Der var engang hvor kristne vidste hvad det er at være en kristen. De vidste godt det ikke handlede om at vise en masse mirakler, eller have succes i erhvervslivet, eller blive en der oplever Gud sige det ene og det andet (og hvad man ellers påstår Gud har sagt). Engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord. Så hvad siger Gud at han ønsker at Hans folk? Det er faktisk meget enkelt. Vi skal leve ordentligt, ikke svæverisk, men sobert og fornuftigt. Er man en mand og er gift, så er vi kaldet til at elske vores hustru og sørge for at hun kan mærke hun er elsket og respekteret. Har man børn, så er man kaldet til at elske dem, og give dem en god sund opdragelse hvor man giver dem Guds ord, og viser dem hvordan man skal leve et ordentligt og gudsfrygtigt liv. Det betyder at man bruger tid på dem. Har man et arbejde, så er Guds vilje at man skal udføre sit arbejde ordentligt. Har man ikke et arbejde, så er Guds vilje at man skal få sig et arbejde. Hvis man ikke er i stand til at arbejde, så er Guds vilje at andre kristne hjælper en, og være taknemmelig uden at blive en klynker. Er man single så skal man søge Gud, og bruge tid på at studere skriften og bede til Ham. Skal man også give evangeliet til andre? Ja, selvfølgelig skal man det, for det er også blevet påbudt os, men det skal være sammen med det andet.


Der står ikke i Guds ord at alle skal bede for syge og opleve det ene mirakel efter det andet. Det er en misforståelse som nogle folk skaber, fordi de overfokuserer på nogle isolerede skriftsteder, som handler om specifikke mennesker, som fik et helt specifikt kald. Apostlenes tid er ovre, selvom nogen stadig godt kan lide at kalde sig apostle. Men dem som prædiker at det kristne liv skal være helt vild, og være fyldt af åbenbaringer og mirakler, skader Kristi legeme. For det betyder at mange med almindelige jobs, og almindelige familier og almindelige liv ikke føler deres liv er værd at leve. Men netop de normale liv er de mest værdifulde, mens overapostlenes liv er de mest værdiløse. Hvis blot folk vidste at det kristne liv handler om at gøre det Gud siger vi skal som mand, kvinde, ægtemand, hustru, single, barn etc og søge at give Gud ære i det, så er det muligt for kristne at leve til Guds ære, uden at få mindreværdskomplekser pga disse ”super-apostle” som ikke engang er apostle.

Vi er ikke kaldet til at leve en eller andet bizar form for kristen X-faktor tilværelse, hvor det bare handler om at være set. Alt det der se hvor god jeg er, og hvor meget Gud er med mig, er ikke andet end overåndelig narcicisme. Vi er kaldet til at pege på Gud igennem et ydmygt, og gudfrygtige liv hvor vi lever efter Hans ord, og deler det ord med andre.
Jeg startede med at skrive at engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord, men det gør det for resten stadigvæk. Det er bare vigtigt at vi finder ud af dette igen!

Share on Facebook

Det er så nemt at glemme hvad den kristne jul handler om. Vi er så fokuseret på julehygge, julemad og julekalender m.v. De ting i sig selv kan være fine nok, men hvis vi ikke ved hvad juleevangeliet handler om, så kan vi ikke se hvad den kristne jul handler om. For at vise dette, valgte jeg for fem år siden at holde denne prædiken som hedder “Juleevangeliet i Anden Samuelsbog”. Den viser hvordan vi kan finde julens budskab i den konflikt der var imellem kong David og hans oprørske søn Absalom. Den konflikt var blodig, og forfærdelig og alligevel er der et fantastisk budskab i den fortælling som viser hvem Gud er og hvem vi er, og hvorfor Gud valgte at komme til os syndige mennesker. Så hvis du ønsker at høre juleevangeliet på en anden måde end du ellers er vant til, så håber jeg du kan få noget ud af denne lille prædiken, og at må få en velsignet jul.

