Så sker det, den 28 april kommer det som mange biografgængere venter på: Captain America Civil War får premiere i de danske biografer. Den skal nok gå hen og blive en pæn blockbuster, for superheltefilm er ret populære for tiden. Det kan der være gode forklaringer på, for superhelte kan være meget interessante personer, som Hollywood i dag er blevet gode til at gøre spændende at se på en storskærm.

Superhelte er ikke så ensrettede som mange tror, men ret forskellige personligheder. Spiderman er en teenager med for mange kræfter som har problemer med piger og privatøkonomien. Ironman er en arrogant rig playboy med alkoholproblemer der ser smart ud og har nørdede tekniske finesser. Superman er i bund og grund en ret kedelig person som blot har ekstreme superkræfter, og Batman er selvtægtsmanden som har noget lækkert gear og en barndom der har givet ham de traumer der driver ham til at kæmpe imod uretfærdighed. Og sådan kunne jeg fortsætte, men en af disse superhelte skiller sig markant ud fra mængden, og det er så ham der har hovedrollen i den nye film.

Captain America er ikke som de andre , (og ja jeg undskylder overfor jer som anser dette for at være en seriøs blog, at jeg kan finde på at tage en superhelt op som med så banalt navn som Captain America, og tilmed har noget virkelig kickset tøj på, men der er mening i galskaben). Han var oprindelig en hulbrystet ung mand, som ville melde sig frivilligt til anden verdenskrig for at bekæmpe nazismen. Han kunne tydeligt se nazismen var så uretfærdig og umenneskelig en ideologi at den måtte bekæmpes ligegyldig hvad. På grund af hans hulbrysthed og andre svagheder, kunne han dog ikke blive godkendt som soldat. Men får i stedet lov at blive en del af et eksperiment for at skabe supersoldater. Han får superkræfter og kommer til at kæmpe mod nazisterne, men pga en flyulykke oppe ved Nordgrønland (eller lignende) bliver han frosset ned i indlandsisen, hvor han først bliver fundet ca 70 år senere. På grund af hans superkræfter har han overlevet nedfrysningen og kan i dag kæmpe videre imod uretfærdighed.

Konservative værdier
Ok det var en lang indledning, men hold nu godt fast. For hvad sker der hvis man tager en mand fra fyrrerne i USA, og lader ham sove i 70 år og vågne op i vores tid? Så har du en mand med fyrrernes moral og holdninger, som nu lever i et nutidigt samfund. Captain America, har beholdt de gode konservative holdninger fra den tid han kommer fra, og mener stadig at de er værd at kæmpe for. Også selvom det så skulle betyde at han kommer til at tabe. Det handler altså ikke om muligheden for at vinde, men om at kæmpe for det der er rigtigt, også selvom det skulle betyde tab af eget liv. Med andre ord så kommer Captain America fra en tid hvor helte var helte og ikke så fokuserede på deres eget ve og vel.

Captain America er på disse og andre punkter en usædvanlig forbilledlig person. Han er en superhelt man kan relatere til, fordi han selv har været almindelig, ja faktisk svagelig. Samtidig er han ikke blevet ødelagt af hans superkræfter så at han gør sig selv til mere end andre. Han kan nemlig huske hvem han var før, og det han stod for. Det er ellers noget som andre superhelte ofte kan blive mere eller mindre negativt påvirket af, men ikke Captain America, han husker hvem han var, for han er stadig den samme person på trods af superkræfterne.

Prædiker forbillede i stedet for frelseren
Han er en mand som er nem at se op til, og samtidig giver han håb fordi det er rart at se der findes folk som Captain America (selvom han jo ikke findes i virkeligheden). Alt andet lige er der ikke noget galt i dette, så længe Captain America forbliver i tegneserierne og biograffilmene. Men når Captain America bliver prædiket fra kirkernes prædikestole så er der noget galt. For alt for mange præster prædiker reelt set et budskab som handler mere om Captain America, end det handler om Kristus.

For når man kun prædiker Jesus som et forbillede vi kan se op til, og ikke prædiker Jesus som den eneste frelser der kan udfri os fra synden, så er det ikke Jesus, men Captain America der er blevet prædiket.

Mange præster prædiker ikke Kristus så at synden i vores liv bliver så tydelig, at vi kan se vi har brug for at bliver frelst fra synden. De prædiker i stedet en der er et forbillede, en som vi kan se op til og som vi kan have det godt med. Med andre ord, de prædiker en som har mere til fælles med Captain America end med Jesus. Desværre kan Captain America ikke frelse nogen fra evig fortabelse, det er kun den sande Jesus der kan det. Vi kan altså ikke nøjes med at prædike Jesus som et forbillede, eller som en der bare giver os håb i en verden fuld af uretfærdighed. Vi har brug for at prædike den Jesus som gav sig selv hen for os, for at vi måtte blive sat fri for syndens løn og få fred med Gud i stedet. Den Jesus som viser at vi har så uendelig meget brug for Ham for at vi må kunne blive frelst, har vi brug for at høre om.

Præster kan være populære fordi de prædiker Captain America
Men vi har ikke brug for at høre om en person der minder om Captain America når vi burde høre om den sande Jesus. Rigtig mange præster der prædiker et sådan Captain America-budskab kan godt være overordentlig populære. Jeg ved om mange pastorer som menighederne er superglade for, for det er sådan nogen gode prædikener han holder, siger de. Men ofte synes man det er gode prædikener fordi de ikke er provokerende, fordi de ikke peger på den synd der er i vores liv, fordi forkyndelsen bare er rar, inspirerende og spændende at høre på og kan give os et eller andet diffust håb om at der er en der nok skal få styr på de ting der er i vejen. Fuldstændig ligesom Captain America gør det, for det er elementer der også kendetegner ham. Captain America er helten du nemt kan se op til, og have som forbillede, men ikke på en måde der gør at du får det dårligt med din synd selv og tænker:”Jeg har brug for at være afhængig af Jesus og tilhøre Ham”. Nej i stedet tænker man ”Sikken mand, sikke et menneske” om Jesus og det er ikke nok. Men når man hører om den sande Jesus og får ham forkyndt som Han virkelig er, så betyder det at jeg får det dårligt med min synd, og kan se at jeg har brug for at Jesus frelser mig fra min synd. Forstå mig ret, jeg ønsker mig ikke tilbage til en eller anden form for mørkekristendom, hvor vi bare skal have det dårligt med os selv og gå rundt i evig skam. Det ville være trist. Men en sand og klar forkyndelse af Kristus vil også betyde at synd bliver fremstillet som forbrydelse i Guds øjne, og at vi kan se vi er skyldige syndere fortjener Guds evige straf. Det var også normalt da Jesus selv gik her på jorden. Da Peter havde sin første store oplevelse med Jesus var hans reaktion at Jesus måtte gå væk fra ham, fordi han (Peter) var en syndig mand.

Derfor lad budskabet om Jesus bliver prædiket fra de danske prædikestole, og budskabet om Captain America blive vist i de danske biografer. Vi kan nok ikke forvente at det bliver normalt at evangeliet bliver vist i de danske biografer, men vi bør forvente at det er evangeliet der bliver prædiket i kirkerne, og ikke acceptere hvis vi hører noget som ikke er evangeliet!

Share on Facebook

Hvile er en vidunderlig ting. At hvile sig når man kommer hjem fra arbejde, hvile sig på sofaen om aftenen, hvile sig i weekenden eller hvile sig i ferien. Men at hvile sig er ikke en selvfølge. Det er Gud selv der opfandt hvilen, hvilket vi kan se i første mosebogs andet kapitels andet vers:

” På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.”

Der er faktisk meget fokus på hvile i bibelen, så det er tydeligt at Gud ønsker at vise os at det er en god ting at hvile sig. Men den bedste hvile man overhovedet kan få, er hvilen i Kristus. Det er langt bedre end at tage en hviler efter en hård arbejdsdag. Langt mere givende end at slappe af i weekenden. Og endnu mere vidunderligt end den bedste søvn man overhovedet kan have i sin seng.

