Vi lever i en tid, hvor kirker mange steder er i en ulykkelig tilstand. En tilstand som bl.a. kommer til udtryk ved at evangeliet ikke bliver prædiket, eller at man ikke tager bibelen alvorligt, eller ikke engang tror på bibelen er sand. Det går udover de kristne som er i de menigheder som ikke får den føde de har brug for. Derfor er rigtig mange kristne i dag søgende efter bedre menigheder at komme i. De søger kirker som tager bibelen alvorligt og kirker hvor evangeliet bliver prædiket.
Det ønske er sundt og godt. Men i sådanne tider vil der desværre være en tendens til at folk søger henimod noget der virker sikkert, uden dog at være det. Det skete eksempelvis i halvfemserne da mange gik over i trosbevægelsen, fordi de der lød til at tage bibelen meget alvorligt og sagde ”bibelen siger dette og sådan er det”. Desværre fortolkede de bibelen så voldsomt, at den blev fordrejet til ukendelig. I nullerne var der så en tendens til at folk valfartede til Christian Hedegaards organisation ”Evangelist”. Det lød virkelig radikalt, men det var ikke bibelsk kristendom der blev forkyndt, men i stedet noget der ødelagde folk. Efter at Hedegaard har trukket sig ud af den tids rampelys har den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard overtaget Hedegaards rolle, og det Søndergaard prædiker er ikke bedre end det Hedegaard prædikede.

Alt dette er meget trist, men desværre er der også en tendens til at gå i den modsatte retning, nemlig at finde et ”perfekt formuleret” system som man kan læne sig op ad. Et sådan system er bl.a. baptistbekendelsen af 1689. Den blev udformet af calvinske baptister, og rimeligvis baseret på Westminster Confession of Faith fra 1846. I store træk er begge bekendelser virkelig gode. Den har tilmed gode bibelske forklaringer på hvorfor man tror hvad man tror. Men den er meget omfattende og går i lige lovlig mange detaljer. Sagt på en anden måde, så kan det være svært for folk der vælger at komme i en kirke der holder sig til 1689 bekendelsen, at vide helt hvad de går ind til. For det er som at skrive under på en kontrakt med altfor mange bittesmå bogstaver. Det er altså ikke en helt enkel bekendelse. Jeg husker at Charles Leiter engang sagde at det er vigtigt for en kristen og i særdeleshed en nyfrelst, at det er til at overskue hvad man som minimum tror på som kirke. Men hvis det minimum indeholder omkring hundrede punkter, så er det ikke muligt at have en rimelig forståelse af hvad man tror på, eller skal tro på i den kirke. Og det med ”skal tro på” er der desværre også en tendens til bliver ment meget bogstaveligt i 1689 menigheder. Der er ikke den store plads til at mene noget andet, for 1689 bekendelsen bliver nemlig ofte opfattet som et ”perfekt formuleret” system, og derfor er der ikke i samme grad plads til den grad af diversifitet som der burde være plads til i en kirke. Og her taler jeg naturligvis ikke en diversifitet som giver plads til vranglære, men der bør være plads til man ikke alle behøver være enige om mange udspecificerede punkter.

Fokus på punkter i stedet for Kristus?
Men hvad er så ulempen ved at være i sådan et system? Udover at 1689 bekendelsen på nogle af dens punkter er meget gammeltestamentlig (især på sabbatsbudet som er misforstået), så er der en fare i at man i en sådan menighed, kommer til at fokusere for meget på om man er i overenstemmelse med de punkter som er nedskrevet i bekendelsen. Det at have skrevet trosbekendelsen ned i så mange punkter, gør at man vurderer sig selv og andre på om man lever op til de forskellige punkter, hvilket kan stjæle fokus fra Kristus i ens kristenliv. Forstået på den måde at man med bekendelsen tjekker af om ens eget liv, eller andres liv, er på linie med bekendelsen. Man kan sige ”ja det tror jeg på, og det tror jeg på, og det der gør jeg og det der gør jeg ikke” og så kan man sætte flueben eller kryds om man vil på de punkter, og tro at man har det fint, og har alt på det tørre. Dermed tenderer denne bekendelse til at der kommer noget lovisk indover ens liv, og det er ikke sundt. I stedet for at sætte flueben ved om man lever op til punkterne i bekendelsen, har en kristen brug for at læne sig op af Kristus. Vi har ikke brug for at have en falsk tryghed i om vi lever op til det ene og det andet punkt i en udspecificeret detaljerig bekendelse. For det kan give en falsk tryghed hvis ens liv handler om at sætte flueben ved de rigtige punkter, i stedet for at hvile i at Kristus har frelst en og man tilhører Ham. Den eneste som kan give en den sande og bedste tryghed er Kristus, og ikke en bekendelse. Lige præcis derfor bekymrer det mig, når jeg hører at folk vil starte menigheder baseret på 1689 bekendelsen. For det virker ofte som om at man vælger 1689, fordi den ser ud til at være dette ”Perfekt formulerede” system. Jeg forstår godt at man kan være træt af ting der ikke fungerer tilfredsstillende i de menigheder man kommer i, men det er ikke et argument til at gå over i noget der for nogen går over i en form for loviskhed, og fluebenssætning der kan give en falsk tryghed.