Bedste julehilsener fra
René Vester

Share on Facebook

Det var både med tristhed og glæde at jeg så nyheden om at teolog, filosof og bibellærer R. C. Sproul er død. Trist over at han ikke længere er hos os, og derfor ikke kan dele ud af sin store viden til os mere. Men samtidig glad for at han er kommet hjem til den Gud og Herre som han var så god til at fortælle os om.

Sproul har været i stand til noget som ellers falder mange reformerte forkyndere svært. Han har vidst hvad han stod for, og været meget klar omkring hvad han troede på og mente. Samtidig har han været i stand til at være meget favnende og arbejde tæt sammen med folk som ikke var ligeså ”reformerte” som ham, og det har jeg stor respekt for. Eksempelvis så var Sproul tilhænger af barnedåb, men havde ikke nogen problemer i at stå på den samme talerstol som Al Mohler og John MacArthur. Ingen var i tvivl om at det var et område som de var uenige om, men alligevel havde de det godt med hinanden og anså hinanden som brødre. Et andet punkt hvor Sproul afveg fra flere af hans venner fra andre kirkeretninger var hans overbevisning om at tiende stadig skulle være bibelsk. Personlig mener jeg ikke at man kan sige tiende er et krav i den nytestamentlige pagt, men ikke desto mindre stod Sproul fast på at det var. Det kan ellers være et punkt som virkelig kan splitte grupper fra hinanden. Men det gjorde det ikke for Spoul. Men hvad splittede så?
Jo, en ting som jeg har fundet fascinerende ved Sproul var hans evne til at se hvad der var værd at blive splittet over, og hvad man kunne se igennem fingre med (også selvom man mente det var vigtigt). Der var særlig to ting som Sproul var helt klar på. For det første bibelens troværdighed og autoritet, som jo er udgangspunktet for at vi overhovedet kan tro på at Gud er den Han siger Han er. Og for det andet, retfærdiggørelse igennem tro alene. De to punkter var det som folk kunne samles med Sproul om. Det betød bl.a. at Sproul var helt skarp på at den romersk katolske kirke, ikke er en bibelsk kirke. Dels pga de har sat pavernes ord lig med bibelens ord, og fordi retfærdiggørelse af tro alene er ubibelsk ifølge den romersk katolske kirke. Samtidig var Sproul også klar i mælet når det handlede om hvordan man skulle forholde sig til kirker som ikke holdt Skriften og dens ufejlbarlighed højt nok.

Men det som jeg nyder allermest ved Sproul var at for ham var evangeliet en helt naturlig del af forkyndelsen. Hvad end han prædikede udfra den ene eller den anden tekst, så var det hele smurt ind i at han havde en klar og tydelig forståelse af evangeliet. Dertil var han også en ret belæst mand, som forstod filosofi, ideologi, historie og litteratur på et niveau som kun de færreste har. Det hører man for resten også i denne undervisning hernedenunder hvor han til min forbavselse fortæller at Herman Melvilles bog Moby Dick er en teologisk fortælling. Hvilket gjorde at min forståelse af Melvilles fortælling om Billy Budd (ikke så kendt som Moby Dick), får et helt nyt lys over sig.

Men lyt hvis du har tid og lyst til hvordan Sproul ved hjælp af Guds ord, viser hvorfor vi er nødt til at holde fast i Guds ords ufejlbarlighed og autoritet.

Til dig som godt vil høre mere om filosofi, og høre det fra en bibelsk funderet forkynder, kan jeg på det varmeste anbefale Sprouls serie Renewing Your Mind. I en periode gennemgik han filosofiske tanker igennem historien, og så det med bibelske briller. Det kan man høre her:https://www.sermonaudio.com/search.asp?sortby=oldest&keyword=ligonier&SourceOnly=true&subsetcat=series&subsetitem=The+Consequences+of+Ideas&AudioOnly=false

 

 

