Når først man er blevet en kristen, så burde man også automatisk have en lyst efter at søge Gud. Det burde man så gøre ved at læse i Hans ord, og finde ud af mere om hvem Gud er. Samt finde ud af hvordan jeg kan leve mit liv med Ham, og til ære for Ham. Ok, det lyder ret enkelt, men virkeligheden viser ofte at helt så enkelt er det ikke. For selvom man er en kristen, så har vi stadig noget der hedder kødet. Og kødet vil sit eget. Men det farligste ved kødet er når det giver sig ud for at være åndeligt, selvom det stadig er kødeligt.
Ofte har jeg set hos både mig selv og andre kristne at man kan få et forkert fokus på Guds gaver. Jeg kan ønske Guds velsignelse over mit liv, både økonomisk, helbredelsesmæssigt, familiemæssigt, jobmæssigt osv. Og der er ikke noget galt i at ønske disse ting. Men de kan nemt få alt for stor betydning. Jeg har eksempelvis mødt mange som har været så fokuserede på at de skulle have ret til helbredelse, at deres liv er kommet ud af balance. Jeg har også mødt folk der har ment at de havde ret til rigdom pga. Guds velsignelse, og de har også været helt ude af balance. De fokuserede så meget på en gave, at de har glemt at det handler langt mere om giveren, end det handler om gaven.

Og nej, jeg tilhører ikke gruppen der mener at kristne har et naturligt krav på hverken rigdom eller helbredelse. Men jeg tror samtidig på at det ikke er unormalt for kristne at have en bedre økonomi, fordi de er mere fornuftige med deres penge alt andet lige. Jeg tror også på at jeg kan bede Gud om en god helse, og at der ikke er noget galt i at bede om dette. Men jeg tror ikke på at jeg har et krav på bedre helse fordi jeg er en kristen. Men tilbage til det som indlægget handler om.

Flere gange har jeg mødt folk der er syge, som påstår at de har ret til en helbredelse. Og hver gang har det gjort mig trist at iagttage. For i stedet for at glæde sig over Ham som har frelst dem og givet dem et nyt liv, så fokuserer de kødeligt på en gave som de ønsker at få fra Gud. Og jeg mener virkeligt kødeligt. Når jeg så spørger dem om hvorfor de så ikke er raske, så kan de finde på at sige at det er fordi de ikke har tro nok. Hmm, så med andre ord er der noget galt med deres tro. Eller også er det et eller andet de mangler at gøre op med, siden de ikke er helbredte. Hvilket jo så skulle betyde at de lever i synd.

Eller hvad så når jeg spørger dem som ikke er rige, men som mener de har ret til at være rige, om hvorfor de ikke er rige? Jamen så skyldes det at de ikke har givet nok selv, eller at de bare mangler tro, eller også forstår de det bare ikke. Eller også siger de at det er blevet rige i ånden, men at de mangler at manisfestere det i den fysisk verden, hvilket bare er noget overåndeligt vrøvl at sige.

Reelt set betyder det at de spilder deres tid på at fokusere fejlagtigt på noget de tror er åndeligt, men reelt set er kødeligt. Den kristne bør ikke spilde sin tid på disse ting. Vi bør glæde os over den vidunderlige frelse vi har fundet i Kristus, og over at vore synder er tilgivet og betalt, og vi har en evig plads i Himmelen. Vi må godt bede om Guds velsignelse over vores økonomi, og vores helbred m.m. Men vi skal ikke fokusere på det som om det er livet om at gøre. Vi skal have vore øjne rettet mod Kristus i stedet. Han er så meget større end alt det andet.

Share on Facebook

A. W. Tozer skrev engang at et af tegnene på at man har Helligånden og er ledt af Helligånden, er at man kan glæde sig over at det går andre kristne godt. Et tegn på at man ikke er ledt af Helligånden måtte så være når man bliver misundelig på andre kristne som det går godt for. Da jeg læste det, fik det mig til at tænke over noget af det jeg har oplevet igennem mine tredive år som kristen. Her er nogle af de tanker jeg fik.

