæde. Den finder vi i Jesu fortælling om sædemanden. Hvor Han fortæller om de korn der blev kastet på klippegrund, som voksede hurtigt op, men blev svedet af solen. Der står om dem at:

“Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra.”

Noget som man burde lægge mærke til her, er det at de STRAKS tager imod ordet med glæde. Der er ikke tale om at de har nogen form for reflektion. Der har ikke været nogen tid til at tænke over hvad det indebærer at tage imod ordet. Man tager blot imod det, fordi det lyder godt, og tænk man får endda glæde, fred og frihed, for det er man jo blevet lovet, (kunne være et argument for sådan en hurtig omvendelse). Men som Jesus siger, når trænglser og forfølgelse kommer, så falder de straks fra. Ligeså hurtig som de tog imod ordet. Ligeså hurtig falder de fra. Lyder desværre meget som en stor del af dem der bliver “frelst” på de store vækkelsesmøder. For der er næsten aldrig nogen af dem der kommer næste søndag i kirken. Og dem der kommer næste søndag bliver der meget ofte kun en kort tid. Dem der forbliver i kirken efter disse vækkelsesmøder, er kun ganske få. Størstedelen falder fra når der kommer trængsler og modstand.

Men Jesus har selv forklaret hvad der er galt her. Disse mennesker har ikke vurderet omkostningerne, de tager for hurtigt imod, og lader ikke ordet og budskabet få rod. Jesus siger jo selv at hvis man skal gå i krig, så må man vurdere om man har råd til omkostningerne ved den krig. Eller at hvis man vil bygge et tårn, at man så skal vurdere om man har ressourcerne til at bygge det (Lukas 14.28-33). Sådan er det også med kristenlivet. Hvis vi ikke har tænkt over om vi er parat til at betale de omkostninger det indebærer at være en kristen, så bør vi tænke lidt mere over det før vi vælger Kristus. Det er en vigtig beslutning, som man godt må tænke ordentligt igennem. Ikke dermed sagt at man skal blive ved med at udskyde det, men få tænkt godt igennem hvorfor vi bør give os selv til Ham, også selvom det indebærer nogen timelige omkostninger.

For omkostningerne er kun timelige. De er der kun en kort stund, sammenlignet med evigheden. Men når vi har evigheden for øje, så er det faktisk ikke nogen særlig høj pris vi betaler. Og når vi har evigheden for øje, og kan se hvilken evighed det er vi har fået med Ham, så er der grund til virkelig at glæde sig!

“I am free to run
(I am free to run)
I am free to dance
(I am free to dance)
I am free to live for you
(I am free to live for you)
I am free
(I am free).”

Hillsong (eller Jared Anderson) har her valgt at give en fokus på frihed til at løbe, danse og leve (for Jesus vil de vil sige), og så lidt mere frihed igen. Men deres definition af frihed er diffus, og ikke engang tæt på den frihed som Kristus kaldte os til. For det har aldrig nogensinde været en frihed som gav os ret til at løbe og danse. Hvilket i sig selv er et rigtig dårligt argument for at takke for frihed. “Hurra jeg er fri til at løbe” er ikke et godt argument, men noget der er godt til at bruge til at manipulere en forsamlings lyst til at leve sig ind i en sang. Jeg har før set unge folk stå og løbe på stedet, mens de sang disse strofer om en diffus frihed.

Nej, Den frihed Kristus har kaldet os til må vi finde i bibelen. Når vi læser om den frihed, bliver den eksempelvis gange sat i forbindelse med det modsatte af frihed nemlig trælleåg. Som her hvor Peter i hans andet brev kapitel 2.17-20 skriver:

“Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af. Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første.”