Gud vil at mennesket skal have den bedste hvile hjemme hos Ham i Himlen, og derfor søger Han os, så vi kan komme hjem til Ham. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at se på den anden side. Dem som vælger Gud fra, vælger samtidig kun at have mulighed for at hvile sig her på jorden. For dem som dør uden at have Kristus som Herre og Frelser, er der ikke nogen hvile, og vil aldrig blive nogen hvile. Fortabelsen er et sted hvor der ikke er nogen hvile. Der er kun anstrengelser, smerte, gråd og tænders gnidsel. Hvor forfærdeligt må det ikke være at være et sted hvor det man higer efter aldrig nogensinde vil være at finde. I stedet for er der kun håbløsheden tilbage. Det er trist at nogen vælger at bruge den hvile de kan få her på jorden til at “hvile” fra at høre på Guds kald til dem. At de vælger at sige ”Det med Gud gider jeg ikke bruge tid på”, eller ”Jeg orker ikke at bruge tid på kristendom og kirke”, er paradoksalt. For det viser jo at man på den ene side godt kan lide at hvile sig, men ønsker ikke at sige tak til Ham der har givet dem mulighed for at hvile.

Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Mattæus 13.49-50

I stedet for kun at glæde sig over hvilen vi kan få her på jorden og spilde den på at afvise Guds kald, så burde man glæde sig over den hvile vi kan få her på jorden på en måde der gjorde at vi begynder at søge Ham som giver den rigtige hvile, og som vil give os at vi får del i den evige hvile. Den bedste hvile er hos Gud, og den hvile kan vi allerede få en vidunderlige forsmag på allerede her på Jorden I Kristus.

Share on Facebook

Hvad skal jeg gøre for at blive god nok i Guds øjne? Hvad kan jeg gøre for at Gud kan se at jeg virkelig vil Ham? Hvordan kan jeg være sikker på at Gud har accepteret mig, når jeg ikke synes jeg gør nok? Alle tre spørgsmål kan ikke besvares med et positiv svar, hvis jeg ikke forstår hvad det er Jesus har gjort for mig. For jeg kan ikke i egen kraft blive god nok i Guds øjne, ligegyldigt hvor meget jeg gør. Og uanset hvor meget jeg anstrenger mig i bøn, lovsang og faste m.v. så vil det heller ikke kunne bruges til at få Gud til at se at jeg virkelig vil Ham. Men hvis jeg finder ud af hvorfor Gud har accepteret mig, og at det ene og alene skyldes Kristi offer på korset. Kristi død, soneoffer og opstandelse gør at jeg i dag er accepteret af Gud. Ja, pga. Kristus er jeg nu god nok på trods af at jeg i mig selv ikke er god nok. Og jeg er god nok i Guds øjne i dag, fordi at når Gud ser på mig, ser Han sin søn, og ikke den gamle syndige René. Så det afhænger ikke længere af mig som er utilstrækkelig, men af Jesus som har opfyldt alle lovens krav. Dem jeg ikke kunne overholde i hverken gerninger eller i mit hjerte. 

Når man begynder at se og forstå hvad Jesus død og opstandelse betyder, så er det også at man som kristen kan begynde at forstå hvilke uovertruffen hvile vi har fundet i Kristus. En hvile som gør at det ikke længere afhænger af mig, men af Ham som har vundet en mægtig sejr over synden og djævelen, og den sejr har Han givet mig del i. Ufortjent vel at mærke. Det er ikke en hvile der gør at jeg er ligeglad med mit liv i dag, og heller ikke en hvile der gør at jeg lever som jeg selv vil. Men en hvile som gør at jeg i taknemmelighed til Jesus har lyst til at tjene Ham. For den kristne der har fundet hvilen i Kristus, lever i overbevisning om at det ikke er hans gerninger der gør at Gud ser Ham, for det har Jesus allerede sørget for. Men fordi Jesus har sørget for det, har den kristne lyst til at tjene Ham som gav hvilen og frelsen. Og tjene Ham med ånd og sjæl og samtidig leve i hvilen.

 

Share on Facebook

Så kom den, Torben Søndergaards hypede film i spillefilmslængde ”The Last Reformation” (link). En film som mange desværre anser for at være inspireret af Helligånden. Virkeligheden er dog at den er langt mere inspireret af Torben Søndergaard selv, end den er velsignet af Gud. Til dem som kender Torben, så er der ikke noget nyt i denne film som Torben ikke har sagt eller vist før. Endnu engang kan man se Torben Søndergaard fortsætte med at prædike et evangelium der handler mere om hvad han og hans disciple laver i dag, end det handler om Jesus Kristus og hvad Han har gjort for os.

Men lad mig starte med det positive man kan sige om filmen. For det første er den ganske godt optaget. Gode billeder som er skarpe med fine farver, og lyden er godt optaget og der er behagelig musik som underlægningsmusik flere steder. Så hvad det angår, så er det teknisk set et godt stykke arbejde. Og respekt for at Torben er i stand til at finde dygtige teknikere med det rigtige udstyr og som han kan motivere til at lave en flot teknisk kvalitet som dette. Det er faktisk godt håndværk.

Bedre end Luther?
Men en ting er de skarpe billeder og gode lyd. Hvad der er vigtigere er indholdet, og her falder langt størstedelen til jorden. Bare titlen i sig selv er arrogant. Tænk at man kan påstå at her er en mand som kan tage patent på at sige at dette er den sidste reformation. Med hvilken ret siger han det. Tilmed siges det i filmen at reformatorerne Luther, Zwingly og Calvin mislykkedes, men nu har vi fundet nøglen til hvordan kirke skal være 2000 år efter Jesu død og opstandelse, og Torben er åbenbart det redskab som Gud har udvalgt til dette. Bare ærgerligt at iagttage at Torbens forståelse af bibelen kan ligge på et meget lille sted, og hans brug af den, er mere til gavn for det han selv mener, end det bibelen siger. Efter at have set ca en trediedel af Torbens Pionerskolevideoer og udfra mit kendskab til Luther, så må jeg konkludere at Luther havde mere bibelsk forståelse i sin lillefinger end, Torben har i hele sin krop.

Gammel model
Ganske kort fortalt så er filmen bygget op som Torbens videoer og prædikener som regel er bygget op. Først bliver der brugt rigtig lang tid (over en halv time) på at fortælle og vise det ene eksempel efter det andet af det som Torben og hans disciple oplever når de går på gaden for at bede for mennesker. Dette har Torben fundet ud af er et meget effektivt redskab, når han skal overbevise folk om at han er sendt af Gud. “Se mig, se hvad jeg gør, og se hvad Gud gør igennem mig og andre der gør som mig” er modellen han bruger. Dette bliver så i filmen underbygget ved at få diverse folk, unge som gamle, til at sanktionere for at det er rigtigt hvad der sker og at det skulle være bibelsk. Men bare fordi folk siger det er bibelsk, er det ikke det samme som at det virkelig er bibelsk.

En positiv parentes og et ødelagt ur
Endelig efter ca 38 minutter kommer der så noget som er positivt i filmen. Der er en lille tynd evangelie præsentation, og den er meget hurtigt overstået. Hvilket er mærkværdigt, for det absolut vigtigste må da være hvad evangeliet er, men evangeliet har desværre ikke den store vægt hos Torben. Den fylder nærmest ingenting. Ok den er der i videoen, men det er ikke på en måde der hverken er centralt eller drivende i videoen, tværtimod bliver det bare en parentes i de 100 minutter som hele videoen varer. Jeg tror bestemt på at Gud kan bruge denne lille del, og jeg tror også at Han vil bruge den. Jeg har nemlig ikke noget problem i at Gud bruger folk som er forvirrede, er på vildspor, eller tilmed vranglærere. Jeg har mødt folk som er kommet til Kristus ved at Gud brugte folk fra Jehovas Vidner, og Jehovas vidner er uden tvivl en ubibelsk sekt. Jeg har selv oplevet at den person der gav mig evangeliet tilbage i 1988 var en ekstrem forvirret mand, som var total påvirket af trosbevægelsen og havde meget svært ved at falde til i en kirke, fordi han altid havde svært ved at underordne sig kirkens lederskab selv når det angik småting. Ikke desto mindre brugte Gud ham til at nå mig. Jeg ved om ateister der er kommet til erkendelse af at der findes en Gud, ved at se StarWars filmene. Personlig anbefaler jeg dem ikke fordi jeg ved at de bygger på Zen-buddhisme, og viser ikke en personlig gud, men en upersonlig gud, som i filmene kun er en kraft. Ikke desto mindre har Gud vist at han bruger film som er fulde af vranglære til at nå folk. Så at Gud bruger forvirrede folk, og organisationer og film som bygger på vranglære, kan ikke bruges til at godkende dem som værende fra Gud. Derfor kan man heller ikke pr. definition godkende Torben Søndergaard fordi der er nogen der indimellem bliver frelst. Torben må vurderes på det han siger og gør og om det er i overenstemmelse med bibelsk kristendom. Og at han kort deler evangeliet som en parentes, viser kun det som de fleste ved. Et gammeldags armbåndsur der er gået i stykker, viser på trods af at det er gået i stykker tiden rigtigt to gange i døgnet.

