Sand Omvendelse

Der er efterhånden været mange der har spurgt om min baggrund, og hvorfor jeg blev kristen. Jeg synes ikke selv det har så stor betydning, men kan godt se at det måske var en idé at få det fortalt alligevel. Så i dag starter jeg på en serie som jeg har valgt at kalde “Gud frelste et vrag”.

HF i Viborg
I 1987 var jeg flyttet til Viborg, hvor jeg var startet på HF. Jeg havde før da boet i Struer på Carlsen Hotel (850 kr om måneden for et værelse) i et par år. Hotellet var nu mere et værtshus, og var kendt som en af de mest berygtede i byen. I Struer havde jeg også forsøgt mig med HF, men det gik galt pga af druk, hash, fravær, og manglende engagement. Derfor blev jeg både smidt ud af kollegiet og fra gymnasiet, og måtte så bo på Carlsen Hotel i stedet. Jeg havde derefter arbejdet som specialarbejder, samt været ledig i en periode. Mit liv gik meget op i at ryge mig skæv, og drikke mig fuld. Det var ikke unormalt at jeg på vej til mit arbejde røg en joint, og når jeg fik fri røg jeg noget mere hash sammen med vennerne. I weekenderne brugte jeg mine optjente penge på at drikke, hvis jeg vel at mærke havde penge nok. Hvis jeg ikke havde mindst 500 kr til en weekend, gad jeg ikke gå i byen. Der skulle helst være 1000 kr, for at jeg gad bruge tid på det. Ellers syntes jeg det var for kedeligt. Så var det nemmere at ryge hash i stedet, og sidde og stene enten alene eller sammen med nogle venner.

Jeg syntes dog at det blev for meget, og kunne godt se at det var en dårlig udvikling jeg var kommet ind i. Så jeg havde overvejet at forsøge mig med HF igen, og flyttede så til Viborg for at starte på en frisk der. Det skal lige siges at på trods af at jeg levede som jeg gjorde, så kaldte jeg mig en kristen. Jeg troede jo på der var en gud, og at det havde noget med bibelen at gøre. Men jeg interesserede mig samtidig for den okkulte verden. Jeg havde brugt tid på at lege med meditation, astrologi, gestalt- og primalskrigsterapi, og læste bøger og blade som var okkulte. Dertil bandede jeg kraftigt, og kunne sagtens sige jeg var en kristen i en sætning hvor der indgik bandeord i. Så selvom jeg kaldte mig en kristen, så var der ikke nogen frugter som viste at jeg var en kristen. Det var kun ord.

En billig brandert?
Men nu startede jeg på HF igen, og ville prøve på en frisk. Så hensigten var der, men som mange også godt ved, så er det rigtig svært at lave om på sig selv. Så det tog da heller ikke lang tid, før jeg fandt mig nye venner som var som mig, og som havde de samme tendenser til hash og alkohol. Men ikke desto mindre havde jeg dog sat mig så meget efter, at få taget den HF-eksamen at jeg holdt fast i studiet på trods af det liv jeg førte ved siden af. Min tilværelse i Viborg gik ud på to ting: gå i skole, og flygte fra virkeligheden. Og da man ikke havde så mange penge til at flygte for når man var på SU, var hash ofte det virkemiddel som var billigst. For jeg brød mig stadig ikke om at gå i byen, hvis jeg ikke havde så mange penge. Hvis jeg kunne se at der kun var råd til 15 øl så blev jeg hellere hjemme. Der skulle gerne være råderum til at jeg kunne drikke mindst 20 øl, for at jeg gad bruge tid på at gå i byen. Men så ville jeg til gengæld også godt. Men så fik jeg en idé en dag efter at have set en reklame. Jeg kunne lave min egen vin. For et startbeløb på 100 kr til vinballon, og en saftblanding med gær og kemikalier, kunne jeg komme i gang med at lave treugersvin. Noget som mange danskere benyttede sig af i 80erne. Man kunne lave ca. 24 liter vin til en pris af 120 kr. Det var en særdeles konkurencedygtig pris i forhold til supermarkedernes prisniveau. Det smagte ikke fantastisk godt, men fuld det blev man, og der var meget af det. Da jeg havde lavet mit første bryg, kom en af mine venner over. Han ville da godt smage, og selvom det slet ikke var meningen vi skulle drikke os fulde, så blev det til fire dage med ren druk og manglende skolegang. De 24 liter vin forsvandt, på trods af den ikke særlig fantastiske smag. Den tredje dag skete der dog noget specielt, som blev startpunktet til at Gud frelste mig et år efter. Hvad det var må du se i næste afsnit.

