Vi danskere tager tit mange ting for givet. Vi tror det er en menneskeret at komme gratis på hospitalet, og at det er en selvfølge at staten tager sig af de ældre (så vi selv kan slippe for at tage os af dem). Noget vi også tager for givet er retten til at sende vores børn i privatskole, i fald vi er utilfredse med det folkeskolen kan tilbyde, eller andre grunde. Men privatskoler er ikke en naturlov, der findes lande hvor de ikke er tilladt, og hvor det heller ikke er tilladt at hjemmeskole børnene.

En af de vægtigste årsager til at vi danskere har ret til at sende vore børn i privatskole eller hjemmeskole dem her i Danmark, skyldes “De Stærke Jyder”. En gruppe bibeltro kristne som var parat til at stå på bibelsk grund, også selvom det for nogle af dem betød at de måtte gå fra hus og hjem, og tilmed komme i fængsel (tugthus) for det. For lidt over 200 år siden var de stærkt utilfreds med en ændring i den lærebog om det kristne liv som skolerne i Danmark skulle have. De ville beholde den de havde i forvejen, og årsagen til det vil ryste mange af dem som ikke har det store historiske kendskab. Dette er en historie om hvordan Gud kan bruge få overgivne personer til at påvirke et helt land med evangeliet. Nogle gange har han brugt en kristen konge, andre gange kristne bønder. Men et står fast, hvis Gud vælger at bruge nogen, så er det Hans vilje som kommer til at ske, hvad end det sker igennem folk i høje stillinger eller det man kalder simple folk.

Denne lille parantes i den danske kirkehistorie talte Henrik Gren Hansen om på Nyt Livs lejr her i Juli, og den har min varmeste anbefaling. Dels fordi Henrik er i stand til i denne lille kirkehistorie at vise evangeliet, men også fordi der er så mange ting i denne historie som minder om de ting vi ser i dag. Så endnu engang får Kong Salomon ret i at “der ikke er noget nyt under solen”.

 

Share on Facebook

For nogle år siden valgte en amerikansk pastor at skrive en liste som kunne vise hvordan man fandt ud af om en kirke var god eller dårlig. Det er jo fantastisk, for så kan vi andre stakler som ikke selv kan finde ud af dette endelig få et redskab dertil. Efter at have læst listen måtte jeg erkende at det var tragikomisk oplevelse at læse den. Metoderne var baseret på menneskelige følelser og ikke på bibelens anbefalinger. Pastorens anbefalinger har jeg her fremhævet med fed skrift, mens jeg lige har skrevet mine kommentarer nedenunder dem. Men inden du går i gang med at læse dem, så husk min mening er ikke at du skal være enig med hverken ham eller mig. Mit ønske er i første omgang at du kære læser må tænke over hvad der i virkeligheden er et godt tegn i Guds øjne ved en kirke. Men her er hvad pastoren siger med mine kommentarer:

Tegn nr 1: Ønsker folk mig velkommen som et job eller som en glæde?
Ja, det er da sikkert fint nok at blive budt ordentlig velkommen. Men jeg har før besøgt Jehovas Vidners Rigssal fordi der var nogen der ville snakke med mig om Gud og bibelen. De gange jeg har været hos dem har jeg altid fået den kæmpe velkomst og tilmed meget varm. Jeg tror det var normalt at omkring 90 % af rigssalen kom og gav mig hånden meget smilende (og der var mange). Det virkede faktisk ikke påtaget. Jeg følte mig virkelig velkommen. Men kan jeg virkelig bruge den fantastiske velkomst til at godkende Jehovas Vidners rigssal som en god kirke?
Jeg har forresten også fået rigtig god velkomst når jeg har besøgt Hillsong, men jeg har aldrig nogensinde hørt evangeliet blive prædiket i Hillsong. Hverken mens jeg var der eller på youtube og podcast. Så den med om velkomsten er god, mener jeg ikke kan bruges som argument.

Tegn nr 2: Ser stedet ud som om de forventer mig?
Øhh jeg er altså ikke nogen VIP, jeg kan da godt selv finde ud af at finde mig et sted at sidde ned. Jeg er ikke så vigtig at der skal være en velkomstkomite til at forestå den slags for mig.

Tegn nr 3: Er der spirituel musik mens folk samles i kirken?
Nårh ja, for hvis der ikke er spirituel musik mens jeg prøver at finde min plads, så vil jeg jo slet ikke komme i den rigtige stemning til at tage imod forkyndelsen. Hvor må det have været svært for de første menigheder, for de havde jo ikke cd-afspillere og store smarte højttalere. De havde nok hyret et orkester istedet, så folk kunne komme i den rette stemning, før de satte sig ned.

