Velkommen til brevkassen. Med tiden vil denne nye kategori muligvis få sin egen underside her på omvendelse.dk. Har du spørgsmål som du ønsker at få besvaret her, kan du sende dem til info@omvendelse.dk. I modsætning til kommentarerne er der mulighed for at være anonym på brevkassen. Blot undertegnede kender vedkommendes email. Det er ikke muligt at kommentere på brevkassen, men hvis nogen har noget at indvende eller tilføje, kan det også ske på info@omvendelse.dk.

Det første spørgsmål er fra en læser som spørger om Obama er antikrist.

Fra Hanne

Jeg vil gerne spørge dig om noget.

Jeg er folkekirkelig, har ikke tilbøjelighed til at blive hysterisk, tror jeg da. Men jeg er kommet til at tænke på noget, som er dybt pinligt at spørge om i mine kredse..

Tror du Barack Obama er antikrist? Jeg søgte på det på google, og fandt ud af at jeg ikke er den eneste der har stillet det spørgsmål. (http://www.barackobamaantichrist.blogspot.com)

Det er nok noget sludder! Men jeg synes der er nogen ting der forandrer sig, og gør det meget hurtigt. Men – har du en mening om det? Eller er jeg den eneste kristne her i landet der har tænkt på det? Så er jeg nok bare ved at blive gammel eller sådan noget ;-)

Det er jo heller ikke noget jeg kan ændre ved. Måske er det også udansk hysteri at tale om det, overhovedet! Men jeg kan nu ikke lade være med at tænke på det.

Svar til Hanne

Hej Hanne

Jeg tror ikke du er den eneste der går med det spørgsmål, i hverken dine eller mine kredse. Det er åbenbart normalt at nogle kristne ønsker at definere bestemte personer som antikrist, gerne den sidste antikrist. Følgende personer er alle blevet vurderet til at være antikrist af ekstreme grupperinger i kirkerne: Tony Blair. Chirac, løbende paver, Rick Warren, og Hitler. Sjov blanding af navne som nogen åbenbart mener, har noget til fælles. Ingen af disse har dog vist sig at være den sidste antikrist.
Når så spørgsmålet melder sig om Barack Obama skulle være den sidste antikrist, kan jeg godt konkludere følgende: Det ved vi ikke noget om!
Men vi kan sige om ham, at han kommer i en antikristlig ånd. Og hvad det angår er jeg helt klar. Der er rigtig meget der tyder på at Obama har en dagsorden som er meget langt væk fra den bibelske, og viser nogle tendenser henimod et verdenssamfund med en økonomi, og et styre. Det styre som bibelen taler om skal ske i de sidste tider, i særlig Johannes Åbenbaringen og Daniels bog.
Ligeledes kan vi også konkludere at ligesom Hitler ikke viste sig at være den sidste antikrist, så kom han i en antikristlig ånd. Man kan godt sige at Hitler var en antikrist, men han var ikke den sidste antikrist.

Er det noget vi skal være opmærksomme på?
Jesus siger selv at vi skal være opmærksomme på tidens tegn, så vi kan se at tiden nærmer sig.

“Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” Mattæus 25.13

Så ja vi skal være opmærksomme på disse ting, og det kan godt være et sundhedstegn at man tænker over hvad der sker i vore dage. På den anden side kan det også gå over og blive usundt. Som når man på tagryggen.dk har forudsagt at bortrykkelsen skulle ske i 2006. Den slags forudsigelser har vi ikke ret til at komme med. Bibelen siger at dem der siger sådan, er falske profeter.
Historien er desværre fuld af eksempler på at nogle er blevet så fascineret over eskatologi at det er blevet usundt. Det har desværre medført at mange kristne i dag, holder sig væk fra eskatologiske spørgsmål. Hvilket heller ikke er sundt.
For når Jesus siger vi skal være opmærksomme på tidens tegn, så er det fordi Han mener det (eksempelvis Lukas 12.54-56). Men samtidig vil Han heller ikke at vi skal fokusere så meget på de sidste tider, at vi glemmer at have et klart fokus på Jesus. For det er lige præcis her at folk er gået fejl. De har fokuseret på fragmenterede dele af Guds ord. Men ignoreret Ham der talte det til dem.

Så fortsæt med at være opmærksom, på tidens tegn, og se hen til Jesus som kommer og henter sin brud en dag. Om det sker i vor tid eller senere, ved vi ikke. Men vi ved det vil ske en dag.

Læs også hvad David Jacobsen har skrevet om Obama her og her.

Share on Facebook
Comments Off

Comments are closed.