I 1986 var der tre tegneserieudgivelser som ændrede tegneseriebranchen markant. Det var året hvor tegneserien for alvor blev accepteret som et seriøst medie, der ikke kun var for børn. Årsagen var en ukoordineret udgivelse af tre grafiske noveller. En grafisk novelle er såmænd bare en tegneserie der udgives til et voksent publikum. Denne ændring gjorde at man ikke længere skammede sig over at have tegneserier liggende på sit sofabord som voksen. Det var jo grafiske noveller, og i dag bliver selv nogle Anders And udgivelser kaldt for grafiske noveller, så voksne tegneserielæsere kan fortsætte med at føle sig voksne. Den udvikling blev på godt og ondt, for alvor skudt i gang i 1986 med tre forskellige grafiske noveller, som har haft stor betydning for massekulturen.

Tre banebrydende udgivelser

Art Spiegelmans Mauz
Den første skelsættende udgivelse var Spiegelmans ”Maus”. Det var en biografi om Spiegelmans jødiske fars oplevelser under anden verdenskrig i Polen, hvor han endte i koncentrationslejr. Det særlige ved ”Maus” er at Spiegelman tegnede jøder som mus, nazister som katte, franskmænd som frøer og polakker som grise. På trods af denne animalske karikering, eller måske nærmere pga. den, blev ”Maus” usædvanlig nærværende. Spiegelmans Maus er et mesterværk som fortælleteknisk er suveræn i dens beskrivelse af den umenneskeliggørelse jøderne oplevede under anden verdenskrig i de besatte lande. Hvis du ikke har læst den endnu, så giver jeg den en varm anbefaling herfra, for ”Maus” er unægtelig et mesterværk.

Da Batman blev meget alvorlig
Den anden udgivelse som fik betydning, var Frank Millers fremtidsversion af en bitter Batman i ”The Dark Knight returns”. Her ser man Batman vende tilbage til kriminalitetsbekæmpelse efter en flerårig pause. Men nu som en samfundsbitter ældre mand midt i halvtredserne som kaster sig ud i den ene ultravoldsscene efter den anden. Spørgsmålet som Miller ville se på var hvordan den ældre Batman mon ville være, og hvordan medierne ifølge Frank Miller ville ændre sig. ”The Dark Knight returns” fik stor betydning for hvordan vi kunne se på helte på en anden måde end hidtil, ved at lade heltene blive ældre og få sår på både sjæl og krop. Personlig synes jeg ikke ”The dark knight returns” er så god som folk gør den til. Frank Miller har kreeret langt bedre historier end denne, men opgøret med det gamle billede af Batman (og dermed andre heltetyper) var banebrydende og dermed historisk. Og kritikerne faldt forståeligt nok pladask for hans nye billede af den gamle superhelt.


Da vores heltebilleder blev dræbt
Hvilket fører mig hen til den udgivelse som dette indlæg i virkeligheden handler om. I 1986 fik okkultisten, crowleisten og tegneserieforfatteren Alan Moore lov til at udgive en markant anderledes superhelteserie på 12 hæfter for DC- Comics (dem som udgiver Superman og Batman m.m.) kaldet ”The Watchmen”.
”The Watchmen” var et komplet opgør med det rendyrkede superheltebillede som ellers var blevet dyrket siden det første superhelteblad ”Action Comics no 1” i 1938. Alan Moores hensigt var at ødelægge ideen om den gode helt, der hjælper af uselviske grunde. Ifølge Lektor og forfatter Bradford Wright, så var Alan Moore ikke kun ude på at ødelægge ideen om superhelte, men ideen om helte generelt. Hans formål var at vi i mindre grad skulle stole på andre, og i stedet mere på os selv. Moores superhelte som var en gruppe kaldet ”The Watchmen”, var en flok utilpassede folk med superkræfter som var styret af magtbegær, var psykotiske, besat af ultravold, eller sågar impotente. Der var nærmest ikke grænser for hvor dårligt heltene skulle udstilles. Ved første øjekast så det umiddelbart ud til at Moore ønskede at gøre heltene mere menneskelige, hvilket var det Frank Miller oprindeligt arbejdede på med hans Batman udgivelse. Men der var en stor forskel. For når man ser nærmere på ”The Watchmen” og ser på hvad det er for en slags helte vi har med at gøre her, så er flere af dem mere sammenlignelige med superskurke end de er med superhelte.  Det var altså ikke en menneskeliggørelse Moore forsøgte på, men en dæmonisering og en total undergravelse af ideen om helte. En af superheltene (The Comedian) forsøger på et tidspunkt at voldtage en mindre stærk superheltinde, senerehen skyder han en vietnamesisk kvinde som er gravid med hans eget barn uden at det rør ham det mindste. En anden superhelt lader hele New York blive udslettet for at få den kolde krig til at stoppe. Det gør han med held, men prisen er 10 millioner menneskeliv som dør pga. en løgn som aldrig bliver afsløret for resten af verden.

Dette er en af meget krævende tegneserie at læse, og i modsætning til Maus af Spiegelman, så kan jeg ikke anbefale nogle af Alan Moores værker. Han har bl.a. skrevet den desværre meget kendte ”V for Vendetta”, som er filmatiseret i en udgave hvor den sataniske del bliver skjult mere end den er i sin bogudgivelse. I bogudgivelsen er henvisningen til Aleister Crowley (velkendt satanist) langt mere tydelig.
Forfatteren Alan Moore er uden tvivl en dygtig og sand kunstner, hvilket jeg kun kan respektere. Men at læse hans værker, svarer til at spise østers med stryknin. Jeg elsker østers, og den fantastiske smag og struktur de har, men stryknin drysset ovenpå gør dem giftige og farlige. Og når først strykninen er drysset på, er det ikke lige til at fjerne det igen. Det kan ikke bare fejes væk som om det ikke betyder noget mere. Moores historier er på samme måde fyldt med sandheder som er krydret subtilt med løgne som på smart vis undergraver folks tro på det gode.

Moore dæmoniserer og forvrænger kristne værdier
Moore valgte at gøre en af superheltene i ”The Watchmen” til en som hvis man kradser bare lidt i overfladen kan se skal symbolisere de kristne værdier. En mand som har værdier som han efterlever til punkt og prikke, også selv om det har store omkostninger for både ham selv og omverdenen. De gamle moralske principper betyder mere for ham, end hvad der lige går og er mest politisk korrekt. Men denne mand bliver fremstillet som psykopat. Hvilket skulle være konsekvensen af en dårlig barndom med en promiskuøs mor og voldelige oplevelser. Han er med andre ord ikke en særlig sympatisk person i historien, og han ender også med at være den som bliver dræbt af en af de andre Watchmen. Det sker for at undgå at sandheden om de ti millioner dræbte i New York kommer for dagens lys. Hverken i filmatiseringen eller i bogen virker denne superhelt som en behagelig person. Han bliver gjort ekstra utiltalende, og det er Mo0re rigtig dygtig til at pensle ud.

Men hvorfor har Alan Moore brug for at undergrave troen på helte, og hvorfor har han brug for at fremstille folk der står for gode konservative kristne værdier som farlige og fjendtlige? Noget han også gør ligeså subtilt og effektivt i hans grafiske novelle ”V for Vendetta”.