Her taler Peter om de falske profeter, og advarer imod dem. De falske profeter lover godt nok frihed, men reelt set er det trælleåg man kommer ind over. Vi ser også at Peter siger at noget af det vi er sat fri af, er verdens urenhed. Da Kristus har gjort os fri af verdens urenhed. Så der er altså tale om noget med synd her.Paulus taler også en del om friheden i Kristus. Det ser vi særlig i Galaterbrevet hvor han skriver:

“Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Galaterne 5.1

Den frihed som Paulus omtaler her, er den vi har når vi er er født og lever i den pagt som Gud har tilvejebragt for os. En frihed hvor vi ikke længere er under trælleåg. Trælleåg som viser sig ved nærmere gennemsyn, at have at gøre med loven, og synden. For da vi ikke tilhørte Jesus, men var djævelens børn, var vi dels slaver af synden, og ville blive dømt under loven. Ikke nogen god sammensætning. Tænk engang at være slave af at bryde Guds lov, og så samtidig være tvunget til at blive dømt under den lov. Det var en situation som kun ville blive værre og værre for os. Men når vi har omvendt os til Kristus, og vores liv tilhører Ham, så har vi udover frelsen, også fået del i to vigtige ting.

Dels er vi ikke længere slaver under synden. Ikke dermed at forstå at vi ikke kan synde og fejle mere. Men vi kan ikke leve i synd, og svælge os i den som vi gjorde før. Vi har ikke længere lyst til det, fordi vi har fået en ny natur i Kristus. (se mere her).Og dels skal vi ikke længere dømmes under loven. Hvis vi er i Kristus (dvs tilhører Ham, og Han er vores Herre) så har Han taget vores straf på sig. Vi står ikke længere alene på dommens dag. Vi kan ikke længere blive anklaget, For Jesus har betalt vores straf, og betalt den fuldt ud. Vi er altså frie fra at blive dømt under loven. Og det giver en enorm frihed. Ikke til at synde som Paulus advarer os om, men til at leve som Gud har kaldet os til. Det betyder heller ikke ligesom antinomianisterne siger at der ikke er nogen lov mere. Men at vi har fået frihed til at fejle, forsøge og leve som børn af Gud, der prøver med alle de fejl vi nu engang har. Det er ikke en diffus frihed, som jeg skal forsøge at gøre til en frihed til at løbe og danse eller lignende forkvaklede forsøg på at beskrive friheden i Kristus. Det er en konkret frihed som gør at jeg ved hvad jeg har at glæde mig over.

Lad mig slutte af med dette. Friheden i Kristus er så stor, at vi nu har kollosal (ja nærmest ufattelig) meget plads til at fejle, samtidig med at det ikke er en frihed til at leve i synd. Præsten Johannes Møllehave tror jo faktisk på at Jesu kors giver ham frihed til at leve i promiskuøsitet. Så selv præsteuddannede kan have et forkert syn her. Men når jeg skriver at der er meget plads til at fejle, så er det fordi at vi nogen gange kan indskrænke friheden i Kristus, til en frihed der giver os mulighed til at prøve at leve så godt vi nu kan. Men hvis det var tilfældet, så ville vi alle være fortabt. For hvem af os har virkelig (ja, jeg mener virkelig) gjort alt hvad vi kan, for at leve som gode mennesker? Har det ikke altid været muligt for os at gøre det bare lidt bedre? Og hvis vi havde muligheden for det, så er det fordi vi ikke har gjort vort bedste. Sandheden er at det er ufattelig sjældent, hvis det overhovedet nogensinde er sket, at jeg har gjort mit absolut alleryderste bedste. Så jeg har i sandhed grund til at takke Gud for den frihed jeg har i Kristus, og for at den kan defineres, så den kan forståes og efterleves.

At lyve
Enhver der er født i denne verden, bliver født med et oprør imod Gud. En lyst til at gøre hvad vi selv vil, og ikke ære Ham der har givet os liv. Et sådan liv medfører brud på Guds lov, og gør os til skyldige forbrydere overfor Gud. Vi kan måske sige “jamen det er da ikke så galt med mig. Jeg har måske løjet nogle gange, men det er da ikke noget særligt”. Vi har en tendens til at gøre løgn til en mindre synd, som gør at vi måske kan have svært ved at se os selv som forbrydere i Guds øjne. Men det er fordi vi har en forkert forståelse af hvad løgn er.

