I sidste afsnit skrev jeg at det vigtigste krav når man skulle finde en ny kirke, var at den prædikede evangeliet. Hvis ikke evangeliet er en bærende kraft i forkyndelsen, og den er klar og tydelig så er det ikke en kirke der er værd at bruge tid på. Kun hvis man har lyst til at blive skuffet igen. Men når man har en årsag til at gå ud af sin hidtidige kirke, så kan man (og burde man) bruge de samme årsager til at forklare hvorfor man ønsker at flytte over i den nye kirke. Her skal man ikke holde sig tilbage, og undlade at fortælle den mulige nye kirkes ledelse om disse grunde.

Det er der mindst to grunde til. For det første giver det ledelsen mulighed for at finde ud af om du er en troublemaker. Det kunne være at du er en af dem som har et lille snævert syn på alt hvad der foregår omkring dig, og bare synes at alt er imod dig, og ingen forstår dig. Selvom sandheden er en ganske anden. Den type findes, og det må være en leders opgave at vurdere om der er plads til en sådan person. For de fungerer ofte som en slags snyltere, der kræver enorm meget tid, som næsten altid er spildt, da de ofte er væk igen inden der er gået et halvt år. For så er de smuttet over til en ny menighed.
Det var så den negative side, lad os se på en mere positiv vinkel. Hvis du er ærlig overfor en mulig kommende ledelse, så kan du også finde ud af om den nye ledelse forstår dine grunde. Hvis de gør det, og er enig med dig, (fordi det er gode grunde du har) så er det med til at indikere, at her er der muligvis en god kirke. Men pas på at de ikke taler dig efter munden. Der er desværre en tendens til at lederes begær efter nye medlemmer, kan være så stærk at de taler folk efter munden for at få en proselyt. Derfor er det vigtigt at du er meget ærlig om dine årsager, så det bliver mulig for dine nye ledere at vurdere ordentlig, og så du også får mulighed for at vurdere dem. Samtidig vil en ærlighed om dette også give dig et godt vidnesbyrd overfor din nye ledelse. Det at du fortæller sandheden her, uden at gøre det på en bagtalerisk og negativ måde, gør også at ledelsen vil kunne have tillid til dig i andre ting. Har du tænkt på hvor rart det er at andre kender dig som en man kan stole på? Også selvom det har betydet at du har fortalt om nogle negative oplevelser du har haft, som du måske ikke lige går og har lyst til at fortælle til alle og enhver.

Da jeg “glemte” at være ærlig
Det var noget jeg selv engang overså, selvom jeg var klar over at jeg burde have meldt klart ud om årsag til flytning. Jeg havde vurderet at kirken var god på nogle overfladiske indikeringer, som kirken desværre ikke var så afklaret med alligevel. Jeg havde troet at fordi man fandt en kirke, der stadig sang salmer (det er jo efterhånden en sjældenhed i mange frikirker i dag), og fordi der faktisk var nogle af  prædikanterne der havde en god bibelsk tilgang til forkyndelse, at det så var en kirke, der havde noget at bygge på. Det viste sig senere, at ledelsen i den kirke ikke anså bibelen for at være troværdig, og at den samme ledelse ikke kunne se forskel på vranglære og evangelium. Hvis blot jeg havde valgt at tage den snak med ledelsen i forvejen, så havde min familie kunne investere vores tid bedre et andet sted. Den kirke jeg kommer i, i dag er ledelsen fuldt vidende om hvorfor vi har valgt den, og hvorfor vi flyttede fra en anden. Årsagen til vi kommer der, er man tror på bibelens troværdighed, og anser den for at være kirkens autoritet, (da det er Guds ord), og fordi evangeliet er den bærende del af forkyndelsen, og det er en tydelig del af forkyndelsen.

Lakmustest
Med din ærlighed kan du lave en lakmustest på en kirke, om den er en mulighed. Måden en ledelse vil vurdere dine årsager til at flytte kirke, er det du kan bruge som en test på om det er en kirke du skal flytte til. Er de bibelske i deres begrundelser? Forstår de at evangeliet skal være bærende for forkyndelsen? Tror de på at bibelen er kirkens autoritet, og ikke menneskers følelser og ideer?

Men hvad så når det ikke er muligt at finde en sådan kirke? Hvad gør man så? Kan man bare sådan starte en ny kirke? Hvor mange skal man være til det, og er der nogen ting man skal have snakket igennem først? Der er to grøfter her, nogen siger at det er så nemt, så nemt  at starte noget nyt, mens andre mener at man både skal have kirkebygning, børnearbejde, lovsangsband og spisecafe før man kan starte en kirke. Begge dele er forkerte, lad os istedet se på hvad bibelen siger om en kirke, og hvad kirkens aktiviteter skal være som minimum. Derom næste gang.

Se de foregående afsnit her:http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-2-nar-l%c3%b8sningen-er-farlig-3183.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-4-nar-vrangl%c3%a6ren-tager-over-3192.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-5-3213.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-6-nogle-eksempler-3218.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-7-hvor-skal-man-ga-hen-3226.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-8-v%c3%a6r-%c3%a6rlig-3250.htm

Share on Facebook

Leave a Reply