Det har John MacArthur holdt en meget skarp og klar prædiken om sidste år, som enhver i den karismatiske bevægelse ville kunne få noget ud af at høre på. Jeg vil endda sige at man godt kan høre den og være karismatiker bagefter. Så længe det man mener at kunne få fra Gud, er i 100 % overenstemmelse med ordet, og ikke lægger noget nyt til. For det er lige præcis her at usund karismatik opstår, når man begynder at lægge noget til skriften. Og tro mig, der er mange der har lagt meget til skriften. Noget som også sker ofte i Danmark, det er altså ikke bare et amerikansk fænomen. De ting MacArthur taler om i denne prædiken er også ting vi er nødt til at advare om i Danmark. Vi har mange der er blevet misledt p.g.a. folks falske profetier, og åbenbaringer. Men hør selv og vurder om der ikke er noget om det MacArthur siger i denne forkyndelse:

På trods af at Immanuelskirken accepterer folk lever i åbenblys synd, istedetfor at advare imod syndens løn, og på trods af uenighed hos baptisterne om Immanuelskirken, så er de stadig en del af det danske babtistsamfund, og deres prædikanter bliver brugt af andre baptistkirker. På trods af at man er uenig med dem flere steder. Men netværket er åbenbart vigtigere at holde stærkt, selvom det går imod bibelen. Hvilket efterhånden er noget der er blevet symptomatisk for flere kirkesamfund. Tal ikke imod noget der tydeligvis er forkert for ikke at splitte et netværk som indeholder en stor del frafaldne kirker. At tale offentlig imod en frafalden kirke er åbenbart ligeså forkert som at sparke til en hellig ko i Indien.

Jeg en baptist
Men tilbage til baptisterne. Jeg kommer selv i en baptistkirke, men vi er ikke en del af baptistsamfundet i Danmark. Vi bekender os til baptistbekendelsen af 1689 som mange andre baptistkirker i verden. Men baptistsamfundet i Danmark, har vi ikke noget ønske om at være en del af. Der er alt for lidt bibelsk tilgang i det netværk, og alt for meget politisk korrekthed som går i lidt for fin tråd med tidsånden.
For nylig blev jeg spurgt om hvad for noget synd i baptistkirken jeg havde et problem med. Det svar jeg gav blev redigeret bagefter, hvilket er i orden at gøre, da det ikke var min blog det skete på. Og en blogs indehaver har ret til dette. Men her er hele svaret nedenunder. Det er nemlig den samme begrundelse for at den kirke jeg kommer i, ikke kan være en del af et sådan verdsligt netværk. Det ville være i modstrid med Guds ord. Forresten det jeg skriver om Johannes Møllehave og Lone Hertz er offentlig viden som ligger frit tilgængeligt. Det er heller ikke noget nogen af dem forsøger at skjule, men står offentlig frem med. Hvad jeg skriver om Thomas Willer er også velkendt. Han er manden der om nogen har inficeret baptistkirken med læren fra Emergent church bevægelsen, og stadig ikke har erkendt det var en fejl selv efter Emergent church er blevet en død sild i USA.

Her er hvad jeg blev spurgt om: “Der er mange ting vi (baptister red.) ikke har turdet tage op og se i lyset af Guds ord, og det skulle vi have gjort for lang tid siden. Du skriver, at der er mange andre, vil du nævne de vigtigeste af de mange?”

