I visse dele af den karismatiske bevægelse er der nogen der mener kristne har fået autoritet over både vind, vejr, økonomi og meget andet. Men argumentationen for dette er ikke skudsikker, da det ofte er baseret på misbrug og tilmed misforståelse af Guds ord. Lad mig give et eksempel. I Lukas 8 har vi følgende begivenhed:

Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?

Tre ting er gode at lægge mærke til her. Hvem fik stormen til at lægge sig? Det gjorde Jesus. Hvem er Jesus? Han er Gud der er blevet menneske, og Han har magt over elementerne. Hvad gjorde disciplene? De undrede sig over hvem Han var siden storm og sø adlød Ham. Det er altså en begivenhed som viser hvem Jesus er, og Hans autoritet over denne verden. Kun Gud har denne autoritet.
Men nogen har misbrugt budet om at vi skal gøre det samme som Jesus, til at vi også skal ændre vejret o.l. og gøre det med vores “åndelige magt”. Forstå mig ret, kristne må godt bede Gud om godt vejr, og bede Gud om at skåne os under orkaner o.l. Det er der intet galt i, men at påstå vi har magt til at ændre vejret og andre naturfænomener er helt forkert.

Hvis det virkelig skulle være sandt at kristne har fået den samme autoritet som Jesus til dette, hvorfor ser vi så ikke nogle begivenheder i bibelen der dokumenterer at det skulle være normalt? En af de absolut mest betydningsfulde apostle var Paulus. Han burde have stor tro, kende Gud og kende til hans evne og begrænsninger som kristen. Han var jo på et tidspunkt udsat for et voldsomt uvejr da han i fangenskab var på vej til Rom over middelhavet. Det kan vi læse om i apostlenes gerninger 27.18-20:

” Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord.  Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.”

Vi ser senere at passagererne og besætningen kommer frelst i land, men båden går tabt pga det enorme uvejr som de er i. Et uvejr der er så voldsomt at de nærmest mister håbet. Kun Paulus har håb og giver det håb videre til de andre hvor han fortæller hvordan Gud vil redde dem.
Det bemærkelsesværdige ved denne begivenhed er at vi på intet tidspunkt læser om at Paulus stillede sig frem og bød stormen om at lægge sig. Om nogen skulle kunne gøre det, i fald denne lære var rigtig, så var det da Paulus. Men nej det gjorde han ikke. Noget andet bemærkelsesværdigt her, er at den samme som skrev Lukas evangeliet, er den samme som skrev apostlenes gerninger. Det er ret vigtigt at tage med her. For det betyder at hvis det virkelig var således at det at Jesus fik stormen til at lægge sig, betyder at vi skal gøre det samme. Så må man stille sig selv spørgsmålet; hvorfor hverken Lukas (som var med på båden) eller Paulus ikke gjorde det samme.

Svaret er meget enkelt. Lukas og Paulus var ikke Gud, det er kun Gud der har den autoritet. Lukas og Paulus har bedt til Gud, og bedt Ham om hjælp i deres nød. Men at byde stormen at lægge sig, var ikke deres opgave. Det havde de fattet, selvom de nok havde været langt mere “karismatiske” end mange af vor dages karismatikere.
Spild ikke din tid med at tage autoritet over dit og dat, men bed til Gud og hold dig til Ham. Og hvis du skal tage autoritet over noget, så gør det kun der hvor bibelen viser der er hjemmel for det. Og det gælder altså ikke for vejret. Forresten den bedste måde du kan få autoritet over din økonomi (som nogen også hævder vi kan få) er ved at være fornuftig i den måde vi bruger pengene på. Det råd gælder både for kristne som ikke kristne og kræver ikke stor tro. Kun sund fornuft.

Share on Facebook

Igennem min tid i det kirkelige landskab er der en ting som har smertet mig igennem alle årene jeg har været kristen. Det er hvor mange pastorer og prædikanter som bruger så meget tid på deres tjeneste, at de i virkeligheden lever i synd ved at forsømme både deres hustru og børn. Det er noget jeg har set i både den ene og den anden slags kirker. Det er altså ikke noget man kan sige kun er et problem for nogle bestemte kirkeretninger, eller har noget at gøre med vranglære eller ej. Nej det er noget som man kan se finder sted indenfor alle kirkeretninger. Ok, det er af naturlige årsager ikke et problem for den romersk katolske kirke, da dens præster ikke må være gift og derfor heller ikke har børn. Men det er et ubibelsk krav at sætte til sine præster, foruden alle de andre ubibelske elementer som den romersk katolske kirke bygger på. Men det er en helt anden sag. Og inden det bare bliver kritik, så vil jeg gøre opmærksom på at jeg også selv har syndet på dette område, og at jeg mens det skete bevidst forsøgte at bagatellisere at det var et problem.

Når man er i tjeneste for Herren, kan man meget nemt komme til at overse vigtigheden af at være en god ægtemand og god fader i forhold til at tjene i menigheden med forkyndelse, vejledning, strategiudvikling, planer o.l. Alt sammen er ting der er vigtige, men det har ikke været, og vil aldrig være Guds vilje at hvis en mand er gift, og har børn at man så skal tilsidesætte sine familiære forpligtelser, tværtimod. Hvis en mand er gift, så har man et ansvar overfor sin hustru og sørge for at hun ikke føler sig forsømt. Har man også børn, så er ens vigtigste opgave at sørge for at opdrage dem godt, og vise dem kærlighed ved at bruge tid med dem. Det er altså ikke nok bare at holde bibelandagter sammen med dem og så lade konen sørge for resten her. Hvilket jeg ved om nogen der har gjort og tilmed er stolte af det, trist. Det er heller ikke nok bare at lade andre passe børnene, hvis det går hen og bliver et mønster at det er andre der bruger tiden på børnene i stedet for forældrene. Hvis man ikke kan se at man har tid til både at forberede prædikener og være sammen med sine børn, så må man vælge forkyndelsen fra eller skære ned på den del, ellers er det hykleri. At der kan være afgrænsede perioder hvor man er nødt til at vælge forberedelsen kan være helt i orden, men når det går hen og bliver et mønster for ens liv, så lever man i synd!

