Et ofte brugt argument imod kristendom, er at kristne er uenige om så mange ting. Årsagen til kristne er uenige, er at vi tolker bibelen forskelligt, og hvordan kan man så finde ud af hvem der har ret?
Lutheraneren Jón Poulsen som jeg lavede en video med for nylig har netop lavet en video om dette, som jeg synes er værd at dele.

Jón har åbenbart mødt de samme typer som jeg. Eksempelvis folk som mener at deres åbenbaring af isolerede skriftsteder er mere sande, end det som bibeltro kristne har ment igennem to årtusinder. Jón kommer med en glimrende forklaring på hvorfor dette både er ubibelsk, og slet ikke en måde vi skal læse bibelen på.

Men er jeg så enig med Jón i alt i denne video?
Nej, det er jeg ikke, og det er ikke noget problem. For jeg er rigtig meget enig i den vinkling på han benytter sig af. Eksempelvis taler han om at noget i bibelen er deskriptivt, og andet er præskriptivt. Dvs. noget er beskrivende i forhold til hvad der skete dengang, og andet viser hvordan det skal gøres og være fremover. Lige præcis her er Jón og jeg uenige om dåben. Hvor jeg som bibeltro baptist, mener at det vi ser i bibelen om dåb er præskriptivt, og Jón mener det er deskriptivt (hvilket kan forklare hans holdning til barnedåben). Men på mange andre punkter ved jeg at vi er mere enige om hvad der er deskriptivt, og hvad der er præskriptivt.
Men at vi ser forskelligt på dåben, ser jeg netop ikke det store problem i. Og Jón forklarer også hvorfor det kan være ok at være uenig om noget i bibelen, så længe det også er på et rigtigt grundlag man er uenig.

Faren ved at læse bibelen forkert
Der hvor jeg synes han rammer plet, er hvor han viser hvordan folk kan finde på at tage et bibelvers helt ud af den kontekst den står i, og så give det en ny mening. Det har jeg oplevet ret meget i særlig de karismatiske kredse da jeg kom der. Her var det tit mere et tegn på at man havde en større åbenbaring, end det var et tegn på dårlig bibelforståelse. Men det at give et skriftsted en ny forståelse (baseret på ens personlige åbenbaring) kan nemt medføre trosmæssige skuffelser. For hvad nu hvis ens forståelse var så langt væk fra den bibelske sandhed, at det så viste sig at det man troede, aldrig kom til at holde stik? Tja, jeg har mødt folk der har været skuffet over livet, af både den ene og den anden årsag, og det kan være ganske normalt. Men at være skuffet fordi man troede Guds ord viste noget det ikke viser, er ødelæggende for ens tro. Så hellere bygge på det vi kan vide er helt sandt, i stedet for noget vi forstår forkert.

Share on Facebook

I dag kan man i medierne læse at celebrity-præsten Johannes Møllehave er død. Han blev 84 år, og var elsket af mange. Mest pga. hans humor, og levende væsen. Men Johannes Møllehave har skadet folks opfattelse af kristendom, og har været med til at gøre antinomianisme (lovløshed) til noget der blev normalt i kirker.
Og inden jeg fortsætter så ved jeg at der nu er nogen der vil mene at man ikke skal skrive negativt om de døde. Men det er hverken et bibelsk argument, eller et fornuftigt argument. Og det jeg skriver her mente jeg før han døde, og jeg har ikke ændret mening.

Tæt på evangeliet
Møllehave var tankevækkende nok i stand til at prædike noget der var meget tæt på evangeliet. Men i stedet for at tage Jesu alvorlige ord om omvendelse alvorligt, så misbrugte Møllehave evangeliet til at leve i synd. Møllehave og hans afdøde hustru Herdis Møllehave var kendt for at leve i åbne seksuelle forhold. De var altså ikke hinanden tro, men levede i et udpræget promiskuøst forhold, og de var tilmed stolte af det. Hertil har Møllehave også erkendt at han har følt sig nødsaget til at gå til prostituerede for at kunne udleve hans seksuelle fantasier. Og det er bare toppen af isbjerget.

