Er det ubibelsk at spare op til pension, eller skal vi bruge pengene til kirke og mission mens vi kan? Inden jeg svarer på det, så er der en ting der er vigtig at være opmærksom på. Det er at hvis man er en kristen, og dermed er et Guds barn, så har Gud også valgt at tage ansvaret for en, og give os hvad vi har brug for. Det betyder at hvad enten jeg oplever at være fattig eller rig, så må det være Gud der er min kilde. Om jeg har en høj eller lav løn, eller om jeg har en virksomhed som tjener tonsvis af penge, eller nærmest ikke kan få virksomheden til at hænge økonomisk sammen, så er det stadigvæk Gud der er min kilde. Han vil sørge for mig, både når det ser godt ud, såvel som når det ser dårligt ud.

Men hvis Gud er min kilde, betyder det så at jeg ikke behøver spare op til min alderdom? Svaret er ganske enkelt nej. Du bør som en god fornuftig kristen spare op til din alderdom. Det bør du gøre også selvom Gud er din kilde?

Lad mig starte med et negativt eksempel. Jeg hørte om en bankmand som anbefalede en kunde at få en pensionsopsparing. Men kunden afslog med argumentet at Jesus jo alligevel kom snart, og så ville det være spild af tid og spild af pengene hvis man lavede en pensionsopsparing. Så personen ville at pengene skulle investeres i kirke o.l. inden Jesus kom. Jeg synes det er så trist at høre sådan nogle historier. For de giver et billede af kristne som værende naive på den dårlige måde, og så er det tilmed en arrogant holdning at have som kristen. For hvem er vi, at vi med sikkerhed kan vide at Jesus kommer inden vi selv skal herfra? Jeg ved godt at tiden for Jesu genkomst nærmer sig, men om det sker i min tid eller ej, har jeg ingen ret til at sige noget om. Jeg ser ganske rigtigt tegn på at der er kort tid til, men jeg ved også historisk set, at det har der været kristne der har sagt for flere århundreder siden. Og de er altså døde i dag. Historien viser desværre at kristne alt for mange gange har taget fejl, når de har påstået at der ikke var nogen grund til at investere i fremtiden fordi de netop troede Jesus kom indenfor nogle få år. Det skete eksempelvis ved det første årtusindskifte, hvor mange havde valgt ikke at vedligeholde kirkerne, for det var der jo ikke brug for. Jesus måtte jo komme omkring årtusindskiftet, hvilket i deres øjne gav mening dengang.

Sund fornuft
Gud vil sørge for mig, men Han vil også have at jeg har sund fornuft. Jesus blev fristet af djævelen til at springe ud fra templets tinde. For djævelen sagde at hvis Jesus gjorde det, så ville engle bære ham, så der ikke skete noget. Til det svarede Jesus at man ikke skulle friste Gud. Med det mente Han at bare fordi Gud kunne sørge for at der ikke skete Ham noget, så betød det ikke at man skulle opføre sig dumt og uansvarligt. Og helt ærligt så er det ret uansvarligt at kaste sig ud fra et højt sted i den tro at der ikke sker en noget, også selvom man er Jesus.
På samme måde er det også med den kristnes økonomi. Vi ved ikke hvornår vi skal herfra, og det kan betyde at vi kan være her mange år, også i en periode hvor vi ikke er arbejdsdygtige nok til at tjene vore egne penge. Så mens vi kan, giver det god mening at vi sparer op til den tid. Det er almindelig sund fornuft. Det betyder ikke at vi skal gøre en kæmpe indsats for at blive rige i vores alderdom. Det er en misforståelse. Nej, pensionsopsparing handler om at man kan leve et rimeligt normalt liv, også selvom man er blevet ældre.

Hvad nu hvis?
Men så er der det svære spørgsmål som ikke kun kristne stiller sig selv. Det er spørgsmålet: ”Hvad nu hvis jeg dør før jeg bliver pensioneret?” Svaret er det ganske enkle: ”Ja, så dør du før du bliver pensioneret”. Og for at citere en politiker jeg ellers ofte er uenig med, så kan jeg tilføje: ”Sådan er det jo”. Det er ikke til at forudsige den slags, men hvorfor ikke forberede sig på at man kommer til at leve lang tid, i stedet for kort tid? Og der er noget der ser ud til at kristne generelt lever længere end gennemsnittet.
Jeg har mødt alt for mange ældre kristne igennem tiden, som ikke har ret mange økonomiske ressourcer fordi de har undladt at spare op til alderdommen, og i stedet har givet deres penge til kirke, kirkebyggeri, mission o.l. Tro mig jeg har intet imod at man giver til disse ting, tværtimod. Men det skal ikke gøres så at man mangler at have til sig selv. Jeg har mødt folk som har fået stor gæld, fordi de i stedet for at spare op, har lånt penge til kirkebyggeri, og på den måde har kunne få nogle skattefradrag i stedet. Men det kan jeg som kristen, økonom og som menneske kun advare imod at man gør. Hvis et kirkebyggeri ikke kan fuldføres uden at kirkens medlemmer optager lån i banken, så bør man slet ikke bygge den kirke! Man skal give af det man har, ikke af det som man ikke har!

