På det seneste har den falske apostel Torben Søndergaard fået lavet videoer hvor han svarer igen på noget af den kritik der har været af ham. Og i kirkeavisen Udfordringen har redaktøren Henri Nissen for nylig lavet en hel artikel hvor Torben Søndergaard angiveligt svarer på de spørgsmål som kritikerne af ham har. Men desværre viser det sig at alt dette er en stor omgang manipulation og et dårligt forsøg på at bortforklare den kritik som er den virkelig alvorlige.
Her er nogle eksempler.
I en video hvor Torben svarer på kritik, er han åbenbart blevet beskyldt for at have en Porche. Det siger han så at han ikke har. Men helt ærligt, hvis så han havde en Porche, hvad galt ville der være i det??? Det er da et tåbeligt kritikpunkt. Jeg ville personlig foretrække at have en ny Gul Ford Mustang hvis jeg havde råd til en. Det har jeg sådan set, men så er der bare andre ting som jeg måtte skære ned på for at kunne køre i sådan en, og det er jeg ikke parat til. Men hvis Torben Søndergaard havde købt en Porche, så ville jeg ikke have noget som helst problem med det. Tværtimod så ville det da glæde mig, for jeg plejer at blive glad når jeg ser en superlækker bil. Det er jo ikke syndigt at eje en Porche og heller ikke en Ford Mustang. Så det er ikke et brugbart kritikpunkt.


Hvis man så kigger i Udfordringens artikel, så er der et af spørgsmålene som chefredaktøren Henri Nissen stiller som er helt tåbeligt. Han spurgte Torben om følgende:
“Er det rigtigt, som nogle kritikere siger, at du tager afstand fra alle andre kirker?”
Det svarer Torben selvfølgelig nej til, mens jeg tager mig til hovedet. For helt ærlig, det lyder tydeligvis som om det er et spørgsmål Torben selv har bedt Henri Nissen om at stille. Faktisk er det de færreste af Henri Nissens spørgsmål som kan bruges som fornuftig kritik. Det er som om den gode Henri Nissen har lagt sit hoved under puden og bare valgt at få Torben til at fremstå som Guds gave til alle. Jeg ved fra flere i Frikirkenet at man er virkelig træt og ærgerlig over at Henri Nissen i sin kirkeavis giver så positiv omtale af Torben Søndergaard. For rigtig mange af dem møder de folk der har været i kløerne på Torben, og det som de får når man har været en tur på Jesus-hotellet, er ødelagte mennesker der er blevet såret af Torben og hans forkvaklede evangelium, som ikke er et sandt evangelium.

Ok der er faktisk et spørgsmål som Henri stiller som er interessant og det er følgende:
“Er det sandt, at du tror på syndfriheds-læren, som nogle har beskyldt dig for?”
Til det spørgsmål svarer Torben igen nej, og kommer med en forklaring. Men, og her er der et stort men. For hvis man kigger på den lære som Torben står for, og læser og hører hans forkyndelse, så er syndsfrihedslæren (en form for pelagianisme) reelt set hvad han prædiker. Det er jo også derfor at folk kritiserer ham for netop dette. Man kan høre på ham at det er hvad han mener. Men samtidig afviser han det når man spørger ind til det. Så hvad mener han? Åbenbart begge dele, og det er fordi at Torbens teologiske forståelse kan ligge på en 25øre. Han er ikke i stand til at forstå hvordan lov og evangelium hænger nøje sammen, og kan slet ikke forstå hvad det er for en frihed man er kaldet til som kristen, og hvad det er man er nødt til at kæmpe med kødet om stadigvæk som kristen. Den forvirring som Torben igennem mange år har vist om dette, er også med til at skabe de mange ødelagte skæbner hos dem som har været igennem Torbens maskineri.

Overser det reelle problem
Men det som Torben Søndergaard ikke svarer på er hvorfor der er så meget fokus på Torben selv, og det han gør, i stedet for at fokusere på evangeliet? Hvorfor handler det Torben siger om hvad VI skal gøre, og næsten intet om hvad Jesus allerede HAR gjort? Det svarer Torben ikke på, og dem som har stillet ham de spørgsmål ryger også hurtigt ud af hans omgangskreds. Det ved jeg fra flere som har prøvet det, og det er ikke kun noget der sker nu, nej det er noget som har vist sig at være et mønster for Torben. Han har igennem de sidste 13-14 år vist at han ikke er en der er modtagelig for kritik. Torben mener sandsynligvis at han er Guds gave til kirken, og dem som ikke forstår at han er den gave, må så være hans modstandere og/eller ikke have ”den sande åbenbaring”. Jeg har mødt så mange mennesker igennem de sidste 10 år som siger at det er tilfældet hos Torben. Men den del vil Torben selvfølgelig ikke snakke om. Han vil hellere arbejde på at folk kun ser et glansbillede af ham, som viser en mand som angiveligt bliver brugt helt gevaldigt af Gud.
Så spørgsmålet er om Torben bliver brugt af Gud? Svaret er ja, men ikke sådan som Torben tror. Torben bliver brugt af Gud til at teste om folk vil sandheden, eller om de bare vil have overfladiske oplevelser som er spændende her og nu, men som der ikke er nogen trosmæssig eller åndelig næring i. Det ærgrer mig at en engang ellers fornuftig og veluddannet journalist som Henri Nissen, i dag vælger at smide journalistikken ud af vinduet, og i stedet vælger at bruge avisen Udfordringens plads til at promovere en falsk apostel som Torben Søndergaard.