Hvem er Alan Moore?
Måske ligger svaret i at finde ud af hvem Alan Moore er og hvem er han inspireret af. Herom er Moore ret ærlig. Alan Moore er udover at være okkultist, åbenlys inspireret af satanisten Aleister Crowley. Manden som kaldte sig selv for verdens ondeste mand, og som er og har været en inspirationskilde for mange musikere og filosoffer. Bla. The Beatles, David Bowie og Thimothy Leary. Crowley (som jeg har skrevet om før) ønskede at finde ud af hvordan man kan ændre et konservativt kristeninspireret samfund til at blive hedensk. Et af hans mest kendte svar på det var at man måtte ødelægge familien og/eller det kristne familiebillede, fordi familien ifølge ham var ”Public enemy no1”. Han havde en idé om et samfund hvor individet var mere orienteret mod den organisation man arbejdede for, den interessegruppe man er medlem af, eller den religiøse retning som man er tilhænger af. Så dette skulle afløse den normale fokus på den oprindelige familie. En årsag til at Crowley var så fokuseret på at ødelægge det oprindelige billede af en familie, mener nogen er at den første institution Gud opfandt netop var familien. Derfor må familien for Gud have ret stor vigtighed, og af samme grund er det den institution som er mest til hinder for at danne et hedensk baseret samfund.

Crowleys ønske om at opløse de gamle værdier, for istedet at kunne indføre et hedensk baseret samfund, er et ønske som Crowleys efterfølgere har været ret inspireret af. Det er egentlig ret interessant at en afdød mand som levede som narkoman, som ikke var særlig tiltalende og som døde som en ensom taber ingen rigtig gad være sammen med, kan være så attraktiv for nogle mennesker at følge. Men muligvis skyldes det ikke så meget hans mislykkede liv, men det at han skrev om muligheden for at blive overmennesker. Noget som tiltaler vores syndige kød og var med til at syndefaldet blev en del af vores verden. Det var jo netop det som slangen i Edens Have fristede Eva med. Hun kunne blive som Gud. Crowley lover det samme, nemlig en eller anden form for guddommelighed hvor man bliver sin egen herre. Hvad Crowley ikke tager så meget hensyn til (for den slags vil satanister som oftest ikke ind på) er at hvis vi alle er vore egne herrer, så vil det automatisk medføre kaos. For vi vil jo ikke alle det samme, og hvis vi vil leve forskelligt og har forskellige ideer og meninger om hvad der er rigtigt og forkert, så vil det medføre at folk vil komme i stærkt splid med hinanden, hvis der ikke er nogen overordnede regler som vi er nødt til at følge og forholde os til. På trods af dette så er det anarkistiske samfund noget som ofte tiltaler satanister.

Alan More viser også at det er det han ønsker i hans fortælling “V for Vendetta”. Som netop slutter med en ødelæggelse af det engelske parlament, for dermed at opløse det styrende samfund og give folk lov til selv at bestemme. Det bliver vist som om det er en god slutning, men i virkeligheden er der tale om et samfundsmæssigt mareridt, hvor anarki bliver samfundets afløser.

 

 

 

 

 

 

 

 

Men tilbage til superheltene. Alan Moore forsøgte at ødelægge vores billede af helte med hans Watchmen, og det har påvirket den måde superheltene bliver vist på i dag. Eftersom superhelte genren i dag er blevet Big business med blockbusterfilm som Dark Knight, Deadpool, Hellboy m.v.  så er det også noget der påvirker almindelige mennesker i dag. Vi ser filmene som underholdning, og lægger ikke altid mærke til de budskaber som gemmer sig under overfladen i historierne. Men vi bliver påvirket af dem. Heltebilledet vi engang havde er ikke det samme som før. Den uselviske helt der gjorde hvad han gjorde fordi det er rigtigt, er efterhånden en meget sjælden person i pop-kulturen i dag. Der er næsten kun Captain America tilbage som jeg skrev om i et indlæg for nylig. Så spørgsmålet er om Alan Moore har vundet.

Påvirket
Pop-kultur påvirker os langt mere end vi går og tror. Vi ser en film i biografen og tror det var det. Men uden at vi tænker så meget over det, så får vi budskaber ind som påvirker vores måde at leve og opfatte verden på. Jeg husker selv hvordan jeg i halvfemserne opdagede at jeg var blevet kraftigt påvirket af den amerikanske sitcom ”Seinfeld”. I skal slippe for at høre hvordan jeg opdagede at jeg var blevet påvirket af de fire hovedpersoners overfladiske New Yorker tilgang. Men jeg blev chokeret over at se hvor påvirket jeg var blevet af noget, som jeg i bund og grund kun anså for at være underholdning. Så det er ikke sådan at bare fordi man er kristen, at man så kan sige sig fra pop-kulturens påvirkning.

Moderne helte er blevet beskidte
Ideen om den dårlige helt, har haft indflydelse helt ind i mainstream underholdningen. Den nye James Bond er eksempelvis blevet langt mørkere end hidtil. I den første James Bond film med Daniel Craig i hovedrollen, bliver han dels fremstillet som slags lejemorder, men også en der ikke har noget følelsesmæssigt forhold til flere af de kvinder han har seksuelt samkvem med. Hvilket viser sig når en kvinde han har været sammen med (seksuelt) dagen efter bliver fundet tortureret til døde. Tortureret og dræbt netop fordi hun havde været sammen med ham. Det sørger filmen for at vise ikke er noget der rører ham, han er iskold istedet. James Bond er historisk set ikke kendt for at være et moralsk forbillede, men han havde dog medfølelse for de kvinder som blev straffet for deres kendskab til ham i gamle dage.

Billedet af helten som handler af uselviske grunde bliver også udvisket når der laves film som Transporter med Jason Statham. I de film er hovedpersonen en kriminel chauffør som kan lejes af andre kriminelle til diverse jobs. Helten som man kommer til at holde med i den slags film er altså i virkeligheden en skurk. Det er godt nok set før, som i Olsen-banden og ”Sidste stik” (med Paul Newman og Robert Redford). Men vinklingen er i dag blevet anderledes. James Bond og Jason Statham i The Transporter bliver forbilleder for tilskuerne, hvilket ikke var tilfældet for hverken Olsenbanden eller Sidste stik og lignende film.

Ændrer på vores gudsbillede
Der hvor dette bliver rigtig problematisk er når kristendom også åbner op for at ødelægge billedet af den gode helt. For når vi gør det, så åbner vi også op for at få et andet gudsbillede. Det sker eksempelvis i romanen ”Hytten” som jeg før har skrevet en anmeldelse af. I denne er der et sted hvor Jesus skal bære en skål med havregrød hen til bordet hvor de skal spise. Men han taber den, hvilket får gud fader (som er en afroamerikansk mor) og helligånden (som også bliver fremstillet ubibelsk) til at flække af grin. Jeg ved at mange kristne som har læst bogen også har grint og tilmed har glædet sig over menneskeliggørelsen af Jesus. Men det har store konsekvenser at få et billede af Jesus som dette. Vi kan tænke at det er en lille fejl. Men Jesus er Gud selv, der blev menneske og levede et perfekt liv, og Han har fuldstændig styr på alt hvad Han gør. Vi skal ikke udstille Jesus som et menneske der laver fejl som dig og mig, men i stedet vise Ham som den Han virkelig er. Desværre er det bl.a. pga. pop-kulturen blevet acceptabelt at lege med de billeder vi har af Gud. Everything goes i dag kunne man næsten sige. Men hvad skal kirken så gøre ved alt dette? Skal vi blot give op og acceptere at dommedag er nær og der er nok ikke rigtig noget vi kan gøre ved det?

