Hvis man er nogen stykker der har fundet sammen for at starte et nyt menighedsfællesskab op, så er det afgørende at man finder ud af hvad man positivt er enig om. For et nyt fællesskab kan ikke bygges op på at man er enige om at det man forlod var forkert. Man bør vide hvad det så er man kan være enig om som man skal bygge på, og hvordan man vil bygge det. Nu sidder der nok en eller to og tænker,“Jamen skal vi ikke bare være enige om at Jesus bygger sin kirke?”. Jo, det er ihvertfald et godt udgangspunkt, men det medfører nogle spørgsmål som man er nødt til at få besvaret, og lad mig bare starte med at se lidt praktisk på tingene her. For hvordan skal møderne afholdes? Hvad skal en gudstjeneste indeholde? Hvordan skal sangene være? Hvem kan være med i fællesskabet? Hvordan får vi kommunikeret ud at vi er et nyt kristent fællesskab, og er en synlig del af Guds kirke?

Vigtige spørgsmål
Rigtig mange spørgmål kan komme op her, og jeg skal ikke besvare dem alle. For en stor del af dem skal løses lokalt i fællesskab (med udgangspunkt i bibelen selvfølgelig). Men en ting jeg vil tage op her, er hvad et møde skal indeholde. For der er i dag i visse kredse kommet stor uvidenhed om hvad et kristent møde skal indeholde, og hvad der kan være plads til. Det er ærgerligt, for bibelen er faktisk ganske klar omkring hvad der skal ske når kristne mødes i menigheden. Dertil er bibelen også meget klar på at det ikke er alting der er tilladt til et kristent møde, fordi Gud har valgt hvordan Han skal tilbedes. Det er ikke mennesker der skal bestemme det, selvom der godt nok er mange mærkværdige bud på dette i dag. Men lad os se hvad bibelen siger.

“Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem. En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.” Tredie mosebog 10.1-2

Arons sønner havde valgt at bære fremmed ild fremfor Herren. Noget som skriften viser at Gud ikke havde påbudt dem. Men Nadab og Abihu havde en anden mening. De ville “tilbede” Gud på deres egen måde. Noget som blev skæbnesvangert for dem. Det må have skabt stor gudsfrygt at se disse to blive fortæret af ild, fordi de bar fremmed ild for Herren. Men det bør det også gøre i dag for os. For det nye testamente viser at Gud stadig har valgt hvordan Han vil tilbedes. Det er altså ikke noget vi selv bestemmer. Jesus siger at Gud vil tilbedes i Ånd og sandhed (Johannes 4.24). Så heller ikke i den nye pagt vil Gud tillade at blive tilbedt i kød og løgn. Der er nemlig ikke nogen forskel på den Gud vi finder i det gamle testamente og det nye. Det er den samme Gud. Ikke dermed at forstå at vi skal leve op til moselovens ca. 670 lovbud, men at den Gud som er retfærdig, kærlig, nådig og vred med mere, også er den Gud vi får beskrevet i det nye testamente. Så hvis Gud kunne vælge at straffe folk for at tilbede Ham på en forkert måde i den gamle pagt, så kan Han også i dag. Ananias og Safira fra apostlenes gerninger kapitel 5 viser også dette. De troede at Gud tog imod et løgneoffer, men blev slået døde af Gud, da deres synd blev afsløret. Så det er altså af største vigtighed at man finder ud af hvordan Gud vil tilbedes.

Gudstjenestens formål og indhold
Jeg tror en af årsagerne til at der er så meget forvirring om dette emne, er at en masse såkaldt moderne kirker har misforstået hvad gudstjenesten handler om. Den handler om at tilbede Gud. Men mange tror i dag det handler om at møde menneskers behov. Men nej det siger bibelen ikke. Menighedens medlemmer skal møde menneskers behov, men menighedens møder skal være rettet mod Gud.

