Ja, tro det eller ej. Enhver der kan læse, og forstå hvad man læser, kan også afsløre Rick Warrens bøger i at være ubibelske. Det kræver såmænd kun to ting. En autoriseret bibel, og en bog af Rick Warren. Warren har det med at bruge utallige bibelvers, og det har jeg i princippet respekt for. Men problemet med Warrens bøger er at bibelversene er taget ud af konteksten, og ofte er hentet fra nogle af de dårligste oversættelser der findes i dag. Med andre ord, han finder den oversættelse der passer bedst til at påvise at hans bøgers budskab er rigtige.

Okay, lad os tage et eksempel. Og i dag tager jeg kun et eksempel, men jeg skal nok komme tilbage til flere senere. På side 19 i “Det målrettede liv” står der følgende:

“Selvhjælp er ikke hjælp i det hele taget. Selvfornægtelse er vejen- min vej- til at finde dig selv, dit sande jeg.”

Der er en henvisning til bag i bogen hvor der står at det skulle stå i Mattæus 16.25. Det lyder jo meget godt. Lad os prøve at se hvad der står i den autoriserede i Matt. 16.25:

“Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”

Tillad mig at føle mig lidt dum, det var da noget anderledes end det Rick Warren sagde der stod. Men okay, måske giver det mere mening at se hvad Warren mener hvis vi ser på verset i sin kontekst.

“Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? ” Matt. 16.24-26

Aargh. Ja undskyld jeg bliver lidt følelsesmæssigt involveret. Men jeg kan da tydeligt se nu, at det Rick Warren prøvede at bilde mig ind at der stod, står der overhovedet ikke noget om. Det handler da ikke om at finde “mit sande jeg”, som hans vers viste. Det handler jo om at jeg er nødt til at omvende mig fra mig selv. Så Warren har taget et omvendelsesvers, og drejet det til at handle om at finde sit sande jeg. Kan du nu forstå at jeg der taler så meget om omvendelse her på omvendelse.dk kan komme til at udbryde “aargh”?

Spørgsmål: Jamen René, jeg er med i en gruppe hvor vi går igennem 40  målrettede dage. Hvad skal jeg gøre?

Det nemmeste du kan gøre er at slå hvert eneste vers op som Rick Warren henviser til. Se hvad der står i den autoriserede oversættelse, og hvilken sammenhæng det står i. Gør det meget gerne sammen med din gruppe. Der vil ikke gå lang tid før der vil ske en af følgende to ting.

  1. Din gruppe vil kunne se at Rick Warrens budskab ikke er i overenstemmelse med bibelen, og at han forsøger at misbruge bibelen for at få den til at passe ind i sin undervisning. Når han istedet burde sørge for at hans undervisning er i overenstemmelse med bibelen.
  2. Eller din gruppe vil blive enormt irriteret over dig af to grunde. Du slår for meget op i bibelen, hvilket de ikke kan lide. Og den anden grund er at de ikke mener at du forstår hvad man egentlig kan få ud af Warrens bøger. For de har gjort så meget for mange kirker over hele verden.

Jeg håber selvfølgelig på det første for dig, og ved også at mange grupper vil vælge denne vej hvis du gjorde det. Men jeg ved at der findes andre grupper som stædigt vil holde fast i noget som kan påvises at være falsk lære. Så der er en risiko for at du kan blive ret upopulær i din “målrettede gruppe”, men det har Jesus også prøvet så hvorfor skulle du have det anderledes?

Share on Facebook

10 Responses to “Bedømmelse af Rick Warrens bøger for Dummies”

  1. Lars Dorland Says:

    Nu har jeg ikke selv en kopi af Det Målrettede Liv hos mig, men jeg kunne godt tænke mig også at læse Rick Warren i kontekst, altså skriften der omgiver dit citat om selvfornægtelse. Bare af nysgerrighed, da jeg ikke kender konteksten (har aldrig læst bogen).

    Når det så er sagt, så synes jeg ikke, det lyder så slemt. (Kommer måske ikke bag på dig 😉 ) For han taler dog trods alt om selvfornægtelse, hvilket jo netop er bibelens vej og pointen i det udvalgte skriftsted. Han bruger så termet “finde mit sande jeg”, og hvad han lægger i det må jo forstås ud fra sammenhængen. Her handler det nok ikke for Warren om at hylde det syndige i os, antager jeg – jeg ved jo, at Rick Warren i samme bog også advarer om helvede – men måske snarere om at finde den identitet, vi får i Kristus som hans børn, jf. 1 Joh 3 og formodentlig andre skriftsteder.

    Nu har jeg selvsangt ingen særlig interesse i at forsvare Rick Warrens teologi så meget frem for andre – forsøger blot at få øje på nuancerne, der ofte er i den slags sager. 😉

  2. Johannes Says:

    Hej Rene

    Tak fordi du tager debatten op om Rick Warrens bog 40 days of driven purpose, som jeg synes er spændende,

    Jeg skal lige fastslå, at jeg godt kan forstå hvis du ikke er enig måden Rick Warren gør alle ting på, det er helt iorden, men derfra at kalde ham og hans bog, henholdsvis, en falsk profet og en falsk lærer ja da er altså langt.

