Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver os til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv.
Det er faktisk en ret stor pris. Den var stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og taberagtigt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv. Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om.
Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.

“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk gør det, det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!

Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse til et billigt evangelium, for det koster ikke noget.

Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.

Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen
Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg nogensinde har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så ville jeg prædike den her. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Men hør den kun hvis du er parat til at overveje den pris det har at blive en kristen. Ellers ville det være bedre om du aldrig hørte den. Her er linket: http://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm

Jeg har som forhenværende pinseven ærgret mig over, at se den udvikling der er sket i pinsevækkelsen de sidste 22 år. Engang var man parat til at kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl. I dag vælger man at kalde falske profeter for Guds mænd. Jeg har før talt om åndelige forfald som er sket i flere karismatiske kredse (se links neders), og alligevel må jeg erkende at jeg undrer mig over, at pinsevækkelsens ledere har så stor frækhed at invitere en mand som er i akkurat samme kategori som Bob Jones, Rick Joyner, Todd Bentley og Peter Wagner. Folk som har mere tilfælles med det der udsprang af William Branham, end fra bibelfunderede karismatikere.

Jeg vil ikke skrive så meget om John Arnott denne gang, men vise en video af en som har været inde i dette arbejde, og været en af dem der var ledt vild i denne mystiske bevægelse. Det er Andrew Strohm, som i denne video viser hvad det egentlig er der sker i disse kredse og hvordan det er i direkte modstrid med Guds ord. Jeg synes den alene giver spørgsmål til eftertanke som rigtig mange pinseledere har brug for at tænke over!

At jeg påstod at John Arnott er gift med en falsk profetinde, er selvfølgelig lidt voldsomt at skrive. Men jeg har hørt hende profetere, og det er ikke fra Gud det hun profeterer. Man kan se et eksempel på det i denne video hvor hun ses sammen med Todd Bentley og hendes mand. Hele videoen er rystende at se, taget i betragtning at de to er inviteret til Mariager her til sommer. Hvor er de ledere i pinsevækkelsen som tydeligt kan se at dette ikke er i orden, og offentligt vil gå imod dette, og samtidig vil sige til deres kirkemedlemmer at de ikke kan anbefale folk at tage på sommercamp der? Vi er mange der ønsker at høre jeres røst!

Se evt. disse links: http://sand.omvendelse.dk/gode-og-darlige-konferencer-sammenlign-selv-2891.htm

http://sand.omvendelse.dk/kan-poul-kirk-fra-frikirkenet-ikke-tale-sp%c3%b8rgsmal-2242.htm

Og denne om William Branham: http://sand.omvendelse.dk/branhams-argumenter-lyder-moderne-men-er-de-trov%c3%a6rdige-2988.htm

Men
Min konklusion er dog den samme som før. Artiklen handler ikke decideret om Møllehave. Møllehave er blot taget frem som et symptomatisk eksempel på en kirke der ikke kan se forskel på bibelske forkyndere og vranglærere. Det var mit eneste formål. At Møllehave kommer til at fremstå som det han er (nemlig en synder som ikke har omvendt sig fra sig selv, og ikke er en genfødt kristen) ser jeg ikke noget problem i. Manden er en offentlig kendt person, og jeg har ikke skrevet noget om ham, som ikke er offentlig kendt i forvejen. Det er jo altsammen noget han selv har stået frem og sagt. Så intet af det kan påståes at være sladder, da det er fra mandens egen mund jeg har det. Jeg har blot sammenlignet det med hvad bibelen siger, og der er der stor modstrid. Så enten har Møllehave ret og bibelen uret, eller også har Møllehave uret og bibelen ret. Jeg tror på den sidste mulighed.