Manipulation eller dæmoner
Efter evangeliepræsentationen bliver resten af videoen noget af det værste jeg længe har set vedr. påstået dæmonuddrivelse. For det er nærmest det som resten af videoen handler om og viser. Torben Søndergaard har igennem et stykke tid skrevet og vist at der under deres dåbsseancer nærmest som en tradition viser sig dæmoner hos de folk der skal døbes. Det har jeg før skrevet om på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Min konklusion fra den video som er på linket, er den samme som jeg har efter at have set ”The Last Reformation”. Det er ikke dæmonuddrivelser der sker, men i bedste fald manipulation med folks følelser og i værste fald er det dæmonbesættelse. Det er så kraftigt lig med det man kan se hos nogle af de værste sider af New Age bevægelsen at jeg ikke kan komme til nogen anden konklusion end at jeg må advare enhver imod at blive døbt af Torben Søndergaard eller en af hans disciple. De påståede dæmonuddrivelser der finder sted, kan heller ikke sammenlignes med dem man ser i bibelen. Eksempelvis så skulle det jo angiveligt være kristne der bliver døbt, men hvis man er kristen, kan man ikke samtidig være besat af en dæmon. Jesus og Satan kan ikke bo i samme hus, så er Jesus flyttet ind, så er der ikke plads til djævelen. Men Torben påstår jo at man ikke kan sættes fri før man er døbt, og derfor passer disse oplevelser fint med hans ideer. For det andet, hvorfor skulle dæmonmanifestationer pludselig begynde at ske under dåben? Det er som om det er noget Torben selv får til at ske, og hvis man kigger på den video jeg har lagt på linket ovenfor, så er det også tydeligt at det er Torben der manipulerer kvinden i den. At folk nogle gange kommer til at gøre det uden at Torben under dåben manipulerer folk, kan nemt skyldes at han har forberedt dem på at det nok kommer til at ske, og det sker jo næste hver gang de har en flok der skal døbes siger han. Og når flere skal døbes er der altid nogle folk der er mere ”overfølsomme” for påvirkning end andre, og har brug for lidt opmærksomhed ved at lade sig følelsespåvirke lidt for meget. Det har jeg set adskillige gange før i både kirkelige såvel som ikke-kirkelige situationer. Men det store spørgsmål som jeg står med, er hvorfor i alverden at Torben Søndergaard tror at dæmonerne har hørebesvær. For han råber og råber og råber. Men jeg kan ikke finde nogen steder i bibelen hvor dæmonuddrivelser skete ved at man råbte ad de onde ånder. Tværtimod man talte til dem og sagde de skulle fare ud. Det var ikke kun Jesus der talte, det gjorde Paulus også, og selvom han blev vred på en ond ånd, så står der stadigvæk at han sagde til ånden, ikke råbte til ånden. Som vi ser i apostlenes gerninger 16.18:

” Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig.

Men det er åbenbart ikke stærkt nok for Torben at tale til ånden, der skal se vildt ud, og lyde vildt samtidig.

Bekymret konklusion
Jeg er ked af at jeg i min bedømmelse her for nogle kan lyde hård og ubarmhjertig. Men jeg har virkelig svært ved at skrive dette uden det bliver for følelsesagtigt. For jeg var grædefærdig da jeg havde set videoen færdig. For jeg er så ked af og bedrøvet over at mange folk som jeg ellers opfatter som nidkære kristne flokkes om en forfører som Torben Søndergaard. Han er ikke en mand som Gud har velsignet, men en mand der blot har overtaget Christian Hedegaards rolle, dog uden den usunde fokus på penge som Hedegaard havde.
Men hvis Torben var velsignet og ledt af Gud, så ville det være langt mindre Torben, og meget mere Jesus vi ville høre fra hans side af. Når jeg så samtidig ved at der i kølvandet på Torben er ufattelig mange knuste og ødelagte mennesker som han aldrig taler om, og jeg samtidig ved at der er langt flere der følger ham i dag end nogensinde før, så bliver jeg rigtig rigtig ked af det. For Torben Søndergaard er ikke til nogen hjælp. Han fungerer som et quick fix der giver happiness her og nu, men eftervirkningerne er sårede og forvirrede mennesker som har brug for hjælp.

Forstår ønsket om en brændende kirke
Jeg kan godt forstå at nogen er fascineret af at her er nogen der faktisk gør noget, nogen der går ud på gaden for at fortælle om Jesus (selvom det er mere bøn for syge end evangeliet de prædiker), nogen der vil missionere, nogen der vil brænde for Jesus. Det forstår jeg godt at folk savner i mange kirker, for det burde der være mere af i kirkerne. Det ønske ser sundt og godt, men det er ikke et ønske som skal opfyldes igennem en som misbruger menneskers tillid og prædiker et budskab der handler mere om ham selv end om Jesus, og tilmed lover folk noget han ikke har ret til at love dem, og derfor stikker dem blår i øjnene. Behold ønsket og branden efter at være sammen med andre kristne der vil dele evangeliet med andre, men lad være med at gøre det med en mand som Torben. Torben Søndergaard er ikke en del af den sidste reformation, men er blot endnu et afsnit i kapitlet om forførere i kirken. Vil du være en del af den sidste reformation, så tag din bibel frem og læs i den og find ud af hvad Jesus vil sige til dig, og hvad Han ønsker af dig. Hvis du søger Ham igennem Hans ord, så ved jeg at Han vil tale til dig. For Han er stor nok til at tale til dig uden at skulle gøre det igennem selvbestaltede apostle som ikke er kaldet af Gud, men dem selv!

Torbens skadelige befrielsesteologi.

Share on Facebook

I dette mit sidste indlæg af tre om problemerne ved 1689 bekendelsen, vil jeg pointere det største problem ved at være en 1689 menighed. Udover at der er en tendens til at 1689 menigheder kommer til at fokusere for meget på specifikke punkter, som derved kan komme til at skygge for at fokusere på Kristus. Og udover at deres forståelse af hvordan man bruger søndagen er misforstået, så er det største problem mere konsekvenserne af hvordan man som 1689 menighed praktiserer og forholder sig til og bekendelsen. Du kan se de to første indlæg i serien på disse links: 1689 er ikke løsningen” og “Skal Kristne holde søndagen på en særlig måde?“.

Den stive, men troværdige
For i bund og grund er der to typer 1689 menigheder. Dem som mener og praktiserer at alle punkterne i bekendelsen er alvorlige og vigtige, og dem hvor man accepterer og praktiserer at det ikke er alle punkterne man skal tage så alvorligt. Særlig sabbatsbuddet bliver et kendetegn på dette.
For der er 1689 menigheder som helhjertet mener at søndagen skal holdes på den noget stive måde som jeg beskrev sidste gang. Hvor man eksempelvis ikke engang må tænke på sit arbejde om søndagen, og heller ikke gå på restaurant eller i en kiosk og købe ind, eller læse avis etc. Men på trods af dette stive syn på søndagen, så synes jeg godt at man kan respektere sådanne menigheder for deres nidkærhed. For de viser med deres handlinger at det som deres kirke skriver at den mener, er også noget de mener så meget at de praktiserer det. Det skaber en troværdighed, som på trods af den stivhed som man ellers viser, er værd at anerkende. Det de tror på, er også det de gør.