Jeg ved at John MacArthur de første ca tyve år han var pastor i Grace Community Church LA, ikke tog ud og prædike andre steder. Han havde simpelthen ikke tid fordi børnene var små og boede hjemme. Derfor var det vigtigst for ham at der udover hans fuldtidsarbejde som pastor også var den tid der var brug for til at være sammen med familien. Først da børnene var flyttet hjemmefra, mente han at det var ok for ham at komme ud og prædike andre steder. Det er en tilgang som jeg synes er forbilledlig. Han kunne nemt have tænkt at Gud ville velsigne andre med god forkyndelse ved at sende ham ud, og at det måtte være vigtigere end børnene som ”konen vel nok kunne tage sig af”. Han kunne også sagtens have tænkt at det var godt for hans ”karriere” at komme ud og prædike andre steder og at Gud jo måtte ønske en ”god karriere” for ham. Men i stedet valgte han at prioritere sin familie og kirke først, og ikke være påvirket af mulighederne for at ”dyrke sin karriere” eller hvad man nu kan kalde det.

Livet er fuld af valg og prioriteter. Det ved jeg både som kristen og økonom. Fordi ressourcerne er begrænsede, så er man nødt til at vælge hvad man vil bruge både sin tid og sine penge på. Nogen har flere penge end andre, og derfor bør man acceptere at nogen folk har mere end andre. Men hvad angår tid, så har vi alle sammen kun 24 timer i døgnet. Hvis man så tilmed har en familie at tage sig af, så SKAL en del af den tid gå med at være sammen med familien og sørge for dem. Det er ikke engang et valg, det er en pligt som kristen familiefar (eller mor) at sørge for det.

Paul Washer fortalte dengang han var i Danmark for en del år siden, at dette gjaldt for alle kristne. Man kunne ikke bare sige, at fordi man havde en stor og vigtig tjeneste at det så kunne bruges som undskyldning for at misligholde sin familie i ”tjenestens hellige navn”. Eksemplet han brugte til at illustrere dette var fra anden mosebog hvor Moses er på vej tilbage til Ægypten for at få israelerne ud af slaveri.

“I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!«  Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.” Anden Mosebog 4.24-26.

På den tur er Gud en nat ved at slå Moses ihjel, hvorefter hans hustru tager Moses søn og omskærer ham. Umiddelbart en historie i bibelen som jeg indtil da havde haft meget svært ved at forstå. Men da Paul Washer tog det frem gav det for første gang mening for mig. Moses havde ikke sørget for at opdrage sin søn i troen på Gud. Dette viste sig symbolsk i at han ikke havde omskåret sin søn. Han havde forsømt sin egen søn, fordi han var så fokuseret på Guds store plan, at han havde glemt Guds plan og opgaver for familiefædre. Først da sønnen var omskåret stoppede Guds vrede og Moses blev ikke slået ihjel af Gud. Det er en historie som viser meget kraftigt at hvis vi ikke varetager vores hverv som familiefar eller mor, så lever vi reelt set i oprør imod Gud. Vi kan komme med nok så mange påstande om at vi jo forsømmer dette hverv for at vi kan gøre noget der er større. Men hvor vil det dog være trist og sørgeligt hvis man en dag i det kirkelige landskab er kendt som en der har gjort det godt i det kirkelige, men bag kulisserne har forsømt familien på en måde der gør, at børnene har vendt sig totalt imod Gud fordi de så hykleriet inde bag familiens fire vægge.
Ikke sådan at forstå at hvis ens børn har vendt sig imod Gud, at det så pr. definition er forældrenes skyld. Men der er altså tilfælde hvor børn har vendt sig imod Gud, netop fordi de har set forældrenes hykleri og har ikke kunne acceptere de høje bekendelser udadtil, som ikke har vist sig at fungere indadtil i familien. Hvis kærlighed kun er noget man snakker om når man står på en prædikestol eller er sammen med kirkens folk, men ikke er noget man viser sammen med sin familie ved at bruge tid sammen med dem, så er det ikke kærlighed. Og heller ikke noget der gør at ens børn vil få lyst til at søge Gud.

For resten så blev man vel heller ikke gift og fik børn fordi man ikke ville være sammen med dem. Man blev vel gift fordi man ønskede at være sammen med sin ægtefælle, og man fik vel børn fordi man ønskede at være noget for dem. Og når så Gud kræver af en at man bruger tid på sin familie og viser dem kærlighed, så er der vel egentlig ikke rigtig nogen argumenter for ikke at bruge tid med familien.

Share on Facebook

Jeg har en mistanke om, at en af årsagerne til at så mange kirker er kommet væk fra den sunde lære, bl.a. har at gøre med vores søgen efter lykke. Istedet for at søge Guds ansigt, søger vi vores egen lykke. Det gør vi i en grad, der gør at vi endda taler om at vi har ret til at være lykkelige. Lykken er blevet til et krav. Men når lykke bliver til et krav, er det ikke længere en gave.

En af årsagerne til at vi fokuserer så meget på retten til at være lykkelig, tror jeg har at gøre med, at vi har fokuseret for meget på de modsatte ting. Vi har gået fra en grøft til en anden grøft. Eksempel: For 50 år siden talte man så vidt jeg er orienteret, meget om at vi skulle være parate til når Jesus kom. Desværre blev det nogen steder nærmest brugt som en trussel mod menigheden. Personlig har jeg intet imod at man bruger talen om Jesu tilbagekomst til at opmuntre til et liv tæt på Gud. Jeg har heller ikke noget imod at man bliver opfordret til at teste sig selv om man er i troen. For det står der i bibelen at vi skal. Men vi kan selvfølgelig komme til at overfokusere på det, så det går hen og bliver usundt. Det tror jeg skete da vi brugte Jesu tilbagekomst som en trussel, og gjorde det i et omfang som fjernede fokus på andre vigtige områder af forkyndelsen.

Vi blev trætte af at høre om vi nu også var parat. Så da der kom nogen og talte til os om at kristne godt måtte være lykkelige, så ville vi hellere høre på dem. For det lød mere positivt. Der er da heller ikke noget problem, at kristne er lykkelige. Men det skal jo være en lykke der er bygget på, at vi er frelst fra vores synd. Det skal ikke være en lykke der er baseret på at Jeg vil være lykkelig”. For så handler det pludselig om mig istedet.
Men vi har brug for både at høre om lykken i Kristus og om at vi skal være parate til når Jesus kommer igen, foruden at høre evangeliet, om Guds storhed, kærlighed og magt etc. Men hvis vi skal kigge på den kristnes lykke, så er det en lykke der adskiller sig markant fra denne verden.

Den kristne har sin lykke i Kristus. Ikke i sig selv, og ikke i de ydre ting som penge, hus, stor bil og stor fladskærm fra Panasonic. Hvis en kristen har en sand glæde og lykke som kan holde til modstand, så er det fordi den kristne glæder sig over at Jesus Kristus har frelst ham eller hende, og ens synd er betalt og sonet, og at man har fået evigt liv i Himlen hos Gud. Og det er værd at være lykkelig over. Både når livet er hårdt, og når det er nemt!