Her kommer sidste del af serien “Evangelisk forkyndelse”, som omhandler hvad der er essentielt for at man kan kalde forkyndelsen evangelisk. Den sidste “Omvendelse og tro på Jesus Kristus” er ligesom de fire andre punkter, et emne som næsten er forsvundet fra kirkernes forkyndelse (se link til de fire andre punkter i bunden af indlægget.

Mange ønsker ikke at prædike omvendelse, fordi det svarer til at sige at folks nuværende liv, ikke er godt nok i Guds øjne. Ikke desto mindre er det hvad Jesus prædikede, og hans efterfølgere i urkirken. Lad os eksempelvis se på hvad der skete efter den første prædiken som blev holdt i Guds kirke. Den blev nemlig holdt på kirkens fødselsdag, den vi kender som Peters pinseprædiken i apostlenes gerninger 2.37-38.

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?« Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.”

Peter har prædiket evangeliet, for en stor gruppe mennesker som undrede sig over hvad der skete. Og der står at hans forkyndelse har været så stærk og klar, at det “stak dem i hjertet”. Peters respons er 100 % evangelisk, hans svar til dem er at de skal omvende sig. Han siger ikke som mange siger i dag, at de skal bede Jesus om at komme ind i deres hjerter. Det er der intet bibelsk belæg for at man skal gøre. Han siger heller ikke at de skal “nøjes” med at blive døbt. Dåb er ikke nok, og han siger heller ikke, at de har brug for at komme mere i Guds hus, og gøre gode gerninger for at blive frelst. Nej det vigtigste budskab her, er at de skal omvende sig.

Det var heller ikke uden årsag at Peter prædikede omvendelse. Han havde nemlig lært det af den bedste lærer. For Jesus selv prædikede omvendelse fra synd:

“Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” Mattæus 4.17

Eftersom det er Jesus der sætter standarden for hvad evangelisk forkyndelse er, så er det også Hans standard vi må gå efter. Det gjorde Peter, og der er ikke noget i os, eller den tid vi lever i, der gør at evangelisk forkyndelse hører fortiden til. Enten prædiker man evangelisk, eller også gør man ikke. Og prædiker man evangelisk er der fem punkter der er nødvendige at have med som naturlige dele af sin forkyndelse. De samme fem punkter vil man også kunne genfinde i den forkyndelse der hører til sand vækkelseshistorie. Du kan om de første fire punkter her:
Se de første i denne serie her:
1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

At være en kristen og leve et helligt liv, hvad indebærer det? Spørgsmålet ville engang være nemt at svare på, men pga den store differentierede forståelse af dette emne i dag, er det svært at finde nogen der kan svare klart og tilfredsstillende på det. Jeg vil dog give det et forsøg her, men uden at love at det blive udtømmende svar.

Hvad er en kristen?
For at kunne svar på spørgsmålet, tror jeg at vi skal starte med at definere hvad en kristen er. Ikke i forhold til hvad kirker eller staten eller undervisningsbøgerne siger. Men i forhold til hvad bibelen siger. I anden korinterbrev 5.17 er der en god beskrivelse i kan bruge.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”

Den man var før man var en kristen, er altså død, og den nye som er blevet til er i Kristus, og det er noget der er synligt. For Paulus skriver “se, noget nyt er blevet til!”. Der er altså tale om at der er tydelig forskel på den man var før, og efter man blev en kristen. Men hvad er det så der er sket? Det har Charles Spurgeon en god illustration på. Han sammenlignede det med, at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Hvorfor? Fordi han var et menneske og mennesker spiser menneskeføde.

Sådan er det også for den der er blevet født på ny. De ting man gjorde før, kan man ikke gøre mere. Man kan måske falde i, men man kan ikke leve i det mere. Den synd som vi nød før, kan vi ikke nyde mere, fordi vi er blevet forvandlede, og Guds natur har taget bolig i os. Guds natur kan ikke fungere sammen med synd. Men det betyder jo ikke at vi lever perfekte liv, for vi fejler jo stadig. Vi falder og slår os,  men som der står om den retfærdige så rejser han sig op igen, og det bør en kristen også gøre selvom man har faldet mange gange. Den uretfærdige bliver liggende.