Så nej Torben Søndergaards forsvar vil falde til jorden i en retssal. Han er skyldig i ikke at prædike evangeliet, men at prædike oplevelser og sig selv i stedet for kristendom.
Du kan se hele interviewet her nedenunder. Den af Torbens videoer hvor han snakker om porche findes på hans facebookprofil, og kan vist ikke linkes til her.

Torben Søndergaard svarer på kritik fra nogle frikirker

 

Share on Facebook

Hos mange af frikirkerne i Danmark, har der i flere år været en mærkværdig fokus på ledelsesstrategier. Det er kommet til udtryk ved at pastorer i stort tal, er blevet sendt på det ene ledelseskursus efter det andet. Samtidig har de taget ”diplomuddannelse” eller lignende i lederskab. Under dette har der så været prædiket om ledelse, og om lederens rolle og kirkens opgave som efterfølgere af deres leder.
Megen af disse kursers indhold har ikke bygget på bibelsk sandhed, men på forskellige karl smart præsters ideer. Ofte fra en eller anden hot amerikansk pastor som har en stor kirke. Noget af kursernes indhold har sikkert været fin nok, men i store træk har kurserne fået præsterne til at fokusere på noget andet end evangeliet. For konsekvensen af de mange kurser kommer hurtigt til udtryk når man snakker med pastorerne. Det handler om ledelse. Ledelse mig der, og ledelse mig her, og ledelse alle vegne. Men nej løsningen på kirkens problemer er ikke mangel på ”ledelsesstrategi”, løsningen er at få præster der prædiker evangeliet!
Kirken i Danmark såvel som andre lande, vil aldrig fuldføre Gud vilje, hvis ikke den prædiker evangeliet klart og tydeligt. Det skal være sådan at det er nemt for folk at høre at det præsten taler om fra bibelen, peger på Jesus, og viser at Jesus er den eneste der kan frelse os. Hvis præsten i stedet for taler om hvordan man kan blive en bedre leder, eller hvordan man helst skal underordne sig sit lederskab osv. så kan man ligeså godt tage til en af de sekulære kurser i ledelse. For mange af dem er langt bedre og mere professionelle sat op. Kirken har ikke brug for præster der har diplom i lederskab. Den har brug for præster der står ved evangeliet, og ikke er bange for at prædike evangeliet.

Hvorfor kalder jeg det så “Ledelsesstrategier fra djævelen” er der måske nogen der tænker? Det skyldes ganske enkelt at de ting som får kirken til at miste fokus på Jesus og evangeliet, passer fint med djævelens ønske for kirken. Han ønsker at vi mister fokus på Kristus, og fokuserer på alt andet end ham. Så kan han få os til at fokusere mere på ledelse, så er han godt tilfreds. Lad os gøre Gud tilfreds og djævelen utilfreds i stedet. Det er en langt bedre strategi, og den er nem at følge.

Share on Facebook
06
Aug

Når jeg læser og synger de gamle salmer af Brorson og Kingo, så er der særlig to ting jeg bemærker. For det første er salmerne skrevet af folk der tydeligvis er født på ny. For hengivenheden til Jesus, og budskabet i deres sange er så markant evangeliske. Det er ikke bare folk der har hørt noget om bibelen, eller læst teologi på universitetet. Kingo og Brorson var forvandlede af Gud, og de måtte dele deres begejstring for Gud, hvilket de så gjorde igennem salmeskrivning. De har begge den samme tilgang som Johannes døberen havde, nemlig at de må blive mindre og Gud større. De har forstået at de er syndere uden håb og mulighed for at redde dem selv, men som har fundet at Jesus gav sig selv hen på et kors i deres sted. Disse salmer drypper af evangeliet, og det er befriende og vidunderligt at læse og synge dem.
Det andet som jeg lægger mærke til er at det ikke er overfladiske salmer. De har nogle store dybder. De rimer ganske rigtigt mange steder, men det sker ikke på bekostning af bibelsk teologi. Nærmere tværtimod. Det er i stedet den bibelske teologi der bærer sangene, som så bliver krydret med rim på versefødder.
Tænk at engang var der salmedigtere i Danmark som elskede Gud så meget, at de ønskede at skrive om Ham, og gøre det så præcist og bibelsk korrekt, at de faktisk undersøgte Guds dybder og studerede Hans ord så meget at de var i stand til at formidle bibelsk sandhed igennem sange.