Her er mit svar: Jo det kan jeg godt, men jeg vil altså lige gøre opmærksom på at det så ikke kun bliver en kritik af baptistsamfundet. For det samme som er sket for dem er desværre også sket mange andre steder. Men der er en tendens til at flere ting først er startet her, for så at sprede sig. Og igen kan jeg finde eksempler fra andre kirkesamfund hvor der også er spredt dårligdomme fra.
Baptisterne var allerede i tredserne modtagelig for liberalteologi, i og med at man begyndet at åbne op for et bibelsyn som ikke var baseret på bibelen. Man accepterede at der var dele i bibelen som ikke var Guds ord, og det er noget man finder hos rigtig mange baptistpræster i dag. Flere af dem mener at de er i stand til at vise hvilke dele af bibelen der ikke er troværdige og hvilke dele der er. De afviger altså fra doktrinen om at bibelen er fuldt ud troværdig og tilstrækkelig. Dertil har synd spredt sig på en måde der gør at det i dag mange steder er i orden at leve i åbenlys synd i kirkerne. Det startede måske med den baptistpræst der i starten af 80erne (eller slutningen af halvfjerdserne) blev skilt fra sin hustru. Det store problem var ikke at han blev skilt, men at man ikke som baptistsamfund tog sagen op for samlet at vurdere om han var i stand til at fortsætte som pastor eller ej. Man undersøgte ikke engang sagen. Det medførte at man på sigt tog dette emne mindre og mindre seriøst. Kravene til pastorerne blev også mindre og mindre bibelske og i dag har man jo også kvindelige præster hos baptisterne og i ledelsen. Noget som der ikke er givet hjemmel for i bibelen. Men igen den siger flere baptister jo ikke er fuldt ud troværdige og heller ikke tilstrækkelig, da man anser dele af den for ikke at være Guds ord.
I dag er liberaltteologien jo også spredt godt og grundigt udover det meste af baptistsamfundet. Da flere af pastorerne (de seneste) har fået undervisning på det hedengange SALT. På SALT havde man nogle af de allerværste liberalteologer til at undervise, og man inviterede tilmed vranglærere som Doug Pagitt og Tony Jones. Folk som ikke tror på at der er en fortabelse og derfor heller ikke har brug for at prædike evangeliet. En af dem der var med til det er Thomas Willer. Ikke for at være personlig imod ham. Jeg har ikke noget udestående med ham. Men han er et symptom på at der er noget galt. At man overhovedet giver ham plads på en prædikestol viser at man ikke forstår hvad der er evangeliet og hvad der ikke er. Han står for noget af den mest elendige liberalteologi. Ja den er så galt at der nærmest er mere indhold i det Katrine Lilleøre eller Johannes Møllehave siger. Og det var ikke en anbefaling af dem.
Nu vi er ved Møllehave, manden som er bekendene universalist, promiskuøs og sadomasochist, m.v. ham havde baptisterne jo inviteret til deres sommerkonference for en tre år siden. Da han så fik hjerteproblemer, aflyste han og man fik Lone Hertz i stedet. En kvinde som heller ikke er kristen satte man altså på prædikestolen der. Lone Hertz har eksempelvis udgivet det gnostiske skrift Thomasevangeliet (hvilket viser hun ikke fatter evangeliet) og for det andet sender hun sin mental handicappede søn til prostituerede så han også kan leve et ”seksuelt” liv.
I stedet for at vise at universalisme, promiskuøsitet, gnosticisme o.a. ikke er noget der skal have plads i Guds kirke, så har baptisterne sat folk der lige præcis står for disse ting på deres prædikestol. Og det har også medført det problem at når I kan gøre det, I der engang stod for evangeliet, så kan andre vel også gøre det. Der er noget der har spredt sig, og det er ikke noget godt.

Det burde være modsat. For de fleste kirkesamfund er jo dannet på grundlag af vækkelse Gud har sendt. Baptisterne spredte engang det sande evangelium og var kendt for at være bibeltro og Jesus-elskende. Min tipoldefar var med til at starte baptistkirken i Frederikshavn og han var med i den store baptistvækkelse omkring år 1900 i nordjylland. Min oldefar blev frelst under en lignende vækkelse i 1930erne (også i Nordjylland). Begge vækkelser skabte store dønninger i samfundet dengang. Også i den etablerede kirke. Jeg ved om præster fra folkekirken som kan se effekterne af disse vækkelser helt frem til i dag. Det burde være sådan kirker spredte noget til hinanden. Det vil jeg rigtig gerne se igen. Det tror jeg er muligt hos både baptisterne, pinsefolk, IM, LM m.m. Men det kræver at vi gør vores del, og beder til at Gud gør det Han har sagt Han vil gøre. Vores opgave er at prædike evangeliet, så vil Han kalde på mennesker ved sin Helligånd. Han har ikke lovet at kalde på folk hvis vi prædiker noget andet end evangeliet.