Lad mig komme med en illustration. Hvis jeg lyver overfor mine børn, så bliver de måske sure på mig. Hvis jeg lyver overfor min hustru, så kan det være at jeg kommer til at sove på sofaen istedet. Hvis jeg lyver overfor min arbejdsgiver, kan han fyre mig. Hvis jeg lyver overfor en dommer, kan han sætte mig i fængsel. Men hvis jeg lyver overfor Gud, så kan Han sende mig til evig straf i Helvede. Desværre fungerer løgn således at en løgn overfor mennesker, også er en løgn overfor Gud. Dertil viser bibelen også at Gud tager løgn meget alvorligt. Se blot på ægteparret Ananias og Safira der løj overfor Peter i apostlenes gerninger 5.1-12. De døde på stedet da deres synd blev afsløret. Det var vel at mærke under den nye pagt dette skete. Så Gud tager løgn meget alvorligt, også under den nye pagt. Så alvorligt at løgnere bliver anset som fjender af Ham, ikke som venner. Ellers ville Han jo ikke putte løgnere i samme kategori som mordere, troldmænd og utugtige, som der står i Johannes Åbenbaringen 21.8:

“Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.”

Men hvem af os kan sige at vi aldrig har løjet? Og har man en gang løjet, så er man en løgner, og dermed fjende af Gud. Desværre for mig er Gud en almægtig Gud, og derfor en modstander som jeg ikke har skyggen af en chance for at overvinde. Jeg har tabt på forhånd. Jeg har kun en mulighed, og det er at få fred med Ham. Men da Gud også er en retfærdig Gud, kan Han ikke bare stifte fred med mig, og se igennem mine forbrydelser. Gud kræver retfærdighed. Men samtidig ved Gud også at jeg ikke på nogen måde vil være i stand til at betale den straf som jeg fortjener. Derfor har Han skaffet mig adgang til fred med Ham, ved Jesu stedfortrædende offer på korset. Jesus tog min straf der, og betalte for mig, så hvis jeg tilhører Ham, er min synd betalt fuldstændig. Det bliver til realitet i mit liv, den dag jeg har givet mit liv til Jesus Kristus. Så mit liv ikke længere tilhører mig selv, istedet er Han blevet min Herre.

Når Han er min Herre, og jeg lever med Ham som Herre, så har jeg fået fred med Gud. Så er der ikke længere fjendskab mellem Ham og mig. Også selvom der er noget i mit kød der stritter imod. For på trods af det, så tilhører jeg Ham, og har fået fred.

” Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.” Efeserbrevet 2.13-14

Så den fred bibelen omtaler, er ikke en diffus fred. Heller ikke blot en følelse af fred, som nogen gør det til. Det er en konkret fred jeg har fået med Gud, fordi jeg ikke længere er fjende af Ham. Jeg er Hans barn istedet, og har fundet tryghed hos Ham.

Så hvis jeg siger at jeg har fundet frihed, glæde og fred i Kristus, så er det ikke troværdigt hvis jeg kun har fået det som en ren følelsesmæssig tilstand. Det er troværdigt fordi jeg kan finde ud af hvordan jeg har fået det, hvorfor jeg har fået det, og hvad det betyder at jeg har fået det. Det kan jeg kun finde ud af ved at søge i bibelen. Når jeg kan gøre det, og ikke kun pege på det som en personlig oplevelse jeg har haft, så kan vi tale om at det skaber en troværdighed. Fordi vi nu har to vidner. Os selv og Guds ord.
Jeg vil i de næste indlæg definere hvorfor jeg har fundet fred med Kristus, hvad det er for en glæde jeg har fået i Kristus og hvordan jeg skal forstå den frihed jeg har fået i Kristus.Det er reelt set ikke stor teologi, men noget enhver genfødt kristen som har studeret Guds ord, burde kunne forklare. Desværre har vi mange steder glemt dem og gjort dem til floskler istedet. Faren ved det er at vi mister evnen til at kunne forsvare, og forklare det vi tror på. Men det er faktisk noget vi er kaldet til at vide, som Peter skriver i første Peters brev 3.15:

“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”

Næste del bliver om den fred vi har fået i Kristus.

