Jeg har fandt engang ud af at folk som Rick Warren, Stephen Furtick, Jarle Tangstad og mange lignende folk fra de søgervenlige kirker, faktisk kender evangeliet. De er jo ikke ubelæste folk som ikke har nogen indsigt i hvad evangeliet virkelig er. Rick Warren har eksempelvis inviteret nogen af hans kritikere til samtale og dialog med ham. Det har jeg isoleret set respekt for at han tør tage den dialog med hans modstandere. Det er der faktisk noget flere af de andre søgervenlige kirkeledere der burde tage ved lære af.

Men det som er stærkt bekymrende ved flere af disse samtaler som jeg har læst resumeer af, er at det her viser sig at Rick Warren udemærket ved hvad evangeliet er. For ved disse samtaler har folk spurgt ham om teologiske spørgsmål som han kunne svare ret godt på. Han kender også til vækkelseshistorie, og har læst Jonathan Edwards værker. Han har også fortalt at han godt vidste at uden omvendelse fra sine synder, vil det ikke kunne lade sig gøre at komme ind i Guds rige, fordi han godt vidste hvad det er at blive født på ny (i teologiske termer ihvertfald). Umiddelbart kunne man tro at dette var godt for Rick Warren. Men det er det langtfra. For det at han kender evangeliet, men ikke prædiker det, gør ham dobbelt så skyldig.

En mand som Christian Hedegaard som også prædiker et andet budskab end evangeliet, er ikke nær så skyldig som Rick Warren. For Hedegaard har vist at han ikke har nogen tilfredsstillende teologisk forståelse. Han kan ikke svare på simple bibelske spørgsmål, ( ja jeg har faktisk stillet ham nogen, og ved om andre der også har). Jeg var ganske enkelt chokeret over de svar han gav. For de viste at den mand som mange har anset for at være en troshelt, har et særdeles ringe kendskab til bibelske sandheder. Hedegaard er skyldig i at prædike et andet evangelium, men ikke nær så skyldig som Rick Warren. For Rick Warren viser at han er vidende, men skjuler sin værdifulde viden for andre. Det ser ud til at han mener at hans “purpose-driven” eller målrettede liv er mere værdifuld end Guds evangelium.

Dem der kender evangeliet, men vælger at prædike et andet har et meget stort problem. For vi skal ikke glemme at det ikke drejer sig om vores egen kundskab, men hvorvidt vi prædiker det rigtige budskab. Som Paulus skriver til Galaterne:

“Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.” Galaterne 1.8-9.

Der står ikke noget om at hvis blot man selv kender det rette budskab, så er det i orden at prædike et andet. Tværtimod står der at det er forkyndelsen som det skal afgøres på. Er forkyndelsen i overenstemmelse med Guds ord, eller lægger den noget til, eller trækker den noget fra? Det er hvad der betyder noget. Frugterne er bestemt også noget en falsk profet kan bedømmes på, men selve den lære som der bliver forkyndt, siger Paulus her er så afgørende, at om så han selv forkyndte et andet evangelium, så ville han være forbandet.
Desværre er der alt for mange forkyndere der kender evangeliet, men vælger ikke at forkynde det. Det ville være bedre for dem slet ikke at stå på en prædikestol. For de vil blive dømt ikke blot for det de forkyndte, men også for det som de ikke forkyndte.

Share on Facebook

Ifølge bibelen, så er der forskel på kristne og ikke-kristne. Ok, vi spiser det samme mad, kører i de samme biler, og går i det samme tøj (til en hvis grad). Men måden vi lever vore liv på, og de værdier vi lever efter, gør at kristne i udgangspunktet er forskellige fra verden.
Men når kirken efterhånden opfører sig fuldstændig ligesom verden, og kirken samtidig bare prøver at få det til at se ud som om det er en god ting, eller noget man bare er nødt til at acceptere, så har vi et problem.
Eksempelvis hører jeg at nogle præster siger at der i dag er ligeså store skilsmisseprocenter i kirkerne som der er for folk der ikke går i kirke. Og dertil er der mange der bliver gengift uden at skilsmissen var bibelsk begrundet.
Når jeg hører sådan noget bliver jeg bekymret og trist. For hvis virkelig en kirke oplever at der er ligeså mange der bliver skilt i den, som man gør ude i verden, så er det mere et tegn på at kirkens medlemmer ikke er kristne.
Forstå mig ret, der kan være bibelske argumenter for at blive skilt, og der vil også være skilsmisser i kirkerne. Men slet ikke på et niveau som er tæt på det niveau man har for hele samfundet. Ægteskabet er noget som kristne er kaldet til at vægte meget højt af Gud. Så højt at man er parat til at gå langt for at opretholde et ægteskab. Desværre er der mange som siger at “de er vokset fra hinanden”, hvortil mit svar er: jamen, så voks dog sammen igen istedet for at gå imod Guds bud. Eller folk siger at de ikke længere er lykkelige i deres ægteskab, hvortil mit spørgsmål er om der noget sted står i Guds ord at ægteskab handler om at være lykkelig? Nej, ægteskabet handler om at ære Gud med sit liv bl.a. ved at ære og elske sin ægtefælle. Det burde medføre at ægteskabet også i mange og gode perioder er lykkeligt. Men det er ikke noget vi er blevet lovet. Tværtimod så siger vi jo også ja til at leve med hinanden i medgang og modgang, når vi giver vore løfter til hinanden. Men det er som om vi har glemt ordet modgang. Selvom vi burde vide at modgang vil komme, nærmest som en naturlov.

Med andre ord er det vigtigt at hvis man er en kristen kirke, at man så også prædiker et klart Guds ord, som viser hvad bibelen siger. Derudover så er det også vigtigt at kirken viser den mener det den prædiker. For ellers bliver det jo bare tomme ord. Hvis en kirke prædiker Guds ord, og viser den mener det, så vil det også medføre at kirkens medlemmer vil leve liv der er anderledes end dem man ser i verden.
Vi skulle nødig blive en del af den negative profeti som Jesus kom med om endetiden.

“Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” Mattæus 24.37-39

Share on Facebook

Åbentbart er det en stor nyhed lige nu, at den falske profet Todd Bentley er blevet erklæret diskvalificeret til at tjene som leder indenfor det kirkelige. Det mest bemærkelsesværdige ved denne diskvalificering er at Todd Bentley har vist igennem hans liv, hans mangel på bibelsk forkyndelse, og hans løgnemirakler, at han aldrig har været egnet til at tjene i en kirke.
Han burde hverken have lov til at prædike i en kirke, eller gøre rent i en kirke. For han er slet ikke en kristen, men en ufrelst mand som har brug for at omvende sig fra sine synder. Han er velkommen til at komme i kirke og høre bibelsk forkyndelse, men ikke til at tjene.