Jeg synes det kan være svært at finde nogle salme/lovsangsdigtere i dag som er i stand til at nå de samme niveauer som Kingo og Brorson. Men Keith Getty og Stuart Townend må jeg sige er i samme klasse. Det er mere moderne musik, hvilket det også burde være eftersom deres sange er skrevet i vores tid. Men om det er moderne eller ej, er sekundært, for det er sangenes indhold som bærer dem. Sange som peger på Jesus og hvad Han gjorde på Golgata. Der bliver ikke forsøgt at gøre det overfladisk, eller nemt spiseligt for dem der hører. Deres sange udtrykker et klart evangelium som viser at dem som skrev dem, også kender Ham de skriver om. Tag eksempelvis ”In Christ alone” eller ”Speak o Lord”, som også findes på dansk.
Getty og Stuart viser at selvom vi lever i det 21 århundrede, så behøver lovsang ikke være uden indhold, Lovsang behøver ikke tekstmæssigt være på niveau med en popsang af Katy Perry, Medina eller Nik og Jay. Lovsang kan være fuld af bibelsk teologi, og vise Guds dybder. Det behøver heller ikke være en masse gentagelser som mere fungerer som mediterendes mantraer. Nej, lovsang kan være stærkt, bibelsk og fuld af evangeliet, og bør også være det! Her er lidt smagsprøver.

Fra Brorsons salme ”Hvem vil mig anklage” Også kendt som ”Hvo vil mig anklage”.
“Hvem vil mig anklage
og for dommen drage
hen på Sinai?
Synden jeg bekender,
men til Jesus render,
dermed er jeg fri.
Mød mig da
på Golgata,
Jesus skal min sag antage,
hvem vil mig anklage?”

 

Share on Facebook

I Johannesevangeliet 5.39 siger Jesus de berømte ord:

”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.”

Dette sagde han til jøder som ikke ville erkende at Jesus var og er den Han er. Men hvor er det herligt befriende at Jesus siger så klart som Han gør, at skriften netop vidner om Ham. For det burde være den primære, sekundære og tertiære grund til at vi læser i bibelen. For at finde Jesus og se hvordan skriften peger på Ham den ene gang efter den anden.
Vi kan sagtens læse i bibelen af de forkerte årsager. Vi kan læse i den fordi vi tror vi kan finde nøglen til et succesfuldt liv i den, eller fordi vi tror den kan give os indsigten i hvordan man bliver rig, eller hvordan man kan undgå sygdom. Tro mig, der findes mange mennesker der læser i bibelen af de årsager. Hvor er det trist at nogen leder efter så overfladiske ting i en bog, der i virkeligheden handler og peger på den Gud der kom for at frelse os fra evig fortabelse, og ville give os evigt liv i Himlen i stedet. Sådanne folk spilder deres bibelstudier, og det vil ikke gavne dem. De burde i stedet gøre det samme som Jesus opmuntrede jøderne til. Nemlig at finde ud af at skriften peger på Ham, og viser Hans kærlighed, Hans nåde og omsorg. Ham har vi brug for at se, for hvis vi ikke kan se Ham, kan vi heller ikke se faderen.

”Den, der har set mig, har set Faderen” Joh. 14.9

Share on Facebook

Vi danskere tager tit mange ting for givet. Vi tror det er en menneskeret at komme gratis på hospitalet, og at det er en selvfølge at staten tager sig af de ældre (så vi selv kan slippe for at tage os af dem). Noget vi også tager for givet er retten til at sende vores børn i privatskole, i fald vi er utilfredse med det folkeskolen kan tilbyde, eller andre grunde. Men privatskoler er ikke en naturlov, der findes lande hvor de ikke er tilladt, og hvor det heller ikke er tilladt at hjemmeskole børnene.