Men når vi mødes, så er det særlig disse ting der skal have markant plads: ordets oplæsning, ordets forkyndelse, bøn til Gud og sang til Gud. Derudover er der også andre elementer som velsignelse, nadver m.v. Lad os kigge lidt på de fire jeg nævner først, og hvad bibelen viser om disse. Paulus skriver til Timotheus at han skal lægge vægt på oplæsning af skriften.

“Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen.” Første Timotheus 4.13

Dette er ikke noget der forekommer fremmed for folkekirker, og heller ikke for frikirkesamfund der er lidt mere end 100 år. Oplæsning af skriften er helt normalt disse steder. Men i mange frikirker har man ikke direkte skriftlæsning. Og det er en skam, fordi skriftlæsning er med til at sikre at hvis prædikanten holder en dårlig prædiken, og måske endda, en vrøvleprædiken. Så er der trods alt blevet sagt noget som er sandt. For når vi læser Guds ord, så er vi sikre på at noget af det der bliver sagt den dag, faktisk er sandhed. Men hvis der ikke er oplæsning af skriften, så har man ikke noget at spejle forkyndelsen i, og heller ikke noget at vurdere den på. Skriftlæsning hvad enten man synes det er spændende eller ej, er altså en bibelsk del af tilbedelsen når vi mødes i Guds hus. Og hvis man længes efter at være sammen med Gud i Himlen, så bør man også glæde sig over at høre hvad Han siger til menigheden i dag. Det Han siger har Han allerede sagt, det kan vi jo læse i bibelen. Derfor er skriftlæsning en helt naturlig og obligatorisk del af et kristent møde!

Ordets forkyndelse og dermed udlægning af ordet er også en klar del af indholdet når vi mødes. Man mødes ikke uforberedt. Man kommer ikke uden at der er en der har et ord at dele. Og man ved hvem det er. Og det er vel at mærke skriften der skal udlægges. Ikke forkynderens egne ideer om hvad der er ret og sandt eller spændende. En forkynder der viser hvad der står i skriften er en forkynder der ved at hans egne meninger er sagen uvedkommende. Han har sat sig selv til side for at vise hvad Gud vil og ønsker. Skriftstedet fra brevet til Timotheus fra ovenover viser også dette. Men vi kan også se at det er tilfældet i den første menighed som samledes i Jerusalem.

“De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” Apostlenes gerninger 2.42

Apostlenes lære, var det der blev forkyndt, og apostlenes lære har vi fået overleveret. Det er det nye testamente. Den lære brugte de tid på at undervise i, og holde hinanden fast på. Der var nogen der forsøgte at gå udover apostlenes lære. Det blev til en kættersk retning man kalder gnosticisme. Det var en lære som der ikke var plads til i Guds menighed, og som man ikke ville give plads. Der var altså ikke plads til enhver ny og interessant idé. Apostlenes lære var afgørende, ikke en ny lære.

Bøn og salmesang er også klare elementer i tilbedelsen når vi mødes. Det ser vi bl.a. i første Timotheus 2.1-2:

“Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed.”

og i Kollosenserne 3.16-17:

” Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”

Alt dette skal ikke ske uden orden og styring. I nogle karismatiske grupper har man valgt at være “så ledt af ånden” at man ikke har brug for et mødeprogram. Man har ikke brug for at vælge hvilket skriftsted man skal læse op af, og man har heller ikke valgt hvilke salmer og lovsange man vil synge. Det er helt forkert, og i uoverenstemmelse med det Paulus skriver til korinterne i første korinterbrev 12-14. Paulus siger at hvor Herrens ånd er, der er der orden og ikke uorden. Det er derfor vigtigt at man som nystartet menighed (såvel som en gammel menighed) ved at mødernes skal være baseret på skriften, og ikke på mennesker. Dette gælder hvad enten man er karismatiker eller ej.
Hvordan vi så laver liturgien med de elementer, kan der være stor forskel på. For eksempel kan der være meget stor forskel på hvilke typer musik man vil bruge til salme og lovsang i en bibelsk baseret menighed. Men teksterne i disse sange skal være bibelsk funderede. Og der kan også være forskel på hvor lang tid man mener at en prædikant skal tale i en bibelsk funderet menighed. Men der kan ikke være tvivl om at prædikenen skal være baseret på skriften og ikke prædikantens følelser og meninger. Der er altså nogen ting som skal opfyldes, men samtidig skaber disse krav også en sikker ramme som kan komme til udtryk på flere måder. Bare man forstår hvor grænsen går.