Share on Facebook

I 1986 var der tre tegneserieudgivelser som ændrede tegneseriebranchen markant. Det var året hvor tegneserien for alvor blev accepteret som et seriøst medie, der ikke kun var for børn. Årsagen var en ukoordineret udgivelse af tre grafiske noveller. En grafisk novelle er såmænd bare en tegneserie der udgives til et voksent publikum. Denne ændring gjorde at man ikke længere skammede sig over at have tegneserier liggende på sit sofabord som voksen. Det var jo grafiske noveller, og i dag bliver selv nogle Anders And udgivelser kaldt for grafiske noveller, så voksne tegneserielæsere kan fortsætte med at føle sig voksne. Den udvikling blev på godt og ondt, for alvor skudt i gang i 1986 med tre forskellige grafiske noveller, som har haft stor betydning for massekulturen.

Tre banebrydende udgivelser

Art Spiegelmans Mauz
Den første skelsættende udgivelse var Spiegelmans ”Maus”. Det var en biografi om Spiegelmans jødiske fars oplevelser under anden verdenskrig i Polen, hvor han endte i koncentrationslejr. Det særlige ved ”Maus” er at Spiegelman tegnede jøder som mus, nazister som katte, franskmænd som frøer og polakker som grise. På trods af denne animalske karikering, eller måske nærmere pga. den, blev ”Maus” usædvanlig nærværende. Spiegelmans Maus er et mesterværk som fortælleteknisk er suveræn i dens beskrivelse af den umenneskeliggørelse jøderne oplevede under anden verdenskrig i de besatte lande. Hvis du ikke har læst den endnu, så giver jeg den en varm anbefaling herfra, for ”Maus” er unægtelig et mesterværk.

Da Batman blev meget alvorlig
Den anden udgivelse som fik betydning, var Frank Millers fremtidsversion af en bitter Batman i ”The Dark Knight returns”. Her ser man Batman vende tilbage til kriminalitetsbekæmpelse efter en flerårig pause. Men nu som en samfundsbitter ældre mand midt i halvtredserne som kaster sig ud i den ene ultravoldsscene efter den anden. Spørgsmålet som Miller ville se på var hvordan den ældre Batman mon ville være, og hvordan medierne ifølge Frank Miller ville ændre sig. ”The Dark Knight returns” fik stor betydning for hvordan vi kunne se på helte på en anden måde end hidtil, ved at lade heltene blive ældre og få sår på både sjæl og krop. Personlig synes jeg ikke ”The dark knight returns” er så god som folk gør den til. Frank Miller har kreeret langt bedre historier end denne, men opgøret med det gamle billede af Batman (og dermed andre heltetyper) var banebrydende og dermed historisk. Og kritikerne faldt forståeligt nok pladask for hans nye billede af den gamle superhelt.


Da vores heltebilleder blev dræbt
Hvilket fører mig hen til den udgivelse som dette indlæg i virkeligheden handler om. I 1986 fik okkultisten, crowleisten og tegneserieforfatteren Alan Moore lov til at udgive en markant anderledes superhelteserie på 12 hæfter for DC- Comics (dem som udgiver Superman og Batman m.m.) kaldet ”The Watchmen”.
”The Watchmen” var et komplet opgør med det rendyrkede superheltebillede som ellers var blevet dyrket siden det første superhelteblad ”Action Comics no 1” i 1938. Alan Moores hensigt var at ødelægge ideen om den gode helt, der hjælper af uselviske grunde. Ifølge Lektor og forfatter Bradford Wright, så var Alan Moore ikke kun ude på at ødelægge ideen om superhelte, men ideen om helte generelt. Hans formål var at vi i mindre grad skulle stole på andre, og i stedet mere på os selv. Moores superhelte som var en gruppe kaldet ”The Watchmen”, var en flok utilpassede folk med superkræfter som var styret af magtbegær, var psykotiske, besat af ultravold, eller sågar impotente. Der var nærmest ikke grænser for hvor dårligt heltene skulle udstilles. Ved første øjekast så det umiddelbart ud til at Moore ønskede at gøre heltene mere menneskelige, hvilket var det Frank Miller oprindeligt arbejdede på med hans Batman udgivelse. Men der var en stor forskel. For når man ser nærmere på ”The Watchmen” og ser på hvad det er for en slags helte vi har med at gøre her, så er flere af dem mere sammenlignelige med superskurke end de er med superhelte.  Det var altså ikke en menneskeliggørelse Moore forsøgte på, men en dæmonisering og en total undergravelse af ideen om helte. En af superheltene (The Comedian) forsøger på et tidspunkt at voldtage en mindre stærk superheltinde, senerehen skyder han en vietnamesisk kvinde som er gravid med hans eget barn uden at det rør ham det mindste. En anden superhelt lader hele New York blive udslettet for at få den kolde krig til at stoppe. Det gør han med held, men prisen er 10 millioner menneskeliv som dør pga. en løgn som aldrig bliver afsløret for resten af verden.

Dette er en af meget krævende tegneserie at læse, og i modsætning til Maus af Spiegelman, så kan jeg ikke anbefale nogle af Alan Moores værker. Han har bl.a. skrevet den desværre meget kendte ”V for Vendetta”, som er filmatiseret i en udgave hvor den sataniske del bliver skjult mere end den er i sin bogudgivelse. I bogudgivelsen er henvisningen til Aleister Crowley (velkendt satanist) langt mere tydelig.
Forfatteren Alan Moore er uden tvivl en dygtig og sand kunstner, hvilket jeg kun kan respektere. Men at læse hans værker, svarer til at spise østers med stryknin. Jeg elsker østers, og den fantastiske smag og struktur de har, men stryknin drysset ovenpå gør dem giftige og farlige. Og når først strykninen er drysset på, er det ikke lige til at fjerne det igen. Det kan ikke bare fejes væk som om det ikke betyder noget mere. Moores historier er på samme måde fyldt med sandheder som er krydret subtilt med løgne som på smart vis undergraver folks tro på det gode.

Moore dæmoniserer og forvrænger kristne værdier
Moore valgte at gøre en af superheltene i ”The Watchmen” til en som hvis man kradser bare lidt i overfladen kan se skal symbolisere de kristne værdier. En mand som har værdier som han efterlever til punkt og prikke, også selv om det har store omkostninger for både ham selv og omverdenen. De gamle moralske principper betyder mere for ham, end hvad der lige går og er mest politisk korrekt. Men denne mand bliver fremstillet som psykopat. Hvilket skulle være konsekvensen af en dårlig barndom med en promiskuøs mor og voldelige oplevelser. Han er med andre ord ikke en særlig sympatisk person i historien, og han ender også med at være den som bliver dræbt af en af de andre Watchmen. Det sker for at undgå at sandheden om de ti millioner dræbte i New York kommer for dagens lys. Hverken i filmatiseringen eller i bogen virker denne superhelt som en behagelig person. Han bliver gjort ekstra utiltalende, og det er Mo0re rigtig dygtig til at pensle ud.