Men hvorfor og hvordan kunne Møllehave leve sådan, og samtidig være præst? Svaret er at han var universalist. Han mente at alle kommer i himlen. Engang i P1 sagde han ( i halvfemserne) at selv Hitler var i Himlen, for han kunne ikke acceptere en Gud der sendte mennesker til evig fortabelse. Med andre ord, så mente Møllehave at han var så intelligent at han kunne sige hvilke dele af bibelen der var sand, og hvilke dele man ikke skulle tro på. Og han mente ikke man skulle tro på det Jesus sagde om evig fortabelse. Konsekvensen af det blev at Møllehave i virkeligheden levede som en satanist. Ja, undskyld mig, men det er desværre sandheden. Satanismens højeste bud, er jo at man skal gøre hvad man vil. “Do what thou wilt, shall be the whole of the law” er satanismen i en sætning, og lige præcis dette gjorde Møllehave.

Shakespeare ja, bibelen nej
Men kan jeg da ikke sige noget godt om Johannes Møllehave? Jo, det kan jeg bestemt godt. For han var en fantastisk formidler af Shakespeare, og havde en vidunderlig forståelse og evne til at formidle hvad meget klassisk litteratur handler om. Så hvis jeg eksempelvis havde brug for at vide noget om Cervantes, eller Dostofjevski, ja så var Møllehave en guldgrube af letspiselig information. Og ønskede jeg at forstå Shakespeares værker bedre, uden at det blev for akademisk, så var Møllehave manden jeg gik til (og det vil jeg nok også gøre i fremtiden). Men hvad angår forkyndelsen, så vil jeg ikke have med ham at gøre, for han var så tæt på sandheden, og alligevel milevidt forkert på den.
Jeg er faktisk bange for at hver gang Møllehave har stået på en prædikestol, så prædikede han en dom over sig selv, i og med at han ikke tog Guds ord alvorligt nok til at omvende sig fra sit syndige liv. En mand der er stolt af sin synd, i stedet for at skamme sig over den, burde ikke stå på en prædikestol.

Desværre fik Møllehave også prædikatet “Hele Danmarks præst”. For vi danskere ville hellere have en præst der prædikede en Gud der sagde vi kan leve som vi har lyst til uden konsekvenser, end vi ville have en præst der prædikede sandheden.

Du kan læse mere om hans liv her: https://www.bt.dk/kendte/snoed-doeden-utallige-gange-nu-er-johannes-moellehave-doed-efter-laengere-tids

Share on Facebook

I mit sidste indlæg, kunne man se en video, hvor Pastor Jón Poulsen og jeg, talte om kritik og bedømmelse i kirken. Det har vi dejligt nok fået nogle gode reaktioner på.
Men jeg kom i den forbindelse til at tænke på hvordan vi skal forstå det når Paulus taler om nådegaven at bedømme ånder. Her skriver han i første Korinterbrev 12.10:

“Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.”

Umiddelbart virker dette som noget meget åndeligt og åbenbaringsmæssigt hvis man kun ser det i denne kontekst. Desværre ved jeg også at der er nogle som anser særlige folk med særlig åbenbaringsevne for at skulle være i stand til at bedømme ånderne. Men hvis vi ser på hvad der ellers står i bibelen herom, så er det muligvis ikke helt sådan det skal forstås. Johannes skriver eksempelvis følgende indledning til hans det første brev vi har fra ham:

“Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.”

Og så beskriver han bagefter hvordan man eksempelvis kan teste dette, og det tager udgangspunkt i noget vi kan finde i skriften.
Hertil kan vi se i det gamle testamente, at de profeter der gik imod de forkerte ånder som Israel havde lukket op for den ene gang efter den anden, de havde en ting til fælles. De kendte Guds ord! De forstod store dele af Guds ord, og de kunne se at det der skete var i uoverenstemmelse med Guds ord.
Og lige præcis her mener jeg at nådegaven til at bedømme ånder starter. Hvis man ikke kender Guds ord, så skal man nok tage sig i agt for at “bedømme ånder” offentligt. Og i stedet starte med at (ja du gættede rigtigt) studere Guds ord.
Og hvad nu hvis man så er blevet god til at bedømme ånder, behøver man så stadig studere bibelen?
Ja, det har man da selvfølgelig. Jeg har set triste tilfælde af folk som var “gode” til at bedømme det ene og det andet i kirken. Som så gik hen og blev så fokuserede på bedømmelsen, at de til sidst glemte at holde sig til skriften. Nogle begyndt tilmed at prædike vranglære, fordi de var mere påvirket af de ting de bedømte end bibelen. Vi kan med andre ord, blive så selvsikre at vi mister sikkerheden.
Men hvad end man ønsker at bedømme ånder eller ej, så har man som kristen et behov for at vende tilbage til bibelen igen og igen, og gerne jævnligt, som for eksempel hver dag. Find ud af hvad denne verdens skaber har at sige til dig, så Han kan vejlede dig igennem livet, og give dig et liv hvor du kan lære at gå på livets vej, og ikke på fortabelsens vej. Hvis du så samtidig skulle blive god til at bedømme ånder, så tag den del med. Men gør det i lyset af Guds ord, og ikke i lyset af en “personlig åbenbaring” som kun du selv kan forstå.