Den afslappede, men udvandede
Men så er der også den anden type. Dem som ikke mener at alle punkterne skal forståes lige bogstaveligt eller tages så alvorligt. Det er 1689-menigheder som eksempelvis ikke mener at det er så vigtigt at alle i menigheden gør en dyd ud af at holde søndagen, på den særlige måde som er udtrykt i 1689. Umiddelbart virker det som menigheder med en større frihed og lidt bredere rammer, og det kan såmænd også være godt. Men den tilgang til bekendelsen bærer på et stort problem som den slags menigheder åbenbart ikke ønsker at tænke på. For hvad sker der hvis en kirke har en bekendelse der på et specifikt punkt har en meget klar og alvorlig beskrivelse, men den samme kirke i praksis viser at man ikke mener, at det er et punkt man skal tage alvorligt? Det man signalerer bliver jo så at der er dele af ens tro, som man ikke mener er så vigtig endda.
Det er ret alvorligt. For umiddelbart kan det godt være at det ikke er et problem her og nu, men hvad med fremtiden? For hvis dem som kommer i den kirke nu, ikke mener at et punkt i bekendelsen som er soleklart beskrevet ikke skal praktiseres, hvad så med dem som kommer i kirken om fem og ti år? Vil de så have fundet andre punkter i bekendelsen som de heller ikke mener er så alvorlige? Og hvad så om tyve og tredive år, hvordan ser det så ud. Med andre ord, at have dele af ens bekendelse som man i ens handlinger viser at man ikke tager alvorligt, er en bekymrende glidebane.
Der er desværre masser af eksempler igennem historien på at det er et problem. Tag eksempelvis baptistsamfundet i Danmark. De var engang kendt for at være bibeltro kristne som prædikede evangeliet tydeligt og klart. I første del af forrige århundrede gik det rigtig godt for baptisterne, særlig i Nordjylland hvor der havde været vækkelsesbølger i det første og tredje årti. I dag har baptisterne ikke den store respekt i landet mere. Hverken i det sekulære som det kirkelige. De har stille og roligt siden tredserne udviklet sig til et kirkesamfund der ikke tager Guds ord seriøst, og man har åbnet op for både det ene og det andet underlige i de kirker. Det er ikke sket på en gang, men ved at man i tredserne lod præsterne åbne op for en lille smule liberalteologi, som gik ud på at man ikke behøvede tage hele bibelen for Guds ord. Men acceptere at noget af bibelen kun var menneskers ord.

Folkekirken viser akkurat samme problem, når den ellers har en ret god bekendelse, men har præster som viser at de ikke tager den bekendelse alvorligt. Engang var det måske kun småting som man ignorerede, men det starter jo altid med det som folk kalder småting. Men fordi folkekirken ikke har taget opgøret med ”småtingene” alvorligt har det udviklet sig til at man i dag kan have kvindelige præster som advokerer for at reinkarnationstanken godt kan integreres i kristendom, uden at det får konsekvenser for præstens ansættelse. Foruden alle de folkekirkepræster der tror alle mennesker kommer i Himlen på trods af at bekendelsen signalerer at Jesus vil komme tilbage for at dømme levende og døde. Konsekvensen er at folkekirkens bekendelse i mange kirker ikke er andet end tomme ord som de ikke mener.

Det samme kan nemt ske for en 1689 menighed der i dag mener at alle punkterne fra den bekendelse skal stå i bekendelsen, selvom man accepterer at det stive sabbatsbud ikke bliver overholdt, og heller ikke mener det er så vigtigt at holde den. For hvis en kirkes bekendelse siger at sabbatsbuddet skal tages alvorligt, men samme kirke ikke praktiserer det, så har man heller ikke nogen argumenter for at tage Guds ord alvorligt når det står i samme bekendelse. Det kan nemt bare blive et spørgsmål om tid før det sker for en sådan menighed. For punktet om Guds ords troværdighed er lige så alvorligt beskrevet i 1689 som det om hviledagen. Men hvorfor skal man tage det punkt alvorligt, når man ikke tager sabbatsbuddet alvorligt? Når man åbner for ikke at tage et punkt alvorligt, er konsekvensen at man med tiden heller ikke behøver tage de andre punkter alvorligt. Og til sidst er man kun en kirke med en tom bekendelse. Hvilket fører mig videre til den sidste kirke.

Den fornuftige og reflekterende
Der findes kirker som godt kan se at det er vigtigt at have en bekendelse, men de vil også godt have en som ikke er udformet så den går ud over det som er nødvendigt. Nogle af disse kirker har positivt ladet sig inspirere af 1689 bekendelsen som jo på mange punkter netop er god. De har så taget de punkter som handler om hvem Gud er, om treenighedslæren, om bibelens troværdighed, om mennesket og vores syndefald, og vores behov for en frelser m.v.. Men de har undladt at tage de dele med som ikke er nødvendige, fordi de har tænkt over hvad der bør står i en bekendelse. Det har de valgt istedet for bare at kopiere en bekendelse de ikke har tænkt tilfredsstillende igennem. Men den fornuftige 1689 menighed, (som så ikke må kalde sig 1689) er dem der ligesom berøanerne vil at bekendelsen skal være overens med skriften og har derfor undersøgt hvad skriften siger. Det viser også at de er modige for de frygter og elsker Gud højere end mennesker eller en tradition.

Dette er både sund fornuft, og en god udvikling der viser kirker som er i stand til at reflektere. Så hvorfor er der så kirker hvor nogen medlemmer opfører sig som om de kom i en menighed hvor man ikke praktiserer alle punkterne, men i deres kirkes bekendelse har man alle 1689 bekendelsens punkter med? Jeg kan nok ikke svare fyldestgørende herpå, så lad være med at døm mig alt for meget på mit gæt her. Så svaret her er bare det som jeg formoder kan være en årsag, og ikke nødvendigvis hele sandheden om det. Men det er som om at de 1689 menigheder som ikke tager alle punkterne alvorligt, er bange for at de ryger ud af det netværk de har med andre 1689 menigheder, hvis de redigerer dele af den væk. Det er som om at netværket er vigtigere at holde fast i, end at forholde sig til hvad der sandt, sundt og fornuftigt.
Men et andet svar kunne Også være at lederne i de kirker har et forhold til bekendelsen som har ligeså stor værdi som deres forhold til bibelen. De tør ikke redigere i den fordi de finder den for hellig (så at sige). Bibelen skal ganske rigtigt ikke omskrives, men en bekendelse er ikke Guds ord. Den skal bygge på Guds ord og være i overenstemmelse med Guds ord, og derfor bør der ikke være noget til hinder for at man redigerer i en bekendelse, når man kan se der er unødvendige elementer i den.
Så for at afslutte denne serie om problemerne ved 1689 bekendelsen, så vil jeg gøre opmærksom på at der findes rigtig mange dejlige kristne som kommer i 1689 menigheder, og er glade for det. Mange af dem tager deres tro på Kristus meget alvorligt og det skal man respektere. Men der er nogen tendenser i disse menigheder som er problematiske, og som er med til at skabe stivhed, eller udvanding af troen. Og lige præcis derfor er jeg bekymret når jeg hører at der er folk der ønsker at starte 1689 menigheder op, fordi de tror at 1689 bekendelsen er løsningen på kirkens problemer i dag. Løsningen ligger ikke i en lang avanceret bekendelse som lægger ting til som ikke er nødvendige. Løsningen er at kristne mænd og kvinder vender tilbage til Kristus og søger Ham. Med andre ord, kirken må vende tilbage til Kristus som den sande kilde. Det er ganske rigtigt et meget nemt svar at komme med. Men hvis vi bare tænker lidt over det, så må vi også nå frem til at det er det eneste rigtige svar. Vi finder ikke kirkens løsninger i et eller andet koncept hvad end det er et koncept fra halvfemserne eller fra 1689. Vi finder kirkens løsning ved at gå til Kirkens Herre som er Kristus.