Det bedste våben
Hvad kan vi gøre som modspil til de angreb som kommer subtilt fra folk der er sataniske i deres tankegang? Svaret er, det samme som vi skal gøre overfor de politiske angreb på sunde gamle kristne værdier som kommer fra de politiske og intellektuelle bastioner, og det samme som vi skal gøre når samfundet enten bliver ateistisk eller hedensk. Vi skal prædike evangeliet om Jesus Kristus. På trods af at folk fra de Radikale Venstre, Enhedslisten, Politiken, Information, Etisk Råd, pop-kultur og mainstream underholdning og hvad der nu promoverer antikristelige ideer, så er det bedste og smukkeste våben imod den slags at prædike evangeliet og tale sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal være uvidende om de angreb som kirken oplever fra både pop-kultur, politiske bevægelser m.m. Men vi må anerkende at evangeliet om Jesus Kristus ikke er ændret siden Jesu opstandelse. Det evangelium smadrede de ødelæggende menneskesyn som var gældende under Romerriget, som var usædvanlig hedensk, og det samme evangelium kan forvandle de menneskesyn som er fremtrædende i dag. Vi behøver ikke gå rundt og være unødig bange for folk som Alan Moore og politikere som jeg ikke i dette indlæg skal navngive. Vi skal forstå hvad der er ukristeligt fra disse sider og vide hvad sandheden er ved at læse Guds ord, og sørge for at forblive ved Guds ord. Og så skal vi ikke være bange for at vise hvad Guds ord siger på trods af at det ikke er det som folk lige ønsker at høre, og pt. heller ikke er særlig politisk korrekt.

Meningen med dette indlæg
Så hvorfor har jeg så skrevet dette indlæg? Jo, om man er kristen eller ej, så er man bare ved at leve i denne verden påvirket af denne verden. Som kristen kan man vælge at være blinde overfor denne påvirkning og påstå at det ikke betyder noget. Jeg har mødt velkendte pastorer og bibellærere som har været fuldstændig ligeglade med hvad deres børn så i fjernsynet selvom det både var trolddom, hedenskab og umoral som de så, for som de sagde i deres forsvar så var de jo “under Jesu blod” og så mente de ikke bange at man blev påvirket. Det mener jeg er en total misforståelse, for selvfølgelig kan kristne familier blive påvirket af denne verden, det handler jo om hvor meget af verden man giver plads. På den anden side behøver vi heller ikke gå rundt og se dæmoner alle vegne som nogen også gør. Det er kun til at blive skør af.
Nej, meningen med dette indlæg er at gøre opmærksom på at vi er under påvirkning og vi skal være opmærksomme derpå, og påvirkningen kan komme mange forskellige steder fra, som i dette tilfælde fra pop-kulturen. Men vi har brug for at lade os påvirke af Ham som vil os det gode og holde os til Hans ord. En kristen som lader sig påvirke af Kristus, af Guds ord og af god forkyndelse vil også være i stand til at gå igennem denne verden uden at alt går hen og bliver dårligt. Man kan tilmed få lov at være et lys i denne verden. Måske et lys som nogen har lyst til at slukke for, men om ikke andet så et lys i en mørk verden. Så mit råd er: Vid hvad der sker omkring dig, men hold dig til Kristus.

Se disse sider som bliver henvist til i indlægget: http://sand.omvendelse.dk/praediker-din-praest-captain-america-eller-jesus-kristus-5335.htm

Er ”Hytten” (The Shack) en kristen bog?

http://sand.omvendelse.dk/hvordan-blev-aleister-crowleys-satanisme-til-populaerkultur-3337.htm

 

 

 

Share on Facebook

Jeg har sagt til min søn at jeg tager en dag fri for arbejde snart, for at tage med ham i Legoland. Bare en far-søn tur hvor vi kan lave alt det vi har lyst til i Legoland, uden at skulle tage hensyn til de andre tre i familien. Hvis der er noget som kan få en otteårig drengehjerne i omdrejninger, så er det at få at vide (i lidt for god tid) at han skal i Legoland med far. Han tænker på det om morgenen, han tænker på det i skolen, på vej hjem i bussen og om aftenen når han skal i seng. Han snakker om det, og spørger hvad jeg synes er sjovest og hvad vi skal prøve først og hvad vi skal prøve mange gange. Hans sind er med andre ord totalt fokuseret på Legoland. Det kan jeg egentlig godt forstå, jeg husker selv hvor meget den slags kunne fylde mit hoved som lille, så der næsten ikke var plads til andet.

På samme måde som et barn kan glæde sig til at komme i Legoland, bør kristne glæde sig til at komme hjem til Gud i Himlen. Det bør fylde vore sind i så stor grad at vi kan overkomme denne verdens modstand og strabadser. Når vi har bare en rimelig idé om hvor stort det er at komme i Himlen, og for evigt være hos Jesus og aldrig mere skulle kæmpe i en syndig verden, så ved vi også at det er det værd.

Bibelens profeter forstod dette, og det gjorde at de kunne overkomme megen modstand. Såsom Moses hvorom der står i Hebræerbrevet:

“I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje.” Hebræerbrevet 11.24-26

Den løn Moses havde for øje, er den samme løn den kristne skal have for øje i dag, og hvilken løn, en løn som jeg ikke fortjener, men får på grund af Guds store nåde mod dem som tilhører Ham.

At min søn i dag glæder sig til Legolandsturen, kan jeg godt forstå, men jeg ser frem til den dag, at det han ser endnu mere frem til er at komme hjem til vores skaber og Gud i Himlen. For det er langt bedre og langt større end Legoland. Forresten så bliver man også træt efter en hel dag i Legoland (jeg er som regel fuldstændig smadret), men i Himlen bliver vi aldrig trætte. Som John Newton skrev i hans vidunderlige salme Amazing Grace:

“When we’ve been there ten thousand years,
Bright shining as the sun,
We’ve no less days to sing God’s praise
Than when we’d first begun”

Share on Facebook

En af de mest fornuftige beslutninger man kan tage som ung kristen, er at tage en uddannelse. Det har vist sig igennem kirkehistorien, og det er også sandt i dag. For at undgå misforståelse så vil jeg lige slå fast at det er ikke et krav at en kristen skal tage en uddannelse, men at det er en virkelig god og rigtig ting at gøre.
Der har været tendenser til nogen gange i kirkehistorien, og nogle steder i dag at afholde sig fra at tage en uddannelse, da nogen kirkeledere har anset det for at være spild af tid. For de kunne jo se og konkludere at Jesus kom snart, og så var der jo ikke nogen grund til at bruge tid på en uddannelse som der ikke var brug for. At Jesus kommer snart, bør være et element som altid er integreret i den kristnes liv. Men det er ikke meningen at vores tro på at frelseren snart kommer, skal sætte os i stå. Et andet argument kan være at man er bange for at blive påvirket af verdens tanker. Men helt ærligt, hvis vi skal være i stand til at argumentere imod verdens tanker, så er vi jo også nødt til at kende til dem.

Under romerriget var kristnes generelt højere uddannelse end gennemsnittet med til at man var nødsaget til at stoppe forfølgelsen af de kristne. Dengang var det sådan at mange ikke kunne læse, men hvis man skulle have et job i den offentlige administration, så var man nødt til at kunne læse. Da kristne havde sørget for at lære deres børn at læse, (fordi de så blev i stand til at læse i Guds ord), blev kristne en stor del af den offentlige administration, og fik dermed en del indflydelse i romerriget. Forfølgelsen af kristne fik derfor den konsekvens af det ødelagde effektiviteten af den offentlige administration, fordi de netop mistede så mange dygtige medarbejdere som var kristne. Og det var så mærktbart at man var nødt til at gøre noget for at stoppe det. Derfor kunne man se at det var en dårlig idé at forfølge de kristne, for man havde brug for dem i samfundet, og de løste tilmed deres opgaver med god samvittighed og var troværdige.
Det kan sagtens ske igen, ifald at kristne så også har gode uddannelser som er eftertragtede af samfundet.