Tegn nr 4: Bevæger musikken mig?
Ja, det er godt nok vigtigt. Der skal være fed musik, teksterne betyder ikke så meget, bare jeg får gåsehud af musikken, for så kan jeg jo sige at jeg havde en “åndelig oplevelse”. For er gåsehud ikke det vi plejer at sige vi får, når vi har haft en åndelig oplevelse? Man kan nogen gange undre sig over at Jesus ikke havde et lovsangsband på før han startede bjergprædikenen. Hvorfor gjorde Jesus det ofte helt forkert i forhold til visse moderne pastorers smarte anbefalinger?

Tegn nr 4: Smiler præsten?
Uha det er godt nok rigtigt. Hvis præsten ikke smiler, så må der bestemt være noget galt. At han ikke kan finde ud af at prædike et klart bibelsk budskab betyder jo ikke så meget. Men hvis han smiler så er alt jo godt. Ham der Joel Osteen han smiler jo også rigtig meget, men prædiker aldrig evangeliet, men et eller andet feel good budskab som kildrer i folks ører. Men han smiler og så må det vel være godt hvis disse anbefalinger er gode.

Tegn nr 5: Indeholder prædikenens titel et relevant emne som jeg er interesseret i?
Nå ja det kan jeg da godt se er supervigtigt. For kirke handler jo kun om mig, mig og så mig og hvad JEG er interesseret i. Så hvis jeg kun er interesseret i superhelte, så er det ikke en god kirke for mig medmindre præsten har et emne som omhandler superhelte. Lucky for mig at det er ret nemt for tiden at finden præst der tager udgangspunkt i superheltefilm istedet for Bibelen. Men hvorfor kan man ikke finden en kirke der prædiker om Formel 1 for det er den eneste sport jeg synes er spændende. Giv mig en Formel 1 kirke NU!

Tegn nr 6: Taler præsten med ydmyghed og autoritet?
OK, jeg accepterer at dette faktisk er et vigtigt og godt tegn for en præst. Men det kan ikke stå alene, for hvis budskabet ikke er bibelsk, så er det fuldstændig ligegyldigt hvor ydmyg præsten er, og nærmest farlig hvis han han taler med autoritet, men har et ubibelsk budskab. Man kan sagtens finde ydmyge personer med forkerte budskaber. Tag bare ham der Dalai Lama, han er da godt nok ydmyg, og har åbenbart meget autoritet når folk vil høre så meget på ham som de gør. Men ja ydmyghed er en god ting, hvis den bygger på en overgivelse til Kristus. Og det ville være rart hvis præsten ikke taler med sin egen autoritet, men forstår at det er bibelen der er hans autoritet, og ikke ham selv!

Tegn nr 7: Føler jeg Guds nærhed?
Hmm kan det virkelig passe at hvis jeg ikke har kunnet føle Guds nærhed i kirken, så må der være noget galt. Jeg mener ikke at kristendom skal vurderes på en følelse som ikke kan forklares. Kristendom er langt mere end det, og det er altså ikke hver gang man kan “føle” Guds nærhed.

Tegn nr 8: Er gudstjenesten under 71 minutter?
Personlig er jeg glad for at gudstjenesten ikke er for lang tid, men der er ikke nogen bibelske argumenter for at den skal være under 71 minutter. I Rødkærsbro Frikirke som jeg er en del af, plejer gudstjenesterne at være imellem 5 og 6 kvarter, så vi kan åbentbart ikke godkendes her. Men jeg ved om andre kirker hvor man mener det skal vare mindst 2 timer og hvor det forventes at prædikenen er ca en time eller mere. Men igen, der findes ingen bibelske argumenter for varigheden af en gudstjeneste. Til gengæld er der argumenter for hvad der skal ske til en gudstjeneste, såsom forkyndelse af skriften.

 

Mine eftertanker: Istedet for at vurdere om en kirke er god udfra hvordan det passer med tidsånden, eller hvor meget underholdning eller følelser man nu engang har, så må vi igen finde ud af at det er Bibelen der er målesnoren for om en kirke er god eller dårlig. Hvis man vil finde nogle virkelig gode argumenter for dette, kan jeg anbefale Johannes Åbenbaringen kapitel 2 og 3. For i dem finder vi syv breve til syv menigheder som alle er fra Jesus. Disse breve har langt mere betydning end en amerikansk pastor der har glemt sin bibel i sin bedømmelse. Har du ikke læst disse kapitler endnu, så gør det, for de er rigtig gode og sjovt nok nemme at forstå, selvom mange synes at Johannes Åbenbaringen er svær at forstå. Disse to kapitler er ligetil.