Hvad er meningen?
Det som jeg påpeger er at kirker der kan finde på at invitere folk som ham, bevæger sig udenfor Guds vilje. Det er altså ikke kun Møllehave der er tale om, men folk der er ligeså langt ude som Møllehave. Og kirker der inviterer den slags, kan ikke siges at være evangeliske!
Dertil skrev jeg også at der mangler en offentlig kritisk røst fra de præster og ledere som er i de kirkesamfund, hvor man inviterer den slags folk. Lad mig gentage hvad jeg skrev i går, for lige at slå fast hvad det var jeg mente var problemet her:

“Det vi ikke taler om
Hvor ville jeg ønske at de kirkeretninger som har frækheden til at invitere folk som Møllehave og det de står for, kunne åbne op for at debattere problemerne ved at indbyde sådanne folk. Men hvor ville jeg også ønske at der var nogen (særlig ledere) der turde gå offentligt imod disse invitationer af folk der prædiker et andet evangelium.
Lad mig give nogle eksempler. Møllehave var gæstetaler på missionsforbundets landsstævne 2008. Han skule være det hos baptisterne i 2009, men aflyste pga hjerteproblemer. Han blev afløst af Lone Hertz, kvinden som for nogle år siden udgav en dansk oversættelse af det gnostiske evangelium Thomas-evangeliet. Det var ikke med til at gøre det bedre! Og hvad så i år? Ja, det seneste jeg har hørt er at pinsevækkelsen har inviteret John Arnott som var en af lederne ved den skøre Toronto-vækkelse i halvfemserne. Noget som mange karismatikere i dag har taget afstand fra.

Men hvem tør tale imod ledere som ikke kan se forskel på hvem der er sendt af Gud, og hvem der ikke er? Hvor er de præster og ledere som tør stå fast på Guds ord, og gå imod den ugudelighed som har spredt sig i vore kirker? Hvor er de præster og ledere som hellere viil stå ansvarlig overfor Gud, end overfor mennesker? Jeg og mange almindelige folk i kirkerne efterlyser jeres røst. Vi kan nemlig ikke høre jer.”

En undren
Til jer der mener at jeg har skrevet grimt om Møllehave. Jeg skrev ikke noget der var forkert om ham. Men jeg har ondt af manden, og mener at han skal have evangeliet, istedetfor at blive sat til at stå på en prædikestol. Men en ting der undrer mig over flere af jeres henvendelser er følgende: Hvorfor har I så meget brug for at forsvare en mand som siger han er kristen, men ikke lever som en kristen, og heller ikke taler som en kristen? Hvad er det lige der gør at man vil stå op for en mand som har langt mere til fælles med saddukæerne, og nikolaitterne? Saddukæerne var liberalteologerne under Jesu tid, og Nikolaitterne var en gruppe af påståede kristne som mente de kunne leve i synd, og være kristne alligevel. Både saddukæerne blev skældt ud af Jesus, og Nikolaitternes sagde Jesus ikke skulle have plads i kirken (se Johannes åbenbaringen kapitel 2). Så at kristne kan forsvare Møllehave, er over min forstand. Hvorfor vil I ikke stå op for evangeliet istedetfor at forsvare en mand der har været med til at ødelægge kirken, med hans fortaleri for seksuel umoral, og universalisme foruden en masse andet ubibelsk?

Man kan se det forrige indlæg her: http://sand.omvendelse.dk/druk-seksuel-umoral-og-universalisme-i-kirken-3388.htm

Som en fortsættelse på det jeg skrev om i indlæg nr 1000 har jeg valgt at tage fat i det farlige emne “Hvornår skal jeg forlade min menighed?”. Når jeg skriver farlig, så er det ikke for sjov, for det er en særdeles alvorlig sag, som man ikke skal tage let på. Derfor er det også med stor frygt at jeg skriver dette. For det er et område hvor man skal passe på ikke at tage alt for hurtige beslutninger. Hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Så lad mig starte med at give nogle eksempler, på hvad der helt sikkert ikke er gode argumenter for at forlade sin menighed. Og dem jeg kommer med her, er ikke taget ud af luften, men kommer fra virkeligheden.