Stå ikke bare udenfor
Udover at uddannelse kan gøre det nemmere for kristne at komme igennem tider hvor samfundet ellers opfatter kristne som fjender, så skal vi også være opmærksomme på at uddannelse kan give indflydelse. Eksempelvis kan der være nogen tendenser hos kristne til at beklage sig over det ene og det andet i samfundet, og så ellers bare se tingene fra sidelinien. Ofte har jeg hørt folk sige at sådan er det jo bare, og det vil bare blive værre og værre for det siger bibelen. Men det er en fatalistisk holdning som ikke bør høre hjemme hos kristne, for kristendom er netop ikke fatalistisk. Bør man ikke som kristen i stedet vælge at blande sig og komme med gode input, i stedet for bare at stå og se på? Kristne bør tro på at man kan være med til at ændre tingenes forhold, og bør derfor blande sig. Som Kevin Williams for nylig sagde i en prædiken han holdt i Danmark, så giver det mere mening at få en uddannelse som lærer og få indflydelse i undervisningssektoren, end det giver mening bare at klage sig over at undervisningsbranchen er ukristelig. Ja, hvis den virkelig er det, så skyldes det jo muligvis at der er for få kristne lærere. Så hvorfor ikke uddanne sig som lærer? Eller læge hvis man mener der er kommet alt for meget hedens overtro ind i sundhedssystemet såsom zoneterapi og akupunktur o.l. Hvorfor bare give op, når man kan få et medansvar og medindflydelse ved at tage en relevant uddannelse.
At man ved at tage en uddannelse så samtidig vil have nemmere ved at tage sig af sin familie fordi man har bedre muligheder for at få gode jobs med ordentlige indtægter, er bare en frynsegode som man ikke skal have det dårligt med.

Hvad kan en kristen gøre, og hvad bør en kristen gøre i samfundet?
Jeg vil til slut anbefale at høre Kevin Williams prædiken over dette emne som blev holdt i Esbjerg Frikirke i februar i år. Kevin havde undervist en hel weekend og afsluttede så med denne prædiken om søndagen. Og ret skal være ret, evangeliet om Jesus Kristus fylder ikke så meget i lige denne prædiken, og det er ellers noget jeg anser for meget vigtigt. Men det var tydeligt til stede i resten af undervisningen i den weekend. Og jeg kender Kevin og ved at det er normalt for ham at prædike evangeliet, så derfor ser jeg ikke noget galt i denne prædiken, i og med at det er fra en mand som er kendt for at prædike evangeliet som naturligt og centralt. Men lyt endelig til en balanceret undervisning om hvad den kristnes ansvar og muligheder er i denne verden, som vi også har et medansvar for.

http://www.esbjergfrikirke.dk/?p=3455

 

Share on Facebook

Jeg har tænkt en del over alle disse såkaldte profetkonferencer og profetmøder som der nogen gange bliver annonceret for i de kristne medier. Der er ofte et eller andet ved dem som virker forkert. For hvor stor en del af dem, er overhovedet fra Gud. Vore dages profeter afviger jo markant fra bibelens profeter. Det kan jeg ikke se at der skulle være noget bibelsk belæg for skulle være i orden.

Vore dages profeter er populære, de bliver solgt med ord som: Kom og hør profet Nameless tale ind i DIT liv. Profet Nameless har en tjeneste hvor han kan tale visdomsord ind i DIN situation. Lær at profetere og gå i det åndelige, og DU kan også erfare de åndelige sandheder som profet.
Men hvis man ser på bibelens profeter, så var det ikke ligefrem popularitet som var kendetegnende for dem. Tværtimod ser vi i bibelen at profeterne var udskældt, forfulgt, dræbt, talt dårligt om og lignende. De var ikke kendt for at sige det som folk gerne ville høre, men for at tale omvendelse. Var det helt galt, så talte de også om at Gud ville straffe landet med tørke, krig, fangenskab og besættelse. Det er godt nok lang tid siden jeg har hørt en profet i Danmark komme med sådan nogle profetier. Istedetfor har jeg hørt dem sige sådan her: “Gud vil give jer en kæmpekirke, og resten af byen skal se at I har succes, og at Gud er med jer” bare for at tage et eksempel. Nu har jeg ikke noget imod at man får en kæmpekirke og at Gud er med kirken. Men hvis man sammenligner den slags profetier med dem der er i bibelen, så ligner de faktisk mest de falske profeter, og her skal man nok passe på med at generalisere for meget. Jeg har vist et eksempel fra Jeremias nederst i dette indlæg.

Hvad er profetens opgave egentlig? Er det at tale smukke ord som kilder folk i ørene, og som kan give dem en “positiv åndelig oplevelse”? Eller handler det om at en profet skal være en der tør tale Guds ord, også selvom folk ikke har lyst til at lytte? Måske kan Leonard Ravenhill give os et svar på det et dette lille klip.

Share on Facebook

Så sker det, den 28 april kommer det som mange biografgængere venter på: Captain America Civil War får premiere i de danske biografer. Den skal nok gå hen og blive en pæn blockbuster, for superheltefilm er ret populære for tiden. Det kan der være gode forklaringer på, for superhelte kan være meget interessante personer, som Hollywood i dag er blevet gode til at gøre spændende at se på en storskærm.

Superhelte er ikke så ensrettede som mange tror, men ret forskellige personligheder. Spiderman er en teenager med for mange kræfter som har problemer med piger og privatøkonomien. Ironman er en arrogant rig playboy med alkoholproblemer der ser smart ud og har nørdede tekniske finesser. Superman er i bund og grund en ret kedelig person som blot har ekstreme superkræfter, og Batman er selvtægtsmanden som har noget lækkert gear og en barndom der har givet ham de traumer der driver ham til at kæmpe imod uretfærdighed. Og sådan kunne jeg fortsætte, men en af disse superhelte skiller sig markant ud fra mængden, og det er så ham der har hovedrollen i den nye film.

Captain America er ikke som de andre , (og ja jeg undskylder overfor jer som anser dette for at være en seriøs blog, at jeg kan finde på at tage en superhelt op som med så banalt navn som Captain America, og tilmed har noget virkelig kickset tøj på, men der er mening i galskaben). Han var oprindelig en hulbrystet ung mand, som ville melde sig frivilligt til anden verdenskrig for at bekæmpe nazismen. Han kunne tydeligt se nazismen var så uretfærdig og umenneskelig en ideologi at den måtte bekæmpes ligegyldig hvad. På grund af hans hulbrysthed og andre svagheder, kunne han dog ikke blive godkendt som soldat. Men får i stedet lov at blive en del af et eksperiment for at skabe supersoldater. Han får superkræfter og kommer til at kæmpe mod nazisterne, men pga en flyulykke oppe ved Nordgrønland (eller lignende) bliver han frosset ned i indlandsisen, hvor han først bliver fundet ca 70 år senere. På grund af hans superkræfter har han overlevet nedfrysningen og kan i dag kæmpe videre imod uretfærdighed.

Konservative værdier
Ok det var en lang indledning, men hold nu godt fast. For hvad sker der hvis man tager en mand fra fyrrerne i USA, og lader ham sove i 70 år og vågne op i vores tid? Så har du en mand med fyrrernes moral og holdninger, som nu lever i et nutidigt samfund. Captain America, har beholdt de gode konservative holdninger fra den tid han kommer fra, og mener stadig at de er værd at kæmpe for. Også selvom det så skulle betyde at han kommer til at tabe. Det handler altså ikke om muligheden for at vinde, men om at kæmpe for det der er rigtigt, også selvom det skulle betyde tab af eget liv. Med andre ord så kommer Captain America fra en tid hvor helte var helte og ikke så fokuserede på deres eget ve og vel.