Share on Facebook

Igennem de sidste 5 år har jeg flere gange været forbi Nyt Livs lejre som foregår på Djursland. Nyt Liv er en kristen organisation som består af Lutheranere. Nu er jeg ikke selv lutheraner, men kalder mig bibeltroende baptist. Så hvorfor kommer jeg der, og ikke et andet sted hvor jeg er mere enig med dåbssynet?
Svaret er ganske enkelt den, at forkyndelsen på Nyt Liv handler om Jesus. Det er så herligt befriende at kunne komme til et møde og vide at nu vil der komme en prædikant som viser hvorledes skriften peger på Jesus. For lige netop dette er prædikantens vigtigste opgave: At vise hvordan skriften den ene gang efter den anden peger på Jesus som vort eneste håb og eneste frelser.

Igennem de sidste år synes jeg også at tilslutningen til Nyt Liv er blevet større. Hvilket sker selvom deres metoder er i direkte modstrid med kirkevækstbevægelsens anbefalinger. For der er ikke noget smart lovsangsband her, der er heller ikke noget lysshow, og der er ikke nogen ”feel good” buskaber som kildrer folk i ørerne. I stedet for er der god gedigen bibelundervisning, og det er måske lidt dogmeagtigt, for der bliver ikke gjort så meget mere ud af det end det. Men det er evangeliet der bliver forkyndt, og jeg kan se at mit kristenliv ikke afhænger af mig, men af Jesus Kristus som har banet en vej for mig.

Hvis du har lyst til at komme, så kan jeg klart anbefale at høre Henrik Gren Hansens fortælle lokal dansk kirkehistorie om de seje jyder. Jeg har hørt ham tale om det før, og det var en virkelig øjenåbner for mig. Det gør han mandag d.18/7 15:30. Og man kan onsdag til fredag aften høre Svend Åge Jacobsen prædike over Johannes åbenbaringen, og det kunne jeg godt se frem til at høre, for jeg har en mistanke om at det bliver godt. Så hvis du ikke søger smarte og høje rytmer, og kan undvære et voldsomt lysshow, og er ligeglad med om prædikanten er en eller anden hot shot fra en stor fancy kirke i udlandet, men du bare godt vil høre bibelsk forkyndelse så kan jeg godt anbefale at komme en tur forbi Nyt Liv på Djursland. Her er lidt info:

http://www.nytliv.dk/downloads/Bibellejrprogram-2017.pdf og ændringerne af programmet kan ses her: http://www.nytliv.dk/aendring-i-program-for-bibellejr-2017/

 

Share on Facebook

For et par dage skrev jeg at Apostolsk kirkes hovedtaler i år, kommer fra en gnostisk kirke, og dermed skraber Apostolsk kirkes landsstævne vist bunden når det kommer til dårlige prædikanter. Helt så galt er det dog ikke hos Pinsevækkelsen, men alligevel så galt at man undrer sig over deres valg. De har ikke valgt en gnostiker, men en der er blevet afsløret i at stjæle andre prædikanters historier, og fremføre dem som om det er sket for ham selv. Til gengæld kommer han fra en kirke der på overfladen ligner en succeshistorie. Men lad os kigge på hvorfor han er en løgner og en tyv.

I 2016 blev der på den ubibelske tv-kanal GOD-tv vist et klip med Glyn Barrett som er hovedtaleren i Mariager i år. Her fortalte Glyn at han var blevet inviteret ud på Cambridge universitet for at debattere med ”The atheistic society”. Her skulle ateisternes hovedtaler først have 50 minutter hvor han argumenterede for at der ikke findes en gud. Og derefter skulle Glyn så få 10 minutter hvor han fik lov til at bevise at der findes en gud. Allerede her er der noget der skurer i mine ører, for jeg har hørt mange af den slags debatter, og en ting der er kendetegnende for dem, er at der bliver givet lige meget tid til begge parter. Og at det ikke skulle være tilfældet i en debat som er iværksat af akademikere, virker ganske enkelt utroværdigt. Så her er der altså noget der tyder på at Glyn Barretts historie ikke er så skudsikker.
Men så fortsætter Glyn og fortæller at da det var hans tur til at tale, spurgte han taleren om hvor stor en del af al verdens viden han kendte, hvortil han fik svaret, at taleren kun kendte en del af al verdens viden. Så skulle Glyn have sagt, at i og med at du taleren kun kendte en del af al viden, så er der altså noget han ikke kendte til, og derfor kunne Gud altså godt være i den del. Alt sammen bliver delt med et overbevisende smart smil så dem der hører Glyn i videoen bidrager med klap, wow og skrig. Problemet er bare at Glyn ikke har været inviteret til Cambridge universitet, og for det andet, så er det en historie han har stjålet fra en anden prædikant ved navn Mark Finley.

Videoen er oprindelig blevet fjernet af Glyn, men den er altså stadig at finde og her kan du se den video Glyn Barrett ikke ønsker du skal se.