Men hvorfor har Alan Moore brug for at undergrave troen på helte, og hvorfor har han brug for at fremstille folk der står for gode konservative kristne værdier som farlige og fjendtlige? Noget han også gør ligeså subtilt og effektivt i hans grafiske novelle ”V for Vendetta”.

Hvem er Alan Moore?
Måske ligger svaret i at finde ud af hvem Alan Moore er og hvem er han inspireret af. Herom er Moore ret ærlig. Alan Moore er udover at være okkultist, åbenlys inspireret af satanisten Aleister Crowley. Manden som kaldte sig selv for verdens ondeste mand, og som er og har været en inspirationskilde for mange musikere og filosoffer. Bla. The Beatles, David Bowie og Thimothy Leary. Crowley (som jeg har skrevet om før) ønskede at finde ud af hvordan man kan ændre et konservativt kristeninspireret samfund til at blive hedensk. Et af hans mest kendte svar på det var at man måtte ødelægge familien og/eller det kristne familiebillede, fordi familien ifølge ham var ”Public enemy no1”. Han havde en idé om et samfund hvor individet var mere orienteret mod den organisation man arbejdede for, den interessegruppe man er medlem af, eller den religiøse retning som man er tilhænger af. Så dette skulle afløse den normale fokus på den oprindelige familie. En årsag til at Crowley var så fokuseret på at ødelægge det oprindelige billede af en familie, mener nogen er at den første institution Gud opfandt netop var familien. Derfor må familien for Gud have ret stor vigtighed, og af samme grund er det den institution som er mest til hinder for at danne et hedensk baseret samfund.

Crowleys ønske om at opløse de gamle værdier, for istedet at kunne indføre et hedensk baseret samfund, er et ønske som Crowleys efterfølgere har været ret inspireret af. Det er egentlig ret interessant at en afdød mand som levede som narkoman, som ikke var særlig tiltalende og som døde som en ensom taber ingen rigtig gad være sammen med, kan være så attraktiv for nogle mennesker at følge. Men muligvis skyldes det ikke så meget hans mislykkede liv, men det at han skrev om muligheden for at blive overmennesker. Noget som tiltaler vores syndige kød og var med til at syndefaldet blev en del af vores verden. Det var jo netop det som slangen i Edens Have fristede Eva med. Hun kunne blive som Gud. Crowley lover det samme, nemlig en eller anden form for guddommelighed hvor man bliver sin egen herre. Hvad Crowley ikke tager så meget hensyn til (for den slags vil satanister som oftest ikke ind på) er at hvis vi alle er vore egne herrer, så vil det automatisk medføre kaos. For vi vil jo ikke alle det samme, og hvis vi vil leve forskelligt og har forskellige ideer og meninger om hvad der er rigtigt og forkert, så vil det medføre at folk vil komme i stærkt splid med hinanden, hvis der ikke er nogen overordnede regler som vi er nødt til at følge og forholde os til. På trods af dette så er det anarkistiske samfund noget som ofte tiltaler satanister.

Alan More viser også at det er det han ønsker i hans fortælling “V for Vendetta”. Som netop slutter med en ødelæggelse af det engelske parlament, for dermed at opløse det styrende samfund og give folk lov til selv at bestemme. Det bliver vist som om det er en god slutning, men i virkeligheden er der tale om et samfundsmæssigt mareridt, hvor anarki bliver samfundets afløser.

 

 

 

 

 

 

 

 

Men tilbage til superheltene. Alan Moore forsøgte at ødelægge vores billede af helte med hans Watchmen, og det har påvirket den måde superheltene bliver vist på i dag. Eftersom superhelte genren i dag er blevet Big business med blockbusterfilm som Dark Knight, Deadpool, Hellboy m.v.  så er det også noget der påvirker almindelige mennesker i dag. Vi ser filmene som underholdning, og lægger ikke altid mærke til de budskaber som gemmer sig under overfladen i historierne. Men vi bliver påvirket af dem. Heltebilledet vi engang havde er ikke det samme som før. Den uselviske helt der gjorde hvad han gjorde fordi det er rigtigt, er efterhånden en meget sjælden person i pop-kulturen i dag. Der er næsten kun Captain America tilbage som jeg skrev om i et indlæg for nylig. Så spørgsmålet er om Alan Moore har vundet.

Påvirket
Pop-kultur påvirker os langt mere end vi går og tror. Vi ser en film i biografen og tror det var det. Men uden at vi tænker så meget over det, så får vi budskaber ind som påvirker vores måde at leve og opfatte verden på. Jeg husker selv hvordan jeg i halvfemserne opdagede at jeg var blevet kraftigt påvirket af den amerikanske sitcom ”Seinfeld”. I skal slippe for at høre hvordan jeg opdagede at jeg var blevet påvirket af de fire hovedpersoners overfladiske New Yorker tilgang. Men jeg blev chokeret over at se hvor påvirket jeg var blevet af noget, som jeg i bund og grund kun anså for at være underholdning. Så det er ikke sådan at bare fordi man er kristen, at man så kan sige sig fra pop-kulturens påvirkning.

Moderne helte er blevet beskidte
Ideen om den dårlige helt, har haft indflydelse helt ind i mainstream underholdningen. Den nye James Bond er eksempelvis blevet langt mørkere end hidtil. I den første James Bond film med Daniel Craig i hovedrollen, bliver han dels fremstillet som slags lejemorder, men også en der ikke har noget følelsesmæssigt forhold til flere af de kvinder han har seksuelt samkvem med. Hvilket viser sig når en kvinde han har været sammen med (seksuelt) dagen efter bliver fundet tortureret til døde. Tortureret og dræbt netop fordi hun havde været sammen med ham. Det sørger filmen for at vise ikke er noget der rører ham, han er iskold istedet. James Bond er historisk set ikke kendt for at være et moralsk forbillede, men han havde dog medfølelse for de kvinder som blev straffet for deres kendskab til ham i gamle dage.

Billedet af helten som handler af uselviske grunde bliver også udvisket når der laves film som Transporter med Jason Statham. I de film er hovedpersonen en kriminel chauffør som kan lejes af andre kriminelle til diverse jobs. Helten som man kommer til at holde med i den slags film er altså i virkeligheden en skurk. Det er godt nok set før, som i Olsen-banden og ”Sidste stik” (med Paul Newman og Robert Redford). Men vinklingen er i dag blevet anderledes. James Bond og Jason Statham i The Transporter bliver forbilleder for tilskuerne, hvilket ikke var tilfældet for hverken Olsenbanden eller Sidste stik og lignende film.