Captain America er på disse og andre punkter en usædvanlig forbilledlig person. Han er en superhelt man kan relatere til, fordi han selv har været almindelig, ja faktisk svagelig. Samtidig er han ikke blevet ødelagt af hans superkræfter så at han gør sig selv til mere end andre. Han kan nemlig huske hvem han var før, og det han stod for. Det er ellers noget som andre superhelte ofte kan blive mere eller mindre negativt påvirket af, men ikke Captain America, han husker hvem han var, for han er stadig den samme person på trods af superkræfterne.

Prædiker forbillede i stedet for frelseren
Han er en mand som er nem at se op til, og samtidig giver han håb fordi det er rart at se der findes folk som Captain America (selvom han jo ikke findes i virkeligheden). Alt andet lige er der ikke noget galt i dette, så længe Captain America forbliver i tegneserierne og biograffilmene. Men når Captain America bliver prædiket fra kirkernes prædikestole så er der noget galt. For alt for mange præster prædiker reelt set et budskab som handler mere om Captain America, end det handler om Kristus.

For når man kun prædiker Jesus som et forbillede vi kan se op til, og ikke prædiker Jesus som den eneste frelser der kan udfri os fra synden, så er det ikke Jesus, men Captain America der er blevet prædiket.

Mange præster prædiker ikke Kristus så at synden i vores liv bliver så tydelig, at vi kan se vi har brug for at bliver frelst fra synden. De prædiker i stedet en der er et forbillede, en som vi kan se op til og som vi kan have det godt med. Med andre ord, de prædiker en som har mere til fælles med Captain America end med Jesus. Desværre kan Captain America ikke frelse nogen fra evig fortabelse, det er kun den sande Jesus der kan det. Vi kan altså ikke nøjes med at prædike Jesus som et forbillede, eller som en der bare giver os håb i en verden fuld af uretfærdighed. Vi har brug for at prædike den Jesus som gav sig selv hen for os, for at vi måtte blive sat fri for syndens løn og få fred med Gud i stedet. Den Jesus som viser at vi har så uendelig meget brug for Ham for at vi må kunne blive frelst, har vi brug for at høre om.

Præster kan være populære fordi de prædiker Captain America
Men vi har ikke brug for at høre om en person der minder om Captain America når vi burde høre om den sande Jesus. Rigtig mange præster der prædiker et sådan Captain America-budskab kan godt være overordentlig populære. Jeg ved om mange pastorer som menighederne er superglade for, for det er sådan nogen gode prædikener han holder, siger de. Men ofte synes man det er gode prædikener fordi de ikke er provokerende, fordi de ikke peger på den synd der er i vores liv, fordi forkyndelsen bare er rar, inspirerende og spændende at høre på og kan give os et eller andet diffust håb om at der er en der nok skal få styr på de ting der er i vejen. Fuldstændig ligesom Captain America gør det, for det er elementer der også kendetegner ham. Captain America er helten du nemt kan se op til, og have som forbillede, men ikke på en måde der gør at du får det dårligt med din synd selv og tænker:”Jeg har brug for at være afhængig af Jesus og tilhøre Ham”. Nej i stedet tænker man ”Sikken mand, sikke et menneske” om Jesus og det er ikke nok. Men når man hører om den sande Jesus og får ham forkyndt som Han virkelig er, så betyder det at jeg får det dårligt med min synd, og kan se at jeg har brug for at Jesus frelser mig fra min synd. Forstå mig ret, jeg ønsker mig ikke tilbage til en eller anden form for mørkekristendom, hvor vi bare skal have det dårligt med os selv og gå rundt i evig skam. Det ville være trist. Men en sand og klar forkyndelse af Kristus vil også betyde at synd bliver fremstillet som forbrydelse i Guds øjne, og at vi kan se vi er skyldige syndere fortjener Guds evige straf. Det var også normalt da Jesus selv gik her på jorden. Da Peter havde sin første store oplevelse med Jesus var hans reaktion at Jesus måtte gå væk fra ham, fordi han (Peter) var en syndig mand.

Derfor lad budskabet om Jesus bliver prædiket fra de danske prædikestole, og budskabet om Captain America blive vist i de danske biografer. Vi kan nok ikke forvente at det bliver normalt at evangeliet bliver vist i de danske biografer, men vi bør forvente at det er evangeliet der bliver prædiket i kirkerne, og ikke acceptere hvis vi hører noget som ikke er evangeliet!

Share on Facebook

Hvile er en vidunderlig ting. At hvile sig når man kommer hjem fra arbejde, hvile sig på sofaen om aftenen, hvile sig i weekenden eller hvile sig i ferien. Men at hvile sig er ikke en selvfølge. Det er Gud selv der opfandt hvilen, hvilket vi kan se i første mosebogs andet kapitels andet vers:

” På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.”

Der er faktisk meget fokus på hvile i bibelen, så det er tydeligt at Gud ønsker at vise os at det er en god ting at hvile sig. Men den bedste hvile man overhovedet kan få, er hvilen i Kristus. Det er langt bedre end at tage en hviler efter en hård arbejdsdag. Langt mere givende end at slappe af i weekenden. Og endnu mere vidunderligt end den bedste søvn man overhovedet kan have i sin seng.

Gud vil at mennesket skal have den bedste hvile hjemme hos Ham i Himlen, og derfor søger Han os, så vi kan komme hjem til Ham. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at se på den anden side. Dem som vælger Gud fra, vælger samtidig kun at have mulighed for at hvile sig her på jorden. For dem som dør uden at have Kristus som Herre og Frelser, er der ikke nogen hvile, og vil aldrig blive nogen hvile. Fortabelsen er et sted hvor der ikke er nogen hvile. Der er kun anstrengelser, smerte, gråd og tænders gnidsel. Hvor forfærdeligt må det ikke være at være et sted hvor det man higer efter aldrig nogensinde vil være at finde. I stedet for er der kun håbløsheden tilbage. Det er trist at nogen vælger at bruge den hvile de kan få her på jorden til at “hvile” fra at høre på Guds kald til dem. At de vælger at sige ”Det med Gud gider jeg ikke bruge tid på”, eller ”Jeg orker ikke at bruge tid på kristendom og kirke”, er paradoksalt. For det viser jo at man på den ene side godt kan lide at hvile sig, men ønsker ikke at sige tak til Ham der har givet dem mulighed for at hvile.

Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Mattæus 13.49-50

I stedet for kun at glæde sig over hvilen vi kan få her på jorden og spilde den på at afvise Guds kald, så burde man glæde sig over den hvile vi kan få her på jorden på en måde der gjorde at vi begynder at søge Ham som giver den rigtige hvile, og som vil give os at vi får del i den evige hvile. Den bedste hvile er hos Gud, og den hvile kan vi allerede få en vidunderlige forsmag på allerede her på Jorden I Kristus.

Share on Facebook

Hvad skal jeg gøre for at blive god nok i Guds øjne? Hvad kan jeg gøre for at Gud kan se at jeg virkelig vil Ham? Hvordan kan jeg være sikker på at Gud har accepteret mig, når jeg ikke synes jeg gør nok? Alle tre spørgsmål kan ikke besvares med et positiv svar, hvis jeg ikke forstår hvad det er Jesus har gjort for mig. For jeg kan ikke i egen kraft blive god nok i Guds øjne, ligegyldigt hvor meget jeg gør. Og uanset hvor meget jeg anstrenger mig i bøn, lovsang og faste m.v. så vil det heller ikke kunne bruges til at få Gud til at se at jeg virkelig vil Ham. Men hvis jeg finder ud af hvorfor Gud har accepteret mig, og at det ene og alene skyldes Kristi offer på korset. Kristi død, soneoffer og opstandelse gør at jeg i dag er accepteret af Gud. Ja, pga. Kristus er jeg nu god nok på trods af at jeg i mig selv ikke er god nok. Og jeg er god nok i Guds øjne i dag, fordi at når Gud ser på mig, ser Han sin søn, og ikke den gamle syndige René. Så det afhænger ikke længere af mig som er utilstrækkelig, men af Jesus som har opfyldt alle lovens krav. Dem jeg ikke kunne overholde i hverken gerninger eller i mit hjerte. 