Giv af et glad hjerte
Den kristne har brug for at have et glad giver-hjerte, og det er en velsignelse og en glæde at give til Guds arbejde. Men det betyder ikke at man skal miste sin sunde fornuft. Vær god til at give, og tænk dig om så din alderdom bliver god.
Om man skal have en pensionsopsparing i banken, eller nøjes med den man har igennem sit arbejde (hvad nogle jo har), eller om man skal spare op i sit hus (betale ens realkreditlån ud) og minimere sin pensionsopsparing o.l. Det er ikke lige til at svare på, da folks økonomiske udgangspunkter er forskellige. Men lad være med at tro det er ubibelsk at have lagt til side til sin alderdom. Bibelen taler imod at man har et usundt ønske om rigdom, men den taler ikke imod at være fornuftig med sin økonomi. Tværtimod.

Share on Facebook

For ca. et år siden, optog den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard (TS) nedenstående video. I den forklarer han det som han flere gange er blevet anklaget for at mene, nemlig at han tror på at dåben er frelsende.

Her siger han følgende allerede et halvt minut inde i videoen:

“Do I believe that baptism is part of salvation? Yes I do, of course I do. This is what I read in the bible.

Do I belive that baptism save us? Yes this is what I believe”

Så klart siger TS, det I starten, og jeg er ikke overrasket over dette. Jeg og andre har flere gange været i dialog med ham om netop dette. Engang spurgte TS mig hvordan det kunne være at jeg ikke mente at dåb var afgørende for ens frelse. Her er hvad TS skrev til mig i 2010:

” Kigger man i den nye pagt, så ser man en HELT klar mønstre. ALLE der kommer til tro bliver døbt med det samme. INGEN er altså en kristen, uden dåben som indgangen. Om det er fangevogteren midt om natten eller 3000 på en dag. Læser man igennem Apostelens Gerninger finder man dåben som indgangen til det nye liv.”

Så allerede dengang var dåben noget der betød rigtig meget for TS. I den diskussion viste han både at han ikke mener at vi er frelst af tro alene, og prøvede at sige at han samtidig troede på frelst af tro alene, bare man også blev døbt. Så med andre ord, vidste han altså heller ikke helt dengang hvad han mente og ikke mente. De otte efterfølgende år har vist at TS desværre ikke har ændret sig hvad dette angår. For det TS siger i videoen, har han sådan set ment i mange år. Men han er kendt for at være meget vævende når han forsøger at forklare sin usammenhængende teologi. Personligt mener jeg det skyldes at han er bange for at blive fanget af sine ord, og fordi han faktisk ikke forstår hvad det er han siger. Derfor roder TS også ofte rundt i det han siger om både det ene og det andet som han tror på.

Nu ved jeg godt at der vil være nogen der ser denne video som vil sige at han har jo også nogle men’ner til det han siger. For han fortsætter jo med i videoen at sige:

”But but but but, I am not saying that if you are not baptized that you are lost forever. It depends.”