En ny vandring
Når vi er blevet født på ny, og er nye skabninger i Kristus, så er vi også på en helliggørelsesvandring. Samtidig med at Gud har helliggjort os. Vi kan ikke skille de to ting fra hinanden. Dels ser Gud på os som helliggjorte, for ellers ville Hans vrede være over os. Og dels vandrer vi med Ham, mens vi lader Ham rense os, så vi kan blive parate til at være sammen med Ham i Himlen. Folk der påstår at de kan leve videre i synd efter de er frelst, viser ikke tegn på at de er frelst. De viser at de elsker synden, mere end de elsker Jesus. For hvis de elskede Jesus, så ville de også hade synden. Vi kan ikke både elske Jesus, og elske synden på samme tid. For så tjener vi to herrer, og det er ikke muligt ifølge bibelen. Det betyder nu ikke at vi dermed ikke bliver fristet. Tværtimod, hænger det sammen, for fristelsens formål er jo bl.a. at gøre os stærkere i troen og mere afhængige af Ham, og dermed komme tættere på Ham.

Alt i alt, selvom jeg ikke har gennemgået ovenstående særlig dybt, så mener jeg at vi både er helliggjort (dermed også retfærdiggjort) i Kristus, og at vi når vi er blevet Hans, skal leve i helliggørelse, og dermed løbende igennem vores liv, lade Jesus rense os for synd. Ikke at vi nogensinde når til perfektion i det liv vi lever her, men at vi er i en proces der viser vi lever i helliggørelse.

Hvis man ønsker at høre mere om dette (og det håber jeg nogen synes) kan jeg anbefale Paul Washers undervisning om det i nedenstående prædiken.

For nogle dage var der et stort postyr over at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde aflyst et møde med 80 diplomater, og istedet sendt en anden minister. Årsagen til aflysningen skyldes angiveligt, at han valgte at tage sig af sin datter der havde forstuvet foden. Den årsag er kommet mange for brystet. Dels har nogen af de 80 diplomater været ude og vise noget der nærmest ligner hån af statsministeren, og så har den forhenværende finansminister Mogens Lykketoft også kritiseret statsministeren kraftigt. Og på det politiske plan kan jeg da godt se at det var lidt ærgerligt, men…

Men hvis det virkelig er sandt at manden valgte at være sammen med sin datter og tage et “barns første sygedag” istedet for at tage sig af det politiske, så vil jeg gerne erklære ud, at det har jeg respekt for. En mand som vælger familien, på trods af at han har et stort embede, er en mand som jeg langt hellere vil have som statsminister, end en der negligerer sin familie. Og lad os da lige se på, hvem det var der kritiserede Lars Løkke. Det var diplomater, og de er jo kendt for at have en usædvanlig høj skilsmisseprocent. Netop pga deres job, som betyder at de flytter rundt i hele verden, og lader ægtefælle og børn være styret af jobbet istedetfor. Det er et rigtig karrierejob som medfører rigtig mange brudte ægteskaber, hvilket er velkendt. Så en kritik fra dem der går på at statsministeren skulle ignorere sin datters sygdom, kan jeg ikke tage alvorligt.

Hvad angår Mogens Lykketoft så sagde han, at han da ofte har været nødt til at lade familien ligge, fordi der var vigtigere ting at tage sig af (nej det er ikke et direkte citat, men sådan som jeg husker hans kommentar). Desværre for  Mogens Lykketoft, ser vi jo også konsekvenser af disse valg i hans familie. Gift fire gange og skilt to, (enkemand efter sin første hustru). Hvis vi ser bort fra hans første hustrus dødsfald, er det ikke en særlig god statistik Lykketoft leverer. Det er der flere af hans kollegaer der heller ikke gør. Og jeg tror det ville være bedst at jeg afholder mig fra at nævne de mest tragiske historier her. For der er for mange af de historier der er så tragiske at de er til at græde over.

Personlig ville jeg ønske at Lars Løkkes valg af familien, smittede af på andre politikere. For hvis de gik foran os andre i deres værdsættelse af deres familie, kunne det få betydning for hvordan resten af befolkningen værdsatte familien. Og familien er faktisk samfundets virkelige, og vigtigste byggesten. Og hvis de byggesten går i opløsning, så er jeg sikker på at samfundet i opløsning, og det er ikke noget jeg ønsker. Så Lars Løkke, du er velkommen til at blive hjemme og passe dit syge barn næste gang. Vi andre kan lære noget af det, også selvom der kommer til at stå grimme ting i avisen om dig, og måske endda 160 diplomater bliver sure og skuffede!