At den karismatiske radiovært Michael Brown og andre nu offentligt har diskvalificeret Todd Bentley, er mere med til at diskvalificere dem selv, end Todd Bentley. For det burde de have gjort for mange, mange år siden.
Det er i mine øjne rystende at folk som Michael Brown, Bill Johnson og Rick Joyner i så lang tid har kunne se igennem fingre med Todd Bentleys utallige syndige eskapader, og hans påståede, men falske mirakler. At folk anså den såkaldte Lakeland-vækkelse i 2008 for at være fra Gud, er også helt vanvittigt. Jeg husker at Henri Nissen som er redaktør for den kirkelige avis Udfordringen, skrev ekstremt ukritisk om det der skete dengang. Men da Todd blev afsløret i at havde været fuld under denne vækkelse, og samtidig var sin kone utro med deres barnepige, så blev der nærmest kun skrevet en lille notits om det, istedet for at erkende at intet af det der skete var fra Gud. Hmmm, hvor meget skal der egentlig til for at disse overkarismatiske folk vil erkende hvornår noget ikke er fra Gud? Det er som om de har lagt deres hjerne i formaldehyd, og så bare lade sig styre af disse selvbestaltede profeter som kun har falske budskaber som lyder tillokkende, men er uden indhold.

En mand som jeg synes vinkler Todd Bentley historien skarpt og klart er Todd Friel. Se her hvorfor.

 

se mere om historien her: https://relevantmagazine.com/current/panel-of-investigators-says-todd-bentley-should-be-disqualified-from-ministry-ie/

Share on Facebook

I 1962 fik jazzfolket i Danmark øjnene op for en ung pige på 16 år. På Jazzklubber i Århus kunne man høre hende synge nogle af de smukkeste og sværeste jazzsange. Folk med forstand på jazz var rystet over hendes talent. Hun sang som en kvinde med 50 års livserfaring, men hun var jo kun 16 år og gik vist nok på realskolen dengang. En ting er at synge jazz, en anden ting at synge det smukt og rent. Men at synge teksterne som om det var ens egne tekster, og som om det var noget man selv havde oplevet igennem livet og så alligevel kun være 16 år, ja, det er noget helt usædvanligt. Dengang var Birgit Lystager meget klar i mælet om hendes valg af Jazz. Hun syntes det var mere levende og frit at synge over. Hvorimod at pop ikke gav de samme muligheder for at improvisere ifølge hende. Ja, faktisk sagde pop-musik hende ikke noget. Det var for stift og gav hende ikke musikalsk udfordring. Så mange tænkte dengang at frk. Lystager ville få en lysende fremtid inden for jazz. Hun kunne måske blive Danmarks svar på Monica Zetterlund, eller Ella Fitzgerald.

Det skulle dog ændre sig. Fem år senere begyndte Lystager at indspille pop musik fra dansktop repertoiret. Ikke at der er noget galt med dansktop musik, det kan sådan set være fint nok. Men at gå bort fra jazzen som hun var så eminent til, og i stedet tjene ”de fede penge” på dansktop-musik var lidt som at sælge sin sjæl. Hun fik dog en af dansktoppens største hits med ”Smilende Susie”, og flere med.
Hun vendte nogen gange tilbage til at synge lidt jazz indimellem i halvfjerdserne, men ilden var væk. Hun havde slet ikke den karisma og intensitet over sin sang, som den hun havde før hun gik over til dansk top musikken. Jazzen var død i hende, og var blevet dræbt af den samlebåndsmaskine som dansktop-musikken var i halvfjerdserne.

Præsterne der endte som Birgit Lystager
Ok, jeg kan som jazz-interesseret være irriteret over at Danmark mistede et talent som Birgit Lystager. Det er jo kun musik. Men det som irriterer mig endnu mere er alle de præster som startede med at være brændende i ånden, og som mente det var vigtigt at prædike Guds ord, men som i dag er faldet for det som giver mest popularitet. Alt for mange præster i dag er som om de er blevet ramt af et Birgit Lystager syndrom. Der var engang hvor de elskede Guds ord, elskede at forkynde det klart og rent. Men i takt med at de steg i graderne, og kunne se at deres netværk og popularitet kunne udvides ved at sige de rette ord til de rette personer, mistede de den sande forkyndelse. Alt for mange gange har jeg set dem udskifte den gode forkyndelse med smarte amerikanske kirkevækstkoncepter som bygger på pop-psykologi og underholdning. Koncepter som tiltrækker mennesker, men er uden ordets sande forkyndelse. De præster som engang turde prædike Guds ord, men som har vendt sig til det nye og smarte, kender jo stadigvæk skriften, og kender evangeliet. Og det er deres største dom. At de kender det, men ikke prædiker det. Det er som om at når de en sjælden gang forsøger at prædike det, så er de som Birgit Lystager forsøg i halvfjerdserne på at synge jazz. Der er ikke længere liv i det. De brænder ikke for det, for de udskiftede Guds ord, med menneskers værk. De har mistet det.

Nåh til dem der godt ville høre Birgit Lystager synge Jazz i sine unge dage, så er det meget svært at finde. Danmarks Radio har nogle live-optagelser liggende fra tredserne, så man kan kun håbe de bliver frigivet engang. Det jeg har hørt af de optagelser er så godt, at jeg nærmest føler mig sømmet fast til muren. På samme måde har jeg hørt gode bibeltro prædikener fra brændende unge forkyndere der ramte, der i dag blot prædiker det samme overfladiske pop-psykologi som de fleste andre.
Der er brug for forkyndere der holder fast i den gode forkyndelse, ligegyldig hvad der end foregår i kirkerne, og hvor meget modstand den sande forkyndelse end vil give.

Share on Facebook

Jeg har nævnt det før, men det er nødvendigt at sige igen. En enhed der ikke bygger på Guds ord, er ikke værd at bygge på. Husk på at de engang forsøgte, at bygge et babelstårn. De var enige, de var en enhed. Men Gud vidste at det ikke var en enhed der kom fra Ham. Det var i deres egen kraft de ville bygge det tårn, og derfor var det tårn en afskyelighed i Guds øjne. Han skabte derfor forvirring iblandt dem, ved at give dem forskellige sprog.

I dag er der mange kristne som efterspørger at det er et ordentligt Guds ord der bliver forkyndt i kirkerne. De undrer sig bare over at det er livsstil, og selvhjælpsprogrammer der bliver prædiket istedet for Guds sande ord.