Ikke altid så nemt
Det er ikke altid nemt at være en kristen. Jeg synes det ofte har store omkostninger. Så hvorfor har jeg holdt fast i troen alligevel? Måske skulle jeg kigge på en helt anden end mig selv her, for der er folk der har betalt langt større omkostninger end jeg har, og alligevel holdt fast i troen. Paulus som er den person der leverer størstedelen af det nye testamente betalte virkelig prisen. Det ser vi bl.a i det her:

“Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.” Anden korinter 11.24-28 (lidt uden for kontekst vel at mærke)

Hvordan kunne Paulus tåle så stor modstand, og ikke falde fra? Jeg tror noget af svaret ligger i at han med egne øjne havde set hvad der kan være den højeste omkostning for de kristne. Nemlig martyrdøden. Noget han ifølge ham selv havde været med til at udøve på kristne før hans omvendelse. Så da Paulus selv bliver en omvendt kristen, vidste han godt hvad han gik ind til. Han var ikke blevet lovet guld og grønne skove i dette liv. Han havde ikke fået at vide at Jesus havde en vidunderlig plan for ham eller lignende. Paulus gik hele vejen på trods af stor modstand. Modstand både fra egnes side og fra det romerske imperium.

Hvad vi ofte glemmer var at hans forkyndelse af evangeliet også bar præg af dette. For i den forkyndelse ser vi at Paulus advarer imod Guds dom, i stedet for at undlade at tale om den, sådan som vi plejer idag. Han holdt ikke sandheden tilbage.  Hvordan den forkyndelse lød, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt mere ind på næste gang.

Noget som man i særlig de kredse jeg kommer fra, har overfortolket i bibelen, er at det blev tungetale som skulle ses som et tegn på at man har fået Helligånden. Det har medført at diverse mærkværdige personer som Christian Hedegaard, Todd Bentley, Chuck Pierce m.fl. har sluppet af sted med at sige det mest forfærdelige vrøvl i kirkelige kredse. For det måtte jo være Helligånden der havde inspireret dem til det, de talte jo i tunger. Men sandheden er at vi ikke kan bedømme om en har Helligånden pga tungetalen. Hvilket jeg har skrevet mere forklarende på dette link.

Det sande tegn på at man har fået Helligånden er den evangeliske forkyndelse. For det er den der blev frigjort på pinsedag ved hjælp af Helligånden. Den evangeliske forkyndelse af Jesus Kristus igennem Hans disciple. Simon Peters Pinseprædiken er et studie værd hvad det angår, et studie jeg også har tænkt mig at gennemgå en dag her på siden. Men det der kendetegner evangelisk forkyndelse er at forkyndelsen indeholder disse fem punkter.

1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

5: Omvendelse og tro på Kristus

Alle disse punkter finder du både i Peters pinseprædiken og i resten af det nye testamente. Hvis en forkyndelse ikke indeholder det evangeliske budskab, hvori disse fem punkter er bærende, så er det ikke Helligånden det er ledt af. Her hjælper det ikke at bede fem timer i tunger, eller se syge blive raske. Det er for overfladiske fænomener, som ikke i sig selv har et evangelisk budskab. De behøver ikke være dårlige, men uden det evangeliske indhold er de tomme. Min ven Cameron Buettel har fået lavet en videoserie, hvor han også gennemgår hvorfor netop disse punkter er afgørende for den evangeliske forkyndelse. En forkyndelse som desværre er blevet en mangelvare i kirken, selv i de kirker som man siger er ledt af Helligånden. Men vurder selv om du hører disse ting i din kirke.