Medlem af Immanuelskirken Laura fra X-faktor

Kim Thomassen om Immanuelskirken

Medlem og medarbejder i Immanuelskirkens om sit liv

David stiller i sit indlæg nogle spørgsmål som folk der er tilknyttet Indre Mission skulle tage og spørge deres lederskab om. For det er bestemt nogle spørgsmål der er vigtige at få afklaret, sådan som kirkesituationen er mange steder i dag. Så man kan finde ud af hvor langt man kan fortsætte med at støtte et lederskab som bevæger sig længere og længere væk fra bibelsk grund.

Se indlægget på dette link: http://www.apologetik.dk/?p=1292 

Hvordan kan nogen med deres forstand i orden sætte en sådan forfører på en prædikestol? Han er om nogen en mand der kommer med falsk håb, falsk frelse og falske helbredelse. Her er artiklen fra den engelske avis Express: http://www.express.co.uk/posts/view/287652/-Beware-of-the-tattoo-preacher

Læs mere om Todd Bentley og hvad han står for her: http://sand.omvendelse.dk/er-todd-bentleys-mirakler-trov%c3%a6rdige-371.htm eller søg på Todd Bentley i søgefeltet.

Den første jeg har valgt at starte med er Henrik Ølholm Csizmadia, som har en såkaldt ”befrielsestjeneste”. Jeg har skrevet lidt mere om Henrik på dette link: http://sand.omvendelse.dk/henrik-%c3%b8lholm-csizmadia-anbefaler-falske-profeter-fra-trosbevaegelsen-3734.htm

Dette er min første gennemgang af en prædiken på den måde, og den kunne godt laves bedre. Men jeg synes det er en udmærket start. Jeg har nemlig tænkt mig at gennemgå flere prædikener på denne måde. Jeg havde i første omgang tænkt på både at tage gode og dårlige prædikener. Men efter nærmere overvejelse har jeg valgt at lægge gode prædikener på uden at kommentere, da der jo ikke er brug for det på en god prædiken. Og dem findes der heldigvis stadig nogen af. En dårlig prædiken derimod kan være god at kommentere på, da det for nogen er svært at høre hvorhenne fejlene bliver begået, fordi man er blevet vant til at få en dårlig forkyndelse. Hvem det bliver jeg vil gennemgå næste gang vil jeg vente med at afsløre.

I denne gennemgang vil man bl.a. høre hvordan Henrik påstår at kirken i fremtiden skal være fysisk rig (på guld), og ikke have nogen syge, og have ildsøjler indenfor i kirken som brænder dæmoner ud. Du vil også kunne høre ham profetere over en pose M &Ms og give folk sjove meddelelser fra Gud baseret på deres tøjmærke. Men du vil ikke høre Henrik prædike evangeliet. Men i stedet høre noget der ikke har sit udspring i bibelen. Efter at have hørt denne prædiken burde man være rystet over at nogen kan finde på at sætte Henrik Ølholm Csismadia på en prædikestol.
Tryk på playknappen eller download den til senere brug.

Frit oversat fra J. C. Ryle

For sagen er den at vi i bund og grund ikke har taget synd særligt alvorligt, i forhold til hvordan vi tog det før. Engang var det sådan at hvis et kærestepar i en gennemsnitlig frikirke flyttede sammen uden at være gift, så ville det medføre først en alvorlig samtale med ledelsen, og hvis det ikke hjalp, så ville det medføre en ekskludering af kirken.
Det var den bibelske metode, og det var også en metode der var med til at vise hvem der var en kristen, og hvem der ikke var. Hvis man valgte at bo sammen uden at være gift, og ikke mente det skulle betyde noget for ens gudsforhold, så var det det samme som at sige, “jeg tilhører ikke Herren, da jeg ikke vil underordne mig Herrens ord”. Man blev med andre ord ikke anset som en kristen.