Argumenter der ikke duer:
“Kirken har købt en ny støvsuger til 3000 kr”. Ja, det kan godt være at du synes det var penge som sagtens kunne bruges bedre, og det har du sikkert ret i. Men at nogen ledere kommer til at bruge kirkens midler på en mindre fornuftig måde (ifølge din vurdering) skal Gud nok dømme. Dertil burde man spørge sig selv, hvor mange gange man selv har kommet til at købe noget man ikke fik brug for. Eller bare købte noget der var for dyrt i forhold til brugsmuligheden. Jeg ville her være ligeså skyldig som den menighedsledelse der har brugt pengene inefficient her. Så nej halvdårlig administration af penge holder ikke som et argument for at forlade sin menighed.

“Præsten siger vi skal hilse på hinanden”. I nogle kirker er folk ret gode til at hilse på hinanden i forvejen. Men der findes præster der kan finde på at indføre det som et ritual under gudstjenesten. Det kan godt være du finder det tåbeligt, og formynderisk, som om du ikke selv er i stand til at hilse på de andre i kirken. Men det er ikket et godt argument for at forlade sin menighed. Hvilket naturligt fører os til det næste punkt.

“Jeg synes præsten er irriterende”. Hmm det sker at præsten taler for længe, det sker at præsten kommer til at sige noget dumt (både fra prædikestolen og andre steder). Dertil kan det være at præsten bare har en måde at være på, som ikke lige tiltaler dig. Han er måske ikke som den forrige præst, som altid brugte mindst 10 minutter på at tale med dig efter gudstjenesten, eller hvad det nu lige var du var så glad for ved ham.

“De andre i kirken er irriterende”. Ja, det behøver ikke kun være præsten der er irriterende. Det kan alle de andre også være. Hvad mon de andre tænker om dig mon? Men at de andre i kirken er irriterende, er ikke et argument i sig selv for at flytte. For kirken er fyldt med syndere der er frelst af Guds nåde, og sådan er det også i de andre kirker. Sådan er det jo forresten også med dig og mig. Men at være frelst, er ikke ensbetydende med at vi ikke kan være irriterende mere.

“De synger for lang tid i kirken”. Ja, det kan godt være at der er flere der er enige med dig i det, og i så fald så må I gå til ledelsen om det, hvis I finder det alvorligt nok til det. Men at folk synger for meget i kirken, er et dårligt argument. Men selvom sangene er ubibelske er der ikke argument nok til at forlade sin menighed. Det vil istedet give anledning til at snakke med ledelsen om hvad evangeliet er, og sætte det i forhold til de sange man synger. Hvilket bringer os videre til hvornår der kan være grund til at overveje at forlade sin menighed. Og læg venligst mærke til at jeg skrev overveje, hvilket ikke er det samme som at forlade den.

En evangelisk kirke
Jeg kunne jo fortsætte fra nu af og i meget lang tid med at remse dårlige argumenter op. Men det som er vigtigt at få vurderet i disse sager er en sand og bibelsk fokus på evangeliet. Der kan være grund til at forlade sin menighed, når evangeliet ikke blive prædiket, og når der bliver prædiket vranglære. Men selv når det sker, er der ting som man skal passe meget på med, førend man tager det meget store spring. For som jeg skrev i starten, så hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Det tror jeg er vigtigt i denne sammenhæng. Men hvor meget er den mil så? Det er det store spørgsmål, og her kan vi også have forskellige vurderinger. Men et spørgsmål som er vigtigt at vurdere her er at vurdere om de kirker som kalder sig kirker, hvor mange af dem som reelt set er Guds kirker. Og skal man forblive i en kirke som ikke er Guds kirke? Hvor lang tid kan man støtte sådan et system, og er det i orden?