Igennem de sidste 12 år har jeg både haft op- og nedture igennem mit kristenliv. Det havde jeg også før, men det er kun de sidste 12 år jeg virkelig har forstået evangeliet og betydningen af at evangeliet bliver prædiket tydeligt og klart fra prædikestolen. Før den tid troede jeg også at det var i orden at bruge prædikestolen til at tale om selvværd, pop-psykologi, få succes i dit liv, eller bare bruge den til underholdning fordi det bare skulle være så sjovt at komme i kirke. Men i de sidste 12 år har jeg kæmpet for at prædikestolen skal bruges til det Gud vil have den skal bruges til. Nemlig at prædike Guds ord så vi kan se og erfare at vi er fortabte syndere der kun har et eneste håb, og Han hedder Jesus! Sagt med andre ord, prædikestolen skal bruges til at prædike Jesu evangelium.

Den kamp har ofte været op af bakke, og jeg har tabt mange af de kampe, og nogle få gange har jeg lykkedes med det. Men midt i alt det, så har jeg også set at der er andre der har haft de samme kampe. Nogle af dem er det gået godt for, mens det for andre har været rigtig svært. Men det har ikke betydet at jeg har været misundelig på dem som det er gået godt for? Tværtimod glæder jeg mig kolossalt meget over at der er overgivne kristne som ønsker en klar og bibelsk forkyndelse, som også har fået medansvar i kirker. Og jeg glæder mig over at de prædiker et tydeligt og klart evangelium i de kirker. At finde ud af at jeg glædede mig over andres kristnes lykke i stedet for at være misundelig var rart at erkende. Så var der dog en ting der fungerede nogenlunde i mit liv trods alt, og det er også rart at være i en kristen sammenhæng hvor misundelse og magtkampe er noget der kun sjældent forekommer.

Men der var engang hvor jeg oplevede det modsat. I flere af de sammenhænge jeg har været i, særlig i halvfemserne og starten af nullerne, var der ofte magtkampe og misundelse tilstede. Jeg syntes det var svært at forstå hvorfor der var så mange magtkampe i de kredse jeg færdedes i, for det burde der jo ikke have været, men efterhånden valgte jeg bare at acceptere det, selvom det var ubibelsk. Man burde i stedet glæde sig over hvis nogen fik et godt ansvarsområde i kirken. Men ofte var det helt modsat. Det var ellers kredse hvor man påstod at man var ledt af Helligånden, og man sagde også at Helligånden havde sagt både det ene og det andet til folk. Men når det kom til stykket, så var det tydeligt at der var flere af lederne der manglede Helligåndens frugter. Man havde i stedet kødets frugter.
Ok, kødets frugter kæmper jeg stadig med, så jeg er ikke nogen helt her, men jeg synes godt nok at det er vigtigt at ledelsen af en kirke sker ved Guds brug af mænd der har tydelige tegn på Helligåndens frugter. Hvis kødets frugter eksempelvis i form af misundelse og magtkampe træder mere frem end glædens frugter, så er det stærkt problematisk.

Men vurder selv. Glæder du dig over at det går andre kristne godt? Eller er du misundelig på dem? Det gælder ikke kun det at tjene Gud som præst. Glæder vi os over at det går andre kristne godt økonomisk, karrieremæssigt, familiemæssigt m.m. Eller er vi misundelige over at andre har det bedre end os selv? Hvis vi virkelig er fyldt og ledt af Helligånden, så bør vi glæde os over andre kristne som det går godt for. Også selvom vi ikke altid selv oplever at det går godt. Vi er jo trods alt ifølge bibelen, et legeme. Så derfor er der god grund til at glæde sig, når det går godt for andre på Kristi Legeme.