Ændrer på vores gudsbillede
Der hvor dette bliver rigtig problematisk er når kristendom også åbner op for at ødelægge billedet af den gode helt. For når vi gør det, så åbner vi også op for at få et andet gudsbillede. Det sker eksempelvis i romanen ”Hytten” som jeg før har skrevet en anmeldelse af. I denne er der et sted hvor Jesus skal bære en skål med havregrød hen til bordet hvor de skal spise. Men han taber den, hvilket får gud fader (som er en afroamerikansk mor) og helligånden (som også bliver fremstillet ubibelsk) til at flække af grin. Jeg ved at mange kristne som har læst bogen også har grint og tilmed har glædet sig over menneskeliggørelsen af Jesus. Men det har store konsekvenser at få et billede af Jesus som dette. Vi kan tænke at det er en lille fejl. Men Jesus er Gud selv, der blev menneske og levede et perfekt liv, og Han har fuldstændig styr på alt hvad Han gør. Vi skal ikke udstille Jesus som et menneske der laver fejl som dig og mig, men i stedet vise Ham som den Han virkelig er. Desværre er det bl.a. pga. pop-kulturen blevet acceptabelt at lege med de billeder vi har af Gud. Everything goes i dag kunne man næsten sige. Men hvad skal kirken så gøre ved alt dette? Skal vi blot give op og acceptere at dommedag er nær og der er nok ikke rigtig noget vi kan gøre ved det?

Det bedste våben
Hvad kan vi gøre som modspil til de angreb som kommer subtilt fra folk der er sataniske i deres tankegang? Svaret er, det samme som vi skal gøre overfor de politiske angreb på sunde gamle kristne værdier som kommer fra de politiske og intellektuelle bastioner, og det samme som vi skal gøre når samfundet enten bliver ateistisk eller hedensk. Vi skal prædike evangeliet om Jesus Kristus. På trods af at folk fra de Radikale Venstre, Enhedslisten, Politiken, Information, Etisk Råd, pop-kultur og mainstream underholdning og hvad der nu promoverer antikristelige ideer, så er det bedste og smukkeste våben imod den slags at prædike evangeliet og tale sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal være uvidende om de angreb som kirken oplever fra både pop-kultur, politiske bevægelser m.m. Men vi må anerkende at evangeliet om Jesus Kristus ikke er ændret siden Jesu opstandelse. Det evangelium smadrede de ødelæggende menneskesyn som var gældende under Romerriget, som var usædvanlig hedensk, og det samme evangelium kan forvandle de menneskesyn som er fremtrædende i dag. Vi behøver ikke gå rundt og være unødig bange for folk som Alan Moore og politikere som jeg ikke i dette indlæg skal navngive. Vi skal forstå hvad der er ukristeligt fra disse sider og vide hvad sandheden er ved at læse Guds ord, og sørge for at forblive ved Guds ord. Og så skal vi ikke være bange for at vise hvad Guds ord siger på trods af at det ikke er det som folk lige ønsker at høre, og pt. heller ikke er særlig politisk korrekt.

Meningen med dette indlæg
Så hvorfor har jeg så skrevet dette indlæg? Jo, om man er kristen eller ej, så er man bare ved at leve i denne verden påvirket af denne verden. Som kristen kan man vælge at være blinde overfor denne påvirkning og påstå at det ikke betyder noget. Jeg har mødt velkendte pastorer og bibellærere som har været fuldstændig ligeglade med hvad deres børn så i fjernsynet selvom det både var trolddom, hedenskab og umoral som de så, for som de sagde i deres forsvar så var de jo “under Jesu blod” og så mente de ikke bange at man blev påvirket. Det mener jeg er en total misforståelse, for selvfølgelig kan kristne familier blive påvirket af denne verden, det handler jo om hvor meget af verden man giver plads. På den anden side behøver vi heller ikke gå rundt og se dæmoner alle vegne som nogen også gør. Det er kun til at blive skør af.
Nej, meningen med dette indlæg er at gøre opmærksom på at vi er under påvirkning og vi skal være opmærksomme derpå, og påvirkningen kan komme mange forskellige steder fra, som i dette tilfælde fra pop-kulturen. Men vi har brug for at lade os påvirke af Ham som vil os det gode og holde os til Hans ord. En kristen som lader sig påvirke af Kristus, af Guds ord og af god forkyndelse vil også være i stand til at gå igennem denne verden uden at alt går hen og bliver dårligt. Man kan tilmed få lov at være et lys i denne verden. Måske et lys som nogen har lyst til at slukke for, men om ikke andet så et lys i en mørk verden. Så mit råd er: Vid hvad der sker omkring dig, men hold dig til Kristus.

Se disse sider som bliver henvist til i indlægget: http://sand.omvendelse.dk/praediker-din-praest-captain-america-eller-jesus-kristus-5335.htm

Er ”Hytten” (The Shack) en kristen bog?

http://sand.omvendelse.dk/hvordan-blev-aleister-crowleys-satanisme-til-populaerkultur-3337.htm

 

 

 

Share on Facebook

Jeg har sagt til min søn at jeg tager en dag fri for arbejde snart, for at tage med ham i Legoland. Bare en far-søn tur hvor vi kan lave alt det vi har lyst til i Legoland, uden at skulle tage hensyn til de andre tre i familien. Hvis der er noget som kan få en otteårig drengehjerne i omdrejninger, så er det at få at vide (i lidt for god tid) at han skal i Legoland med far. Han tænker på det om morgenen, han tænker på det i skolen, på vej hjem i bussen og om aftenen når han skal i seng. Han snakker om det, og spørger hvad jeg synes er sjovest og hvad vi skal prøve først og hvad vi skal prøve mange gange. Hans sind er med andre ord totalt fokuseret på Legoland. Det kan jeg egentlig godt forstå, jeg husker selv hvor meget den slags kunne fylde mit hoved som lille, så der næsten ikke var plads til andet.

På samme måde som et barn kan glæde sig til at komme i Legoland, bør kristne glæde sig til at komme hjem til Gud i Himlen. Det bør fylde vore sind i så stor grad at vi kan overkomme denne verdens modstand og strabadser. Når vi har bare en rimelig idé om hvor stort det er at komme i Himlen, og for evigt være hos Jesus og aldrig mere skulle kæmpe i en syndig verden, så ved vi også at det er det værd.