Og så fortsætter han med at komme med de mærkeligste usammenhængende forklaringer som I bund og grund endnu engang viser at dåben I TS øjne er afgørende. Eksempelvis kommer han med en mærkelig historie om at hvis man nu sidder i fængsel og der ikke er mulighed for at blive neddykket i vand af nogen kristne, så er det i orden at tage en dråbe vand på eksempelvis sin pande og døbe sig selv til Kristus. Jeg må indrømme at da jeg hørte det, troede jeg simpelthen ikke mine egne ører. Det var så helt igennem ekstremt langt ude at komme med sådan nogle billeder og forklaringer. Det her er teologi som ikke hænger sammen, og viser at TS ikke har noge idé om hvad han siger. Han prøver at sige det ene, og så kommer han med avancerede surrealistiske forklaringer som ikke giver nogen mening. Det kan kristne godt gøre, og komme til, men der er en grund til at bibelen siger at vi ikke skal søge at blive lærere. For dem der underviser skal dømmes så meget hårdere. Fordi de har et ansvar for hvad de lærer andre. Dertil siger Jesus også at vores tale skal være Ja, Ja, og Nej, Nej. Det forstod folk godt dengang han sagde det, for det betyder at en kristens tale, og særlig en kristen leders tale skal være klar og tydelig tale. Det skal være nemt at forstå hvad det er en kristen mener og står for. Men det er noget som ikke kendetegner TS, da han har det med at væve sig rundt fordi han ikke forstår grundlæggende kristen teologi. Eksempelvis så er TS ikke i stand til at holde fast i en af de vigtigste kristne dogmer, som netop er ”Frelst af tro alene”. Dem som ligger noget til dette dogme, viser at de er på vildspor, og det har TS været i mange år nu, desværre.

Ikke nok med det, så har det også vist sig at TS lægger overåndelige ting i dåben. Som når han laver mærkværdige manipulerende ”dæmonuddrivelser” på dem han døber. Eller påstår man kan blive sat særlig fri fra synd i dåben, eller siger at det er dåben der vasker vore synder væk, når det ifølge bibelen er Jesu blod der vasker vore synder bort. Dertil er det tankevækkende at han kun døber folk i Jesu navn, og ikke ”Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Og man kan spørge sig selv om det skyldes at TS er inspireret af oneness pentacostale som ikke tror på Gud er treenig. For det er i de kredse som man særlig finder denne praksis.

Om ikke andet, så finder jeg det godt at TS trods alt starter med at sige det ganske klart, at han tror dåben frelser. Desværre for TS, så er dåben ikke en overåndelig handling. Men en adlydelses handling. Den er ikke magisk, den sætter ikke folk fri fra synd, og eftersom man kun skal døbe kristne, og kristne ikke kan være dæmonbesat fordi Jesus bor i dem, så kan man også konkludere at TS’s dæmonuddrivelser ikke er hvad de udgiver sig for at være. Med andre ord, TS er stadig en forfører, en charlatan og en vranglærer. Desværre er der flere ting der tyder på at TS selv tror på det han siger. Men det betyder ikke at han er mindre farlig. Personlig er jeg af den overbevisning at vranglærere der tror på deres egen vranglære, er langt mere farlige end folk som bare vil snyde folk. For en vranglærer der tror på sin lære, er alt andet lige mere overbevisende end en der blot vil snyde folk.
Og til dig som kender TS, og kan se at han er på vildspor. Gør som andre har gjort før dig, og vis din kærlighed til TS og hans følgere og fortæl dem sandheden. En dag vil TS måske vende om, fordi Gud viser sin nåde mod ham, og fordi der var nogen der fortalte ham sandheden.

Se mere om TS dæmonuddrivelser på dette link

Se mere om hans skadelige “befrielsesteologi” som bygger på hans dåbssyn på dette link

Og se hvad jeg ellers har skrevet om TS på dette link

Share on Facebook

Her i påskedagene fejrer vi Jesu død og opstandelse. Korsfæstelsen som var omdrejningspunkt for dette var desværre noget der var helt normalt under romertiden. Det var en nem måde at afskræmme forbrydere og oprørere på, da døden på et kors var meget smertefuld. Så der var mange der endte deres dage på et kors i romertiden. Men hvorfor er det lige at det er Jesu kors vi har brug for, og ikke et af de mange andre kors?
Det talte jeg om i en prædiken jeg holdt for nogle år siden som jeg gav titlen: “100.000 kors i en høstak”. I den kommer jeg bl.a. ind på tre ting der gør at Jesu kors adskiller sig fra alle andre kors.

Og så ønsker jeg for mine læsere at I i denne påske vil fejre Jesu død og opstandelse, og håber for jer at I kommer i kirker hvor præsten forstår at påskens budskab handler om Jesus, og ikke om alt muligt andet. For Jesus er bare så meget vigtigere at fokusere på, end netop alt muligt andet. Glædelig påske herfra.