Share on Facebook

Hvis der er nogen der bør vide at julen (som jo burde hedde Kristusmesse) handler om Jesus, så er det kirkerne. Men ikke desto mindre, så er det bemærkelsesværdigt at iagttage at det er svært at finde kirker som viser de ved dette. Det er ikke fordi der mangler fokus på at der sker noget juleagtigt i kirkerne op til jul, men at observere at deres aktiviteter peger på Jesus, er desværre en sjældenhed. Der er alt for meget fokus på hygge, æbleskiver, slikposer, julesange (åh nej forhåbentlig ikke den med en nisse på loftet), ja nogen steder er der tilmed trylleri. Men at finde en kirke som vil fortælle hvad juleevangeliet handler om, og som heller ikke skammer sig over dette, hmm det mangler jeg at finde. Ok jeg tror bestemt på at der findes kirker som kender evangeliet, og ved at juleevangeliet og evangeliet er det samme budskab. Jeg tror også at der er nogen af de kirker som vil benytte sig af muligheden for at prædike dette budskab, når folk kommer til julegudstjeneste. Men gid der var flere.

For burde kirken ikke sørge for at prædike et klart og tydeligt evangelium, den dag hvor der kommer allerflest ind i kirken? Jeg ved at der findes præster der kender evangeliet, og kan forklare evangeliet, men som vælger til deres julegudstjeneste at prædike noget der ikke er evangeliet. Men i stedet lave et eller andet julehyggenyggepladder som ikke har bibelsk fokus på Jesus. Når man så spørger dem hvorfor de ikke prædiker evangeliet, svarer de, at man ikke vil skræmme folk væk. Men hvis det er den tilgang man har til den bibelske forkyndelse, så burde man nok finde sig et andet job i stedet for at prædike sig selv en dom over hovedet. For det er hvad en der kender Guds ord, men ikke prædiker Guds ord reelt set gør. Så kære præst der kender evangeliet, og er i tvivl om hvad du skal prædike til din julegudstjeneste; jeres opgave er enkel: Prædike evangeliet så mennesker kan forstå at hvis ikke Jesus kom, og hvis ikke han døde på det kors og opstod på den trediedag, så ville der ikke være noget håb for os mennesker. Og for dem der vil omvende sig og give deres liv til Kristus, og tage imod Hans frelse, for dem er der håb, og for dem der ikke vil, er der intet håb. Det skal kirken prædike i både juletiden, såvel som uden for juletiden. Med andre ord, så er kirkens opgave at vise evangeliet året rundt som en naturlig del af forkyndelsen. For vi mennesker har brug for at høre det så vi kan se hvilken stor Gud vi har, og hvor stor Hans frelse er.

 

Share on Facebook

Så er det snart jul igen, og selvom jeg nu er blevet 50 år, så er det stadig en tid som jeg glæder mig til. Som de fleste andre vil min familie gerne have god julemad, juleslik, juletræ, gaver, julekalendere og julepynt i huset (mit hjem er dog nissefrit område). Men disse ting er jo ikke de vigtigste dele af julen. For det som er det skønneste at fejre her i julen er at Jesus blev menneske, og tog bolig iblandt os. Selve det at Jesus ikke bare blev i Himlen, og lod os selv arbejde på at blive gode nok til Ham, viser at kristendommen er så markant anderledes end al anden religion. For al anden religion, ja selv de dårlige kopier af kristendom som mormonerne og Jehovas Vidner, afviger fuldstændig fra kristendom på dette punkt.

Alle andre religioner handler om hvad mennesket skal gøre for at gøre sig selv god nok til at komme nærmere det guddommelige. For nogle religioner handler det om religiøse gerninger, for andre om at gøre gode ting, og for visse om at betale nok til den religiøse organisation, og for helt andre bare om hvor overgivent man er til religionen.
Kristendom er helt anderledes. Her handler det nemlig om at Gud så at vi aldrig nogensinde ville kunne gøre det godt nok, og at vi aldrig på grund af vores syndige natur ville blive i stand til at bare komme lidt nærmere Ham. Gud valgte så at komme til os, i sin kærlighed til os, fordi Han kunne se at vi aldrig ville være i stand til det selv. Og på trods af at vi ikke fortjente dette, så kom Han alligevel. Det synes jeg er værd at fejre.