Share on Facebook

Den tilsyneladende rigeste prædikant i USA er i dag Kenneth Copeland. At han er rig har jeg ikke noget problem med. Men måden han er blevet rig på er højst kritisabel. For hans rigdom skyldes at han nasser på godtroende mennesker ved at manipulere dem til at give penge til ham, og tilmed kalde det Guds vilje. Nu har han så igen købt et nyt privatfly, for de to han har i forvejen er åbenbart ikke gode nok til ham. Prisen er på mellem 36 og 45 millioner dollars for disse fly, og dertil har han fået opgraderet sin landingsbane og hangar for et ret højt beløb. Årsagen til at Kenneth ikke kan rejse med almindelige fly som så mange andre gør, er at han ifølge ham selv”oplever” at blive forstyrret af dæmoner når han rejser med almindelige rutefly, og det gør at han ikke kan forberede sig når han skal prædike. I mine ører lyder det ret diva-agtigt at en præst kan fyre sådan noget vrøvl af.
Altså jeg kan da sagtens flyve med almindelige rutefly uden at jeg tager skade. Det kan folk som Paul Washer, John MacArthur m.fl. også, men Copeland er åbenbart et meget følsomt gemyt som ikke kan tåle ret meget.

Det andet problem jeg har med Kenneth Copeland er at han stadigvæk ikke prædiker Guds ord, men løgnelære som er meget langt væk fra bibelen. Det han prædiker er dæmonisk, og ikke bibelsk, så hans argument om at han bliver forstyrret af dæmoner i almindelige rutefly holder altså ikke. Han er ret godt forstyrret af dem i forvejen. Men på trods af hans løgnelære og nassen på af andre folks penge, så er der ikke desto mindre hober af mennesker som anser denne mand for at være en særlig Guds mand.
Og det er lige præcis her at jeg undrer mig rigtig meget. For hvordan kan man som kristen acceptere denne vranglærer som om han skulle være sendt af Gud? Der er så meget ved Kenneth Copeland som strider imod både bibel og sund fornuft, at hvis man bare er en lidt reflekterende person, så burde man kunne se at manden er en charlatan.

At der findes folk som Copeland som lever af at misbruge folks tillid, det er svært at gøre noget ved. For den slags folk vil altid kunne findes så længe vi er før dommedag. Men at der er så mange der støtter ham så han kan leve som han gør, er i mine øjne det mest rystende.





Link til Copelands udtalelse om dæmoner på normale passagerfly:https://www.washingtontimes.com/news/2016/jan/5/kenneth-copeland-jesse-duplantis-defend-private-je/

Share on Facebook

Noget som jeg personligt finder skræmmende er hvorvidt kirken af i dag er parat til at blive forfulgt. Det er der klare grunde til. Hvis man spørger kirkefolk hvorfor man skal være en kristen, så er svarene som regel at man får et bedre liv, et lykkeligere liv, et sjovere liv, et mere indholdsrigt liv etc. Men det er nærmest umulig at finde nogen der som Jesus gjorde, fortæller hvad det koster at være en kristen. For det var noget Han meget ofte gjorde, når folk opsøgte Ham. Som her i Mattæus 8.19-20:

“en skriftklog kom til ham og sagde: »Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«”

Eller her i Lukas 9.61-62:

“Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«”

Jesus havde ikke brug for at oversælge sit budskab. Han lagde tingene frem klart og tydeligt. At følge Jesus koster ens liv, var naturligt integreret i Hans evangeliske budskab. Det var ikke det budskab som tiltrak mange mennesker. Folk var tiltrukket af Hans mirakler som helbredelse af syge, Hans evne til at mangfolddiggøre fem brød og to fisk, så flere tusind kunne spise og blive mætte af det. Ja, selv Hans talen imod det etablerede religiøse system ville folk også godt høre på. Men når Han fortalte hvad det kostede at følge efter Ham, så faldt folk fra, og det i stort tal. Hvilket vi eksempelvis læser i Johannes evangeliets sjette kapitel. Men Jesus ville ikke bilde folk noget andet ind, end at Hans efterfølgere ikke kunne leve deres eget liv. Men i stedet leve et liv som i sidste ende kunne medføre at de kunne blive slået ihjel.