Share on Facebook

Igennem de ti år jeg har administreret denne hjemmeside har der været mange debatter om hvad en kristen kan gøre og ikke kan gøre. Men jeg har tænkt over hvad årsagen kan være til de mange uenigheder der har været i debatten om dette. Og en konklusion som igen og igen popper op, er at mange har misforstået hvad en kristen er. Det er som om enhver kan få lov til at være en kristen i dag, ligegyldigt hvad man gør, siger og mener. Selv Lars von Trier som har lavet den ene ugudelige film efter den anden, påstår jo at være en kristen. Ja, han har tilmed sagt at det er Gud der leder ham, på trods af at hans film er gudsbespottelige.

At de sekulære medier godtager at man er kristen, bare fordi man siger det, er hvad man kan forvente. Men når man selv i kirken har glemt hvad en kristen er, så har vi et problem. Jeg kan huske engang jeg skulle undervise en gruppe unge mennesker, hvor jeg fortalte om dette. Der talte jeg om en som levede i åbenlys synd, og som samtidig sagde at han var en kristen. Jeg viste udfra bibelen hvordan det ikke kunne hænge sammen, og sagde så at manden jeg talte om, jo ikke kunne være kristen når han levede i synd. Det handlede om vold, alkoholmisbrug, promiskuøsitet m.v. Flere af de unge blev så vrede over at jeg tillod mig at dømme mandens tro. Hvad bildte jeg mig dog ind? Jeg syntes ikke jeg bildte mig noget som helst ind, jeg viste blot hvad der stod i Guds ord. Det brød man sig ikke om, selvom en stor del af gruppen kendte de ord jeg henviste til, for mange af dem var vokset op i kristne familier. Det endte dog med at en af de unge følte sig så ramt, at han rejste sig op og gik, mens han smækkede godt og grundigt med døren. Han sagde at jeg havde sagt at han ikke var en kristen. Hvilket jeg overhovedet ikke havde sagt, han var såmænd bare blevet ramt af Guds ord. Og han var åbenbart blevet ramt ret kraftigt.

De unge jeg talte med her, havde fået deres egen forståelse af ordet kristen. Det var blevet et plastisk ord, som de kunne forme som de selv havde lyst til. De kunne lægge det ned i ordet som de ønskede. De kunne tage det ud af ordet som de ønskede. Desværre for dem (og flere af dem der har deltaget i den senere diskussion) er ordet kristen, ikke et ord man kan forme selv. For en kristen er en der tilhører Gud, og det er sket ved at man har omvendt sig til Jesus, og Jesus har født en på ny. Dvs at man ikke længere tilhører sig selv, og heller ikke længere lever sit eget liv, fordi Gud har forvandlet en i den nye fødsel. Det er ikke noget der er sandt fordi jeg siger det, for jeg er ikke nogen autoritet. Men fordi det står i bibelen, og den er en autoritet.

Personlig tror jeg at mange er udmærket klar over hvad det indebærer at være en kristen. Men man bryder sig ikke om at det reelt set indebærer, at man ikke kan leve sit liv som man selv ønsker. Det er for stor en omkostning. Der er for mange synder som man elsker så meget, at man hellere vil holde fast i dem, end man vil omvende sig og blive barn af Gud. Det betyder dog også at man selv må stå til ansvar for sine synder på dommens dag, og selv må betale for dem. Hvor må det være trist og forfærdeligt den dag at stå og erkende at hele ens liv var spildt, fordi man elskede sine synder. De synder som man ikke var parat til at give afkald på, fordi man værdsatte dem mere end den Gud der havde skabt en.

Share on Facebook

Jeg synes det er trist at se hvor mange kristne som vælger at gøre bibelen til en underordnet bog. Det er noget der kan ske når folk hører på diverse selvbestaltede profeter der kommer med forudsigelser om endetiden. Forudsigelser som ikke er baseret på skriften, men på åbenbaringer og nogle gange mærkværdige beregninger. Beregniner som eksempelvis bruges til at forudsige hvornår Jesus kommer tilbage, på trods af at Jesus selv siger følgende:

 “Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.” Mattæus 24.42.
Det sagde Jesus dengang til disciplene, og det vil sige at siger det samme til os i dag. Vi skal våge, og være beredt på Herrens komme, men vi kan ikke vide hvornår det sker. Men vi kan holde øje med tegnene. Jesus siger at kun Faderen kender til disse tider. Det vil sige den form for forudsigelser er noget vi kun skal afvise, og ikke lade os lede vild af på trods af folks smarte forklaringer. Personlig er jeg rystet over hvor mange der har forsøgt at forudsige dette alligevel, og over hvem der har forsøgt at gøre det.