Du kan se det forrige indlæg på dette link, hvor videoen også er:

https://sand.omvendelse.dk/hvornar-ma-man-kritisere-en-samtale-med-jon-poulsen/

Share on Facebook

Jeg havde i sidste uge, en snak over ZOOM (og dermed Coronafrit) med Jón Poulsen, som er pastor i Ølgod Valgmenighed. Han havde spurgt om han og jeg der kommer fra forskellig kirkebaggrund kunne samtale om hvornår kritik er i orden, og hvornår det kan komme ud på et vildspor. Men vigtigst af alt, hvad siger bibelen om dette emne. Det kom der en god længere snak ud af. En ting soom jeg syntes var ret givende ved denne samtale, er bl.a. at Jón som jo er uddannet teolog, og jeg som er uddannet økonom og matematiker, begge kan se at der er et behov for at kirkens folk er i stand til at tænke selv, og ikke bare tage alt for gode varer. Det er jo ikke meningen man blot skal lægge hele dette ansvar over på ens pastor. Men selv være tænkende og vurdere det man hører i lyset af Guds ord.
Men lyt selv og se om du også kan få noget ud af vores snak.

Share on Facebook

Der findes en underlig tendens hos kristne, der går ud på at at sige ordsprog så tit at man nærmest tror at det er Guds ord. Som dengang jeg kom i pinsevækkelsen, da fik jeg at vide at tungetale var et sprog som djævelen ikke forstod. Når jeg så spurgte folk hvor det stod henne, så var der ingen der rigtig kunne svare på det. Hvis der endelig var nogen der kom med bibelhenvisninger, så var det tydeligt at se at det intet havde at gøre med at djævelen ikke forstod tungetale. Men det skulle jeg åbenbart ikke spørge om sådan noget, for sådan var det bare. Selv min gamle erfarne præst ville ikke have at jeg stillede sådan nogle “voldsomme” spørgsmål som jo kunne undergrave gammel pinseteologi.
Nåh, men nu er det ikke for at hænge pinsefolk ud det her, men blot for at tage et eksempel som jeg havde erfaret fra min kirkelige baggrund. Men jeg har oplevet at der er masser af andre floskler som kan findes hos kristne som ikke har sit udspring i bibelen. For eksempel den her:

“Når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue”.

Den har jeg godt nok hørt rigtig mange gange, men jeg har aldrig nogensinde læst det i bibelen. Man havde jo heller ikke vinduer dengang på samme måde som man har i dag. Men er der alligevel ikke noget om snakken? For det meste vil jeg da sige ja. Ofte lukker Gud en dør for os, men viser os en anden vej i stedet. Men er det virkelig en lov eller regel at Gud altid åbner et vindue, eller en anden dør når han lukker en dør?
Slet ikke. Der er døre som Gud lukker uden at lukke nogen som helst andre op. Når Gud sender folk til evig fortabelse, så er der ikke nogen anden udgang. Døren er lukket, og lukket for evig. Og der kan være mange andre eksempler på at Gud ikke lukker nogle andre døre eller vinduer op, som ikke er helt så voldsomme. Men det er ikke noget Gud har lovet, men ja, Han gør det nogen gange, men ikke som en lov.
Men hvor har folk så udtrykket fra? Ja, i dette tilfælde er den kilde som jeg kan finde en egentlig ret god film fra Hollywood. Nemlig “The Sound of Music”: Her bliver det ovenikøbet sagt mindst to gange. Første gang da Maria forlader klosteret, og anden gang da hun snakker med den unge Liesl om kærlighed (som dog viser sig at visne hurtigt da den unge mand Liesl er forelsket i, er en glødende nazist).
Og ja det lyder rigtig dejligt, og hvordan kan man dog sige at det ikke skulle passe, når det lyder så smukt, og bliver sagt i så flot en musical?

Ikke desto mindre, så bør kristne bygge deres tro på det der står i bibelen, og ikke på floskler som lyder rare og smukke, heller ikke selvom de bliver sagt i en berømt Musical. Hvilket er svært for mig at acceptere, for jeg har virkelig en svaghed for de gamle musicals. Særlig dem med Fred Astaire og Gene Kelly. Men det har jo ikke noget med sagen at gøre.