Parate disciple
Vi ser også at Jesu forberedelse af disciplene var det rigtige sats. Jesus kunne jo have formået at få store skarer til at følge Ham. Men Hans valg af en lille gruppe af overgivne disciple betød også at når forfølgelsen kom, så var disse efterfølgere parate til at gå igennem det. For de havde fået at vide at det var hvad de gik ind til. De vidste godt at martyrdøden var en mulighed som der var høj risiko for.
Fordi de var parate til at gå hele vejen, og på grund af Guds nåde, var kristendommen også umulig at stoppe. Hvordan kunne man stoppe folk der var villige til at dø for deres Herre? Det var simpelthen ikke muligt.
Men hvad så i dag? Er vi også parate til at gennemgå forfølgelse i dag? Er vi trænet til at kunne klare modstand? Eller kan dagens kirke ikke holde stand imod den forfølgelse der vil komme en dag?

Eksempel
Prøv blot at se på hvad det er for aktiviteter man fokuserer på i stedet for evangeliet. Man ville have sjov, spænding, ”relevante budskaber man kan bruge i sin hverdag” som man kalder det, hyggelige fællesskaber m.v. Men at forkynde hvad det koster at være en kristen og hvorfor, det vil man ikke. Det skræmmer jo folk væk siger man. Hvilket er det dårligste argument, da man i samme splitsekund man siger det, også indirekte påstår at Jesus gjorde det forkert, for Han skræmte jo tusindvis af mennesker væk med sit budskab.

Jeg gruer for den tid hvor der kommer virkelig forfølgelse i vesten. For kirken i dag, er ikke parat til at modstå den. Folk vil falde fra i enorme antal, fordi kirken ikke havde advaret kristne om at der vil komme forfølgelse og modstand fra denne verden. Men når man har fået at vide at kristendom handler om alt muligt andet end hvad Jesus har gjort for en på korset og hvorfor, men i stedet gjort det til overfladiske sociale aktiviteter, så er der ikke nogen grund til at blive i kirken, når man ikke er blevet forberedt på hårde tider.Share on Facebook

Forfølgelse er noget vi kun sjældent hører om i de vestlige kirker i dag. Det skulle da lige være hvis man inviterer en fra Åbne døre til at komme og prædike. I så fald hører vi om kristne i andre lande som er forfulgt, og så tænker vi nemt ”Ih hvor har vi det godt her i Danmark, for vi er da ikke forfulgt”. Men det er en farlig tanke at have, for Paulus skriver til Timotheus at ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” i anden Timotheus 3.12.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med i kristenlivet. Men selvfølgelig er der grader af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og i forskellige styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sæde-frøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som falder fra, når der kommer forfølgelse og trængsler, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga. vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej ved jeg ikke. Og det skal jeg heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen “åndelige kamps bønner”, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen. Der vil også være plads til folk som kalder sig kristne, men ikke lever som kristne. For de folk har ikke sat Jesus på førstepladsen.

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver rigtig voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv?

Men vigtigere er det at tænke over hvad det er for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord? For lige netop her har den moderne vestlige kirke fejlet. De kirker som påstår at de har fuldt med tiden, og som bilder folk ind at kristendom handler om at have det sjovt eller være i et godt socialt fællesskab o.l. de kirker har ikke forberedt deres medlemmer på den forfølgelse der vil komme. Det vil jeg komme ind på næste gang.

Share on Facebook

Jeg er taknemmelig for at jeg havde læst i bibelen før jeg blev en kristen. For ellers ville jeg jo kun have menneskers forklaringer på hvorfor jeg skulle blive en kristen. Jeg hørte ellers ofte kristne give lokkende argumenter for at blive kristen. Det kunne eksempelvis være hvor fedt det er at være en kristen, eller at Gud har en “vidunderlig plan for mit liv”. Den slags argumenter hørte jeg, men jeg vidste godt at det ikke var det bibelen sagde, og blev irriteret over at skulle høre de kristne sige den slags vrøvl. Bibelen have heldigvis vist mig noget ganske andet. Jesu ord viste flere gange at det at tilhøre Ham betød, at man måtte give afkald på sig selv. Der stod ganske rigtigt at Jesus også kom for at give liv og liv i overflod. Men det skal forstås sammen med de andre udsagn om kristenlivet. Det skal ikke forstås isoleret. Så jeg vidste at det at blive en kristen, og være en kristen ville medføre modstand, og det er vigtigt at vide før man omvender sig.