Jeg er så klar på dette område, at når folk kommer med åbenbaringer hvor de påstår at Jesus kom til dem, og sagde at de ikke skal dø førend Han kommer igen o.l. Så er det åbenbaringer som går ud over skriften, og ikke kan bruges til noget som helst. Det er selvfølgelig meget rart for disse mennesker når de eksempelvis kan være gæster på diverse ”kristne” tv-kanaler og fortælle hvad Jesus sagde til dem om de sidste tider. Det kan godt være at de får et godt ry i visse kirkelige kredse, og vil blive anset for at have “højere åbenbaring”. Men de samme mennesker skal en dag stå overfor Gud og forklare hvorfor de satte deres åbenbaringer over skriften. Personlig tror jeg de har et meget stort forklaringsproblem.

Eksemplet med: Den farlige Maitraya
Men lad os lige kigge på en påstået åbenbaring. Der er flere der påstår at Jesus havde kommet til dem og advaret mod antikrist, og sagt at det skulle være den mærkværdige åndelige person Maitraya. Maitraya har jeg læst om flere steder, og til de åbenbaringer har jeg to ting at sige. For det første står der ikke noget om i bibelen at antikrist hedder Maitraya. For det andet synes jeg ideen om Maitraya er ret langt ude. For der tyder mere på at det kommende antikristlige rige bliver et økonomisk system, end det bliver et religiøst system. Jeg vil ikke påstå at det aldrig kunne være den såkaldte Maitraya der blev antikrist, men det ser langt mere ud til at det bliver en anerkendt, og dygtig politiker, som formår at tale til folket med forførerisk tale. Maitraya er simpelthen for mærkelig en person til at forholdsvis fornuftige mennesker kan tro på ham.
Men hvis det er Maitraya, så er det ikke et problem for mig. Men hvis det ikke er, vil det være et problem for dem der tror det bliver Maitraya. For det kan betyde at de ikke vil være opmærksomme på den sande antikrist når han kommer. De vil jo bare tro det er en underlig person som Maitraya, for det har de jo fået at vide igennem “åbenbaringer” som de sætter over skriften. Så derfor er det vigtigt at det er bibelen der er vores autoritet, og ikke nymodens profeter der bare vil ses op til af naive mennesker.

Men hvad sagde Paulus egentlig?
Men al denne endetidssnak, havde man også på Paulus tid, og Paulus havde en befriende måde at se på dette, som vi burde tage til os i dag. I anden Thessalonikerbrev kapitel 2.1-4 står der:
“Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

Paulus ønskede ikke at kristne skulle blive forvirret af alle de stemmer der også var dengang om Herrens komme. Paulus gør det meget simpelt. Der er noget der skal ske førend Jesus kommer tilbage. Lovløshedens menneske skal åbenbares, og sætte sig i Guds tempel. Det er så vidt jeg kan se, meget nemt at se når det sker. Og jeg kan ikke se at det er sket endnu. Så der er stadig tid til at fortælle andre mennesker om Jesus og den frels vi har fået i Ham.
Jeg ville ønske at kristne ville læse mere i deres bibel end høre om åbenbaringer mig her og åbenbaringer mig der, for en stor del af dem er direkte tossede. Der kan godt være enkelte af åbenbaringer der er fra Gud, for jeg tror også på at Gud taler i dag. Men Han vil ikke gå imod det Han har åbenbaret for os i skriften. For Gud kan ikke lyve og modsige sig selv. Derfor lær Guds ord at kende istedet for at søge efter folks mystiske åbenbaringer og beregninger. Gud har vist hvad der er Hans vilje i sit ord, også for de sidste tider. Det er ord er troværdigt og tilstrækkeligt, så hvorfor gøre det underordnet i forhold til hvad andre oplever og mener?

Share on Facebook

Skrevet af A. Z. Tozer

Thi mange skal komme i mit navn og sige: »Jeg er Kristus; og de skal føre mange vild.” Matt. 24:5.

Vor Herre Jesus har sagt os forud, at der vil fremstå falske Messias’er. For det meste tænker vi på dem som nogle, der kommer udefra, men vi må huske, at de også kan opstå inden for selve menigheden.

Vi må være yderst omhyggelige med, at den Kristus, vi bekender os til, virkelig er Guds sande Kristus. Der er altid fare for, at vi måske følger en Kristus, som ikke er den sande Kristus, men en Kristus, som er formet af vor fantasi og dannet i vort eget billede.