Se historien her.

Der er for nylig kommet frem at den forrige pave Johannes Paul II, angiveligt piskede sig selv (se artikel her). Det skulle stå i en biografi om ham som fortæller, hvordan han sov på trægulvet istedet for sin gode bløde seng, sultede sig selv, og slog sig både gul og blå. Hvorvidt det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men hvad der er mere interessant, er at det skulle være historier som disse som skulle være med til at godkende den afdøde pave som en helgen.

For hvis det virkelig er sandt, så viser det også at den romersk katolske kirke ikke har udviklet sig nævneværdigt siden reformationen. For Martin Luther forsøgte jo også at piske sig selv (flagellanteri) for at gøre sig god overfor Gud, eller for at vise hans gode vilje eller hvad han nu forsøgte. Han fandt ihvertfald ud af, at det var der ikke brug for, og det skyldtes dette: Jesus Kristus havde båret alle hans synder på Golgatas kors. Der var ikke mere at sone. Der var ikke mere brug for selv at piske sig selv, der var ikke længere brug for at betale for at undgå skærsilden. Der var ikke længere brug for at underlægge sig en kirke som havde gjort sig større end Guds ord. Mærkværdigvis er der i dag en slags venden tilbage til den romersk katolske kirke hos mange kirkeretninger.

Hvis det nu var sådan at den romersk katolske kirke var vendt tilbage til skriften, og viste at den underlagde sig skriftens autoritet, og ikke hvad paven sagde, så ville det måske ikke være så farligt. Men når man stadigvæk anser flagellanteri og den form for selvpineri som værende noget der indikerer kristenhed, hvorfor skal man så søge derhen? Ville det ikke være bedre at finde ud af hvorfor Martin Luther holdt op med at piske sig selv og var villig til at risikere livet for at gøre Guds ord frit for folket? Men hvad ved jeg, det var jo bare en strøtanke fra mig.

I denne prædiken taler jeg om den måske bedste konge i det gamle testamente. Hans navn var Josijas og han blev konge allerede som 8-årig. Hans liv, gerninger og overgivelse til Gud, har mange rigtig relevante budskaber til de kirker som ønsker vækkelse efter Guds principper. For i denne historie ser vi hvad sand bibelsk vækkelse er, og det er ikke helt det samme som vi nogen gange gør det til. Men historien viser også hvad det er for ledere vi har brug for i kirkerne, hvis vi ønsker kirker som er under Hans velsignelse.

Da jeg første gang holdt denne prædiken, kom der en ældre mand op til mig bagefter. Det er vel at mærke en mand som jeg har stor respekt for, da jeg kender til hans liv, og hans kamp for evangeliet. Så jeg var lidt nervøs om han måske havde en hård kritik af prædikenen, for han er bestemt en som jeg hører på når han har noget alvorligt at sige. Men han sagde heldigvis kun tak fordi at jeg ikke pakkede tingene ind. Det havde jeg heller ikke forsøgt, så det var rart at der var nogen der var glade for et klart og tydeligt budskab. Jeg får jo nogen gange at vide at ”jeg godt kunne pakke budskabet mere ind”. Hvad det er at jeg ikke pakkede ind, må du selv høre, i dette podcast om den største vækkelse i det gamle testamente.

 

 Den gode kong Josijas: Play Now | Play in Popup | Download

Da der har været nogen forsinkelser her på bloggen den seneste tid, må jeg hellere skrive lidt om hvad man kan forvente den næste måneds tid. Jeg har lovet at fortælle hvordan jeg blev frelst. Det havde jeg regnet med at komme ind på denne måned, men har haft nogen ting jeg først ville gøre færdig, og jeg har haft lidt svært ved at vurdere hvordan jeg skulle gøre det. Jeg tror nu at jeg har valgt at gøre det til en lille serie, som jeg senere vil indtale på podcast. Men det skulle jeg gerne komme i gang med i februar.

Udover det vil jeg gerne færdiggøre serien ”Evangelisk forkyndelse”, og så skulle der gerne komme mindst to nye prædikener på i februar.Den første gerne i morgen lørdag, som omhandler en af de absolut bedste konger som vi finder i det gamle testamente, og hvad kirken i dag kan lære af ham.

