“Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?” Mattæus 15.12

Det var ikke noget disciplene brød sig om skete. Muligvis fordi de stadig var påvirket af deres kultur, som antog at farisæerne var de mest hellige mennesker hos jøderne. Så dem skulle man ikke vække anstød hos. Men måske var det bare fordi disciplene ligesom de fleste af os andre, ikke brød sig om blive upopulære hos andre. De ville muligvis hellere have at Jesus talte så folk blev glade og ingen blev provokeret. Men sådan var Jesus ikke. Han talte sandheden, og var ikke bange for at sige den klart og tydeligt. Heller ikke selvom det flere gange betød at Hans popularitet mindskedes.

Aaarh ikke sandheden, ikke sandheden
Men farisæerne brød sig ikke om at høre sandheden, selvom de hårdnakket påstod at de efterlevede den. Dermed ser vi endnu engang at hykleri var en markant del af farisæernes væsen. Hykleriet bestod for en stor del i, at de godt kendte sandheden, men havde afvist den i deres hjerte, samtidig med at de forsøgte at vise at de fulgte den i deres ydre. Et sted hvor det bliver beskrevet er i Lukas 7.30 hvor der står:

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham (Johannes Døberen. red.).”

De forkastede Guds plan skriver Lukas, og det skal forstås helt bogstaveligt. Når man forkaster Guds plan så ved man også hvad det er man forkaster. Der står ikke at det var Gud der forkastede farisæerne, nej det var farisæerne der sagde nej til den plan Gud havde vist dem. Og når der står at det var Guds plan de forkastede, så er det fordi de godt vidste at det ikke var Johannes Døberens personlige plan de sagde nej til. Nej, de vidste godt at det var Gud der kaldte på dem, og dermed også at det var Guds plan de sagde nej til.

Her viste farisæerne at de ikke er så forskellige fra andre mennesker som de ellers forsøgte at være. Når Gud kaldte på dem, så sagde de nej. Hvilket desværre er noget rigtig mange mennesker gør. Og sandheden er at vi mennesker godt ved når det er Gud der kalder. Det kan godt være at vi forsøger at bilde os selv ind at det bare er tanker, eller et eller andet vi ikke forstår. Jeg husker jeg kendte en ateist som Gud meget tydeligt kaldte på. Jeg kunne tydeligt høre og mærke på personen at her var der et menneske som Gud meget klart kaldte på, men som valgte at overhøre kaldet. Fuldstændig ligesom de farisæere Jesus omtalte. Men når Gud har kaldt på en hvadenten man er ateist eller farisæer, så ved man også at det var det der skete.

Ingen undskyldning
Det er en af årsagerne til at mange mennesker ingen undskyldning har overfor Gud, når de skal stå foran Ham på dommens dag. Den dag vil de ikke kunne sige, “jamen jeg vidste jo ikke du fandtes” for de har jo oplevet at Han har kaldt på dem. De vil heller ikke kunne sige at “Men jeg levede jo et religiøst liv”, for det var ikke det liv Gud kaldte dem til. Gud kaldte dem til et liv hvor de tilhørte Ham og ikke dem selv. Han kaldte dem til at liv i Hans nærhed, og ikke et liv hvor Gud fik lov at leve i deres nærhed, hvor det var dem der selv styrede deres liv.
Farisæerne sagde nej til Guds plan, og det vil de moderne farisæere også gøre i dag. De kan påstå at de kender Guds ord, og at de følger det. Men de vil ikke omvende sig fra deres egne liv og leve det liv som Gud har forberedt til dem. Et liv hvor det ikke handler om at blive set af mennesker i en religiøs tjeneste, men om at tjene Gud med det Han sætter en til, til Guds ære, og ikke en selv!

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet, skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.”

Det er forståeligt at man ved at læse femte mosebog og se på den lidt isoleret, kan få en forståelse af at det var godt nok en ond Gud, der kunne indføre sådanne regler. Men så er der er noget vi glemmer, og det er årsagen til at disse regler blev indført. Heldigvis fortæller Jesus hvad årsagen er. Det gør han da nogle farisæere stiller ham et spørgsmål.