Disse kristne får besked på at tie stille med deres fundamentalistiske tale. Kan de da ikke se, at det er det her nye smarte der er brug for. Folk går jo glade fra kirke, og nye kommer til (som desværre hurtigt forsvinder igen, da de ikke er blevet rigtig genfødte kristne, men det er der jo ikke noget at sige til, når forkyndelsen mangler et tydeligt evangelium). Dette er den moderne måde at have kirke på. Vi vil være en glad kirke og ikke en mørk kirke. Ja, undskyldninger er der nok af, men hvis det ikke er i overenstemmelse med Guds ord, så er det en afskyelighed i Guds øjne. Og hvis vi ikke vil erkende det, er det fordi vi ikke ønsker at gøre Guds vilje.

Er jeg grov, måske? Men ikke i forhold til Martin Luther, der da han stod foran Kejseren og pavens repræsentanter sagde:

“Cursed be that unity for which the word of God is put at stake”

En udtalelse der var så grov, at han kunne have fået en dødsdom for den. Forbandet være den enhed som ikke bygger på Guds ord. Men velsignet er den enhed som bygger på sandheden, nemlig Guds sande hellige ord. Luther blev anklaget for at skabe splid i kirken, en kirke der havde brug for enhed. Men det var en enhed som ikke byggede på Guds ord, så forbandet var og blev den. Hvilken enhed skal vi bygge på i dag? Er vi kommet så langt, at vi ikke længere har brug for det uforfalskede Guds ord, men kan nøjes med livsstil og selvhjælpsprogrammer? Eller er Gud den samme i går, i dag og til evig tid, og er vi derfor nødt til at tale det samme som Luther, Wesley, Whitefield, Tyndale og Paulus gjorde? Hvad mener du?

Share on Facebook

Et ikon for den karismatiske bevægelse er en prædikant fra det forrige århundrede som hed Smith Wigglesworth (SW). Manden var kendt for at levere mirakler af den vildeste slags. Deriblandt 14 personer som han angiveligt skulle have vækket fra de døde. Når man læser hans biografi, så er den tungt lastet med det ene og det andet mirakel, og det tredje mirakel. Han levede angiveligt et liv som mange karismatikere ønsker de selv lever i. Men måske skulle de tage og klappe hesten og lige vurdere om denne SW virkelig var sendt af Gud, eller reelt set var en vranglærer fyldt med tomme ord.
Alene det at jeg går ud og sætter tvivl om SW troværdighed er i manges øjne tæt på at være kætteri. Hans rygte og navn har udviklet sig til at blive visse karismatikeres svar på en hellig ko. Selvom den er irriterende og lægger sig nogle dumme steder, så skubber man den ikke væk, for det er jo en hellig ko.

Men ok, lad os kigge på hvad der er galt. For det første er der teologien. Flere steder så viste SW en slående mangel på sund bibelsk teologi. I stedet var der fokus på oplevelser. Nogle af de oplevelser er lidt langt ude, som dengang han ifølge sin selvbiografi fandt ud af at han var besat af en ond ånd. Så uddrev han den selv og konkluderede derefter at kristne godt kan være besat af onde ånder. Hvilket er i uoverenstemmelse med bibelsk funderet teologi. En kristen kan ikke både have Kristus og en ond ånd. Kristus og de onde ånder kan ikke ”bo i samme hus”. Enten er bor Kristus i en, eller også bor der en ond ånd, eller også er der ikke noget andet end en selv. Der er kun de tre muligheder.
En anden ting som også mangler, er forkyndelsen af evangeliet. Han påstod ellers selv at han efter at have helbredt folk så gav dem evangeliet, og så blev de frelst. Men jeg har i min gennemgang af hans selvbiografi, optagelser fra folk der har mødt ham personligt, og ved at se på flere af hans nedskrevne prædikener endnu ikke kunne finde konkret forkyndelse af evangeliet. Fokus er på tro og mirakler, og så noget mere tro. Bare tro lidt mere og lidt hårdere så skal der nok ske noget. Hmmm har jeg ikke hørt den før?

Falske profetier
Men så er der også de falske profetier. Profetier der vel at mærke ligner dem vi hører i dag fra folk der går i SW fodspor. To kendte personer som lærte SW at kende og som fik stor indflydelse i den karismatiske bevægelse var Lester Sumrall og David Du Plessis.
Lester Sumrall blev en markant stemme i trosbevægelsen, mens David Du Plessis i en periode var højtstående i pinsevækkelsen, indtil han blev sat ud på et sidespor bl.a. pga. hans samarbejde med den romersk katolske kirke.
Begge to var både inspireret af SW, og var blevet profeteret over af samme. Profetierne var det sædvanlige som man kan høre komme ud af selvbestaltede profeters munde i dag. Gud vil bruge dig til noget stort, og der skal komme en mægtig vækkelse udover den ganske jord som vil overgå alle andre vækkelser igennem kirkehistorien. Og Gud vil bruge dig mægtigt i denne vækkelse.
Jep den har vi hørt før. For resten så kom den konkrete verdensomspændende vækkelse aldrig. Der har været vækkelser rundt omkring i verden siden dengang, men slet ikke en verdensomspændende en som den SW talte om. Både Du Plessis og Sumrall skulle ellers have oplevet dette ifølge profetien. For det skulle ske i deres levetid. Men nu er begge døde og borte, og der er ikke sket noget.
Dertil kan det også iagttages at de to herrer Sumrall og Du Plessis ikke var kendte for at prædike bibelsk teologi, men talte om følelser og oplevelser. Du Plessis valgte kategorisk at være blind overfor den vranglære som den romersk katolsk kirke står for. Han mente det handlede mere om at få karismatik ind i den romerske kirke, end det handlede om at få dem til at forstå evangeliet. Tungetale blev mere afgørende end end evangeliets klare forkyndelse. På den måde blev Du Plessis en af bannerførende for det økumeniske arbejde, som desværre er blevet normen i mange karismatiske menigheder i dag.

En højere åbenbaring
Lester Sumrall valgte at gå ind i trosbevægelsen, hvilket nærmest var et naturligt skridt at tage efter SW. Hans argumentationer for dette var bl.a. at Lutheranere sad fast i det 15 århundrede, mens metodister sad fast i det 17 århundrede. Men at man måtte følge med efterhånden som kristendommen ”udviklede” sig. Igen var det en argumentation han havde fra SW. Men også en du ser hos folk i dag. Torben Søndergaard fra The Last reformation siger lignende ting, og gør dermed sig selv til en person der har højere åbenbaring og viden end eksempelvis Martin Luther og John Wesley, fordi de kom fra en anden tid. Torben Søndergaard er for resten selv inspireret af SW. Da han i sin tid startede op med hans ”Oplev Jesus” organisation, var den eneste bog som man kunne købe på deres hjemmeside som ikke var skrevet at netop Torben selv, en bog om netop SW. I dag kan man vist kun købe bøger af Torben selv igennem Last reformation. Men der har altså været et tidspunkt hvor man kunne købe fra andre. Og den der kom igennem nåleøjet var så en om SW.