Jeg er personlig ligeglad med at man i hedenskaben før i tiden (og nogle nu) fejrede solhverv. Det er nemlig ikke det som jeg fejrer. Jeg fejrer at Jesus kom så vi kunne blive Guds børn. Det fejrer jeg nu også hver eneste anden dag i løbet af året, men jeg kan nu godt lide at gøre noget særligt ud af det alligevel herop til jul. For det kristne budskab i julen er at en kærlig Gud valgte at komme ned til os for at frelse os fra os selv, vores synd og den dom vi ellers fortjener. Det synes jeg er værd at fejre.

Share on Facebook

På det seneste har den falske apostel Torben Søndergaard fået lavet videoer hvor han svarer igen på noget af den kritik der har været af ham. Og i kirkeavisen Udfordringen har redaktøren Henri Nissen for nylig lavet en hel artikel hvor Torben Søndergaard angiveligt svarer på de spørgsmål som kritikerne af ham har. Men desværre viser det sig at alt dette er en stor omgang manipulation og et dårligt forsøg på at bortforklare den kritik som er den virkelig alvorlige.
Her er nogle eksempler.
I en video hvor Torben svarer på kritik, er han åbenbart blevet beskyldt for at have en Porche. Det siger han så at han ikke har. Men helt ærligt, hvis så han havde en Porche, hvad galt ville der være i det??? Det er da et tåbeligt kritikpunkt. Jeg ville personlig foretrække at have en ny Gul Ford Mustang hvis jeg havde råd til en. Det har jeg sådan set, men så er der bare andre ting som jeg måtte skære ned på for at kunne køre i sådan en, og det er jeg ikke parat til. Men hvis Torben Søndergaard havde købt en Porche, så ville jeg ikke have noget som helst problem med det. Tværtimod så ville det da glæde mig, for jeg plejer at blive glad når jeg ser en superlækker bil. Det er jo ikke syndigt at eje en Porche og heller ikke en Ford Mustang. Så det er ikke et brugbart kritikpunkt.


Hvis man så kigger i Udfordringens artikel, så er der et af spørgsmålene som chefredaktøren Henri Nissen stiller som er helt tåbeligt. Han spurgte Torben om følgende:
“Er det rigtigt, som nogle kritikere siger, at du tager afstand fra alle andre kirker?”
Det svarer Torben selvfølgelig nej til, mens jeg tager mig til hovedet. For helt ærlig, det lyder tydeligvis som om det er et spørgsmål Torben selv har bedt Henri Nissen om at stille. Faktisk er det de færreste af Henri Nissens spørgsmål som kan bruges som fornuftig kritik. Det er som om den gode Henri Nissen har lagt sit hoved under puden og bare valgt at få Torben til at fremstå som Guds gave til alle. Jeg ved fra flere i Frikirkenet at man er virkelig træt og ærgerlig over at Henri Nissen i sin kirkeavis giver så positiv omtale af Torben Søndergaard. For rigtig mange af dem møder de folk der har været i kløerne på Torben, og det som de får når man har været en tur på Jesus-hotellet, er ødelagte mennesker der er blevet såret af Torben og hans forkvaklede evangelium, som ikke er et sandt evangelium.

Ok der er faktisk et spørgsmål som Henri stiller som er interessant og det er følgende:
“Er det sandt, at du tror på syndfriheds-læren, som nogle har beskyldt dig for?”
Til det spørgsmål svarer Torben igen nej, og kommer med en forklaring. Men, og her er der et stort men. For hvis man kigger på den lære som Torben står for, og læser og hører hans forkyndelse, så er syndsfrihedslæren (en form for pelagianisme) reelt set hvad han prædiker. Det er jo også derfor at folk kritiserer ham for netop dette. Man kan høre på ham at det er hvad han mener. Men samtidig afviser han det når man spørger ind til det. Så hvad mener han? Åbenbart begge dele, og det er fordi at Torbens teologiske forståelse kan ligge på en 25øre. Han er ikke i stand til at forstå hvordan lov og evangelium hænger nøje sammen, og kan slet ikke forstå hvad det er for en frihed man er kaldet til som kristen, og hvad det er man er nødt til at kæmpe med kødet om stadigvæk som kristen. Den forvirring som Torben igennem mange år har vist om dette, er også med til at skabe de mange ødelagte skæbner hos dem som har været igennem Torbens maskineri.

