Dette har ikke været nemt for mig at skrive, for jeg vil i dette indlæg komme til at træde på fødderne af folk fra flere lejre i dansk kristendom i dag, folk som jeg faktisk holder meget af. Jeg har dog ikke skrevet dette for at irritere nogen, men for at vise at der må være en balance, som også er bibelsk ang. dette emne. 

Der er en stor diskussion i dag blandt bibeltro kristne; om åndens gaver også gælder i dag, eller om de kun gjaldt for urkirken. De gaver jeg taler om er tungetale, profeti, helbredelse o.l. som også er omtalt i bibelen. Jeg møder kristne som er af den mening at det kun var for urkirken. De begrunder det ofte med dette vers fra første korinter 13,8:

“Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.”

At påstå udfra dette at Åndens gaver som tungetale ikke findes mere, ville jo også betyde at kundskab ikke findes mere. De allerfleste kristne er nok enige med mig i at kundskab stadig findes. De karismatiske kristne siger at de åndelige gaver også gælder for i dag, baseret på at Gud er den samme i går, i dag og til evig tid. Men også baseret på deres erfaringer. Her kan der nogle gange være et problem, og det problem hedder erfaringer. For der er en farlig tendens blandt mange karismatikere, til at bygge deres tro mere på deres erfaringer, end de bygger det på Guds ord. Det er bestemt ikke meningen at man skal bygge sit liv med Gud, på nogle erfaringer som sætter Guds ord ud af funktion. At man kan opleve noget med Gud, som ikke altid er i den samme rækkefølge, eller den samme kontekst som den man ser i bibelen, behøver der ikke nødvendigvis være noget galt i. Gud bruger os jo på trods af, og kan også virke i vore kirker på trods af. Men det må stadigvæk være Guds ord der er autoriteten, ikke oplevelsen.

Den karismatiske del af kirkelivet skal tage sig i agt at de ikke ender med at gøre de samme fejl som jøderne. Da jøderne gik i ørkenen, var der nogle af dem der blev bidt af slanger. 4 Mos. 21.6-9:

“Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: »Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!« Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.”

Den kobberslange som Moses fik lavet kender vi fra apotekerne i dag, da det er blevet deres symbol. Men læg mærke til at kobberslangens virkning på de syge var fra Gud. Når de så på den blev man rask. Der var ingen tvivl om at det var Guds gave til dem. Men læg så mærke til hvad der står i 2 Kongebog 18.4 om Kong Hoseas gerninger:

“Han fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Ashera-pælen om. Kobberslangen, som Moses havde lavet, slog han i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den. Den hed Nehushtan.”

Kobberslangen som var givet jøderne af Gud, var blevet til en afgud for dem. Den havde fået større betydning end Guds ord, så de havde valgt at tilbede den, istedetfor Gud. Betyder det egentlig, at det var en fejl at give dem kobberslangen? Selvsagt nej, men jøderne havde valgt at overfortolke Guds gave.

På samme måde tror jeg at mange karismatikere har valgt at overfortolke de åndelige gaver, og give dem mere autoritet end Guds ord. Eller sagt på en anden måde, ladet ordet komme i anden række, og så istedet for lade det man kalder åndens gaver få førsteprioritet. Det er bestemt ikke alle karismatikere der gør sådan. Men der er også en del der gør, nogle af dem ubevidst, foretrækker jeg at tro. Og lige præcis derfor kan jeg godt forstå at karismatikerne ikke er så accepterede hos andre bibeltro kredse. Jeg kan godt forstå at nogle siger; de åndelige gaver gjaldt kun for generationen dengang, når de ser hvad nogle af karismatikerne prøver at slippe afsted med, (jeg skal nok komme med eksempler på hvad det kan være i senere indlæg). Men de åndelige gaver er alligevel fra Gud. Der står ikke noget om at de skulle være taget fra os. De vil forsvinde engang, men jeg kan ikke se at der skulle være nogen årsag til at de skal forsvinde førend vi kommer i Himlen. Men dem der bruger de åndelige gaver har også et ansvar for at kende Gud igennem Hans ord, og ikke bygge deres liv på gaverne. De skal istedet vide hvad Guds ord siger, og på den baggrund bruge de gaver de har fået af Ham. Da tror jeg også det vil være nemmere for os at acceptere hinanden, og dermed også fokusere på de mere væsentlige del at kristenlivet. Nemlig hvem Gud er, og hvordan vi kan forkynde Hans ord til andre så flere må blive frelst fra dommens dag.

Når vi har Jesus, så har vi ALT. Der findes ikke overkristne og underkristne i Guds rige. Er vi først født på ny, så ER vi født på ny. Lad ikke Guds gaver få større indflydelse og betydning end Gud. Jeg vil slutte af med teksten fra en sang som engang blev brugt i flere kirker også i de karismatiske, men desværre er ved at blive glemt. Den lyder sådan her:

Jeg har ofte søgt o Herre
mer velsignelse fra dig
søgte bare dine gaver
nu du selv er alt for mig

(omkvæd) Jesus Jesus, du alene
du er blevet alt for mig
alt i himlen og på jorden
har jeg frelser nu, i dig.