Bibelens profeter forstod dette, og det gjorde at de kunne overkomme megen modstand. Såsom Moses hvorom der står i Hebræerbrevet:

“I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje.” Hebræerbrevet 11.24-26

Den løn Moses havde for øje, er den samme løn den kristne skal have for øje i dag, og hvilken løn, en løn som jeg ikke fortjener, men får på grund af Guds store nåde mod dem som tilhører Ham.

At min søn i dag glæder sig til Legolandsturen, kan jeg godt forstå, men jeg ser frem til den dag, at det han ser endnu mere frem til er at komme hjem til vores skaber og Gud i Himlen. For det er langt bedre og langt større end Legoland. Forresten så bliver man også træt efter en hel dag i Legoland (jeg er som regel fuldstændig smadret), men i Himlen bliver vi aldrig trætte. Som John Newton skrev i hans vidunderlige salme Amazing Grace:

“When we’ve been there ten thousand years,
Bright shining as the sun,
We’ve no less days to sing God’s praise
Than when we’d first begun”

Share on Facebook

En af de mest fornuftige beslutninger man kan tage som ung kristen, er at tage en uddannelse. Det har vist sig igennem kirkehistorien, og det er også sandt i dag. For at undgå misforståelse så vil jeg lige slå fast at det er ikke et krav at en kristen skal tage en uddannelse, men at det er en virkelig god og rigtig ting at gøre.
Der har været tendenser til nogen gange i kirkehistorien, og nogle steder i dag at afholde sig fra at tage en uddannelse, da nogen kirkeledere har anset det for at være spild af tid. For de kunne jo se og konkludere at Jesus kom snart, og så var der jo ikke nogen grund til at bruge tid på en uddannelse som der ikke var brug for. At Jesus kommer snart, bør være et element som altid er integreret i den kristnes liv. Men det er ikke meningen at vores tro på at frelseren snart kommer, skal sætte os i stå. Et andet argument kan være at man er bange for at blive påvirket af verdens tanker. Men helt ærligt, hvis vi skal være i stand til at argumentere imod verdens tanker, så er vi jo også nødt til at kende til dem.

Under romerriget var kristnes generelt højere uddannelse end gennemsnittet med til at man var nødsaget til at stoppe forfølgelsen af de kristne. Dengang var det sådan at mange ikke kunne læse, men hvis man skulle have et job i den offentlige administration, så var man nødt til at kunne læse. Da kristne havde sørget for at lære deres børn at læse, (fordi de så blev i stand til at læse i Guds ord), blev kristne en stor del af den offentlige administration, og fik dermed en del indflydelse i romerriget. Forfølgelsen af kristne fik derfor den konsekvens af det ødelagde effektiviteten af den offentlige administration, fordi de netop mistede så mange dygtige medarbejdere som var kristne. Og det var så mærktbart at man var nødt til at gøre noget for at stoppe det. Derfor kunne man se at det var en dårlig idé at forfølge de kristne, for man havde brug for dem i samfundet, og de løste tilmed deres opgaver med god samvittighed og var troværdige.
Det kan sagtens ske igen, ifald at kristne så også har gode uddannelser som er eftertragtede af samfundet.

Stå ikke bare udenfor
Udover at uddannelse kan gøre det nemmere for kristne at komme igennem tider hvor samfundet ellers opfatter kristne som fjender, så skal vi også være opmærksomme på at uddannelse kan give indflydelse. Eksempelvis kan der være nogen tendenser hos kristne til at beklage sig over det ene og det andet i samfundet, og så ellers bare se tingene fra sidelinien. Ofte har jeg hørt folk sige at sådan er det jo bare, og det vil bare blive værre og værre for det siger bibelen. Men det er en fatalistisk holdning som ikke bør høre hjemme hos kristne, for kristendom er netop ikke fatalistisk. Bør man ikke som kristen i stedet vælge at blande sig og komme med gode input, i stedet for bare at stå og se på? Kristne bør tro på at man kan være med til at ændre tingenes forhold, og bør derfor blande sig. Som Kevin Williams for nylig sagde i en prædiken han holdt i Danmark, så giver det mere mening at få en uddannelse som lærer og få indflydelse i undervisningssektoren, end det giver mening bare at klage sig over at undervisningsbranchen er ukristelig. Ja, hvis den virkelig er det, så skyldes det jo muligvis at der er for få kristne lærere. Så hvorfor ikke uddanne sig som lærer? Eller læge hvis man mener der er kommet alt for meget hedens overtro ind i sundhedssystemet såsom zoneterapi og akupunktur o.l. Hvorfor bare give op, når man kan få et medansvar og medindflydelse ved at tage en relevant uddannelse.
At man ved at tage en uddannelse så samtidig vil have nemmere ved at tage sig af sin familie fordi man har bedre muligheder for at få gode jobs med ordentlige indtægter, er bare en frynsegode som man ikke skal have det dårligt med.

Hvad kan en kristen gøre, og hvad bør en kristen gøre i samfundet?
Jeg vil til slut anbefale at høre Kevin Williams prædiken over dette emne som blev holdt i Esbjerg Frikirke i februar i år. Kevin havde undervist en hel weekend og afsluttede så med denne prædiken om søndagen. Og ret skal være ret, evangeliet om Jesus Kristus fylder ikke så meget i lige denne prædiken, og det er ellers noget jeg anser for meget vigtigt. Men det var tydeligt til stede i resten af undervisningen i den weekend. Og jeg kender Kevin og ved at det er normalt for ham at prædike evangeliet, så derfor ser jeg ikke noget galt i denne prædiken, i og med at det er fra en mand som er kendt for at prædike evangeliet som naturligt og centralt. Men lyt endelig til en balanceret undervisning om hvad den kristnes ansvar og muligheder er i denne verden, som vi også har et medansvar for.

http://www.esbjergfrikirke.dk/?p=3455

 

Share on Facebook

Jeg har tænkt en del over alle disse såkaldte profetkonferencer og profetmøder som der nogen gange bliver annonceret for i de kristne medier. Der er ofte et eller andet ved dem som virker forkert. For hvor stor en del af dem, er overhovedet fra Gud. Vore dages profeter afviger jo markant fra bibelens profeter. Det kan jeg ikke se at der skulle være noget bibelsk belæg for skulle være i orden.

