I de to første afsnit i denne serie skrev jeg om hvornår ens grunde til at forlade en kirke var dårlige, og hvornår løsningen på problemet kan være farlig. I dette afsnit vil jeg se på hvornår man har en god grund til at forlade sin kirke, men alligevel vil jeg gøre opmærksom på at man skal passe på med alene at bruge disse grunde. Der er så mange aspekter i dette område at man skal overveje sine årsager (og konsekvenser) meget nøje, samt vide hvad man så gør istedetfor.

Når evangeliet er fraværende
Den mest klare årsag til at finde en ny kirke (eller starte en ny) er når evangeliet ikke bliver prædiket i kirken. Hvis dette er tilfældet så har man pligt til at gå til sin ledelse og spørge dem om hvorfor evangeliet ikke bliver prædiket. Det kan godt være at man ikke bryder sig om at gøre dette, men hvis man ikke tør henvende sig til sin ledelse i en så vigtig sag, så viser det blot endnu mere at er noget galt. Enten med en selv, eller med kirken man kommer i. For enten er det fordi man har menneskefrygt og frygter mennesker mere end Gud, eller også er det fordi ledelsen i kirken har sat sig selv på en piedestal, således at der ikke er plads til kritik af folk med så høje poster. I så fald, er man nødt til at tage skridtet og få talt ud med sin ledelse. Også selvom man ikke tror det falder i god jord. Men lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv, til en situation hvor jeg ikke kunne gå længere.

For del år siden, kom jeg i en menighed hvor vi igennem nogen år havde haft en ret smart og ungdommelig præst. Vi havde den ene relevante gudstjeneste efter den anden som ikke handlede om kristus, men om hvordan jeg kunne få et bedre liv, bedre ægteskab, bedre moral og så videre. Flere og flere begyndte at komme i den smarte kirke, men evangeliet blev ikke prædiket. Jeg og mange andre var ved at få spat (nej jeg kunne ikke finde et bedre ord her) af at høre på det. Vi var tørstige og sulten efter ordentlig kristen mad, men vi fik istedet en pæn dyb tallerken fra Royal Copenhagen fyldt op med velduftende, men uspiseligt brugt opvaskevand. Hvor fin tallerkenen end så ud, så smagte indholdet dårligt.
Men en søndag skete det så. Endelig for første gang i flere år, prædikede præsten evangeliet, og gjorde det så klart og tydeligt at det gav mening, og man kunne mærke Guds ånd virke. Men da præsten så var ved at være færdig, afsluttede han med at undskylde hvis han havde trådt nogen over fødderne. Han ønskede ikke at nogen følte sig dårlig tilpas over en sådan prædiken. Hvad han reelt set gjorde der var at han undskyldte Guds ord. Som om vi skal undskylde Guds ord og Jesu budskab. Vi var flere der var målløse over at en kunne holde så god en prædiken og så slutte af med at undskylde at man havde sagt det. Det ødelagde simpelthen budskabet. Alligevel valgte jeg at fortsætte med at komme lidt endnu i min naivitet. Hvor naiv var jeg? Tjah hør her:

En gang skulle vores præst interwieves til tv2s regional-tv. Der skulle han fortælle om sit arbejde som frikirkepræst, og jeg tænkte fedt. Hvilken mulighed for at give evangeliet til en stor del af dem der boede i regionen. Jeg tænkte at det da var en mulighed som min præst ikke ville gå glip af at benytte sig af. Men hvad skete der? Jo, jeg blev ganske enkelt chokeret over at min præst sagde det samme vrøvl som enhver anden liberalteologisk folkekirkepræst kunne have sagt (nej jeg mener ikke alle folkekirkepræster er liberalteologer). Han fortalte blot om sine opgaver som præst, og hvor vigtigt det var at være noget for folk i den tid vi levede i og bla bla bla. Evangeliet om Jesus var fuldstændig fraværende, selvom han fik den ene mulighed efter den anden for at give det. Men hvorfor skulle han da også have givet evangeliet på fjernsynet? Det kunne han jo ikke engang finde ud af at gøre i kirken. Det havde jeg jo observeret igennem flere år. Så ja jeg var naiv, jeg troede at han nu endelig ville gøre det. Men hvis man ikke er tro i det små, så kan man heller ikke være det i det store. Denne præst kunne ikke engang være tro i sit hverv som præst, så hvorfor skulle han kunne give noget i fjernsynet? Men for mig blev det nok. Jeg havde i forvejen haft flere snakke med præsten her, men valgte nu at tage den sidste, og på en pæn og ordentlig måde forklare ham at jeg ikke kunne komme der mere. For hvis ikke forkyndelsen var båret af evangeliet om Kristus, så var der ikke nogen grund til at være der. Det skal lige siges, at inden jeg tog den afgørende snak, havde jeg fundet et andet sted at komme. Hvorfor det er vigtigt at påpege vil jeg vende tilbage til i et senere indslag. Men nu skal det ikke handle om mig. Men jeg tog eksemplet frem for at vise, at man ikke skal forvente at en præst ændrer stil fra den ene dag til den anden. Har man talt med sin præst om manglen på evangeliet (hvis det er det der er problemet) så giv ham tid til at tænke.
Det er muligt at jeg gav denne præst for lang tid til at tænke, det er svært at vurdere nu så mange år efter. Men jeg er glad for at jeg ikke bare skiftede menighed efter at have hørt ham to eller tre gange, og så ikke engang have snakket med ham. For hvis vi kender evangeliet, og er født på ny, så ved vi også at Gud engang har haft langmodighed med os, før vi ændrede retning i vores liv. Og hvor mange gange som genfødte kristne har vi ikke oplevet at Gud har vist os noget vi skulle gøre noget ved, men hvor vi har været lang tid om at tage det til os? Det kan jeg godt sige at jeg har været langsom til adskillige gange. Så hvorfor skulle jeg være mere hård overfor en præst end jeg er overfor mig selv?
Når det så er sagt, så skal man heller ikke blive ved med at leve med en forkyndelse som er kristusforladt. Det er ikke det man som kristen skal spilde sin tid på. Det vil jeg også vende tilbage til senerehen, hvorfor vi ikke skal det, og hvad bibelen siger om dette. Men næste gang vil jeg sandsynligvis komme ind på hvornår vranglære i kirken kan være en årsag til at finde en anden kirke. For det er ikke al forkert lære der er så forkert, at det behøver være årsag til at flytte. Der må være grader af kategorier her, og det ved jeg mange vil være enige med mig i, selvom man kan være uenige om betydningen af de kategorier. Men lad os se.

Men generelt, konklusionen her, er at hvis evangeliet ikke bliver prædiket, og der ikke sker positive ændringer i forkyndelsen ved en gentagen samtale om dette, så er man tæt på at have en god grund til at finde en anden kirke. Men der kan også være årsager til at blive. Ja jeg ved godt at det lyder lidt vagt det her, men bibelen viser nogle paradokser til dette emne som jeg ikke ønsker at ignorere. Men derom senere.

Share on Facebook

6 Responses to “Årsager til at forlade sin kirke 3 (Når der er grunde)”

  1. Peter Says:

    Vi her i hjemmet nyder stort af at læse dine spændende indlæg, som er meget velskrevne og argumenterende i stedet for den gængse “jeg mener….” og “jeg føler…..” osv.
    Jeg har et par spørgsmål – håber ok (andre må også give deres besyv med):
    1) Du bruger ikke så ofte termen: “Gud har sagt følgende til mig”, er du meget påpasselig med at udtale sådanne sætninger ?
    2) Jeg har læst en del på Internettet om Todd Bentley (jeg har en klar holdning til denne mand) hvordan forholder vi os til at mænd som Rick Yoyner og Benny Hinn åbenbart velsigner denne mand? Har læst “Den sidste prøve” og en del af “Kaldet”. Kender du de bøger? JEg er helt vilde med dem, men kan ikke forstå forfatteren nu er med til at velsigne Todds nye ægteskab osv. Hvordan forholder du dig til det?
    3) Hvordan mener du vækkelsen kommer til Danmark? Hvordan kan vi frembringe den? Jeg/vi længes efter at se guds ånd komme og forvandle osv.
    4) Hvordan er din holdning til Pensacola – vækkelsen i 90´erne? Var det også blot et karismatisk desperat forsøg på at “lege” vækkelse? Jeg er af den holdning at netop den vækkelse var såre god, da den omhandlede syndsomvendelse og der udgik et klart kald til de frafaldne.
    Dejligt med en vis mand.