Paulus i fængsel

Ikke altid så nemt
Det er ikke altid nemt at være en kristen. Jeg synes det ofte har store omkostninger. Så hvorfor har jeg holdt fast i troen alligevel? Måske skulle jeg kigge på en helt anden end mig selv her, for der er folk der har betalt langt større omkostninger end jeg har, og alligevel holdt fast i troen. Paulus som er den person der leverer størstedelen af det nye testamente betalte virkelig prisen. Det ser vi bl.a i det her:

“Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.” Anden korinter 11.24-28.

Hvordan kunne Paulus tåle så stor modstand, og ikke falde fra? Jeg tror noget af svaret ligger i at han med egne øjne havde set hvad der kan være den højeste omkostning for de kristne. Nemlig martyrdøden. Noget som han ifølge ham selv, havde været med til at udøve på kristne før hans omvendelse. Så da Paulus selv bliver en omvendt kristen, vidste han godt hvad han gik ind til. Han var ikke blevet lovet guld og grønne skove i dette liv. Han havde ikke fået at vide at Jesus havde en vidunderlig plan for ham eller lignende. Paulus gik hele vejen på trods af stor modstand. Modstand både fra egnes side og fra det romerske imperium.

Hvad vi ofte glemmer var at hans forkyndelse af evangeliet også bar præg af dette. For i den forkyndelse ser vi at Paulus advarer imod Guds dom, i stedet for at undlade at tale om den, sådan som vi plejer idag. Han holdt ikke sandheden tilbage.  Hvordan den forkyndelse lød, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt mere ind på næste gang.

Share on Facebook

Et tegn på at vi lever i en tid med frafald og mangel på bibelviden, er den fokus de jeg-centrerede prædikanter får. Og særlig når disse jeg-centrerede prædikanter bliver fremstillet og set på som “mere åndelige” end andre. Men hvad er en jeg-centreret prædikant? Her vil jeg skelne mellem to typer. Den første vil jeg kalde den usunde jeg-centrerede prædikant der taler mere om sine egne oplevelser, end han taler om Guds ord. Den anden vil jeg kalde den falske vranglærer som taler om sig selv, og har lagt en ny betydning i Guds ord som ikke er i overensstemmelse med evangeliet. Den sidste type har jeg skrevet en del om i forvejen. Man finder dem særlig hos trosbevægelsen. Navne som Todd Bentley, Kenneth Copeland, Jens Garnfeldt m.v. hører til i den kategori.

Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i. Men problemet hos dem opstår i at de taler mere om dem selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Men hvad er der så galt med de eksempler jeg er kommet med her? “

“Det handler om MIG fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i en, og en selv må blive mindre. Nej, der er her en usund fokus på at “JEG bliver brugt af Gud”. Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver der taler for meget om hvor meget Gud bruger ham eller hende. Særlig når det der virkelig er behov for, er at høre er hvad der står i Guds ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have at vi hører på HANS åbenbaring, og på HANS nye idé som BESTEMT er fra Gud og så videre.

Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab (Hoseas 4.6)
Desværre er vi så fattige på bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Man kan blive så fokuseret på de oplevelser som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem som værende fra Gud. Men her er det vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej, og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det prædikanten kommer med er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige ord vi skal bruge til det. Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene selvpromoverende prædikant efter den anden, i troen på at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt” at Gud bruger vedkommende. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse som gjorde at jeg pludselig blev en som “Gud brugte på en særlig måde”. Problemet i at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af at jeg bliver brugt på “en særlig måde”, og så ser at jeg har pletter som alle andre, og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det JEG oplevede, kan betyde at de i sidste ende vil falde fra troen. Fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning at vores forkyndelse, vores fokus, og vores liv, peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på hvor meget vi tror vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk). For hvis vi lærer folk som er kommet til tro, at bygge vore liv på Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed. Det er meget sandsynligt (nej sandheden er at det er helt sikkert) at jeg fejler. Men det er absolut sikkert at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på alt det jeg gør, for det er jo ikke særlig meget. Jeg er blot et lerkar som før jeg blev et Guds barn var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt at der er en ting som særlig er et problem, for en del af de forkyndere der faktisk kender evangeliet, men taler mere om dem selv end de taler Guds ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille. For der er nogen som synes det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser” end de ønsker at høre et klart Guds ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit ord. Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser så ser vi i hans forkyndelse at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” Anden korinterbrev 4.5