Det var og er en bibelsk metode at forholde sig til den slags på. Det kaldte vi kirkedisciplin, men det er blevet et fremmedord mange steder. Jeg har oplevet at når jeg taler med folk som kommer i kirker hvor man ikke tager kirkedisciplin alvorligt, at det er nemt at vise dem at de har et forklaringsproblem. En sagde til mig, at hun bestemt ikke mente det var kirkens opgave at dømme om et par der boede sammen skulle ekskluderes af kirken, fordi de ikke ville omvende sig. Hun mente at det var godt for dem at have et tilhørsforhold, også selvom det åbentlyst var forkert.
Jeg spurgte hende så hvad hun mente hvis det var et homoseksuelt par? Så blev der stille, men så kom svaret; nej det kunne ikke tillades.
Jamen hvorfor dog ikke spurgte jeg?
Fordi de er jo homoseksuelle, det er jo forkert.
Men hvad er det lige der gør at deres synd er så meget værre, end dem der har valgt at bo sammen uden at være gift? Spurgte jeg igen.
Det, det, det, jamen det er jo homoseksuelle.
Vedkommende ønskede ikke at forholde sig til dette dilemma, det kom for tæt på, og viste noget var rivendes forkert i hendes og hendes kirkes argumentation (ja jeg ved at kirken havde samme mening).

Samtalen var ikke en enlig svale. Jeg har hørt den her andre gange, og jeg får det rigtig, rigtig dårligt med den slags. For hvad er det lige det signalerer? At mange kristne faktisk er homofobiske, når de vælger at forholde sig forskelligt til det bibelen beskriver som seksuel synd. De viser at de kun tager skriften alvorligt der hvor de selv er enige med den, men afviser skriften på områder hvor de ikke er enig. Men hvis skriften siger at der hverken er plads til det ene eller andet i kirken, hvad giver så en kirke lov til at sige: Vi godkender den ene del, men ikke den anden. Er det så ikke fordi man er mere påvirket af tidsånden, end man er ledt af Guds Ånd?

Dertil er spørgsmålet så også hvad man vil gøre den dag, staten vil gå ind og sige, at både folkekirker og frikirker skal acceptere homoseksuelle vielser, og udføre dem? Så har de kirker som accepterer at folk lever sammen uden at være gift, ikke noget som helst brugbart argument for at sige nej. De har jo allerede vist, at de ikke anser Guds ord for at være troværdigt og vigtigt nok til at efterleve. Men hvis de fortsat vil afvise homoseksueller vielser, så har offentligheden et godt og faktisk brugbart argument for at kunne konkludere at disse frikirker, er homofobiske når de gør forskel på folks seksuelle synder.

At man kan blive anklaget for at være homofobisk er hvad det er, personlig anser jeg mig ikke for at være det mindste homofobisk, for jeg ved hvad ordet betyder. Det kan man høre mere om her: http://sand.omvendelse.dk/skal-homoseksuelle-par-have-ret-til-at-blive-gift-i-kirken-261.htm. Men hvis ens argumentation for at afvise homoseksuelle er baseret på ens følelser og subjektive meninger, og ikke Guds ord, så får man et forklaringsproblem, og man signalerer faktisk homofobi. Og jeg er bange for at det er noget som vil komme rigtig meget frem det her, og vil være med til at sætte et skel mellem de kirker som tager Guds ord alvorligt, og dem der ikke gør. Selvom det sådan set burde være nemt nok at se i forvejen.

Se også følgende: http://sand.omvendelse.dk/linda-andrews-homoseksuelle-og-frikirkenet-2437.htm

http://sand.omvendelse.dk/frikirkelig-velsignelse-af-homoseksuelle-par-2460.htm

http://sand.omvendelse.dk/da-k%c3%b8dspiseren-ville-v%c3%a6re-medlem-af-en-klub-for-vegetarer-2501.htm

Men om profetien holder eller ej, er ikke det jeg ønsker at forholde mig til her. Men derimod hvad profetien siger, i forhold til det man ser i Udfordringen. For det er lige præcis her at det bliver tydeliggjort at Udfordringen er et blad i splid med sig selv, når de kan sætte en profeti i bladet hvor der står følgende:

” Jeg ser et superverdenskirke-råd dannes, bestående af en union mellem liberale, økumeniske protestanter, og den Romersk-katolske kirke. Politisk går de hånd i hånd, og skaber den stærkeste religiøse magt på jorden. Den union vil starte med et samarbejds-velfærdsprogram og vil ende i en politisk union. Denne superverdenskirke vil kun være åndelig af navn. Den vil frit anvende Jesu Kristi navn, men vil faktisk være Antikrist og politisk i mange af sine aktiviteter.”

Og

” Jeg ser en hærskare af karriere-mennesker trænge sig ind på de mest indflydelsesrige poster i denne superkirke. Det vil være ugudelige og antikristelige mennesker, besat af den ide, at denne superkirke skal blive en stor politisk magt, stærk nok til at undertvinge enhver, som vil modsætte sig dens handlinger. Og mens de, der sidder i lederstillingerne, taler om mirakler, kærlighed og forsonlighed osv., vil de uslinge, der arbejder for dem, gå i gang med at plage og forfølge hver eneste religiøs organisation, som ikke hører ind under deres lederskab.”

Denne profeti taler fuldstændig imod det Udfordringen selv står for. For der er jo masser af økumeni i Udfordringen. Der er jo masser af godkendelser af den romersk katolske kirke i Udfordringen. Og den er ledt af uslinge som godkender falske kristne som kristne, som når Svend Løbner gentagne gange har sagt god for universalisten Johannes Møllehave, og Henri Nissen der skamroser den falske profetinde Vasula Ryden (der peger på paven som kirkens hoved) bare for at tage nogen få eksempler.
Når så Udfordringen propper denne gamle profeti i bladet, (måske for at tækkes de gamle læsere) viser de blot at de ikke er konsistente i deres arbejde. De tør ikke mene noget klart. De tør ikke melde noget ud klart. Men vælger i stedet for at sige god for alt. Men får i stedet nogle meget farlige modsigelser frem. Der må være en grænse for hvad man kan sige god for og ikke god for.

Der er efterhånden kun to steder i den avis at man nogen gange kan finde noget godt. Og det er bl.a. i Ugens klassiker, hvor man indimellem kan finde citater af John Wesley og andre gamle troshelte, og så i læserbrevene, hvor der ofte er folk der spørger om ,hvorfor man dog giver plads til så meget direkte vranglære i avisen. Disse er som regel forkortede og nogle gange efterfulgt af et ”Hermed slutter debatten om dette emne” sådan som man eksempelvis skrev om den debat der havde været om nogle såkaldte ”Maria-åbenbaringer” (kan ses ca midt på siden på dette link: http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=17218 .

Man kan undre sig over at resten af avisen faktisk ser ud til at ligne en opfyldelse af Wilkersons profeti fra dengang. Og så er det jo at man bare må konkludere at den avis holder ikke ret meget mere, og det behøver man ikke være en profet for at kunne sige. En såkaldt kristen avis, der forsøger at dække så bredt som muligt for at kunne tiltrække så mange læsere som mulig, er en dødssejler som er på vej til at splitte sig selv fra hinanden. Udfordringen startede ellers så godt, og af brændende kristne, men i dag ser det ud til at ende i økumenisk kød og ligegyldighed overfor det sande evangelium. Trist.

Wilkersons profeti kan læses her: http://udfordringen.dk/art.php?ID=21515
Svend Løbner kan man læse mere om her: http://sand.omvendelse.dk/svend-l%C3%B8bner-madsen-viser-sit-sande-jeg-1458.htm

John Arnott har ikke omvendt sig eller vendt ryggen til det der skete i Toronto.  Heller ikke efter alle de negative erfaringer man har derfra. Det kan lederne af Pinsevækkelsen i Danmark åbenbart heller ikke, selvom mange lægfolk i pinsevækkelsen godt kan se at det er et usædvanlig dårligt valg af hovedtaler. Hvilket bare endnu engang tydeliggør at mange af lederne i den kirkeretning er blinde vejledere. Men lad os prøve at se på nogen af frugterne fra Toronto bevægelsen, og så må vi en anden gang kikke lidt på hvad det er John Arnott og hans kone Carol er kendt for at sige og godkende.