Anyway, har du brug for at høre Maria sige de berømte ord, så er de her:

Share on Facebook

Jeg var engang til en teologisk konference. Det var et sted hvor jeg ikke plejede at komme så meget, men der var en del der åbenbart kendte mig der, så det blev en rigtig god oplevelse at være der. For jeg mødte rigtig mange som jeg kun havde mødt på nettet før, og nu kunne have rigtige samtaler med. Men så til en af spisningerne kom der en som jeg ikke havde set før, og satte sig ned ved siden af mig og sagde “Goddag René Vester”. Jeg vendte mig mod ham og så en mand med et kæmpestort kors hængende rundt om halsen. Altså det var sådan megastort kors, nærmest sådan lidt firserhiphopagtigt. Bortset fra at det her ikke var et vækkeur, men et kors. Jeg blev sådan helt wow det var da godt nok et stort kors at rende rundt med, får du ikke ondt i nakken?


Jeg fandt så ud at at jeg havde mødt ham før, men kun online. Og de samtaler havde næsten altid været sådan nogen overteologiske snakke, hvor det mere handlede om at Hans teologi, som åbenbart var meget stram og manglede en god del kærlighed ( i mine øjne) var den eneste rigtige. Og han var simpelthen så belæst en person at han kunne argumentere for både det ene og det andet som skulle være bibelsk, fordi han vidste jo hvornår han havde ret, og andre havde fejl.
Ok, jeg tænkte at jeg ikke lige orkede endnu en teologisk snak med ham der ved frokostbordet, så det blev bare smalltalk, og det var da ganske hyggeligt endelig at møde ham face to face. Men der var en ting som undrede mig. Hvis man er kristen, og ønsker at andre skal kunne se at man er en kristen, bør det så ske ved at have et kæmpestort hip hop agtigt kors hængende rundt om halsen? Eller er det vore gerninger (og ord) som folk skal kunne genkende Kristus igennem? Ja, okay det var et retorisk spørgsmål. Men jeg syntes faktisk at det kæmpestore kors han gik med, mere gik hen og blev et udtryk for hans manglende evne til at pege på Kristus. Han var vildt dygtig til at argumentere for sin teologi (hvad end han havde ret i sin teologi eller ej), men at pege på Kristus som en naturlig del af sit liv, havde han tilsyneladende så svært ved, at han måtte bruge tunge fysiske religiøse symboler.
Og nej, jeg er ikke imod at folk går med kors, men det her var bare så voldsomt og alt for overvældende.

Men på den anden side, så kan jeg godt forstå manden. For det kan nogen gange være svært at lade Kristus skinne igennem ens liv. Ja, ikke bare nogen gange, det er faktisk svært, og det er virkelig noget jeg fejler i den ene gang efter den anden. Og så kan det jo være nemt at tage et stort kors på, eller købe en T-shirt hvor der står et eller andet som nærmest brøler “Se Min Kristendom”. Ja, sådan nogle T-shirts havde jeg selv i min kåde ungdom. Men spørgsmålet er om det ikke vil være bedre for os at gå til Kristus, og bede Ham om at vi må blive mindre, og at Han må blive større i os? Det er ikke den nemmeste bøn at bede, fordi vi jo reelt set elsker os selv, men ikke desto mindre så er det en vigtig og rigtig bøn at komme til Gud med. For jeg vil også hellere at folk kan se Kristus i mig som noget naturligt, i stedet for noget påtaget. Jeg vil hellere at folk kan se at mit liv også afspejler den Gud der har frelst mig. Det kan jeg heldigvis ikke klare i mig selv. Men jeg kan glæde mig over at Gud ønsker at gøre det igennem mig.