Når man begynder at se og forstå hvad Jesus død og opstandelse betyder, så er det også at man som kristen kan begynde at forstå hvilke uovertruffen hvile vi har fundet i Kristus. En hvile som gør at det ikke længere afhænger af mig, men af Ham som har vundet en mægtig sejr over synden og djævelen, og den sejr har Han givet mig del i. Ufortjent vel at mærke. Det er ikke en hvile der gør at jeg er ligeglad med mit liv i dag, og heller ikke en hvile der gør at jeg lever som jeg selv vil. Men en hvile som gør at jeg i taknemmelighed til Jesus har lyst til at tjene Ham. For den kristne der har fundet hvilen i Kristus, lever i overbevisning om at det ikke er hans gerninger der gør at Gud ser Ham, for det har Jesus allerede sørget for. Men fordi Jesus har sørget for det, har den kristne lyst til at tjene Ham som gav hvilen og frelsen. Og tjene Ham med ånd og sjæl og samtidig leve i hvilen.

 

Share on Facebook

Så kom den, Torben Søndergaards hypede film i spillefilmslængde ”The Last Reformation” (link). En film som mange desværre anser for at være inspireret af Helligånden. Virkeligheden er dog at den er langt mere inspireret af Torben Søndergaard selv, end den er velsignet af Gud. Til dem som kender Torben, så er der ikke noget nyt i denne film som Torben ikke har sagt eller vist før. Endnu engang kan man se Torben Søndergaard fortsætte med at prædike et evangelium der handler mere om hvad han og hans disciple laver i dag, end det handler om Jesus Kristus og hvad Han har gjort for os.

Men lad mig starte med det positive man kan sige om filmen. For det første er den ganske godt optaget. Gode billeder som er skarpe med fine farver, og lyden er godt optaget og der er behagelig musik som underlægningsmusik flere steder. Så hvad det angår, så er det teknisk set et godt stykke arbejde. Og respekt for at Torben er i stand til at finde dygtige teknikere med det rigtige udstyr og som han kan motivere til at lave en flot teknisk kvalitet som dette. Det er faktisk godt håndværk.

Bedre end Luther?
Men en ting er de skarpe billeder og gode lyd. Hvad der er vigtigere er indholdet, og her falder langt størstedelen til jorden. Bare titlen i sig selv er arrogant. Tænk at man kan påstå at her er en mand som kan tage patent på at sige at dette er den sidste reformation. Med hvilken ret siger han det. Tilmed siges det i filmen at reformatorerne Luther, Zwingly og Calvin mislykkedes, men nu har vi fundet nøglen til hvordan kirke skal være 2000 år efter Jesu død og opstandelse, og Torben er åbenbart det redskab som Gud har udvalgt til dette. Bare ærgerligt at iagttage at Torbens forståelse af bibelen kan ligge på et meget lille sted, og hans brug af den, er mere til gavn for det han selv mener, end det bibelen siger. Efter at have set ca en trediedel af Torbens Pionerskolevideoer og udfra mit kendskab til Luther, så må jeg konkludere at Luther havde mere bibelsk forståelse i sin lillefinger end, Torben har i hele sin krop.

Gammel model
Ganske kort fortalt så er filmen bygget op som Torbens videoer og prædikener som regel er bygget op. Først bliver der brugt rigtig lang tid (over en halv time) på at fortælle og vise det ene eksempel efter det andet af det som Torben og hans disciple oplever når de går på gaden for at bede for mennesker. Dette har Torben fundet ud af er et meget effektivt redskab, når han skal overbevise folk om at han er sendt af Gud. “Se mig, se hvad jeg gør, og se hvad Gud gør igennem mig og andre der gør som mig” er modellen han bruger. Dette bliver så i filmen underbygget ved at få diverse folk, unge som gamle, til at sanktionere for at det er rigtigt hvad der sker og at det skulle være bibelsk. Men bare fordi folk siger det er bibelsk, er det ikke det samme som at det virkelig er bibelsk.

En positiv parentes og et ødelagt ur
Endelig efter ca 38 minutter kommer der så noget som er positivt i filmen. Der er en lille tynd evangelie præsentation, og den er meget hurtigt overstået. Hvilket er mærkværdigt, for det absolut vigtigste må da være hvad evangeliet er, men evangeliet har desværre ikke den store vægt hos Torben. Den fylder nærmest ingenting. Ok den er der i videoen, men det er ikke på en måde der hverken er centralt eller drivende i videoen, tværtimod bliver det bare en parentes i de 100 minutter som hele videoen varer. Jeg tror bestemt på at Gud kan bruge denne lille del, og jeg tror også at Han vil bruge den. Jeg har nemlig ikke noget problem i at Gud bruger folk som er forvirrede, er på vildspor, eller tilmed vranglærere. Jeg har mødt folk som er kommet til Kristus ved at Gud brugte folk fra Jehovas Vidner, og Jehovas vidner er uden tvivl en ubibelsk sekt. Jeg har selv oplevet at den person der gav mig evangeliet tilbage i 1988 var en ekstrem forvirret mand, som var total påvirket af trosbevægelsen og havde meget svært ved at falde til i en kirke, fordi han altid havde svært ved at underordne sig kirkens lederskab selv når det angik småting. Ikke desto mindre brugte Gud ham til at nå mig. Jeg ved om ateister der er kommet til erkendelse af at der findes en Gud, ved at se StarWars filmene. Personlig anbefaler jeg dem ikke fordi jeg ved at de bygger på Zen-buddhisme, og viser ikke en personlig gud, men en upersonlig gud, som i filmene kun er en kraft. Ikke desto mindre har Gud vist at han bruger film som er fulde af vranglære til at nå folk. Så at Gud bruger forvirrede folk, og organisationer og film som bygger på vranglære, kan ikke bruges til at godkende dem som værende fra Gud. Derfor kan man heller ikke pr. definition godkende Torben Søndergaard fordi der er nogen der indimellem bliver frelst. Torben må vurderes på det han siger og gør og om det er i overenstemmelse med bibelsk kristendom. Og at han kort deler evangeliet som en parentes, viser kun det som de fleste ved. Et gammeldags armbåndsur der er gået i stykker, viser på trods af at det er gået i stykker tiden rigtigt to gange i døgnet.