Jeg kan se at jeg er nødt til at bruge lidt mere tid på mit arbejde med netværket tilbagetilbibelen.dk i denne måned. Så der vil nok ikke komme nær så meget på i februar som normalt. Det skyldes at vi har valgt også i år at holde en bibellejr til sommer. Det bliver fra onsdag d. 7 juli til lørdag d.10. Juli, på Hedemølle Efterskole i Bjerringbro. Gæstetaleren i år vil blive Peter Hammond fra Frontline. Men det vil der komme mere information om senere på www.tilbagetilbibelen.dk.

For nylig på facebook, blev der oprettet et debatforum under profilen “Lys og Salt”. Dem der stod bag “Lys og Salt” var en forholdsvis anonym gruppe, som skrev at de ville tilbage til bibelsk forkyndelse, og det lød altsammen meget godt. Nogle af deres debat-artikler var også ganske interessante, der var dog også nogen lidt mærkværdige nogen, men sådan kan der være så meget. I en af debatterne var der en der henviste til Tagryggen.dk. Det kunne jeg ikke lade gå hen uden at tage til genmæle, og hvorfor så det?

Tagryggen.dk er ledet af en mand, som jeg uden at blinke med øjnene vil kalde en falsk profet. Han hedder Kim Andersen, og han har hele to gange forudsagt hvornår bortrykkelsen skulle ske. Første gang det skulle ske var i 2006. Men både Kim Andersen og os andre er her stadigvæk, og ingen har hørt om en stor gruppe kristne der er forsvundet i den blå luft det år. Det lærte Kim Andersen åbenbart ikke noget af, for han har endnu engang vist at han tror at man må forudsige den slags, og påstår nu at det skal ske i indeværende år. Det har han “beregnet” sig frem til i 2008. Når folk begynder at forudsige den slags, hvad enten de så kalder det profeti, beregning, eller sågar hermeneutik, så er det med til at man sætter sig selv i en kategori som indeholder folk som Jehovas Vidner, og andre tåber der har forsøgt at forudsige Jesu genkomst og menighedens bortrykkelse. Derfor har jeg ingen problemer med at kalde Kim Andersen en falsk profet, som man skal holde sig langt væk fra.

Men som nogen skrev tilbage til mig i den debat, der var så meget andet der var godt at læse på den side. Og det er da sandt at man kan finde ting som er sande på Tagryggen.dk. Men det er blandet sammen med dårlige argumentation og ekstrem konspirationsteori, samtidig med at Tagryggen generelt minder meget om “The phelps family” som er en meget hadefuld isoleret kirke i USA. Med dårlig argumentation mener jeg Erasmus Montanus metoden (En sten kan ikke flyve, og mor kan ikke flyve, ergo er mor en sten). Men bare fordi man kan finde noget som er sandt på den side, betyder ikke nødvendigvis at det er et godt sted at finde hen. Jeg ved at folk læser Kim Andersens tåbeligheder, fordi han hader den katolske kirke, fordi han hader Christian Hedegaard, fordi han hader trosbevægelsen, og hader en masse andre som andre også hader. Men jeg kan da finde den samme modstand mod disse ting fra folk som Jehovas Vidner, og det betyder da ikke at jeg uden problemer kan begynde at læse “Vågn op” og “Vagttårnet”. Det ville da være fuldstændig tåbeligt at gøre den slags, bare fordi jeg er enig i nogle udmeldinger om diverse kirkelige ting.

Dertil er der også problemet med at Kim Andersen har valgt at stå udenfor kirke. De skriver selv at: “Vi er nogle kristne som ikke er medlem af nogen menighed.” Vi har altså at gøre med nogen som ikke vil involvere sig i en menighed, og hellere vil stå udenfor menighedslivet, og dermed udenfor kirken. At de ikke vil være med i de kirker de har været med i før, kan jeg måske godt forstå. Men ligefrem at vælge at stå udenfor menighedslivet, og ikke engang forsøge at starte en ny menighed op istedet, viser tegn på at man ikke ønsker at være en del af Kristi legeme, fordi menigheden jo er Kristi legeme. Og så er det åbenbart meget nemmere bare at stå udenfor og kritisere det hele. Trist, hvis bare Kim Andersen ville engagere sig i menighedsliv, og vise at han ville være med til at bygge op, istedetfor kun at kritisere, så ville det kunne hjælpe på det (hvis man ser bort fra hans forudsigelser om bortrykkelsen).