“De spurgte ham: »Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?« Han sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«” Mattæus 19.7-9

Dengang var det sådan at bare du var utilfreds med sovsen som din kone lavede, så var det grund nok til at blive skilt fra hende. For at gøre dette skulle der laves et skilsmissebrev, dette var med til at kvinden kunne beholde lidt af sin ære i behold, plus andre ting. Det var med tanke på jeres hårdhjertethed at det blev indført, siger Jesus. De ti bud burde have været nok, Jesus selv siger at de ti bud kunne defineres i to bud som bliver “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv”. Men fordi Gud vidste at de havde hårde hjerter, indførte han regler, som kunne minimere tendensen til kaos og anarki, d.v.s. lovløshed. Han indførte regler som kunne holde orden på samfundet selvom der var lovovertrædelse. Det var ikke fordi han ønskede det skulle være sådan, men det skete for at beskytte de svage i samfundet. Hvis disse regler ikke havde været der, ville der ikke været nogen konsekvens af lovovertrædelse blandt mange, og så ville man ikke have et sundt samfund.

Vi ser også, at dem Gud udvalgte havde den forståelse. Tag eksempelvis Josef som skulle giftes med Maria. I Mattæus 1.18-19 står der:

“Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed.”

Hvis Josef havde holdt sig til hans rettigheder ifølge moseloven, så skulle hun stenes fordi hun var blevet gravid udenfor ægteskabet. Men den mand som Gud udvalgte til at være stedfar for sin søn, skulle ikke have et hårdt hjerte. Han valgte en der havde forståelse for nåden som Gud har vist i sit ord, og som ikke var drevet af hvad han havde ret til, fordi han tilsyneladende var blevet snydt. Vi kender resten af historien, han finder ud af at han ikke er snydt, og vælger at gå ind i Guds plan.

Jeg kunne selvfølgelig finde andre eksempler på paradokser i bibelen, som ligner modsætninger. For der er sandt nok mange af dem. Men jeg synes dette eksempel fint viser at skriften er klar, og forklarer sig selv, hvis vi forsøger at finde ud af hvad der står, og ser på det i den store sammenhæng. Og hvis vi ikke forstår paradokserne, så skal vi gå til skriften for at finde ud af hvordan de hænger sammen. Så vil Gud også vise os det hvis vi søger Ham igennem ordet, og i bønnen.

Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver os til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv.
Det er faktisk en ret stor pris. Den var stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og taberagtigt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv. Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om.
Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.

“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk gør det, det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!

Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse til et billigt evangelium, for det koster ikke noget.

Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.

Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen
Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg nogensinde har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så ville jeg prædike den her. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Men hør den kun hvis du er parat til at overveje den pris det har at blive en kristen. Ellers ville det være bedre om du aldrig hørte den. Her er linket: http://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm

Det har John MacArthur holdt en meget skarp og klar prædiken om sidste år, som enhver i den karismatiske bevægelse ville kunne få noget ud af at høre på. Jeg vil endda sige at man godt kan høre den og være karismatiker bagefter. Så længe det man mener at kunne få fra Gud, er i 100 % overenstemmelse med ordet, og ikke lægger noget nyt til. For det er lige præcis her at usund karismatik opstår, når man begynder at lægge noget til skriften. Og tro mig, der er mange der har lagt meget til skriften. Noget som også sker ofte i Danmark, det er altså ikke bare et amerikansk fænomen. De ting MacArthur taler om i denne prædiken er også ting vi er nødt til at advare om i Danmark. Vi har mange der er blevet misledt p.g.a. folks falske profetier, og åbenbaringer. Men hør selv og vurder om der ikke er noget om det MacArthur siger i denne forkyndelse:

Brevet til denne menighed har så mange referencer til den by som kirken lå i, at jeg gennemgik en del kendetegn ved den by. Når man kender de særtegn, så åbner brevet sig op for en, så man kan forstå brevet på samme måde som Laodikæerne måtte have gjort dengang. Særligt er budskabet om at de er lunkne, og at Jesus ville ønske de var varme eller kolde, noget som Laodikæerne forstod meget mere klart end vi gør, hvis vi ikke kender til hvordan vandressourcerne var i Laodikæa og omegn. Noget som har ret stor betydning for vores forståelse af dette.

Men derudover er det også interessant at se hvordan viden om jordskælv, Laodikæansk øjensalve, og finansvirksomhed kan åbne dette brev op for os, sammen med Helligånden.

Selv synes jeg det var en af de bedre prædikener i serien om Jesu breve til de syv menigheder. Jeg er dog ikke færdig med serien endnu, på trods af det var den sidste menighed. Jeg har nemlig lovet at lave en afslutning på den, hvor jeg gennemgår de ting der går igen for alle syv breve. Nemlig det om at den der sejrer skal få en præmie, og den der har øre skal høre hvad Ånden siger til menighederne. Men indtil da kan man høre den seneste i serien her. Tryk på play eller download til din transportable afspiller.