Eksempel på en menighed som har redigeret 1689 til en udgave de synes de kan stå inde for kan man finde på følgende link:  http://www.texarkanarbc.org. De har tilmed en rigtig godt forklaring på hvorfor de har redigeret bekendelsen til, og samtidig ærer de også folk der førhen har kunne se de gode ting i 1689 bekendelsen. For langt størstedelen af den bekendelse er virkelig god. Men det er ikke en god idé bare at copy and paste den som værende løsningen for kirkerne i dag. Men at bruge den som inspiration til en bedre og mere reflekteret bekendelse kan være en god løsning.

 

Share on Facebook

Mit indlæg fra den anden januar i år ”1689 er ikke løsningen” har nogle opfattet som en provokation eller som et angreb på det Gud gør i landet lige nu. Det er jeg ked af har været opfattelsen for nogen, for jeg har ikke haft til hensigt at provokere eller angribe det Gud gør. Men mit ønske har været at få folk til at tænke. Men der har også været mange som har haft glæde af at læse det, og kan se at bekendelser kan sagtens være gode, men det er ikke godt når Kristus kommer til at stå i skyggen af en bekendelse. At nogle folk vælger at være 1689 vil jeg ikke gå imod, og jeg har heller ikke til hensigt at ”omvende” 1689 tilhængere. Men at få folk til at tænke og gerne få et lidt mere balanceret syn på nogle af de problematiske dele af 1689 bekendelsen. Og tilmed i stedet glæde sig ved de dele af bekendelsen som tydeligt giver Gud ære og er tydeligt bibelske.

For at kunne gøre det bare nogenlunde tilfredsstillende tror jeg det er bedst i dette indlæg at fokusere på det 1689-bekendelsen kalder for ”Sabbatsdagen”. Den bliver nemlig af dem defineret som en kristen sabbat, dog normalt kaldet ”Herrens dag”. Det er med andre ord den dag de fleste bare kalder for søndag.

”Herrens dag” har en særlig position hos 1689-menigheder. For det er ikke bare den dag hvor man går til gudstjeneste i den menighed man hører til (hvilket er en god og rigtig ting at gøre), men en dag hvor man ifølge bekendelsen ikke engang må tænke på sit almindelige arbejde. I 1689 bekendelsen star der I kapitel 22. stk 8 følgende: ”The sabbath is then kept holy unto the Lord, when men, after a due preparing of their hearts, and ordering their common affairs aforehand, do not only observe an holy rest all day, from their own works, words and thoughts, about their worldly employment and recreations, but are also taken up the whole time in the public and private exercises of his worship, and in the duties of necessity and mercy.”

Konsekvensen af denne stive måde at opfatte søndagen på, bliver at søndagen nemt går hen og bliver en byrde, i stedet for at være en hvile. Dertil bliver den i sit udtryk noget der ligner de meget stramme krav som vi finder i den mosaiske lov. En lov som ikke gælder i den nye pagt, men som før Jesus kom, skulle pege hen på at vi har brug for en frelser. For det var nemlig ikke muligt at efterleve den lov, den skulle i stedet vise vores syndige natur. Derfor var der ikke nogen hvile i den gamle pagt, og sabbatsbuddet i den gamle pagt var kun en skygge af den hvile som skulle komme. Den ægte hvile finder vi i Kristus, og ikke i at holde søndagen mere hellig end andre dage. For den nye hvile er større end en enkelt ugentlig dag. Desuden er det ikke bibelsk at gøre søndagen til en byrde, da det er i uoverenstemmelse med det Jesus siger om at Hans åg er nemt at bære (Matt 11,28-30). Men at overholde en dag sådan som 1689 bekendelsen beskriver det, medfører at det er syndigt bare at tænke på sit arbejde om søndagen, foruden at læse en avis, eller se en film eller dokumentar i fjernsynet. Ja, bare det at spise på en restaurant er syndigt, for det betyder jo at man får andre til at synde imod Gud når de arbejder om søndagen. Det med at spise på restaurant om søndagen er noget jeg ved er et problem for rigtig mange tilhængere af 1689, og noget de kan tage meget alvorligt, og snakke meget længe om, hvilket jeg har prøvet adskillige gange. Men hvordan skal vi så forholde os til søndagen i en nytestamentlig forståelse?

Skal vi holde søndagen for ekstra hellig i dag?
Gud skabte jorden på seks dage, og hvilede den syvende. Det står ret tydeligt i det gamle testamente. Der ser vi også at jøderne i både den mosaiske lov og i de ti bud, får at vide at de skal hvile den syvende dag. Den syvende dag er vel at mærke lørdagen. Formelt set er det fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. I det tidsrum måtte jøderne ikke arbejde, men skulle tilbede Gud og hvile. Det er på den ene side et dejligt bud som viser at Gud både ønsker vi skal arbejde, men også ønsker at vi skal hvile. Derudover så viser det gamle testamente at sabbatten var et pagtstegn mellem jøderne og Gud som viste at de var Hans ejendomsfolk, og samtidig skulle pege hen på den hvile der venter dem der tilhører Gud. Men det er ikke det vigtigste. Det gamle testamente er jo en skygge af det der skulle komme, og det ser vi tydeligt i det nye testamente. Så spørgsmålet er om vi i dag skal opfatte den syvende dag på samme måde som man gjorde i det gamle testamente.

I det gamle testamente var det at arbejde på en sabbat en synd. Man måtte heller ikke handle på en sabbat, for det var også en synd. Der var tidspunkter i Israel hvor man tog dette meget seriøst, og tidspunkter hvor man ikke tog det så tungt. Men det gamle testamente viser at det var noget som Gud var meget skarp omkring, og som Han viste jøderne havde en ret stor betydning. Så spørgsmålet er hvilken betydning har det så i dag hvor vi lever under den nye pagt, og hvordan er sabbatten en skygge af det som skulle komme (Hebræerne 4.8-11).

To ting er vigtige at lægge mærke til her. I det nye testamente ser vi ikke længere at der kræves noget særligt på en særlig dag i ugen. Jesus viser flere gange overfor jøderne, at Han er Herre over sabbatten, og at de krav som de havde levet under hidtil, (som farisæerne tilmed havde gjort endnu stivere med ekstra krav) skulle forståes på en ny og mere befriende måde. Ikke sådan at forstå at sabbatten ikke betød noget, men at vi nu endelig fandt ud af hvad den virkelig er et billede på.

Burde vække undren
I det nye testamente er der heller ikke nogen gentagelser af det 4. bud om overholdelse af en specifik dag i ugen, men i stedet viser den tydeligt og gentagne gange at det handler om tro på Jesus Kristus og den hvile vi finder i Kristus (Hebræerne 4,9). Men der er omvendt faktisk advarsler mod ikke at gå tilbage til at lade sig friste af at underkaste sig gammel lovtrældom. Ifølge Kolosenserbrevet kapitel 2, 16-17, står der direkte at de gammeltestamentlige aspekter af loven ikke gælder for kristne: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” Dette brev var vel at mærke skrevet til hedningekristne. Og det indikerer meget tydeligt at de kristne i Kollossos var blevet kritiseret af jødiske kristne (eller blot jøder) for ikke at holde sabbatten hellig. Paulus fortæller dem at det skal de ikke tage sig af, for det er ikke det som er væsentlig mere. Men troen på Kristus er meget væsentlig og afgørende.

Faktisk bør det vække stor undren for dem som anser søndagen som en ekstra hellig dag, at der ikke noget sted i det nye testamente er noget tydeligt påbud til de nye kristne (læs hedningekristne) om at efterleve mosaiske love på søndagen. Tværtimod er der indikeringer på at det er vigtigt at prioritere at mødes med sin menighed. Der var på det tidspunkt allerede opstået en tradition for at man gjorde dette om søndagen. Hvilket kirkehistorisk menes at være sket fordi Jesus opstod om søndagen.

Der er altså ikke nogle påbud om at vi ikke må købe ind, gå på restaurant, læse fag eller skønlitteratur eller sågar gå ud i værkstedet og arbejde lidt om søndagen. Ja det er tilmed acceptabelt at arbejde om søndagen på sin arbejdsplads. Dog, og dette er vigtigt, sørg for ikke at forsømme din menighed (Hebræerne 10,25). Så det at vi ikke længere har en dag som vi kan kalde en speciel hellig hviledag mere, betyder altså ikke at man kan være ligeglad med at være en del af en kirke. Nej, en kristen er også en del af en kirke, og har et ansvar for at være en del af fællesskabet der. I princippet kunne det ligeså godt være andre dage man mødtes på en søndagen, men det er jo ikke en dårlig tradition at komme i kirken om søndagen.