Manipulation eller dæmoner
Efter evangeliepræsentationen bliver resten af videoen noget af det værste jeg længe har set vedr. påstået dæmonuddrivelse. For det er nærmest det som resten af videoen handler om og viser. Torben Søndergaard har igennem et stykke tid skrevet og vist at der under deres dåbsseancer nærmest som en tradition viser sig dæmoner hos de folk der skal døbes. Det har jeg før skrevet om på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Min konklusion fra den video som er på linket, er den samme som jeg har efter at have set ”The Last Reformation”. Det er ikke dæmonuddrivelser der sker, men i bedste fald manipulation med folks følelser og i værste fald er det dæmonbesættelse. Det er så kraftigt lig med det man kan se hos nogle af de værste sider af New Age bevægelsen at jeg ikke kan komme til nogen anden konklusion end at jeg må advare enhver imod at blive døbt af Torben Søndergaard eller en af hans disciple. De påståede dæmonuddrivelser der finder sted, kan heller ikke sammenlignes med dem man ser i bibelen. Eksempelvis så skulle det jo angiveligt være kristne der bliver døbt, men hvis man er kristen, kan man ikke samtidig være besat af en dæmon. Jesus og Satan kan ikke bo i samme hus, så er Jesus flyttet ind, så er der ikke plads til djævelen. Men Torben påstår jo at man ikke kan sættes fri før man er døbt, og derfor passer disse oplevelser fint med hans ideer. For det andet, hvorfor skulle dæmonmanifestationer pludselig begynde at ske under dåben? Det er som om det er noget Torben selv får til at ske, og hvis man kigger på den video jeg har lagt på linket ovenfor, så er det også tydeligt at det er Torben der manipulerer kvinden i den. At folk nogle gange kommer til at gøre det uden at Torben under dåben manipulerer folk, kan nemt skyldes at han har forberedt dem på at det nok kommer til at ske, og det sker jo næste hver gang de har en flok der skal døbes siger han. Og når flere skal døbes er der altid nogle folk der er mere ”overfølsomme” for påvirkning end andre, og har brug for lidt opmærksomhed ved at lade sig følelsespåvirke lidt for meget. Det har jeg set adskillige gange før i både kirkelige såvel som ikke-kirkelige situationer. Men det store spørgsmål som jeg står med, er hvorfor i alverden at Torben Søndergaard tror at dæmonerne har hørebesvær. For han råber og råber og råber. Men jeg kan ikke finde nogen steder i bibelen hvor dæmonuddrivelser skete ved at man råbte ad de onde ånder. Tværtimod man talte til dem og sagde de skulle fare ud. Det var ikke kun Jesus der talte, det gjorde Paulus også, og selvom han blev vred på en ond ånd, så står der stadigvæk at han sagde til ånden, ikke råbte til ånden. Som vi ser i apostlenes gerninger 16.18:

” Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig.

Men det er åbenbart ikke stærkt nok for Torben at tale til ånden, der skal se vildt ud, og lyde vildt samtidig.

Bekymret konklusion
Jeg er ked af at jeg i min bedømmelse her for nogle kan lyde hård og ubarmhjertig. Men jeg har virkelig svært ved at skrive dette uden det bliver for følelsesagtigt. For jeg var grædefærdig da jeg havde set videoen færdig. For jeg er så ked af og bedrøvet over at mange folk som jeg ellers opfatter som nidkære kristne flokkes om en forfører som Torben Søndergaard. Han er ikke en mand som Gud har velsignet, men en mand der blot har overtaget Christian Hedegaards rolle, dog uden den usunde fokus på penge som Hedegaard havde.
Men hvis Torben var velsignet og ledt af Gud, så ville det være langt mindre Torben, og meget mere Jesus vi ville høre fra hans side af. Når jeg så samtidig ved at der i kølvandet på Torben er ufattelig mange knuste og ødelagte mennesker som han aldrig taler om, og jeg samtidig ved at der er langt flere der følger ham i dag end nogensinde før, så bliver jeg rigtig rigtig ked af det. For Torben Søndergaard er ikke til nogen hjælp. Han fungerer som et quick fix der giver happiness her og nu, men eftervirkningerne er sårede og forvirrede mennesker som har brug for hjælp.

Forstår ønsket om en brændende kirke
Jeg kan godt forstå at nogen er fascineret af at her er nogen der faktisk gør noget, nogen der går ud på gaden for at fortælle om Jesus (selvom det er mere bøn for syge end evangeliet de prædiker), nogen der vil missionere, nogen der vil brænde for Jesus. Det forstår jeg godt at folk savner i mange kirker, for det burde der være mere af i kirkerne. Det ønske ser sundt og godt, men det er ikke et ønske som skal opfyldes igennem en som misbruger menneskers tillid og prædiker et budskab der handler mere om ham selv end om Jesus, og tilmed lover folk noget han ikke har ret til at love dem, og derfor stikker dem blår i øjnene. Behold ønsket og branden efter at være sammen med andre kristne der vil dele evangeliet med andre, men lad være med at gøre det med en mand som Torben. Torben Søndergaard er ikke en del af den sidste reformation, men er blot endnu et afsnit i kapitlet om forførere i kirken. Vil du være en del af den sidste reformation, så tag din bibel frem og læs i den og find ud af hvad Jesus vil sige til dig, og hvad Han ønsker af dig. Hvis du søger Ham igennem Hans ord, så ved jeg at Han vil tale til dig. For Han er stor nok til at tale til dig uden at skulle gøre det igennem selvbestaltede apostle som ikke er kaldet af Gud, men dem selv!

Torbens skadelige befrielsesteologi.

Share on Facebook

I dette mit sidste indlæg af tre om problemerne ved 1689 bekendelsen, vil jeg pointere det største problem ved at være en 1689 menighed. Udover at der er en tendens til at 1689 menigheder kommer til at fokusere for meget på specifikke punkter, som derved kan komme til at skygge for at fokusere på Kristus. Og udover at deres forståelse af hvordan man bruger søndagen er misforstået, så er det største problem mere konsekvenserne af hvordan man som 1689 menighed praktiserer og forholder sig til og bekendelsen. Du kan se de to første indlæg i serien på disse links: 1689 er ikke løsningen” og “Skal Kristne holde søndagen på en særlig måde?“.

Den stive, men troværdige
For i bund og grund er der to typer 1689 menigheder. Dem som mener og praktiserer at alle punkterne i bekendelsen er alvorlige og vigtige, og dem hvor man accepterer og praktiserer at det ikke er alle punkterne man skal tage så alvorligt. Særlig sabbatsbuddet bliver et kendetegn på dette.
For der er 1689 menigheder som helhjertet mener at søndagen skal holdes på den noget stive måde som jeg beskrev sidste gang. Hvor man eksempelvis ikke engang må tænke på sit arbejde om søndagen, og heller ikke gå på restaurant eller i en kiosk og købe ind, eller læse avis etc. Men på trods af dette stive syn på søndagen, så synes jeg godt at man kan respektere sådanne menigheder for deres nidkærhed. For de viser med deres handlinger at det som deres kirke skriver at den mener, er også noget de mener så meget at de praktiserer det. Det skaber en troværdighed, som på trods af den stivhed som man ellers viser, er værd at anerkende. Det de tror på, er også det de gør.