Share on Facebook

På det seneste har der været en del angreb på en af de mest bibeltro og dygtige forkyndere som vi har i dag. Der har været lavet flere ”dokumenterede videoer” og diverse blogpost som har anklaget MacArthur for at leve et liv i overvældende rigdom, og for at være nepotist, og jeg ved snart ikke hvad. Personlig har jeg fundet de fleste af disse anklager tåbelige, fordi de ikke giver nogen mening. MacArthur har nemlig vist at der er en ting som betyder absolut allermest for ham. Og det er forkyndelsen af et klart evangelium ved at pege på Jesus Kristus som vores eneste håb. For mig at se er jeg ret ligeglad med om en forkynder er vanvittig rig, eller fattig. Det er ikke det jeg fokuserer på. Men selvfølgelig kan jeg ikke støtte at forkyndere er blevet rige på andres bekostning, som eksempelvis Joyce Meyer, Benny Hinn o.l. har gjort ved at påstå at folk kan få rigdom i overflod ved at give til lige præcis deres tjeneste. Den slags er ikke andet end misbrug af Guds ord. Men om en forkynder har været god til at administrere sin indtægt og det evt. skulle have medført at man har mere end gennemsnittet, ja, det rør mig ikke. At være kristen er ikke det samme som et forbud mod rigdom. Men det er heller ikke nødvendigvis lig med rigdom, som nogen fejlagtigt påstår.

Er der ikke hold i anklagerne?
Men spørgsmålet er så om nogen af anklagerne mod MacArthur så er i orden, og måske på sin plads. Tja, Justin Peters som jeg engang har haft den glædelige fornøjelse af at have mødt, har interviewet Phil Johnson om disse anklager, og det er ret morsomt at se hvordan disse anklager falder til jorden igen og igen, når man hører årsagerne til den ”mængde af rigdom” som MacArthur åbenbart skulle have.
Når det så er sagt, så skal det ikke være sådan at bare fordi man er en ”særlig Guds mand”, at man så skal fritages for kritik. Det ville jo være hykleri af mig at påstå noget sådan, og jeg er sikker på at MacArthur heller ikke mener at han skal beskyttes imod kritik.
En der fik meget kritik var Charles Spurgeon. På trods af at man kalder ham for prinsen af forkyndere, så var det slet ikke unormalt at han blev kritiseret. Noget af kritikken kunne han ikke tage alvorligt, men han var faktisk glad for noget af den kritik han fik. Særlig en bestemt person som han jævnligt fik kritik af, men som han aldrig fandt ud af hvem var, satte han pris på. Spurgeon fik anonyme breve fra ham, men satte stor pris på særlig denne persons kritik. Han lyttede og læste hvad folk havde af indvendinger, for hvad nu hvis de havde ret?
Hverken Spurgeon eller MacArthur anså eller anser sig selv for at være så hellige at de kunne gå ind under ”Rør ikke Guds hellige” som visse folk i særlig trosbevægelsen misbruger.
Men en ting som jeg har lagt mærke til ved flere af dem som kritiserer folk som Paul Washer og John MacArthur. Det er at de ofte er langt mere fokuserede på at kritisere andre, for at være forkert på den, men det som de selv mangler er en tydelig fokus på Kristus.

Alle er dumme bortset fra mig
Ofte virker de fuldstændig ligesom Kim Andersen fra Tagryggen.dk. Han har igennem mange år kritiseret og kritiseret og kritiseret. Men pege på Kristus gør han ikke. Han har tilmed forudsagt Jesu genkomst mindst to gange, og har ikke kunne tåle at blive kritiseret for dette (selvom begge tidspunkter er blevet kraftigt overskredet).
Disse folk der kun kan finde ud af at kritisere, men de kan ikke finde ud af at prædike evangeliet, og derfor er de ikke værd at høre på. På trods af hvad de ellers siger af ting og sager.
Justin Peters er til gengæld god at høre på, og en af de mest behagelige mennesker jeg har mødt. Han er kritisk, men Kristusfokuseret og bibeltro.
Årsagen til han ikke spurgte MacArthur om disse ting kan jeg fortælle er, at han ved MacArthur ikke synes han skal bruge tid på at forsvare sig. Han ser sin opgave som forkyndelsen af Guds ord, hvad end det er gode eller dårlige tider. Man kan se Justin Peters video her:

 

Og en af anklagevideoerne kan ses her hvis man ønsker det.

Share on Facebook

Helvede, er det ikke bare noget man brugte til at skræmme folk med i middelalderen?

Tja, det er rigtigt nok, at mange har brugt Helvede til at skræmme folk, så man bedre kunne få dem til at underordne sig konger og kirker. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Helvede ikke eksisterer.

For at finde ud af om Helvede findes, og hvem der ender der, er vi nødt til at gå til Bibelen for at finde ud af, hvad den siger.

Jesus talte meget om Helvede
Den person i Bibelen, der taler mest om Helvede, er faktisk Jesus. Hvis man læser de fire Evangelier, finder man ud af, at Jesus talte rigtig meget om Helvede. I Mattæusevangeliet taler Han oven i købet mere om Helvede end om Himlen.

“Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.” (Matt 5:29)

Dette Bibelvers viser meget klart, at når Jesus talte om Helvede, så var det for at advare os. Det var ikke for at skræmme os, men for at vi måtte forstå, at medmindre vi vender om fra vores eget liv, så er det kun den evige fortabelse, vi har i udsigt. Og eftersom vi alle skal dø, er det vigtigt at finde ud af, hvor man ender, når man dør.

“Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” (Matt 23:33)

Dette sagde Jesus til Farisæerne, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, eftersom Farisæerne blev anset for at være de mest hellige i det Jødiske samfund. Problemet var ikke, at de var Farisæere, (der var nemlig også nogle Farisæere, der valgte at tro på Jesus).

I stedet for var deres problem, at de syntes, de var gode nok i sig selv. Men ingen har fortjent at komme i Himmelen, for der står i Rom 3.23, at “alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”, og derfor fortjente disse hellige Farisæerere også Helvede.

Hvem kommer så i Helvede?
Ja, i princippet så burde alle mennesker komme i Helvede. Men sådan er det heldigvis ikke. Men der er mange, der ender der, hvilket er det mest forfærdelige sted at være overhovedet. Hvordan der er i Helvede, bliver forklaret lidt senere. “Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.” (1 Kor 6:9-10)

Ingen uretfærdige kommer i Himlen, siger Paulus, efterfulgt af en forklaring på, hvem der er uretfærdig. Det vil sige, at de uretfærdige kommer i Helvede i stedet for. Der er nemlig kun to steder, man kan ende, når man dør. Der er nogle, der mener, at det er nok at tro på Jesus og så alligevel leve i synd. Men Skriftstedet viser tydeligt, at det ikke kan lade sig gøre.

Men hvem kan så blive frelst?
Vi kan få vore synder tilgivet, hvis vi vender om fra vort syndige liv. Læg mærke til, hvad Paulus skriver i det næste vers. “Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd.” (1 Kor 6:11)

Der var altså nogle af dem, der havde levet i synd, men sådan levede de ikke mere. De havde med andre ord vendt om, og fået tilgivelse for deres synder ved at tro på Jesus.

Hvordan er der så i Helvede?
En ting er helt sikkert, der er ulideligt varmt i Helvede. Det står der indtil flere steder i Bibelen. Men der er heller ingen vand, så folk der er der, er ekstremt tørstige (se Luk 16:19-31), men de skal aldrig få vand at drikke igen.

Der er ingen udvej fra Helvede. Når man først er kommet dertil, så er der ingen vej tilbage, hvilket bringer os til næste punkt. Helvede er for evigt og altid. Det holder aldrig op, og der er ingen hvile i Helvede. Så selvom man bliver træt, så vil der aldrig nogensinde være hvile. “Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile”. (Åb 14:11)

Helvede er det mest forfærdelige sted for et menneske at ende. De, der ender der, vil i al evighed forbande den dag, de blev født. De vil forbande alle de gange, de hørte Evangeliet om Jesus Kristus og sagde NEJ til det, fordi de havde nok i sig selv. De vil mindes alle de gange, hvor de havde muligheden for at vende om fra deres synder og alligevel valgte at leve i mørke.

Der er intet godt i Helvede. Der er ikke noget at lave, der er ingen fællesskab i Helvede, og der er ingen nydelse overhovedet.

Hvordan kan en kærlig Gud sende folk i Helvede? Det forstår jeg ikke
Lad os få en ting på det rene. Gud ønsker ikke, at nogen skal dømmes til evig ild i Helvede. Derom er Bibelen meget klar. Det mest kendte Skriftsted for dette er Joh 3:16: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Så Gud sendte altså sin Søn, så vi kunne undgå at gå fortabt og i stedet for få evigt liv. Men det er ikke ensbetydende med, at alle kommer i Himlen – sådan som nogen fejlagtigt prædiker. For hvis vi læser de vers, der kommer bagefter, opdager, vi at Verden er dømt i forvejen.

“For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud”. (Joh 3:17-21)

Det vil sige, at vi alle er dømt, medmindre vi vælger at omvende os og følge Jesus. Men, siger du måske, der stod jo i vers 16, at det er nok at tro på Ham. Ja, det stod der, men du må forstå, at det at tro på Jesus Kristus indebærer, at du tror på, at det Han siger er sandt. Og Han siger, at vi skal vende om fra vore synder, hvis vi vil undgå den kommende dom.