Har du endnu ikke hørt denne korte juleprædiken, så benyt dig af chancen her. Og send den gerne til folk som du ved trænger at høre evangeliet. Download den, overspil den til DVD og giv den væk hvis du vil. Juleevangeliet er folk faktisk villig til at høre, særlig når det ikke tager længere tid end denne her.

Læserne her på siden ønskes en velsignet jul, hvor vi kan glæde os over at Ordet som var Gud, blev kød og tog bolig iblandt os (sammendrag af Johannesevangeliet 1.1-14)

David stiller i sit indlæg nogle spørgsmål som folk der er tilknyttet Indre Mission skulle tage og spørge deres lederskab om. For det er bestemt nogle spørgsmål der er vigtige at få afklaret, sådan som kirkesituationen er mange steder i dag. Så man kan finde ud af hvor langt man kan fortsætte med at støtte et lederskab som bevæger sig længere og længere væk fra bibelsk grund.

Se indlægget på dette link: http://www.apologetik.dk/?p=1292 

Men dette område er også et som jeg er blevet forsømt i, og heller ikke har et tilstrækkeligt kendskab til. Fordi jeg også er blevet så påvirket af verdens måde at finde en livsledsager på, og har glemt bibelens budskab. Derfor har jeg funden en prædiken af Paul Washer, som har nogle ret interessante udmeldinger om emnet. Jeg har lagt denne prædiken på, som (tror jeg) vil være noget mange vil ryste på hovedet af. Og ja, der er også elementer i den, hvor jeg synes han gør lidt meget ud af det, men ikke desto mindre er den vinkel han har, god at vende tilbage til. For hans udgangspunkt er hvad der står i bibelen, og ikke hvordan man gør i verden. Det tror jeg vi kan lære rigtig meget af. Så kan man eventuelt sortere den del fra som man måske er lige lovlig amerikansk, og tage den del til sig som man godt kan se er sand. Jeg har dog en mistanke om at en af årsagerne til at jeg synes han strammer den lige lovlig meget, kunne være fordi jeg ikke selv tager Guds ord alvorligt nok. Men den har jeg nok brug for at tænke lidt mere over.

Her er undervisningen af Paul Washer:

”I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!« Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.” Anden mosebog 4.24-26

Moses hustru Sippora vidste åbenbart godt hvad der var galt her, og hun var hurtigere end Moses (ja nogen gange er kvinder hurtigere end mænd til at fatte visse ting. Tro mig det har jeg en del erfaring i). Hvad var det hun så som Moses havde glemt og vi andre kan have svært ved at se?

Hendes søn var ikke omskåret, Moses havde ikke taget sit eget familieliv alvorligt nok, til at sørge for at få sin søn omskåret og dermed vist at hans søn også skulle tilhøre Gud, hvad omskærelsen jo var et tegn på. Nu skal vi ikke omskære vore børn i dag for at vise de tilhører Gud. Det var den gamle pagt. Men det her handler om at fædre skal tage deres faderrolle meget alvorligt. Det gælder også fædre som har en kirkelig tjeneste. De skal ikke være så fortravlet og så optaget af ”større ting”, at de ikke har tid og ressourcer til at opdrage og disciple deres børn!

Det var noget Moses havde brug for at lære, og lærte ”The hard way”. Han havde misforstået sit hverv som profet og troet det var et større hverv end det at være far. Det ville Gud ikke acceptere at han troede, derfor valgte Gud at vise Moses hvor alvorligt det er at forsømme sine børn for en ”større sag”.
En kristen far har et stort og vigtigt ansvar for at lære sine børn om Gud, om bibelen, og dermed give dem evangeliet, og vise og fortælle hvordan man lever som en kristen. Også selvom vi ikke som forældre kan bestemme hvornår vores børn bliver kristne, det er fuldstændig i Guds hænder hvornår det sker. Ikke desto mindre har Gud giver fædre (og mødre) opgaven at lære sine børn Guds ord, så de kan lære Gud at kende igennem Hans ord.

Moses tog da også ved lære, og skrev også senere i femte mosebog 4.9-10 følgende:

”Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner, fortæl om den dag, da du stod for Herren din Guds ansigt ved Horeb, og Herren sagde til mig: »Kald folket sammen hos mig; jeg vil forkynde dem mine ord, så de lærer at frygte mig, så længe de lever på jorden, og så de lærer deres sønner det.« ”

Du kan læse mere om at studere bibelen som familie her: http://sand.omvendelse.dk/familiens-bibeltime-1479.htm?trashed=1&ids=10531