Da dette er en ordentlig portion at gå i gang med, vil der komme andre indlæg som er udenfor emnet i den næste måneds tid. Jeg er bl.a. ikke færdig med sagen om Frikirkenet, se eksempelvis indlægget “Er der plads til evangeliet hos Frikirkenet?“. Plus nogle andre ting, så dette vil blive en serie som vil blive taget i små bidder. Men det jeg godt vil skrive om er hvor langt man bør gå med folk som er på vildspor (og det kan være meget langt ifølge bibelen), men også hvordan man kan finde en ny og bedre menighed, og hvornår det kan være tid til at starte menighed sammen med andre, samt hvad det er vigtigt at have fokus på når man gør det. For der er desværre alt for mange fatale historier fra folk der har prøvet det. Men måske er der en årsag til at flere af disse initiativer er endt dårligt.

HF i Viborg
I 1987 var jeg flyttet til Viborg, hvor jeg var startet på HF. Jeg havde før da boet i Struer på Carlsen Hotel (850 kr om måneden for et værelse) i et par år. Hotellet var nu mere et værtshus, og var kendt som en af de mest berygtede i byen. I Struer havde jeg også forsøgt mig med HF, men det gik galt pga af druk, hash, fravær, og manglende engagement. Derfor blev jeg både smidt ud af kollegiet og fra gymnasiet, og måtte så bo på Carlsens Hotel i stedet. Jeg havde derefter arbejdet som specialarbejder, samt været ledig i en periode. Mit liv gik meget op i at ryge mig skæv, og drikke mig fuld. Det var ikke unormalt at jeg på vej til mit arbejde røg en joint, og når jeg fik fri røg jeg noget mere hash sammen med vennerne. I weekenderne brugte jeg mine optjente penge på at drikke, hvis jeg vel at mærke havde penge nok. Hvis jeg ikke havde mindst 500 kr til en weekend, gad jeg ikke gå i byen. Der skulle helst være 1000 kr, for at jeg gad bruge tid på det. Ellers syntes jeg det var for kedeligt. Så var det nemmere at ryge hash i stedet, og sidde og stene enten alene eller sammen med nogle venner.

Jeg syntes dog at det blev for meget, og kunne godt se at det var en dårlig udvikling jeg var kommet ind i. Så jeg havde overvejet at forsøge mig med HF igen, og flyttede så til Viborg for at starte på en frisk der. Det skal lige siges at på trods af at jeg levede som jeg gjorde, så kaldte jeg mig en kristen. Jeg troede jo på der var en gud, og at det havde noget med bibelen at gøre. Men jeg interesserede mig samtidig for den okkulte verden. Jeg havde brugt tid på at lege med meditation, astrologi, gestalt- og primalskrigsterapi, og læste bøger og blade som var okkulte. Dertil bandede jeg kraftigt, og kunne sagtens sige jeg var en kristen i en sætning hvor der indgik bandeord i. Så selvom jeg kaldte mig en kristen, så var der ikke nogen frugter som viste at jeg var en kristen. Det var kun ord.