Cambridge universitets ateistiske fællesskab er angiveligt blevet kontaktet af flere og spurgt om de har haft Glyn Barrett på besøg, hvilket de har svaret nej til. De har tilmed ikke nogen anelse om hvad det skulle være for en debat han skulle have været involveret i. Men det er der jo ikke noget at sige til når historien reelt set er tyvstjålet fra en anden prædikant som fortalte at det skulle have været sket i Ungarn tæt på tiden hvor Berlinmuren faldt. Mark Finleys historie virker en smule mere troværdig, men helt ærlig, så virker det mere som en af de der ”preacher storys” som bliver fortalt for at få prædikanten til at virke mere klog end han er i virkeligheden. Måden at ”bevise” Gud på, er heller ikke særlig god, og heller ikke særlig overbevisende. Der er langt bedre måder at gøre det på. Her er den oprindelige historie:

Men helt ærlig, hvordan kan Pinsevækkelsen blive ved med at invitere den ene underlige prædikant efter den anden, og hvorfor finder folk sig i at høre på dem? Det er som om at efter Pinsevækkelsen for ca 9 år siden aflyste de møder hvor Paul Washer skulle tale, at de så bare har bevæget sig nedad i en ond spiral af dårlige valg. Hvorfor er det så svært for dem at finde prædikanter der er i stand til at vise at skriften peger på Jesus, og uden Jesus er der ikke nogen frelse? Det burde være deres vigtigste opgave at finde sådanne prædikanter. I stedet fokuserer de på at invitere den ene efter den anden som har vist sig i stand til at få kirker til at vokse sig store. De søger med andre ord kun efter succeshistorierne. Men i al den tid de har gjort det, er pinsevækkelsen blevet mindre i antal, så det har jo ikke hjuplet. Man har ikke nogen succeshistorier om dynamisk vækst, men kun forsøg på at kopiere andres kirkevækststrategier. Hvad med kære pinsevenner om I begyndte at fokusere på Jesus og så på hvem Han i virkeligheden er. I kunne jo begynde med at  invitere folk som ikke bruger tid på at promovere sig selv og deres kirke, men i stedet for peger på Jesus som den eneste der kan redde og frelse os? For det er hvad folk i kirkerne har brug for at høre, og det gælder ligegyldig om man er pinseven, lutheraner eller baptist.

Hvad pinsevækkelsen selv skriver om Glyn Barrett kan man læse her: https://sommercamp.dk/da/indhold/gaestetalere/glyn-barrett

Jeg kan dog glæde læserne af bloggen at næste indlæg bliver et positivt indlæg, for der er også ting at glæde sig over i det danske kirkeliv.

Share on Facebook

Så blev det sommer igen, og det er tid for de forskellige kirkeretningers bibelcamps. De er som regel af svingende kvalitet, da kun få af dem er bibeltro, mens andre lukker alt muligt ind. Her ser det desværre ud til at apostolsk kirkes landsstævne skraber bunden. Deres hovedtaler er Banning Liebscher som er en del af Bethel Redding i Californien. Det er den selvsamme kirke hvor den selvbestaltede apostel Bill Johnson er pastor, og Banning har arbejdet tæt sammen med Bill igennem mange år nu. Bethel Redding er bl.a. kendt for sine postulerede mirakler i form af guldstøvsskyer som de kalder glory clouds, og for en forkyndelse der bygger på prædikanternes oplevelser og ikke på bibelen.
Og lige præcis her er årsagen til at jeg meget klart anser Bethel Redding kirken, og dens ledere for at være gnostikere. Gnosticisme er ved første øjekast en bred betegnelse, men den kan defineres til en enkel sætning. Gnosticisme er når det er den personlige oplevelse der bliver afgørende, og ikke bibelen. Gnosticismen har eksisteret siden urkirken, og djævelen har forsøgt at forvirre og stjæle kristne ved hjælp af forskellige udgaver af gnosticisme igennem tiden. En af de mest fremtrædende gnostiske kirker i dag er uden tvivl Bethel Redding.
For ti år siden var Bethel Redding ikke noget man lagde mærke til, men Bill Johnson og hans medarbejder Banning Liebscher har været gode til at vise sig som de fornuftige dele af det man kalder NAR (New Apostolic Reformation). Store dele af dem der er en del af NAR, er så ekstreme i det de siger og deres måde at være på, at mange ikke bryder sig om dem. Her kan nævnes Todd Bentley, Patricia King, Lou Engle m.v. Bill Johnson og Banning Liebscher er mere rolige og fattede personer, og det gør dem mere spiselige end visse af de andre fra NAR. For resten skal det lige siges at Bill Johnson (og formentlig Banning Liebscher) ikke selv vil påstå de er en del af NAR. Men for det første er NAR ikke en medlemsliste man skal skrive sig på. Men en gruppe af prædikanter der står for den samme falske lære og som arbejder sammen. Og hvis man taler som en fra NAR, og samarbejder tæt op og ned med andre fra NAR, og tilmed sætter disse folk på ens egen prædikestol, så er det fordi man er en del af NAR. Bethel Redding gør netop dette, og tilmed nogle af de værste fra NAR.
En af måderne at Bethel Redding har fået udbredt sin lære og sin popularitet på, er igennem lovsangsbandet ”Jesus Culture”. Lederen af det band er nemlig Banning Liebscher. De har igennem de sidste års tid, opnået en stor popularitet i kirkelige kristne, hvilket er meget trist. For det er som om folk endnu engang er faldet for de fede rytmer, og så har set igennem fingre med den megen vranglære som Jesus Culture prædiker til deres opvisninger. Her er et eksempel som ikke bare er vranglære, men også blasfemisk. Bl.a. der hvor hun siger at Jesus som hun angiveligt havde et møde med var “hysterically laughing”.