Er det så forkert at holde søndagen på en særlig måde?
Alt dette betyder ikke at det nødvendigvis er forkert at holde søndagen særlig hellig som enkeltperson. Hvis man har valgt at sige ”Jeg ønsker at lægge alt andet til side om søndagen og hellige mig gudstjeneste og samvær med brødre og søstre i Herren, og ikke tænke over hverdagens små gøremål” eller lignende, så er det en god ting at sige. Men kun så længe det er et personligt løfte/mål man har valgt. På samme måde er det også en god ting hvis folk vælger at betale tiende (dvs et fast beløb af ens indtægt til kirken), så længe det er et personligt valg, som man har det godt med. Men hvis man begynder som nogen gør og siger at det er syndigt ikke at betale tiende, ja nogen steder bliver man tilmed kaldt en tyv hvis man ikke betaler tiende, ja så har man lagt noget til bibelen som man ikke har nytestamentlig hjemmel til. Det samme er tilfældet når man som kirke påstår at søndagen er den dag man skal hvile sig på, og ikke engang må tænke på sit arbejde, eller gå på restaurant o.l. Der er ikke nogen nytestamentlig argumentation for at kunne pålægge kristne at holde søndagen sådan! Forskellen ligger i at kristne kan tage personlige valg, som gælder dem selv. Men der er nogle ting som de ikke skal lægge ned over andre som en byrde eller krav. Det svarer til at nogle kristne har valgt ikke at drikke alkohol, mens andre har det ok med at drikke alkohol (med måde vel at mærke). Det er ikke forkert at vælge alkohol fra, men det er heller ikke forkert at drikke alkohol så længe det ikke er misbrug. Og hvor ville det dog være forfærdeligt hvis de afholdende anså dem som var glade for alkohol, for at være dårlige kristne, eller endda slet ikke som kristne. Og ligeledes ville det være trist hvis dem som nød alkohol, så ned på dem som var afholdende fordi de var afholdende.

Derfor kan man ikke sige at det pr. definition er forkert at holde søndagen særlig hellig, men det er forkert at sige at det er et bud der gælder alle kristne at de skal holde søndagen hellig. Hvilket 1689 bekendelsen faktisk gør.

At bestræbe sig på at efterleve dele af den gamle pagt reflekterer derfor ikke evangeliet, og det gavner ikke nogen at mene at alle kristne er forpligtet til at overholde én bestemt overbevisning på et område som tilhører det gamle testamente.

Men hvilke konsekvenser får det så? Næste gang vil jeg skrive om konsekvenserne ved dels at være en 1689 menighed som forsøger at leve op til sabbatsbudet som de har skrevet det, men også om konsekvenserne ved at være en 1689 menighed, som har valgt ikke at tage dette påbud så tungt. Og det kommer måske bag på nogle, at det faktisk er langt mere alvorligt at komme i en 1689 menighed som ikke tager sabbatsbuddet alvorligt, end at komme i en som tager det meget seriøst. Hvorfor det er tilfældet vil jeg forklare næste gang.

 

 

Ellers vil jeg anbefale også at kigge på hvad John MacArthur har skrevet om overholdelse af sabbatsbudet på dette link hvor jeg engang oversatte det til dansk. Men også denne video med Tim Conway som meget fint og dejligt balanceret forklarer hvorfor vi ikke længere er underlagt de mosaiske love, men en ny og bedre lov.

http://sand.omvendelse.dk/skal-kristne-overholde-sabbatten-i-dag-4761.htm

https://www.youtube.com/watch?v=ZisDi0S3Kes

Share on Facebook

Det var desværre ikke en aprilsnar der var at læse i Kristeligt Dagblad (KD) i dag. Men det var rimeligt surrealistisk at se KD skrive at Pave Frans kommer til Sverige til oktober for at fejre 500 årsdagen for reformationen. Det kan selvfølgelig ikke blive et ægte 500 års jubilæum da det først er i 2017 vi kan afholde den. Men ikke desto mindre er det helt surrealistisk at læse at:

”Det Lutherske Verdensforbunds præsident, Munib Younan, og generalsekretær, Martin Junge, vil stå i spidsen for den økumeniske højtidelighed sammen med Svenska Kyrkan og det katolske stift i Stockholm.”

Nu ved jeg godt at Det Lutherske Verdensforbund ikke repræsenterer alle der kalder sig lutheranere, men jeg kan da kun undre mig over at en organisation som dels er stor og kalder sig luthersk, mener at der er nogen grund til at fejre reformationen sammen med den romersk katolske kirke. For den har jo ikke ændret sin teologi siden Luther, tværtimod har den kun fordrejet den endnu mere væk fra bibelsk kristendom ved at komme med endnu flere tilføjelser til deres kirke. Tilføjelser som vel at mærke ikke er bibelske, såsom at Maria, forblev Jomfru hele livet igennem og tilmed var syndfri i forvejen, eller at det er kætteri at sige at man er frelst af tro alene, bare for at nævne nogle eksempler. Dertil er den romerske kirke i helt ekstrem grad drevet af religiøse gerninger. Tænd et lys for de døde, gå med jomfru Maria rundt om kirken tre gange mens man messer, se Johannes Døberens kranie, kør din rosenkrans igennem fingrene mens du messer fadervor og ave maria etc. etc. Desuden tror den romerske kirke stadigvæk på at kristne først skal forbi skærsilden førend de kan komme i Himlen. Hvilket indikerer at de ikke mener at Jesu værk på korset er nok. Så hvorfor mener Det Lutherske Verdensforbund så at det er en god ting at have økumenisk fællesskab med paven? Svaret læses også i artiklen fra KD, hvor Generalsekrætæren Martin Junge siger:

Jeg er af den overbevisning, at vi ved at arbejde hen imod forsoning mellem protestanter og katolikker arbejder hen imod retfærdighed, fred og forsoning i en verden splittet af konflikter og vold,”

Så fred og forsoning i en verden der er splittet af konflikter og vold er det som de vil arbejde hen imod. Og det lyder alt sammen meget godt, hvis det ikke lige var fordi at der hverken er noget evangelium i dette, og samtidig lyder det i mine (og jeg ved i mange andres) øren som noget der peger hen imod denne verdens fredsfyrste. Det er med andre ord som om dem som styrer Det Lutherske Verdenssamfund og den Romerske Kirke er ret interesseret i at fremme et antikristeligt rige som ser ud til at fungere rigtig godt i verdens øjne. Men reelt set er det et rige som vi bliver advaret om i bl.a. Johannes åbenbaringen kapitel 13. Men ok, samarbejder som dette gør det trods alt tydeligere for kristne at se hvad der er fra Gud, og hvad der ikke er.

Det Lutherske Verdenssamfunds forståelse for hvad en kirkes opgave er, er åbenbart noget de ikke har den store idé om. For hvis de havde det, ville de også kunne forstå at en bibelsk funderet kirke ikke har nogen interesse i at arbejde sammen med en kirke hvor bibelen er sat hen på tredje eller fjerde række og hvor netværk, traditioner og magststrukturer betyder meget mere end det som Jesus har åbenbaret for os i sit ord. Men er der så ikke noget at fejre? Jo, det er der bestemt. Tegn som dette er med til at vise os at Jesus kommer snart, og det er der grund til at glæde sig over. Men samtidig må vi bede for Hans folk at de vil holde sig til Hans ord, og ikke falde for fristelsen til at flyde med på tidsåndens bølge. For det er ikke en bølge der kan frelse nogen, det er kun Jesus der kan det.