Før på følelser jeg leved,
nu jeg lever på dit ord
Før jeg længtes efter himlen
Nu jeg Himlen har på jord.

Fordum fred mit hjerte søgte,
i, hvad jeg har gjort for dig.
Nu fortrøstningsfuldt jeg hviler
i, hvad du ha rgjort for mig.

Fordum selv jeg lagde planer
under megen strid og bøn.
Nu er alting lagt på Jesus,
den velsignede Guds Søn.

For Guds rige at oprette
har jeg megen uro haft,
nu jeg i min Faders gerning
Drives frem ved Åndens kraft.

(omkvæd) Jesus Jesus, du alene
du er blevet alt for mig
alt i himlen og på jorden
har jeg frelser nu, i dig.

A. B. Simpson

Share on Facebook

One Response to “Åndens gaver”

  1. Martin W Hansen Says:

    Kære broder René,
    nåde og fred være med dig.

    En ting jeg finder interessant i denne forbindelse er at en del kristne anerkender at kundskab og profeti stadigvæk er i funktion, men at tungetale er forstummet.

    Fx Gary E. Gilley

    Tungetale er forstummet
    Bibelske beviser

    1 Kor 13,8-10 “Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.”

    Denne passage blev skrevet ca. år 55 e.Kr. og angiver tydeligvis, at tungetale skal forstumme. Spørgsmålet er hvornår? Svaret på det spørgsmål ses ofte, at blive afgjort af betydningen af ordet “fuldkomne” i teksten.
    Hvad er det som er fuldkomment? Her er tre synspunkter:

    Bortrykkelsen (et synspunkt der ses ofte, hos folk der taler i tunger)

    Udtrykket “det fuldkomne” kan imidlertid ikke henvise til Herren, på grund af intetkøns kendeordene. Det kan oversættes “når den fuldkomne ting kommer”. Dette synspunkt modsiger også andre skrifter, der angiver at der vil være profeti efter bortrykkelsen – igennem den store trængsel (Åb 11,3-13) og gennem tusindårsriget (Joel 3,1).

    Kanonen (Biblen)

    Ikke engang det Nye Testamente tillader os at erkende fuldstændigt, der er meget vi stadig ikke ved.

    Den evige tilstand

    Dette er når vi ser ansigt til ansigt, og er den bedste forståelse af “det fuldkomne”. Passagen lærer dermed, at både profeti og overnaturlig viden skal forgå, på det tidspunkt hvor Gud indleder den evige tilstand. Men bemærk omhyggeligt, at tungetale ikke er nævnt mellem de gaver som angives, at blive gjort uvirksom ved ankomsten af det fuldkomne. Derfor kan tungetale forstumme før denne begivenhed. Ved profeti og kundskab bliver udsagnsordet “skal forgå”, der betyder “at lægge til side” eller “gøre uvirksom” brugt. Ved tungetale bliver et andet udsagnsord brugt “skal forstumme”, der betyder “at stoppe”. Det bærer idéen med sig om et naturligt ophør.

    Det er også vigtigt at bemærke at stemmen ændres: “skal forgå”, er i den passive stemme, hvilket betyder at profetiske gaver og kundskab vil ophøre forceret af en udefrakommende agent (altså, det som er fuldkomment). Imidlertid er “forstumme” i middel-stemmen, hvilket tillader muligheden for, at tungetalen kunne forstumme i og med sig selv, naturligvis når dens formål er opfyldt.

    Denne passage i skriften giver ikke noget definitivt bevis for, at tungetale er ophørt og ikke længere er i funktion i dag – men den tillader et sådant synspunkt. Paulus antyder, at tungetale vil forstumme, når dens formål er opfyldt. Hvis, som det er demonstreret ovenfor, at formålet med tungetale var, at godkende apostlene og deres budskab, og til at tjene som et tegn for Israel om dom for, at have afvist Messias, så har tungetalen opfyldt dens formål. Formuleret på en anden måde, siden der ikke længere er grundlæggende apostle der skal godkendes og siden Israel allerede er blevet dømt (i år 70 e.Kr.), har tungetale ikke længere et formål i kirken i dag. Forstummelsen af tungetale bør da være forventet, med apostlenes død og dommen over Israel. Både skriftens vidnesbyrd og kirkens historie bekræfter dette faktum. Der er ingen optegnelse af nogen som helst der taler i tunger i det Nye Testamente efter år 70 e.Kr.

    Jeg er selv af den opfattelse at tungetale ikke er forstummet endnu. Dog er jeg rimelig sikker på at tungetale er blevet fejlfortolket af pinse- og den karismatiske bevægelse, samt den historiske position om at der er tale om et sprogmirakel.

    Se mere om det her: Detektiv Columbo som teolog (http://jesufrelse.dk/content/view/25/)

    I Jesu glæde, kh
    Martin

Leave a Reply