Overser det reelle problem
Men det som Torben Søndergaard ikke svarer på er hvorfor der er så meget fokus på Torben selv, og det han gør, i stedet for at fokusere på evangeliet? Hvorfor handler det Torben siger om hvad VI skal gøre, og næsten intet om hvad Jesus allerede HAR gjort? Det svarer Torben ikke på, og dem som har stillet ham de spørgsmål ryger også hurtigt ud af hans omgangskreds. Det ved jeg fra flere som har prøvet det, og det er ikke kun noget der sker nu, nej det er noget som har vist sig at være et mønster for Torben. Han har igennem de sidste 13-14 år vist at han ikke er en der er modtagelig for kritik. Torben mener sandsynligvis at han er Guds gave til kirken, og dem som ikke forstår at han er den gave, må så være hans modstandere og/eller ikke have ”den sande åbenbaring”. Jeg har mødt så mange mennesker igennem de sidste 10 år som siger at det er tilfældet hos Torben. Men den del vil Torben selvfølgelig ikke snakke om. Han vil hellere arbejde på at folk kun ser et glansbillede af ham, som viser en mand som angiveligt bliver brugt helt gevaldigt af Gud.
Så spørgsmålet er om Torben bliver brugt af Gud? Svaret er ja, men ikke sådan som Torben tror. Torben bliver brugt af Gud til at teste om folk vil sandheden, eller om de bare vil have overfladiske oplevelser som er spændende her og nu, men som der ikke er nogen trosmæssig eller åndelig næring i. Det ærgrer mig at en engang ellers fornuftig og veluddannet journalist som Henri Nissen, i dag vælger at smide journalistikken ud af vinduet, og i stedet vælger at bruge avisen Udfordringens plads til at promovere en falsk apostel som Torben Søndergaard.

Så nej Torben Søndergaards forsvar vil falde til jorden i en retssal. Han er skyldig i ikke at prædike evangeliet, men at prædike oplevelser og sig selv i stedet for kristendom.
Du kan se hele interviewet her nedenunder. Den af Torbens videoer hvor han snakker om porche findes på hans facebookprofil, og kan vist ikke linkes til her.

Torben Søndergaard svarer på kritik fra nogle frikirker

 

Share on Facebook

Hos mange af frikirkerne i Danmark, har der i flere år været en mærkværdig fokus på ledelsesstrategier. Det er kommet til udtryk ved at pastorer i stort tal, er blevet sendt på det ene ledelseskursus efter det andet. Samtidig har de taget ”diplomuddannelse” eller lignende i lederskab. Under dette har der så været prædiket om ledelse, og om lederens rolle og kirkens opgave som efterfølgere af deres leder.
Megen af disse kursers indhold har ikke bygget på bibelsk sandhed, men på forskellige karl smart præsters ideer. Ofte fra en eller anden hot amerikansk pastor som har en stor kirke. Noget af kursernes indhold har sikkert været fin nok, men i store træk har kurserne fået præsterne til at fokusere på noget andet end evangeliet. For konsekvensen af de mange kurser kommer hurtigt til udtryk når man snakker med pastorerne. Det handler om ledelse. Ledelse mig der, og ledelse mig her, og ledelse alle vegne. Men nej løsningen på kirkens problemer er ikke mangel på ”ledelsesstrategi”, løsningen er at få præster der prædiker evangeliet!
Kirken i Danmark såvel som andre lande, vil aldrig fuldføre Gud vilje, hvis ikke den prædiker evangeliet klart og tydeligt. Det skal være sådan at det er nemt for folk at høre at det præsten taler om fra bibelen, peger på Jesus, og viser at Jesus er den eneste der kan frelse os. Hvis præsten i stedet for taler om hvordan man kan blive en bedre leder, eller hvordan man helst skal underordne sig sit lederskab osv. så kan man ligeså godt tage til en af de sekulære kurser i ledelse. For mange af dem er langt bedre og mere professionelle sat op. Kirken har ikke brug for præster der har diplom i lederskab. Den har brug for præster der står ved evangeliet, og ikke er bange for at prædike evangeliet.