Fortsættes.

Se de foregående afsnit her:http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-1-k%c3%b8delige-argumenter-3176.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-2-nar-l%c3%b8sningen-er-farlig-3183.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-3-nar-der-er-grunde-3187.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-4-nar-vrangl%c3%a6ren-tager-over-3192.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-5-3213.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-6-nogle-eksempler-3218.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-7-hvor-skal-man-ga-hen-3226.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-8-v%c3%a6r-%c3%a6rlig-3250.htm

http://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-forlade-sin-kirke-9-nar-der-kun-er-et-skridt-tilbage-3272.htm

Share on Facebook

3 Responses to “Årsager til at forlade sin kirke 10 (Er vi enige?)”

  1. Linealis Says:

    Noget af det, der ærgrer mig ved tekstlæsningen er:
    1) Når menigheden skal rejse sig under tekstlæsningen (sker ofte i missionsforeninger). Ja, jeg ved at det bliver gjort i ‘respekt for Guds Ord’. Men kunne man ligeså godt bøje knæ under bønnen i respekt for Gud?
    2) Når man kan stå op under tekstlæsningen er den ofte for kort. Tekstlæsningen er det vigtigste i gudstjenesten, så hvorfor haste den igennem eller – som i mange folkekirker – droppe enten GT eller epistellæsningen af tidshensyn?
    3) Når læsningen ikke er forberedt eller bliver læst dårligt op. Det nytter ikke noget, at oplæseren konstant hakker i det. Læsningen skal forberedes ligesom musikerne øver sig på forhånd. Tekstlæsningen kan også i sig selv være en fortolkning (betoning, tonefald etc.), og det er endnu en god grund til at forberede sig. Det gælder i øvrigt også i bibelstudiegrupper.
    4) Når teksten kommer op på storskærm. ‘PowerPoint’ er tidens helt store mode, som bliver brugt helt ukritisk. Hvis teksten bliver læst op på en levende måde, er der heller ingen grund til at have den på storskærm – det forstyrrer kun. Hvis folk har brug for det kan de kigge i deres bibler – det er under alle omstændigheder en god idé.
    5) Når læsningen starter så hurtigt, at dem der vil det, ikke har tid til at slå den op.

    Derudover mener jeg det er helt i orden at knytte nogle forklarende bemærkninger til teksten. Det kan være at opsummere kapitlerne forinden eller i en bisætning forklare en person eller et sted eller måske hurtigt forklare et ord, der er vanskeligt at oversætte.

  2. René Vester Says:

    Dejligt at se den vinkel du tager frem, i modsætning til den debat indlægget medførte på Facebook som da også var interessant. Men jeg giver dig ret. Skriftlæsningen må godt være et ordentligt stykke af skriften så man får sammenhængen med, og ikke blot et lille løsrevet stykke. Og det er noget man meget gerne må tage alvorligt. Men det er vel også derfor man læser det op. Man gør det forhåbentlig ikke kun fordi det er en tradition, Men fordi det er Guds ord. Om man lige skal stå op, knæle eller sidde, er noget jeg tror den enkelte menighed selv må vurdere. Jeg kan ikke se at der skulle være noget særligt til hinder her. I menigheden jeg kommer i rejser vi os op. Men jeg ville sagtens kunne komme et sted hvor man kan blive siddende.

  3. Linealis Says:

    Jeg efterspørger blot at man ikke bare rejser sig op af tradition – uanset hvor sympatisk den måtte være – men overvejer, hvordan tilhørerne får mest ud af teksten.

Leave a Reply