En billig brandert?
Men nu startede jeg på HF igen, og ville prøve på en frisk. Så hensigten var der, men som mange også godt ved, så er det rigtig svært at lave om på sig selv. Så det tog da heller ikke lang tid, før jeg fandt mig nye venner som var som mig, og som havde de samme tendenser til hash og alkohol. Men ikke desto mindre havde jeg dog sat mig så meget efter, at få taget den HF-eksamen at jeg holdt fast i studiet på trods af det liv jeg førte ved siden af. Min tilværelse i Viborg gik ud på to ting: gå i skole, og flygte fra virkeligheden. Og da man ikke havde så mange penge til at flygte for når man var på SU, var hash ofte det virkemiddel som var billigst. For jeg brød mig stadig ikke om at gå i byen, hvis jeg ikke havde så mange penge. Hvis jeg kunne se at der kun var råd til 15 øl så blev jeg hellere hjemme. Der skulle gerne være råderum til at jeg kunne drikke mindst 20 øl, for at jeg gad bruge tid på at gå i byen. Men så ville jeg til gengæld også godt. Men så fik jeg en idé en dag efter at have set en reklame. Jeg kunne lave min egen vin. For et startbeløb på 100 kr til vinballon, og en saftblanding med gær og kemikalier, kunne jeg komme i gang med at lave treugersvin. Noget som mange danskere benyttede sig af i 80erne. Man kunne lave ca. 24 liter vin til en pris af 120 kr. Det var en særdeles konkurencedygtig pris i forhold til supermarkedernes prisniveau. Det smagte ikke fantastisk godt, men fuld det blev man, og der var meget af det. Da jeg havde lavet mit første bryg, kom en af mine venner over. Han ville da godt smage, og selvom det slet ikke var meningen vi skulle drikke os fulde, så blev det til fire dage med ren druk og manglende skolegang. De 24 liter vin forsvandt, på trods af den ikke særlig fantastiske smag. Den tredje dag skete der dog noget specielt, som blev startpunktet til at Gud frelste mig et år efter. Hvad det var må du se i næste afsnit.

Se da andre afsnit her:

Gud frelste et vrag 1: Druk, hash og HF

Gud frelste et vrag 2: Treugersvin og samtaler med Gud

Gud frelste et vrag 3: Og hvem kom dagen efter?

Gud frelste et vrag 4: For høj en pris

Gud frelste et vrag 5: Gud lukkede min mund

Gud frelste et vrag 6: Hvem søgte hvem?

Hvad er en kristen?
For at kunne svar på spørgsmålet, tror jeg at vi skal starte med at definere hvad en kristen er. Ikke i forhold til hvad kirker eller staten eller undervisningsbøgerne siger. Men i forhold til hvad bibelen siger. I anden korinterbrev 5.17 er der en god beskrivelse i kan bruge.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Den man var før man var en kristen, er altså død, og den nye som er blevet til er i Kristus, og det er noget der er synligt. For Paulus skriver “se, noget nyt er blevet til!”. Der er altså tale om at der er tydelig forskel på den man var før, og efter man blev en kristen. Men hvad er det så der er sket? Det har Charles Spurgeon en god illustration på. Han sammenlignede det med, at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Hvorfor? Fordi han var et menneske og mennesker spiser menneskeføde.

Sådan er det også for den der er blevet født på ny. De ting man gjorde før, kan man ikke gøre mere. Man kan måske falde i, men man kan ikke leve i det mere. Den synd som vi nød før, kan vi ikke nyde mere, fordi vi er blevet forvandlede, og Guds natur har taget bolig i os. Guds natur kan ikke fungere sammen med synd. Men det betyder jo ikke at vi lever perfekte liv, for vi fejler jo stadig. Vi falder og slår os,  men som der står om den retfærdige så rejser han sig op igen, og det bør en kristen også gøre selvom man har faldet mange gange. Den uretfærdige bliver liggende.

En ny vandring
Når vi er blevet født på ny, og er nye skabninger i Kristus, så er vi også på en helliggørelsesvandring. Samtidig med at Gud har helliggjort os. Vi kan ikke skille de to ting fra hinanden. Dels ser Gud på os som helliggjorte, for ellers ville Hans vrede være over os. Og dels vandrer vi med Ham, mens vi lader Ham rense os, så vi kan blive parate til at være sammen med Ham i Himlen. Folk der påstår at de kan leve videre i synd efter de er frelst, viser ikke tegn på at de er frelst. De viser at de elsker synden, mere end de elsker Jesus. For hvis de elskede Jesus, så ville de også hade synden. Vi kan ikke både elske Jesus, og elske synden på samme tid. For så tjener vi to herrer, og det er ikke muligt ifølge bibelen. Det betyder nu ikke at vi dermed ikke bliver fristet. Tværtimod, hænger det sammen, for fristelsens formål er jo bl.a. at gøre os stærkere i troen og mere afhængige af Ham, og dermed komme tættere på Ham.