Men hvad med miraklerne?
Men tilbage til SW. Var der virkelig så mange mirakler som han påstod? Tjah ikke en eneste af de såkaldte 14 opvækkelser fra de døde er dokumenteret. Kun påstået. Det samme gælder med dem som han helbredte for både det ene og det andet. At de blev helbredt er igen noget han påstod, og har sagt til andre. Og tilsyneladende har han formået at sige det med så stor overbevisning at folk har stolet blindt på ham.
Det betyder ikke at jeg afviser at Gud helbreder i dag. Tværtimod. Men en ting er at folk påstår helbredelser finder sted, noget andet er at man også kan dokumentere dette. Og det er slet ikke ubibelsk at dokumentere en helbredelse hvis den har fundet sted. Jesus bad selv flere af dem han helbredte om at få deres helbredelse dokumenteret.

Men SW havde en teologi der var ekstrem mangelfuld, og der var så vidt jeg kan se ikke nogen reel bibelsk funderet forkyndelse fra ham. Men mere end der ligner det man i dag kan høre fra folk som Jens Garnfeldt, Todd Bentley og ja Torben Søndergaard.
Så spørgsmålet er om de historier man i dag spreder om SW, ikke bygger mere på myter om ham, end det bygger på sandheden om ham? Og kristendommen skal netop IKKE bygge på myter, men på sandhed. Bibelen er sand, og de historier vi læser i den, er ikke myter, men sande. Dem kan vi stole på. Men at have et ønske om at leve som SW gjorde, når det reelt set ikke var det liv han virkelig levede, kan være ødelæggende for folks tro. Jeg har mødt alt for mange kristne der ville ønske de levede det liv med mirakler som SW påstod at gøre. Men de har aldrig formået at føre det ud i livet. Nogen tror at de ved at lytte til en mand som Torben Søndergaard kan leve den slags liv. Men alt for mange er blevet skuffet over at finde ud af at det var mere facade end det var sandhed. Det liv Torben påstår at leve, er jo i virkeligheden meget langt fra det han i virkeligheden lever. Hvilket adskillige af dem der har arbejdet sammen med ham før har fortalt. De så at der var langt mellem det påståede liv, og det liv Torben reelt levede. Og det samme gælder også med denne Smith Wigglesworth. Den form for liv er en myte. Gud gør mirakler, men det er ikke miraklerne i dag vi skal bygge vores liv på, men på det mirakel at Gud oprejste sin søn fra de døde efter at Han havde sonet vore synder. Min tro skal ikke være afhængig af hvor mange jeg ser blive helbredt via bøn, eller hvor mange jeg oprejser fra de døde. Min tro skal bygge på den sandhed Gud har vist mig igennem sit ord. For det er langt mere troværdigt end mænd der påstår at leve et mirakuløst liv, som de ikke er i stand til at dokumentere, men kun påstå at de lever i.

Frugten af Smith Wigglesworth
For resten så forudsagde Lester Sumrall at Jesus ville vende tilbage i 1999. Det skete som bekendt ikke, så derfor kan vi nu konkludere at Lester Sumrall var en falsk profet. Og ikke en man bør lytte til, heller ikke nu hvor han er død.
David Du Plessis endte med at godkende de ”åbenbaringer” fra jomfru Maria som hun angiveligt gav til nogle i den romerske kirke. Han kunne ikke se der skulle være noget galt med dem, og endte sine dage med at tro på at nye åbenbaringer tilsyneladende var ligeså gyldige som den bibelens sandhed. Frugten fra SW er ikke nødvendigvis så god som folk har gjort den til.

Share on Facebook

For otte år siden afholdt Frikirkenet den såkaldte Frikirkenetsdag, som man brugte til at samle penge ind til deres organisation. Til det formål havde man lavet en video, som jeg dengang kommenterede på i videoen nedenfor. Det som jeg kritiserede Frikirkenetsdagen for var den totale mangel på Jesus. Noget som kendetegner rigtig meget af Frikirkenets aktiviteter dengang. Men spørgsmålet er så hvordan det går med Frikirkenet i dag.
Tjah der sker faktisk ikke ret meget. Deres hjemmeside er næsten gået i stå, hvilket jo sådan set er en god ting. For der stod ikke ret meget der var bibelsk baseret i forvejen. Men en masse om strategier, pop-psykologi, kirke og politik, m.v. Dertil er deres bladmagasin Domino også lukket, hvilket er mindst ligeså godt. Den var fyldt med anbefalinger af vranglærere som Rick Warren, Brian McLaren m.fl. og det sædvanlige pop-psykologi, som Frikirkenets folk åbenbart synes er mere fascinerende end Guds ord.
Det var ellers meningen at Frikirkenet skulle være en stor positiv røst fra særlig frikirkelivet i den danske presse. Man satsede på at man i fællesskab kunne skabe masser af positiv omtale af frikirkerne ved hjælp talsmænd og professionel journalistik. Det har man bare ikke set ret meget af. I stedet for har der været diverse små slag i luften som de færreste har lagt mærke til, samt forsøg på damagecontrol når der har været negative historier om nogle frikirker. Eksempelvis var man meget langsom til at håndtere alle de problemer der var med Christian Hedegaard, hvor der gik rigtig lang tid inden man turde melde noget ud der. Det samme var problemet med Torben Søndergaard. Men ret skal være ret, da Torben Søndergaard endelig af TV2 blev eksponeret, var udmeldingen fra Frikirkenet dog ganske klar. Så respekt for det, de muligvis havde lært af historien.
Det som Frikirkenet fokuserer mest på i dag, er primært lederskab. Frikirkeleder, er nærmest blevet synomym med Frikirkenet. Det ville være en god ting, hvis man der lærte lederne at blive bedre til at prædike evangeliet om Jesus Kristus som det mest naturlige i verden. For det burde være det mest naturlige at prædike fra en prædikestol. Men det kan man åbenbart ikke finde ud af. I stedet inviterer man folk fra Hillsong der heller ikke prædiker evangeliet, eller andre folk udefra som er ledere for store kirker. Det er som om at man håber at hvis man får besøg af en pastor fra en kirke der har haft stor vækst, så kunne det smitte af på frikirkerne i Danmark. Det er en tendens man har kørt med i omkring 25 år eller mere, men vi har ikke set at det har givet pote nogen steder. Så måske man snart finder ud af at invitere nogen der prædiker bibelen i stedet for bare at komme fra en stor smart kirke?
Mit håb er et Frikirkenet vil nedlægge sig selv, og give frikirkerne frihed til at prædike evangeliet. For lige nu er det som om at kirker der er med i Frikirkenet er bange for at prædike evangeliet. Jeg har i hvert fald svært ved at finde nogen der gør det.