  2. René Vester Says:

    Hej Peter
    Det var en ordentlig portion spørgsmål. Jeg tager nogen af dem her, men vil godt tage nogen af de andre som indlæg snarest. Håber det er i orden.
    Det er rigtigt at jeg meget sjældent bruger ternem “Gud har sagt til mig”. Det betyder ikke at jeg ikke tror Gud kan tale til os i dag. Hvis ikke Gud taler til nogen, er der ikke nogen der bliver frelst, for ingen kommer til Jesus uden Faderen drager på en. Men jeg synes der er tendens til hos nogle at de bruger den term for meget. At nogen har oplevelser af at Gud taler, vil jeg ikke partout sige er forkert. Men det vigtigste er hvad Gud allerede har sagt. Og hvis jeg oplever at Gud taler til mig, og jeg ikke kan se det samme klart i Hans ord, så vil jeg passe meget på med at sige hvad jeg oplever. Derfor er autoriteten ikke hvad jeg oplever Gud siger til mig, men hvad Gud allerede har sagt. Det var faktisk også normalt for en stor del af karismatisk kristendom engang. Jeg har bl.a. læst de bladudgivelser som kom fra Azuza street, og det som er så godt ved de udgivelser er hvorledes de skrev at det er Guds ord der er autoriteten og ikke de oplevelser de havde. De var faktisk meget ydmyge med det der skete, og gjorde ikke den åndelige del til en mere vægtig del end Guds ord.
    Hvilket fører til den anden side af dette. Hvis jeg går ud og siger “Gud har sagt til mig” så siger jeg også at jeg taler med en autoritet, som jeg ikke anser at jeg har ret til at tage, medmindre jeg kan se at dette er i fuld overenstemmelse med Guds ord.
    Lige netop dette er faktisk et problem for en mand som Benny Hinn (og flere). Hinn har jo bl.a. fortalt om at han engang oplevede at i en kirke han prædikede i opstod der et billede af Jesus på væggen nede bagi, Og det bemærkelsesværdige ved det billede var at når Benny Hinn talte, så bevægede munden på Jesu billede sig. Det lyder jo meget spændende, men det Hinn reelt sagde var at når Hinn talte, så svarede det til at Jesus talte. Så med andre ord hvis du sætter tvivl om Hinns ord, sætter du tvivl om Jesu ord. Men da Hinn indtil flere gange har sagt ting der er i direkte modstrid med Guds ord, kan vi ikke bruge denne oplevelse til at godkede ham. Det er stadig skriften der er afgørende, og ikke ens oplevelser.
    Her er et sammendrag af Justin Peters bekymring for trosbevægelsen som Benny Hinn er med i. Jeg vender lige tilbage til de to andre spørgsmål senere på bloggen. Men jeg tror Justin Peters her har en del svar på dine spørgsmål. det har været gavnligt for mig ihvertfald.

  3. Peter Says:

    Tak for dit gode og uddybende svar… Jeg vil nu sætte mig til at se dine vedhæftede videoklip samtidigt med at nyde en kop kaffe i dette kolde vejr.
    Jeg vil se frem til dine indlæg vedrørende vækkelse osv.
    Vi er taknemmelige for din visdom og dine enorme gode indlæg

  4. Jørgen Poulsen Says:

    Også tak for dit indlæg, der vækker eftertanke. I modsætning til Peter vil jeg nyde et par pilsnere i stedet for kaffe. Her er det også koldt.

  5. René Vester Says:

    Jamen så længe det kun er et par stykker, er det sikkert i orden at nyde dem. Lidt befriende at læse ordet “pilsnere” herinde på siden.

  6. Jørgen Poulsen Says:

    Tak skal du have, Rene, jeg tror bestemt heller ikke, jeg tager skade. Og farisæere er der jo nok af……

    Kan godt lide, at du ikke opfordrer til ballade blot fordi man ikke altid er enig i alle detaljer i forkyndelsen. Man går jo ikke i kirke for at skabe strid, men også for at få sin ugentlige fordybelse og nærhed med Gud sammen med de andre i menigheden. På den anden side er jeg også enig med dig i, at der selvfølgelig er grænser.

    Jørgen

Leave a Reply