Dette siger Jesus til nogle farisæere og skriftkloge, efter Han har sagt til dem at det skal gå dem dårligt fordi de afviser evangeliet, og fordi de forhindrer andre i at høre evangeliet m.m. Bestemt ikke noget de blev glade for at høre, og som nok var med til at gøre dem endnu mere parate til at korsfæste Ham. For det Jesus sagde, var reelt set at de folk som i samfundet blev anset for at være de mest hellige, og dem der mest fortjente Guds velsignelse, at lige præcis dem ville der ikke være plads til i Guds rige. Sådanne proklamationer var slet ikke i overenstemmelse med det man ellers mente i samfundet om farisæerne og de skriftkloge.

Men Jesus nøjes heldigvis ikke bare med at sige at der ikke er plads til dem i Guds rige. Han forklarer også hvorfor. Og Han peger på deres gerninger. For deres gerninger viste at de ikke tilhørte Gud. En af de gerninger Han illustrerer dette med, er at Han vil sende profeter og vise og skriftkloge til dem. Men de vil slå dem ihjel i stedet for at modtage dem. De vil med andre ord, ikke tage imod folk fra den Gud, som de siger og påstår de selv tilbeder. Det at de ikke vil tage imod Guds udsendte viser at de ikke tilhører Gud, og at de i virkeligheden blot er hyklere som ikke har åndens frugter.

Sådan var det dengang under Jesu tid. Men der er ikke noget nyt under solen i dag. Vi har også farisæere og skriftkloge i kirkerne i dag, og det er de samme slags mennesker som afviser evangeliet i dag, som dengang. Folk der kan lide at blive set på som hellige og mere kloge end andre indenfor kirkelige ting. Men samtidig ikke er genfødte kristne, der lever i ånden og dør fra sig selv. Disse mennesker leder mange af vor tids kirker. Jeg kan nævne nogle få velkendte personer. Den nu forhenværende Roskilde stift biskop Jan Lindhardt der er mest kendt for sin åbenlyse liberalteologi, og præst og forfatter Johannes Møllehave som er kendt for at være universalist, og for at leve i åbenlyst utroskab med sin nu afdøde hustru. Begge er folk der har påstået de forkyndte evangeliet og var kristne, men i deres gerninger og lære har vist at de ikke kender Gud og heller ikke Hans ord, selvom de har eksamener i det. Begge har de også haft deres opgør med folk der var sande troende, som stod fast på sandheden. En sandhed som begge disse gentagne gange har afvist med deres udtalelser og gerninger.

Piskning i synagogerne
Vi lever i et land lige nu, hvor det ikke er accepteret at man pisker folk pga deres tro. Så det er ikke noget vi oplever lige nu. Men tingene kan ændre sig. Det er sket før, og det kan ske igen. Vi kan godt risikere også i et vestligt land at der ikke er plads til at have frihed til at tro og forkynde det man selv ønsker at tro. Når det sker, vil vi også i dette land kunne opleve at kristne som holder fast i bibelens troværdighed og autoritet vil blive forfulgt af den sekulære kirke, afhørt af den sekulære kirke, og tortureret af den sekulære kirke. Og jeg skriver med vilje sekulær kirke, for den kirke der kan finde på at gøre den slags overfor Guds folk (ja det gælder også for andre folk) er ikke en kirke som tilhører Gud, men er af denne verden. Deraf ordet sekulær.

Dem der vil udøve dette vil ironisk nok tro at de tjener Gud med dette. For de vil jo gøre det i kirkeligt regi, og dermed kunne argumentere for at de udøver deres religiøse arbejde. Der vil være kristne som pga denne forfølgelse fra den kirke som de troede de hørte til, vil falde fra troen. De kan ikke få det til at passe ind i deres ”teologi” at kirken bliver forfulgt at ”sine egne”. Men Jesus har advaret os imod dette i Johannes 16.1-3:

” Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.”