Share on Facebook

Det var grundlæggeren af Frelsens hær William Booth der sagde; ”Den største fare ved det tyvende århundrede vil blive religion uden Helligånden, Kristendom uden Kristus, tilgivelse uden omvendelse, frelse uden vækst i ånden, politik uden Gud, og Himlen uden Helvede”.

Desværre har Williams Booths profeti vist sig at passe. I dag er mange kirker glade for at der ikke bliver talt om negative ting i kirken. ”Vi er en positiv kirke, der fokuserer på det gode i livet” siger de stolt. Men kirker der taler sådan har slet ikke fattet hvem Gud er, og slet ikke hvem Jesus er. De er fortabte, fordi de prædiker et halvt evangelium. De vil hellere være smarte og have moderne kirker, med lækker teknologisk udstyr, der kan vise de kirkefremmede, at de er en moderne kirke der følger med tiden. (Forstå mig ret jeg har ikke noget imod Powerpoint og god lyd, men ofte er det det der er fremtrædende frem for en ordentlig forkyndelse).

Samtidig beklager de samme kirker sig over at Guds ord ikke ser ud til at virke, som det gjorde engang. De begrunder det med at vi lever i en ny tid, og at verden er hård. De tager fejl. Vi i vesten lever aldeles ikke i en hård verden. Vil de have en hård verden, så tag til Nordkorea. Det er det hårdeste land at være kristen i, i hele verden. Grunden til at det Guds ord de taler ikke virker, er at det ikke er Guds ord de prædiker. De prædiker deres egne ord. De tager det ud af skriften som de ikke kan lide, og lægger det til som de godt kan lide.

Sagt på en anden måde, de bøjer Guds ord. Men hvis vi bøjer et sværd, vil det så ikke miste sin brugbarhed? Selvfølgelig vil det det, og det er også det der sker når kirker vælger at vrage dele af skriften, og kun fokusere på ”den positive del”. Eller den del der kan lyde smukt, men ikke koster noget at forkynde.

Vil du opleve at Guds ord er skarpere end noget tveægget sværd, der trænger igennem sjæl og ånd, som der står om i Heb. 4.12. Så brug Guds ord som Guds ord er!

Læs hvordan de gamle evangelister talte ordet. Læs Charles Spurgeon, John Wesley, Martin Luther, Paulus, men allermest Jesus Kristus. Du vil lægge mærke til at der er en ting der går igen. Det var et klart og tydeligt evangelium der blev forkyndt. Ikke et halvt evangelium, men et helt evangelium, med fokus på både det positive og det negative. Både Himlen og Helvede, tilgivelse og omvendelse. De prædikede sandheden og holdt ikke ubekvemme sandheder tilbage.

Lad dig ikke forføre af moderne kristendom, for alle forsøg på at gøre kristendom moderne har været mislykkede. De så måske smarte ud dengang, men de døde igen og igen. Det er kun den sande kristendom der har sejret. Den som ikke fokuserer på at være smart, men på at forkynde det fulde og sande Guds ord.

Share on Facebook

Jeg har efterhånden læst i bibelen mange gange, men jeg har endnu ikke fundet det skriftsted, hvor der skulle stå, at hvis man beder Jesus om at komme ind i sit hjerte, så er man frelst.

For det viser sig at det heller ikke står i biblen. I stedet for står der, at man skal omvende sig, erkende sin synd og tro på evangeliet om Jesus Kristus. Det er også det, Jesus starter med at prædike i Markusevangeliet 1.15:

“Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Desværre er det ikke det, vi hører, når prædikanterne af i dag indbyder folk til at blive frelst. Jeg hørte engang en meget kendt dansk forkynder, der efter at have bedt for syge, sagde: “det her med Jesus, det kan også blive en del af dig. Det er ikke så svært, du skal bare række din hånd op og gentage denne bøn”. Og så kom hans bøn, som ikke omhandlede synd, heller ikke omvendelse og heller ikke korset. Nej, den handlede bare om at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte, og så var man frelst. Lidt ligesom instant coffee. Nemt og billigt nok til at man ikke gider tænke over det. Jeg tror, at fyrre mennesker rakte hånden op. Og menigheden der var superbegejstret for, at fyrre sjæle var blevet frelst – troede de. Men nej, det var ikke frelst, og det viste sig også bagefter, da det var de færreste af dem, der efterfølgende begyndte at komme i kirken. Og dem, der begyndte at komme faldt også hurtigt fra, og til sidst var der ikke nogen tilbage.

Hvad var der galt? Ja, for det første havde prædikanten misforstået, hvordan man bliver frelst. Det kan ikke ske uden omvendelse. Han havde ikke fortalt, hvorfor vi er syndere, der har brug for at omvende os fra os selv og give vore liv til Jesus.

Desværre er denne prædikant ikke en enlig svale. Hans metode er efterhånden blevet normen for, hvordan man prædiker evangeliet i dag. Prædikanterne i langt de fleste kirker kender ikke Guds ord, og mange af dem, der kender det, vælger at bøje det, så det passer ind i en moderne verdens forståelsesmønster.

Gid disse prædikanter ville omvende sig og prædike Guds ord som Guds ord er. Ligesom Martin Luther, Charles Spurgeon, John Wesley og Paulus gjorde. Ellers gør vi Guds ord harmløst og virkningsløst, og hvad skal vi så bruge det til?