At Tagryggen.dk ønsker at have en bedømmelsestjeneste har jeg ikke noget problem i. Jeg ville ønske der var flere gode sider i Danmark, som turde og kunne bedømme hvad der er sand lære og hvad der er falsk, og gøre det på et ordentligt grundlag. Men når det er bedømmelse der bliver udøvet af folk der ikke ønsker at være med i menighedsliv, og ovenikøbet forudsiger bortrykkelsen, og ikke engang lærer noget af sine fejl, ja så er der ikke mere at komme efter.

For lige at gøre historien færdig. Lys og Salt profilen er i dag blevet slettet fra Facebook. Det glæder jeg mig over, for jeg tror ikke at deres arbejde skabte sammenhold i Guds kirke, men kun splittelse. Det er jeg overbevist om at det vil medføre, hvis man både kan anbefale Charles Spurgeon, Ray Comfort, m.v. samtidig med at man kan stå inde for Kim Andersens tåbeligheder. Jeg synes det er trist at de blandede tingene sådan sammen, for det var tydeligt at se, at den debat de åbnede for, faktisk udfyldte et behov hos mange. Det behov er der sådan set stadigvæk. Hvor ville jeg ønske andre turde tage den op. Men at det blev gjort af folk som er trofaste i deres menighed, og kender deres bibel så meget at de godt kan skille skidt fra kanel. Men når man ikke engang kan finde ud af at skille Kim Andersens ubibelske forudsigelser, fra den gode lære, så har man vist at man ikke er i stand til det.

De to forudsigelser om bortrykkelsen kan man se her:

http://tagryggen.dk/show_article.php?num=432

http://tagryggen.dk/show_article.php?num=481 

Og bare for at få en ting sat på plads. Hvis det endelig skulle ske at bortrykkelsen ville ske i år, så er det ikke nogen godkendelse af Kim Andersen. For bibelen siger at kun Faderen ved om disse tider, og dermed er det slet ikke noget som vi kristne skal gå rundt at forudsige noget om. Vi skal istedet være parate, så Herrens dag ikke kommer som en tyv om natten. For dagen vil komme en dag, men hvornår, er ikke noget vi kan være sikre på.

For et par dage siden kom jeg til at zappe forbi programmet Boogie på DR1. Der var der en video med den kendte teenager Miley Cyrus (Hanna Montana) som sang ”Party in the USA”. Videoen viste hendes kropsformer på en måde der var klar seksuel, hende bevægelser var seksuelle, og de andre kvinder i videoen udtrykte også seksualitet, ved at udstille deres krop som et sexprodukt. Jeg synes i forvejen det er trist, at man sender den slags til vor tids unge på Danmarks Radio, som i stedet burde prioritere at give de unge værdier, og ting at tænke over. Men det er hvad det er, DR1 er en sekulær kanal. Det som sårede mig mest, var at den pige (Miley Cyrus) som var i videoen, bliver anset af flere for at være en kristen. Hun er bl.a. blevet vist frem som en kristen i Udfordringen d.25/6 2008. Der blev hun citeret for at sige:

”Ja! Vi elsker Jesus!” udbryder hun og danseren Mandy Jiroux.
”Han døde for vores synder. Så stor er han! Jesus rykker! Det er derfor, vi gør, hvad vi gør. Jeg synger, danser og optræder for Jesus. Når jeg tænker over det, så gør jeg faktisk alting for ham.”

Hmm, så det betyder altså også at når hun viser sin krop frem i fjernsynet på en måde der ægger mænd seksuelt, så gør hun det for Jesus? Og på grund af Jesus giver hun andre piger et billede af at det er deres krop, der er det mest interessante at skabe fokus på. Og oven i det forsøger at bilde kristne ind, at kristne kan vise sig frem på den måde, og gøre det for Jesu skyld. Hvad er det lige for en Jesus hun tror på, og kan man overhovedet kalde det kristendom? Engang var det ikke noget svært spørgsmål at stille folk. Det kunne både kristne såvel som ikke kristne svare på. Men i dag, så tør vi ikke bedømme den slags mere. Vi vil hellere sige at Miley Cyrus har sin egen måde at være kristen på, og andre har deres. Det ville være langt bedre hvis det var Guds ord, der var afgørende for om man kan kalde sig en kristen eller ej.