  3. Johannes Says:

    Inden jeg overhovedet går ind i debat emnerne som Rene har taget op, vil jeg gerne gøre læseren som ikke kender bogen klart, hvad denne bogs hoved budskab er. ( P.S jeg vil bruge original oversættelsen på engelsk, når jeg skriver citater fra bogen )

    Bogens hovedbudskab er at fortælle hvad Guds overordnede plan er for ethvert menneskes liv.

    Den er inddelt i 6 sektioner :

    1 What on earth am I here for ( All starts with God Kol 1.16 )
    2. You were planned for God’s pleasure (Salme 147.11)
    3. Formed for God’s family ( Heb 2.11-12 )
    4. You were created to become like Christ ( 2 Kor 3.18 )
    5. You were shaped for serving God.( Matt 20.27-28 )
    6. You were made for a mission ( Apg 20.24 )

    Jeg vil gerne pointerer at alle skriftsteder som er udfor hver sektion er taget direkte fra Rick Warrens bog. Enhver kristen som læser disse emner og læser skriftstederne i deres Danske bibel, må alle sige AMEN.

    Der er absolut intet Jeg fokuserende i Matt 20.27-28 som siger

    “og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«”

    Og det er jo det Rick Warren siger vi er skabt til som mennesker.

    Taler bogen om Evighed og Helvede?

    Ja det kan du da stole på den gør, I kap 3 og 4

    3. What drives your life & 4.made to last forever.

    Her kommer Rick Warren ind på Evigheden og det at mange vil blive adskilt fra Gud hvis de ikke tager imod ham. Rom 14.10-12 ( Der er vist heller ikke meget Jeg centreret i det skriftsted.)

    Så EN MEGET VIGTIG TING; 40 Days of Driven purpose, er ikke skrevet til ny frelste men for PASTORER OG SKRIFT LÆRDE til at bruge i Deres kirke.

    Det er ikke meningen som Rene Vest på peger at alle som er med i dette forløb ikke kender deres bibel. Og bare læser op fra bogen uden at bruge deres bibel Tværtimod. !!!!

    Det forventes at Bibel læren eller pastoren går igennem emnerne både fra prædike stolen og mht forberedelse inden de holder grupperne.

    Hvis dette ikke var tilfældet ville Rick Warren ikke have lavet programmet som han har gjort, nej kirken skal arktivt deltage både med at forklare skriftstederne og også med at få folk til at åbne deres bibel, så de selv kan se at det er rigtigt det som bogen siger.

    Og det er præcis hvad jeg har gjort i overstående eksempel.

  4. René Vester Says:

    At Rick Warren her og der har ret, ser jeg ikke noget problem i. Og heller ikke at jeg kan være uenig med ham på sekundære områder. Det ser dog kraftigt ud til at du har selekteret godt og grundigt. Du glemmer også at der hvor han taler om fortabelsen, (sparsomt) bruger han ikke noget om loven og hvordan den gør os til syndere der er skyldige til evig straf i Guds øjne. I den bøn man skal bede senerehen, er der heller ikke nogen som helst fokus på synd, på dom eller på omvendelse. Det er med andre ord en magisk bøn, som ikke er baseret på bibelen.
    Du glemmer også Mattæus 16.25 som jeg fokuserer på. Dertil er den bog ikke kun skrevet for pastorer og skriftlærde (hvis de virkelig kendte skriften kunne de også se den er misvisende). Men den bog der går forud for denne om den purpose drevne menighed er skrevet for pastorer og skriftlærde.

  5. Johannes Says:

    Rene du modsiger altså sig selv her,

    Først siger du at du er enig og derfor siger du at du ikke er enig.

    Formålet med bogen er ikke at du skal gå efter den slavisk og smide din bibel væk, Formålet er at du som celle gruppe skal åbne op og tale om hvert emne, Det er altså ikke sådan at alle som sidder i grupperne absolut ikke kender noget til kristendommen og dens indhold.

    Matt 16.25 er taget ud af en sammenhæng og ja det er endda taget ud af hele bogens sammenhæng, for hele bogens budskab er langtfra misvisende men korrekt dette ville du kunne se hvis du brugte tid på at kigge på skriftstederne i i DIN DANSKE BIBEL som jeg har fremhævet og som er i bogen.

  6. Johannes Says:

    Jeg mener din fortolknig af Matt 16.25 er taget ud af en sammenhæng

  7. René Vester Says:

    Ah ah. Det er RIck Warren der tager den ud af den rette sammenhæng. Du mener måske ikke at skriftstedet handler om omvendelse?
    Jeg skrev at jeg er enig med dig (og Warren) nogen steder, men ikke overalt. Det forventede jeg at du burde kunne regne ud.

  8. Susan Møllerskov Says:

    Han er medlem af CFR! Hvad mere skal der til???

  9. Johannes Says:

    Hej Rene

    Og jeg skrev at 40 days of purpose ikke er falsk lærer, jeg tror faktisk vi er enige, men at du i din iver, kommer til at gå over stregen med nogle af dine udtalelser.

    Hvad ellers Rick Warren er involveret i, det skal jeg ikke gøre mig klog på, og denne kommentar gælder også Susan, min pointe i denne diskussion er at man ikke kan sige at 40 Days of Driven Purpose er falsk lærer.

  10. René Vester Says:

    Jeg har svaret dig på dette link: http://sand.omvendelse.dk/fire-advarselstegn-i-det-malrettede-liv-af-rick-warren-327.htm#comment-20747

Leave a Reply