Det betyder ikke at alle 1689-menigheder pr. definition er dårlige. Der findes bestemt gode prædikanter der bekender sig til 1689, og som er meget Kristusfokuserede i deres forkyndelse. Men om man er i en gammeldags baptistkirke, lutheransk, metodist etc kirke, er ikke det mest væsentlige. Hvad der er vigtigst er at Kristus bliver prædiket og som den frelser Han er. Han skal ikke prædikes som et system, men som frelser. Men jeg er ærgerlig over de tendenser til loviskhed og fluebensafkrydsning som findes hos nogle der bekender sig til 1689 bekendelsen. Og da jeg er bekymret over at høre om flere som tror på at løsningen er at gå tilbage til 1689 bekendelsen har jeg behov for at skrive dette. Det er som om man glemmer at den hedder 1689 bekendelsen fordi den er skrevet i 1689. Det betyder nemlig at den er påvirket af den kultur som man havde i England dengang i 1700 tallet. Men i dag lever vi i det 21 århundrede og ikke i 1689. Kristus er den samme, og bibelen er evig gyldig. Men en bekendelse som blev til i en tid og kultur som er meget anderledes end vores i dag, er ikke nødvendigvis på alle punkter lige god at overføre til en menighed i vore dage.

I næste afsnit vil jeg skrive hvordan 1689 bekendelsen har et misforstået billede af sabbatsbudet. Den måde man ifølge den bekendelse opfatter sabbatsbuddet på er desværre ret så gammeltestamentligt, og fordrer ikke til meget frihed, på trods af at Kristus har kaldet os til frihed. Jeg ved godt at den frihed vi er kaldet til kan være svær at forstå, men ikke desto mindre er det en frihed som er fantastisk at finde ud af hvad handler om. Men det vil jeg også komme ind på næste gang.

Link til den engelske udgave af 1689 bekendelsen: http://www.grbc.net/about_us/1689.php

Share on Facebook

One Response to “1689 er ikke løsningen”

  1. Sebastian Says:

    Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for en god blog, der taler imod den grumme udvikling vi ser i den danske version af “kristendommen” i dag.

    Men synes denne kritik af Baptistbekendelse af 1689 er vag. At et komplet teologisk system, som det Baptistbekendelsen danner, fører til legalisme køber jeg ikke. Bibelen i sig selv indeholder masser af love og retningslinjer, men fører i sin helhed ikke til legalisme. Tværtimod.

    Man hører i Danmark ofte kristne sige, at de ikke føler de behøver at studere teologi, fordi det fører til uenighed og splittelse i kirken. De vil hellere bare følge Jesus. Men sandheden er, at alle mennesker har deres eget teologiske system. Ligegyldig hvor lidt teologi man har læst, har man sin egen opfattelse af ting som Guds suverænitet, syndefaldets konsekvenser osv. At læse bekendelser og teologi som Baptistbekendelsen af 1689 og calvinismen, får en til at holde sine egne idéer op mod Skriften og dermed sat nogle gode og sunde tanker igang.

    At man som person og kirke tilslutter sig et bestemt teologisk system, er der derfor intet galt i. Selvfølgelig skal man tillade uenigheder men Baptistbekendelsen giver jo ikke myndighed til at udføre kirketugt af de medlemmer, der fx tilslutter sig Arminianismen.

    En god og ærlig kirke skal ikke skjule sine teologiske idéer som altid vil være til stede hos enhver kirkeledelse, og som tager sig ud i hvordan kirken styres. Derfor bidrager en grundig bekendelse til gennemsigtighed, så en interesseret let kan undersøge, hvad kirken opfatter som sund lære. En grundig bekendelse beskytter samtidig kirken mod vranglærer, da man kan holde ældste op på denne bekendelse.

Leave a Reply