Vore dages profeter er populære, de bliver solgt med ord som: Kom og hør profet Nameless tale ind i DIT liv. Profet Nameless har en tjeneste hvor han kan tale visdomsord ind i DIN situation. Lær at profetere og gå i det åndelige, og DU kan også erfare de åndelige sandheder som profet.
Men hvis man ser på bibelens profeter, så var det ikke ligefrem popularitet som var kendetegnende for dem. Tværtimod ser vi i bibelen at profeterne var udskældt, forfulgt, dræbt, talt dårligt om og lignende. De var ikke kendt for at sige det som folk gerne ville høre, men for at tale omvendelse. Var det helt galt, så talte de også om at Gud ville straffe landet med tørke, krig, fangenskab og besættelse. Det er godt nok lang tid siden jeg har hørt en profet i Danmark komme med sådan nogle profetier. Istedetfor har jeg hørt dem sige sådan her: “Gud vil give jer en kæmpekirke, og resten af byen skal se at I har succes, og at Gud er med jer” bare for at tage et eksempel. Nu har jeg ikke noget imod at man får en kæmpekirke og at Gud er med kirken. Men hvis man sammenligner den slags profetier med dem der er i bibelen, så ligner de faktisk mest de falske profeter, og her skal man nok passe på med at generalisere for meget. Jeg har vist et eksempel fra Jeremias nederst i dette indlæg.

Hvad er profetens opgave egentlig? Er det at tale smukke ord som kilder folk i ørene, og som kan give dem en “positiv åndelig oplevelse”? Eller handler det om at en profet skal være en der tør tale Guds ord, også selvom folk ikke har lyst til at lytte? Måske kan Leonard Ravenhill give os et svar på det et dette lille klip.

Share on Facebook

Så sker det, den 28 april kommer det som mange biografgængere venter på: Captain America Civil War får premiere i de danske biografer. Den skal nok gå hen og blive en pæn blockbuster, for superheltefilm er ret populære for tiden. Det kan der være gode forklaringer på, for superhelte kan være meget interessante personer, som Hollywood i dag er blevet gode til at gøre spændende at se på en storskærm.

Superhelte er ikke så ensrettede som mange tror, men ret forskellige personligheder. Spiderman er en teenager med for mange kræfter som har problemer med piger og privatøkonomien. Ironman er en arrogant rig playboy med alkoholproblemer der ser smart ud og har nørdede tekniske finesser. Superman er i bund og grund en ret kedelig person som blot har ekstreme superkræfter, og Batman er selvtægtsmanden som har noget lækkert gear og en barndom der har givet ham de traumer der driver ham til at kæmpe imod uretfærdighed. Og sådan kunne jeg fortsætte, men en af disse superhelte skiller sig markant ud fra mængden, og det er så ham der har hovedrollen i den nye film.

Captain America er ikke som de andre , (og ja jeg undskylder overfor jer som anser dette for at være en seriøs blog, at jeg kan finde på at tage en superhelt op som med så banalt navn som Captain America, og tilmed har noget virkelig kickset tøj på, men der er mening i galskaben). Han var oprindelig en hulbrystet ung mand, som ville melde sig frivilligt til anden verdenskrig for at bekæmpe nazismen. Han kunne tydeligt se nazismen var så uretfærdig og umenneskelig en ideologi at den måtte bekæmpes ligegyldig hvad. På grund af hans hulbrysthed og andre svagheder, kunne han dog ikke blive godkendt som soldat. Men får i stedet lov at blive en del af et eksperiment for at skabe supersoldater. Han får superkræfter og kommer til at kæmpe mod nazisterne, men pga en flyulykke oppe ved Nordgrønland (eller lignende) bliver han frosset ned i indlandsisen, hvor han først bliver fundet ca 70 år senere. På grund af hans superkræfter har han overlevet nedfrysningen og kan i dag kæmpe videre imod uretfærdighed.

Konservative værdier
Ok det var en lang indledning, men hold nu godt fast. For hvad sker der hvis man tager en mand fra fyrrerne i USA, og lader ham sove i 70 år og vågne op i vores tid? Så har du en mand med fyrrernes moral og holdninger, som nu lever i et nutidigt samfund. Captain America, har beholdt de gode konservative holdninger fra den tid han kommer fra, og mener stadig at de er værd at kæmpe for. Også selvom det så skulle betyde at han kommer til at tabe. Det handler altså ikke om muligheden for at vinde, men om at kæmpe for det der er rigtigt, også selvom det skulle betyde tab af eget liv. Med andre ord så kommer Captain America fra en tid hvor helte var helte og ikke så fokuserede på deres eget ve og vel.

Captain America er på disse og andre punkter en usædvanlig forbilledlig person. Han er en superhelt man kan relatere til, fordi han selv har været almindelig, ja faktisk svagelig. Samtidig er han ikke blevet ødelagt af hans superkræfter så at han gør sig selv til mere end andre. Han kan nemlig huske hvem han var før, og det han stod for. Det er ellers noget som andre superhelte ofte kan blive mere eller mindre negativt påvirket af, men ikke Captain America, han husker hvem han var, for han er stadig den samme person på trods af superkræfterne.

Prædiker forbillede i stedet for frelseren
Han er en mand som er nem at se op til, og samtidig giver han håb fordi det er rart at se der findes folk som Captain America (selvom han jo ikke findes i virkeligheden). Alt andet lige er der ikke noget galt i dette, så længe Captain America forbliver i tegneserierne og biograffilmene. Men når Captain America bliver prædiket fra kirkernes prædikestole så er der noget galt. For alt for mange præster prædiker reelt set et budskab som handler mere om Captain America, end det handler om Kristus.

For når man kun prædiker Jesus som et forbillede vi kan se op til, og ikke prædiker Jesus som den eneste frelser der kan udfri os fra synden, så er det ikke Jesus, men Captain America der er blevet prædiket.

Mange præster prædiker ikke Kristus så at synden i vores liv bliver så tydelig, at vi kan se vi har brug for at bliver frelst fra synden. De prædiker i stedet en der er et forbillede, en som vi kan se op til og som vi kan have det godt med. Med andre ord, de prædiker en som har mere til fælles med Captain America end med Jesus. Desværre kan Captain America ikke frelse nogen fra evig fortabelse, det er kun den sande Jesus der kan det. Vi kan altså ikke nøjes med at prædike Jesus som et forbillede, eller som en der bare giver os håb i en verden fuld af uretfærdighed. Vi har brug for at prædike den Jesus som gav sig selv hen for os, for at vi måtte blive sat fri for syndens løn og få fred med Gud i stedet. Den Jesus som viser at vi har så uendelig meget brug for Ham for at vi må kunne blive frelst, har vi brug for at høre om.