Jeg har for nylig set Todd Friels DVD ”On the shoulders of Giants”. Det er en gennemgang af hvad de gamle reformatorer i kirken sagde, stod for, og var villige til at dø for. Når man ser den film bliver man på den ene side opmuntret rigtig meget i troen. For historien viser at Gud brugte disse mænd, selvom de nogen gange kun var ganske få. Deres budskab havde en enorm gennemslagskraft, fordi det var Guds klare ord de forkyndte. Et budskab de forkyndte så klart og tydeligt at det blev meget synligt at det der ellers foregik i kirkerne var løgnelære, og førte folk væk fra den sunde tro. Dengang som nu sagde den etablerede kirke, at det jo bare handlede om at folk fik et forhold til Gud. Men reformatorerne sagde at det ikke var ligegyldigt hvordan man fik det forhold til Gud. Det var kun igennem Jesus Kristus det kunne lade sig gøre. Og vel at mærke ved at give folk et ret billede af hvad der skete på korset, og ved at give et ret billede af hvem Jesus er. Reformatorerne sagde igen og igen, at læren om Jesus og hans værk på korset skulle være centralt i forkyndelsen. For ellers ville det blive et andet evangelium man prædikede. Et evangelium som ikke frelser.

Men på den anden side tænker jeg også når jeg ser den film, at vi i dag er ved at hælde arvesølvet ud af vinduet, med den måde vi behandler reformatorernes lære på, eller nogen gange bare glemmer hvad de sagde. Det som reformatorerne dengang kæmpede imod, er i dag ved at komme ind i rigtig mange moderne kirker igen. Det er paradoksalt at de samme kirker siger at de ikke vil tilbage til ”middelalderlig kristendom”. Men reelt set er det det der er ved at ske mange steder.

I den emergente kirkebevægelse kan vi eksempelvis finde folk der, fordi de ikke bryder sig om ideen om et Helvede, er ved at genindføre troen på skærsilden. En af dem der forsøger at gøre det er Greg Boyd. Man indfører ceremonielle aktiveteter som labyrinter, røgelsesafbrænding, og relikvier som bare har fået andre navne (kristuskransen eksempelvis), for at troen må blive ”nemmere” at forholde sig til. Man indfører en særlig hellighed over lederne i kirken. En hellighed som gør at man ikke må stille dem kritiske spørgsmål. For gør du det, er du en kætter i deres øjne. Men reelt set handler det om at de ikke kan tåle at få deres lære vurderet i bibelens lys. Og når man henvender sig til dem der står for denne moderne form for middelalderlig kristendom, så forsvarer de sig med at Gud jo bruger det de har, også selvom de godt kan se at det ikke er helt i overenstemmelse med Guds ord. De selvsamme ting finder vi paraleller til i den middelalderlige kirke.

Når folk siger at de godt kan se det, men ikke retter sig ind efter det, så ser jeg også at de ikke har nogen undskyldning overfor Gud. For når de kender sandheden, men ikke mener at den er brugbar, viser de en misrespekt for Guds ord. For hvis de mente at den var brugbar, og siger at de godt ved det, så har de også et ansvar for at gøre det ordentligt. Men de er folk der skammer sig over evangeliet. De siger at de har fundet andre måder at gøre det på, men reelt set handler det ofte om at de er bange for at vække anstød med evangeliet. De er bange for at folk vil kalde dem reaktionære, fundamentalister og ekstremister. De er med andre ord bange for hvordan mennesker kigger på dem. Men tænker ikke over at de en dag skal stå foran Gud, og der vil Han spørge dem hvorfor de ikke fulgte Hans ord, men menneskers istedet. Der vil de ikke have noget at skulle sige til deres ansvar. Dem der kender sandheden, har et stort ansvar for at levere den videre og gøre det ordentligt. Jeg tror ikke nogen af os gør det godt nok. Men når vi med vilje gør det på en anden måde end den vi har fået givet igennem Guds ord, så er det meget at stå til ansvar for. Disse mennesker mangler Gudsfrygt, istedetfor menneskefrygt, og jeg ville ønske at man så langt flere forkyndere der havde Gudsfrygt, og ikke havde menneskefrygt. Reformatorerne vidste godt hvad forskellen på Gudsfrygt og menneskefrygt er. Det viste de igennem deres liv og forkyndelse. Noget som vi også trænger til i dag!