Paul Gowdy
Insider-viden er alt andet lige et godt sted at starte. Og her er der en særlig person der træder frem, Paul Gowdy. Han var en af lederne i Wineyard menighederne i Toronto dengang i halvfemserne. Hvad han oplevede dengang, og hvordan han fik det dårligt med det, samt hvordan han i dag har konkluderet det som noget der var langt mere ødelæggende, end helende er skræmmende, men vigtig information at læse. For hvis det er det samme John Arnott kommer med til Pinsevækkelsens sommercamp, så er der god grund til at at enhver sund og bibelsk pastor og ældsteråd i pinsevækkelsen, tydelig markerer for den menighed Gud har givet dem ansvar for, at man ikke kan anbefale folk at tage på denne sommercamp. Man vil istedet advare på det kraftigste imod den. Her er lidt citater fra Paul Gowdys reflektioner efter Toronto bevægelsen, hele dokumentet kan læses på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

“Efter 3 år på højden af den såkaldte torontovelsignelse var vor Vineyard assembly i Scarborough ( Øst Toronto) stort
set selvdestrueret. Vi opslugte hinanden med sladder bagtalelse, splittelse, sekter kritik osv. Efter 3 år med græderi
bøn for mennesker, spasmer (systelser), rullen rundt grineri, brølen, tjenende hos TACF(Toronto airport church
fellowship), ledende lovsang hos TACF, forkyndende ved TACF, stort set levende hos TACF var vi de mest kødelige
umodne og villedte kristne jeg kender.”

Om selve oplevelserne som man kunne få i Toronto kirken skriver han:

“I bagklogskabens lys tænker jeg: Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg lo af folk, som forestillede at være hunde, som
tissede på kirkens søjler, jeg betragtede mennesker, som forestillede sig at være dyr, gø brøle klukke(som høns),
forestille at flyve med vinger, konstant opføre sig berusede og synge fjollede sange. Hvordan jeg kunne forestille mig
at noget af dette var virket af Helligånden forbløffer mig i dag. Det var larmende uhelligt og blasfemisk overfor
Bibelens hellige Gud. Jeg tror at jeg tænkte at så længe vi ikke underviste noget, som var i direkte modsætning til
Bibelens lære, så var det det vi kaldte det eksotiske. Det var et udtryk vi brugte om manifestationer, der ikke kunne
forsvares bibelsk. Vi blev undervist om at vi havde valget mellem et system, som var fuld af liv og uorden eller et
system, som en kirkegård med orden og død. Som en ung umoden præst ønskede jeg liv og uorden. Jeg glemte at Gud
ønsker at vi modnes i Ham. Jeg blev befippet over forskellige profetier – specielt en fra Carol Arnott, hvor hun havde
en brudeoplevelse, hvor hun blev haldt ind i samvær med Jesus, og hun sagde at den kærlighed hun oplevede var
bedre end sex. Jeg blev chokeret i min ånd. Hvordan kunne hun sammenligne Guds kærlighed med sex? Når vi
fornemmede at dæmoner gik grassat i vore møder underviste John Arnott os om at vi skulle spørge kommer eller går
de? Hvis de var på vej ud var det OK. John forsvarede den kao der var ved at sige at hvis vi bad Helligånden komme
og fylde os burde vi ikke være bange for hvordan skulle Satan kunne forføre os. Det ville gøre Satan stærk og Gud svag.”