Guds kærlighed ligger i, at da vi alle var fortabte, tænkte Gud, jeg vil frelse dem, der vil frelses. Dem, der vil frelses, skal følge min Søn, og dem, der ikke vil frelses, må følge sig selv eller hvem, de vil.

Gud kunne godt have ladet os alle gå fortabt, men Hans kærlighed ligger i, at Han selv valgte at blive menneske og dø på et Kors for vores skyld, så at vi kunne undgå den selv samme Guds vrede.

Er du i tvivl om dette virkelig kan være rigtigt?
Så må du finde ud af, hvad Bibelen siger. Start med at læse Det Nye Testamente. Find ud af, hvad Jesus siger, og hvis du når frem til samme konklusion, så find ud af, hvorhenne du vil være i evigheden.

Share on Facebook

Ok, jeg er ved at være godt og grundig træt af Corona-nedlukningen. Og jeg ser frem til at vi kan lukke samfundet op igen. Men midt i al den irritation kan jeg dog glæde mig over et arrangement som ikke blev til noget. Frikirkenets lederkonference for 2020. Den skulle have været afholdt i efteråret, men blev aflyst netop pga. Corona. Men spørgsmålet er jo så om dem der skulle have været med, egentlig gik glip af noget særligt?
Egentlig ikke. Talernes som var sat på var ikke kendt for at være særlig gode til at prædike evangeliet om Jesus Kristus i forvejen. Men mange kender dem nok som folk der er ret gode til at promovere de nyeste og smarteste kirkevækstkoncepter fra USA. Koncepter der sjovt nok altid er renset for evangeliet.
Men ikke nok med det, så var det interessant at se at der var gæstetalere på som de færreste anser for at være kristne. Her vil jeg lige nævne tre af dem:

Ulrik Hagerup, journalist og har været chefredaktør og nyhedsredaktør hos Danmarks Radio.
Henrik Dahl, forfatter, sociolog og folketingspolitiker (for Liberal Alliance).
Joy Mogensen, kultur- og kirkeminister og har været borgmester i Roskilde for Socialdemokratiet.
Se mere her: https://frikirkenet.dk/lederkonferencen

Ok, jeg kan godt se gode argumenter for at invitere disse folk til en konference i fald den handler om nyheder og/eller politik. Men hvorfor man skulle invitere disse tre personer til en kirkelederkonference er ganske enkelt uforståeligt. Medmindre det handler om at Frikirkenet tror at vejen frem er ”venskab med verden”. Jeg ønsker ikke at hænge de tre personer ud her, for de gør intet forkert i at sige ja til invitationen. Jeg tror også at de på deres områder prøver at gøre det godt, og forsøger at være gode samfundsborgere som vil gøre Danmark til et bedre sted. Men det er bare ikke det en kirkeleder konference burde fokusere på.

Hvis man er en bibeltro Kristus-overgiven kirkelig organisation, så burde man mødes for at tale om hvordan man kan blive endnu bedre til at prædike evangeliet, og hvordan kan man blive endnu bedre til at få det budskab ud til folk. Men det er som om at særlig efter den søgervenlige bevægelse fik fat i frikirkefolket, så har man glemt at det handler om Kristus, og Hans evangelium. Det handler i stedet om at blive accepteret af denne verden, i stedet for at nå denne verden. Mottoet ”Gøre en forskel for verden” er blevet mere afgørende end Jesu missionsbefaling:

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Så alt i alt er jeg godt tilfreds med at Frikirkenet ikke kunne afholde deres lederkonference sidste år. For der var vist ikke meget åndelig næring at få der alligevel. Desværre tror jeg ikke de har udviklet sig særlig meget, så hvis ikke Corona stadig spærrer os inde til den tid, så har Frikirkenet nok endnu engang sat folk på talerstolen som ikke er kristne, og heller ikke kender deres bibel. Men jeg kan da håbe og bede til at de ledere som er medlem af Frikirkenet, og som efterhånden kan se at Frikirkenet er skyer uden regn, at de også vil melde sig ud, og måske endda lave et netværk af folk som elsker Jesus, og vil forkynde Hans evangelium i stedet. For der må da være nogen iblandt de ledere som virkelig er kristne, for hvem at evangeliet betyder mere end et sekulært netværk som ikke fungerer alligevel.