 

Share on Facebook

For nogle år siden skrev jeg om hvordan satanisten Alan Moore med sin tegneserie “The Watchmen” forsøgte at ødelægge vores heltebilleder, og tilmed gøre kristne til et fjendebillede. Det jeg skrev dengang er nu blevet endnu mere aktuelt efter at HBO, har udgivet deres tv-serie “Watchmen”. Den har som ventet fået gode anmeldelser. Men HBO er i forvejen så smurt ind i promiskuøs sex, okkultisme, vold, stoffer og tilmed flere gange fremstiller kristne som farlige og onde. Det gør at kristne i min optik burde holde sig langt væk fra denne streamingtjeneste. En anden ting er at HBO med denne tv-serie udbreder Alan Moores tankegange i endnu større grad end hans tegneserie gjorde dengang i firserne. Hvis du ikke ved hvorfor The Watchmen var en banebrydende, men også farlig historie, kan du læse her nedenfor hvorfor det er tilfældet. Det hele starter i året 1986 som på mange måder var et skelsættende år for den del af pop-kulturen man kalder grafiske noveller, eller slet og ret tegneserier. en udtryksform som har haft langt større indflydelse end mange lige anser den for at have.

1986: Året tegneserier blev gjort acceptable
I 1986 var der tre tegneserieudgivelser som ændrede tegneseriebranchen markant. Det var året hvor tegneserien for alvor blev accepteret som et seriøst medie, der ikke kun var for børn. Årsagen var en ukoordineret udgivelse af tre grafiske noveller. En grafisk novelle er såmænd bare en tegneserie der udgives til et voksent publikum. Denne ændring gjorde at voksne ikke længere skammede sig over at have tegneserier liggende på sit sofabord som voksen. Det var jo grafiske noveller, og i dag bliver selv nogle Anders And udgivelser kaldt for grafiske noveller, så voksne tegneserielæsere kan fortsætte med at føle sig voksne. Den udvikling blev på godt og ondt, for alvor skudt i gang i 1986 med tre forskellige grafiske noveller, som har haft stor betydning for pop-kulturen.

Tre banebrydende udgivelser

Art Spiegelmans Mauz
Den første skelsættende udgivelse var Spiegelmans ”Maus”. Det var en biografi om Spiegelmans jødiske fars oplevelser under anden verdenskrig i Polen, hvor han endte i koncentrationslejr. Det særlige ved ”Maus” er at Spiegelman tegnede jøder som mus, nazister som katte, franskmænd som frøer og polakker som grise. På trods af denne animalske karikering, eller måske nærmere pga. den, blev ”Maus” usædvanlig nærværende. Spiegelmans Maus er et mesterværk som fortælleteknisk er suveræn i dens beskrivelse af den umenneskeliggørelse jøderne oplevede under anden verdenskrig i de besatte lande. Hvis du ikke har læst den endnu, så giver jeg den en varm anbefaling herfra, for ”Maus” er unægtelig et mesterværk. Denne grafiske novelle viste at tegneserier kan have en usædvanlig dybde og være særdeles relevante for vores forståelse af eksempelvis historiske grusomheder som holocaust.

Da Batman blev meget alvorlig
Den anden udgivelse som fik betydning, var Frank Millers fremtidsversion af en bitter Batman i ”The Dark Knight returns”. Her ser man Batman vende tilbage til kriminalitetsbekæmpelse efter en flerårig pause. Men nu som en samfundsbitter ældre mand midt i halvtredserne, der kaster sig ud i den ene ultravoldsscene efter den anden. Spørgsmålet som Miller ville se på var hvordan den ældre Batman mon ville være, og hvordan medierne ifølge Frank Miller ville ændre sig. ”The Dark Knight returns” fik stor betydning for hvordan vi kunne se på helte på en anden måde end hidtil, ved at lade heltene blive ældre og få sår på både sjæl og krop. Personlig synes jeg ikke ”The dark knight returns” er så god som folk gør den til. Frank Miller har kreeret langt bedre historier end denne, men opgøret med det gamle billede af Batman (og dermed andre heltetyper) var banebrydende og dermed historisk. Og kritikerne faldt forståeligt nok pladask for hans nye billede af den gamle superhelt.


Da vores heltebilleder blev dræbt af Alan Moore
Hvilket fører mig hen til den udgivelse som dette indlæg i virkeligheden handler om. I 1986 fik okkultisten, crowleisten og tegneserieforfatteren Alan Moore lov til at udgive en markant anderledes superhelteserie på 12 hæfter for DC- Comics (dem som udgiver Superman og Batman m.m.) kaldet ”The Watchmen”.
”The Watchmen” var et komplet opgør med det rendyrkede superheltebillede som ellers var blevet dyrket siden det første superhelteblad ”Action Comics no 1” i 1938. Alan Moores hensigt var at ødelægge ideen om den gode helt, der hjælper af uselviske grunde. Ifølge Lektor og forfatter Bradford Wright, så var Alan Moore ikke kun ude på at ødelægge ideen om superhelte, men ideen om helte generelt. Hans formål var at vi i mindre grad skulle stole på andre, og i stedet mere på os selv. Moores superhelte som var en gruppe kaldet ”The Watchmen”, var en flok utilpassede folk med superkræfter som var styret af magtbegær, var psykotiske, besat af ultravold, eller sågar impotente. Der var nærmest ikke grænser for hvor dårligt heltene skulle udstilles. Ved første øjekast så det umiddelbart ud til at Moore ønskede at gøre heltene mere menneskelige, hvilket var det Frank Miller oprindeligt arbejdede på med hans Batman udgivelse. Men der var en stor forskel. For når man ser nærmere på ”The Watchmen” og ser på hvad det er for en slags helte vi har med at gøre her, så er flere af dem mere sammenlignelige med superskurke end de er med superhelte.  Det var altså ikke en menneskeliggørelse Moore forsøgte på, men en dæmonisering og en total undergravelse af ideen om helte. En af superheltene (The Comedian) forsøger på et tidspunkt at voldtage en mindre stærk superheltinde, senerehen skyder han en vietnamesisk kvinde som er gravid med hans eget barn uden at det rører ham det mindste. En anden superhelt lader hele New York blive udslettet for at få den kolde krig ( i firserne) til at stoppe. Det gør han med held, men prisen er 10 millioner menneskeliv som dør pga. en løgn som aldrig bliver afsløret for resten af verden.

Dette er en af meget krævende tegneserie at læse, og i modsætning til Maus af Spiegelman, så kan jeg ikke anbefale nogle af Alan Moores værker. Han har bl.a. skrevet den desværre meget kendte ”V for Vendetta”, som er filmatiseret i en udgave hvor den sataniske del bliver skjult mere end den er i sin bogudgivelse. I bogudgivelsen er henvisningen til Aleister Crowley (velkendt satanist) langt mere tydelig.
Forfatteren Alan Moore er uden tvivl en dygtig og sand kunstner, hvilket jeg kun kan respektere. Men at læse hans værker, svarer til at spise østers med stryknin. Jeg elsker østers, og den fantastiske smag og struktur de har, men stryknin drysset ovenpå gør dem giftige og farlige. Og når først strykninen er drysset på, er det ikke lige til at fjerne det igen. Det kan ikke bare fejes væk som om det ikke betyder noget mere. Moores historier er på samme måde fyldt med sandheder som er krydret subtilt med løgne, som på smart vis undergraver folks tro på det gode.

