I sidste indlæg skrev jeg om problematikken ved at man nu kan sortere befrugtede æg for kromosomafvigelser, før de bliver sat op i livmoderen. Overskriften til indlægget var taget fra forfatteren Aldous Huxleys berømte klassiker “Favre nye verden”. Det er en beskrivelse af et samfund der er opdelt efter medfødte evner. Evner som er tillagt en førend man blev produceret, og dermed er man skabt til at udfylde en opgave for samfundet, samtidig med at de evner sætter en ind i et særligt kastesystem. Man har Alfaer, deltaer og lavere epsiloner og gammaer. Deltaer (og dem derunder) udøver et praktisk hverv, men er ikke sat til at tænke. Alfaer er produceret til at tænke. Det er et “perfekt” samfund, hvor der ikke er grund til at klage. For samfundet har sørget for at give en den plads man skal have, og ens pligt er at opfylde den plads. Ikke nogen grund til at tænke over livet. Ikke nogen grund til at vurdere hvordan man får en karriere, for den er planlagt i forhold til din kaste. Der er ikke engang nogen grund til at tænke over hvordan man finder en livsledsager, og få børn med. Sex er istedet noget der foregår i flæng, da man så undgår at folk bliver involveret følelsesmæssigt.

Men kan man da have sex, uden at blive involvert følelsesmæssigt?
Ja i dette samfund kan det godt. For alle er pålagt at indtage Soma, et euroriserende stof som hæmmer de personlige følelser. Soma er ikke et stof som gør folk voldelige, sådan som større mængder af alkohol gør. Det er heller ikke et stof som gør folk uarbejdsdygtige. Men et stof som dæmper de tanker som gør at vi kan blive frustreret over livets komplikationer. Dermed er det et ønskestof, da man kan bibelholde en sufficient produktivitet, og samtidig minimere antallet af folk der har brug for at tale om deres følelser. Eksempelvis folk med svære psykologiske følelser og problemer.
Huxleys scenarie var et skrækscenarie, hvori han forsøgte at advare imod den indskrænkning af friheden som foregik allerede dengang i trediverne. Noget han fortsatte med at advare imod til sin død. Men der er et problem som viser en ambivalent side af Huxley. Han ønskede nemlig ikke at advare imod et samfund som gav stoffer for at minimere folks frustrationer. Den del af hans historie så han selv som positiv. For Huxley var faktisk en af de førende tilhængere af en stofkultur. En ideologi som først rigtig kom igang efter hans død i 1963. Men samtidig en ideologi som gik i dvale i 1969, da det var tydeligt at se at flowerpowerbevægelsen stofideologi ikke  kunne være en bærende del af et effektivt og socialt velfungerende samfund. Men i tredserne var der indtil flere intellektuelle, politikere, og filosoffer, der argumenterede for at stoffer skulle være en naturlig del af livet. Man mente tilmed at det var samfundets opgave at distrubuere stofferne til folk, evt igennem drikkevandet.

Huxley som på mange måder var en intelligent mand, advarede altså på den ene side om et samfund som kun kunne styres ved at dæmpe folks personlige følelsesliv med stoffer. Men på den anden side anbefalede han samfundet at bruge stofferne til at skabe den manglende lykke hos borgerne. Det som jeg synes er specielt at tænke på her, er hvordan tankerne fra denne stofkultur har påvirket den måde vi løser folks personlige kampe med deres følelser i dag. -Har du det ikke godt, så tag en lykkepille-. Engang var det mere valium og stesolider man blev tilbudt. Men problemet ved dem var at de nedsatte produktiviteten (særlig valium), men gav folk en rus af tilfredshed. Lykkepillen er langt bedre til at løse det problem. For den nedsætter ikke produktiviteten, men giver den følelse af lykke, man kan længes efter som menneske, og dermed undgå at tale om livets mere betydningsfulde problemer. Som hvad sker der når jeg dør?

Et samfund uden ubehagelige spørgsmål
Et samfund hvor der ikke er plads til at tænke over hvad der sker når jeg dør, eller tænke over hvorfor jeg har det dårligt over de gerninger jeg har gjort, eller tænke over om livet har en anden mening end den som biologilæreren står og prædiker om, er et samfund hvor folk ikke har grund til at søge Gud. Et samfund hvor folk ikke har grund til at søge Gud, er et samfund uden nogen fast base for hvad der er sandhed og hvad der ikke er sandhed. Men hvad er sandhed i sådan et samfund? Som Francis Schaeffer sagde “If there is no absolutes, then society is absolute”. Der hvor der ikke er nogen sandhed, er det samfundet der er sandheden. Det har vist sig at passe den ene gang efter den anden op igennem historien. Et samfund som sætter sine egne standarder for hvad der er sandhed, er et samfund der kan gøre hvad det vil. Hvis man er utilfreds med noget, kan man ændre det efter behov, uden at tage hensyn til en bestemt ideologi eller tro. Man ændrer det bare. Det ligner faktisk meget det samfund som vi er på vej til at udvikle os til. Men tilbage til stofproblematikken.