En af de vægtigste årsager til at vi danskere har ret til at sende vore børn i privatskole eller hjemmeskole dem her i Danmark, skyldes “De Stærke Jyder”. En gruppe bibeltro kristne som var parat til at stå på bibelsk grund, også selvom det for nogle af dem betød at de måtte gå fra hus og hjem, og tilmed komme i fængsel (tugthus) for det. For lidt over 200 år siden var de stærkt utilfreds med en ændring i den lærebog om det kristne liv som skolerne i Danmark skulle have. De ville beholde den de havde i forvejen, og årsagen til det vil ryste mange af dem som ikke har det store historiske kendskab. Dette er en historie om hvordan Gud kan bruge få overgivne personer til at påvirke et helt land med evangeliet. Nogle gange har han brugt en kristen konge, andre gange kristne bønder. Men et står fast, hvis Gud vælger at bruge nogen, så er det Hans vilje som kommer til at ske, hvad end det sker igennem folk i høje stillinger eller det man kalder simple folk.

Denne lille parantes i den danske kirkehistorie talte Henrik Gren Hansen om på Nyt Livs lejr her i Juli, og den har min varmeste anbefaling. Dels fordi Henrik er i stand til i denne lille kirkehistorie at vise evangeliet, men også fordi der er så mange ting i denne historie som minder om de ting vi ser i dag. Så endnu engang får Kong Salomon ret i at “der ikke er noget nyt under solen”.

 

Share on Facebook

For nogle år siden valgte en amerikansk pastor at skrive en liste som kunne vise hvordan man fandt ud af om en kirke var god eller dårlig. Det er jo fantastisk, for så kan vi andre stakler som ikke selv kan finde ud af dette endelig få et redskab dertil. Efter at have læst listen måtte jeg erkende at det var tragikomisk oplevelse at læse den. Metoderne var baseret på menneskelige følelser og ikke på bibelens anbefalinger. Pastorens anbefalinger har jeg her fremhævet med fed skrift, mens jeg lige har skrevet mine kommentarer nedenunder dem. Men inden du går i gang med at læse dem, så husk min mening er ikke at du skal være enig med hverken ham eller mig. Mit ønske er i første omgang at du kære læser må tænke over hvad der i virkeligheden er et godt tegn i Guds øjne ved en kirke. Men her er hvad pastoren siger med mine kommentarer:

Tegn nr 1: Ønsker folk mig velkommen som et job eller som en glæde?
Ja, det er da sikkert fint nok at blive budt ordentlig velkommen. Men jeg har før besøgt Jehovas Vidners Rigssal fordi der var nogen der ville snakke med mig om Gud og bibelen. De gange jeg har været hos dem har jeg altid fået den kæmpe velkomst og tilmed meget varm. Jeg tror det var normalt at omkring 90 % af rigssalen kom og gav mig hånden meget smilende (og der var mange). Det virkede faktisk ikke påtaget. Jeg følte mig virkelig velkommen. Men kan jeg virkelig bruge den fantastiske velkomst til at godkende Jehovas Vidners rigssal som en god kirke?
Jeg har forresten også fået rigtig god velkomst når jeg har besøgt Hillsong, men jeg har aldrig nogensinde hørt evangeliet blive prædiket i Hillsong. Hverken mens jeg var der eller på youtube og podcast. Så den med om velkomsten er god, mener jeg ikke kan bruges som argument.

Tegn nr 2: Ser stedet ud som om de forventer mig?
Øhh jeg er altså ikke nogen VIP, jeg kan da godt selv finde ud af at finde mig et sted at sidde ned. Jeg er ikke så vigtig at der skal være en velkomstkomite til at forestå den slags for mig.

Tegn nr 3: Er der spirituel musik mens folk samles i kirken?
Nårh ja, for hvis der ikke er spirituel musik mens jeg prøver at finde min plads, så vil jeg jo slet ikke komme i den rigtige stemning til at tage imod forkyndelsen. Hvor må det have været svært for de første menigheder, for de havde jo ikke cd-afspillere og store smarte højttalere. De havde nok hyret et orkester istedet, så folk kunne komme i den rette stemning, før de satte sig ned.

Tegn nr 4: Bevæger musikken mig?
Ja, det er godt nok vigtigt. Der skal være fed musik, teksterne betyder ikke så meget, bare jeg får gåsehud af musikken, for så kan jeg jo sige at jeg havde en “åndelig oplevelse”. For er gåsehud ikke det vi plejer at sige vi får, når vi har haft en åndelig oplevelse? Man kan nogen gange undre sig over at Jesus ikke havde et lovsangsband på før han startede bjergprædikenen. Hvorfor gjorde Jesus det ofte helt forkert i forhold til visse moderne pastorers smarte anbefalinger?

Tegn nr 4: Smiler præsten?
Uha det er godt nok rigtigt. Hvis præsten ikke smiler, så må der bestemt være noget galt. At han ikke kan finde ud af at prædike et klart bibelsk budskab betyder jo ikke så meget. Men hvis han smiler så er alt jo godt. Ham der Joel Osteen han smiler jo også rigtig meget, men prædiker aldrig evangeliet, men et eller andet feel good budskab som kildrer i folks ører. Men han smiler og så må det vel være godt hvis disse anbefalinger er gode.