Præster kan være populære fordi de prædiker Captain America
Men vi har ikke brug for at høre om en person der minder om Captain America når vi burde høre om den sande Jesus. Rigtig mange præster der prædiker et sådan Captain America-budskab kan godt være overordentlig populære. Jeg ved om mange pastorer som menighederne er superglade for, for det er sådan nogen gode prædikener han holder, siger de. Men ofte synes man det er gode prædikener fordi de ikke er provokerende, fordi de ikke peger på den synd der er i vores liv, fordi forkyndelsen bare er rar, inspirerende og spændende at høre på og kan give os et eller andet diffust håb om at der er en der nok skal få styr på de ting der er i vejen. Fuldstændig ligesom Captain America gør det, for det er elementer der også kendetegner ham. Captain America er helten du nemt kan se op til, og have som forbillede, men ikke på en måde der gør at du får det dårligt med din synd selv og tænker:”Jeg har brug for at være afhængig af Jesus og tilhøre Ham”. Nej i stedet tænker man ”Sikken mand, sikke et menneske” om Jesus og det er ikke nok. Men når man hører om den sande Jesus og får ham forkyndt som Han virkelig er, så betyder det at jeg får det dårligt med min synd, og kan se at jeg har brug for at Jesus frelser mig fra min synd. Forstå mig ret, jeg ønsker mig ikke tilbage til en eller anden form for mørkekristendom, hvor vi bare skal have det dårligt med os selv og gå rundt i evig skam. Det ville være trist. Men en sand og klar forkyndelse af Kristus vil også betyde at synd bliver fremstillet som forbrydelse i Guds øjne, og at vi kan se vi er skyldige syndere fortjener Guds evige straf. Det var også normalt da Jesus selv gik her på jorden. Da Peter havde sin første store oplevelse med Jesus var hans reaktion at Jesus måtte gå væk fra ham, fordi han (Peter) var en syndig mand.

Derfor lad budskabet om Jesus bliver prædiket fra de danske prædikestole, og budskabet om Captain America blive vist i de danske biografer. Vi kan nok ikke forvente at det bliver normalt at evangeliet bliver vist i de danske biografer, men vi bør forvente at det er evangeliet der bliver prædiket i kirkerne, og ikke acceptere hvis vi hører noget som ikke er evangeliet!

Share on Facebook

Hvile er en vidunderlig ting. At hvile sig når man kommer hjem fra arbejde, hvile sig på sofaen om aftenen, hvile sig i weekenden eller hvile sig i ferien. Men at hvile sig er ikke en selvfølge. Det er Gud selv der opfandt hvilen, hvilket vi kan se i første mosebogs andet kapitels andet vers:

” På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.”

Der er faktisk meget fokus på hvile i bibelen, så det er tydeligt at Gud ønsker at vise os at det er en god ting at hvile sig. Men den bedste hvile man overhovedet kan få, er hvilen i Kristus. Det er langt bedre end at tage en hviler efter en hård arbejdsdag. Langt mere givende end at slappe af i weekenden. Og endnu mere vidunderligt end den bedste søvn man overhovedet kan have i sin seng.

Gud vil at mennesket skal have den bedste hvile hjemme hos Ham i Himlen, og derfor søger Han os, så vi kan komme hjem til Ham. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at se på den anden side. Dem som vælger Gud fra, vælger samtidig kun at have mulighed for at hvile sig her på jorden. For dem som dør uden at have Kristus som Herre og Frelser, er der ikke nogen hvile, og vil aldrig blive nogen hvile. Fortabelsen er et sted hvor der ikke er nogen hvile. Der er kun anstrengelser, smerte, gråd og tænders gnidsel. Hvor forfærdeligt må det ikke være at være et sted hvor det man higer efter aldrig nogensinde vil være at finde. I stedet for er der kun håbløsheden tilbage. Det er trist at nogen vælger at bruge den hvile de kan få her på jorden til at “hvile” fra at høre på Guds kald til dem. At de vælger at sige ”Det med Gud gider jeg ikke bruge tid på”, eller ”Jeg orker ikke at bruge tid på kristendom og kirke”, er paradoksalt. For det viser jo at man på den ene side godt kan lide at hvile sig, men ønsker ikke at sige tak til Ham der har givet dem mulighed for at hvile.

Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Mattæus 13.49-50

I stedet for kun at glæde sig over hvilen vi kan få her på jorden og spilde den på at afvise Guds kald, så burde man glæde sig over den hvile vi kan få her på jorden på en måde der gjorde at vi begynder at søge Ham som giver den rigtige hvile, og som vil give os at vi får del i den evige hvile. Den bedste hvile er hos Gud, og den hvile kan vi allerede få en vidunderlige forsmag på allerede her på Jorden I Kristus.

Share on Facebook

Hvad skal jeg gøre for at blive god nok i Guds øjne? Hvad kan jeg gøre for at Gud kan se at jeg virkelig vil Ham? Hvordan kan jeg være sikker på at Gud har accepteret mig, når jeg ikke synes jeg gør nok? Alle tre spørgsmål kan ikke besvares med et positiv svar, hvis jeg ikke forstår hvad det er Jesus har gjort for mig. For jeg kan ikke i egen kraft blive god nok i Guds øjne, ligegyldigt hvor meget jeg gør. Og uanset hvor meget jeg anstrenger mig i bøn, lovsang og faste m.v. så vil det heller ikke kunne bruges til at få Gud til at se at jeg virkelig vil Ham. Men hvis jeg finder ud af hvorfor Gud har accepteret mig, og at det ene og alene skyldes Kristi offer på korset. Kristi død, soneoffer og opstandelse gør at jeg i dag er accepteret af Gud. Ja, pga. Kristus er jeg nu god nok på trods af at jeg i mig selv ikke er god nok. Og jeg er god nok i Guds øjne i dag, fordi at når Gud ser på mig, ser Han sin søn, og ikke den gamle syndige René. Så det afhænger ikke længere af mig som er utilstrækkelig, men af Jesus som har opfyldt alle lovens krav. Dem jeg ikke kunne overholde i hverken gerninger eller i mit hjerte. 

Når man begynder at se og forstå hvad Jesus død og opstandelse betyder, så er det også at man som kristen kan begynde at forstå hvilke uovertruffen hvile vi har fundet i Kristus. En hvile som gør at det ikke længere afhænger af mig, men af Ham som har vundet en mægtig sejr over synden og djævelen, og den sejr har Han givet mig del i. Ufortjent vel at mærke. Det er ikke en hvile der gør at jeg er ligeglad med mit liv i dag, og heller ikke en hvile der gør at jeg lever som jeg selv vil. Men en hvile som gør at jeg i taknemmelighed til Jesus har lyst til at tjene Ham. For den kristne der har fundet hvilen i Kristus, lever i overbevisning om at det ikke er hans gerninger der gør at Gud ser Ham, for det har Jesus allerede sørget for. Men fordi Jesus har sørget for det, har den kristne lyst til at tjene Ham som gav hvilen og frelsen. Og tjene Ham med ånd og sjæl og samtidig leve i hvilen.

 

Share on Facebook