Jeg må tilstå, at jeg har en følelse af ubehag, når jeg iagttager de tvivlsomme ting, som Kristus siges at gøre for folk i vor tid. Han anbefales ofte som en meget tjenstvillig storebror, der ikke gør forskel, og som er henrykt over at hjælpe os til at nå vore mål. Ydermere gør Han os den tjeneste ikke at stille spørgsmål, der kan gøre os forlegne med hensyn til vore moralske og åndelige hensigter med disse mål.

I vor iver efter at lede mennesker til at modtage Kristus er vi ofte fristet til at præsentere dem for og opfordre dem til at tage imod en Kristus, der kun er en karikatur af den hellige Kristus, som blev undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria til at korsfæstes, og som på tredjedagen opstod fra de døde og nu har indtaget sin plads ved Guds højre hånd.

For eksempel er Kristus i løbet af de sidste få år blevet gjort populær blandt nogle såkaldte evangeliske kristne som en, der vil hjælpe den gudfrygtige bokser til at slå sin modstander bevidstløs i ringen, når der blot bliver bedt tilstrækkeligt. Han er også blevet omtalt som den, der har hjulpet en stor baseballspiller til at få den rette drejning på sit kast. I et andet tilfælde har Kristus hjulpet en præst, der var ivrig sportsmand, til at vinde et højdespring, ligesom Han har hjulpet en anden ikke alene til at komme først i runden, men også til at sætte en ny rekord i væddeløb. Han omtales også som en, der har hjulpet en bedende forretningsmand til at slå en konkurrent ud i handel. Det er oven i købet blevet sagt, at Han har hjulpet en bedende filmstjerne til at spille en rolle så utugtig, at den bringer en professionel prostitueret til at rødme.

Således bliver vor Herre den »brugbare« Kristus, en slags Aladdin-lampe, som gør mindre mirakler til fordel for enhver, der påkalder Ham.

Share on Facebook

At kristne bliver skilt er ikke noget nyt. Men at det sker i den grad som vi ser i dag, er ganske usædvanligt. Engang var det sådan at hvis et ægtepar blev skilt, så var det noget meget voldsomt, og noget der skabte stort røre. De evangeliske kirkers forståelse af skilsmisse var så klar, at de sekulære medier ofte hængte kristne organisationer ud for ikke at tillade skilsmisse (hvilket jo var en typisk medieoverdrivelse). Eksempelvis havde man historier om lærere på kristne privatskoler som var nødsaget til at finde et andet job i tilfælde af skilsmisse. Nogen gange kan man stadig se medierne skrive sådan. Men sandheden er at de ikke længere gør brug af nogen konkrete historier. For det er svært at skaffe disse historier i dag.
At folk bliver skilt behøver ikke nødvendigvis medføre at man ikke kan arbejde i kristne organisationer. Det afhænger af årsagen til skilsmissen. Hvilket bibelen også viser, så der er bibelske årsager til at blive skilt, hvilke er ok, men så er der alle de andre årsager som ikke er bibelske.  Et argument for at blive skilt i dag som man ser mange gange, er kristnes fejlagtige tro på, at man har en personlig ret til at være lykkelig.
Der er en kraftig tendens til at kirkefolk tror at livet som kristen handler om at være lykkelig. “Jeg har ret til at være lykkelig, for jeg skal være lykkelig i Kristus”. Når så man finder ud af at ægteskabet er hårdere end man regnede med. Og man ovenikøbet kan opleve at det er hårdt i en meget lang periode, så begynder ens tro på at man har ret til at være lykkelig, at komme i kambolage med ægteskabets problemer. Man synes jo at det er den anden ægtefælle der er skyld i at man ikke er lykkelig. ”Gud vil vel have at jeg er en glad kristen, men det kan jeg ikke være når jeg er sammen med ham eller hende.”
Her er der mange der vægter ens ret til at være lykkelig, højere end ægteskabet. Det sker på trods af at Jesus siger:

“Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Mattæus 19.6

Og på trods af at Jesus siger:

“Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” Markus 8.34

At tage sit kors op vidste folk godt hvad betød dengang. Men vi har glemt hvad det betyder i dag. Når man så en mand med et kors dengang, vidste man at den mand skulle dø. Det var en dødsdømt mand. At høre Jesus sige, at den der vil følge Ham skal tage sit kors op og følge Ham, svarer til at sige: Den der vil være en kristen skal dræbe sit eget liv og leve ved at have Jesus som Herre. Intet mindre end det. Der er ikke ret meget “jeg har ret til at være lykkelig” over den sætning. Det er en sætning som handler om at sætte sit eget liv til side og gøre Guds vilje istedet. Guds vilje for ægteskabet er at de to Han har sat sammen skal mennesker ikke adskille. På dette er bibelen ganske klar, og der er ikke nogen grund til at tvivle om dette, heller ikke selvom nogen mener at det at være kristen betyder at man har “ret” til at være lykkelig!
Jeg ville ønske at kirkerne havde holdt fast i denne overbevisning i stedet for at lade verdens ligegyldighed overfor ægteskabets betydning få så stor indflydelse. Jeg er i dag rystet over at se hvor mange af dem som jeg for 10, 20 og snart 30 år siden kendte som brændende kristne der stod fast på Guds ord, som i dag er fraskilte. Skilsmisser som ikke har haft bibelen som udgangspunkt, men folks personlige ret til at være ”lykkelig”. Spørgsmålet er så om folk er blevet så lykkelige som de havde håbet at blive. For lige præcis her synes jeg der er mange der efterfølgende erkender at det ikke var lykken at gå fra hinanden alligevel. På trods af at præsten tilmed havde ”velsignet” skilsmissen.

Share on Facebook

Der var engang hvor kristne vidste hvad det er at være en kristen. De vidste godt det ikke handlede om at vise en masse mirakler, eller have succes i erhvervslivet, eller blive en der oplever Gud sige det ene og det andet (og hvad man ellers påstår Gud har sagt). Engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord. Så hvad siger Gud at han ønsker at Hans folk? Det er faktisk meget enkelt. Vi skal leve ordentligt, ikke svæverisk, men sobert og fornuftigt. Er man en mand og er gift, så er vi kaldet til at elske vores hustru og sørge for at hun kan mærke hun er elsket og respekteret. Har man børn, så er man kaldet til at elske dem, og give dem en god sund opdragelse hvor man giver dem Guds ord, og viser dem hvordan man skal leve et ordentligt og gudsfrygtigt liv. Det betyder at man bruger tid på dem. Har man et arbejde, så er Guds vilje at man skal udføre sit arbejde ordentligt. Har man ikke et arbejde, så er Guds vilje at man skal få sig et arbejde. Hvis man ikke er i stand til at arbejde, så er Guds vilje at andre kristne hjælper en, og være taknemmelig uden at blive en klynker. Er man single så skal man søge Gud, og bruge tid på at studere skriften og bede til Ham. Skal man også give evangeliet til andre? Ja, selvfølgelig skal man det, for det er også blevet påbudt os, men det skal være sammen med det andet.


Der står ikke i Guds ord at alle skal bede for syge og opleve det ene mirakel efter det andet. Det er en misforståelse som nogle folk skaber, fordi de overfokuserer på nogle isolerede skriftsteder, som handler om specifikke mennesker, som fik et helt specifikt kald. Apostlenes tid er ovre, selvom nogen stadig godt kan lide at kalde sig apostle. Men dem som prædiker at det kristne liv skal være helt vild, og være fyldt af åbenbaringer og mirakler, skader Kristi legeme. For det betyder at mange med almindelige jobs, og almindelige familier og almindelige liv ikke føler deres liv er værd at leve. Men netop de normale liv er de mest værdifulde, mens overapostlenes liv er de mest værdiløse. Hvis blot folk vidste at det kristne liv handler om at gøre det Gud siger vi skal som mand, kvinde, ægtemand, hustru, single, barn etc og søge at give Gud ære i det, så er det muligt for kristne at leve til Guds ære, uden at få mindreværdskomplekser pga disse ”super-apostle” som ikke engang er apostle.

Vi er ikke kaldet til at leve en eller andet bizar form for kristen X-faktor tilværelse, hvor det bare handler om at være set. Alt det der se hvor god jeg er, og hvor meget Gud er med mig, er ikke andet end overåndelig narcicisme. Vi er kaldet til at pege på Gud igennem et ydmygt, og gudfrygtige liv hvor vi lever efter Hans ord, og deler det ord med andre.
Jeg startede med at skrive at engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord, men det gør det for resten stadigvæk. Det er bare vigtigt at vi finder ud af dette igen!