På et tidspunkt blev det da for meget for Paul Gowdy, det var efter han havde denne oplevelse:

“Endelig en aften, hvor jeg lå og rullede rundt ”fuld i Helligånden” som vi sagde – faldt tiøren for mig jeg begyndte at
synge og børnehavesangen ”Mary had a little lamb its fleece was white as snow.”( Maria fik et lille lam dens pels var
hvid, som sne) Jeg sang den med en spottende ånd og omgående sagde mit hjerte mig at dette var en dæmon. Jeg
angrede omgående og var i totalt chok: hvordan kunne en dæmon komme ind i mig? Var jeg ikke nidkær for Guds
riges sag? Var jeg ikke forgabt i alt, ved Jesus? Jeg vidste at en uren ånd lige havde manifesteret sig igennem mig og
jeg var skyld i stor synd. Efter den oplevelse holdt jeg mig væk fra TACF, jeg vendte aldrig tilbage dertil, men havde
ikke den nødvendige overbevisning til at sige helt fra overfor hele oplevelsen, men troede at vi havde svigtet i at
håndtere velsignelsen godt nok.”

Læs hele Paul Gowdys reflektion på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

Du kan læse mere om invitationen af John Arnott på disse links: http://www.sommer-camp.dk/program/talere/gaestetalere.html

og her http://sand.omvendelse.dk/john-arnott-er-hovedtaler-pa-pinsevaekkelsens-sommercamp-det-er-trist-3403.htm

Næste gang jeg skriver om John Arnott vil jeg vise lidt mere om hvad det er for en modvækkelse som John Arnott og hans kone reelt står for, og hvorfor den er i direkte modstrid med bibelen.

I disse dage er der flere, i særlig den karismatiske bevægelse der er begyndt at komme med mærkværdige forudsigelser om Jesu genkomst. At Jesus engang kommer og henter sin brud, er jeg ikke det mindste i tvivl. Men hvornår det vil ske, kan jeg ikke forudsige, fordi bibelen er ganske klar på dette område. Læs blot Mattæus 24 og se selv efter. Men lad mig her nøjes med at citere 24.42:

“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”

Der er nogen der har overfortolket dette skriftsted til, at det kun betyder at vi ikke kan sætte dato på. Men udtrykket som Jesus her kommer med er ifølge grundteksten et ret bredt udtryk. Det kan både bruges om årstid, time i døgnet, om enten morgen eller aftenshalvdøgn, eller om et helt præcist klokketidspunkt. Det er også årsagen til at det er oversat forskelligt. I nogle oversættelser står der jo at vi ikke ved hvilken time Jesus kommer i. Så den brede betydning gør at vi ikke kan sætte noget mål på, hvornår det skulle ske.

Men i dag ser vi at der i dele af den karismatiske kirke, er folk der mener at de har fået åbenbaringer om at Jesus kommer i år 2012. Og det er sjovt nok noget som de siger at flere andre siger rundt om i verden, som om det skulle gøre det mere troværdigt. Inden jeg går videre vil jeg sige til nye læsere at det bestemt ikke er alle karismatikere der er hoppet på den vogn. Der er mange karismatikere med et ordentligt bibelsyn, som afviser den form for åndelig arrogance. For det er hvad det er. For når Jesus selv sagde at Han ikke kender timen og dagen, men kun Hans Fader i Himlen (Mattæus 24.36), så er det åndelig arrogance når folk begynder at sige at de kender året det sker. Det er at gå langt over stregen.

Sat i bås
Dertil er det også med til at man sætter sig selv i bås, med falske profeter som har kommet med de samme budskaber før. Jeg nævner blot Charles Taze Russel som grundlagde Jehovas Vidner, som forudsagde dommedag (vist nok i 1912 eller deromkring), og Ellen G. White der grundlagde Syvendedags adventisterne som også forudsagde Jesu genkomst (uden at det dog blev indfriet). Og den mærkværdige William Branham som også forudsagde at bortrykkelsen skulle ske i 1976. Og så det danske tagryggen.dk som mente det skulle være sket i 2006. Og da det ikke skete mente de man kunne lære noget af det, men sjovt nok lærte de ikke at det var forkert af Kim Andersen fra tagryggen at komme med sådanne forudsigelser.