Tegn nr 5: Indeholder prædikenens titel et relevant emne som jeg er interesseret i?
Nå ja det kan jeg da godt se er supervigtigt. For kirke handler jo kun om mig, mig og så mig og hvad JEG er interesseret i. Så hvis jeg kun er interesseret i superhelte, så er det ikke en god kirke for mig medmindre præsten har et emne som omhandler superhelte. Lucky for mig at det er ret nemt for tiden at finden præst der tager udgangspunkt i superheltefilm istedet for Bibelen. Men hvorfor kan man ikke finden en kirke der prædiker om Formel 1 for det er den eneste sport jeg synes er spændende. Giv mig en Formel 1 kirke NU!

Tegn nr 6: Taler præsten med ydmyghed og autoritet?
OK, jeg accepterer at dette faktisk er et vigtigt og godt tegn for en præst. Men det kan ikke stå alene, for hvis budskabet ikke er bibelsk, så er det fuldstændig ligegyldigt hvor ydmyg præsten er, og nærmest farlig hvis han han taler med autoritet, men har et ubibelsk budskab. Man kan sagtens finde ydmyge personer med forkerte budskaber. Tag bare ham der Dalai Lama, han er da godt nok ydmyg, og har åbenbart meget autoritet når folk vil høre så meget på ham som de gør. Men ja ydmyghed er en god ting, hvis den bygger på en overgivelse til Kristus. Og det ville være rart hvis præsten ikke taler med sin egen autoritet, men forstår at det er bibelen der er hans autoritet, og ikke ham selv!

Tegn nr 7: Føler jeg Guds nærhed?
Hmm kan det virkelig passe at hvis jeg ikke har kunnet føle Guds nærhed i kirken, så må der være noget galt. Jeg mener ikke at kristendom skal vurderes på en følelse som ikke kan forklares. Kristendom er langt mere end det, og det er altså ikke hver gang man kan “føle” Guds nærhed.

Tegn nr 8: Er gudstjenesten under 71 minutter?
Personlig er jeg glad for at gudstjenesten ikke er for lang tid, men der er ikke nogen bibelske argumenter for at den skal være under 71 minutter. I Rødkærsbro Frikirke som jeg er en del af, plejer gudstjenesterne at være imellem 5 og 6 kvarter, så vi kan åbentbart ikke godkendes her. Men jeg ved om andre kirker hvor man mener det skal vare mindst 2 timer og hvor det forventes at prædikenen er ca en time eller mere. Men igen, der findes ingen bibelske argumenter for varigheden af en gudstjeneste. Til gengæld er der argumenter for hvad der skal ske til en gudstjeneste, såsom forkyndelse af skriften.

 

Mine eftertanker: Istedet for at vurdere om en kirke er god udfra hvordan det passer med tidsånden, eller hvor meget underholdning eller følelser man nu engang har, så må vi igen finde ud af at det er Bibelen der er målesnoren for om en kirke er god eller dårlig. Hvis man vil finde nogle virkelig gode argumenter for dette, kan jeg anbefale Johannes Åbenbaringen kapitel 2 og 3. For i dem finder vi syv breve til syv menigheder som alle er fra Jesus. Disse breve har langt mere betydning end en amerikansk pastor der har glemt sin bibel i sin bedømmelse. Har du ikke læst disse kapitler endnu, så gør det, for de er rigtig gode og sjovt nok nemme at forstå, selvom mange synes at Johannes Åbenbaringen er svær at forstå. Disse to kapitler er ligetil.

Share on Facebook

Igennem de sidste 5 år har jeg flere gange været forbi Nyt Livs lejre som foregår på Djursland. Nyt Liv er en kristen organisation som består af Lutheranere. Nu er jeg ikke selv lutheraner, men kalder mig bibeltroende baptist. Så hvorfor kommer jeg der, og ikke et andet sted hvor jeg er mere enig med dåbssynet?
Svaret er ganske enkelt den, at forkyndelsen på Nyt Liv handler om Jesus. Det er så herligt befriende at kunne komme til et møde og vide at nu vil der komme en prædikant som viser hvorledes skriften peger på Jesus. For lige netop dette er prædikantens vigtigste opgave: At vise hvordan skriften den ene gang efter den anden peger på Jesus som vort eneste håb og eneste frelser.

Igennem de sidste år synes jeg også at tilslutningen til Nyt Liv er blevet større. Hvilket sker selvom deres metoder er i direkte modstrid med kirkevækstbevægelsens anbefalinger. For der er ikke noget smart lovsangsband her, der er heller ikke noget lysshow, og der er ikke nogen ”feel good” buskaber som kildrer folk i ørerne. I stedet for er der god gedigen bibelundervisning, og det er måske lidt dogmeagtigt, for der bliver ikke gjort så meget mere ud af det end det. Men det er evangeliet der bliver forkyndt, og jeg kan se at mit kristenliv ikke afhænger af mig, men af Jesus Kristus som har banet en vej for mig.