Share on Facebook

Det er så nemt at glemme hvad den kristne jul handler om. Vi er så fokuseret på julehygge, julemad og julekalender m.v. De ting i sig selv kan være fine nok, men hvis vi ikke ved hvad juleevangeliet handler om, så kan vi ikke se hvad den kristne jul handler om. For at vise dette, valgte jeg for fem år siden at holde denne prædiken som hedder “Juleevangeliet i Anden Samuelsbog”. Den viser hvordan vi kan finde julens budskab i den konflikt der var imellem kong David og hans oprørske søn Absalom. Den konflikt var blodig, og forfærdelig og alligevel er der et fantastisk budskab i den fortælling som viser hvem Gud er og hvem vi er, og hvorfor Gud valgte at komme til os syndige mennesker. Så hvis du ønsker at høre juleevangeliet på en anden måde end du ellers er vant til, så håber jeg du kan få noget ud af denne lille prædiken, og at må få en velsignet jul.

Bedste julehilsener fra
René Vester

Share on Facebook

Det var både med tristhed og glæde at jeg så nyheden om at teolog, filosof og bibellærer R. C. Sproul er død. Trist over at han ikke længere er hos os, og derfor ikke kan dele ud af sin store viden til os mere. Men samtidig glad for at han er kommet hjem til den Gud og Herre som han var så god til at fortælle os om.

Sproul har været i stand til noget som ellers falder mange reformerte forkyndere svært. Han har vidst hvad han stod for, og været meget klar omkring hvad han troede på og mente. Samtidig har han været i stand til at være meget favnende og arbejde tæt sammen med folk som ikke var ligeså ”reformerte” som ham, og det har jeg stor respekt for. Eksempelvis så var Sproul tilhænger af barnedåb, men havde ikke nogen problemer i at stå på den samme talerstol som Al Mohler og John MacArthur. Ingen var i tvivl om at det var et område som de var uenige om, men alligevel havde de det godt med hinanden og anså hinanden som brødre. Et andet punkt hvor Sproul afveg fra flere af hans venner fra andre kirkeretninger var hans overbevisning om at tiende stadig skulle være bibelsk. Personlig mener jeg ikke at man kan sige tiende er et krav i den nytestamentlige pagt, men ikke desto mindre stod Sproul fast på at det var. Det kan ellers være et punkt som virkelig kan splitte grupper fra hinanden. Men det gjorde det ikke for Spoul. Men hvad splittede så?
Jo, en ting som jeg har fundet fascinerende ved Sproul var hans evne til at se hvad der var værd at blive splittet over, og hvad man kunne se igennem fingre med (også selvom man mente det var vigtigt). Der var særlig to ting som Sproul var helt klar på. For det første bibelens troværdighed og autoritet, som jo er udgangspunktet for at vi overhovedet kan tro på at Gud er den Han siger Han er. Og for det andet, retfærdiggørelse igennem tro alene. De to punkter var det som folk kunne samles med Sproul om. Det betød bl.a. at Sproul var helt skarp på at den romersk katolske kirke, ikke er en bibelsk kirke. Dels pga de har sat pavernes ord lig med bibelens ord, og fordi retfærdiggørelse af tro alene er ubibelsk ifølge den romersk katolske kirke. Samtidig var Sproul også klar i mælet når det handlede om hvordan man skulle forholde sig til kirker som ikke holdt Skriften og dens ufejlbarlighed højt nok.

Men det som jeg nyder allermest ved Sproul var at for ham var evangeliet en helt naturlig del af forkyndelsen. Hvad end han prædikede udfra den ene eller den anden tekst, så var det hele smurt ind i at han havde en klar og tydelig forståelse af evangeliet. Dertil var han også en ret belæst mand, som forstod filosofi, ideologi, historie og litteratur på et niveau som kun de færreste har. Det hører man for resten også i denne undervisning hernedenunder hvor han til min forbavselse fortæller at Herman Melvilles bog Moby Dick er en teologisk fortælling. Hvilket gjorde at min forståelse af Melvilles fortælling om Billy Budd (ikke så kendt som Moby Dick), får et helt nyt lys over sig.

Men lyt hvis du har tid og lyst til hvordan Sproul ved hjælp af Guds ord, viser hvorfor vi er nødt til at holde fast i Guds ords ufejlbarlighed og autoritet.

Til dig som godt vil høre mere om filosofi, og høre det fra en bibelsk funderet forkynder, kan jeg på det varmeste anbefale Sprouls serie Renewing Your Mind. I en periode gennemgik han filosofiske tanker igennem historien, og så det med bibelske briller. Det kan man høre her:https://www.sermonaudio.com/search.asp?sortby=oldest&keyword=ligonier&SourceOnly=true&subsetcat=series&subsetitem=The+Consequences+of+Ideas&AudioOnly=false

 

 

Share on Facebook