En ting er at forlade sin kirke. Men en anden er hvor man så skal gå hen, og lige her er der nogle faldgruber som er vigtige at være opmærksomme på. For der er uhyggelig mange igennem historien som har udvandret fra kirken af de rette grunde, men har endt i noget der var værre, end det de kom fra. Nogle eksempler på det er farisæerne, ørkenfædrene, og emergent church bevægelsen.

Det er ikke usædvanligt at rigtige spørgsmål og en begrundet utilfredshed med det eksisterende system, kan medføre en reaktion der er værre end det man er utilfreds med. Det er velkendt at farisæerpartiet som Jesus gik voldsomt imod, var opstået som en reaktion på en den mangel på respekt for den jødiske religion der var dengang. Men som Jesus gentagne gange viste, så var deres måde at løse det på direkte ubibelsk. De troede det handlede om at leve et moralsk godt liv, og satte dermed sig selv op på en piedestal som gjorde dem bedre end andre mennesker.
Et andet fænomen i historien som viser at der er en faldgrube her, er de i dag meget omtalte ørkenfædre. Hvis man kritiserer ting som kontemplativ bøn i kirkerne i dag, får man eksempelvis at vide at det er noget man finder helt tilbage til ørkenfædrene. Men det er ikke et argument for kontemplativ bøn. Det er reelt set et argument imod kontemplativ bøn. Lad os se lidt på hvem de var.
Ørkenfædrene kunne se at en del af kirken dengang i 200-tallet var begyndt at gå på kompromis med romerriget. Det var en udvikling som nogen ikke brød sig om af naturlige grunde. Der måtte ganske rigtigt gøres noget. Men nogen af dem der var kritisk over for disse kompromisser gik istedet ud i ørkenen, og adskilte sig dermed fra samfundet. Alt andet lige, behøver der ikke være noget galt i at gå ud i ørkenen. Det gjorde Johannes Døberen også, og folk tog ud til ham for at blive døbt. Men det der skete for ørkenfædrene derude var at de ifølge Edvard Conze (afdød professor fra Oxford) kom i kontakt i ørkenen med østlige handelsrejsende. Disse handelsrejsende havde en panteistisk religion, og havde derfor en anden måde at dyrke deres guder på, end kristendommens måde at dyrke Gud på. Ikke desto mindre blev ørkenfædrene inspireret af at se disse folk søge ind i det åndelige ved hjælp af metoder som var dem fremmede. Men de tog dem til sig.
Det ses også at der er store ligheder mellem det man kalder kirkelig kontemplativ bøn, og den form for åndelighed vi ser i panteistiske religioner som buddhisme og hinduisme. Men det har sine årsager, og derfor er det heller ikke noget der skal være plads til i en evangelisk kirke. Lad mig springe emergent church bevægelsen over, dem har jeg skrevet så meget om i forvejen at jeg ikke vil bruge tid på dem her. Men henviser bl.a. til bloggen.

I Danmark
I Danmark har der været mange små forsøg på at gøre op med en kirke der er på vildspor. Men uhyggelig mange af de forsøg, er gået i vasken. Derfor er det af ret stor betydning at vurdere om de argumenter man bruger til at forlade ens kirke er i orden (kommer jeg ind på næste gang), og om ens idé til at løse det er i overenstemmelse med bibelen. For det er lige præcis på det sidste område at jeg ser gentagne gange at fejl er sket. Man ønsker at lave noget nyt, noget bedre, men i al ens iver for at skabe en ny og bedre kirke, glemmer man hvad Gud allerede har sagt om sin kirke. Og der står meget om hvordan den skal være i bibelen. Gud er bestemt ikke tavs omkring den måde Han vil tilbedes på. Gud ønsker ikke at kirken er struktureret efter måder som er opstået i folks hoveder efter folks ønsker, men i overenstemmelse med Hans ord. Hvad der her menes vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.
Nogle skræmmende eksempler i Danmark på folk der er gået ud af kirkerne af tilsyneladende gode årsager, men har endt i noget der er værre end det de kom fra, er eksempelvis den meget tillukkede gruppe kaldet “Lys og Salt” og den mystiske mand Kim Andersen fra Tagryggen.dk (læs mere her). Begge er eksempler på folk der har isoleret sig fra hvad der ellers foregår i dansk kirkeliv. Ja, der foregår ganske rigtigt meget forkert, men bare fordi noget er forkert, behøver det ikke være alt der er forkert. Men nu er det heller ikke kun disse små isolerede tilfælde der kan være faldgruber. Det kan også være den måde man vælger at bygge en kirke eller menighedsfællesskab op på der kan være forkert. Her er eksempel på hvad en velkendt forkynder har skrevet om dette:

“Jeg kender mange, der har startet en menighed med længsel efter noget andet og efter virkelig at skabe disciple, men efter noget tid sidder de med en halvdød menighed, som de underholder søndag efter søndag, uden at der rigtig kommer disciple ud af det. Hvorfor det? Jo, fordi deres kirkekultur hindrer dem i at gøre det, Gud ønsker. De starter oprigtigt med store drømme, men de ender med det, de absolut ikke ønskede. De ender med det, de netop flygtede fra, og som var årsagen til, at de i første omgang var startet. For mig er det helt klart den sværeste opgave – at få kirkekulturen ud af os.”

Problemet med en sådan udtalelse er at det ikke er kirkekulturen der er en hindring for os, når vi skal starte nye fællesskaber op. Nej det er selve tilgangen der er helt forkert her. Og dermed er det ikke et godt råd som vi her får. Den er ligeså forkert som ideen om at man kan starte gode kirker op, ved hjælp af et eller andet smart koncept fra USA eller lignende. For de forsøger jo også at gøre op med folks “kirkekultur”. Så nej, det er ikke vores kirkekultur der er hindringen, men vores forståelse for hvad et menighedsfællesskab er, og hvordan Gud ønsker det fællesskab skal være.

Jeg vil prøve i denne serie at pege på hvad det er vi kan gøre istedetfor, og hvordan vi kan undgå at nye fællesskaber dør ud. Men først vil jeg gennemgå hvad der skal til for at finde ud af om man virkelig skal forlade sin menighed. For som jeg skrev sidst er det en meget alvorlig sag. Se link her. Men jeg vil også komme ind på hvordan man kan (og nærmest skal) kigge sig om efter andre mulige kirker at komme i, førend man tager skridtet og starter nye fællesskaber op.

Share on Facebook

Leave a Reply