Hvorfor kalder jeg det så “Ledelsesstrategier fra djævelen” er der måske nogen der tænker? Det skyldes ganske enkelt at de ting som får kirken til at miste fokus på Jesus og evangeliet, passer fint med djævelens ønske for kirken. Han ønsker at vi mister fokus på Kristus, og fokuserer på alt andet end ham. Så kan han få os til at fokusere mere på ledelse, så er han godt tilfreds. Lad os gøre Gud tilfreds og djævelen utilfreds i stedet. Det er en langt bedre strategi, og den er nem at følge.

Share on Facebook
06
Aug

Når jeg læser og synger de gamle salmer af Brorson og Kingo, så er der særlig to ting jeg bemærker. For det første er salmerne skrevet af folk der tydeligvis er født på ny. For hengivenheden til Jesus, og budskabet i deres sange er så markant evangeliske. Det er ikke bare folk der har hørt noget om bibelen, eller læst teologi på universitetet. Kingo og Brorson var forvandlede af Gud, og de måtte dele deres begejstring for Gud, hvilket de så gjorde igennem salmeskrivning. De har begge den samme tilgang som Johannes døberen havde, nemlig at de må blive mindre og Gud større. De har forstået at de er syndere uden håb og mulighed for at redde dem selv, men som har fundet at Jesus gav sig selv hen på et kors i deres sted. Disse salmer drypper af evangeliet, og det er befriende og vidunderligt at læse og synge dem.
Det andet som jeg lægger mærke til er at det ikke er overfladiske salmer. De har nogle store dybder. De rimer ganske rigtigt mange steder, men det sker ikke på bekostning af bibelsk teologi. Nærmere tværtimod. Det er i stedet den bibelske teologi der bærer sangene, som så bliver krydret med rim på versefødder.
Tænk at engang var der salmedigtere i Danmark som elskede Gud så meget, at de ønskede at skrive om Ham, og gøre det så præcist og bibelsk korrekt, at de faktisk undersøgte Guds dybder og studerede Hans ord så meget at de var i stand til at formidle bibelsk sandhed igennem sange.

Jeg synes det kan være svært at finde nogle salme/lovsangsdigtere i dag som er i stand til at nå de samme niveauer som Kingo og Brorson. Men Keith Getty og Stuart Townend må jeg sige er i samme klasse. Det er mere moderne musik, hvilket det også burde være eftersom deres sange er skrevet i vores tid. Men om det er moderne eller ej, er sekundært, for det er sangenes indhold som bærer dem. Sange som peger på Jesus og hvad Han gjorde på Golgata. Der bliver ikke forsøgt at gøre det overfladisk, eller nemt spiseligt for dem der hører. Deres sange udtrykker et klart evangelium som viser at dem som skrev dem, også kender Ham de skriver om. Tag eksempelvis ”In Christ alone” eller ”Speak o Lord”, som også findes på dansk.
Getty og Stuart viser at selvom vi lever i det 21 århundrede, så behøver lovsang ikke være uden indhold, Lovsang behøver ikke tekstmæssigt være på niveau med en popsang af Katy Perry, Medina eller Nik og Jay. Lovsang kan være fuld af bibelsk teologi, og vise Guds dybder. Det behøver heller ikke være en masse gentagelser som mere fungerer som mediterendes mantraer. Nej, lovsang kan være stærkt, bibelsk og fuld af evangeliet, og bør også være det! Her er lidt smagsprøver.