Artiklen i KD kan læses her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/paven-og-vatikanet/pave-frans-kommer-til-skandinavien

Share on Facebook

Vi lever i en tid, hvor kirker mange steder er i en ulykkelig tilstand. En tilstand som bl.a. kommer til udtryk ved at evangeliet ikke bliver prædiket, eller at man ikke tager bibelen alvorligt, eller ikke engang tror på bibelen er sand. Det går udover de kristne som er i de menigheder som ikke får den føde de har brug for. Derfor er rigtig mange kristne i dag søgende efter bedre menigheder at komme i. De søger kirker som tager bibelen alvorligt og kirker hvor evangeliet bliver prædiket.
Det ønske er sundt og godt. Men i sådanne tider vil der desværre være en tendens til at folk søger henimod noget der virker sikkert, uden dog at være det. Det skete eksempelvis i halvfemserne da mange gik over i trosbevægelsen, fordi de der lød til at tage bibelen meget alvorligt og sagde ”bibelen siger dette og sådan er det”. Desværre fortolkede de bibelen så voldsomt, at den blev fordrejet til ukendelig. I nullerne var der så en tendens til at folk valfartede til Christian Hedegaards organisation ”Evangelist”. Det lød virkelig radikalt, men det var ikke bibelsk kristendom der blev forkyndt, men i stedet noget der ødelagde folk. Efter at Hedegaard har trukket sig ud af den tids rampelys har den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard overtaget Hedegaards rolle, og det Søndergaard prædiker er ikke bedre end det Hedegaard prædikede.

Alt dette er meget trist, men desværre er der også en tendens til at gå i den modsatte retning, nemlig at finde et ”perfekt formuleret” system som man kan læne sig op ad. Et sådan system er bl.a. baptistbekendelsen af 1689. Den blev udformet af calvinske baptister, og rimeligvis baseret på Westminster Confession of Faith fra 1846. I store træk er begge bekendelser virkelig gode. Den har tilmed gode bibelske forklaringer på hvorfor man tror hvad man tror. Men den er meget omfattende og går i lige lovlig mange detaljer. Sagt på en anden måde, så kan det være svært for folk der vælger at komme i en kirke der holder sig til 1689 bekendelsen, at vide helt hvad de går ind til. For det er som at skrive under på en kontrakt med altfor mange bittesmå bogstaver. Det er altså ikke en helt enkel bekendelse. Jeg husker at Charles Leiter engang sagde at det er vigtigt for en kristen og i særdeleshed en nyfrelst, at det er til at overskue hvad man som minimum tror på som kirke. Men hvis det minimum indeholder omkring hundrede punkter, så er det ikke muligt at have en rimelig forståelse af hvad man tror på, eller skal tro på i den kirke. Og det med ”skal tro på” er der desværre også en tendens til bliver ment meget bogstaveligt i 1689 menigheder. Der er ikke den store plads til at mene noget andet, for 1689 bekendelsen bliver nemlig ofte opfattet som et ”perfekt formuleret” system, og derfor er der ikke i samme grad plads til den grad af diversifitet som der burde være plads til i en kirke. Og her taler jeg naturligvis ikke en diversifitet som giver plads til vranglære, men der bør være plads til man ikke alle behøver være enige om mange udspecificerede punkter.

Fokus på punkter i stedet for Kristus?
Men hvad er så ulempen ved at være i sådan et system? Udover at 1689 bekendelsen på nogle af dens punkter er meget gammeltestamentlig (især på sabbatsbudet som er misforstået), så er der en fare i at man i en sådan menighed, kommer til at fokusere for meget på om man er i overenstemmelse med de punkter som er nedskrevet i bekendelsen. Det at have skrevet trosbekendelsen ned i så mange punkter, gør at man vurderer sig selv og andre på om man lever op til de forskellige punkter, hvilket kan stjæle fokus fra Kristus i ens kristenliv. Forstået på den måde at man med bekendelsen tjekker af om ens eget liv, eller andres liv, er på linie med bekendelsen. Man kan sige ”ja det tror jeg på, og det tror jeg på, og det der gør jeg og det der gør jeg ikke” og så kan man sætte flueben eller kryds om man vil på de punkter, og tro at man har det fint, og har alt på det tørre. Dermed tenderer denne bekendelse til at der kommer noget lovisk indover ens liv, og det er ikke sundt. I stedet for at sætte flueben ved om man lever op til punkterne i bekendelsen, har en kristen brug for at læne sig op af Kristus. Vi har ikke brug for at have en falsk tryghed i om vi lever op til det ene og det andet punkt i en udspecificeret detaljerig bekendelse. For det kan give en falsk tryghed hvis ens liv handler om at sætte flueben ved de rigtige punkter, i stedet for at hvile i at Kristus har frelst en og man tilhører Ham. Den eneste som kan give en den sande og bedste tryghed er Kristus, og ikke en bekendelse. Lige præcis derfor bekymrer det mig, når jeg hører at folk vil starte menigheder baseret på 1689 bekendelsen. For det virker ofte som om at man vælger 1689, fordi den ser ud til at være dette ”Perfekt formulerede” system. Jeg forstår godt at man kan være træt af ting der ikke fungerer tilfredsstillende i de menigheder man kommer i, men det er ikke et argument til at gå over i noget der for nogen går over i en form for loviskhed, og fluebenssætning der kan give en falsk tryghed.

Det betyder ikke at alle 1689-menigheder pr. definition er dårlige. Der findes bestemt gode prædikanter der bekender sig til 1689, og som er meget Kristusfokuserede i deres forkyndelse. Men om man er i en gammeldags baptistkirke, lutheransk, metodist etc kirke, er ikke det mest væsentlige. Hvad der er vigtigst er at Kristus bliver prædiket og som den frelser Han er. Han skal ikke prædikes som et system, men som frelser. Men jeg er ærgerlig over de tendenser til loviskhed og fluebensafkrydsning som findes hos nogle der bekender sig til 1689 bekendelsen. Og da jeg er bekymret over at høre om flere som tror på at løsningen er at gå tilbage til 1689 bekendelsen har jeg behov for at skrive dette. Det er som om man glemmer at den hedder 1689 bekendelsen fordi den er skrevet i 1689. Det betyder nemlig at den er påvirket af den kultur som man havde i England dengang i 1700 tallet. Men i dag lever vi i det 21 århundrede og ikke i 1689. Kristus er den samme, og bibelen er evig gyldig. Men en bekendelse som blev til i en tid og kultur som er meget anderledes end vores i dag, er ikke nødvendigvis på alle punkter lige god at overføre til en menighed i vore dage.

I næste afsnit vil jeg skrive hvordan 1689 bekendelsen har et misforstået billede af sabbatsbudet. Den måde man ifølge den bekendelse opfatter sabbatsbuddet på er desværre ret så gammeltestamentligt, og fordrer ikke til meget frihed, på trods af at Kristus har kaldet os til frihed. Jeg ved godt at den frihed vi er kaldet til kan være svær at forstå, men ikke desto mindre er det en frihed som er fantastisk at finde ud af hvad handler om. Men det vil jeg også komme ind på næste gang.

Link til den engelske udgave af 1689 bekendelsen: http://www.grbc.net/about_us/1689.php

Share on Facebook

Overskriften her er ikke noget jeg mener, for jeg tror ikke at den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard (TS) har fattet bare en tiendedel af det som Luther og Calvin gjorde. Ikke desto mindre er det hvad Torben Søndergaard selv mener. TS og hans disciple er for tiden ved at færdiggøre en film som de kalder ”The last reformation” som tydeligvis er en videreførsel af hans bog ”Den sidste reformation”. En bog som handler mere om TS selv, end den handler om Jesus. I videoen om den nye film (som skulle komme i februar) bliver der sagt følgende:

”Vi kender Konstantin. Han gjorde kristendommen til en statsreligion. Vi ser igennem historien at dette hierarki, denne institutionaliserede kirke fulgte os hele vejen gennem reformationen hvor Luther, Calvin og Zwingli kom. De forsøgte at reformere. De forsøgte at bringe os tilbage til det sande evangelium, tilbage til apostelens gerninger, men de mislykkedes.”

Du kan se det i traileren her:

At nogen som kalder sig bibeltro kristne, kan finde på at påstå at disse reformatorer mislykkedes er ret voldsomt. Men det er da rigtigt at hverken Luther, Calvin eller Zwingli lykkedes i alt, og der var ting de gjorde som ikke var gjort rigtig. Men det gælder jo os alle sammen, og reformatorerne var mennesker som dig og mig med menneskelige fejl. Det som er rigtigt vigtigt at holde fast i omkring reformatorerne er det som de gjorde som var rigtigt. Det som gør at reformatorerne står så tydeligt frem på trods af deres fejl, er at de prædikede evangeliet og de sagde at Guds ord er autoriteten for kirken. Tilmed var det banebrydende at bibelen blev en bog som alle der kunne læse i, nu havde fået lov at læse i. Førhen var den jo forbudt at læse i af den romerske kirke. Men tilbage til TS.