Alan Moore dæmoniserer og forvrænger kristne værdier
Moore valgte at gøre en af superheltene i ”The Watchmen” til en som hvis man kradser bare lidt i overfladen, viser sig at symbolisere de kristne værdier. En mand som har værdier som han efterlever til punkt og prikke, også selv om det har store omkostninger for både ham selv og omverdenen. De gamle moralske principper betyder mere for ham, end hvad der lige går og er mest politisk korrekt. Men denne mand bliver fremstillet som psykopat. Hvilket skulle være konsekvensen af en dårlig barndom med en promiskuøs mor og voldelige oplevelser. Han er med andre ord ikke en særlig sympatisk person i historien, og han ender også med at være den som bliver dræbt af en af de andre Watchmen. Det sker for at undgå at sandheden om de ti millioner dræbte i New York kommer for dagens lys. Hverken i filmatiseringen eller i bogen virker denne superhelt som en behagelig person. Han bliver gjort ekstra utiltalende, og det er Mo0re rigtig dygtig til at pensle ud.

Men hvorfor har Alan Moore brug for at undergrave troen på helte, og hvorfor har han brug for at fremstille folk der står for gode konservative kristne værdier som farlige og fjendtlige? Noget han også gør ligeså subtilt og effektivt i hans grafiske novelle ”V for Vendetta”.

Hvem er Alan Moore?
Måske ligger svaret i at finde ud af hvem Alan Moore er og hvem er han inspireret af. Herom er Moore ret ærlig. Moore er udover at være okkultist, åbenlys inspireret af satanisten Aleister Crowley. Manden som kaldte sig selv for verdens ondeste mand, og som er og har været en inspirationskilde for mange musikere og filosoffer. Bla. The Beatles, David Bowie og Thimothy Leary. Crowley (som jeg har skrevet om før) ønskede at finde ud af hvordan man kan ændre et konservativt kristeninspireret samfund til at blive hedensk. Et af hans mest kendte svar på det var at man måtte ødelægge familien og/eller det kristne familiebillede, fordi familien ifølge ham var ”Public enemy no1”. Han havde en idé om et samfund hvor individet var mere orienteret mod den organisation man arbejdede for, den interessegruppe man er medlem af, eller den religiøse retning som man er tilhænger af. Så dette skulle afløse den normale fokus på den oprindelige familie. En årsag til at Crowley var så fokuseret på at ødelægge det oprindelige billede af en familie, mener nogen er at den første institution Gud opfandt netop var familien. Derfor må familien for Gud have ret stor vigtighed, og af samme grund er det den institution som er mest til hinder for at danne et hedensk baseret samfund.

Crowleys ønske om at opløse de gamle værdier, for istedet at kunne indføre et hedensk baseret samfund, er et ønske som Crowleys efterfølgere har været ret inspireret af. Det er egentlig ret tangkevækkende at en død mand som levede som narkoman, som ikke var særlig tiltalende og som døde som en ensom taber ingen rigtig gad være sammen med, kan være så attraktiv for nogle mennesker at følge. Men muligvis skyldes det ikke så meget hans mislykkede liv, men det at han skrev om muligheden for at blive overmennesker. Noget som tiltaler vores syndige kød og var med til at syndefaldet blev en del af vores verden. Det var jo netop det som slangen i Edens Have fristede Eva med. Hun kunne blive som Gud. Crowley lovede det samme, nemlig en eller anden form for guddommelighed hvor man bliver sin egen herre. Hvad Crowley ikke tog hensyn til (for den slags vil satanister som oftest ikke ind på) er at hvis vi alle er vore egne herrer, så vil det automatisk medføre kaos. For vi vil jo ikke alle det samme, og hvis vi vil leve forskelligt og har forskellige ideer og meninger om hvad der er rigtigt og forkert, så vil det medføre at folk vil komme i stærkt splid med hinanden. For hvis der ikke er nogen overordnede regler som vi er nødt til at følge og forholde os til ,vil kaos opstå. På trods af dette så er det anarkistiske samfund noget som ofte tiltaler satanister.

Alan More viser også at det er det han ønsker i hans fortælling “V for Vendetta”. Som netop slutter med en ødelæggelse af det engelske parlament, for dermed at opløse det styrende samfund og give folk lov til selv at bestemme. Det bliver vist som om det er en god slutning, men i virkeligheden er der tale om et samfundsmæssigt mareridt, hvor anarki bliver samfundets afløser.

Alan Moore

 

 

 

 

 

 

 

 

Men tilbage til superheltene. Alan Moore forsøgte at ødelægge vores billede af helte med hans Watchmen, og det har påvirket den måde superheltene bliver vist på i dag. Eftersom superhelte-genren i dag er blevet Big business med blockbusterfilm som Dark Knight, Deadpool, Wonder Woman m.v.  så er det også noget der påvirker almindelige mennesker i dag. Vi ser filmene som underholdning, og lægger ikke altid mærke til de budskaber som gemmer sig under overfladen i historierne. Men vi bliver påvirket af dem. Heltebilledet vi engang havde er ikke det samme som før. Den uselviske helt der gjorde hvad han gjorde fordi det er rigtigt, er efterhånden en meget sjælden person i pop-kulturen i dag. Der er næsten kun Captain America tilbage som jeg skrev om i dette link: Captain America. Så spørgsmålet er om Alan Moore har vundet.

Påvirket
Pop-kultur påvirker os langt mere end vi går og tror. Vi ser en film i biografen og tror det var det. Men uden at vi tænker så meget over det, så får vi budskaber ind som påvirker vores måde at leve og opfatte verden på. Jeg husker selv hvordan jeg i halvfemserne opdagede at jeg var blevet kraftigt påvirket af den amerikanske sitcom ”Seinfeld”. I skal slippe for at høre hvordan jeg opdagede at jeg var blevet påvirket af de fire hovedpersoners overfladiske New Yorker tilgang. Men jeg blev chokeret over at se hvor påvirket jeg var blevet af noget, som jeg i bund og grund kun anså for at være underholdning. Så det er ikke sådan at bare fordi man er kristen, at man så kan sige sig fra pop-kulturens påvirkning. Vi bliver påvirket af det vi indtager, også fra underholdningsindustrien. Og nej det betyder ikke at vi slet ikke må lade os underholde, men vi bør være mere selektive end de fleste af os nok er.