 
Hele Kim Walker Smith tale (som er en markant del af Jesus Culture), bygger på en personlig åndelig oplevelse. Hvis man skraber bare lidt i hendes oplevelse, så er det også tydeligt at se at det ikke er bibelens Jesus hun havde disse oplevelser med. Med andre ord, enten er dette humbug, eller også er det dæmonisk hvad der skete, for det er ikke den sande Jesus hun mødte her.
Banning Liebscher er ikke helt så udsvævende og ekstrem i hans forkyndelse som Kim Walker Smith. Men han står inde for det, og i hans forkyndelse oplever man også at der er langt mere fokus på den personlige oplevelse, samt den personlige historie. Det er ikke nødvendigvis forkert at have en personlig historie med i ens forkyndelse, men hvis den skygger for bibelens budskab, bør man være påpasselig, og det er nærmest altid tilfældet for Banning Liebscher. Han har nærmest kun to prædikener, og i begge dem taler han mere om sig selv, og får dermed teksten til at tage udgangspunkt i hvad han oplever, mere end han tager udgangspunkt i teksten. Hvis der er noget som ikke er god til, så er det at vise at skriften peger på Jesus. Men det er generelt for den lære der udgår fra Bethel Redding, og generelt for gnostiske personer. Det handler i stedet om personlige oplevelser, og personlige åbenbaringer. Om de åbenbaringer så er reelle eller humbug ved jeg ikke. Men bibelske er de i hvert fald ikke. Banning siger også nogle ting der er rigtige, men det er reelt set banaliteter som selv Johannes Møllehave og Hanne Vibeke-Holst kunne have sagt. At Apostolsk kirke vælger at have en sådan mand som hovedtaler, vidner desværre om en meget stor mangel på bedømmelsesevne bland dens ledere. En mangel der trist nok betyder at mange mennesker vil blive udsat for vranglære i Kolding denne sommer.
Jeg vil til slut anbefale at høre på Tony Miano som er en kendt evangelist. Han har indspillet denne video, hvor han fortæller hvorfor han er stærk bekymret over folks falden på halen for Jesus Culture, og den kirke de kommer fra Bethel Redding, og hvorfor han finder dem farlige.

Her er linket til Apostolsk kirkes stævneside: http://www.staevne.dk/information/talere/banning-liebscher

Share on Facebook

 

Hvis vi kender korsets sande kraft, er det så også det vi prædiker? Der er en mangel på folk der prædiker den frelseskraft der er i korset. Når man taler med dem, kan de måske godt erkende at de ikke prædiker korsets frelseskraft, men kun noget der ligger lidt ved siden af. Mange siger så at det er fordi folk godt kender til korsets kraft i forvejen, og synes det er kedeligt at høre alt for meget om.

Det er trist, for det er en mangel at Jesu kors kun sjældent bliver forklaret. Og hvis man bliver træt af at høre om korset, og hvorfor det er vores befrielse, så skulle man spørge sig selv om man virkelig er frelst? Her er nogle tanker om hvornår vi prædiker et minimeret kors og hvornår vi prædiker korsets frelseskraft

Vi kan ikke nøjes med at sige “Han døde”, for alle mennesker skal dø engang. Det er heller ikke nok at sige “Jesus døde en nobel død”- for der er martyrer der er fulgt efter ham og har gjort det samme. Det er nødvendigt at vi forstår at vi er nødt til at  prædike Jesu død og opstandelse som et frelsende budskab. Vi skal forklare korsets sande mening for dem der hører os. Han bar vores overtrædelse da han døde for Hans folk, og sonede den guddommelige straf for vores synder: Han blev forladt af Gud, og knust af Guds vrede i vores sted. Og kun når folk fatter hvad der skete på det kors, forstår de hvorfor de er nødt til at omvende sig til Ham, for at undgå at blive knust af den samme vrede. En vrede som vi kan undgå ved at fly til korset, ved at fly til Jesus.