Alt i alt, selvom jeg ikke har gennemgået ovenstående særlig dybt, så mener jeg at vi både er helliggjort (dermed også retfærdiggjort) i Kristus, og at vi når vi er blevet Hans, skal leve i helliggørelse, og dermed løbende igennem vores liv, lade Jesus rense os for synd. Ikke at vi nogensinde når til perfektion i det liv vi lever her, men at vi er i en proces der viser vi lever i helliggørelse.

Hvis man ønsker at høre mere om dette (og det håber jeg nogen synes) kan jeg anbefale Paul Washers undervisning om det i nedenstående prædiken.

“Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.”

De frugter som Jesus henviser til her, behøver ikke kun være dem som Paulus omtaler, selvom de indgår. Frugter er et begreb som dækker ret bredt. Jeg har undersøgt hvad bibelkommentatoren David Guzik siger om netop dette. David Guzik er en person hvis bibelkommentarer jeg ofte har brugt til hjælp, når jeg skulle forberede en prædiken. Man kan finde info om ham her: Blueletterbible.org

Han siger om det vers her, at kristne skal tage sig i agt for falske profeter, og en af måderne vi skal vurdere om det er en falsk profet er på frugterne. De frugter siger han kan deles op i tre grupper. De er som følger:

1. Hvordan lever en person? Er den livsførelse som vedkommende lever, i overenstemmelse med det Paulus skriver, om en der tjener i menigheden? Lever personen et retfærdigt liv, er han ydmyg og viser han troskab. Med troskab tror jeg David Guzik mener en der viser troskab overfor sin familie, menighed og for troen på Jesus Kristus.
2. Vi skal være opmærksomme på indholdet af deres lære. For den sande frugt af at leve med Gud, og af at søge i Hans ord, er også at man har en lære der har fokus på hvem Gud er, og som ikke er en lære der kildrer folk i ørerne. Så en af frugterne er at læren er i overenstemmelse med Guds ord!
3. Vi skal være opmærksomme på hvordan effekten af personens lære bliver, og er. Hvis følgerne er at folk vokser i troen, og Gud bliver større i dem, og de selv bliver mindre, så er det en god frugt. Men hvis effekten bliver folk der vil deres eget, deres egne ideer, deres eget liv på deres egen måde. Med andre ord leve et liv som ikke er Gudscentreret (på trods af at de kan fortsætte med at sige at deres liv handler om Gud) så er det ikke en god frugt. Han skriver også at hvis effekten er at folk blot vil underholdes (om Jesus) så er det heller ikke en god frugt.

I den debat der har været for nylig, synes jeg det er punkt 2 som vi har glemt. For jeg giver David Guzik ret i at en følge af at man er en discipel af Jesus, og har valgt at leve med Ham, og søge i Hans ord. Må være at man får en lære der er mere og mere i overenstemmelse med Guds ord. Hvis ens lære er fejlagtigt og på afgørende punkter doktrinære forkerte, så er det bestemt en dårlig frugt.

Med det vil jeg også påpege at vi skal passe på ikke at falde i den anden grøft og kun se på læren. For vi kan godt møde folk som har læren i orden,  men deres liv viser noget helt andet. Så ville det være ligeså problematisk. Men den sunde lære er også en frugt, og ikke en frugt vi skal underkende.

“Hvis Gud elsker folk så meget, hvordan vil Han overhovedet kunne lade dem lide så meget i såkaldt “Helvede” … og hvis nu Helvede findes, jeg siger ikke den ikke gør – men hvis den nu findes? hvor meget værre kan det overhovedet være end den lidelse folk lider i f.eks. Afrika? og hvis nogen skulle brændes af Gud, tror du ikke hele verden vil brændes?”

Det har jeg forsøgt at give svar på i dette podcast. Noget jeg også kommer ind på er hvorfor vi burde ønske at komme i Himlen. Og svaret på det er ikke det som mange umiddelbart tror.

