Jeg har en mistanke om, at en af årsagerne til at så mange kirker er kommet væk fra den sunde lære, har at gøre med vores søgen efter lykke. Istedet for at søge Guds ansigt, søger vi vores egen lykke. Det gør vi i en grad, der gør at vi endda taler om at vi har ret til at være lykkelige. Lykken er blevet til et krav. Men når lykke bliver til et krav, er det ikke længere en gave.

En af årsagerne til at vi fokuserer så meget på retten til at være lykkelig, tror jeg har at gøre med, at vi har fokuseret for meget på de modsatte ting. Eksempel: For 50 år siden talte man så vidt jeg har kendskab til, meget om at vi skulle være parate til når Jesus kom. Desværre blev det nogen steder nærmest brugt som en trussel mod menigheden. Personlig har jeg intet imod at man bruger talen om Jesu tilbagekomst til at opmuntre til et liv tæt på Gud. Jeg har heller ikke noget imod at man bliver opfordret til at teste sig selv om man er i troen. For det står der i bibelen at vi skal. Men vi kan selvfølgelig komme til at overfokusere på det, så det går hen og bliver usundt. Det tror jeg skete da vi brugte Jesu tilbagekomst som en trussel, og gjorde det i et omfang som fjernede fokus på andre vigtige områder af forkyndelsen.

Vi blev trætte af at høre om vi nu også var parat. Så da der kom nogen og talte til os om at kristne godt måtte være lykkelige, så ville vi hellere høre på dem. For det lød mere positivt. Der er da heller ikke noget problem, at kristne er lykkelige. Men det skal jo være en lykke der er bygget på, at vi er frelst fra vores synd. Det skal ikke være en lykke der er baseret på at Jeg vil være lykkelig”. For så handler det pludselig om mig istedet.

Den kristne har sin lykke i Kristus. Ikke i sig selv, og ikke i de ydre ting som penge, hus, stor bil og stor fladskærm fra Panasonic. Hvis en kristen har en sand glæde og lykke som kan holde til modstand, så er det fordi den kristne glæder sig over at Jesus Kristus har frelst ham eller hende, og ens synd er betalt og sonet, og at man har fået evigt liv i Himlen hos Gud.

Share on Facebook

Leave a Reply