Disse folk tilhører bestemt ikke en gruppe man burde ønske at være i bås med. Men det er ikke første gang at en forholdsvis stor del af kirken har mistet fokus og er begyndt at kigge på forudsigelser om Jesu genkomst. Det har ikke været godt før, og det er heller ikke godt nu. Før det første årtusindskifte, havde man de samme forventninger. Af en eller anden ubibelsk grund var man overbevist om at Jesus ville komme tilbage omkring årtusindskiftet. Nu er der nogen der mener at vækkelsestegn viser sig ved en forventning om Jesu snarlige genkomst. Og det er der også noget om. Men der er også en anden side som vi ikke snakker så meget om, som er den negative del af forventningen af Jesu genkomst. Og jeg har det dårligt med at skrive at der er en negativ side, men det skyldes ikke Jesus, men de kristne selv.

Den negative side er at kristne kan risikere at gå istå, når de fokuserer for meget på at Jesus kommer snart. Dengang for lidt over 1000 år siden holdt man op med at bygge nye kirker, og dem man havde, lod man stå til. For hvorfor skulle man bruge ressourcer på det, når Jesus var lige om hjørnet? Da man var kommet en tredive/fyrre år ind i det nye årtusind, og Jesus ikke var kommet tilbage. Begyndte man at tænke at man måske havde været lidt for hurtig i sin konklusion. Så nu skulle man til at renovere og bygge nye kirker. Hvilket var et forholdsvis stort arbejde, da man havde forsømt det i så mange år.

Men vi er ikke stort bedre i dag. En kirke som jeg kom i, i halvfemserne havde bygget en ny kirke og skulle vurdere deres lån til realkreditselsskabet. Da man fortalte at man havde lavet lånet om til et trediveårs lån grinte man. For man var da sikker på at Jesus var kommet tilbage inden de tredive år. Så det realkreditselsskab skulle da ikke forvente at vi fik betalt alle pengene tilbage. For vi var da forlængst kommet hjem til Herren inden da. Man blev ret irriteret på mig (ja folk var også irriterede på mig dengang), da jeg nævnte at Jesus altså ikke kom tilbage førend evangeliet var forkyndt for alle folkeslag, og at der på det tidspunkt stadig var 2 milliarder mennesker der ikke havde hørt evangeliet. Det var noget vrøvl syntes man, for man var bare sikker på at Jesus genkomst var lige om hjørnet. Men hvis de virkelig mente det, burde de have fortalt deres naboer og bekendte noget mere om Jesus end de gjorde. Men de ville bare hjem og slippe for at bo her. Med andre ord de var gået i stå.

Og med det vil jeg godt sige at en af årsagerne (og jeg tror der er flere) til at vi ikke kender timen og dagen til Jesu genkomst, er for at undgå at vi går for meget i stå. Vi må godt læse tidens tegn, nej mere end det, vi skal læse tidens tegn for det siger Jesus vi skal. Men vi har ikke autoritet til at sætte tider på! Det er kun noget vi kan se i bagspejlets lys, og sådan er det. Vi skal arbejde som om Herrens dag er nær, men ikke gå i stå af den grund. At vi forventer Jesus kommer snart er ikke en årsag til at holde op med at plante kirker, eller lade være med at tage en uddannelse, eller stoppe med at indbetale sin pensionsopsparing.

Og så er jeg ligeglad med om så tusind profeter fra både den karismatiske bevægelse og mange andre siger at Jesus kommer tilbage i 2012. Det er ikke engang afgørende for mig om Han kommer i 2012. Han kan komme i 2011 eller 2013, eller senere. Det er ikke afgørende. Det afgørende er at han kommer. Ikke fordi en profet har sagt det, men fordi Han selv har sagt det, men også sagt at vi ikke kender timen og dagen. Så dem der render rundt og tror de er den nye tids Nostradamus, kan jeg fortælle at de har ikke noget nyt at fortælle. De skulle langt hellere tage og læse deres bibel og vise at det er den der er deres autoritet. Og så skulle de tage og prædike korsets evangelium istedetfor at gøre sig til “overprofeter” som folk kan se op til, og synes er meget åndelige. Jeg har brug for langt mere holdbare statements end deres forudsigelser, og dem ved jeg hvor jeg kan finde, nemlig i bibelen!