Ikke noget nyt under solen
Vi behøver altså ikke blive forvirrede over denne forfølgelse. At kristne bliver forfulgt er noget vi kristne er blevet lovet. At vi kan risikere at blive forfulgt af den sekulære kirke viser også at Jesus havde ret i sin forudsigelse. Jeg tror ikke som nogen gør, at dette kun gælder for den vestlige verden dengang den romersk katolske kirke styrede i middelalderen. Jeg tror heller ikke at det kun gælder for den tid som var på Jesu tid. Dette gælder også for os i dag. Der er ikke noget ved vores del af verden, eller den tid vi lever i, som skulle gøre at vi ikke er i risiko for forfølgelse fra en sekulær kirke. Det er en forfølgelse som vi alle kan risikere, og ikke en vi kan flygte fra ved at bede på en speciel måde, eller have en eller anden form for tro ”der er bedre end andres” sådan som nogen i trosbevægelsen fejlagtigt har indikeret. Kristne kan mener, tror jeg og er sikker på, i alle tider blive udsat for forfølgelse. Det sker på forskellige niveauer og metoder. Men hvis vi ikke er parat til at blive hængt ud som fanatikere, ekstremister, og fundamentalister med det nuværende niveau af forfølgelse fra den etablerede kirke (hvis man kan kalde det forfølgelse, ordet ekskludering er nok bedre) hvordan skulle vi så være parate til den kommende forfølgelse? Noget vi kristne må spørge os selv om jævnligt er, og vi er parat til at dø for vores tro, eller om vi trænger til at få vores tro fornyet. Det tror jeg er sunde spørgsmål at stille til sig selv, og til sine medbrødre og søstre i troen. Derfor denne korte serie.

Jeg kan huske at den gang det gik op for mig hvor enkelt evangeliet egentlig er, og hvordan det reelt set skal forkyndes, så tænkte jeg umiddelbart, at dem jeg arbejdede sammen med i det kirkelige ville blive ligeså begejstrede som jeg var. Den forkyndelse som havde åbnet mine øjne var dels Ray Comforts “Hells best kept secret” (SE HER)
og  Paul Washers  shocking youth message (SE HER).

Men jeg blev faktisk meget overrasket over at se den måde det blev modtaget på. Nogle få af dem jeg arbejdede sammen med var fuldstændig enige, men andre viste klar modstand mod den måde at forkynde på. Det var ikke en måde der passede til vore dage og andre ubrugelige undskyldninger var det jeg hørte. Men der var aldrig nogen bibelske argumenter fandt jeg ud af.

At jeg naivt troede at de andre kirkefolk ville glæde sig som jeg, er ikke usædvanligt. Den samme naivitet havde Luther også da han fandt ud af hvad evangeliet virkelig var. Det kan man læse ud af hans 95 teser som han satte op på Wittenbergs kirkedør. Der kunne man læse at han da bestemt regnede med at hvis paven vidste hvorledes man inddrev penge fra folk, så ville det medføre et øjeblikkeligt stop. Også at han da var sikker på at Paven ikke mente at man kunne blive frelst ved at købe sig til det med penge. Men Luther tog fejl. For paven var stærkt indblandet i denne forbryderiske måde at føre kirke på. Luther ændrede også ret kraftigt mening om paven senere hen.

Luther oplevede forfølgelse ikke så meget fra folket, men fra den kirke som han var en del af. Det samme sker for kristne i dag. De selvsamme kirker som folk kommer i, arbejder i og engagerer sig i, modarbejder folk der forkynder evangeliet. Man forsøger ovenikøbet at få dem fjernet. Det er ikke noget jeg skriver fordi jeg selv har oplevet det, for hvis det bare var mig, der oplevede det, så var det nok bare et tilfælde. Men det er noget folk oplever mange steder.