Hvis du har lyst til at komme, så kan jeg klart anbefale at høre Henrik Gren Hansens fortælle lokal dansk kirkehistorie om de seje jyder. Jeg har hørt ham tale om det før, og det var en virkelig øjenåbner for mig. Det gør han mandag d.18/7 15:30. Og man kan onsdag til fredag aften høre Svend Åge Jacobsen prædike over Johannes åbenbaringen, og det kunne jeg godt se frem til at høre, for jeg har en mistanke om at det bliver godt. Så hvis du ikke søger smarte og høje rytmer, og kan undvære et voldsomt lysshow, og er ligeglad med om prædikanten er en eller anden hot shot fra en stor fancy kirke i udlandet, men du bare godt vil høre bibelsk forkyndelse så kan jeg godt anbefale at komme en tur forbi Nyt Liv på Djursland. Her er lidt info:

http://www.nytliv.dk/downloads/Bibellejrprogram-2017.pdf og ændringerne af programmet kan ses her: http://www.nytliv.dk/aendring-i-program-for-bibellejr-2017/

 

Share on Facebook

For et par dage skrev jeg at Apostolsk kirkes hovedtaler i år, kommer fra en gnostisk kirke, og dermed skraber Apostolsk kirkes landsstævne vist bunden når det kommer til dårlige prædikanter. Helt så galt er det dog ikke hos Pinsevækkelsen, men alligevel så galt at man undrer sig over deres valg. De har ikke valgt en gnostiker, men en der er blevet afsløret i at stjæle andre prædikanters historier, og fremføre dem som om det er sket for ham selv. Til gengæld kommer han fra en kirke der på overfladen ligner en succeshistorie. Men lad os kigge på hvorfor han er en løgner og en tyv.

I 2016 blev der på den ubibelske tv-kanal GOD-tv vist et klip med Glyn Barrett som er hovedtaleren i Mariager i år. Her fortalte Glyn at han var blevet inviteret ud på Cambridge universitet for at debattere med ”The atheistic society”. Her skulle ateisternes hovedtaler først have 50 minutter hvor han argumenterede for at der ikke findes en gud. Og derefter skulle Glyn så få 10 minutter hvor han fik lov til at bevise at der findes en gud. Allerede her er der noget der skurer i mine ører, for jeg har hørt mange af den slags debatter, og en ting der er kendetegnende for dem, er at der bliver givet lige meget tid til begge parter. Og at det ikke skulle være tilfældet i en debat som er iværksat af akademikere, virker ganske enkelt utroværdigt. Så her er der altså noget der tyder på at Glyn Barretts historie ikke er så skudsikker.
Men så fortsætter Glyn og fortæller at da det var hans tur til at tale, spurgte han taleren om hvor stor en del af al verdens viden han kendte, hvortil han fik svaret, at taleren kun kendte en del af al verdens viden. Så skulle Glyn have sagt, at i og med at du taleren kun kendte en del af al viden, så er der altså noget han ikke kendte til, og derfor kunne Gud altså godt være i den del. Alt sammen bliver delt med et overbevisende smart smil så dem der hører Glyn i videoen bidrager med klap, wow og skrig. Problemet er bare at Glyn ikke har været inviteret til Cambridge universitet, og for det andet, så er det en historie han har stjålet fra en anden prædikant ved navn Mark Finley.

Videoen er oprindelig blevet fjernet af Glyn, men den er altså stadig at finde og her kan du se den video Glyn Barrett ikke ønsker du skal se.

Cambridge universitets ateistiske fællesskab er angiveligt blevet kontaktet af flere og spurgt om de har haft Glyn Barrett på besøg, hvilket de har svaret nej til. De har tilmed ikke nogen anelse om hvad det skulle være for en debat han skulle have været involveret i. Men det er der jo ikke noget at sige til når historien reelt set er tyvstjålet fra en anden prædikant som fortalte at det skulle have været sket i Ungarn tæt på tiden hvor Berlinmuren faldt. Mark Finleys historie virker en smule mere troværdig, men helt ærlig, så virker det mere som en af de der ”preacher storys” som bliver fortalt for at få prædikanten til at virke mere klog end han er i virkeligheden. Måden at ”bevise” Gud på, er heller ikke særlig god, og heller ikke særlig overbevisende. Der er langt bedre måder at gøre det på. Her er den oprindelige historie:

Men helt ærlig, hvordan kan Pinsevækkelsen blive ved med at invitere den ene underlige prædikant efter den anden, og hvorfor finder folk sig i at høre på dem? Det er som om at efter Pinsevækkelsen for ca 9 år siden aflyste de møder hvor Paul Washer skulle tale, at de så bare har bevæget sig nedad i en ond spiral af dårlige valg. Hvorfor er det så svært for dem at finde prædikanter der er i stand til at vise at skriften peger på Jesus, og uden Jesus er der ikke nogen frelse? Det burde være deres vigtigste opgave at finde sådanne prædikanter. I stedet fokuserer de på at invitere den ene efter den anden som har vist sig i stand til at få kirker til at vokse sig store. De søger med andre ord kun efter succeshistorierne. Men i al den tid de har gjort det, er pinsevækkelsen blevet mindre i antal, så det har jo ikke hjuplet. Man har ikke nogen succeshistorier om dynamisk vækst, men kun forsøg på at kopiere andres kirkevækststrategier. Hvad med kære pinsevenner om I begyndte at fokusere på Jesus og så på hvem Han i virkeligheden er. I kunne jo begynde med at  invitere folk som ikke bruger tid på at promovere sig selv og deres kirke, men i stedet for peger på Jesus som den eneste der kan redde og frelse os? For det er hvad folk i kirkerne har brug for at høre, og det gælder ligegyldig om man er pinseven, lutheraner eller baptist.

Hvad pinsevækkelsen selv skriver om Glyn Barrett kan man læse her: https://sommercamp.dk/da/indhold/gaestetalere/glyn-barrett

Jeg kan dog glæde læserne af bloggen at næste indlæg bliver et positivt indlæg, for der er også ting at glæde sig over i det danske kirkeliv.

Share on Facebook

Så blev det sommer igen, og det er tid for de forskellige kirkeretningers bibelcamps. De er som regel af svingende kvalitet, da kun få af dem er bibeltro, mens andre lukker alt muligt ind. Her ser det desværre ud til at apostolsk kirkes landsstævne skraber bunden. Deres hovedtaler er Banning Liebscher som er en del af Bethel Redding i Californien. Det er den selvsamme kirke hvor den selvbestaltede apostel Bill Johnson er pastor, og Banning har arbejdet tæt sammen med Bill igennem mange år nu. Bethel Redding er bl.a. kendt for sine postulerede mirakler i form af guldstøvsskyer som de kalder glory clouds, og for en forkyndelse der bygger på prædikanternes oplevelser og ikke på bibelen.
Og lige præcis her er årsagen til at jeg meget klart anser Bethel Redding kirken, og dens ledere for at være gnostikere. Gnosticisme er ved første øjekast en bred betegnelse, men den kan defineres til en enkel sætning. Gnosticisme er når det er den personlige oplevelse der bliver afgørende, og ikke bibelen. Gnosticismen har eksisteret siden urkirken, og djævelen har forsøgt at forvirre og stjæle kristne ved hjælp af forskellige udgaver af gnosticisme igennem tiden. En af de mest fremtrædende gnostiske kirker i dag er uden tvivl Bethel Redding.
For ti år siden var Bethel Redding ikke noget man lagde mærke til, men Bill Johnson og hans medarbejder Banning Liebscher har været gode til at vise sig som de fornuftige dele af det man kalder NAR (New Apostolic Reformation). Store dele af dem der er en del af NAR, er så ekstreme i det de siger og deres måde at være på, at mange ikke bryder sig om dem. Her kan nævnes Todd Bentley, Patricia King, Lou Engle m.v. Bill Johnson og Banning Liebscher er mere rolige og fattede personer, og det gør dem mere spiselige end visse af de andre fra NAR. For resten skal det lige siges at Bill Johnson (og formentlig Banning Liebscher) ikke selv vil påstå de er en del af NAR. Men for det første er NAR ikke en medlemsliste man skal skrive sig på. Men en gruppe af prædikanter der står for den samme falske lære og som arbejder sammen. Og hvis man taler som en fra NAR, og samarbejder tæt op og ned med andre fra NAR, og tilmed sætter disse folk på ens egen prædikestol, så er det fordi man er en del af NAR. Bethel Redding gør netop dette, og tilmed nogle af de værste fra NAR.
En af måderne at Bethel Redding har fået udbredt sin lære og sin popularitet på, er igennem lovsangsbandet ”Jesus Culture”. Lederen af det band er nemlig Banning Liebscher. De har igennem de sidste års tid, opnået en stor popularitet i kirkelige kristne, hvilket er meget trist. For det er som om folk endnu engang er faldet for de fede rytmer, og så har set igennem fingre med den megen vranglære som Jesus Culture prædiker til deres opvisninger. Her er et eksempel som ikke bare er vranglære, men også blasfemisk. Bl.a. der hvor hun siger at Jesus som hun angiveligt havde et møde med var “hysterically laughing”.