Share on Facebook

Engang blev jeg kontaktet af en ung mand som var næste færdig med at oversætte en ret god bog som jeg selv havde læst på engelsk. Han ville godt finde ud af hvordan man kunne gøre den færdig og få den udgivet. Det ville jeg rigtig gerne støtte ham i. Oversættelsen manglede bare at blive færdigredigeret og lige få nogle få kapitler mere oversat, og så var den parat til at blive udgivet.  Den unge mand havde inden han fandt denne bog tilhørt en gruppe af mennesker som er lidt ligesom Torben Søndergaards ”The last reformation”, men bogen han havde fundet gjorde at han kunne se han var ledt på vildspor, og han gik derfor ud af denne gruppe. Efterfølgende brugte han tid på at oversætte bogen.

Men så skete der noget, lige pludselig begyndte den unge mand at trække i land. Var det nu også en god idé at udgive denne bog, og ville det være godt for ham at gøre det. Jeg undrede mig over hvad der skete og opmuntrede ham til at fortsætte, for det var en bog som både havde hjulpet ham ud af noget sekterisk, og evangeliet var tydeligt til stede i bogen.
Senere fandt jeg ud af hvorfor han ændrede mening. Han var blevet kontaktet af sin gamle gruppe, og selveste lederen var en af dem der havde talt med ham. Han var blevet tilbudt en plads i gruppen som kunne give ham en position som han åbenbart begærede. Og så fik jeg skæld ud for at have ledt ham på vildspor, fordi han ville have kunne få en endnu bedre position hvis han ikke havde været sådan i tvivl om han skulle fortsætte i gruppen (selvom jeg ikke kunne se det var min skyld). Ikke desto mindre valgte han positionen i stedet for at få udgivet en bog som kristne kunne have stor velsignelse af.

Jeg ved at det for resten efterfølgende ikke gik så godt i den gruppe han vendte tilbage til, og at han bagefter har forsøgt at sleske sig frem til lignende positioner andre steder ved at tale diverse præster efter munden og storrose dem.

Begæret efter prestige
Nu er det ikke første eller sidste gang jeg har oplevet folk være mere drevet af prestige, end af Guds Ånd. Og for at være helt ærlig, jeg forstår godt at man kan være fristet af dette. Men det gør det ikke mindre syndigt. Jeg har set kristne ødelægge deres liv med Gud fordi deres valg i livet handlede mere om at være sammen med ”de rigtige personer” eller ”rigtige netværk”, eller få den ”rigtige position” i kirken. Og nogen gjorde det i begæret efter at flere folk ville se op til dem. Men det kristne liv handler ikke om at få folk til at se op til en. Det handler om at vi skal se op til Jesus, og være 100 % afhængige af Ham. Det giver ikke prestige, og heller ikke mange penge. Men hvilket fantastisk liv det er når det ikke længere handler om mig, men om Jesus Kristus. Og hvor bliver livet meget nemmere når det ikke handler om at jeg skal have prestige og ære, for det er en skrue uden ende hvor man aldrig kan få nok. Det er langt bedre at Jesus får den fokus i stedet for.