Taler vi om korset uden at komme ind på hvad der reelt set skete på korset, er der ikke nogen grund til at folk skal omvende sig. For da vil de ikke forstå hvor forfærdelig deres synder er i en hellig og retfærdig Guds øjne. Den Gud ønsker ikke at vi skal nedtone denne del af evangeliet, for da har vi glemt hvad evangeliet handler om. Han ønsker ikke at vi kun skal tale om kærligheden i korset. For vi kan ikke forstå dybderne af Guds kærlighed, førend vi også forstår hans vrede, retfærdighed og Hans Hellighed!

Prædiker du det kors, og er det det kors du ønsker at høre prædiket i kirken?

Share on Facebook

En af de mest kendte pastaretter fra Italien hedder Spaghetti Bolognese. Det er en pastaret med en kødsauce baseret på oksekød og tomater. Mange tror at det er en bolognesesauce de laver, når de har stegt noget kød, og derefter hældt et glas tomatsovs udover, og lader det simre i 10 minutter. For det står der jo på bologneseglasset at man skal gøre. Men det har intet med en sand bolognese at gøre. Det ligner en bolognese, det har de samme ingredienser som en bolognese, men den smager ikke som en bolognese, selvom dens duft for den utrænede næse kan minde derom. Det man har lavet er en parodi på en bolognese, og en god ægte italiensk kok vil ikke godkende det som bolognese. Han vil nok gå med til at kalde det kødsauce, men ikke bolognese. Hvad er der galt?

Der er det galt, at man i en hurtig forbrugerkultur har glemt hvordan man laver en sand bolognese. Man starter med at stege et løg i olivenolie med smør (smør kan udelades), derefter bruner man det hakkede oksekød. Smag til med salt og peber (italienske krydderier kan også godt godkendes), og slut af med at hælde tomatpuree med vand i. Evt. kan man hælde nogle flåede tomater i, i stedet. Nu kommer det vigtige element for en sauce bolognese. Den skal simre mindst 1½ time. Mange mener at den skal have mindst 2 timer, men så er den også færdig. Hvis den kun har kogt i 10 minutter kan man ikke kalde det for en bolognese, for den vigtige proces som sker ved langtidssimring kan ikke ske på blot 10 minutter.

Det der skal ske er at oksekødets bindevæv (collagen) skal frigøres. Det er collagen der gør at kød er sejt. Derfor skal kød fra en gammel ko have lang tid, mens kød fra en kalv skal have kortere tid. Normalt ved tilberedning af hakkekød tænker man ikke på dette, fordi man har skåret kødet ud i en slags fortyggede bidder. Men det collagen som er i kødet, skaber en smag i saucen som er helt unik for langtidstilberedt oksekød. Den smag skal der være i en bolognese. For ellers er det ikke en bolognese.

Vi har alt for travlt til det, tænker nogen når de hører at det tager mindst to timer at tilberede en bolognese. Okay, jeg kan godt gå med til, at det ikke er et stort afgørende punkt for min livskvalitet, om min bolognese er sand eller falsk. Men det er et stort problem at vi har glemt hvordan man bliver frelst. For det har betydning for hvor mennesker skal ende i evigheden. Det er de færreste i kirkerne der i dag ved hvordan man bliver frelst. Man har en idé om det, men efter test viser det sig at rigtig mange ikke har den fjerneste idé om, hvorfor eller hvordan man bliver frelst. Man har i stedet en idé om hvordan en kristen skal se ud. Derfor prøver man med diverse discipelskabsprogrammer at få folk til at ligne kristne. For hvis vi synes de er kristne, så håber vi at Gud også vil synes det. Men Gud ser ikke på det ydre, han ser efter om vi er blevet født på ny. Bibelen siger at den som ikke er født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige, ja han kan ikke engang se Guds rige. Og hvis folk ikke bliver født på ny, fordi ingen ved hvordan og hvorfor man skal blive kristen, så er vi skyld i at mange menneskesjæle går unødigt fortabt.

I stedet for at forkynde et budskab der gør, at folk forstår hvorfor de har brug for at omvende sig, og kan se at de har brug for at Gud føder dem på ny. Så har vi i stedet valgt at bilde folk ind, at de bliver kristen ved alle mulige andre ting, som bibelen ikke på noget tidspunkt har godkendt som frelsende.Vi har fået noget der er meget værre end falsk bolognese. Vi har fået falske kristne i kirken. Falske kristne som ovenikøbet selv tror de er kristne, for det har de jo fået at vide at de er. Men i stedet er de døde i deres synder, og går en forfærdelig fremtid i møde, fordi en kirke der har glemt det originale budskab, ikke har advaret imod den kommende dom.