 
Hele Kim Walker Smith tale (som er en markant del af Jesus Culture), bygger på en personlig åndelig oplevelse. Hvis man skraber bare lidt i hendes oplevelse, så er det også tydeligt at se at det ikke er bibelens Jesus hun havde disse oplevelser med. Med andre ord, enten er dette humbug, eller også er det dæmonisk hvad der skete, for det er ikke den sande Jesus hun mødte her.
Banning Liebscher er ikke helt så udsvævende og ekstrem i hans forkyndelse som Kim Walker Smith. Men han står inde for det, og i hans forkyndelse oplever man også at der er langt mere fokus på den personlige oplevelse, samt den personlige historie. Det er ikke nødvendigvis forkert at have en personlig historie med i ens forkyndelse, men hvis den skygger for bibelens budskab, bør man være påpasselig, og det er nærmest altid tilfældet for Banning Liebscher. Han har nærmest kun to prædikener, og i begge dem taler han mere om sig selv, og får dermed teksten til at tage udgangspunkt i hvad han oplever, mere end han tager udgangspunkt i teksten. Hvis der er noget som ikke er god til, så er det at vise at skriften peger på Jesus. Men det er generelt for den lære der udgår fra Bethel Redding, og generelt for gnostiske personer. Det handler i stedet om personlige oplevelser, og personlige åbenbaringer. Om de åbenbaringer så er reelle eller humbug ved jeg ikke. Men bibelske er de i hvert fald ikke. Banning siger også nogle ting der er rigtige, men det er reelt set banaliteter som selv Johannes Møllehave og Hanne Vibeke-Holst kunne have sagt. At Apostolsk kirke vælger at have en sådan mand som hovedtaler, vidner desværre om en meget stor mangel på bedømmelsesevne bland dens ledere. En mangel der trist nok betyder at mange mennesker vil blive udsat for vranglære i Kolding denne sommer.
Jeg vil til slut anbefale at høre på Tony Miano som er en kendt evangelist. Han har indspillet denne video, hvor han fortæller hvorfor han er stærk bekymret over folks falden på halen for Jesus Culture, og den kirke de kommer fra Bethel Redding, og hvorfor han finder dem farlige.

Her er linket til Apostolsk kirkes stævneside: http://www.staevne.dk/information/talere/banning-liebscher

Share on Facebook

 

Hvis vi kender korsets sande kraft, er det så også det vi prædiker? Der er en mangel på folk der prædiker den frelseskraft der er i korset. Når man taler med dem, kan de måske godt erkende at de ikke prædiker korsets frelseskraft, men kun noget der ligger lidt ved siden af. Mange siger så at det er fordi folk godt kender til korsets kraft i forvejen, og synes det er kedeligt at høre alt for meget om.

Det er trist, for det er en mangel at Jesu kors kun sjældent bliver forklaret. Og hvis man bliver træt af at høre om korset, og hvorfor det er vores befrielse, så skulle man spørge sig selv om man virkelig er frelst? Her er nogle tanker om hvornår vi prædiker et minimeret kors og hvornår vi prædiker korsets frelseskraft

Vi kan ikke nøjes med at sige “Han døde”, for alle mennesker skal dø engang. Det er heller ikke nok at sige “Jesus døde en nobel død”- for der er martyrer der er fulgt efter ham og har gjort det samme. Det er nødvendigt at vi forstår at vi er nødt til at  prædike Jesu død og opstandelse som et frelsende budskab. Vi skal forklare korsets sande mening for dem der hører os. Han bar vores overtrædelse da han døde for Hans folk, og sonede den guddommelige straf for vores synder: Han blev forladt af Gud, og knust af Guds vrede i vores sted. Og kun når folk fatter hvad der skete på det kors, forstår de hvorfor de er nødt til at omvende sig til Ham, for at undgå at blive knust af den samme vrede. En vrede som vi kan undgå ved at fly til korset, ved at fly til Jesus.

Taler vi om korset uden at komme ind på hvad der reelt set skete på korset, er der ikke nogen grund til at folk skal omvende sig. For da vil de ikke forstå hvor forfærdelig deres synder er i en hellig og retfærdig Guds øjne. Den Gud ønsker ikke at vi skal nedtone denne del af evangeliet, for da har vi glemt hvad evangeliet handler om. Han ønsker ikke at vi kun skal tale om kærligheden i korset. For vi kan ikke forstå dybderne af Guds kærlighed, førend vi også forstår hans vrede, retfærdighed og Hans Hellighed!

Prædiker du det kors, og er det det kors du ønsker at høre prædiket i kirken?

Share on Facebook