Sandheden er at jeg glæder mig over den slags kritik, for en del gange kommer den fra kristne som synes jeg er gået over stregen, og vil gøre mig opmærksom herpå. Den kritik kan jeg kun være taknemmelig over over, for alt for mange gange vælger vi kristne, at se igennem fingre med ting som vi burde tage op. Derfor kan jeg ikke blive sur over sådan en henvendelse, hvis jeg kan se at den er fra velmenende kristne, og ikke bare fra nogle vranglærere der er sure over at jeg afslører deres lære som falsk. Nogle gange har henvendelser også medført at jeg har ændret i noget jeg har skrevet, og nogle enkelte gange har jeg gjort opmærksom på at et indlæg er blevet ændret, og hvorfor det blev ændret.

Men lad mig tage to eksempler op hvor jeg har valgt ikke at ændre på noget. Den ene gang var da jeg som en kommentar til Henri Nissens leder i Udfordringen skrev at jeg da ikke var bange for en halvfed skaldet tatoveret mand der kan råbe Bam (om Todd Bentley. Se sammenhængen her). Det var der en læser som syntes var at gå over stregen. For jeg kunne ikke tillade mig at skrive sådan om en broder, selvom han var langt ude.

Den skulle jeg lige tænke over. Men jeg holdt fast i hvad jeg havde skrevet fordi, jeg ikke kunne se at Todd Bentley skulle være min broder. Det var simpelthen ikke kristendom han forkyndte, men en anden Jesus. Dertil er jeg selv halvfed og skaldet, men har ikke planer om at blive tatoveret, og er heller ikke bange for Todd Bentley. Og jeg kan godt tåle at folk siger jeg er fed og skaldet. Selvom jeg var uenig med læseren, er der ingen tvivl om at det var en henvendelse som jeg værdsatte højt.

For et par dage siden skrev jeg at de som er fortalere for emergent church bevægelsen er tåber
(se her). Det var der også en der syntes var lidt uvist at skrive, og jeg forstår godt vedkommendes bekymring. For han syntes at jeg kunne blive udsat for anklager fra emergente, som der ikke var nogen grund til, hvad jeg godt kan forstå, og også er noget jeg vil tænke lidt mere over. Jeg syntes også man skal passe på med kalde folk for tåber, men vælge vore ord med omhu. Men der er nogen der mener at man ikke må sige tåbe, fordi Jesus i Mattæus 5.22 siger:

”den der siger: Tåbe! Skal dømmes til Helvedes ild”

I fodnoten til dette vers står der at der i nogle gamle håndskrifter også står ”uden grund”. Hvilket giver en noget anden vinkel på det. Men selv hvis der ikke stod det, så kan man stadig nå til samme konklusion. Dels ved at se hvilken sammenhæng det bliver sagt i, men også ved at se på hvornår der ellers bliver sagt “tåbe” i bibelen.
Vi kan ikke bruge dette bibelvers isoleret. For hvis det skal forståes isoleret, skal Jesus selv dømmes til Helvedes ild. Og det er der vel ikke nogen kristne der tror på er sket. Men Jesus siger selv i Mattæus 23.16-17 til farisæerne:

”Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet?”

Men når vi ser hvorfor Jesus kaldte dem tåber, får vi også forklaringen på hvorfor det var i orden. Han talte til farisæerne som kendte skriften, men fornægtede den med deres handlinger og ord. De satte andre ting som autoritet i stedet for. Der var altså en grund til at han kaldte dem tåber, og det var helt i orden at han gjorde det. Det er forresten det samme ord der bliver brugt i grundteksten begge gange. Ordet mōros.