Share on Facebook

Hvis der er noget man kan være sikker på, så er det at den romersk katolske kirke ikke er en kristen kirke. Den prædiker ikke evangeliet, men istedet vranglære i form af gerninger og religiøse ritualer. Derudover viser deres teologi at de ikke mener Jesus sonede alle vore synder, i og med at de stadig mener at der skulle findes et sted kaldt skærsilden hvor folk kommer hen før de kommer i Himlen for at blive straffet for deres synder. Det var bl.a. Den lære det som Martin Luther gik imod da han valgte at gøre oprør imod den romerske kirke.

Alligevel har der fra flere kirkelige sider igennem historien været forsøg på at forene protestantisme og katolicisme. Nogen der forsøger dette i dag er den berømte kirkeorganisation Hillsong. En af lederne Terry Crist gik sidste år ud med en meget klar udmelding om dette. Den er så klar at der slet ikke er nogen tvivl om at Hillsong anser den romerske kirke som en kristen kirke. Men hvordan har Hillsong fået foden indenfor hos den romerske kirke? Det kan man høre Terry udtale sig om i videoen nederst. Her siger han bl.a. følgende:

“In fact the demand for our kind of worship has become so popular in charismatic churches that are Catholic, over the last few years, we have actually offered a tract at Hillsong Conference for Charismatics, Catholics and Evangelicals to come together for worship. And it’s a beautiful thing to see what happens when we rally around the person of Jesus.”

Her har vi faktisk svaret på at Hillsong er blevet så indflydelsesrig i det kirkelige miljø verden over. Det har de gjort ved at skrive lovsange (worship) som har noget lækkert og frisk over sig, og samtidig lyder til at være kristne. Nogle af sangene kan sådan set godt godkendes teologisk, mens andre er mere på linje med popsange om kærlighed, hvor man bare siger Jesus ind i mellem. Jeg ved at mange pastorer godt ved at teologien hos Hillsong er kritisabel, og at forkyndelsen i bedste fald er en tynd kop the, og i værste fald ubibelsk. Dertil ved jeg også at mange tilhængere af Hillsong godt kan se det er problematisk at Hillsong samarbejder med vranglærere som Joel Osteen, Joyce Meyers m.v. Men de samme pastorer vælger at se igennem fingre med dette netop fordi man synes Hillsongs musik er så god.

Jeg er overbevist om at flere af dem i den romersk katolske kirke som har åbnet sig for Hillsong, godt er klar over at teologien ikke hænger sammen med, og slet ikke passer med katolicismen. Men netop pga. musikken vælger man at se igennem fingre med uenighederne. Det bliver musikken der samler. Det bliver altså ikke teologien og slet ikke Jesus man samles om. Men burde det ikke være Jesus og en god fælles teologi man samledes om hvis man skulle mødes fra forskellige kirkeretninger? I dette tilfælde er det ikke gode kirkeretninger der mødes, og så er der jo ikke noget at sige til at de heller ikke mødes om Jesus og god teologi, men i stedet om musikkens rytmer og gentagne omkvæd.
Så på samme måde som Hillsong har fået foden indenfor i det evangelikale miljø vha. musik, har den fået foden indenfor i den romerske kirke.

Det var for resten på akkurat samme måde at trosbevægelsen fik indflydelse i frikirkerne i Danmark i halvfemserne. Man kunne tydeligt se at det der blev prædiket i trosbevægelsens kirker var ubibelsk, men da de var i stand til at levere den ene catchy og friske lovsang efter den anden, begyndte man at bruge dem. Man tænkte at det var der vel ikke noget galt i, men desværre fulgte teologien med. Så i dag har trosbevægelsens ubibelske lære inficeret mange kirker, og det startede ved noget så uskyldigt som musik. Så af en eller anden årsag, så har djævelen altså fået adgang til mange kirker ved at snige dårlig teologi ind vha. moderne lovsang. Måske burde vi være mere selektive med hvad vi vælger at synge i kirkerne. Måske skal vi ikke kun se på ordenes indhold, men på hvor sangene kommer fra?

Her er for resten videoen hvor Terry Crist byder den romerske kirke velkommen:

Share on Facebook

Noget som jeg ofte har set i trosbevægelsen, er prædikanter der påstår at hvis man er god til at give penge til kirken (hvilket ofte for dem betyder prædikanten), så vil det medføre en økonomisk velsignelse for en selv. Så giv 1000 kr, og få 100.000 kr tilbage er sådan lidt firkantet det de siger. Den påståede danske apostel Jens Garnfeldt fortalte til at møde jeg var med til for ca 15 år siden hvorfor han var rig. Det var fordi når han hilste på en stor gudsmand, så lå der altid mindst 5000 kr i hans hånd til den gudsmand. Og de penge fik han så mangfoldigt tilbage igen. Tænk engang at nogen kan finde på at sige sådan noget. Reelt set var det jo for at få andre til at give ham penge i hånden når de hilste på ham, og det har sikkert nok virket for ham. Men ikke for dem der har givet ham penge.