Share on Facebook

Det har lige været påske hvor vi fejrer Jesu død, korsfæstelse og opstandelse. På facebook skrev jeg at uden opstandelsen ville der slet ikke være nogen kristendom. Så hvorfor skrev jeg det? Jo, for nogle år siden blev det moderne i kirken at tvivle på Guds ord. Det blev til en hel bevægelse indenfor det kirkelige som kaldte sig Emergent Church. I bund og grund var det ikke andet end liberalteologi på nye flasker, men folk faldt for det på stribe. For ret hurtigt blev det sejt at høre prædikanter tale om deres tvivl, og om vi virkelig skulle tage de kristne læresætninger så alvorligt. Eksempelvis kunne pastorer fra emergent church finde på at spørge om vores tro skulle bygge på om Jesus var født af en jomfru eller ej, eller om det virkelig var så vigtigt at Jesus genopstod fra de døde. På den måde blev det gjort sådan lidt kool at kunne sige at ens tro ikke afhang af om Jesus var opstået fra de døde eller ej. Ligesom man da også sagtens kunne anse syndefaldet for at være en symbolsk fortælling og ikke en reel, for det afhang deres tro da ikke af. På den måde fik de deres dårlige tro til at fremstå som ekstra stærk. 

Men i virkeligheden var disse tanker med til at undergrave den kristne tro, selvom de var så seje at deres tro angiveligt ikke afhang af bibelens troværdighed. For sagen er den at hvis ikke Adam og Eva er historiske personer, hvis ikke Jesus var født af en jomfru, og hvis ikke at Jesus opstod fra de døde, så ville der slet ikke være nogen grund til at være kristen. Vores tro bygger netop på at de ting skete og at de er sande. At have en tro som ikke bygger på sandhed, men følelser eller subjektive meninger er ikke noget man kan leve et kristenliv på. Vi kan være kristne og stole på Gud fordi vi kan stole på at bibelen er sand, og fordi vi kan se at bibelen viser at vi er syndere der har brug for at blive tilgivet og frelst, og at det kun er Jesus Kristus der er i stand til at frelse os.

Djævelsk tanke
I bund og grund var mange af ideerne fra emergent church også dæmoniske. For de havde bare fundet en semiintellektuel måde at stille det samme spørgsmål som slangen stillede Eva i Edens have. For det de i virkeligheden spurgte om var jo ”Har Gud virkelig sagt? ”.  I stedet for at erkende at deres spørgsmål der satte tvivl om Guds ord var dæmoniske, så syntes mange (selv pastorer) at det var en spændende ny måde at se kristendommen på. Hmm måske skulle de bare tage og være tilfredse med den gode gamle måde at se kristendommen på, nemlig som sand og troværdig og ikke som noget man skal tvivle på. Husk Jesus roste jo ikke nogen af disciplene for deres tvivl, tværtimod skældte han dem ud for det. Hvad mon Han ville sige i dag?

Share on Facebook

Flere gange når jeg har skrevet noget om en falsk profet, falsk lærer som har fået indflydelse i vore kirker, har jeg fået en sætning smidt i hovedet som jeg efterhånden er blevet træt af at høre. “Spis fisken og spyt benene ud”. Dem som bruger dette motto siger ofte at de sagtens kan bruge Rick Warrens kristusløse bøger, eller Stephen Furticks jeg-fokuserede evangelium, eller William Paul Youngs blasfemiske bog Hytten. For de påstår jo at man bare kan spise kødet og spytte benene ud. Men jeg har to ting som jeg synes er problematisk ved den sætning.

For det første kan jeg ikke finde dette motto beskrevet i bibelen. Det er nu ikke så svært at forstå, for den findes ikke i bibelen. Så man bruger et argument for at kunne bruge falsk lære i Guds kirke, som ikke har sit udgangspunkt i bibelen.

For det andet, så er problemet at der jo ikke er noget kød på de ben som jeg får at vide jeg skal spytte ud. Så hvorfor skulle jeg overhovedet bruge tid på at sutte på dem? Der er jo ikke noget åndelig næring i dem alligevel. I bund og grund er det jo bare banal pop-psykologi som de falske profeter i kirken promoverer. Og hvis jeg har brug for pop-psykologi, så vil jeg få mere ud af at gå til de sande pop-psykologer som Antony Robbins eller Dr. Phil. Men folk som Rick Warren, Joel Osteen, Stephen Furtick o.l. er reelt set ikke andet end en gang wannabee-pop-psykologer. Og hvorfor skulle man høre på nogle wannabees, når jeg kan høre på the real ones i stedet?

Share on Facebook