Ligeledes kaldte jeg nogle emergente fortalere tåber, fordi de kender ordet. Thomas Willer kender ordet, Henrik Holmgaard kender ordet. Men de har valgt at lade postmodernismen og Brian McLaren, Rob Bell og Doug Pagitts bøger være deres inspirationskilde i stedet. Når de kender ordet, men har valgt det fra for at få løgnelære i stedet, så er man en tåbe. Deres kendskab til ordet burde betyde at de afviste de falske profeter, og begyndte at undervise i sand kristendom i stedet.

Mener jeg så at alle som er tilhængere af emergent church er tåber? Nej bestemt ikke, for der er nogen af dem som ikke har tilstrækkeligt kendskab til ordet. Dem kan jeg ikke udtale mig om. Men dem som burde have kendskab og kender til ordets sandhed, dem har jeg ikke noget imod at udtale mig om.

Desuden bliver ordet tåbe brugt mange gange i bibelen, og flere gange af Guds folk. Så det kunne jeg godt bruge langt mere plads på at skrive om, men slå selv efter og tjek om det er rigtigt.
Det betyder ikke at vi skal bruge det i flæng, vi skal jo bedømmes på hver et ord vi har sagt. Det betyder vel også at vi bliver dømt på hvert et ord vi skriver. Jeg kan ikke se der skulle være nogen forskel der. Derfor vil jeg også fortsat sætte pris på dem som henvender sig, hvis de synes jeg er gået over stregen, og tage deres henvendelser seriøst. Dels fordi jeg ikke kan garantere at jeg ikke kan lave fejl hvad dette angår, men også fordi jeg som andre har brug for at blive irettesagt indimellem.

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”

Det er forståeligt at man ved at læse femte mosebog og se på den lidt isoleret, kan medøre en forståelse af at det var godt nok en ond Gud, der kunne indføre sådanne regler. Men der er noget vi glemmer så, og det er årsagen til disse regler blev indført. Heldigvis fortæller Jesus årsagen hertil. Det gør han da nogle farisæere stiller ham et spørgsmål.

“De spurgte ham: »Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?« Han sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«” Mattæus 19.7-9

Dengang var det sådan at bare du var utilfreds med sovsen som din kone lavede, så var det grund nok til at blive skilt fra hende. For at gøre dette skulle der laves et skilsmissebrev, dette var med til at kvinden kunne beholde lidt af sin ære i behold, plus andre ting. Det var med tanke på jeres hårdhjertethed at det blev indført, siger Jesus. De ti bud burde have været nok, Jesus selv siger at de ti bud kunne defineres i to bud som bliver “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv”. Men fordi Gud vidste at de havde hårde hjerter, indførte han regler som kunne minimere tendensen til anarki, dvs lovløshed. Han indførte regler som kunne holde orden på samfundet selvom der var lovovertrædelse. Det var ikke fordi han ønskede det skulle være sådan, men skete for at beskytte de svage i samfundet. Hvis disse regler ikke havde været der, havde der ikke været nogen konsekvens af lovovertrædelse blandt mange, og så ville man ikke have et sundt samfund.

Vi ser også, at dem Gud udvalgte havde den forståelse. Tag eksempelvis Josef som skulle giftes med Maria. I Mattæus 1.18-19 står der:

“Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed.”

Hvis Josef havde holdt sig til hans rettigheder ifølge moseloven, så skulle hun stenes fordi hun var blevet gravid udenfor ægteskabet. Men den mand som Gud udvalgte til at være stedfar for sin søn, skulle ikke have et hårdt hjerte. Han valgte en der havde forståelse for nåden som Gud har vist i sit ord, og som ikke var drevet af hvad han havde ret til, fordi han tilsyneladende var blevet snydt. Vi kender resten af historien, han finder ud af at han ikke er snydt, og vælger at gå ind i Guds plan.

Jeg kunne selvfølgelig finde andre eksempler på paradokser i bibelen, som ligner modsætninger. For der er sandt nok mange af dem. Men jeg synes dette eksempel fint viser at skriften er klar, og forklarer sig selv, hvis vi forsøger at finde ud af hvad der står, og ser på det i den store sammenhæng.