Men udover at det ikke er et bibelsk løfte at vi skal få pengene mangfoldigt tilbage igen når vi giver til kirken, så er problemet ved at proklamere disse løfter, at man får et billede af Gud som ikke er bibelsk, men hedensk. Hedenske guder er nogle man ofrer til, for at få en velsignelse. Bibelens Gud har allerede fået sit offer i form af Jesus Kristus. Det vi kan ofre er os selv og vores tid og penge. Men de ofre vi giver til Gud er taknemmelighedsofre, fordi vi er taknemmelige for Hans frelse og kærlighed. De ofre man finder i hedensk religion handler om at få magt, rigdom og sine ønsker opfyldt. Det ser vi bl.a. i woodoo-dyrkelsen. Her kan man komme til en woodoo præst (eller præstinde) og bede denne om at kaste en forbandelse på en anden person, indtil denne person som man vil kaste forbandelsen på gør som man vil. Jeg hørte engang om en kvinde der ville giftes med en bestemt mand. Men han ville ikke giftes med hende. Så hun gik til woodoopræstinden og fik hende til at kaste en forbandelse på manden, indtil han gik med til at lade sig gifte med kvinden. Uhyggeligt nok virkede forbandelsen og manden lod sig til sidst gifte med kvinden.

Vi har også haft ofringer i den danske hedenskabshistorie. I Danmark har vi bl.a. haft små guder som vi har dyrket for at det måtte gå os godt. De hed nisser. Nissen var jo en lille husgud, som man måtte stå sig godt med. Man var altså bange for at nissen kunne blive sur og kaste forbandelse på ens hus. Derfor troede man at det var en god idé at give grød til nissen oppe på loftet. Hvis man ikke gav nissen grød, ville han måske blive vred og kaste sygdom over dyrene på gården. I dette tilfælde var det nok bedre ikke at stille grød op på loftet, da det tiltrak skadedyr som mus og rotter der spredte de selvsagte sygdomme man ønskede at undgå. Men ikke desto mindre ofrede man til husguden for at det måtte gå en godt.

På samme møde gør man i både indiansk, hinduistisk og diverse andre hedenske religioner. Man ofrer til guderne for at man må få sine ønsker opfyldt, og for at det må gå en godt. Men det er ikke derfor at en kristen skal give af sine penge til kirken eller til kirkelige opgaver, eller til prædikanter der har behov for løn. Vi skal give fordi vi er taknemmelige for Gud og Hans frelse til os.
Det er godt at give til Guds rige, og det arbejde der foregår i Guds rige. Men at skade folks økonomi og tro ved at love folk flerfoldige tilbagebetalinger af det man giver til en prædikant er direkte syndigt. Det er ikke kristendom en sådan prædikant prædiker. Heller ikke selvom den prædikant ser særlig hellig ud og udfører påståede mirakler. Giv i stedet til mission og prædikanter som prædiker evangeliet. Det er der en løn for, og den løn får vi dels i Himlen, og dels her på jorden. Begge steder får vi den i form af glæde over at kunne give til Guds rige, og glæde over dem som kommer til tro igennem det arbejde vi støtter.

At udskifte bibelens Gud til at blive en hedensk er ikke noget der kun foregår i kirken i dag. Jøderne gjorde det også indtil flere gange, og Gud hadede det også dengang. Den mest kendte historie om dette finder vi i anden Mosebog, hvor jøderne udskifter Gud med en guldkalv. Senerehen ser vi at jøderne ofrer til både Moloch og Baal, og tilmed gør det i Guds tempel. Den fejl skal vi ikke begå, men i stedet holde os til bibelens Gud, for Han er en Gud der fortjener at blive lovprist, tilbedt og æret.


Jeg har for resten talt lidt om det at prædike en hedensk gud i stedet for den kristne Gud i min seneste prædiken. Den kan du høre her:

Share on Facebook

For nylig i Rødkærsbro Frikirke prædikede jeg over Mattæus 15. I den talte jeg om hvorfor Jesus valgte ikke at vaske hænder før Han spiste, selvom Han vidste at det betød at farisæerne og de skriftkloge blev forargede. Nogle af dem mente faktisk at det var mere syndigt at undlade håndvaskning inden spisning, end det var at gå ind til en prostitueret. Men hvad var årsagen til at de var kommet så langt ud?
Det skyldtes at de havde valgt at leve efter noget der kun var en skygge af den der skulle komme, og ikke ville have Ham der kastede skyggen da Han endelig kom. Men hvad kan vi lære af det som kristne i dag, og har H. C. Andersen et svar som vi kan bruge her?

Lyt til denne podcast hvor du forhåbentlig kan få svar på nogen af disse spørgsmål.

Share on Facebook