For hvad betyder det egentlig når man laver en film med titlen ”The last reformation” hvor man påstår at reformatorerne mislykkedes og så viser denne selvbestaltede apostel TS,  som den der har fundet den rigtige måde at gøre det på, så vi kan komme tilbage til ”apostlenes gerninger”? Det betyder ganske enkelt at de gamle reformatorer kunne ikke finde ud af det, men bare rolig for her kommer Torben Søndergaard og han har forstået hvordan det skal gøres og nu skal vi alle gøre som ham, fordi han er Guds særligt udvalgte. Det er reelt set en stor omgang arrogant vrøvl, som tilmed ikke er andet end gammel (og dårlig) vin på nye flasker. For selvom TS påstår at nu har vi fundet ud af hvordan vi kommer tilbage til det som Gud virkelig vil, så er det jo blevet sagt rigtig rigtig mange gange før, og tilmed af personer som gør og siger de samme ting som TS.
Jeg kan i store træk ikke se og høre hvordan TS lære og handlinger er forskellige fra Todd Bentley, Benny Hinn, Christian Hedegaard o.l. Eneste forskel er at TS, vist ikke er så interesseret i penge som de var og er, og jeg regner heller ikke med at TS bag kulisserne er alkoholmisbruger som Todd Bentley var, og jeg regner bestemt heller ikke med at han er sin kone utro som Todd Bentley også var. På de områder har jeg faktisk tiltro til TS. Men læremæssigt og gerningsmæssigt er der ikke nogen reel forskel. TS tror at det kristne liv handler langt mere om mirakler end om at prædike evangeliet, og ligesom Bentley, Hinn og Hedegaard talte mere om dem selv end Kristus, gør TS det samme. Han elsker at snakke om sig selv og om hvordan Gud angiveligt bruger ham til det ene mere vilde efter det andet. Han sætter nogle urealistiske forventninger op for folk, som ender med at ødelægge folks tro, selvom han påstår at han kickstarter dem (hans egne ord). Hvilket han gør ved at puste en stemning af forventning op, som ikke er baseret på andet end menneskelige forventninger og ikke bygger på bibelsk kristendom.
Desværre er der rigtig mange for tiden der falder for TS og det han står for. I Danmark er der ikke så mange præster der er tilhænger af ham, og derfor har han ikke så meget støtte blandt præsterne i Danmark. Men blandt lægfolket er der er del som støtter op om ham. Hvis bare de præster som godt kan se at TS skader folks tro og skaber forvirring hos folk, ville tage sig sammen og advare imod ham, så ville det være en god ting. Men jeg tror desværre at alt for mange præster i Danmark er bange for at tale klart ud om hvorfor de har det rigtig svært med TS. For de er bange for at tale folk imod, og måske miste medlemmer i kirken. Men om ikke andet er præsternes uvilje mod TS, en af årsagerne til at han ikke kommer særligt meget ud at prædike i danske menigheder. Til gengæld får han lov at sprede sin urene lære i diverse udenlandske menigheder. Og det som jeg har advaret om før ved ham, fortsætter han med at gøre, som at manipulere folk til at tro de er dæmonbesatte når de skal døbes. Det har jeg skrevet om før på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard, men kan også ses eksempler på i dette videoklip hvor han som sædvanlig skal råbe til påståede dæmon. Interessant er det at tænke på at Jesus da vist aldrig råbte af dæmonerne, men bød dem at komme ud af mennesker i stedet.

Et andet eksempel på hvordan TS ødelægger folks tro, har jeg skrevet om her: Prædiket Torben Søndergaard evangeliet?
Det er desværre et indlæg som nogen har misbrugt til at påstå, at jeg skulle have anklaget TS for at være homofobisk. Men det mener jeg aldrig nogensinde at jeg skulle have sagt eller skrevet, og enhver der kan læse, kan i det indlæg se at jeg skrev at på basis af det TS sagde i et tv-program, enten må være homofobisk eller være en vranglærer. Og jeg skrev også at jeg personlig tror mere på at han er vranglærer end homofobisk, da det giver mest mening i forhold til det andet han ellers siger.

Hvis du ikke har læst og hørt min gennemgang af noget af TS forkyndelse kan jeg anbefale dig at høre den her: Hvad er der galt med Torben Søndergaards forkyndelse og lære?

En udenlandsk artikel som rammer rigtig godt plet i problemet med TS kan læses her:Torben Søndergaard og evangeliet Plus

Share on Facebook

Nogen gange møder man folk som både kalder sig kristne, og som tydeligvis også er kristne. Man er ikke i tvivl om at de har en kærlighed til Jesus som er given dem af Gud selv, hvilket er et godt tegn på at de virkelig tilhører Ham. Men andre gange møder man folk som kalder sig kristne, men hvor man er i tvivl, ja nogen gange sikker på om de virkelig er kristne. Det kan være folk der lever i åbenlys synd, eller tilhører en sekt, eller bare er det man kalder kulturkristen uden at det betyder noget nævneværdigt for deres liv andet end de kalder sig kristen, uden at være det reelt.

En sådan person bygger sin frelse på et falsk grundlag, og den person der gør det, lever sit liv i ekstrem fare. For hvis man går hen og dør og først der finder ud af at man byggede sit liv på et falsk grundlag, så er man fortabt. Derfor spørger jeg nogle gange om hvordan folk blev født på ny. For bibelen siger, Ja selveste Jesus siger at vi må fødes på ny. Og uden at være født på ny, kan vi slet ikke se Gud. Hvis vi ikke kan se Gud, hvordan skulle vi så kunne komme ind i Himlen? Nej, at blive født på ny er så vital og vigtigt for en der kalder sig kristen, at hvis man ikke er født på ny, så er man ikke en kristen. Men er man virkelig født på ny, så er man virkelig en kristen.

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” Johannes 3.3.

At tale med folk der tror de er kristne uden at være det, har brug for nogle spørgsmål der bliver sat i gang i deres hjerte. For det kan være med til at hjælpe dem til at finde ud af om de virkelig er frelst eller ej. Og hvor vigtigt er det ikke at finde ud af netop dette. Ja, der findes faktisk ikke noget der er vigtigere, for først når man kan se at man ikke er født på ny, og kan se at Jesu ord viser at Han tager dette meget alvorligt, så er der nogen der også kan se at de har brug for at Jesus rækker ud til dem, og føder dem på ny, ved Helligånden.
Det er nemlig Gud der føder os på ny, ikke os selv. At blive født på ny, er jo ikke bare en ændring af ens livstil, som nogen desværre gør det til. Der er jo masser af mennesker der ændrer livsstil for at kunne opnå et eller andet. Tag bare elitesportsudøverne, de giver afkald på ufattelig mange ting som almindelige mennesker tager for givet. Og de gør det for at kunne vinde en medalje. Men deres ændring af livsstil redder dem ikke, det gør dem ikke til nye mennesker, men kun mennesker der har ændret retning.

At blive født på ny derimod er ikke kun at ændre retning. Nej, det er at gå fra at være djævelens barn, til at blive Guds barn! Ligegyldigt hvor mange gange et barn af djævelen ændrer retning, vil det stadig være et af djævelens børn. Derfor er det så vigtigt at man dør fra det gamle og bliver født på ny, og at det er Gud der føder en på ny, så man kan være forvisset om at man tilhører Gud i stedet.

At blive født på ny, sker altså ikke fordi man er døbt (for det står ingen steder i bibelen), og heller ikke fordi man har gentaget ”synderens bøn” (for det siger bibelen heller ikke noget om), men når man omvender sig fra sit gamle liv, og beder Jesus om at redde en. Så vil Gud også føde den person på ny, som man kan få nyt liv i Kristus, og have Jesus som Herre i stedet.

Share on Facebook