Moderne helte er blevet beskidte
Ideen om den dårlige helt, har haft indflydelse helt ind i mainstream underholdningen. Den nye James Bond er eksempelvis blevet langt mørkere end hidtil. I den første James Bond film med Daniel Craig i hovedrollen, bliver han dels fremstillet som slags lejemorder, men også en der ikke har noget følelsesmæssigt forhold til flere af de kvinder han har seksuelt samkvem med. Hvilket viser sig når en kvinde han har været sammen med (seksuelt) dagen efter bliver fundet tortureret til døde. Tortureret og dræbt netop fordi hun havde været sammen med ham. Det sørger filmen for at vise klart at James Bond ikke er berørt af dette, han er iskold istedet. James Bond er historisk set ikke kendt for at være et moralsk forbillede, men han havde dog medfølelse for de kvinder som blev straffet for deres kendskab til ham i gamle dage.

Billedet af helten som handler af uselviske grunde bliver også udvisket når der laves film som Transporter med Jason Statham. I de film er hovedpersonen en kriminel chauffør som kan lejes af andre kriminelle til diverse jobs. Helten som man kommer til at holde med i den slags film er altså i virkeligheden en skurk. Det er godt nok set før, som i Olsen-banden og ”Sidste stik” (med Paul Newman og Robert Redford). Men vinklingen er i dag blevet anderledes. James Bond og Jason Statham i The Transporter bliver forbilleder for tilskuerne, hvilket ikke var tilfældet for hverken Olsenbanden eller Sidste stik og lignende film.

Ændrer på vores gudsbillede
Der hvor dette bliver rigtig problematisk er når kristendom også åbner op for at ødelægge billedet af den gode helt. For når vi gør det, så åbner vi også op for at få et andet gudsbillede. Det sker eksempelvis i romanen ”Hytten” som jeg før har skrevet en anmeldelse af. I denne er der et sted hvor Jesus skal bære en skål med havregrød hen til bordet hvor de skal spise. Men han taber den, hvilket får gud fader (som er en afroamerikansk mor) og helligånden (som også bliver fremstillet ubibelsk) til at flække af grin. Jeg ved at mange kristne som har læst bogen også har grint og tilmed har glædet sig over menneskeliggørelsen af Jesus. Men det har store konsekvenser at få et billede af Jesus som dette. Vi kan tænke at det er en lille fejl. Men Jesus er Gud selv, der blev menneske og levede et perfekt liv, og Han har fuldstændig styr på alt hvad Han gør. Vi skal ikke udstille Jesus som et menneske der laver fejl som dig og mig, men i stedet vise Ham som den Han virkelig er. Desværre er det bl.a. pga. pop-kulturen blevet acceptabelt at lege med de billeder vi har af Gud. “Everything goes” kunne man næsten sige i dag. Men hvad skal kirken så gøre ved alt dette? Skal vi blot give op og acceptere at dommedag er nær og acceptere at der nok ikke rigtig er noget vi kan gøre ved det?

Det bedste våben
Hvad kan vi gøre som modspil til de angreb som kommer subtilt fra folk der er sataniske i deres tankegange? Svaret er, det samme som vi skal gøre overfor de politiske angreb på sunde gamle kristne værdier som kommer fra de politiske og intellektuelle bastioner, og det samme som vi skal gøre når samfundet enten bliver ateistisk eller hedensk. Vi skal prædike evangeliet om Jesus Kristus. På trods af at folk fra diverse partier, aviser, tænketanke, pop-kultur og mainstream underholdning og hvad eller hvem der nu promoverer antikristelige ideer, så er det bedste og smukkeste våben imod den slags at prædike evangeliet og tale sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal være uvidende om de angreb som kirken oplever fra både pop-kultur, politiske bevægelser m.m. Men vi må anerkende at evangeliet om Jesus Kristus ikke er ændret siden Jesu opstandelse. Det evangelium smadrede de ødelæggende menneskesyn som var gældende under Romerriget, som var usædvanlig hedensk, og det samme evangelium kan forvandle de menneskesyn som er fremtrædende i dag. Vi behøver ikke gå rundt og være unødig bange for folk som Alan Moore og politikere som jeg ikke i dette indlæg skal navngive. Vi skal forstå hvad der er ukristeligt fra disse sider og vide hvad sandheden er ved at læse Guds ord, og sørge for at forblive ved Guds ord. Og så skal vi ikke være bange for at vise hvad Guds ord siger på trods af at det ikke er det som folk lige ønsker at høre, og pt. heller ikke er særlig politisk korrekt.

Meningen med dette indlæg
Så hvorfor har jeg så skrevet dette indlæg? Jo, om man er kristen eller ej, så er man bare ved at leve i denne verden påvirket af denne verden. Som kristen kan man vælge at være blinde overfor denne påvirkning og påstå at det ikke betyder noget. Jeg har mødt velkendte pastorer og bibellærere som har været fuldstændig ligeglade med hvad deres børn så i fjernsynet selvom det både var trolddom, hedenskab og umoral som de så, for som de sagde i deres forsvar så var de jo “under Jesu blod” og så mente de ikke bange at man blev påvirket. Det mener jeg er en total misforståelse, for selvfølgelig kan kristne familier blive påvirket af denne verden, det handler jo om hvor meget af verden man giver plads. På den anden side behøver vi heller ikke gå rundt og se dæmoner alle vegne som nogen også gør. Det er kun til at blive skør af, og det er ikke meningen!
Nej, meningen med dette indlæg er at gøre opmærksom på at vi er under påvirkning og vi skal være opmærksomme derpå, og påvirkningen kan komme mange forskellige steder fra, som i dette tilfælde fra pop-kulturen. Men vi har brug for at lade os påvirke af Ham som vil os det gode og holde os til Hans ord. En kristen som lader sig påvirke af Kristus, af Guds ord og af god forkyndelse vil også være i stand til at gå igennem denne verden uden at alt går hen og bliver dårligt. Man kan tilmed få lov at være et lys i denne verden. Måske et lys som nogen har lyst til at slukke for, men om ikke andet så et lys i en mørk verden. Så mit råd er: Vid hvad der sker omkring dig, men hold dig til Kristus.

Se disse sider som bliver henvist til i indlægget:
Om Captain America:http://sand.omvendelse.dk/praediker-din-praest-captain-america-eller-jesus-kristus/

Er ”Hytten” (The Shack) en kristen bog?

Og her om Alan Moores forbillede Aleister Crowley: http://sand.omvendelse.dk/hvordan-blev-aleister-crowleys-satanisme-til-populaerkultur/

 

 

Share on Facebook