Den afslappede, men udvandede
Men så er der også den anden type. Dem som ikke mener at alle punkterne skal forståes lige bogstaveligt eller tages så alvorligt. Det er 1689-menigheder som eksempelvis ikke mener at det er så vigtigt at alle i menigheden gør en dyd ud af at holde søndagen, på den særlige måde som er udtrykt i 1689. Umiddelbart virker det som menigheder med en større frihed og lidt bredere rammer, og det kan såmænd også være godt. Men den tilgang til bekendelsen bærer på et stort problem som den slags menigheder åbenbart ikke ønsker at tænke på. For hvad sker der hvis en kirke har en bekendelse der på et specifikt punkt har en meget klar og alvorlig beskrivelse, men den samme kirke i praksis viser at man ikke mener, at det er et punkt man skal tage alvorligt? Det man signalerer bliver jo så at der er dele af ens tro, som man ikke mener er så vigtig endda.
Det er ret alvorligt. For umiddelbart kan det godt være at det ikke er et problem her og nu, men hvad med fremtiden? For hvis dem som kommer i den kirke nu, ikke mener at et punkt i bekendelsen som er soleklart beskrevet ikke skal praktiseres, hvad så med dem som kommer i kirken om fem og ti år? Vil de så have fundet andre punkter i bekendelsen som de heller ikke mener er så alvorlige? Og hvad så om tyve og tredive år, hvordan ser det så ud. Med andre ord, at have dele af ens bekendelse som man i ens handlinger viser at man ikke tager alvorligt, er en bekymrende glidebane.
Der er desværre masser af eksempler igennem historien på at det er et problem. Tag eksempelvis baptistsamfundet i Danmark. De var engang kendt for at være bibeltro kristne som prædikede evangeliet tydeligt og klart. I første del af forrige århundrede gik det rigtig godt for baptisterne, særlig i Nordjylland hvor der havde været vækkelsesbølger i det første og tredje årti. I dag har baptisterne ikke den store respekt i landet mere. Hverken i det sekulære som det kirkelige. De har stille og roligt siden tredserne udviklet sig til et kirkesamfund der ikke tager Guds ord seriøst, og man har åbnet op for både det ene og det andet underlige i de kirker. Det er ikke sket på en gang, men ved at man i tredserne lod præsterne åbne op for en lille smule liberalteologi, som gik ud på at man ikke behøvede tage hele bibelen for Guds ord. Men acceptere at noget af bibelen kun var menneskers ord.

Folkekirken viser akkurat samme problem, når den ellers har en ret god bekendelse, men har præster som viser at de ikke tager den bekendelse alvorligt. Engang var det måske kun småting som man ignorerede, men det starter jo altid med det som folk kalder småting. Men fordi folkekirken ikke har taget opgøret med ”småtingene” alvorligt har det udviklet sig til at man i dag kan have kvindelige præster som advokerer for at reinkarnationstanken godt kan integreres i kristendom, uden at det får konsekvenser for præstens ansættelse. Foruden alle de folkekirkepræster der tror alle mennesker kommer i Himlen på trods af at bekendelsen signalerer at Jesus vil komme tilbage for at dømme levende og døde. Konsekvensen er at folkekirkens bekendelse i mange kirker ikke er andet end tomme ord som de ikke mener.

Det samme kan nemt ske for en 1689 menighed der i dag mener at alle punkterne fra den bekendelse skal stå i bekendelsen, selvom man accepterer at det stive sabbatsbud ikke bliver overholdt, og heller ikke mener det er så vigtigt at holde den. For hvis en kirkes bekendelse siger at sabbatsbuddet skal tages alvorligt, men samme kirke ikke praktiserer det, så har man heller ikke nogen argumenter for at tage Guds ord alvorligt når det står i samme bekendelse. Det kan nemt bare blive et spørgsmål om tid før det sker for en sådan menighed. For punktet om Guds ords troværdighed er lige så alvorligt beskrevet i 1689 som det om hviledagen. Men hvorfor skal man tage det punkt alvorligt, når man ikke tager sabbatsbuddet alvorligt? Når man åbner for ikke at tage et punkt alvorligt, er konsekvensen at man med tiden heller ikke behøver tage de andre punkter alvorligt. Og til sidst er man kun en kirke med en tom bekendelse. Hvilket fører mig videre til den sidste kirke.

Den fornuftige og reflekterende
Der findes kirker som godt kan se at det er vigtigt at have en bekendelse, men de vil også godt have en som ikke er udformet så den går ud over det som er nødvendigt. Nogle af disse kirker har positivt ladet sig inspirere af 1689 bekendelsen som jo på mange punkter netop er god. De har så taget de punkter som handler om hvem Gud er, om treenighedslæren, om bibelens troværdighed, om mennesket og vores syndefald, og vores behov for en frelser m.v.. Men de har undladt at tage de dele med som ikke er nødvendige, fordi de har tænkt over hvad der bør står i en bekendelse. Det har de valgt istedet for bare at kopiere en bekendelse de ikke har tænkt tilfredsstillende igennem. Men den fornuftige 1689 menighed, (som så ikke må kalde sig 1689) er dem der ligesom berøanerne vil at bekendelsen skal være overens med skriften og har derfor undersøgt hvad skriften siger. Det viser også at de er modige for de frygter og elsker Gud højere end mennesker eller en tradition.

Dette er både sund fornuft, og en god udvikling der viser kirker som er i stand til at reflektere. Så hvorfor er der så kirker hvor nogen medlemmer opfører sig som om de kom i en menighed hvor man ikke praktiserer alle punkterne, men i deres kirkes bekendelse har man alle 1689 bekendelsens punkter med? Jeg kan nok ikke svare fyldestgørende herpå, så lad være med at døm mig alt for meget på mit gæt her. Så svaret her er bare det som jeg formoder kan være en årsag, og ikke nødvendigvis hele sandheden om det. Men det er som om at de 1689 menigheder som ikke tager alle punkterne alvorligt, er bange for at de ryger ud af det netværk de har med andre 1689 menigheder, hvis de redigerer dele af den væk. Det er som om at netværket er vigtigere at holde fast i, end at forholde sig til hvad der sandt, sundt og fornuftigt.
Men et andet svar kunne Også være at lederne i de kirker har et forhold til bekendelsen som har ligeså stor værdi som deres forhold til bibelen. De tør ikke redigere i den fordi de finder den for hellig (så at sige). Bibelen skal ganske rigtigt ikke omskrives, men en bekendelse er ikke Guds ord. Den skal bygge på Guds ord og være i overenstemmelse med Guds ord, og derfor bør der ikke være noget til hinder for at man redigerer i en bekendelse, når man kan se der er unødvendige elementer i den.
Så for at afslutte denne serie om problemerne ved 1689 bekendelsen, så vil jeg gøre opmærksom på at der findes rigtig mange dejlige kristne som kommer i 1689 menigheder, og er glade for det. Mange af dem tager deres tro på Kristus meget alvorligt og det skal man respektere. Men der er nogen tendenser i disse menigheder som er problematiske, og som er med til at skabe stivhed, eller udvanding af troen. Og lige præcis derfor er jeg bekymret når jeg hører at der er folk der ønsker at starte 1689 menigheder op, fordi de tror at 1689 bekendelsen er løsningen på kirkens problemer i dag. Løsningen ligger ikke i en lang avanceret bekendelse som lægger ting til som ikke er nødvendige. Løsningen er at kristne mænd og kvinder vender tilbage til Kristus og søger Ham. Med andre ord, kirken må vende tilbage til Kristus som den sande kilde. Det er ganske rigtigt et meget nemt svar at komme med. Men hvis vi bare tænker lidt over det, så må vi også nå frem til at det er det eneste rigtige svar. Vi finder ikke kirkens løsninger i et eller andet koncept hvad end det er et koncept fra halvfemserne eller fra 1689. Vi finder kirkens løsning ved at gå til Kirkens Herre som er Kristus.

Eksempel på en menighed som har redigeret 1689 til en udgave de synes de kan stå inde for kan man finde på følgende link:  http://www.texarkanarbc.org. De har tilmed en rigtig godt forklaring på hvorfor de har redigeret bekendelsen til, og samtidig ærer de også folk der førhen har kunne se de gode ting i 1689 bekendelsen. For langt størstedelen af den bekendelse er virkelig god. Men det er ikke en god idé bare at copy and paste den som værende løsningen for kirkerne i dag. Men at bruge den som inspiration til en bedre og mere reflekteret bekendelse kan være en god løsning.

 

Share on Facebook

Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.

For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.

”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”

Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?

Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.

I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).

To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.

Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.

Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.

Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.

Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.

Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.

At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.

Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.

 

 

Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.

http://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm

https://www.youtube.com/watch?v=ZisDi0S3Kes

Share on Facebook