Share on Facebook

For nylig var der nogen der spurgte hvor meget man troede på Jesu opstandelse. Svaret skulle så være på en skala fra 1 til 4, hvor 1 var at man slet ikke troede på Jesu opstandelse, og 4 at man fuldt ud troede på det. I mine øjne var det et fuldstændigt tåbeligt spørgsmål at stille en kristen. For hvis man er kristen tror man på Jesu opstandelse. Hvis man ikke tror på Jesu opstandelse, så er man ikke kristen. Der er ikke nogen skalering her som kan tages hensyn til. Det er et enten eller.
Nu ved jeg godt at diverse liberalteologer (hvad enten de kalder sig emergent church, eller Progressiv kristendom som de kalder sig i dag, o.l.) mener at der skal være plads til tvivle på dette område.
Men sagen er den at hvis ikke Jesus opstod fra de døde, så falder hele kristendommen sammen. Den har ikke et brugbart fundament at bygge på, og ender med at være myte uden frelseskraft. Vi kan med andre ord ikke nøjes med en historisk Jesus som kun levede, og så døde, men ikke opstod. Vi kan ikke nøjes med en Jesus uden også hat have Jesu mirakler. Vi kan ikke nøjes med en Jesus som er mere myte og symboler end reel historie.
En af de problemer der bl.a. opstår når kirkefolk påstår at det er i orden at tvivle på opstandelsen, er at det bliver til en historie som får symbolsk betydning, i stedet for reel betydning. Så bliver det i stedet for en historie om at ”vi må igennem hårde ting, men opstandelshistorien viser at vi nok skal komme igennem det”. Det er jo sådan set i orden at prædike om at vi må igennem livets hårde ting, men det er ikke Jesu opstandelse som man skal bruge til at prædike det budskab. For Jesu opstandelse handler om at Jesus vandt over synden og døden, og viste med sin opstandelse at prisen for vore synder ER betalt.
At David måtte så meget igennem før han blev konge i Israel, kan man bruge til at prædike om at vi må igennem hårde ting, før det bliver godt. At Jakob skulle igennem så meget modgang før det gik godt, kan vi også bruge. Og sådan er der lignende historier i bibelen. Selvom de også viser at selv efter det gik godt, så var der stadig problemer. David fik jo en masse problemer med sine børn, og nogle officerer i hæren. Jakob fik også en masse problemer med hans børn, og var halt resten af livet pga. hans brydekamp med Gud en nat (1. mosebog 32.23-32).
Men hvis vi ikke tror på miraklet at Jesus ifølge flere vidner døde på et kors en fredag, og ifølge flere vidner opstod igen den følgende søndag, så tror vi heller ikke på at bibelen er sand. Hvis bibelen ikke er sand, er der ikke nogen grund til at bruge bibelen. For den fungerer ikke ved at man kan tage noget af den, og fornægte en anden del af den. Enten er den sand, eller også er den ubrugelig. Den hænger tydeligt sammen, og må accepteres som Guds sande ord hvis man er en kristen.

Men hvad nu hvis man mener at være en kristen, og har problemer med at tro på bibelens troværdighed, og tilmed Jesu opstandelse? Hvad gør man så? Skal man så blot vælge at tro blindt på bibelen på trods af at man er i tvivl? Det tror jeg er en rigtig dårlig idé. For den kristne tro er i modsætning til hvad mange påstår, ikke en blind tro. Men hvis man går med disse tvivlsspørgsmål, og tilmed har samvittighedskvaler pga. dem, så er der noget man kan gøre. Søg Gud, og læs i bibelen. Hvis vi kommer til Gud og beder Ham om visdom, og søger I Hans ord, så vil Han også give os det vi beder om. Det ved jeg primært fordi det står i bibelen (Jakob 1.5). Og sekundært fordi jeg selv har oplevet det, og set det samme for andre. Så en ting er at man kan være i tvivl og ikke bryde sig om tvivlen, en anden ting er at være i tvivl og bare acceptere det som et vilkår. Men hvis vi bare accepterer tvivlen som liberalteologerne anbefaler, så kan vi heller ikke regne med frelsen. Men hvis vi har tvivl, og søger Gud om hjælp, så er vi på rette spor. Og så vil Han også hjælpe os igennem den hårde tid med tvivl, og frem til vished. Tjah ligesom Han hjalp David igennem hårde tider med forfølgelse, og som Han hjalp Jakob o.l. vil Han også hjæpe os. Men på sigt, er det ikke meningen at en kristen skal tvivle. Hverken på bibelens troværdighed, Jesu Guddommelighed, død og opstandelse, og dermed også den frelse Han giver dem der vil følge Ham og tilhøre Ham.

Share on Facebook