Sidste gang skrev jeg om at der er grænser for hvad man kan kalde vranglære, og noget man bare kan være uenig om. Alt for mange gange gør kirkens folk små uenigheder til afgørende punkter. Det er ikke sundt, og heller ikke Guds vilje. Men hvornår kan man sige at der er tale om vranglære som man ikke skal ignorere, men er nødt til at få gjort op med?

Lad mig starte med helt klart at slå fast, at nedenstående eksempler ikke isoleret set er årsager til at forlade sin kirke. Men hvis der ikke sker en ændring efter at man har taget disse problemer op overfor ens ledelse,så er man ved at være tæt på at kunne forlade sin kirke. Men før man gør det, er der nogle ting man skal have overvejet meget kraftigt. Hvad det drejer sig om vil jeg komme ind på i et snarligt kommende indlæg.

Når evangeliet mister fokus
Noget som er et tydeligt tegn på at vranglære er kommet ind i kirken, er når evangeliet ikke bliver prædiket mere, eller efterhånden kun er noget der bliver talt om sjældent. Det er der normalt en årsag til. En af de årsager er ofte at vranglære er kommet ind, og har fået fokus istedetfor. På urkirkens tid var det ofte gnosticisme som havde fået den fokus. Gnosticisme var en blandet landhandel af forskellig vranglære, hvor folk bl.a. fik “en højere åbenbaring”, end det der allerede var åbenbaret i skriften. Dertil havde gnosticismen en markant fokus på menneskets egen evne, og i mindre grad hvad Gud allerede har gjort.

Trosbevægelsen
Der er ikke noget nyt under solen i dag. Vranglære sætter mennesker højt, og får Gud ned på et lavere niveau. Et sted vi eksempelvis ser det er i trosbevægelsen. Trosbevægelsens læresætninger siger at mennesket er små guder, og når man bliver en kristen, så får man guds autoritet, og evne til at skabe ting, ved det bekendte ord. Det er derfra vi har ideer som “bekend dig til frihed, til helbredelse, til succes og rigdom”. Men det at tale til sine omstændigheder er ikke en kristen tilgang til at løse problemer. Jeg kender folk der har prøvet at tale til deres regninger, men fandt ud af at der skulle mere til end det. Man var nødt til at tjene penge for at kunne betale penge. Meget simpelt, men åbenbart ikke for alle, der kalder sig kristne.

Prædiker tomme ord
Dertil ved jeg også om indtil flere velkendte ledere fra trosbevægelsen, som da det blev deres tur til at få en depression, eller en nedtur af en eller anden grund, viste at det de prædikede ikke fungerede alligevel. For hvis det virkelig passede at man bare kunne tale til sine omstændigheder og “bekende sig fri”, så er spørgsmålet hvorfor de så ikke har gjort dette i den situation de står i? Hvorfor går de ned med depression i flere år? Hvordan kan det være at når de har det hårdt, så går de til lange snakke hvor de får sjælesorg, og hjælp til at komme videre? Kunne de ikke bare bekende sig fri, eller finde en eller anden “speciel salvet” prædikant der kan lægge hænderne på dem? Får de depressioner og hårde tider fordi de ikke har tro nok, eller er det ikke bare fordi det de prædiker ikke kan er baseret på sandhed? Med andre ord, trosbevægelsens lære er direkte farlig og er ødelæggende for menigheder.

Når trosbesbevægelsen skaber kolde hjerter
Har du tænkt på at en sådan tilgang til at menneskelige kriser er med til at skabe kulde i kirken? Når en er syg, og trænger til omsorg, så får man istedet at vide, at man skal sige “Jeg er rask i Jesu navn”, og hvis man så ikke bliver rask, skyldes det at man ikke har tro nok. Det er ikke den omsorg som Jesus siger vi skal have for hinanden i bjergprædikenen. Ikke et sted påbyder han nogen at bekende sig fri, eller bekende sig rask. Den der helbreder er Jesus. Den der gør folk glade igen er Jesus. Det er ikke en tryllesætning som sætter os fri, men Jesus Kristus. Men den Jesus Kristus som sætter fri, bliver hos trosbevægelsen erstattet af min egen evne til at tro, og til at bekende og holde krampagtig fast i en bekendelse.

Trosbevægelsen er direkte farlig og skal ikke have nogen indpas i Guds kirke. Det kan godt være at det ser ud til at der er mange mirakler i trosbevægelsen, men det er ikke et argument for at godkende nogen. Det må og skal være læren der er afgørende her. Dertil er der også en stor del af deres mirakler som ikke er reelle mirakler, men massehypnose og bekendelser som ikke er sande ved næremere eftersyn.

Desværre har trosbevægelsens lære fået så meget indgang i mange kirker, at mange kristne ikke længere kan se forskel på hvad der er kristendom, og hvad der er trosbevægelse. Det har skabt forvirring hos kristne, det har skabt kulde hos kristne, og folk er blevet såret af trosbevægelsen, og af folk som er påvirket af tankerne fra trosbevægelsen. Så hvis din kirke er påvirket af disse tanker, så tag en seriøs snak med din ledelse, om hvordan de forholder sig til dette, og om det er noget de vil forsætte med at acceptere, eller vil rense ud af menigheden. Hvordan du kan tale med din ledelse om det har jeg skrevet om i dette indlæg: http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm 

I næste indlæg vil jeg vise et andet eksempel på vranglære der gør at man kan være nødt til at vurdere om man er nødt til at forlade sin kirke. Jeg kunne godt skrive flere eksempler, men de skal kun virke illustrative, og er ikke udtømmende. Men efter det næste indlæg regner jeg med at skrive hvad man så gør, når man ser sig nødsaget til at forlade sin kirke. For spørgsmålet er, om man skal finde en anden kirke (hvilket nogen gange kan være den bedste løsning), eller om man skal finde nogen at starte en ny kirke op med (hvilket andre gange kan være den bedste løsning). Men hvornår det ene er bedre end  det andet vil jeg også komme ind på, samt de faldgruber der kan være her. En ting er helt sikkert. Det er ikke godt slet ikke at have noget kristent fællesskab at komme i, og det vil jeg også forklare med tiden hvorfor det er tilfældet.

Share on Facebook

Leave a Reply