Fra Brorsons salme ”Hvem vil mig anklage” Også kendt som ”Hvo vil mig anklage”.
“Hvem vil mig anklage
og for dommen drage
hen på Sinai?
Synden jeg bekender,
men til Jesus render,
dermed er jeg fri.
Mød mig da
på Golgata,
Jesus skal min sag antage,
hvem vil mig anklage?”

 

Share on Facebook

I Johannesevangeliet 5.39 siger Jesus de berømte ord:

”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.”

Dette sagde han til jøder som ikke ville erkende at Jesus var og er den Han er. Men hvor er det herligt befriende at Jesus siger så klart som Han gør, at skriften netop vidner om Ham. For det burde være den primære, sekundære og tertiære grund til at vi læser i bibelen. For at finde Jesus og se hvordan skriften peger på Ham den ene gang efter den anden.
Vi kan sagtens læse i bibelen af de forkerte årsager. Vi kan læse i den fordi vi tror vi kan finde nøglen til et succesfuldt liv i den, eller fordi vi tror den kan give os indsigten i hvordan man bliver rig, eller hvordan man kan undgå sygdom. Tro mig, der findes mange mennesker der læser i bibelen af de årsager. Hvor er det trist at nogen leder efter så overfladiske ting i en bog, der i virkeligheden handler og peger på den Gud der kom for at frelse os fra evig fortabelse, og ville give os evigt liv i Himlen i stedet. Sådanne folk spilder deres bibelstudier, og det vil ikke gavne dem. De burde i stedet gøre det samme som Jesus opmuntrede jøderne til. Nemlig at finde ud af at skriften peger på Ham, og viser Hans kærlighed, Hans nåde og omsorg. Ham har vi brug for at se, for hvis vi ikke kan se Ham, kan vi heller ikke se faderen.

”Den, der har set mig, har set Faderen” Joh. 14.9

Share on Facebook

Vi danskere tager tit mange ting for givet. Vi tror det er en menneskeret at komme gratis på hospitalet, og at det er en selvfølge at staten tager sig af de ældre (så vi selv kan slippe for at tage os af dem). Noget vi også tager for givet er retten til at sende vores børn i privatskole, i fald vi er utilfredse med det folkeskolen kan tilbyde, eller andre grunde. Men privatskoler er ikke en naturlov, der findes lande hvor de ikke er tilladt, og hvor det heller ikke er tilladt at hjemmeskole børnene.

En af de vægtigste årsager til at vi danskere har ret til at sende vore børn i privatskole eller hjemmeskole dem her i Danmark, skyldes “De Stærke Jyder”. En gruppe bibeltro kristne som var parat til at stå på bibelsk grund, også selvom det for nogle af dem betød at de måtte gå fra hus og hjem, og tilmed komme i fængsel (tugthus) for det. For lidt over 200 år siden var de stærkt utilfreds med en ændring i den lærebog om det kristne liv som skolerne i Danmark skulle have. De ville beholde den de havde i forvejen, og årsagen til det vil ryste mange af dem som ikke har det store historiske kendskab. Dette er en historie om hvordan Gud kan bruge få overgivne personer til at påvirke et helt land med evangeliet. Nogle gange har han brugt en kristen konge, andre gange kristne bønder. Men et står fast, hvis Gud vælger at bruge nogen, så er det Hans vilje som kommer til at ske, hvad end det sker igennem folk i høje stillinger eller det man kalder simple folk.

Denne lille parantes i den danske kirkehistorie talte Henrik Gren Hansen om på Nyt Livs lejr her i Juli, og den har min varmeste anbefaling. Dels fordi Henrik er i stand til i denne lille kirkehistorie at vise evangeliet, men også fordi der er så mange ting i denne historie som minder om de ting vi ser i dag. Så endnu engang får Kong Salomon ret i at “der ikke er noget nyt under solen”.

 

Share on Facebook