En fristelse
Der er i dag en fristelse for dem der oplever den modstand i kirken mod evangelisk forkyndelse. Det er den fristelse der får os til at tænke på om vi måske skal skrue lidt ned for den klare forkyndelse. Om vi ikke istedet skulle være lidt forsigtige, og istedet værre lidt smart og bare give små guldkorn her og der, og så håbe der er nogen der fanger det. Men det er en farlig fristelse. For hvis vi er fristet til det i dag, hvor vi kun mister positioner i kirken, hvor meget mere fristet vil vi så ikke være når det er fysisk forfølgelse vi vil opleve istedet? For det vil være det fremtiden vil byde. Fysisk forfølgelse fra en frafalden kirke mod dem der holder fast i evangeliet. Hvorfor jeg påstår det, og hvad bibelen siger om dette vil jeg komme på næste gang.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med kristenlivet. Men selvfølgelig er der gradueringer af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sædefrøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som når der kommer forfølgelse og trængsler falder fra, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej, ved jeg ikke og skal heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen åndelige kampsbønner, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen (se hvorfor i forrige afsnit her).

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver meget voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv? Og hvad er det for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord?

Se fortsættelsen som handler om Hvem der forfølger i det kommende afsnit.

Parat til at dø? Hvorfor skulle jeg være det?
Jesus advarede Hans efterfølgere om at det kunne koste dem livet. Han fik også folk som gik i døden for Ham. Men hvordan vil folk i kirkerne i dag forholde sig til forfølgelse? Måske skulle man se på hvad forfølgelse egentlig er, og hvordan den viser sig. Den første kirkes forfølgelse handlede ikke så meget om at de troede på Kristus. Der var plads til at tro på hvad man havde lyst til, bare man også anerkendte at Kejseren var Gud. Som borger i romerriget kunne man risikere at blive hentet af soldater, der tvang en til foran en figur af kejseren eller noget andet der skulle symbolisere kejseren, at sige “Domitian er Herre” (dengang Domitian var kejser). Hvis man ikke sagde det, mistede man hovedet.
Det var altså ikke selve det at man havde sin egen tro, der var noget galt med. Men at ens tro ikke godkendte og accepterede andre trosformer som gyldige. Ikke dermed sagt at kristne ikke kan leve side om side med folk som tilhører andre religioner. Det er jo nærmest kun i lande som bygger på kristne værdier at man finder plads til religions- og ytringsfrihed. Men kristendommen levner ikke plads til synkretisme (ord for at Gud findes i alle religioner). Men i den kristne tro er der kun plads til en Gud, og det kunne det romerske rige ikke acceptere. Man ville ikke leve med at nogen mente at der var en højere magt end romerriget selv.

Det er de samme årsager der findes i dag til forfølgelse. Det ser vi eksempelvis i det kinesiske samfund. Du kan godt finde kirker som ikke bliver forfulgt at staten der. Det er de kirker der er godkendt og autoriseret af den kinesiske stat. De er med andre ord underlagt staten. Men de kirker som ikke er autoriseret af staten, oplever gentagne gange forfølgelse. Hvorfor nu det? Den består jo ikke af kriminelle, eller terrorister som forsøger at undergrave staten. Men tværtimod af lovlydige borgere som ikke forsøger at skade staten. Men alene det at der er grupper i befolkningen som har en autoritet som er højere end staten selv, er noget som den kinesiske stat frygter. Man vil ikke høre tale om en autoritet højere end dem selv.

Når vi ved dette, så betyder det at forfølgelse af kristne også vil kunne finde sted i den vestlige verden. For nu kan vi se at det ikke handler så meget om ytrings- og religionsfrihed. Men om at kristne kan få lov at til at have en autoritet der er højere end staten, eller endog kirken. Når man ikke længere kan acceptere at kristne fortsat ikke vil anerkende abort, stadig ikke vil anse ægteskab mellem homoseksuelle som et ægteskab (uden at det er et forsøg på at forfølge homoseksuelle, men blot et forsøg på at holde fast i det der står i Guds ord), og heller ikke vil anse andre religioner som værende troværdige, så er tiden inde til forfølgelse her også. Vi vil på trods af at det er fra kristne at ideer om ytrings- og religionsfrihed er opstået, blive anklaget for at indskrænke det selvsamme. Og blive anklaget af folk der er blinde for at de selv indskrænker ytrings- og religionsfriheden med deres mangel på anerkendelse af kristnes måde at tro på.

Fortsættes….