Problemer? Tag en pille
Jeg synes det er stærkt bekymrende, at så mange af folks mentale tilstande i dag skal løses ved hjælp af piller. Der er ikke længere tid til at snakke, der er heller ikke tid til at spørge præsten (hvilket jeg så er ambivalent overfor, da de fleste præster i dag, ikke er i stand til at svare), men der er tid til at gå til lægen og få en diagnose, og få skruet ned for ens frustrationer ved at synke en pille. Det er eksempelvis tankevækkende at i USA får 5 % af børnene ADHD-medicin, selvom man siger at det kun er 2 %  af børn der har ADHD. I Danmark er vi begyndt at udvikle os i samme retning indenfor det område. Da vi også giver til over 3 procent af børnene (50 procent mere end behovet), og det er stigende. Men det er da rart for en skolelærer at den larmende elev, ikke er så larmende mere. Så hvad gør det at eleven lige får en pille, når det er godt for produktiviteten i klassen og man slipper for at tale med eleven om personlige problemer?

Her er lige et klip fra en af filmatiseringerne af Huxleys ambivalente skrækscenarie. Det er en glimrende præsentation af et samfund hvor det er samfundet der er absolut, og ikke står til ansvar overfor nogen anden sandhed. Men også et billede af et samfund hvor den frie tanke er låst inde i et lille hjørne i vores hjerne.

Share on Facebook

3 Responses to “Aldous Huxleys ambivalente skrækscenarie”

  1. Astor Says:

    Hej, René
    jeg er virkelig ked af dit brug af ordet “lykkepiller”. Hvis du havde oplevet personer med depression på nært hold, som jeg har, ville du vide, at ordet “lykke” slet ikke kan bruges i den sammenhæng. En depression gør et menneske fuldstændig samenbrudt. “Lykkepiller” er med til at gøre, at dette menneske nogenlunde kan samle sig og nogenlunde få en hverdag til at fungere (f.eks komme op af sengen om morgenen.. måske). Piller er overhovedet ikke nok i sig selv – men det kan være en start.

  2. Jón Poulsen Says:

    Hej René.
    Først vil jeg sige, at jeg deler din bekymring vedrørende brug af medicin. Altså, at personer, der egentlig er klinisk ‘raske’, får givet antidepressiv medicin for at lindre deres hjertesorg eller morgensurhed. Og, at børn, der har sociale problemer, nogen gange blir fejldiagnosticerede med ADHD. Men for en hel del menensker er denne medicin virkelig helende (ligesom en skinne på et brækket ben kan være helende). En af mine nære bekendte, fik efter en lang årrække med sociale og psykiske problemer endelig stillet diagnosen ADHD – og fik medicin. I dag er han fuldstændig ændret! Rastløsheden er væk, selvværdet er kommet igen og stofferne er droppet.
    Personligt er jeg en af de personer, som engang imellem kæmper med klinisk depression. Antidepressiv medicin giver ikke lykke!!! Det som den gør (for en del depressive), er at den tager kanten af depressionen. Personligt syntes jeg at bivirkningerne ved medicinen var så slemme, at jeg hellere undværende den – og satsede på bøn og terapi! Og for mig, var det helt klart det rigtige at gøre. Men for rigtig mange mennesker, er den antidepressive medicin årsagen til, at de kan klare sig igennem dagen!
    Nogen gange er medicin virkelig bare medicin…

  3. René Vester Says:

    Hej begge to.
    Forstå mig ret, jeg er ikke en eller anden ekstremist som Tom Cruise der siger medicin af denne slags er 100 procent forkert. Jeg har heller ikke noget imod brug af ADHD medicin, så længe den bliver brugt forsvarligt. Det der er problemet med den stofkultur jeg taler om, er at man med den kan løse folks problemer med en pille. Men en pille alene gør det ikke. Det er bekymrende at læger uddeler lykkepiller som en løsning, uden at finde ud af hvad der er årsag til problemerne. Og det er der altså mange læger der gør, (heldigvis er der også læger der stadig holder tilbage med at give den slags medicinering uden ordentlig samtale og anden følgen op på patienten).
    Men jeg kan nu godt forstå at I kunne tro det udfra det jeg skrev, da det var en side jeg ikke kom ind på. Jeg syntes indlægget var blevet lige lovligt langt, og syntes det var tilstrækkeligt for at gøre opmærksom på en problematik.

Leave a Reply